Kapitel 40

En ledning var brændt væk et sted inde i væggen, da Harry havde sat saksen i stikkontakten, så derfor sad de endnu en gang i det flakkende skær fra stearinlys. Løken havde netop trukket proppen af en Jim Beam.

“Hvorfor rynker du på næsen, Hole? Kan du ikke lide lugten?”

“Der er ikke noget galt med lugten.”

“Og smagen?”

“Smagen er fin. Jim og jeg er gamle venner.”

“Hvad så nu?” Løken skænkede en velvoksen dram til sig selv. “Nu er I måske ikke så gode venner længere?”

“De siger, han har en dårlig indflydelse på mig.”

“Hvem holder dig så med selskab nu?”

Harry løftede colaflasken. “Den amerikanske kulturimperialisme.”

“Helt tørlagt?”

“Det blev til en del øl i efteråret.”

Løken klukkede. Varmt og trygt som et Erik Bye-program.

“Nå, der ligger grunden. Jeg har spekuleret på, hvorfor i alverden Torhus valgte dig.”

Harry forstod, at det var en indirekte kompliment, at han mente, at Torhus kunne have valgt en større idiot. At det måtte skyldes noget andet, end at han var en duelig politibetjent.

Harry nikkede i retning mod flasken. “Dulmer det kvalmen?”

Løken så spørgende på ham.

“Får det dig til at glemme dit arbejde et stykke tid? Altså knægtene, billederne, alt det lort der?”

Løken hældte sin drink ned og skænkede sig en ny. Han tog en slurk, satte glasset fra sig og lænede sig tilbage i stolen.

“Jeg er specielt kvalificeret til det her job, Harry.”

Harry havde en svag anelse om, hvad han mente.

“Jeg ved, hvordan de tænker, hvad der driver dem, hvad de får et kick af, hvilke fristelser de kan modstå og hvilke ikke.” Han fandt sin pibe frem. “Alt det har jeg forstået, lige så længe jeg kan huske.”

Harry vidste ikke, hvad han skulle sige. Så han holdt sin mund.

“Sagde du tørlagt? Er du god til det, Hole? At afstå fra ting? Ligesom den historie om cigaretterne, at man bare tager en beslutning, og den holder man ved, uanset hvad?”

“Tja, det vil jeg tro,” sagde Harry. “Problemet er bare, at de beslutninger ikke altid er lige gode.”

Løken klukkede igen. Harry tænkte på en gammel ven, der havde klukket på samme måde. Han havde begravet ham i Sydney, men han havde jævnligt aflagt Harry besøg om natten.

“Så står vi lige,” sagde Løken. “Jeg har aldrig i mit liv lagt hånd på et barn. Jeg har drømt om det, fantaseret om det og grædt over det, men aldrig gjort det. Kan du forstå det?”

Harry sank. Han var fyldt med modstridende følelser.

“Jeg ved ikke, hvor gammel jeg var, første gang min stedfar voldtog mig, men jeg vil tro, at jeg ikke var meget mere end fem. Jeg huggede en økse i låret på ham, da jeg var tretten. Ramte en pulsåre, så han gik i chok og var lige ved at dø. Han overlevede, men kom til at sidde i kørestol. Han sagde, at det var en ulykke, at øksen var smuttet, da han huggede brænde. Han mente vel, vi var kvit.”

Løken løftede glasset og så misbilligende på den brune væske.

“Du synes måske, det er et ægte paradoks,” sagde han. “At børn, som mishandles seksuelt, er dem, der har den største statistiske chance for selv at blive krænkere, eller hvad?”

Harry skar en grimasse.

“Det er sandt,” sagde Løken. “Pædofile ved nøjagtigt, hvilke lidelser de påfører barnet. Mange af krænkerne har selv oplevet angsten, forvirringen og skyldfølelsen. Vidste du forresten, at flere psykologer hævder, at der er et nært slægtskab mellem seksuel ophidselse og dødslængsel?”

Harry rystede på hovedet. Løken hældte hele drammen ned og trak overlæben op over fortænderne.

“Det er ligesom med vampyrbid. Man tror, man er død, og så vågner man i stedet for op og er selv blevet en vampyr. Udødelig og med en uudslukkelig tørst efter blod.”

“Og med en evig længsel efter at dø?”

“Nemlig.”

“Og hvad er det så, der gør dig anderledes?”

“Alle er anderledes, Hole.” Løken stoppede piben færdig og lagde den fra sig på bordet. Han havde taget den sorte, højhalsede sweater af, og det glinsede i sveden på hans nøgne overkrop. Han var senet og velbygget, men den slappe hud og de udtærede muskler røbede, at han var blevet gammel og måske alligevel en dag skulle dø.

“Da de opdagede et blad med børneporno i mit skab i befalingsstuen i Vardø, blev jeg kaldt ind til stationschefen. Jeg var heldig, vil jeg tro; de undlod at anmelde mig, fordi de ikke havde nogen grund til at mistænke mig for andet end en lyst til at kigge på billeder. Derfor fik jeg heller ikke nogen anmærkninger i mine papirer, kun en anmodning om at sige op i Luftvåbnet. Via mit efterretningsarbejde havde jeg fået kontakt med det, der dengang hed Special Services, forløberen for CIA. De sendte mig på kursus i Staterne, før jeg blev sendt til Korea under dække af at arbejde for det norske feltlazaret.”

“Og præcis hvem arbejder du for nu?”

Løken trak på skuldrene for at vise, at det ikke spillede nogen rolle.

“Skammer du dig ikke?” spurgte Harry.

“Jo da,” svarede Løken og smilede mat. “Hver dag. Det er en svaghed, jeg lider af.”

“Hvorfor fortæller du mig så alt det her?” spurgte Harry.

“For det første, fordi jeg er for gammel til at løbe rundt og gemme mig. For det andet, fordi jeg ikke har andre at tage hensyn til end mig selv. Og for det tredje, fordi skammen ligger mere på et følelsesmæssigt end på et intellektuelt plan.”

Den ene mundvig blev trukket op i et sarkastisk grin.

“Tidligere abonnerede jeg på  “Archives of Sexual Behavior” for at se, om nogle af forskerne kunne artsbestemme, hvilken type monster jeg er. Mere af nysgerrighed end af skam. Jeg læste en artikel om en pædofil munk i Schweiz, som vistnok heller aldrig havde gjort noget som helst, men halvvejs inde i artiklen låste han sig inde i et værelse og drak levertran med glasstumper i, så jeg læste aldrig artiklen færdig. Jeg foretrækker at se på mig selv som et produkt af opvækst og miljø, men trods alt en moralsk person. Jeg kan godt holde ud at leve med mig selv, Hole.”

“Jamen, hvordan kan du, som selv er pædofil, arbejde med børneprostitution? Du tænder jo på det her?”

Løken kiggede tankefuldt ned i bordet.

“Har du nogensinde fantaseret om at voldtage en kvinde, Hole? Du behøver ikke svare, for det ved jeg, du har. Det betyder ikke, at du nærer et ønske om at voldtage nogen, vel? Og det betyder heller ikke, at du er uegnet til at arbejde med voldtægtssager, vel? Selv om du kan forstå, at et menneske kan miste selvbeherskelsen, så er det egentlig ganske enkelt. Det er forkert. Det er lovstridigt. Svinet skal bøde for det.”

Den tredje drink blev hældt ned. Han var nået ned til flaskens etiket.

Harry rystede på hovedet. “Beklager, Løken, men jeg har svært ved at acceptere det der. Du køber børneporno, du er en del af det. Uden folk som dig havde der ikke været et marked for den slags svineri.”

“Korrekt.” Løken var blevet lidt sløret i blikket. “Jeg er ikke nogen helgen. Det er rigtigt, at jeg har bidraget til, at verden er blevet den jammerdal, den er. Så hvad skal jeg sige? Som det hedder i sangen: ‘Det er med mig som med alle andre, når det regner, bli’r jeg våd.’”

Også Harry følte sig pludselig meget gammel. Gammel og træt.

“Hvad var alt det der med kalkklumperne for noget?” Løken snøvlede en smule.

“Bare et indfald. Det slog mig, at det lignede det kalkstøv, vi fandt på en skruetrækker, der lå i Molnes’ bil. Ligesom lidt gulligt. Ikke helt hvidt, som almindelig kalk. Jeg får klumperne analyseret og sammenlignet med kalkstøvet i bilen.”

“Og hvad skulle det i så tilfælde betyde?”

Harry trak på skuldrene. “Man kan aldrig vide, hvad det er, der betyder noget. Nioghalvfems procent af de informationer, man indsamler i løbet af en efterforskning, er værdiløse. Man må bare håbe, at man er vågen, når den ene procent ligger lige foran næsen på en.”

“Sandt nok.” Løken lukkede øjnene og lænede sig tilbage i stolen.

Harry gik ned på gaden og købte nudelsuppe med kongerejer af en tandløs mand iført Liverpool-kasket. Han øste suppen op i en plastpose fra en sort gryde, slog en knude på posen og blottede gummerne. Harry fandt to suppetallerkner i køkkenet. Løken vågnede med et ryk, da han ruskede ham, og de spiste i tavshed.

“Jeg tror, jeg ved, hvem der gav ordre til efterforskningen,” sagde Harry.

Løken svarede ikke.

“Jeg er med på, hvorfor I ikke kunne vente med efterforskningen, til aftalen med Thailand lå klar. Det hastede, ikke sandt? Det hastede med at få resultater, og derfor tyvstartede I.”

“Du vil ikke give op, hvad’?”

“Betyder det noget nu?”

Løken pustede på skeen.

“Det kan tage lang tid at skaffe beviser,” sagde han. “Måske flere år. Tidsaspektet var vigtigere end noget andet.”

“Jeg gætter på, at der ikke foreligger noget skriftligt, som kan føres tilbage til initiativtageren, at Torhus er alene, hvis det skulle blive kendt. Har jeg ret?”

Løken løftede skeen op foran sig. Der lå en reje på skeen, og den henvendte han sig til: “Dygtige politikere sørger altid for at have ryggen fri, gør de ikke? De har statssekretærer til at tage sig af de beskidte opgaver. Og statssekretærerne giver ikke ordrer. De nævner bare for en kontorchef, hvad der skal til for at sætte skub i en karriere, der er stagneret.”

“Askildsen?”

Løken stak rejen i munden og tyggede i tavshed.

“Hvad var Torhus blevet stillet i udsigt for at lede operationen? En stilling som underdirektør?”

“Det ved jeg ikke. Den slags taler vi ikke om.”

“Og hvad med politimesteren, hun risikerer vel også en del?”

“Jeg vil tro, at hun er en god socialdemokrat.”

“Politiske ambitioner?”

“Måske. Måske risikerer ingen af dem så meget, som du tror. At jeg har kontor i samme bygning som ambassaden betyder ikke …”

“At du er på deres lønningsliste? Hvem arbejder du så for? Er du freelancer?”

Løken smilede til sit spejlbillede i suppen. “Sig mig, hvad skete der med den dame, du havde, Hole?”

Harry så desorienteret på ham.

“Hende, der holdt op med at ryge.”

“Det fortalte jeg da. Hun tog til England med en musiker.”

“Men bagefter?”

“Hvem har sagt, at der skete noget bagefter?”

“Det har du. Via den måde, du omtalte hende på.” Løken lo. Han havde lagt skeen fra sig og var sunket sammen i stolen. “Hold nu op, Hole. Holdt hun virkelig op med at ryge? For altid?”

“Nej,” sagde Harry stille. “Men nu er hun holdt op. For altid.”

Han kiggede på Jim Beam-flasken, lukkede øjnene og prøvede at huske varmen af bare den ene, den første drink.

Harry blev siddende, til Løken var faldet i søvn. Så slæbte han ham ind på sengen, lagde et tæppe over ham og låste sig ud.

Portvagten på River Garden sov også. Harry overvejede at vække ham, men ombestemte sig – alle burde få sig lidt søvn i nat. Der var stukket et brev ind under døren. Harry lagde det ned i natbordsskuffen til de andre, uåbnet, stillede sig ved vinduet og så en fragtbåd glide under Taksin-broen, sort og lydløs.