Kapitel 41

Klokken var næsten ti, da Harry kom ind på kontoret. Han mødte Nho, der var på vej ud.

“Har du hørt det?”

“Hvilket?” gabte Harry.

“Beskeden fra politimesteren.”

Harry rystede på hovedet.

“Vi fik det at vide på morgenmødet i dag. De høje herrer har talt med hinanden.”

Liz hoppede i stolen, da Harry uden videre brasede ind ad døren.

“Godmorgen, Harry.”

“Ikke specielt. Jeg kom ikke i seng før klokken fem i morges. Hvad er det, jeg hører om at trappe efterforskningen ned?”

Liz sukkede.

“Det ser ud til, at vores chefer har haft en lille snak igen. Din politimester talte om stramme budgetter og mandskabsmangel og er utålmodig efter at få dig tilbage, mens vores politichef er ved at få nervøse trækninger på grund af et par andre mordsager, som vi slap, da det her dukkede op. Der er selvfølgelig ikke tale om at henlægge sagen, kun om at trappe den ned til normal prioritering.”

“Og det betyder?”

“Det betyder, at jeg har fået besked på at sørge for, at du sidder i et fly om et par dage.”

“Og?”

“Jeg sagde, at flyene som regel er helt booket op i januar, så der kan gå mindst en uge.”

“Så vi har altså en uge?”

“Nej, hvis der var udsolgt på turistklasse, fik jeg besked på at bestille plads på første klasse.”

Harry lo. “Tredive tusinde kroner. Stramme budgetter? Næh nej, du, de er ved at blive nervøse.”

Det knirkede, da Liz lænede sig bagover i stolen.

“Vil du tale om det, Harry?”

“Vil du?” spurgte han.

“Jeg ved ikke, om jeg absolut vil,” sagde hun. “Visse ting er bedst tjent med bare at hvile i fred, ikke sandt?”

“Hvorfor gør vi så ikke det?”

Hun drejede hovedet, åbnede persiennerne og kiggede ud. Harry sad sådan, at solskinnet gav hendes blanke isse en hvid glorie.

“Ved du, hvad gennemsnitslønnen for en nyansat i Det Nationale Politidepartement er, Harry? Hundrede og halvtreds dollars om måneden. Der er 120.000 politifolk i departementet, som prøver at forsørge deres familier, men vi er ikke engang i stand til at betale dem godt nok til at forsørge sig selv. Synes du så, det er underligt, hvis en del af dem prøver at forøge lønnen ved at lade enkelte ting hvile i fred?”

“Nej.”

Hun sukkede.

“Personligt har jeg aldrig kunnet lade ting ligge. Guderne skal vide, at jeg godt kunne bruge de ekstra penge, men det ligger bare ikke til mig. Det lyder sikkert som en slags spejderløfte, men der er faktisk nogen, der skal udføre arbejdet.”

“Desuden er det dit …”

“… ansvar, ja.” Hun smilede træt. “Ét kors skal man jo bære.”

Harry begyndte at tale. Hun hentede kaffe, gav besked om, at hun ikke tog imod nogen samtaler, noterede, hentede mere kaffe, kiggede op i loftet, bandede og sagde til sidst, at Harry skulle forsvinde, så hun kunne tænke i fred.

En time efter kaldte hun ham ind igen. Hun var rasende.

“For fanden, Harry, er du klar over, hvad det er, du beder mig om?”

“Ja, og det er du også, kan jeg se.”

“Jeg risikerer mit job, hvis jeg dækker over dig og ham Løken.”

“Velkommen i klubben.”

“Fanden ta’ dig!”

Harry grinede.

Den kvinde, der tog telefonen i Bangkoks Handelskammer, lagde på, da Harry begyndte at tale engelsk. Han bad Nho om at ringe op i stedet og stavede det navn, der havde stået på forsiden af analysen på Klipras kontor. “Du skal bare finde ud af, hvad de laver, hvem der ejer det og sådan noget.”

Nho forsvandt, og Harry sad et stykke tid og trommede med fingrene på bordpladen, før han ringede.

“Hole,” blev der sagt. Det var jo faderens navn, men Harry vidste, han sagde det af gammel vane, at det var møntet på hele husholdningen. Han fik det til at lyde, som om moderen stadig sad i stuen i den grønne stol og broderede eller læste i en bog. Harry havde en mistanke om, at han også var begyndt at snakke med hende.

Faderen var lige stået op. Harry spurgte, hvad han skulle lave og blev overrasket, da faderen svarede, at han skulle op til hytten på Rauland.

“Jeg skal hugge noget brænde,” sagde han. “Det begynder at tynde ud.”

Han havde ikke været i hytten, siden Harrys mor døde. “Hvordan står det til?” spurgte faderen.

“Fint. Jeg kommer snart hjem. Hvordan går det med Søs?”

“Hun klarer sig. Men hun bliver aldrig kok.”

De lo begge to. Harry kunne levende forestille sig, hvordan køkkenet havde set ud, efter at Søs havde stået for søndagsmiddagen.

“Ja, du må tage noget pænt med hjem til hende,” sagde han.

“Jeg finder nok på et eller andet. Hvad med dig, er der noget, du kunne tænke dig?”

Der blev stille. Harry bandede indvendigt og vidste, at de begge to tænkte det samme, at Harry ikke kunne tage det med, han kunne tænke sig. Sådan var det hver gang, når han endelig troede, at han havde fået faderen på gled, så blev der sagt eller gjort noget, som mindede ham om hende, og så forsvandt han igen ind i den selvpålagte, tavse isolation. Det var værst for Søs, hun og faderen havde været “bedste-bedstevenner”, som faderen havde kaldt dem. Nu var hun dobbelt så meget alene, når Harry ikke var der.

Faderen rømmede sig.

“Du kunne jo … Du kunne jo tage en af de her thaiskjorter med.”

“Ja?”

“Ja, det ville være fint. Og et par ordentlige Nike joggingsko, de skal jo være så billige i Thailand. Jeg fandt de gamle frem i går, og de duer ikke mere. Hvordan er din kondition forresten? Er du klar til en test i løbet på Hansekleiva?”

Da Harry lagde på, havde han en underlig klump øverst oppe i brystet.

Harry drømte om hende igen. Rødt hår, som blæste i vinden, og det rolige, trygge blik. Han ventede på det, der plejede at komme, at tangen skulle begynde at vokse ud af hendes mund og øjenhuler, men det skete ikke.

“Det er Jens.”

Harry vågnede og opdagede, at han taget telefonen i søvne.

“Jens?” Han undrede sig over, hvorfor hans hjerte pludselig var begyndt at slå så hurtigt. “Det er nogle dårlige ringevaner, du har tillagt dig, synes jeg.”

“Beklager, Harry, men der er krise. Runa er forsvundet.”

Harry blev lysvågen.

“Hilde er helt ude af sig selv. Runa skulle have været hjemme til middag, og nu er klokken tre om natten. Jeg har ringet til politiet, og de har sendt besked ud til patruljevognene, men jeg ville også bede dig om hjælp.”

“Til hvad?”

“Til hvad? Det ved jeg ikke. Kan du ikke komme herhen et smut? For fanden, Hilde sidder bare og tuder.”

Harry kunne se det for sig. Han havde ikke lyst til at være vidne til resten.

“Hør her, Jens, der er ikke så meget, jeg kan gøre i aften. Giv hende en valium, hvis hun ikke er for fuld, og ring til alle Runas veninder.”

“Det samme sagde politiet. Hilde siger, hun ikke har nogen veninder.”

“Fandens osse!”

“Hvad?”

Harry satte sig op i sengen. Nu kunne han alligevel ikke falde i søvn igen. “Undskyld. Jeg er der om en time.”

“Tak, Harry.”