Kapitel 44
Søs lød glad i telefonen. Hun havde mødt en ung fyr, Anders. Han var lige flyttet ind på Sogn på samme gang og var et år yngre end hende.
“Og så går han med briller. Men det gør ikke noget, for han er dødflot.”
Harry lo og forestillede sig Søs’ nye Einstein.
“Han er rigtig sød. Han tror, de vil lade os få et barn sammen. Hva’ siger du så?”
Harry sagde ikke noget og blev klar over, at der ventede nogle vanskelige samtaler forude. Men lige nu var han kun glad for, at Søs lød så fornøjet.
“Hvorfor er du så trist?” Spørgsmålet kom overrumplende, som en naturlig forlængelse af nyheden om, at far havde været på besøg hos hende.
“Er jeg trist?” spurgte Harry, vel vidende at hun altid havde kunnet diagnosticere hans sindstilstand bedre end ham selv.
“Ja, du er ked af et eller andet. Er det hende svenskeren?”
“Nej, det er ikke Birgitta. Det er noget, som er lidt ubehageligt lige nu, men som snart bliver godt igen. Det skal jeg nok sørge for.”
“Fint.”
Der opstod en sjælden pause, uden at Søs sagde noget. Harry sagde, at det var tid at lægge på nu.
“Du, Harry?”
“Ja, Søs?”
Han kunne høre, at hun tog tilløb. “Tror du, vi kunne glemme alt det der nu?”
“Hvilket?”
“Det der, du ved, med ham manden. Anders og jeg, vi … vi har det så godt. Jeg har ikke lyst til at tænke på det mere.”
Harry blev stille. Så trak han vejret dybt.
“Han skar i dig, Søs.”
Gråden i hendes stemme var der øjeblikkelig,
“Det ved jeg godt. Du behøver ikke blive ved med at sige det. Men jeg vil ikke tænke mere på det, siger jeg.”
Hun snøftede, og Harry kunne mærke et eller andet snøre sig sammen i brystet.
“Kan vi ikke godt, Harry?”
Han opdagede, at han knugede hånden om telefonrøret. “Lad være med at tænke på det. Du skal ikke tænke på det, Søs. Det skal nok blive godt alt sammen.”
De havde ligget i det høje elefantgræs i næsten to timer og ventet på, at solen skulle gå ned. Hundrede meter derfra, i udkanten af et skovstykke, lå et lille hus, bygget i traditionel thaistil af bambus og træ, med en åben patio i midten. Der var ingen låge, bare en lille grusvej op til indgangsdøren. Foran huset stod noget, der lignede et farvestrålende fuglebur på en pæl. Det var et phra phum, et åndehus, som skulle beskytte huset mod onde ånder.
“Ejeren skal lave et hus til dem, så de ikke flytter ind i hovedboligen,” sagde Liz og strakte sig. “Og så skal han give offergaver i form af mad, røgelse, cigaretter og så videre for at holde dem tilfredse.”
“Og det er nok?”
“Ikke i det her tilfælde.”
De havde ikke hørt eller set noget tegn på liv. Harry prøvede at tænke på noget andet end det, der kunne være derinde. De havde kun brugt en time på at køre turen fra Bangkok, men alligevel var det, som om de var kommet til en anden verden. De havde parkeret bag et lille hus ved vejen, ved siden af en grisestald, og havde fundet en sti, som førte op ad den stejle, skovklædte skråning til det plateau, hvor Roald Bork havde forklaret, at Klipras lille hus lå. Skoven var irgrøn, himlen påviseligt blå, og fugle i alle regnbuens farver sejlede hen over Harry, som han lå der på ryggen og lyttede til stilheden. Først troede han, at han havde fået propper i ørerne, men så gik det op for ham, at der ikke havde været så stille omkring ham, siden han forlod Oslo.
Da mørket faldt på, var det slut. Det var begyndt med en spredt hvislen og summen, som et symfoniorkester, der stemmer instrumenterne. Så begyndte koncerten med kvækken og kaglen og gik over i et crescendo, da høje, skarpe, gennemtrængende skrig oppe fra træerne sluttede sig til orkesteret.
“Har alle de dyr været her hele tiden?” spurgte Harry.
“Det skal du ikke spørge mig om,” sagde Liz. “Jeg er bymenneske.”
Harry mærkede noget koldt stryge mod hans hud og trak forskrækket hånden til sig.
Løken klukkede.
“Det er bare frøerne, der er ude på deres aftentur,” sagde han. Og ganske rigtigt, snart var der fyldt med frøer, som tilsyneladende uden mål eller med hoppede rundt omkring dem.
“Ja, ja, så længe det bare er frøer, der græsser, er det i orden,” sagde Harry.
“Frøer er også mad,” sagde Løken. Han trak en sort hætte over hovedet. “Hvor der er frøer, er der også slanger.”
“Det er din spøg!”
Løken trak på skuldrene.
Harry havde ikke lyst til at spørge, men kunne ikke lade være. “Hvilken slags slanger er det så?”
“En fem-seks forskellige kobra-arter, grøn hugorm, Russell-hugorm plus en hel del flere. Pas hellere på. Man siger, at ud af de tredive almindeligste arter i Thailand er seksogtyve giftige.”
“Satans,” udbrød Harry. “Hvordan kan man se, hvilke slanger der er de giftige?”
Løken betragtede ham igen med sit stakkels-rekrut blik.
“Harry, med de odds tror jeg bare, at du skal gå ud fra, at de alle sammen er giftige.”
Klokken blev otte.
“Jeg er klar,” sagde Liz utålmodigt og checkede for tredje gang, at hendes Smith & Wesson 650 var ladt og afsikret.
“Bange?” spurgte Løken.
“Kun for, at vi ikke skal nå det her, før politichefen opdager, hvad der foregår,” sagde hun. “Ved I, hvor høj den gennemsnitlige levealder er for en færdselsbetjent i Bangkok?”
Løken lagde en hånd på hendes skulder.
“Okay. Kom så.”
Liz løb krumbøjet gennem det høje græs og forsvandt i mørket.
Løken studerede huset med natkikkerten, mens Harry holdt facaden dækket med en elefantriffel, som Liz havde rekvireret fra politiets våbendepot sammen med en pistol, en Ruger SP-101, som han havde i et uvant læghylster, eftersom skulderhylstre ikke er praktiske i et land, hvor jakker er for varme. Fuldmånen stod højt på himlen og gav i hvert fald lys nok til, at han kunne skimte konturerne af vinduer og døre.
Liz blinkede en gang med lygten som tegn på, at hun var i stilling under det ene vindue.
“Din tur, Harry,” sagde Løken, da han så, at Harry tøvede.
“Var det nødvendigt at sige det om slangerne?” sagde Harry og checkede, at han havde sin kniv i bæltet.
“Kan du ikke lide dem?”
“De få, jeg har mødt, har givet mig et dårligt førstehåndsindtryk.”
“Hvis du bliver bidt, skal du bare sørge for at fange slangen, så du kan få den rigtige serum. Det betyder ikke så meget, hvis du skulle blive bidt to gange.”
Harry kunne ikke se, om Løken smilede i mørket, men gættede på det.
Harry løb hen mod huset, som voksede ud af mørket. Fordi han løb, så det ud, som om silhuetten af det gabende dragehoved på mønningen bevægede sig. Alligevel så huset forbandet dødt ud. Skæftet på den forhammer, han havde i rygsækken, slog ham i ryggen. Han var holdt op med at tænke på slangerne.
Han nåede hen til det andet vindue, signalerede til Løken og satte sig ned. Det var et stykke tid siden, han havde løbet så langt. Det var nok derfor, hans hjerte hamrede sådan. Han hørte et let åndedræt ved siden af sig. Det var Løken.
Harry havde foreslået tåregas, men det havde Løken meget bestemt afvist. Det var så mørkt, at det ville forhindrede dem i at se noget, og de havde ingen grund til at tro, at Klipra sad og ventede på dem med en kniv for Runas strube.
Løken viste Harry en knytnæve, signalet til, at han skulle gå i gang.
Harry nikkede og kunne mærke, at han var blevet tør i munden, et sikkert tegn på, at adrenalinet strømmede i blodet i rigelige mængder. Pistolskæftet var blevet klamt i hans hånd. Han kontrollerede, at døren svingede indad, før Løken løftede forhammeren.
Måneskinnet blev reflekteret i metallet, og et kort øjeblik lignede han en tennisspiller midt i en serv, før forhammeren kom ned for fuld kraft og ramte låsen med et brag.
I næste øjeblik var Harry indenfor, og lyskeglen fra lygten fejede gennem lokalet. Han så hende med det samme, men lyset flygtede videre næsten af sig selv. Køkkenhylder, et køleskab, en bænk, et krucifiks. Han hørte ikke længere dyrelydene, kun lyden af fortøjninger, bølgerne, der klaskede mod båden i en marina i Sydney, og mågerne, der skreg, måske fordi Birgitta lå på dækket og var uendeligt død.
Et bord med fire stole, et skab, to ølflasker, en mand på gulvet, urørlig, blod under hovedet, hans hånd skjult af hendes hår, en pistol under stolen, et maleri af et frugtfad og en tom vase. Stilleben. Ubevægeligt liv. Nature morte. Lyset fejede hen over hende, og han så det igen: Hånden, hvilende mod bordbenet, pegende opad. Han hørte hendes stemme: “Kan du mærke det? Du kan få evigt liv!” Som om hun prøvede at samle energi til en sidste protest mod døden. En dør, en fryser, et spejl. Før han blev blændet, så han sig selv i et glimt – en skikkelse i sort tøj med hætte over hovedet. Han lignede en bøddel. Harry tabte lygten.
“Går det?” Liz havde lagt en hånd på hans skulder. Han prøvede at svare, åbnede munden, men der kom ikke en lyd frem.
“Ja, det er Ove Klipra,” sagde Løken. Han sad på hug ved den døde, en nøgen pære i loftet belyste skuepladsen. “Underligt. Jeg har siddet og betragtet den fyr i flere måneder.”
Han lagde en hånd på hans pande.
“Ikke røre ved noget!”
Harry tog fat i Løkens krave og trak ham op. “Ikke …!”
Han slap ham lige så brat igen. “Undskyld, jeg … du skal bare ikke røre ved noget. Ikke endnu.”
Løken sagde ingenting, kiggede bare på ham. Liz havde igen fået en dyb rynke mellem de hårløse øjenbryn.
“Harry?”
Han lod sig falde ned på en stol.
“Det er overstået nu, Harry. Jeg er ked af det, vi er alle kede af det, men det er overstået.”
Harry rystede bare på hovedet.
“Prøver du at fortælle mig noget, Harry?”
Hun havde lænet sig over mod ham og lagt en stor, varm hånd bag hans nakke. Som hans mor plejede at gøre. Satans osse!
Han rejste sig, skubbede hende til side og gik udenfor. Liz og Løken talte lavmælt sammen derinde. Han kiggede op mod himlen, ledte efter en stjerne, men kunne ikke finde den.
Det var næsten midnat, da Harry ringede på. Hilde Molnes lukkede op. Han så ned, havde ikke ringet på forhånd og kunne høre på hendes åndedræt, at hun snart ville begynde at græde.
De satte sig over for hinanden i stuen. Han kunne ikke se nogen ginflaske, og hun virkede klar nok. Hun tørrede sine tårer væk. “Hun ville være udspringer, vidste De det?”
Han nikkede.
“Men de ville ikke lade hende deltage i de almindelige konkurrencer. De sagde, at dommerne ikke vidste, hvordan de skulle bedømme hende. Nogle sagde også, at det var en fordel at springe med én arm, at det ikke var fair.”
“Det gør mig ondt,” sagde han. Det var det første, han havde sagt, efter at han kom.
“Hun vidste det ikke,” sagde hun. “Hvis hun havde vidst det, ville hun ikke have snakket til mig på den måde.” Ansigtet fortrak sig, hun hikstede, og tårerne løb som små bække i rynkerne omkring munden.
“Vidste ikke hvad, fru Molnes?”
“At jeg er syg!” råbte hun og lagde ansigtet i hænderne.
“Syg?”
“Hvorfor tror De ellers, at jeg bedøver mig på den måde? Min krop er snart ædt op, den er kun en rådden materie af døde celler.”
Harry sagde ingenting.
“Det var min mening at fortælle hende det,” hviskede hun mellem fingrene. “At lægerne har sagt seks måneder. Men jeg ville fortælle det på en god dag.”
Hende stemme var næsten uhørlig. “Der kom bare ikke nogen gode dage.”
Harry rejste sig, kunne ikke holde ud at sidde ned. Han gik hen til det store vindue ud mod haven, undgik familiebillederne på væggen, fordi han vidste, hvis øjne han ville møde der. Månen spejlede sig i swimmingpoolen.
“Har de ringet igen, de mænd, som Deres mand skyldte penge?”
Hun tog hænderne ned. Øjnene var forgrædte og rødrandede.
“Ja, de har ringet, men Jens var her, og han talte med dem. Siden har jeg ikke hørt noget.”
“Han passer altså på Dem?”
Harry undrede sig over, hvorfor han lige havde spurgt om dét. Måske var det et klodset forsøg på at trøste, at minde hende om, at hun stadig havde nogen.
Hun nikkede stumt.
“Og nu skal I giftes?”
“Har De noget imod det?”
Harry vendte sig om mod hende. “Nej, hvorfor skulle jeg have det?”
“Runa …” Hun kom ikke længere, og tårerne begyndte igen at trille ned ad hendes kinder.
“Jeg har ikke oplevet kærlighed i mit liv, Hole. Er det for meget forlangt at ville have nogle måneders lykke, før det er forbi? Kunne hun ikke unde mig det?”
Harry så et lille kronblad flyde i swimmingpoolen. Han tænkte på fragtbådene fra Malaysia.
“Elsker De ham, fru Molnes?”
I den stilhed, der fulgte, lyttede han efter trompetstødene.
“Elsker ham? Hvilken rolle spiller det? Det lykkes mig at tro, at jeg elsker ham. Jeg tror, jeg kunne have elsket hvem som helst, der elsker mig. Kan De forstå det?”
Harry kiggede hen mod barskabet. Der var kun tre skridt derhen. Tre skridt, to isklumper og et glas. Han lukkede øjnene og kunne høre isklumperne klirre og danse i glasset, høre det klukke i flasken, når han hældte den brune væske i, og til sidst den brusende lyd, når sodaen blandede sig med spritten.