Kapitel 45

Klokken var syv om morgenen, da Harry kom tilbage til gerningsstedet. Klokken fem havde han opgivet at sove, klædte sig på og satte sig i den lejede bil, som stadig stod i garagen. Der var ingen andre på stedet. Teknikerne var færdige for den nat og kom næppe tilbage før om en times tid. Han forcerede de orangefarvede afspærringsbånd og gik ind.

Det så helt anderledes ud i dagslys, fredeligt og ryddeligt. Kun blodet og kridtomridsene af to kroppe på det grove trægulv vidnede om, at det var det samme lokale, han havde været i aftenen før.

De havde ikke fundet noget brev, men alligevel var der ingen, der havde været særlig meget i tvivl om, hvad der var sket. Spørgsmålet var mere, hvorfor Ove Klipra havde skudt hende og bagefter sig selv. Havde han indset, at spillet var tabt? Hvis det var tilfældet, hvorfor havde han så ikke bare ladet hende gå? Måske havde det ikke været planlagt, måske havde han skudt hende under et flugtforsøg, eller fordi hun havde sagt noget, som havde bragt ham ud af balance. Og så skudt sig selv. Harry kløede sig i nakken.

Han så på kridttegningen af hende og på blodet, som ikke var blevet vasket væk. Han havde skudt hende i halsen med den pistol, de havde fundet, en Dan Wesson. Kuglen var gået tværs igennem hende og havde flået pulsåren over, og blodet var blevet pumpet helt hen til vasken, før hjertet holdt op med at slå. Lægen sagde, at hun var besvimet øjeblikkeligt, fordi hjernen ikke fik ilt, og død efter tre-fire hjerteslag. Et hul i vinduesruden viste, hvor Klipra havde stået, da han skød hende. Harry stillede sig i omridset af Runas krop. Det passede med vinklen.

Han kiggede ned på gulvet.

Blodet tegnede en koaguleret, sort glorie på det sted, hvor hans hoved havde ligget. Det var alt. Han havde skudt sig gennem munden. Harry bemærkede, at teknikerne med kridt havde afmærket det sted på væggen, hvor kuglen var gået ind i den dobbelte bambusvæg. Han så for sig, hvordan Klipra havde lagt sig ned, drejet hovedet og set på hende, måske spekuleret på, hvor hun befandt sig, før han trykkede på aftrækkeren.

Han gik udenfor og fandt kuglehullet i væggen. Han kiggede ind og så direkte på maleriet på den modsatte væg. Stilleben. Mærkeligt. Han havde troet, han ville kigge lige ned på omridset af Klipra. Han fortsatte hen mod det sted, hvor de havde ligget i græsset dagen før, trampede i jorden for ikke uforvarende at støde ind i krybdyr, og standsede op ved åndehuset. En lille, smilende Buddha-figur med stor mave tronede derinde sammen med nogle visne blomster i en vase, fire filtercigaretter og et par udbrændte lys. Et lille hvidt hul i den bageste del af keramikken viste, hvor kuglen havde ramt. Han tog sin schweizerkniv frem og pirkede en deformeret blyklump ud. Han kiggede tilbage mod huset. Kuglen var gået i en lige, vandret linje. Klipra havde selvfølgelig stået op, da han skød sig. Hvorfor havde han troet, at han havde ligget ned?

Han gik tilbage til huset. Der var noget, der ikke stemte. Alt virkede så ryddeligt og pænt. Han åbnede køleskabet. Tomt, ingenting til at holde liv i to mennesker. En støvsuger væltede ud og ramte hans storetå, da han åbnede køkkenskabet. Han bandede og kylede støvsugeren ind i skabet, men den trillede ud igen, inden han nåede at lukke døren. Da han kiggede nærmere efter, fandt han en krog, man kunne fastgøre støvsugeren til.

System, tænkte han. Der er system i tingene her. Men en eller anden har kludret i det.

Han fjernede ølflaskerne på fryseren og åbnede den. Blegt, rødt kød lyste op imod ham. Det var ikke pakket ind, bare lagt ned i store stykker, og nogle steder var blodet frosset til en sort hinde. Han tog et stykke op og studerede det, før han forbandede sin egen morbide fantasi og lagde det tilbage. Det lignede ganske almindeligt svinekød.

Harry hørte en lyd og snurrede rundt. En skikkelse stivnede i døråbningen. Det var Løken.

“For pokker da, hvor gjorde du mig forskrækket, Harry. Jeg var sikker på, her ikke var nogen. Hvad laver du her?”

“Ingenting. Ser mig lidt omkring. Hvad med dig?”

“Jeg ville bare se, om der var nogle papirer, som vi kan bruge i vores pædofilisag.”

“Hvorfor det? Den sag er vel afsluttet nu, hvor manden er død?”

Løken trak på skuldrene.

“Vi må have sikre beviser for, at det, vi gjorde, var rigtigt, eftersom vi må regne med, at vores overvågning nu kommer frem i lyset.”

Harry så på Løken. Virkede han en smule anspændt?

“Herregud, mand, du har jo dine billeder. Hvor meget bedre bevis kan du få?”

Løken smilede, men ikke bredt nok til, at Harry kunne se guldtanden. “Du har ganske ret, Harry. Jeg er vel bare en nervøs, gammel mand, som vil være helt sikker. Har du fundet noget?”

“Kun den her,” sagde Harry og holdt blykuglen i vejret.

“Hm,” sagde Løken og studerede den. “Hvor fandt du den?”

“I åndehuset udenfor. Og jeg kan ikke få det til at passe.”

“Hvorfor ikke det?”

“Det betyder, at Klipra må have stået op, da han skød sig selv.”

“Og så?”

“Så burde blodet jo have sprøjtet ud over hele køkkengulvet. Men der er ikke noget blod fra ham bortset fra lige der, hvor han faldt. Og selv der er det ikke ret meget.”

Løken holdt kuglen mellem fingerspidserne. “Har du ikke hørt om vakuumeffekten ved mundskud?”

“Som går ud på?”

“Når offeret puster luften ud af lungerne og lukker munden om pistolløbet, vil der opstå et vakuum, som gør, at blodet løber ned i munden i stedet for ud af skudsåret. Derfra løber det videre ned i mavesækken og efterlader kun den her slags små mysterier.”

Harry så skeptisk på Løken. “Det er nyt for mig.”

“Det ville også være kedeligt, hvis man vidste alt, når man er nogle-og-tredive,” sagde Løken.

Tonje Wiig havde ringet og fortalt, at alle større norske aviser havde ringet, og at de blodtørstige af dem havde meldt deres ankomst til Bangkok. I Norge havde avisoverskrifterne foreløbig fokuseret på datteren af den nyligt afdøde ambassadør. Ove Klipra var, til trods for sin position i Bangkok, et ukendt navn i Norge. Bladet “Kapital” havde godt nok haft et interview med ham et par år tidligere, men eftersom hverken Per Ståle Lønning eller Anne Grosvold havde haft ham som gæst i et talkshow, vidste de færreste, hvem han var.

“Ambassadørdatteren” og “den ukendte norske magnat” blev begge omtalt som skudt, højst sandsynligt af indbrudstyve eller overfaldsmænd.

I thailandske aviser prægede billeder af Klipra derimod forsiderne. Bangkok Posts journalist satte desuden spørgsmålstegn ved politiets teori om et overfald. Han skrev, at man ikke kunne udelukke, at Klipra havde dræbt Runa Molnes og derefter havde begået selvmord. Avisen spekulerede også vidtløftigt over, hvilke følger det her kunne få for BERTS-projektet. Harry var imponeret.

Begge landes aviser understregede imidlertid, at oplysningerne fra det thailandske politi foreløbig var særdeles sparsomme.

Harry kørte frem mod porten foran Klipras hus og dyttede. Han måtte indrømme, at han var begyndt at synes om den tunge Toyota jeep. Vagten kom ud, og Harry rullede vinduet ned.

“Politiet. Det var mig, der ringede,” sagde han.

Vagten gav ham det obligatoriske vagtblik, før han åbnede porten.

“Låser du indgangsdøren op for mig?” spurgte Harry.

Vagten hoppede op på trinbrættet, og Harry kunne mærke hans blik på sig. Han parkerede i garagen. Vagten raslede med nøgleknippet.

“Hoveddøren er omme på den anden side,” sagde han, og Harry var lige ved at sige, at det vidste han godt. Idet vagten stak nøglen i låsen og skulle til at dreje den, vendte han sig om mod Harry:

“Har jeg set Dem før, sil?”

Harry smilede. Hvad kunne det være? Barberspritten? Sæben, han brugte? Det siges, at lugt er det sanseindtryk, som hjernen husker bedst.

“Det tror jeg ikke.”

Vagten smilede tilbage. “Undskyld, sil. Det må være en anden. Jeg kan ikke se forskel på faranger.”

Harry kiggede opgivende på ham, men så standsede han pludselig op. “Sig mig, kan du huske en blå diplomatbil, som kom hertil, lige før Klipra tog af sted?”

Vagten nikkede. “Biler er ikke noget problem at huske. Det var også en farang.”

“Hvordan så han ud?”

Vagten lo. “Som sagt …”

“Hvad havde han på?”

Han rystede på hovedet.

“Jakkesæt?”

“Det tror jeg.”

“Gult jakkesæt? Gul som en kylling?”

Vagten rynkede panden og så på ham. “Kylling? Der er ikke nogen, der har jakkesæt som en kylling.”

Harry trak på skuldrene. “Nogen har.”

Han stod i gangen, hvor han og Løken var kommet ind, og kiggede på et lille, rundt hul i muren. Det så ud, som om en eller anden havde prøvet at hænge et billede op, men havde måttet opgive at få skruen i. Eller det kunne være noget andet.

Han gik op på kontoret, bladede papirerne igennem, tændte for pc’en, mest på må og få, og blev spurgt om et password. Han prøvede med ‘MAN U’. Incorrect. Urigtigt.

Et høfligt sprog, engelsk.

‘OLD TRAFFORD’. Incorrect igen.

Et sidste forsøg, før han automatisk ville blive smidt af. Han kiggede rundt som for at finde et holdepunkt i lokalet. Hvad brugte han selv? Han klukkede. Selvfølgelig. Norges mest almindelige password. Han tastede omhyggeligt bogstaverne ‘PASSWORD’ ind, før han trykkede på ENTER.

Maskinen så ud, som om den tøvede et øjeblik. Så slukkede den, og han fik en ikke nær så høflig meddelelse sort på hvidt om, at han var blevet nægtet adgang.

“Fandens osse!”

Han prøvede at tænde og slukke for maskinen, men fik kun en hvid skærm.

Han bladede mere i papirerne og fandt en nyligt opdateret aktionærliste for Phuridell. En ny aktionær, Ellem Ltd., var opført med 3% af aktierne. Ellem. En vild tanke strejfede Harry, men han slog den ud af hovedet.

Nederst i en skuffe fandt han manualen for telefonsvareren. Han så på sit ur og sukkede. Det var bare at gå i gang med at læse. Efter en halv time var han klar til at afspille bånd. Klipras stemme messede for det meste på thai, men han hørte Phuridell blive nævnt et par gange. Efter tre timer gav han op. Samtalen med ambassadøren på morddagen fandtes slet og ret ikke på nogen af båndene. Der var for den sags skyld heller ikke nogen andre samtaler på morddagen. Han stak et af båndene i lommen, slukkede og var omhyggelig med at give pc’en et spark på vej ud.