Kapitel 47

Supawadee var, ifølge Liz, den, der opklarede de fleste mordsager i Thailand. Hans vigtigste redskaber var et mikroskop, nogle glaskolber og lakmuspapir. Han sad foran Harry og strålede som en sol.

“Det er rigtigt, Hally. De kalkstumper, du gav os, indeholder det samme farvestof som kalkstøvet på skruetrækkeren i ambassadebilens bagagerum.”

I stedet for bare at svare ja eller nej på Harrys spørgsmål, gentog han hele spørgsmålets formulering, så der ikke skulle opstå nogen misforståelser. Årsagen var, at Supawadee var en sprogkyndig herre. Han var klar over, at man af en eller anden grund bruger dobbeltnegation på engelsk. Hvis Harry var kommet op i en forkert bus i Thailand, var kommet i tvivl og havde spurgt en passager: “Er det her ikke bussen til Hualamphong?” ville vedkommende thai sandsynligvis svare: “Yes”, i betydningen “Ja, det er rigtigt, hvad du siger. Det her er ikke bussen til Hualamphong.” Det ved faranger, som kan en smule thai, men så opstår misforståelsen, når en thai, som er velbevandret i engelsk, svarer “No”. Det var Supawadees erfaring, at de fleste faranger ikke forstod noget af det, når han prøvede at forklare et eller andet, så derfor havde han fundet ud af, at det var bedst bare at svare dem som de ikke så intelligente individer, de nu engang var.

“Det er også rigtigt, Hally. Støvsugerposen fra Klipras hytte var meget interessant. Den indeholdt fibre, som stammer fra tæppet i ambassadebilens bagagerum, fra ambassadørens jakke og fra Klipras jakke.”

Harry noterede med stigende iver. “Hvad med de to bånd, jeg gav dig? Fik du sendt dem til Sydney?”

Supawadee smilede om muligt endnu mere, for det var det her, han virkelig havde glædet sig til.

“Vi er i det tyvende århundrede, betjent, vi sender ikke bånd. Så var de ikke nået frem før om fire dage. Vi overspillede dem på et digitalt DAT-bånd, lagde det ind på en pc og sendte optagelserne via e-mail til din lydekspert.”

“Kan man virkelig det?” spurgte Harry, halvt for at glæde Supawadee og halvt resigneret. Pc-nørder fik ham altid til at føle sig gammel. “Og hvad sagde Jesús Marguez?”

“Jeg sagde først til ham, at det måtte være helt umuligt at sige noget om, hvilken type lokale en person ringer fra, bare ud fra en telefonsvarer. Men din ven virkede vældig overbevisende. Han snakkede en hel masse om frekvensområder og hertz, som var særdeles lærerigt. Vidste du for eksempel, at øret i løbet af et mikrosekund kan skelne mellem én million forskellige lyde? Jeg tror også, han kunne …”

“Konklusionen, Supawadee?”

“Hans konklusion var, at de to lydoptagelser er af to forskellige personer, men at de højst sandsynligt er indspillet i det samme lokale.”

Harry kunne mærke, at hans hjerte begyndte at slå hurtigere.

“Hvad med kødet i fryseren? Var det svinekød?”

“Det er rigtigt, som du siger, Hally. Kødet i fryseren var svinekød.”

Supawadee blinkede og fnisede af ren og skær fryd. Harry blev klar over, at der var mere på vej.

“Og?”

“Men blodet var ikke kun svineblod. Noget af det er menneskeblod.”

“Ved du fra hvem?”

“Det tager nogle dage, før jeg får det endelige svar fra dna-testen, så foreløbig kan jeg kun sige det med halvfems procents sikkerhed.”

Hvis Supawadee havde haft en trompet, var Harry overbevist om, at han ville have spillet en fanfare først.

“Blodet kommer fra vor ven, nai Klipra.”

Harry kom endelig igennem til Jens på kontoret.

“Hvordan går det, Jens?”

“Det går.”

“Er du sikker?”

“Hvad mener du?”

“Du lyder, som …” Harry kunne ikke komme i tanker om noget, han lød som.

“Du lyder lidt trist,” sagde han.

“Ja. Nej. Så enkelt er det ikke. Hun har mistet hele sin familie, og jeg …”

Stemmen døde hen.

“Og du?”

“Glem det.”

“Kom nu, Jens.”

“Det er bare det, at hvis jeg nogensinde havde haft lyst til at bakke ud af det her giftermål, så er det i hvert fald umuligt nu.”

“Hvorfor det?”

“Jeg er jo den eneste, hun har tilbage, Harry. Så jeg ved, jeg burde tænke på hende og alt det, hun har været igennem, men i stedet for tænker jeg på mig selv, og hvad jeg er i færd med at begive mig ud i. Jeg er sikkert et dårligt menneske, men alt det her gør mig bange, kan du forstå det?”

“Det tror jeg.”

“Havde det for pokker bare drejet sig om penge. Det er da noget, jeg forstår mig på. Men de her …” Han ledte efter ordet.

“Følelser?” foreslog Harry.

“Præcis. Det er noget værre skidt.” Han lo humørforladt. “Men nå. Jeg har sat mig i hovedet, at jeg for en gangs skyld her i livet skal gøre noget, som ikke bare drejer sig om mig. Og du skal være der og sparke mig i røven, hvis du ser det mindste tegn på vægring. Hilde har brug for at tænke på noget andet, så vi har allerede fastlagt datoen. Den fjerde april. Påsken i Bangkok, hvordan lyder det? Hun ser allerede lidt lysere på det hele og har halvvejs besluttet sig til at indstille drikkeriet. Jeg sender din flybillet med posten, Harry. Husk, at jeg regner med dig. Du trækker dig fandeme ikke.”

“Hvis jeg er den bedste kandidat til at være forlover, tør jeg ikke tænke på, hvordan det ser ud med dit sociale liv, Jens.”

“Alle dem, jeg kender, har jeg snøret mindst én gang. Den slags historier gør sig ikke i forlovertaler, vel?”

Harry lo. “Godt, men du må give mig et par dages tænkepause. Jeg ringede egentlig for at bede dig om en tjeneste. Jeg prøver at finde ud af noget om en af ejerne af Phuridell, et selskab som hedder Ellem Limited, men det eneste jeg kan finde i selskabsregistret er en postboksadresse her i Bangkok, og en bekræftelse på, at aktiekapitalen er indbetalt.”

“Det må være en relativt ny ejer, for jeg har ikke hørt navnet. Men jeg ringer lige rundt og hører, om jeg kan finde noget. Og så ringer jeg tilbage.”

“Nej, Jens. Det her er strengt fortroligt. Det er kun Liz, Løken og jeg, som ved noget om det, så du må ikke nævne det for nogen andre. Ikke engang nogen andre inden for politiet ved noget. Vi tre skal mødes et hemmeligt sted i aften, så det er fint, hvis du har noget på det tidspunkt. Så ringer jeg til dig derfra, er det i orden?”

“Ja. Det lyder alvorligt, det her. Jeg troede, at sagen var afsluttet?”

“Den bliver afsluttet i aften.”

Lyden af et trykluftsbor mod sten var øredøvende.

“Er De George Walters?” råbte Harry ind i øret på manden med den gule beskyttelseshjelm, som sjakket i kedeldragter havde udpeget for ham.

Han vendte sig om mod Harry. “Ja, hvem er De?”

Ti meter under dem sneglede trafikken sig af sted. Det lignede endnu en eftermiddag med trafikpropper.

“Betjent Hole. Norsk politi.”

Walters rullede en tegning sammen og gav den til den ene af de to mænd, der stod ved siden af ham.

“Nå, ja. Klipra?”

Han gjorde time-out tegn til manden med trykluftsboret, og den relative stilhed lagde sig som et filter på trommehinderne, da boret blev slået fra.

“Wacker-bor,” sagde Harry. “LHV5.”

“Nå? Hvor ved du det fra?”

“Jeg havde sommerjob med anlægsvirksomhed et par år. Fik rystet nyrerne lidt med sådan et bor der.”

Walters nikkede. Han havde solsvedne, hvide bryn og så træt ud. Der var allerede dybe rynker i det midaldrende ansigt.

Harry pegede hen over betonvejen, der gik som en romersk akvædukt gennem en stenørken af huse og skyskrabere. “Så det er altså BERTS, Bangkoks redning?”

“Ja,” sagde Walters og kiggede i samme retning som Harry. “De står på den nu.”

Andægtigheden i hans stemme, plus den kendsgerning, at han befandt sig her og ikke på kontoret, fortalte Harry, at chefen for Phuridell var mere glad for ingeniørkunst end for regnskaber. Det var mere spændende at se, hvordan projektet tog form, end at involvere sig for meget i, hvad der blev gjort med firmaets dollargæld.

“Det får en til at tænke på den kinesiske mur,” sagde Harry.

“Den her skal binde folk sammen, ikke holde dem ude.”

“Jeg er kommet for at stille et par spørgsmål om Klipra og det her projekt. Og om Phuridell.”

“Tragisk,” sagde Walters, uden at specificere hvilken af delene han tænkte på.

“Kendte De Klipra, hr. Walters?”

“Sådan ville jeg ikke udtrykke det. Vi talte sammen på nogle bestyrelsesmøder, og han ringede et par gange.” Walters tog et par solbriller på. “Det var det hele.”

“Ringede et par gange? Er Phuridell ikke et ret stort selskab?”

“Over 800 ansatte.”

“Og De har næsten ikke talt med ham, der ejede det selskab, De er chef for?”

“Velkommen til business-verdenen.” Walters kiggede ud over vejen og byen, som om alt det andet ikke var noget, der vedkom ham.

“Han satsede temmelig mange penge på Phuridell. Mener De, at han var ligelad?”

“Han havde tydeligvis ingen indvendinger mod den måde, selskabet blev drevet på.”

“Kender De noget til et selskab, der hedder Ellem Limited?”

“Jeg har set, at det er dukket op på aktionærlisten. Vi har haft andet at tænke på her på det sidste.”

“Som hvordan De skal løse problemet med dollargælden?”

Walters vendte sig igen om mod Harry. Han så et forvrænget spejlbillede af sig selv i brilleglassene.

“Hvad ved De om det, mister?”

“Jeg ved, at Deres selskab har brug for en refinansiering, hvis I skal køre foretagendet videre. I har ingen oplysningspligt, eftersom I ikke er børsnoteret mere, så I kan holde problemerne skjult for omverdenen et stykke tid endnu, mens I håber på, at der skal dukke en redningsmand op med ny kapital. Det ville jo være ærgerligt at skulle kaste håndklædet i ringen lige nu, hvor I står lige for at få flere store kontrakter på BERTS, ikke sandt?”

Walters gav tegn til ingeniørerne om, at han ikke havde brug for dem længere.

“Mit bud er, at den redningsmand nok skal dukke op,” fortsatte Harry. “Vedkommende køber selskabet for en billig penge og vil sandsynligvis blive styrtende rig, når kontrakterne vælter ind. Hvor mange kender til selskabets situation?”

“Hør lige her, mister …”

“Betjent. Bestyrelsen, selvfølgelig. Ellers nogen?”

“Vi informerer alle ejerne, og bortset fra det ser vi ingen grund til at fortælle Gud og hvermand ting, der ikke vedkommer dem.”

“Hvem tror De vil købe selskabet, hr. Walters?”

“Jeg er administrerende direktør,” sagde Walters brysk. “Jeg er ansat af aktionærerne, og jeg blander mig ikke i ejerspørgsmål.”

“Selv om det kan betyde arbejdsløshed for Dem og 800 andre? Selv om I ikke kan fortsætte med det her?” Harry nikkede ud mod det sted, hvor betonen forsvandt i disen.

Walters svarede ikke.

“Det er ganske smukt,” sagde Harry. “Det minder næsten om den flyvende vej. Den i Troldmanden fra Oz, De ved?”

George Walters nikkede stille.

“Hør her, Walters, jeg har ringet til Klipras advokat og til et par af de tilbageværende småaktionærer. Ellem Limited har i løbet af de sidste dage købt deres aktier i Phuridell. Ingen af de andre ville kunne refinansiere Phuridell, så de er bare glade for, at de er kommet ud af selskabet uden at tabe hele investeringen. De siger, at ejerskifte ikke er Deres bord, Walters, men De ligner en ansvarlig mand. Og Ellem er Deres nye ejer.”

Walters tog solbrillerne af og gned sig i øjnene med håndryggen.

“Vil De fortælle mig, hvem der står bag Ellem Limited, Walters?”

Trykluftsborene gik i gang igen, og Harry måtte læne sig ind mod ham for at høre svaret.

Harry nikkede. “Jeg ville bare høre Dem sige det,” råbte han tilbage.