Kapitel 48

Harry kunne ikke sove. Det kravlede og puslede, men når han tændte lyset, var der ikke noget. Han sukkede, lænede sig ud af sengen og trykkede på telefonsvarerens afspilningsknap. Hendes nasale stemme peb ud ad højttaleren igen:

“Hej, det er Tonje. Jeg havde bare lyst til at høre din stemme.”

Det var nok tiende gang, han havde afspillet beskeden, men han græmmede sig lige meget hver gang: Det lød som en replik, hun havde samlet op i en ugebladsnovelle. Han slukkede lyset igen. Der gik et minut.

“For fanden da!” sagde han og tændte lyset igen.

Det var over midnat, da taxien standsede uden for et lille, men herskabeligt hus, omgivet af en lav, hvid mur. Tonje Wiig lød overrasket i porttelefonen og havde nået at blive hektisk rød i kinderne, da hun åbnede døren. Hun blev ved med at undskylde rodet i lejligheden, mens Harry tog tøjet af hende. Hun var tynd, kridhvid, og han kunne se hendes puls slå hurtigt og forskræmt mod huden på halsen. Så var hun færdig med at snakke og pegede stumt mod døren ind til soveværelset, da han løftede hende op, og hun lod opgivende hovedet falde bagover, så håret dansede hen over parketgulvet. Hun klynkede, da han lagde hende på sengen, gispede, da han knappede op, og protesterede svagt, da han satte knæene i lagenet og trak hende ind til sig.

“Kys mig,” hviskede hun, men Harry ænsede det ikke og trængte ind i hende med lukkede øjne.

Hun fik fat i hans bukser og ville have dem helt af, men han skubbede hendes hænder til side. På natbordet stod et billede af et ældre par, sikkert hendes forældre. Harry bed tænderne sammen, mærkede det gnistre bag øjenlågene og forsøgte at se hende for sig.

“Hvad siger du?” spurgte hun og løftede hovedet, men hun fik ikke fat i hans mumlende besværgelser. Hun prøvede at følge hans bevægelser, at stønne, men han slog luften ud af hende, som om hun var en rodeorytter, som han skiftevis holdt fast i og skiftevis prøvede at kaste af sig.

Han kom med et uartikuleret brøl, og i det samme huggede hun neglene ind i ryggen på hans T-shirt, skød underlivet op og skreg. Så trak hun ham ned til sig, og han begravede ansigtet i hendes halsgrube.

“Det var dejligt,” sagde hun, men ordene blev hængende i luften som en absurd, unødvendig løgn, og han svarede ikke.

Da han hørte, at hendes vejrtrækning var normal igen, rejste han sig og klædte sig stille på. Begge vidste, at begge vidste, at hun ikke sov. Så gik han.

Det var begyndt at blæse. Han gik hen ad grusgangen, mens lugten af hende drev væk. Snoren slog hidsigt mod flagstangen ved porten. Måske kom monsunen tidligt i år, måske var det El Niño. Eller måske var det bare normalt.

Uden for porten genkendte han den mørke bil. Han syntes, han kunne se omridset af en skikkelse inde bag de tonede ruder, men var ikke sikker før han hørte den elektriske lyd af en rude, som gled ned, og de svage toner af Griegs C-mol symfoni, som lød derindefra.

“Skal De hjem, hr. Hole?”

Harry nikkede, en dør blev åbnet, og han satte sig ind. Chaufføren slog sit eget sæde op.

“Hvad laver du her så sent, Sanphet?”

“Jeg har lige kørt for hr. Torhus. Det kan ikke betale sig at køre hjem for at sove. Der er alligevel kun nogle få timer til, at jeg skal hente frøken Wiig.” Han startede bilen, og de gled gennem villakvarterets nattestille gader.

“Og hvor skulle Torhus hen så sent?” spurgte Harry.

“Han ville se Patpong.”

“Jaså. Anbefalede du nogen af barerne?”

“Nej, det virkede, som om han vidste, hvor han ville hen. Enhver ved jo bedst selv, hvilken medicin han har behov for.” Harry mødte hans blik i spejlet.

“Det har du nok ret i,” sagde han og kiggede ud ad vinduet.

De var kommet ud på Rama V, og trafikken var gået i stå. En gammel, tandløs kvinde stirrede på dem fra ladet af en pickup. Harry syntes, der var noget bekendt ved hende, og pludselig smilede hun. Der gik et øjeblik, før det gik op for ham, at hun ikke kunne se ind, at hun bare spejlede sig i ambassadebilens tonede ruder.