Kapitel 50

“Jens Brekke?” udbrød Liz.

Harry nikkede.

“Umuligt! Han har jo et alibi. Han har det der idiotsikrede bånd, som viser, at han ringede til sin søster klokken kvart i otte.”

“Det er rigtigt, men ikke fra sit eget kontor. Jeg spurgte, hvorfor i alverden han ringede til sin arbejdsnarkoman af en søster midt i arbejdstiden. Han svarede, at han havde glemt, hvad klokken var i Norge.”

“Og?”

“Har du nogensinde hørt om en valutamægler, som ‘glemmer’, hvad klokken er i andre lande?”

“Måske ikke, men hvad har det med sagen at gøre?”

“Han ringede hjem til søsterens telefonsvarer, fordi han hverken havde tid til at tale med hende eller noget at tale med hende om.”

“Det forstår jeg ikke.”

“Jeg indså det, da jeg opdagede, at Klipra havde en maskine mage til Brekkes. Efter at have skudt Klipra, ringede han til hende fra Klipras kontor og tog båndet med sig. Det viser, hvornår han ringede, men ikke hvorfra. Vi tænkte aldrig på, at båndet kunne komme fra en anden optager. Men jeg kan bevise, at der er fjernet et bånd fra Klipras kontor.”

“Hvordan?”

“Kan du huske, at der var registreret en samtale fra Klipra på ambassadørens mobiltelefon tidligt på dagen den tredje januar? Den samtale findes ikke på nogen af båndene på hans kontor.”

Liz lo højt.

“Det er fuldkommen vanvittigt, Harry. Den rotte skaffede sig et vandtæt alibi og sad i spjældet og ventede med at spille sin trumf ud, så det skulle virke ekstra overbevisende!”

“Jeg synes, jeg hører en vis begejstring i din stemme, overbetjent.”

“Den er rent professionel. Tror du, at det var planlagt fra begyndelsen?”

Harry så på sit ur. Hjernen var begyndt at morse en melding om, at der var noget galt.

“Er der én ting, jeg er sikker på, så er det, at alt, hvad Brekke har foretaget sig, er planlagt. Han har ikke overladt en eneste detalje til tilfældighederne.”

“Hvordan kan du være så sikker på det?”

“Jo,” sagde han og holdt et tomt glas ind mod panden. “Det fortalte han mig. At han hader risici, at han ikke spiller, hvis han ikke ved, at han vil vinde.”

“Jeg går ud fra, at du også har ræsonneret dig frem til, hvordan han dræbte ambassadøren?”

“For det første fulgte han ambassadøren ned i garagen, det kan receptionsdamen bevidne. For det andet tog han elevatoren op igen. Det kan den her pige, som kom ind i elevatoren, og som han inviterede ud, bevidne. Han dræbte nok ambassadøren i garagen, stak ham i ryggen med samekniven, da han vendte sig om for at gå ind i bilen, hvorefter han tog hans nøgler og lagde ambassadøren ind i bagagerummet, før han låste, gik tilbage til elevatoren og ventede, indtil en anden trykkede, så han kunne sikre sig et vidne, der så ham komme op med elevatoren.”

“Han inviterede hende til og med ud for at få hende til at huske ham.”

“Korrekt. Hvis det havde været en anden, der kom derind, havde han fundet på noget andet. Så lukkede han telefonen for indgående samtaler for at få det til at se ud, som om han var optaget, tog elevatoren ned igen og kørte ud til Klipra i ambassadørens bil.”

“Men hvis han dræbte ambassadøren i garagen, blev det jo optaget på video?”

“Hvorfor tror du, det videobånd var væk? Der var selvfølgelig ingen, der prøvede at ødelægge Brekkes alibi. Det var ham selv, som fik Jim Love til at give ham det bånd. Den aften, vi mødte ham til boksekampen, havde han travlt med at komme ind på sit kontor. Ikke for at tale med amerikanske klienter, men fordi han havde en aftale med Jim om at blive låst ind, så han kunne slette optagelsen af drabet på ambassadøren. Og omprogrammere uret på timeren, så det skulle se ud, som om nogen prøvede at ødelægge hans alibi.”

“Hvorfor fjernede han ikke bare det originale bånd?”

“Han er perfektionist. Han vidste, at en nogenlunde oppegående efterforsker før eller siden ville finde ud af, at optagelsen og tidspunktet ikke stemte.”

“Hvordan?”

“I og med, at han brugte en optagelse fra en anden aften til at erstatte den slettede optagelse, ville politiet før eller siden tale med ansatte i bygningen, som kunne bevidne, at de havde kørt forbi kameraet mellem klokken fem og halv seks den tredje januar. Beviset for, at båndet er manipuleret, er naturligvis, at de ikke er med på optagelsen. Det med regnen og de våde dækspor gjorde bare, at vi fandt ud af det lidt hurtigere, end vi ellers ville have gjort.”

“Så du var ikke mere smart, end han ville have, du skulle være?”

Harry trak på skuldrene. “Niks. Men det kan jeg godt leve med. Det kunne Jim Love ikke. Han fik sin betaling i form af forgiftet opium.”

“Fordi han var vidne?”

“Brekke kan som sagt ikke lide at tage chancer.”

“Men hvad med motivet?”

Harry trak vejret gennem næsen. Det lød som fnyset fra et par lastvognsbremser.

“Kan du huske, at vi diskuterede, om det at disponere over 50 millioner i seks år var et tilstrækkeligt godt motiv til at dræbe ambassadøren? Det var det ikke. Men at disponere over dem resten af livet var motiv nok for Jens Brekke til at slå tre mennesker ihjel. Ifølge testamentet skulle Runa arve pengene, når hun blev myndig, men eftersom det ikke indeholder noget om, hvad der sker i tilfælde af hendes død, følger pengene naturligvis arverækkefølgen. Det vil sige, at formuen tilhører Hilde Molnes. Testamentet afholder hende heller ikke fra at disponere over pengene nu.”

“Hvordan har Brekke tænkt sig at få hende til at give pengene fra sig?”

“Han behøver ikke at gøre noget. Hilde Molnes har seks måneder tilbage at leve i. Længe nok til, at hun kan nå at gifte sig med ham, men ikke så længe, at Brekke ikke orker at gennemføre rollen som den perfekte gentleman.”

“Han har ryddet manden og datteren af vejen for at arve formuen, når hun dør?”

“Ikke nok med det,” sagde Harry. “Han har allerede brugt pengene.”

Liz så spørgende på ham.

“Han har overtaget et næsten konkursramt selskab, som hedder Phuridell. Går det, som Barclay Thailand tror, kan selskabet om et par år være tyve gange mere værd, end han betaler for det.”

“Hvorfor sælger de andre så?”

“Ifølge George Walters, direktøren for Phuridell, er ‘de andre’ et par småaktionærer, som nægtede at sælge deres poster til Ove Klipra, da han købte aktiemajoriteten, fordi de var klar over, at der var noget stort i sigte. Men efter at Klipra forsvandt, fik de at vide, at dollargælden er ved at knække selskabet, så de sagde gladeligt ja tak til Brekkes tilbud. Det samme gælder det advokatfirma, som har dødsboet efter Klipra. Den samlede købssum er på omkring hundrede millioner kroner.”

“Men Brekke har jo ikke pengene endnu?”

“Walters siger, at halvdelen af beløbet forfalder til betaling nu, den anden halvdel om seks måneder. Hvordan han har tænkt sig at betale den første halvdel, ved jeg ikke. Han må have skaffet sig de penge på en anden måde.”

“Og hvad nu, hvis hun ikke dør i løbet af seks måneder?”

“Af en eller anden grund tror jeg, at Brekke nok skal sørge for, at det sker. Det er ham, der blander hendes drinks …”

Liz kiggede tænksomt frem for sig. “Var han ikke bange for, at det kunne virke lidt mistænkeligt, at han dukkede op som den nye ejer af Phuridell netop nu?”

“Jo. Derfor har han købt aktierne gennem et selskab, der hedder Ellem Limited.”

“Man kunne vel finde ud af, at han stod bag?”

“Det gør han ikke. Selskabet er oprettet i Hilde Molnes’ navn. Men det arver han selvfølgelig også, når hun dør.”

Liz formede læberne til et lydløst ‘o’.

“Og alt det her har du fundet ud af på egen hånd?”

“Med hjælp fra Walters. Men mistanken fik jeg, da jeg fandt Phuridells aktionærliste hos Klipra.”

“Ja?”

“Ellem.” Harry smilede. “Det fik mig faktisk først til at mistænke Ivar Løken. Hans øgenavn fra Vietnamkrigen er nemlig LM. Men løsningen er mere banal end som så.”

Liz lagde hænderne bag hovedet. “Jeg giver op.”

“Stavet bagfra bliver det til Melle. Det er Hilde Molnes’ pigenavn.”

Liz så på Harry, som om han var en attraktion i en zoologisk have.

“Du er sgu ikke af denne verden,” mumlede hun.

Jens betragtede den papayafrugt, han holdt i hånden.

“Ved du hvad, Løken? Lige når man bider i en papaya, lugter det af bræk, har du lagt mærke til det?”

Han satte tænderne i frugtkødet. Saften løb ned over hagen på ham.

“Og så smager det af kusse.” Han lagde hovedet bagover og lo.

“Ved du, at en papaya koster fem baht her i Chinatown – næsten ingenting. Alle har råd til det. At spise papaya er en af de såkaldt enkle glæder. Og som med alle andre enkle glæder værdsætter man den ikke, før den bliver taget fra en. Det er ligesom …” Jens vinkede med hånden, som om han ledte efter en passende analogi.

“… som at kunne tørre sig selv i røven. Eller spille den af. Det eneste, der kræves, er, at man har én hånd intakt.”

Han løftede Løkens afhuggede hånd op i langfingeren og holdt den foran hans ansigt.

“Du har stadigvæk en tilbage. Tænk på det. Og tænk på alt det, du ikke kan gøre uden hænder. Jeg har allerede tænkt lidt på det, så lad mig hjælpe dig. Du kan ikke skrælle en appelsin, du kan ikke sætte madding på en fiskekrog, du kan ikke kærtegne en kvindekrop eller knappe dine bukser selv. Ja, du kan ikke engang skyde dig selv, hvis du skulle få lyst til det. Du skal have nogen til at hjælpe dig med alt. Alt. Tænk lige over det.”

Bloddråberne dryppede ned fra hånden og splintrede mod kanten af bordet, og Løkens skjorte fik små, røde pletter. Jens lagde hånden fra sig. Fingrene pegede op mod loftet.

“På den anden side, med begge hænder intakt er der ingen grænser for, hvad man kan klare. Man kan kvæle en person, man hader, få fat i den joint, der ligger på bordet, man kan holde på en golfkølle. Ved du, hvor langt lægevidenskaben er kommet i dag?”

Jens ventede, til han var sikker på, at Løken ikke ville svare.

“De kan sy en hånd på igen uden at ødelægge så meget som en nerve. De går langt op i din arm og trækker nerverne ned som små elastikker. I løbet af seks måneders tid vil du knap nok kunne huske, at den nogensinde har manglet. Det afhænger selvfølgelig af, om du kommer hurtigt nok til lægen, og om du har husket at tage hånden med dig.”

Han gik om bag Løkens stol, lagde hagen på hans skulder og hviskede i hans øre:

“Sikken en fin hånd. Smuk, ikke? Næsten som hånden i det der Michelangelo-maleri. Hvad er det nu, det hedder?”

Løken svarede ikke.

“Det, de brugte i Levi’s-reklamen, du ved?”

Løken havde fæstet blikket på et punkt i luften foran sig. Jens sukkede.

“Vi er vist ikke kunstkendere, nogen af os, er vi vel? Nå, måske køber jeg nogle berømte malerier, når det her er overstået. Det kan måske stimulere interessen. Apropos overstået, hvor lang tid tror du, det tager, før det er for sent at få syet hånden på igen? En time? Måske længere, hvis vi havde lagt den på is, men det er vi desværre udgået for i dag. Heldigvis for dig tager det kun femten minutter at køre til Answut-hospitalet.”

Han trak vejret dybt, lagde munden helt ind mod Løkens øre og brølede: “HVOR ER HOLE OG DET KVINDEMENNESKE?”

Det gav et sæt i Løken, som viste sine tænder i et smertefuldt grin.

“Undskyld,” sagde Jens. Han fjernede en orangefarvet frugtstump fra Løkens kind. “Det er bare sådan, at det er lidt vigtigt for mig af få fat på dem. I tre er trods alt de eneste, der har fattet, hvordan alt det her hænger sammen, ikke sandt?”

En hæs hvisken kom over den gamle mands læber:

“Du har ret …”

“Hvad?” sagde Jens. Han lænede sig ind mod hans mund. “Hvad er det, du siger? Kom dog ud med det, mand!”

“Du har ret, hvad angår papaya. Det stinker af bræk.”

Liz foldede hænderne oppe på hovedet.

“Det der med Jim Love. Jeg kan ligesom ikke rigtigt forestille mig Brekke stå i køkkenet og blande blåsyre i opium.”

Harry smilede skævt. “Det samme sagde Brekke om Klipra. Du har ret. Han havde en eller anden til at hjælpe sig. En prof.”

“Den type averterer man ikke ligefrem efter i avisen.”

“Nej.”

“Måske er det en, han tilfældigvis er kommet i forbindelse med. Han frekventerer jo nogle lyssky hasardmiljøer. Eller …”

Hun holdt inde, da hun opdagede, at han kiggede på hende. “Ja?” sagde hun. “Hvad er der?”

“Er det ikke indlysende? Det er vores gamle ven, Woo. Han og Jens har arbejdet sammen hele tiden. Det var Jens, der gav ham ordre til at plante den mikrofon i min telefon.”

“Det virker bare som lidt for meget af et sammentræf, at den samme mand, der arbejder for Molnes’ kreditorer, også skulle arbejde for Brekke.”

“Selvfølgelig er det ikke tilfældigt. Hilde Molnes fortalte mig, at pengeopkræverne, som havde ringet til hende, efter at ambassadøren var død, uden videre gav sig efter at have snakket i telefon med Jens Brekke. Jeg tvivler på, at han skræmte dem fra sans og samling, for at sige det på den måde. Da vi besøgte Thai Indo Travellers sagde hr. Sorensen, at de ikke havde noget udestående med Molnes. Han talte givetvis sandt, for jeg vil tro, at Brekke havde betalt ambassadørens gæld. Til gengæld for visse modydelser, selvfølgelig.”

“Woos tjenesteydelser.”

“Nemlig.” Harry så på sit ur. “Det var dog fandens! Hvor bliver Løken af?”

Liz rejste sig og sukkede. “Vi kan prøve at ringe til ham. Måske er han faldet i søvn.”

Harry kløede sig tænksomt på hagen.

“Måske.”

Løken mærkede en smerte i brystet. Han havde aldrig haft hjerteproblemer, men vidste lidt om symptomerne. Hvis det var en infarkt, håbede han, den var kraftig nok til at tage livet af ham. Han ville dø under alle omstændigheder, så det ville være fint, hvis han kunne snyde Brekke for en del af glæden. Men hvem ved? Måske havde han slet ikke nogen glæde af det. Måske var det for Brekke, som det havde været for ham selv – et arbejde, der skulle udføres. Et skud, en mand falder, og det er det. Han så på Brekke. Han så hans mund bevæge sig og opdagede til sin overraskelse, at han ikke kunne høre noget.

“Så da Ove Klipra bad mig sikre dollargælden i Phuridell, gjorde han det over en frokost i stedet for via telefonen,” sagde Jens. “Jeg kunne ikke tro, det var sandt. En ordre på rundt regnet en halv milliard, og så giver han mig den mundtligt uden at have det på bånd! Det er sådan en chance, man venter på hele sit liv, uden at den dukker op.” Jens tørrede sig om munden med en serviet.

“Da jeg kom tilbage til kontoret, købte jeg dollarterminer i mit eget navn. Hvis dollaren gik ned, kunne jeg bare overføre handelen til Phuridell senere og sige, det var sikring af dollargælden, som vi havde aftalt. Hvis kursen gik op, kunne jeg tage gevinsten selv og benægte, at Klipra havde bedt mig købe de dollarterminer. Han kunne ikke bevise noget som helst. Gæt, hvad der skete, Ivar? Er det i orden, jeg kalder dig Ivar?”

Han krøllede servietten sammen og sigtede på en affaldsspand henne ved døren.

“Jo, Klipra truede med at gå til ledelsen i Barclay Thailand med sagen. Jeg forklarede ham, at hvis Barclay Thailand gav ham medhold, ville de være tvunget til at erstatte hans tab. Og desuden ville de miste deres bedste mægler. Kort og godt: De havde ikke råd til andet end at støtte mig. Så truede han med at bruge sine politiske forbindelser. Ved du hvad? Så langt kom han aldrig. Jeg fandt ud af, at jeg kunne skaffe mig af med et problem, Ove Klipra, og samtidig overtage hans selskab, Phuridell, et selskab, der vil opføre sig som en raket. Og når jeg siger det, er det ikke, fordi jeg tror og håber det, sådan som det er tilfældet med de her ynkelige aktiespekulanter. Jeg ved det. Det skal jeg nok sørge for. Det sker.”

Jens’ øjne skinnede.

“Ligesom jeg ved, at Harry Hole og det der skaldede kvindemenneske vil dø i aften. Det vil ske.” Han så på sit ur. “Undskyld melodramaet, men tiden går, Ivar. Det er på tide at tænke på sit eget bedste, eller hvad?”

Løken så på ham med et tomt blik.

“Du er ikke bange, hvad? En rigtig sej fyr?” Jens trak mildt overrasket i en løs tråd i et knaphul. “Skal jeg fortælle dig, hvordan de bliver fundet, Ivar? Bundet til hver sin stolpe et sted oppe ad floden med hver sin kugle i kroppen og hver sin ‘gorillavrængetryne’. Kan du huske det udtryk, Ivar? Nej? Måske brugte I det ikke, da du var ung, eller hvad? Jeg havde aldrig forstået, hvad det betød, før min ven Woo her fortalte mig, at en bådskrue bogstaveligt talt vrænger ansigtshuden af et menneske, så man kan se det røde kød nedenunder. Er du med? Det bedste ved det er, at det er en mafiametode. Folk kan selvfølgelig spørge, hvad de to kan have gjort for at gøre mafiaen så nærtagende, men det får de jo aldrig svar på, vel? Især ikke af dig, som får en gratis operation og fem millioner dollars for at fortælle mig, hvor de er. Du har jo god øvelse i at forsvinde, skaffe dig en ny identitet og sådan noget, har du ikke?”

Ivar Løken så Jens’ læber bevæge sig og hørte ekkoet af en stemme langt borte. Ord som bådskrue, fem millioner og ny identitet flagrede forbi. Han havde aldrig opfattet sig selv som nogen helt og havde heller ikke noget udpræget ønske om at dø som en helt. Men han kendte forskel på rigtigt og forkert, og inden for rimelighedens grænser havde han bestræbt sig på at gøre det, der var rigtigt. Ingen andre end Brekke og Woo ville nogensinde få at vide, om han havde gået døden i møde med højt løftet hoved eller ej, ingen veteraner i efterretningstjenesten eller Udenrigsministeriet ville snakke om gamle Løken over en øl, og det var Løken egentlig også ligeglad med. Han havde ikke behov for noget eftermæle. Hans liv havde været en godt skjult hemmelighed, og det var vel derfor kun naturligt, at han skulle dø i al hemmelighed. Men hvis det her ikke gav anledning til de store fagter, så vidste han, at det eneste, han ville opnå ved at give Brekke det, han ville have, var en hurtigere død. Og han havde ingen smerter mere. Så det var ikke det værd. Hvis Løken havde hørt detaljerne i Brekkes forslag, havde det derfor ikke gjort nogen forskel. Der var ingenting, der ville have gjort nogen forskel. For i det samme begyndte den mobiltelefon, han havde i bæltet, at bippe.