Kapitel 51

Da Harry skulle til at lægge på, hørte han et klik og derpå en ny ringetone, og han blev klar over, at opkaldet var blevet viderestillet fra Løkens hjemmenummer. Han ventede, lod den ringe syv gange, før han gav op og takkede pigen med rottehalerne bag disken for lån af telefonen.

“Vi har et problem,” sagde han, da han kom ind i lokalet igen. Liz havde taget skoene af for at inspicere noget tør hud.

“Trafikken,” sagde hun. “Det er altid trafikken.”

“Jeg blev koblet over til hans mobiltelefon, men der blev heller ikke svaret. Jeg kan ikke lide det.”

“Slap af. Hvad skulle der kunne ske ham her i fredelige Bangkok? Han har sikkert ladet sin mobiltelefon blive liggende derhjemme.”

“Jeg har lavet en bommert,” sagde Harry. “Jeg fortalte Brekke, at vi skulle mødes i aften, og bad ham finde ud af, hvem der står bag Ellem Limited.”

“Hvad gjorde du?” Liz fik fødderne ned fra bordet.

Harry slog hånden ned i bordet, så kaffekopperne dansede, “Fandens! Jeg ville se, hvordan han reagerede.”

“Reagerede? Harry, det er sgu ikke nogen leg, det her!”

“Jeg leger ikke. Jeg aftalte, at jeg ville ringe til ham fra mødet, så vi kunne aftale at mødes et sted. Jeg havde tænkt på Lemon Grass.”

“Den restaurant, vi var inde på?”

“Det er lige i nærheden, og det er bedre end at risikere et baghold hjemme hos ham. Vi er tre, så jeg havde tænkt mig en anholdelse a la den, da vi tog Woo.”

“Og så skulle du absolut skræmme ham væk ved at nævne Ellem?” stønnede Liz.

“Brekke er ikke dum. Han lugtede lunten længe før det. Han begyndte igen at snakke om det med at være forlover. Han testede mig for at se, om jeg havde ham i kikkerten.”

Liz fnysede. “Sikke dog noget macho-pis! Hvis I to har noget personligt investeret i det her, så få det ud af systemet. For pokker da, Harry, jeg troede, du var for professionel til at gøre sådan noget.”

Harry svarede ikke. Han vidste, hun havde ret. Han havde opført sig som en amatør. Hvorfor i alverden havde han nævnt det med Ellem Limited? Han kunne have fundet hundrede andre undskyldninger for, at de skulle mødes. Måske var der noget om det, Jens havde sagt, at nogle mennesker løber en risiko for risikoens skyld. Måske var han bare en af de hasardspillere, som Jens syntes var så ynkelige. Nej, det var ikke det. Ikke kun det, i hvert fald. Hans bedstefar havde engang forklaret, hvorfor han aldrig skød ryper, når de sad på jorden: “Det er ikke ordentligt.”

Var det derfor? En form for nedarvet jagtetik? Man skræmte byttet op for at kunne skyde det i flugten, for at give det en symbolsk mulighed for at slippe væk?

Liz afbrød hans tankerække.

“Hvad gør vi så nu, betjent?”

“Venter,” sagde Harry. “Vi giver Løken en halv time. Hvis han ikke er dukket op til den tid, ringer jeg til Brekke.”

“Og hvis Brekke ikke svarer?”

Harry tog en dyb indånding. “Så ringer vi til politichefen og sætter hele apparatet i sving.” “Liz mumlede nogle eder bag sammenbidte tænder. “Fik jeg fortalt dig, hvordan det er at være færdselsbetjent?”

Jens betragtede displayet på Løkens mobiltelefon og klukkede. Den var holdt op med at ringe.

“Fin telefon du har, Ivar,” sagde han. “Ericsson har gjort et godt stykke arbejde her, er du ikke enig? Man kan se nummeret på den, der ringer op. Så kan man bare lade være med at svare, hvis det er en, man ikke vil tale med. Hvis jeg ikke tager meget fejl, er der nogen, der er begyndt at undre sig over, hvorfor du ikke er dukket op. For du har vel ikke så mange venner, som ringer til dig på den her tid af døgnet, har du vel, Ivar?”

Han smed telefonen over skulderen, og Woo trådte smidigt ud til siden og greb den.

“Ring til oplysningen og find ud af, hvem der har det nummer, og hvor det er. Nu.”

Jens satte sig ved siden af Løken. “Det begynder virkelig at haste med den operation, Ivar.”

Han holdt sig for næsen og kiggede ned på gulvet, hvor en lille sø havde dannet sig omkring stolen.

“Jamen, Ivar dog.”

“Millie’s Karaoke,” lød det bag dem på staccato engelsk. “Jeg ved, hvor det er.”

Jens klappede Løken på skulderen.

“Sorry, men vi er nødt til at smutte nu, Ivar. Vi må tage den tur til hospitalet, når vi kommer tilbage. Det lover jeg, okay?”

Løken mærkede vibrationerne af skridt, der fjernede sig, og ventede på lufttrykket fra en dør, der slog i. Det kom ikke. I stedet hørte han igen det fjerne ekko af en stemme lige ved sit øre:

“Nå ja, det var jeg lige ved at glemme, Ivar.” Han mærkede det varme pust mod sin tinding.

“Vi skal bruge noget til at binde dem til pælene med. Må jeg låne årepressen? Jeg lover, at du får den tilbage.”

Løken åbnede munden og mærkede, hvordan slimhinden i halsen løsnede sig, da han udstødte et brøl. En anden havde overtaget kommandoen over hans hjerne, og han kunne mærke, at han rykkede i læderremmene, idet han så blodet skylle hen over bordet og skjorteærmerne suge af det, indtil de blev røde hele vejen rundt. Han mærkede ikke lufttrykket fra døren.

Harry sprang op, da det bankede let på døren.

Han skar en ufrivillig grimasse, da det ikke var Løken, men pigen med rottehalerne.

“You Hally, sil?”

Han nikkede.

“Telephone.”

“Hvad sagde jeg?” udbrød Liz. “Hundrede baht på, at det er trafikken.”

Han fulgte efter pigen ud i receptionen, noterede sig som i søvne, at hun havde det samme ravnsorte hår og den samme slanke hals som Runa. Han stirrede på de små, sorte hår under hårspændet i nakken. Hun vendte sig om, smilede hastigt og rakte hånden frem imod ham. Han nikkede og tog røret.

“Ja?”

“Harry? Det er mig.”

Harry kunne næsten mærke blodårerne udvide sig, da hans hjerte begyndte at pumpe blodet hurtigere rundt i kroppen på ham. Han tog et par dybe indåndinger, før han talte, roligt og tydeligt:

“Hvor er Løken, Jens?”

“Ivar? Du, han har hænderne fulde og kunne ikke komme.”

Harry kunne høre på hans stemme, at maskeraden var forbi. Det var Jens Brekke, der talte nu, den samme person, han havde talt med på kontoret den første gang. Det samme drillende, udfordrende tonefald fra en mand, der ved, at han vinder, men vil nyde det, før han sætter nådestødet ind. Harry prøvede at tænke hurtigt. Hvad var det, der kunne have fjernet oddsene fra hans favør igen?

“Jeg har ventet på, at du skulle ringe, Harry.” Stemmen tilhørte ikke en mand, der var desperat, men den, der sad i førersædet med den ene hånd nonchalant placeret på rattet.

“Nå ja, du kom mig i forkøbet, Jens.”

Jens lo hæst. “Jeg kommer dig vist altid i forkøbet, Harry, eller hvad? Hvordan føles det?”

“Trættende. Hvor er Løken?”

“Vil du vide, hvad Runa sagde, før hun døde?”

Harry kunne mærke en prikken bag panden.

“Nej,” hørte han sig selv sige. “Jeg vil bare vide, hvor Løken er, hvad du har gjort ved ham, og hvor vi kan finde dig.”

“Jamen, det er jo hele tre ønsker på én gang!”

Hans latter fik det til at ryste i telefonens membran. Men det var noget andet, der prøvede at fange hans opmærksomhed, noget, han ikke kunne identificere. Latteren stoppede brat.

“Ved du, hvor meget opofrelse det kræver at gennemføre en plan som den her, Harry. At sikre og dobbeltsikre, gå alle omvejene for at gøre den vandtæt? For ikke at tale om det fysiske ubehag. At dræbe er én ting, men tror du, at jeg brød mig om at sidde indespærret dengang? Du tror mig måske ikke, men det er sandt, det jeg sagde om at være spærret inde.”

“Hvorfor tog du så alle omvejene?”

“Jeg har fortalt dig før, at det koster at eliminere risici, men det er det værd, det er altid det værd. Som for eksempel alt det arbejde jeg havde med at få det til at se ud, som om det var Klipra, der var den skyldige.”

“Hvorfor så ikke gøre det på den enkle måde? Meje dem ned og skyde skylden på mafiaen?”

“Du tænker som en af de tabere, du plejer at være på jagt efter, Harry. I gør ligesom hasardspillerne. I glemmer helheden, at der kommer noget bagefter. Selvfølgelig kunne jeg have dræbt Molens, Klipra og Runa på en mindre kompliceret måde og bare have sørget for ikke at efterlade nogen spor. Men det havde ikke været nok. For når jeg overtog Molnes-formuen og Phuridell, ville det stå temmelig klart, at jeg havde et motiv til at dræbe dem alle tre, ikke sandt? Tre mord og én person med et motiv for dem alle tre! Selv politiet ville kunne lægge to og to sammen, tror du ikke? Selv om I ikke havde fundet noget fældende bevis, kunne I have gjort livet temmelig besværligt for mig. Så jeg måtte opstille et alternativt scenarium for jer, hvor en af de døde selv var den skyldige. En løsning, som ikke var så svær at gennemskue, at I ikke ville kunne klare det, men heller ikke så indlysende, at I ikke ville stille jer tilfreds med den. Du burde egentlig takke mig, Harry. Jeg fik dig jo til at se dygtig ud, da du kom på sporet af Klipra, gjorde jeg ikke?”

Harry hørte kun halvt efter. Han var et år tilbage i tiden. Dengang havde han også haft en morders stemme i telefonen. Dengang var det vandet i baggrunden, der havde afsløret ham, men nu hørte Harry kun en svag summen af musik, som kunne komme hvor som helst fra.

“Hvad er det, du vil, Jens?”

“Hvad jeg vil? Tja, hvad vil jeg? Bare snakke lidt, tror jeg.”

Opholde mig, tænkte Harry. Han vil opholde mig. Hvorfor? Syntetiske trommer raslede let, og en klarinet gyngede af sted.

“Men hvis du vil vide det helt konkret, så ringede jeg bare for at sige …”

I Just Called To Say I Love You!

“… at hende din kollega godt kunne trænge til en ansigtsløftning. Eller hvad, Harry? Harry? Harry?”

Telefonrøret dinglede frem og tilbage i en stor bue lige over gulvet.

Harry registrerede det søde sus af adrenalin, som fra en indsprøjtning, mens han løb hen gennem gangen. Pigen med rottehalerne havde forskrækket klemt sig op ad væggen, da han havde sluppet røret og trukket sin lånte Ruger SP-101 op af læghylsteret og ladet den i én glidende bevægelse. Havde hun opfattet, at hun skulle ringe efter politiet? Der er der ikke tid til at tænke på lige nu, han er her! Harry sparkede den første dør op og kiggede direkte ind på fire forskrækkede ansigter over pistolens sigte.

“Undskyld.”

I det næste lokale var det lige før, han skød af ren forskrækkelse. Midt ude på gulvet stod en lille, mørk thai iført sølvglitrende buksedragt og pornosolbriller med spredte ben. Det tog et par sekunder, før Harry opfattede, hvad han var i gang med, men på det tidspunkt havde resten af “Hound Dog” forlængst sat sig fast i halsen på thai-Elvis.

Harry spejdede hen langs gangen. Der måtte være mindst halvtreds lokaler i alt. Skulle han hente Liz? En alarmklokke var gået i gang oppe i hans hoved, men hjernen var allerede så overbelastet, at han havde prøvet at overdøve den. Nu hørte han den pludselig klart og tydeligt. Liz! Satans! Jens havde opholdt ham.

Han stormede hen ad gangen, og idet han rundede hjørnet, så han den åbne dør ind til deres lokale. Han tænkte ikke mere, var ikke bange, håbede ikke, han løb bare og var klar over, at han havde passeret den grænse, hvor det er vanskeligt at slå ihjel. Det var ikke længere som en ond drøm, ikke som at løbe i vand til livet. Han brasede gennem døråbningen og så Liz ligge sammenkrøbet bag sofaen. Han svingede pistolen rundt, men for sent. Et eller andet ramte ham under nyrerne, slog luften ud af ham, og i næste øjeblik begyndte det at stramme om hans hals. Han så en løkke af mikrofonledningen, og karrylugten var overvældende.

Harry slog albuen bagud, mærkede, at den ramte noget og hørte et støn.

“Tay,” sagde en stemme, og en knytnæve bagfra ramte ham lige under øret, så det svimlede for ham. Han kunne med det samme mærke, at der var sket noget kostbart med kæben. Så strammedes ledningen om hans hals igen. Han prøvede at få en finger indenfor, men forgæves. Tungen blev følelsesløs og pressede sig vej ud af munden, som om en eller anden kyssede ham indefra. Måske slap han alligevel for den tandlægeregning. Det var allerede begyndt at mørkne.

Harrys hjerne boblede. Han orkede ikke, han prøvede at beslutte sig for at dø, men kroppen ville ikke lystre. Han rakte automatisk en arm i vejret, men her var der ikke noget pool-net, der kunne redde ham. Det var bare en bøn, som om han stod på broen på Siam Square og bad om evigt liv.

“Stop!”

Ledningen om hans hals blev løsnet, og ilten fossede ned i lungerne. Mere, han måtte have mere! Det var, som om der ikke var luft nok i lokalet, og lungerne føltes, som om de var ved at blive sprængt.

“Slip ham!” Liz var kommet op på knæ og pegede på Harry med sin Smith & Wessen 650.

Harry mærkede, at Woo dukkede sig bag ham, mens han strammede til igen, men nu havde Harry fået venstrehånden inden for ledningen.

“Skyd ham!” Harry havde fået Anders And-stemme.

“Slip! Nu!” Liz’ pupiller var sorte af frygt og raseri. En stribe blod løb ned fra hendes øre, over kravebenet og ned under halslinningen.

“Han slipper ikke. Du er nødt til at skyde ham,” hviskede Harry hæst.

“Nu!” råbte Liz.

“Skyd!” brølede Harry.

“Hold kæft!” Liz viftede med pistolen for at holde balancen.

Harry lænede sig bagover mod Woo. Det var som at støtte sig op ad en mur. Liz havde fået tårer i øjnene, og hendes hoved var begyndt at nikke forover. Harry havde set det før. Hun havde fået en alvorlig hjernerystelse, og de havde ikke meget tid.

“Liz! Hør på mig!”

Ledningen blev strammet igen, og Harry kunne høre, hvordan huden på håndkanten bristede.

“Dine pupiller står på vid gab. Du er ved at gå i chok, Liz! Hører du! Du skal skyde nu, før det er for sent! Du besvimer snart, Liz!”

En halvkvalt lyd kom over hendes læber.

“Fanden ta’ dig, Harry! Jeg kan ikke! Jeg …”

Ledningen skar gennem hans kød, som var det smør. Han prøvede at knytte næven, men nogle nerver måtte være blevet skåret over.

“Liz! Se på mig, Liz.”

Liz blinkede og blinkede og så på ham med svømmende øjne.

“Det går fint, Liz. Kan du forstå, hvorfor de hverver de her nordkinesere til hæren? Der findes sgu ikke større skydeskiver i verden. Se på ham, Liz. Bare du kan klare ikke at ramme mig, kan du slet ikke undgå at ramme ham!”

Hun så på ham med åben mund, så sænkede hun pistolen og brast i latter. Harry prøvede at standse Woo, som var begyndt at bevæge sig fremad, men det var som at stå i vejen for et lokomotiv. De var over hende, da noget eksploderede i ansigtet på Harry. En stikkende smerte fór gennem nervetrådene, en ny, brændende smerte. Han mærkede parfumen og hendes krop, da Woos vægt tyngede dem alle tre ned mod gulvet. Et tordnende ekko rullede ud ad den åbne dør og hen ad gangen. Så blev der stille.

Harry stønnede. Han lå i klemme mellem Liz og Woo, men han kunne mærke brystet bevæge sig op og ned. Det kunne kun betyde, at han var i live. Et eller andet dryppede og dryppede. Han prøvede at skyde tanken fra sig, havde ikke tid til den nu, det våde tov, kolde, salte dråber mod dækket. Det her var ikke Sydney. Det ramte Liz i panden, på øjenlågene. Så hørte han hendes latter igen. Hun åbnede øjnene, og så blev de til to sorte vinduer med hvide karme på en rødmalet væg. Bedstefaderens øksehug, tørre, dumpe smæld, dunkede, når træet ramte den fasttrampede jord. Himlen var blå, græsset kildede i øret, en måge sejlede ind og ud af hans synsfelt. Han havde lyst til at sove, men hele hans ansigt stod i lys lue. Han fornemmede lugten af sit eget kød fra krudtet, som havde svedet sig ind i hans porer.

Med et støn rullede han sig ud af menneskesandwichen. Liz lo stadigvæk, øjnene var vidt opspilede, og han lod hende fortsætte.

Han væltede Woo om på ryggen. Hans ansigt var stivnet i et overrasket udtryk, munden stod halvåben, som i protest mod det sorte hul i panden. Han havde flyttet Woo, men kunne stadig høre en dryppen. Han vendte sig om mod væggen bag dem og så, at det ikke var ren indbildning. Madonna havde igen skiftet hårfarve. Woos hårpisk havde sat sig fast øverst på billedrammen og givet hende en sort punkfrisure, der dryppede af noget, som lignede en blanding af æggesnaps og frugtsaft. Det dryppede ned i det tykke tæppe med bløde klask.

Liz lo og lo.

“Nå, I holder nok party her,” hørte han en stemme sige fra døråbningen. “Og så har I ikke inviteret Jens? Og jeg, som troede, at vi var venner …”

Harry vendte sig ikke om, men hans blik fór hen over gulvet i en desperat søgen efter pistolen. Den måtte være faldet ind under bordet eller om bag stolen, da Woo slog ham i ryggen.

“Er det den her, du leder efter, Harry?”

Selvfølgelig. Han vendte sig forsigtigt om og stirrede ind i sin egen Ruger SP-101. Han skulle til at lukke munden op og sige noget, da han opdagede det. Jens ville skyde. Han holdt pistolen med begge hænder og havde allerede lænet sig en anelse forover for at tage imod rekylen.

Han så den betjent, som havde siddet og vippet på stolen på Schrøder, hans våde læber, det foragtelige smil, han ikke smilede, men som var der alligevel. Det samme usynlige smil, som når politimesteren ville anmode om et minuts stilhed for Harry Hole.

“Spillet er ude, Jens,” hørte han sig selv sige. “Du slipper ikke godt fra det her.”

“Spillet er ude? Siger man virkelig sådan noget?” Jens sukkede og rystede på hovedet. “Du har set for mange dårlige krimier, Harry.”

Fingeren krummede sig om aftrækkeren.

“Men okay, du har ret – det er forbi. I har lige netop fået det her til at se endnu bedre ud, end jeg havde planlagt. Hvem tror du får skylden, når de finder en af mafiaens håndlangere og to betjente dræbt af hinandens kugler?”

Jens kneb det ene øje sammen, hvilket ikke var så nødvendigt på tre meters afstand. Ingen hasard her, tænkte Harry, lukkede øjnene og tog ubevidst en dyb indånding for at forberede sig på skuddet.

Hans trommehinder blev sprængt i småstumper. Tre gange. Ingen hasard her. Harrys ryg ramte væggen, gulvet, han vidste det ikke, og korditrøgen sved i næsen. Korditrøgen. Han forstod ingenting. Havde Jens ikke skudt tre gange, burde han ikke forlængst være holdt op med at kunne lugte noget som helst?

“For satan da!” Det lød, som om nogen råbte inde under en dyne.

Røgen drev til side, og han fik øje på Liz, der sad lænet op ad væggen med en hånd om den rygende pistol og den anden presset ind mod maven.

“For satan, han ramte mig! Er du der, Harry?”

Er jeg? tænkte Harry. Han huskede vagt det spark i hoften, som havde snurret ham halvvejs rundt.

“Hvad skete der?” råbte Harry, som stadig var halvdøv.

“Jeg skød først. Jeg ramte. Jeg ved, at jeg ramte, Harry. Hvordan fanden slap han væk herfra?”

Harry rejste sig, fik glas og kopper til at falde på gulvet, og omsider kom han helt op på benene. Hans venstre ben sov. Sov? Han lagde hånden på hoften og mærkede, at bukserne var gennemblødte. Han ville ikke se det. Rakte hånden frem.

“Giv mig pistolen, Liz.”

Hans blik var fæstet på døråbningen. Blod. Der var blod på linoleumsgulvet. Den vej. Ud den vej, Hole. Du skal bare følge den afmærkede løjpe. Han så hen på Liz. En rød rose voksede frem på den blå skjorte mellem hendes fingre. Fandens osse!

Hun stønnede og rakte ham sin Smith & Wesson 650.

“Apport, Harry.”

Han tøvede.

“Det er en ordre, for helvede!”