6

Itavshed gik de sammen henover hallens sorte og hvidternede skiffergulv og videre op ad trappen, der var beklædt med en tyk, mørkerød løber. James blev vist ind i biblioteket på første sal. Han så sig omkring. På to af væggene stod mørke reoler tætpakket med bøger fra gulv til loft, og på de andre hang indrammede diplomer og plakater for Ufa-film. Kolberg var der, Der Opfergang, Ein fröhliches Haus og et par andre, han ikke kendte, og på et bord i et hjørne strejfede hans blik en mængde ubestemmelige statuetter og pokaler. På et andet bord lå stakke af papirer ordnet i sirlige bunker, sikkert manuskripter, og ud fra skrivemaskinens valse stak et halvskrevet ark frem.

Filminstruktøren bad ham med en håndbevægelse sætte sig i en dyb læderlænestol, der stod foran et rundt bord midt i lokalet. Selv satte han sig i stolen overfor og tændte en cigaret.

”Nå, lad mig så høre. Hvad er det, De så gerne vil vide?” Øjnene stak.

Ingen slinger i valsen. Lige på og hårdt, åbenbart. James trak avisen op fra sin mappe og rømmede sig.

”Dét her.” Han pegede ned på den opslåede avisside. ”Det er dét her, jeg gerne vil vide lidt mere om. Og det er der sikkert mange af vores læsere, der også gerne vil. Om Eva Braun. Hvem var hun?

”Hør nu her, inden De kommer for godt i gang, unge mand,” afbrød Ludwig Trescher og lænede sig lidt frem, ”så er der lige én ting, vi må have helt på det rene. Det, jeg fortæller nu, må kun refereres i engelske aviser – ingen tyske – og tidligst om en uge. Den tyske befolkning har krav på at være de første, der får noget at vide. Det er vel rimeligt nok, ikke! Og jeg forbeholder mig ret til at godkende hver eneste sætning, før artiklen offentliggøres. Det er betingelserne.”

”Det er en aftale.” Han behøvede ingen betænkningstid.

”Fint. Men så er der lige en anden lille detalje.”

”Og det er?”

”Rettighederne. Ja, som De jo nok kan fornemme, er der tale om intet mindre end en sensation. Denne mystiske Eva Braun. Hvem var hun, og hvilke hemmeligheder bar hun på? Ikke bare om sig selv, men også om verdens mægtigste mand. Hvem vil ikke gerne vide det?” Trescher lænede sig nonchalant lidt tilbage i stolen med benene overskrævs, da han havde afsluttet sin salgstale, og lod i nogle sekunder øjnene bore, inden han fortsatte: ”20.000 engelske pund for rettighederne. Så udtaler jeg mig til gengæld ikke til andre engelske aviser.”

Dette var en uventet drejning. James tænkte sig lidt om, inden han svarede. ”Jeg skal forelægge Deres krav på rette sted.” Overskriften stod allerede lysende klar: ’Sandheden om Eva Braun, Hitlers hemmelige elskerinde. Dagbog afslører alt.’ ”Min avis plejer at honorere rimelige krav…” Han gjorde en kunstpause, ”… hvis De kan stå inde for, at oplysninger er sandfærdige.”

”Selvfølgelig kan jeg det. Godt! Spørg løs!”

James fik historien fra Kitzbühel, om Eva Brauns uventede besøg, deres bekendtskab gennem tretten år og om den brune pakke.

”Det viste sig at være hendes dagbog. Da den forfærdelige nyhed om Evas død nåede mig, åbnede jeg den. Ja, jeg havde jo hendes tilladelse. Den rummede et bundt tæt beskrevne sider i ukronologisk orden. Fra 1935 til et godt stykke ind i 1944. Det var rystende læsning, da jeg først fik orden på det hele.”

Filminstruktøren rejste sig. ”Her,” sagde han og rakte James et sammenfoldet stykke papir. ”Jeg åbnede først pakken foran en notarius publicus. Heldigvis. Jeg anede jo nok, at noget stort var under opsejling. Her ser De det attesterede vidneudsagn.”

James så flygtigt nedover attesten, inden han rakte den tilbage. ”Hvad stod der så i den dagbog?”

Trescher satte sig igen mageligt tilbage i stolen og tog et par dybe sug af cigaretten. ”Åh, undskyld, vil De ryge?”

James rystede anspændt på hovedet.

”Jo, ser De, her har vi med en ung kvinde at gøre, der havde det mest intime kendskab til verdens mest hadede mand, massemorderen Adolf Hitler, Det tredje Riges Fører og Tysklands diktator, som bar tusind masker, og som aldrig viste sit private ansigt. Men hun kendte ham, hun alene kendte hans rigtige jeg – også som mand. Og hun var kvinden i hans liv, hans elskerinde.” Han inhalerede dybt. ”Hvad tror De, der kom ud af det?”

”Hun var vel ikke…?”

”Jo, rigtigt gættet. Eva var gravid med manden i sit liv, manden, der besatte hendes liv, manden, der beseglede hendes skæbne, hendes eneste ene, hendes egen Adolf. Manden, som hun havde set op til i årevis, og hvorfra hun nu endelig havde opnået noget til gengæld. For hende var det en eventyrlig lykke. Ja, og til sidst blev hun jo også fru Hitler – i mindre end to døgn, ganske vist. I otteogtredive timer var hun lykkelig. Det var hendes livsdrøm, der var gået i opfyldelse.”

”Fødte Eva Braun Hitlers barn?” James tog en pakke cigaretter frem fra brystlommen. ”Nu tror jeg godt, jeg vil ryge.”

Måske var det de hurtige og heftige sug af cigaretten, måske var det den uventede oplysning, der fik ham til at føle sig en lille smule svimmel.

”Det her kræver vist særdeles gode beviser,” sagde han langt om længe.

Ludwig Trescher rejste sig og kom tilbage med nogle ark papirer i sin hånd. ”Her! Læs selv! Beviset er her.”

James tog papirerne og lod blikket glide nedover de tætskrevne sider:

’1940. Den 2. August. For første gang i mit liv besøgte jeg i dag en gynækolog. Jeg fandt ud af, at det med en simpel test er muligt at opdage, om en kvinde er gravid eller ej, endnu før en undersøgelse kan bevise det. Jeg var det ikke.’

Ved en hurtig hovedregning fandt James frem til, at Eva dengang var otteogtyve år.

’1941. Den 28. Oktober. I dag sagde han til mig, at han siden 1933 havde spekuleret på, om han burde blive far. Børn af historiens store mænd er altid faldet uheldigt ud, sagde han, men historien vil vise, at der er undtagelser fra denne regel: ”På så mange måder er jeg enestående i historien og muligheden for at få en søn, der kan videreføre mit arbejde, tiltaler mig. Jeg ved, jeg vil leve længe, og jeg vil få tid nok til at oplære min søn. Måske det er min pligt at give en søn til Riget.”

Jeg, Eva Braun, følte mig ør ved tanken om, at jeg, af alle kvinder, skulle være mor til sådan en søn. Måske han læste mine tanker.

”Min kære lille Tschapperl,” sagde han og smilede…’

James så op. ”Hvad betyder Tschapperl?”

”Nåh nej, det ved De naturligvis ikke, som englænder. Det er et særligt østrigsk udtryk, et kælenavn, der betyder noget i retning af Lille frøken Hjælpeløs.”

Han læste videre:

’”Min kære lille Tschapperl, jeg har i årevis ventet på, at lægerne skulle finde en metode til at bestemme et barns køn. Jeg kan ikke tillade mig selv at sætte en pige i verden. En pige, en lille frøken-Hitler, ville være en katastrofe.”’

James blev afbrudt af Trescher: ”Det, du læser nu, er naturligvis kun uddrag. Der er meget mere. Vær opmærksom på det! Men jeg er selvfølgelig i besiddelse af samtlige originaler.”

James nikkede fraværende og koncentrerede sig igen om siderne foran sig. Han havde ikke bemærket, at filminstruktøren for første gang tiltalte ham med du. Igen blev han afbrudt.

”Må jeg for resten byde på lidt at drikke? Ja, min kone er ude i et ærinde, og børnene er i skole, men jeg kan da vist klare en kop kaffe.” For første gang så James et smil på hans ansigt. ”Og hvad med en cognac til?”

Trescher nød tilsyneladende rollen som sensationsmager, denne forunderlige filminstruktør, der åbenbart var som to personer og umulig at blive klog på. Udadtil kold og barsk, men så pludselig imødekommende og tilsyneladende mere end interesseret i at fortælle sin historie. Men sikkert kun for sin egen vindings skyld. Måske foregik hele denne utrolige historie i det udefinerlige tomrum mellem virkeligheden og hans egen fiktive filmverden?

”Kaffe, jo tak!” svarede James kort, stadig med øjnene fastlåst på papiret. ”Men cognac, ellers tak. Det er jo stadig først på dagen.”

’1942. Berlin. Den 13. Maj. Med Berlin er det nu virkelighed. Jeg befinder mig i Rigskancelliet, og forhåbentlig bliver det en glædelig oplevelse. Men han har som sædvanlig travlt med politiske problemer. I Rusland trækker det ud, og i Nordafrika går det vist heller ikke for godt. Åh, stakkels ham, han har så mange spekulationer for tiden og er mere irritabel end sædvanlig.’

Ud af øjenkrogen så James, at hans vært skænkede kaffe i to kopper og en cognac til sig selv.

’1942. Den 29. Maj. Atter tilbage på Berghof. Han er i Berlin. Hvis bare jeg ikke altid blev sådan ude af mig selv, når jeg ser ham mindre end sædvanlig. Vejret er så skønt, og jeg, elsket af den største mand i Tyskland og på jorden, sidder og ser på solen gennem vinduet.

1942. Den 16. oktober. Er i Dresden for anden gang i dette efterår. Jeg holder nu mere af denne by end nogensinde. Og jeg er lykkelig for at vide, at det skal være her. Værelset er blevet reserveret til Fräulein Hertha Lind. Papirerne er i orden. Her ser alting normalt ud, selv bedre end i Wien. Krigen bemærkes næsten ikke. Og ingen har bemærket noget specielt ved mig. Det er et mirakel. Kun Erna ser af og til undersøgende på mig, men jeg kan se så uskyldig ud, at selv hun og Frau Metthalber, som ellers har de skarpeste øjne og ører, er blevet narret. Ingen af dem aner, hvem jeg er.’

”Nå?” sagde Trescher, da James tankefuldt lod papirerne synke ned foran sig. ”Læs det her!” Han rakte ham et par ark mere. ”Det er skrevet adskillige år tidligere.”

’Den 6. Februar 1935. Jeg har nu haft den lykke at blive 23 år gammel, det vil sige – om jeg er lykkelig, er nu et andet spørgsmål. I øjeblikket er jeg det absolut ikke. Jeg kræver måske for meget.

Den 18. Februar. I dag kom han helt uventet, og vi havde en vidunderlig aften. Jeg er så uendelig lykkelig over, at han elsker mig så meget, og jeg beder til, at det altid må være sådan. Jeg vil aldrig være skyld i, at han en dag ikke længere elsker mig.

Den 4. Marts. Måske ser jeg nu igen alt for sort på det. Det håber jeg, at jeg gør. Men han kommer ikke tilbage de næste fjorten dage, og i den tid vil jeg være ulykkelig og vil ikke have megen ro. Han har hovedet fuld af politiske problemer og er frygtelig irritabel. Og hvordan var det sidste år? Da havde han vist mange problemer med Röhm og Italien, men alligevel fandt han tid til mig.

Den 11. Marts. Der er blot én ting, jeg ønsker. At jeg var alvorligt syg og ikke behøvede at være bevidst om ham i otte dage. Hvorfor sker der mig ikke noget, hvorfor skal jeg gennemgå alt dette? Hvis jeg bare aldrig havde mødt ham. Han har kun brug for mig til én bestemt ting. Når han siger, han elsker mig, så mener han blot i dette øjeblik. Ligesom med hans løfter, som han aldrig holder. Hvorfor plager han mig sådan i stedet for bare at gøre det forbi? Jeg er fortvivlet. Nu køber jeg sovepiller igen. Hvorfor kan djævelen ikke bare tage mig? Hos ham er der bestemt skønnere end her.

Den 16. Marts. I dag tager jeg med Gretl op til Zugspitze, og jeg håber, at jeg ikke vil være så tåbelig længere. Hidtil er alt jo blevet godt igen, og det vil det også blive denne gang. Man er bare nødt til at vente på, at det hele skal ordne sig.

Den 29. April. Jeg er så træt. På enhver måde. Jeg forsøger altid at indbilde mig, at ’alting ordner sig,’ men det hjælper ikke meget. Lejligheden er færdig, men jeg må ikke komme hjem til ham. Kærlighed synes i øjeblikket at være strøget af hans program.

Den 28. Maj. Jeg har sendt ham et afgørende brev. Om han nu anser det for vigtigt? Nå ja, det får vi se. Hvis jeg ikke har fået noget svar fra ham inden klokken ti i aften, vil jeg tage mine femogtyve piller og sove blidt ind. Er det udtryk for hans vanvittige kærlighed, som han så ofte har forsikret mig, når han ikke lader høre fra sig med ét eneste ord i tre måneder?

Det er nu snart aften, og jeg er bange for, at han ikke svarer i dag. Åh, bare et eller andet menneske kunne hjælpe mig, alt er så uhyggeligt trøstesløst. Måske har han fået mit brev i et uheldigt øjeblik? Måske skulle jeg slet ikke have skrevet det? Kære Gud, hjælp mig, så jeg får talt med ham i dag; i morgen er det for sent. Jeg har besluttet mig for femogtredive stykker. Denne gang vil sagen være ”dødsikker.” Om han i det mindste bare ville ringe.’

”Nu tror jeg godt, jeg kan drikke den cognac.” James lagde tankefuldt papirerne fra sig og tændte en ny cigaret. Han prøvede at forestille sig hvilke længsler, der rasede i denne unge kvindes indre. Hvilke kvaler hun led. Forundret tænkte han på, hvor utrolig hengiven hun måtte have været, og at hun havde spekuleret sig næsten til døde over, hvad hun ikke gjorde godt nok. ”Men tog hun så de sovepiller? Ja, for hun levede dog trods alt i ti år endnu.”

”Ja, det gjorde hun faktisk. Hun fortalte mig om det flere år senere.”

De nippede til cognacen, og Trescher begyndte at fortælle: ”Ved midnatstid dukkede Evas storesøster, Ilse, op i familien Brauns lejlighed for at aflevere en kjole, hun havde lånt. Eva havde jo utallige. Ilse var dengang seksogtyve år og var flyttet hjemmefra. Hun havde højtideligt lovet at levere kjolen tilbage samme aften. Det vidste Eva godt. Og hun stolede åbenbart på det. Inde i Evas soveværelse fandt hun sin søster i dyb søvn. Hun var helt umulig at vække. Og på bordet ved siden af lå dagbogen – endda slået op på den sidste side.”

”Vil det sige, at selvmordsforsøget helst skulle opdages i tide? Det var arrangeret?”

”Det ser sådan ud. I hvert fald ringede Ilse straks til familiens læge, der skyndte sig derud og bragte Eva tilbage til livet… Hvor iscenesat selvmordet end var, så spillede Eva unægteligt højt spil. Der var en risiko, for at Ilse ikke ville komme tilbage den nat for at aflevere kjolen. Men det var åbenbart en risiko, Eva fandt det værd at løbe i sin frygt for at miste den mand, hun elskede. Den største mand i Tyskland og på jorden. Og hendes taktik virkede. Hitler blev dybt rystet. Fremover satte han sig i forbindelse med hende næsten hver aften, og det varede heller ikke mange måneder, før der Führer endda også købte et hus til sin hemmelige elskerinde, hvor han kunne holde lidt bedre øje med hende. I virkeligheden alt det, Eva så brændende ønskede sig. Det lå i Wasserburger Strasse nummer tolv, et ganske beskedent hus ganske vist, men i bekvem gåafstand fra hans egen private ni-værelses lejlighed på Prinzregentenplatz. Hun flyttede hjemmefra og tog sin lillesøster Gretl med … men det var jo ikke første gang, frøken Braun forsøgte sig med den slags dramatiske metoder over for sin elskede Adolf.”

”Ja, hun skrev jo ’denne gang’, men hvad skete der?” spurgte James overrasket.

”Den 1. november 1932 skød Eva sig med en pistol i halsen. Til trods for, at hun plejede at sige: ’Jeg ville aldrig skyde mig. Jeg vil være et smukt lig.’ Men hun gjorde det alligevel. Kuglen satte sig fast tæt på pulsåren, og da hun kom til bevidsthed, kunne hun selv ringe til lægen, der kom og fiskede den ud. Hitler var chokeret og har nok tænkt: Hun ville dø for min skyld. Hun skød sig af kærlighed til mig. I hvert fald blev hun installeret som mere eller mindre fast inventar i hans private lejlighed – det var før, han købte huset til hende – og han bedyrede, at hun var den eneste kvinde i hans liv, og at han for fremtiden ikke ville lade hende være så meget alene. Forstår du, på det tidspunkt stræbte Hitler efter magten. Og han var meget tæt på at få den. Men han havde ikke råd til skandaler. ’Jeg er nødt til at tage mig mere af hende’, sagde han til inderkredsen, ’for at forhindre, at hun laver sådan en dumhed én gang til.’ ”

Trescher tændte en ny cigaret og inhalerede dybt: ”Men det gjorde hun altså, endnu en gang – sovepillerne. Og man må jo sige, at tredje gang, da de gjorde fælles sag, lykkedes det for hende til fuldkommenhed.”

I et par minutter sagde ingen af dem noget. James drak resten af sin cognac i to hurtige mundfulde og glemte alt om kaffen. Han tænkte det hele igennem én gang til. For sit indre blik så han bunkerens stinkende indre, den brunmønstrede, falmede lænestol, og han forestillede sig en slap kvindekrop, der sad med benene trukket op under sig med sammenpressede, blålige læber. Jeg vil aldrig skyde mig. Jeg vil være et smukt lig. En kvinde, hvis ulykkelige kærlighed kun blev vendt til fuldendt lykke i det øjeblik, Tyskland var i færd med at begå kollektivt selvmord. Og han så igen for sig det afskallede tapet og de uforståelige små tegn, der var ridset ind i væggen.

James lænede sig frem og spurgte: ”F-A-S-I-M-S-E-B, siger det Dem noget, Herr Trescher?” Han udtalte bogstaverne overdrevent langsomt.

En ny stilhed opstod.

Filminstruktøren så overrasket ud og tænkte sig lidt om. ”Ikke det fjerneste,” svarede han så. ”Hvad skulle det…?”

”Nåh, jeg tænkte bare…, men det er sikkert ikke noget særligt.” Han fortalte kort om sine oplevelser i bunkeren.

”Det er jo det rene nonsens.” Pludselig lyste det ellers så bistre ansigt en anelse op. Nærmest for sig selv hviskede han tankefuldt: ”Det var jo sådan, der stod på den brune pakke. Det kunne måske…?” men derpå tilføjede han højt: ”Nej, jeg ved det sgu ikke. Men måske alligevel. EB kunne jo stå for Eva Braun, ikke sandt? Men det andet? Nej, det siger mig absolut intet. Har aldrig hørt om det.”

”Tak.” James sad og kradsede hastige notater ned på en blok. ”Der er lige noget, jeg må have lidt bedre styr på”, sagde han lidt efter og så op. ”Den her formodede graviditet. Ja, det lyder jo ganske utroligt. Men er det sandt? Går der en ny Hitler i svøb rundt et eller andet sted? Der må da være nogen, der har vidst det; nogen, der kan bekræfte historien. For ellers ved jeg ikke, om jeg kan anbefale min avis at trykke historien. Jeg må jo også finde ud af, hvad der virkelig skete. Man kan jo hurtigt komme til at…”

”Spørg Gretl Fegelein, Evas lillesøster. De stod hinanden nær. Og hvis nogen ved noget, så er det hende.”

”Hvorfor har De… du så ikke selv gjort det?”

Trescher tænkte sig lidt om, inden han svarede. ”Jeg gengiver kun dagbogen, som den er. Husk det! Ingen teorier, ingen formodninger. Læseren må så drage sine egne konklusioner. For mig må folk sgu tro, hvad de vil. Jeg er jo ikke journalist, vel! Det lyder, som om du varetager den del af opgaven ganske godt”

”Hvis der er noget i det her, er jeg ret sikker på, at min avis er villig til at betale for rettighederne.”

”Hvis der er noget i det her! Selvfølgelig er der det; jeg ved sgu, hvad jeg taler om. I min branche lever man faktisk af at vide den slags.”

En tid endnu fik James lov til at gøre sine notater færdige.

”Bor Gretl så stadig i det hus?” spurgte han henkastet og lagde papir og blyant fra sig.

Trescher nikkede. ”Så vidt jeg ved, ja.”

”Du hører fra mig igen – snart.”

Tilbage på den fredfyldte villavej gik han hyllet i sine egne tanker. Det her var dog for fantastisk. Eva Braun gravid? Hitlers barn? En søn? Dagbogen. Spørg Gretl! De stod hinanden nær.

Midt mellem rækken af usammenhængende tanker, forekom det ham, at noget bevægede sig bagude. James vendte sig om. Den stille villavej lå øde hen, bortset fra en ældre dame, der var ude for at lufte sin hund. Og så denne frakkeklædte mand med et mørkt ansigt under filthattens skygge. Men i det samme stoppede skikkelsen brat op, så sig søgende, ligesom tilfældigt omkring, krydsede over vejen og gik ind på det modsatte fortov, hvor frakken og dens ejermand forsvandt om det nærmeste hjørne.

Var der nogen, der holdt øje med Ludwig Trescher? Hvorfor? Avisartiklen? Eva Brauns dagbog? Sensationelle afsløringer? Var det måske ham selv, de var ude efter? Eller var han bare ved at blive paranoid? Trods den solbeskinnede, varme majdag, der lå som en behagelig dyne over den fredelige villavej, følte han en uvilkårlig, sitrende og kølig fornemmelse brede sig ned langs rygraden.

James Reed sendte sin gæst et spørgende blik. ”Nå, fik du så svar på, hvad der var i den pakke?” Obersten var i gang med en sen aftencigar, og blågrå røgskyer lagde sig hen over hans hvide hår. Han var i godt humør, og ordene flød. ”Jeg siger dig, jeg var sgu selv temmelig chokeret. Gravid? Men samtidig sad jeg med en eller anden underlig fornemmelse af, om det nu også kunne passe. Men på den anden side, hvorfor skulle det egentlig ikke det? Ja, jeg mener, med det, jeg lige havde læst. Dybt forelsket, hengiven udover alle grænser, kødets lyst, han har kun brug for mig til én bestemt ting. Det var vel nærmest uundgåeligt. Hvorfor skulle det ikke også kunne ske for hende?”

”Sandt nok. I dag, efter så mange årtier, ved vi alt om Eva Braun. Eller gør vi? Noget tyder på, at vi alligevel ikke ved det hele.” Tyskeren nikkede henkastet i retning af det gamle fotografi på reolen overfor. ”Men sig mig engang, hvor har du egentlig det billede fra?”

Reed fulgte hans blik. ”Gretl gav mig det.” Han kunne mærke, at han lige nu skulle passe på ikke at svømme hen i minder. ”Det var første gang, jeg mødte hende. Men til Dorothy sagde jeg altid, at det var avisen, der skaffede det. Jeg skrev jo artikler om hendes liv. Og så var den snak ude.” Obersten smilede lunefuldt. ”Om vi ved det hele? Ja, deri kan du have så ganske ret, min kære Otto. Det er jo spørgsmålet. Men det var jo også dét, jeg satte mig for at finde ud af.”

”Var det så dét, Gretl mente med sandheden…?”

”Mere end det, min kære Otto. Meget mere.”

”Hvordan skal det forstås?”

”Jo, ser du, sandheden er sjældent en objektiv størrelse. Hvem har patent på sandheden? Var det Gretl? Trescher? Nazisterne? Eller Eva Braun? Sandheden afhænger af øjnene, der ser. Sådan har det altid været. Og vi ser kun det, vi gerne vil se. Sandheden har ikke altid nogen facitliste, ligesom livets ligning ikke altid går op.”

Scheibel tyggede lidt på ordene. ”Men hvad så med de artikler?” spurgte han en smule anspændt. ”Din og Ludwig Treschers artikel? Hvad kom der ud af dem?”

”Treschers artikel blev aldrig trykt; i det mindste ikke sådan, som han havde tænkt sig.” James rejste sig og kom tilbage med nogle gulnede aviser i hånden. ”Foreløbig fik jeg sendt to artikler hjem; èn om bunkeren og min sammenstykning af, hvad der skete dernede i de sidste dage. Og én om Renate.” Han foldede den ene avis ud og pegede ned på forsiden af Daily Telegraph fra lørdag den 2. juni 1945. ”Her, se selv! Jeg havde faktisk lovet læserne én mere om den stakkels hjemløse piges skæbne derinde midt i Berlins håbløse ruindynger. Men den blev aldrig til noget.”

”Ja, ja, det forstår jeg godt. Men hvorfor blev Treschers artikel så ikke til noget? Det var jo en ret så stor sensation på den tid, ikke!”

”Ja, det var det. Den blev udgivet i bogform; første gang i England. Ja, du hørte rigtigt, her i gamle England, så sent som i 1949, og alverdens aviser skrev om den.” James pulsede røg ud og så eftertænksomt ud gennem tågerne. ”Men da var den gode filmmand for længst sat ud af spillet.”

Mahognistanduret ved siden af fløjdøren begyndte at slå sine langsomme, hule slag. Obersten kiggede derhen. ”Elleve? Allerede!” sagde han overrasket. ”Som tiden dog går. Men sig mig engang, vil du ikke blive og sove? Jeg kan da tilbyde et beskedent kammer oppe ovenpå. Vi er jo langt fra færdige.”

Det ville tyskeren gerne tage imod og sagde, sådan nærmest henkastet, at han havde pakket en taske med det mest nødvendige til et par dages ophold.

”Du har allerede pakket en taske?” For sig selv tænkte James, hvor meget af det her, der mon var arrangeret på forhånd? Men han slog det hen.

”Nå, men jeg havde faktisk forberedt en artikel om Evas dagbog. En rigtig forsidebasker, der ville få oplagstallet til at nå himmelske højder. Rettigheder, betaling og alt muligt var sådan set i orden, hvis ellers hele den her fantastiske historie kunne dokumenteres – bare nogenlunde. Ugen efter tog jeg ud til Ludwig Trescher for at få artiklen godkendt. Det blev en dramatisk affære. Og da begyndte det langsomt at gå op for mig, hvordan en håndfuld skruppelløse mænd med Julius Kessler i spidsen, alle besat af nationalsocialismens djævelske fortidsuhyre, var i færd med at fordærve den ellers renvaskede tyske samvittighed.”

James Reed stirrede fraværende ud i luften, som befandt han sig i en anden verden.

”Men allerførst besluttede jeg mig for at opsøge Gretl. Og fra den dag tog alt en helt ny drejning.”