11

A visernes spisesedler oplyste de forbipasserende om, at Winston Churchill havde tabt valget i England, og at arbejderpartiet havde vundet en overraskende jordskredssejr. Den nye premierminister, Clement Atlee, var allerede udnævnt.

James købte et eksemplar af Züddeutscher Zeitung, straks da han steg af lokalbussen ude fra Elbersberger og satte sig ved et ledigt bord lidt tilbagetrukket under en skyggefuld markise på en af de mange fortovscaféer, der lå i nærheden af Marienplatz. Det var en hed julidag, men en let brise fik fint murstøv fra de mange opskrabede ruindynger til at hvirvle op i vinden og rive i halsen som ru sandpapir. Særlig nu, hvor oprydningen så småt var ved at komme i gang. Han bestilte en svalende kold Bayerisch Weissbier fra et af de lokale bryghuse og bredte interesseret avisen ud foran sig.

Allerede om et par dage, læste han, ville Clement Atlee rejse til Berlin og indtage Churchills plads i de afsluttende forhandlinger under Potsdam-konferencen sammen med Stalin og Truman. James noterede sig nyhederne hjemmefra med undren og tænkte, at det var så befolkningens tak for fem års indædt kamp, der endda var kronedes med held. En afsporet despots afsindige planer om undertrykkelse og udryddelse af hele folkeslag og hans fanatiske drømme om et europæisk overherredømme var knust. Det første år i en ensom kamp, hvor England stod fast, da alle andre ville give efter. Men ellers fem lange, mørke år indhyllet i blod og tårer, der til sidst havde sikret Europas befolkninger en fremtid med demokrati i stedet for diktatur; frihed i stedet for nazistisk tyranni. Og så havde han tabt valget. Ja, sådan kunne verdens løn være så utaknemmelig.

På konferencen var deltagerne allerede blevet enige om, at linien langs floderne Oder og Neisse fremover skulle udgøre grænsen mellem Tyskland og Polen. Og som konsekvens heraf måtte den tyske befolkning bag denne linie, og det drejede sig anslået omkring otte millioner mennesker, forlade deres hjem og lade sig forflytte mod vest for at gøre plads til det nye Polen. Avisen forudså komplet kaotiske tilstande og store menneskelige tragedier for mange af de berørte tyske familier.

Men der stod også, at engelske tropper havde pågrebet og arresteret den tidligere udenrigsminister Joachim von Ribbentrop i Hamburg. De allierede besættelsesmagter var allerede langt fremme med forberedelserne til et retsopgør, der skulle finde sted i Nürnberg, mod en række tidligere topnazister, heriblandt Hermann Göring, Albert Speer og Karl Dönitz. Deres vanvittige eventyr var forbi, og avisen bifaldt, at der var lagt op til en retfærdig rettergang, men så også frem til, ’at de alle snart måtte betale prisen for deres forbrydelser og for de lidelser, de havde påført verden og det tyske folk’. James rynkede brynene, da han læste det. Ja, ja, sandsynligvis havde den selv samme avis, her midt i den forhenværende nazistiske højborg, jublet, dengang Tyskland gik frem.

Og så havde De Tre Store netop udsendt en fælleserklæring, hvori de proklamerede, at Japan ville blive udsat for hurtig og fuldstændig ødelæggelse, hvis ikke landet kapitulerede betingelsesløst. Men så vidt avisen kunne oplyse, havde den japanske regering afvist opfordringen.

Der var også en lille notits om, at amerikanerne havde gennemført den første prøvesprængning af en atombombe i New Mexicos ørken. Og at den italienske regering nu også havde erklæret Japan krig.

Nedtrykt foldede James avisen sammen. Åh, Gud! Lad dog snart dette mareridt få en ende.

Han besluttede sig for at gå det sidste stykke ud til Bogenhausen. Det var endnu kun først på eftermiddagen, og det kunne vel højst tage en times tid. Mon ikke Gretl var hjemme sådan en ganske almindelig tirsdag eftermiddag? Han håbede det.

James spejdede rundt til alle sider, da han gik hen ad Bogenhausens fredelige villaveje. Langt om længe drejede han rundt om det sidste hjørne og gik med tøvende skridt ind i Wasserburger Strasse, hvor han stoppede op i nogle sekunder og afsøgte gaden. Selvfølgelig havde Kessler og hans håndlangere ikke opgivet ham. Men der var ikke et menneske at se.

Han gik op ad den flisebelagte havegang foran nummer tolv uden at ænse sommerblomsternes overvældende farveflor, kiggede sig flere gange tilbage over skulderen og ringede på. En ubestemmelig, sitrende fornemmelse et eller andet sted i kroppen irriterede ham voldsomt.

Så stod Gretl i døren og så ligeså fortryllende ud, som han huskede hende. Igen blev han ramt af dette voldsomme sug af begær. Hun var ufattelig smuk. Ansigtets fuldkommenhed, de blågrønne øjnes varme udstråling, det mørkblonde, bølgende hår, der faldt udover skuldrene, kjolens glatte, silkeagtige stof, der smøg sig om hendes slanke skikkelse, alt smeltede sammen i en fuldendt helhed.

”James! Er det dig?” udbrød hun overrasket og trådte lidt til siden. ”Kom dog indenfor. Hvad bringer dig på disse kanter denne gang?”

Han stod stille et øjeblik og stirrede på hendes smilende læber, der havde farve som solmodne sommertomater. Duften af en sart parfume slog ham i møde, og hendes bryster under kjolens lette stof steg og faldt med hvert åndedrag.

”Tak! Nåh, jeg synes ikke, vi blev helt færdig sidste gang…, et par spørgsmål mere, hvis du vil…”

”Selvfølgelig. Men kom dog ind, så finder jeg lidt at drikke.”

Han gik forbi hende, men undgik at komme alt for tæt på.

”Værsgo at tage plads.” Med et kokét smil om munden stak hun sin ene arm under hans og førte ham over mod den lyse sofa. ”Hvad må jeg byde på? Hvad med en whisky?” Hun slap hans arm, men førte i stedet for langsomt sin hånd op mod hans ansigt, hvor den strejfede hans ene kind, inden hun lod fingerspidsernes silkebløde hud glide henover hans pande. Det føltes som koldt perlemor mod varm hud. ”Du sveder en lille smule, James. Er du helt dig selv?”

”Ja, selvfølgelig,” nøjedes han med at sige, men uden overbevisning i stemmen og sank ned i sofaens bløde hynder. ”Ville det være for meget bare at bede om en kop kaffe?”

Som en model, der skal fremvise den nyeste kollektion for et opmærksomt publikum, svævede hun yndefuldt ud gennem stuen og sagde over den ene skulder, at hun først lige måtte se til Evi. Var hendes æggende opførsel en bevidst afledningsmanøvre? Han ønskede kun at bryde gennem hendes ydre skal af sensualitet, der var til at blive vanvittig af.

Da hun kom tilbage, var det med et fyldt kaffekrus i hver hånd. Og til hans store overraskelse satte hun sig ikke på gulvpuden, men i sofaen lige ved siden af ham, og trak benene op under sig. Så tæt på! Og selvom hun lænede kroppen smidigt tilbage, kunne han tydeligt se hendes spændte bryster under kjolens tynde stof på hver side af den dybe halsudskæring.

”Nå, lad mig så høre. Hvad har du oplevet siden sidst?” spurgte hun muntert. ”Er det stadig det med Eva, der plager dig?” Hendes læber var let adskilte, og hun så ham direkte i øjnene.

Det her var ikke til at holde ud. James nippede til sin kaffe og forsøgte at mobilisere al sin koncentration. Han fortalte hende om sit besøg hos Hertha Schneider og fortsatte: ”Evas bedste veninde. De var uadskillige igennem tyve år, som du ved. Hun var ret sikker på, at du og din søster var i Dresden i efteråret ’42. Eva rejste under falsk navn. Under navnet Hertha Lind!” Han anstrengte sig for at møde hendes intense blik. ”Hvad skulle I der? Fortæl mig nu bare sandheden, Gretl. Tog Eva dertil for at føde sit barn?”

Hun strakte sig lidt frem og lod sin hånd hvile på hans knæ. ”Har jeg ikke svaret på det én gang?” Stemmen var blid. ”Hvorfor bliver du ved med at spørge om det?”

”Du var med, var du ikke? Du må da vide det!” Han måtte vide det.

Gretl lo en befriende latter og afslørede en perlerække af hvide, regelmæssige tænder. ”Jeg aner virkelig ikke, hvad du taler om.” Det var, som om de befandt sig milevidt fra hinanden. Som om de sad på hver sin planet. Men alligevel lå hendes hånd her på hans knæ, og han kunne dufte hendes sarte parfume og mærke hendes varme ånde, der strømmede ham i møde. ”Og hvis Hertha tror, hun ved det, så husker hun forkert. Eva og jeg har aldrig været i Dresden – sammen.”

Hun trak hånden til sig, rettede sig lidt op og fik pludselig et alvorligt udtryk i øjnene.

”Og nu må vi lægge fortiden bag os. Det er blevet nye tider, James. Nye tider på godt og ondt. Før krigen sluttede, var der rigeligt af alt, vi manglede aldrig noget, hverken her i München eller på Berghof. Der blev sørget godt for os; særlig for os. Men nu er det blevet svære tider… Ikke fordi jeg beklager mig, og jeg er heller ikke ude efter medlidenhed. Men hvad skal Tyskland leve af? Hvad skal folket dog leve af? Ødelagte fabrikker, ingen råstoffer, ingen varer. Tysklands produktion består jo stort set kun af øl og chokolade.”

Var hun nu igen ved at glide af på hans spørgsmål? Var det helt bevidst, at hun nu pludselig skiftede emne? Men han indså efterhånden, at det var umuligt at komme sagen nærmere.

”Hvad lever du af?” spurgte han i stedet.

”Åh, jeg kan ikke klage. Heldigvis har jeg lagt lidt til side, mens der var tid.”

James spekulerede som en gal på, hvordan han skulle komme videre.

”Der er nogle, der myrder for deres fanatiske idéers skyld. Vi er begge to i fare, Gretl. De vil…” Mere nåede han ikke at sige. Gretl lagde en finger over hans læber og lod sin hånd glide op langs hans ene kind og videre rundt om nakken, samtidig med at hun lænede sig frem, så kjolens halsudskæring afslørede endnu mere.

”Sig ikke mere, vel James.” Hendes stemme var kun en svag, hæs hvisken, og deres læber var kun få centimeter fra hinanden, da hun fjernede fingeren fra hans mund. ”Jeg ved ikke, hvem de er, men ham, der ringede, sagde, at hvis jeg talte så meget som ét eneste ord mere med dig, så…”

Han måtte give efter. Alt andet var umuligt. James slog armene om hendes krop og mærkede, hvordan den skælvede, og trak hende ind i en tæt omfavnelse. Det var jo umuligt andet end at kysse hende; mærke hendes hud, der var varm og kølig på samme tid. Deres læber mødtes i et langt, lidenskabeligt kys, inden han trak sig lidt tilbage og så hende dybt i øjnene.

”Det er Julius Kessler, der står bag,” sagde han med ubetydelig stemme og hørte selv, hvordan ordene fik en ligegyldig klang.

”Åh, ham,” hviskede hun hæst, stadig med let adskilte læber. ”Ham kender jeg godt. Er det ikke ham, der…?”

”Jo, det er ham…” hviskede han tilbage, kortåndet, inden begæret atter gjorde oprør i hans krop, der føltes som en vulkan i udbrud. Resolut trak han hende helt og fuldt ind til sig og smagte begærligt læbernes sødme mod sine og lod sine hænder fare vild på hendes krop, før han langt om længe gjorde sig fri.

De sad lidt i tavshed, mens James forsøgte at bekæmpe den følelse, der brusede utæmmeligt rundt i kroppen. En følelse midt imellem medlidenhed og begær. Åh, hvor ville det være fristende at slippe hæmningerne løs, at hengive sig fuldkomment sammen med denne tiltrækkende kvinde, der lod sig plukke som en udsprunget valmue på en dugvåd sommermark. Men nej, der var så meget andet, han gerne ville holde fokus på. Han havde sin opgave. Dét, han var kommet for; dét, han stræbte efter at trænge til bunds i: Evas mystiske liv, hendes gådefulde budskab fra bunkeren, nazisternes forrykte planer. Intet måtte komme i vejen, selv ikke en så tiltrækkende kvinde som Gretl. Det skyldte han efterhånden sig selv, det skyldte han også avisen derhjemme.

”Må jeg ryge?” spurgte han lidt efter og forsøgte at samle tankerne.

”Selvfølgelig. Du ligner en, der trænger til det.” Gretl smilede til ham, idet hun rejste sig og vuggede om på den anden side af sofabordet, hvor hun satte sig på gulvpuden, rokkede lidt frem og tilbage og trak benene op under sig. ”Hvad var det, du var ved at sige? Om Julius.”

Han tændte en cigaret og svarede: ”Dine såkaldte venner har lagt nogle morderiske planer for dette lands fremtid. Militærkup, en tilbagevenden til det nazistiske diktatur, udryddelse af politiske modstandere og anderledes tænkende, vold, terror og undertrykkelse; alt dét, Tyskland lige er blevet befriet for.” Et nyt dybt sug af cigaretten virkede som frisk ilt til hjernen. ”Og bag det hele står Julius Kessler og én, de kalder Generalen.” Han fortalte kort om sine oplevelser på jagtslottet i Schweiz, om truslerne og om, hvordan han var sluppet derfra.

”Men sjovt nok,” tilføjede han lakonisk og lænede sig lidt frem, ”så tror d’herrer nazister også, at Eva fødte Hitlers søn. Et påfaldende sammentræf, ikke?” Han forsøgte at fange hendes blik. ”Eller hvad mener du?”

Men Gretl så bort fra hans iagttagende blik, som om hun overvejede, hvad hun skulle gøre. Så rejste hun sig og smøg behændigt sin krop rundt om sofabordet, greb fat i hans ene hånd og gav den et klem og derefter et blidt ryk, alt sammen som i én eneste sammensmeltet og flydende bevægelse. Uvilkårligt rejste han sig op og lod sig føre gennem stuen og ind i et bagvedliggende værelse, der viste sig at være soveværelset. Det var holdt i gammelrosa farver og var domineret af en stor dobbeltseng, dækket af et tykt, storblomstret sengetæppe.

Hun slap hans hånd og pegede over mod en lille, hvid tremmeseng, der stod op langs den ene væg. ”Schyy, prøv at være stille!” hviskede hun og lagde en finger over sine læber, ”men når du ser hende, så forstår du mig måske bedre.” Spædbarnet, der havde små, lyse krøller og et buttet, men fint formet ansigt, sov fredeligt. ”Er hun ikke kær?” sagde Gretl med lav, hengiven stemme.

James nikkede tavs.

”Kom, lad os gå tilbage.”

Han fornemmede, at Gretl ville til at sige noget, idet hun satte sig lidt frem i det ene sofahjørne og bad ham tage plads ved siden af.

”De siger alle sammen, både mor og far, min søster Ilse og Hertha, at hun ligner mig. Heldigvis! Og så måske Eva en lille smule. Heldigvis har hun ikke arvet Hermanns træk. Og forhåbentlig heller hans karakter. Stakkels lille Evi, hvis hun bare vidste… Den pige er mit ét og alt, James. Hvad skal der blive af hende, hvis der sker mig noget? Forstår du det? Jeg har en fortid, som jeg ikke kan løbe fra; det her land har en fortid, som der er al mulig grund til at skamme sig over. Jeg, og særlig min mand, har været en del af den fortid. Men nu gælder det fremtiden – særlig for Evi – og jeg ønsker ikke at sætte mig op mod de mennesker. Hvem de så end er. Men de ved, hvem jeg er. De kan finde på hvad som helst, James.”

Nu indså han, at det var nyttesløst at presse hende yderligere. Der var ingen mulighed for, at kvinden i sofaen lige her ved siden af ville fortælle, hvad hun vidste om den del af fortiden, der interesserede ham mest. Hvis hun vidste noget? Dertil var hun alt for skræmt. De kan finde på hvad som helst, James.

Alligevel sagde han: ”Jeg er opsat på at følge det spor, med eller uden din hjælp.”

”Hvorfor?”

”For sandhedens skyld, Gretl. Eftertiden har krav på sandheden om disse års mange forfærdelige forbrydelser, mysterier og hemmeligheder. Og Evas liv er én af dem. Derfor!”

Hun svarede ikke.

James fortalte stille og roligt, at han havde til hensigt at tage til Hallein i Østrig for at besøge Frau Mittlstrasser. Hun så jo Eva næsten hver dag, så måske hun vidste noget? Og senere, når han nu alligevel var på de kanter, ville han tage ud for at se resterne af Berghof ved Berchtesgaden.

En pludselig indskydelse fik ham til at spørge: ”Har du ikke lyst til at tage med?”

”Jeg har kun gode minder fra Berghof.” Gretl tænkte sig lidt om, som om hun var fristet, men rystede så på hovedet. ”Men nej, jeg ønsker ikke at blive konfronteret med fortiden netop på det sted.”

Kun ét spørgsmål mere pressede sig på. Han sad et stykke tid og overvejede, hvordan han nu skulle formulere det. For det var af kolossal vigtighed, at hun sagde ja, hvis billedet af Evas liv, denne mystiske kvinde, skulle gøres bare nogenlunde komplet. Men med hendes åbenlyse angst var det langtfra sikkert.

”Vil du gøre mig en tjeneste?” spurgte han og sendte hende et bønfaldende blik. ”Ja, ikke noget særligt, men det ville alligevel være en stor hjælp.”

En mild latter slog ham i møde. ”Måske. Hvad vil du nu have mig til?”

”Fortæl mig, hvor jeg kan træffe denne Johann Schäefer. Var han ikke adjudant, eller noget i den retning?”

Hendes øjne udtrykte skepsis. ”Hvorfor, James? Hvad vil du ham?”

”Åh, det er ikke så svært at forklare. Han var sammen med Eva i de sidste dage i bunkeren, ikke? Jeg vil vide, hvordan hun oplevede undergangen og på én og samme tid sit livs lykke, da hun blev fru Hitler.” At han også håbede at komme løsningen på gåden om de mystiske bogstaver lidt nærmere, holdt han for sig selv. ”Vil du hjælpe mig, Gretl?”

”Det er ikke så nemt, som du tror.”

”Ved du, hvor han bor?” spurgte han retorisk.

”Ja, jeg ved, hvor han opholder sig. Han og Hermann var ret gode venner. Men der er jo sket så meget siden dengang.”

”Jeg stoler på dig.” Han var klar over, at det var umuligt at komme videre og gjorde sig klar til at gå. ”Det har været en meget stor oplevelse at tale med dig, Gretl. Du er en meget usædvanlig og… indtagende kvinde.”

”Pas godt på dig selv, James.” Hun lænede sig lidt frem og gav ham et flygtigt kys på kinden. ”Ses vi så igen?”

”Før du aner.”

Tilbage på fortovet stoppede han op og kastede et hurtigt blik i begge retninger. Men til sin store lettelse lignede gaden en tom teaterkulisse efter sidste forestilling. Han skyndte sig bort.