15

Eva sidder for enden af korridorens store egetræsbord som en rhinlandsk karnevalsdronning og holder hof for tolv, fjorten personer, de fleste laverestående officerer, og nogle af bunkerens stabsfolk. Hun er iklædt en ulastelig hvid skjortebluse og har en perlekæde om halsen, læberne er røde, neglene lakerede og håret bølgende og velfriseret. På bordet står glas og adskillige hel- og halvfyldte flasker med spiritus.

”Hvor er jeg lykkelig over at være i Berlin igen.” Hun ser sig smilende og ubekymret rundt, og den bayerske dialekt er udtalt. ”Men årene på Berghof vil altid stå som mit kæreste minde.” Pludselig glider en mørk skygge henover hendes ansigt, og i det fjerne høres kanontordenens buldren, der i ét nu får bunkeren til at skælve. ”Man kan jo ikke engang gå udenfor mere.”

”Jo, hvis De vil lide heltedøden,” svarer en ung officer og griner fjoget.

Eva måler ham med øjnene. ”Så ung og så højt dekoreret. De kan være stolt af Dem selv.” Hun tænder en cigaret og smiler igen. ”Jeg er ikke bange. Er De?”

En uhæmmet latter breder sig om bordet. De fleste er synligt påvirket af spiritus.

”Situationen er håbløs. Helt ad helvede til.” Officeren rejser sig lidt usikkert på benene, løfter sit glas og ser rundt. ”Få lidt at drikke. At drikke er snart det eneste at gøre i det her helvede.”

De fleste følger opfordringen. Eva drikker champagne og sidder en tid endnu og snakker muntert løs til højre og venstre, mest om gamle dage.

Det er Hitlers 56 års fødselsdag. Den 20. april 1945. I dagens anledning er gratulationskuren henlagt til de større og festligere repræsentationslokaler i Rigskancelliet, der dog er langt fra fordums pomp og pragt på grund af talrige bombeskader, nedtagne billeder og bortskaffede møbler. Tilstede er regimets topledelse: Goebbels, Himmler, Göring, Bormann, Speer, Ley, Ribbentrop, nogle gauleitere og krigsmagtens højeste hærledelse, alle i uniform med glimtende ordener, der vækker minder om en svunden tids glans og galla. Også Eva Braun er med i dagens anledning, foruden opvartende adjudanter.

Men det er en dødens banket.

Der serveres Sekt og kaviar, og Eva forærer glædesstrålende sin elskede et portræt af sig selv i en ornamenteret sølvramme. Men ellers er stemningen alvorlig, og lykønskningerne lyder hult i ekkoet fra stalinorglernes fjerne, buldrende brusen og luftalarmens hylen.

Lidt tilbagetrukket står SS-generalløjtnant Hermann Fegelein i fortrolig samtale med rigsfører Heinrich Himmler.

”Føreren har iværksat ’Clausewitz’ i dag,” hvisker Fegelein og lader øjnene flakke henover de prominente gæsters dystre ansigter. ”Byen er i alarmberedskab og ministerier og forsvarskontorer rømmes.”

”Berlin som frontstad?“ Rigsførerens ansigt er udtryksløst. ”Så er Berlin fortabt. Hvis Hitler bliver her, styrter hele Riget i afgrunden sammen med ham. Tal med Hewel. Han er den eneste diplomat, der kan påvirke Føreren.”

”Hewel har prøvet alt uden held.”

”Så tal med Deres svigerinde. De er jo gift med Eva Brauns søster. De er faktisk i familie med Føreren.” Himmler gnider to fingre tankefuldt over sit kortstudsede overskæg. ”Byen er omringet af russere. De er ung og skal snart være far. Vil De gerne dø her i byen?”

”Afgjort ikke.”

Hitler træder ind i salen og står stille et øjeblik, som om han gør sig klar til at skridte en front af. Han har begge hænder på ryggen og har besvær med at bekæmpe sin venstre hånds voldsomme rystelser. Alle stiller sig omgående ind på en lang, lige række, da han langsomt begynder at gå fremad langs geleddet for at modtage lykønskningerne.

”Alt for Tyskland. Heil, mein Führer,” lyder det i kor, og en skov af højre arme strækkes frem til ærbødig hilsen.

Hitler trykker Himmler i hånden. Rigsførerens blik bag de runde, metalindfattede briller er stadig udtryksløst. ”Jeg bønfalder Dem, min Fører. Forlad Berlin. Det er endnu ikke for sent.”

”For sent?”

Som han står der, ligner Heinrich Himmlers frisure mest en mørk kalot, der er trukket ned over hans studsede nakke og høje pande. Med et afmålt nik tilkalder han udenrigsministerens permanente fuldmægtige, Walther Hewel, der lydigt træder et par skridt frem. ”De mener jo også, vi burde optage kontakt med de allierede, ikke sandt Hewel? For at føre politik.”

”Jo, bestemt,” svarer Hewel. ”Vi burde føre politik.”

”Politik?” Hitlers svar kommer lavmælt, og stemmen virker træt: ”Jeg er færdig med at føre politik. Det giver mig kvalme. Når jeg er død, får De rig lejlighed til at føre politik.”

”Min Fører…”

”Det er godt, Himmler. Min trofaste Heinrich. Gå De nu bare.”

Da Hitler, foroverbøjet og stadig med rystende hånd, nærmest slæber sig videre langs geleddet, vender Himmler sig mod Fegelein, og ordene hvisler ud af hans ene mundvig: ”Manden er færdig. Berlin kan falde om få dage. Når Føreren er død, hvem tror De så, de allierede vil forhandle med?”

”Hvorfor skulle de allierede forhandle med Dem?”

Rigsføreren slår lidt med nakken. ”Vesten behøver Nazistaten og mit SS til at skabe ro efter krigen. Efter en time med Eisenhower vil han mene det samme.”

”Pas nu på! Det er jo landsforræderi.”

”Ak, dér har jeg helt andre bekymringer.” Et overbærende smil kruser Himmlers læber. ”Når jeg møder Eisenhower, skal jeg så gøre hitlerhilsen eller give hånd?”

”Men vi ved jo allerede, hvordan det gik Hermann.”

Gretl havde sat sig lidt frem i stolen med sin datter fastknuget i favnen, men på James virkede Johann Schäefers konklusion mest som en irriterende afbrydelse.

”Og med hensyn til Himmler, så gik det ham ikke meget bedre. Hitler beordrede ham arresteret og ekskluderede ham omgående af partiet. Men han blev taget af englænderne og begik selvmord i sin celle.”

James gned sine øjne et par gange, men billederne af huleboernes tilværelse vendte hurtigt tilbage, da adjudanten fortsatte sin beretning.

En ny front venter Hitler. Flere gratulanter. Denne gang i Rigskancelliets baghave mellem væltede og knækkede træer, bombekratere og skårede og knuste antikke figurer, hvor repræsentanter for SS-divisioner og arméer har taget opstilling. Den sædvanlige Heil-hilsen runger i kor, og opstrakte arme skydes frem som på kommando, idet Føreren kommer til syne.

Med ludende skuldre og frakkekraven slået op om ørene og kasketten trukket langt ned i panden går han, ledsaget af rigsungdomsfører Arthur Axmann, langsomt hen til de tyve Hitler-jugend drenge, der har taget opstilling i én lang række. Hitler ved, at omkring fem tusinde drenge på femten og seksten år er beordret indsat i hovedstadens sidste, desperate forsvarskamp. Som repræsentanter for dem alle skal disse tyve Hitler-jugend drenge først dekoreres – siden skal de dø. Hver enkelt får et håndtryk, jernkorset af anden grad og nogle endda et klap på kinden i tillæg.

Rigsungdomsføreren peger på en dreng midt i geleddet. Hans ansigt under huen er sodsværtet, og de blå øjne stirrer med fastlåst beundring på hans øverste Fører, der nu står som en lyslevende gud lige foran ham.

”Han hedder Peter Kranz,” fortæller Axmann. ”Drengen har udslettet to russiske kampvogne.”

Hitler smiler skævt og giver drengens kind et klem. ”Gid mine generaler havde dit mod, min dreng.” Den venstre hånd skælver, men er skjult bag ryggen.

Derpå træder han et par skridt baglæns og har svært ved at skjule stoltheden i sine øjne, da han lader blikket glide hen langs det ungdommelige geled uden fremtid. Langsomt siger han: ”Historien kigger ned på jer. Godt, godt. Og når Germania igen skyder op af disse brokker, er det jer, der er heltene.”

Der er stabsmøde i konferencerummet. Fødselsdagen bruges ikke på pjank og pjat. De sovjetiske styrker, der er trængt helt frem til den ydre forsvarsring i nord og mod øst, må omgående slås tilbage i en hensynsløs modoffensiv, beordrer den detroniserede feltherre. Nye tropper må indsættes og knibetangsmanøvre indledes. Spøgelsesbrigader, der kun omrokeres og marcherer videre gennem hans egen forestillingsverden, indsættes i de afgørende slag.

Tilstede er generalfeltmarskal Wilhelm Keitel og generalerne Jodl, Krebs og Burgdorf. Officererne følger tavse, stående og mere og mere målløse, deres Førers befalinger. Hitler sidder bag skrivebordet og tegner streger på et kort foran sig med sin røde blyant.

”Min Fører, Steiner kunne ikke samle styrkerne,” indvender Keitel forsigtigt. ”Steiners angreb er ikke udført.”

Hitler ser op. Han trækker vejret tungt et par gange. ”Det var en befaling. Steiners angreb var en befaling.” Stemmen stiger til en hidsig råben. ”Hvor vover han at modsætte sig mine befalinger? Så vidt er det altså kommet. Militæret har løjet for mig. Selv SS. Generalstaben er ikke andet end en hob nederdrægtige, troløse kujoner.”

”Soldater forbløder for Dem…” lyder en spagfærdig indvending.

”Kujoner, forrædere og tabere. Det er, hvad de er.”

”Min Fører. Det, De siger, er uhyrligt.”

”De har ingen ære. Generaler!” fnyser Hitler hånligt og rejser sig op. Hænderne knuges i vrede, så blyanten knækker mellem hans fingre, og i arrigskab kaster han stumperne ned på kortbordet foran sig. ”De kalder sig generaler, fordi de har gået på militærakademiet. Kun for at lære at spise med kniv og gaffel. I årevis har militæret forpurret mine planer. Jeg skulle for længst have likvideret alle de troløse officerer, ligesom Stalin gjorde.”

Udmattet sætter han sig ned, puster og siger langsomt: ”Jeg har aldrig gået på akademiet, og dog har jeg alene påtaget mig at erobre hele Europa.” Men en ny ophidselse er på vej og griber ham fuldkomment. ”Der er begået højforræderi mod det tyske folk. Men forræderne skal betale. Med deres eget blod skal de betale. De skal drukne i deres eget blod.”

Selv ikke den lukkede, tykke jerndør kan holde vredesudbruddene tilbage. I forkorridoren har en flok stabsfolk, adjudanter og sekretærer samlet sig. De lytter i tavshed og stirrer måbende på hinanden. Også Eva Braun er der, og for første gang får hun et skræmt dyrs udtryk i øjnene.

I konferencerummet får Hitlers øjne et glasagtigt skær, og tonefaldet bliver lavmælt og resigneret: ”Mine befalinger er udstedt for døve ører. Jeg bliver ikke forskånet for noget i denne verden, hverken skuffelse, troskabsbrud, æreløshed eller forræderi. Det er umuligt at styre under de omstændigheder. Det er forbi. Krigen er tabt.” Men så ser han beslutsomt op på de måbende generaler. ”Hvis De tror, jeg forlader Berlin, tager De grundigt fejl. Jeg skyder mig hellere en kugle for panden.” Stemmen bliver til en hæs hvisken: ”De kan gøre, som De vil.”

Hitler rejser sig, kanter sig med besvær forbi kortbordet og udenom generalerne, ud i korridoren. Ansigtet ligner en dødsmaske. Her stopper han op, ser på de forsamlede med et sløvt blik og siger næsten uhørligt: ”Alt er fortabt. Håbløst forbi. Rejs herfra, mens I endnu kan.”

Som den første ryster Eva lammelsen af sig, træder ind foran ham og tager hans rystende hænder i sine. Og med et trøstende smil i et tonefald, som taler hun til et fortvivlet barn, siger hun: ”Åh, Adolf. Lad nu være. Du ved da, jeg bliver hos dig. Jeg lader mig ikke sende bort.”

I nogle lange sekunder og med tårer i øjnene ser Hitler hende direkte ind i øjnene, mens de står med hinanden i hænderne. Men så lyser hans øjne op. Langsomt griber han om hendes ansigt med begge sine hænder, trækker det lidt nærmere ind til sig og giver hende et ømt, langt kys på munden. For første gang i alles påsyn.

Men Eva har mest lyst til at feste. Da aftenen stunder til, løber hun gennem gange og korridorer og råber muntert til alle, hun møder på sin vej: ”Kom med ovenpå. Jeg har arrangeret en fest.” Hun er iført en lang, sort kjole med applikerede roser, dyb halsudskæring og bar ryg med krydsende stropper. ”Nu skal vi more os. Kom! Vi skal danse, drikke og glemme.”

Flere og flere slutter sig til. Ved et bord sidder en flok officerer, der alle rejser sig, og fra bænkene langs de rå betonvægge myldrer adjudanter og stabsfolk ud i slipstrømmen af det efterhånden store og hujende selskab. Mange har en flaske i hånden. Imens hyler luftalarmen over hovedstaden, og nogle få kilometer derfra rykker russerne ubønhørligt frem, plyndrer og voldtager og myrder uden skrupler og gennemhuller de sidste hjælpeløse forsvarsstillinger.

Alle trækker hun med sig, alle, der krydser hendes vej, og fører dem op til Hitlers tidligere opholdssalon på første sal, der endnu er nogenlunde intakt, selvom de bedste møbler nu står i bunkeren. Krystallysekronen sender et glansfuldt skær nedover de feststemte huleboere, en trearmet sølvlysestage tændes på et af bordene, og glassene fyldes.

Eva skynder sig hen til grammofonen, hvorpå der i forvejen ligger en plade. Hun ønsker at danse. Og ud i salen strømmer musikken, højt og skrattende. Men det er en utilsigtet makaber musik. Blodrøde roser. Blutrote Rosen erzählen dir vom Glück, runger det igen og igen udover selskabet. Men det generer ingen. Snart trækkes alle ind i en hvirvlende dans, man ler skingert, synger, råber hysterisk, drikker champagne og glemmer for en stund dødens første kolde åndepust i nakken.

”Må jeg, frøken Braun?”

En ung officer bøjer ærefuldt hovedet og tager Evas hånd. Hun smiler til gengæld, og snart er de begge opslugt i en hæmningsløs, fejende dans. Og imens bliver kvinder presset op mod væggene med deres skørter hevet op over hofterne, kysset og befamlet af liderlige mænd.

Men det løsslupne selskab forstummer brat, da en øredøvende granateksplosion pludselig brager lige uden for vinduerne, krystallysekronen blinker et par gange og går så helt ud, og den skrattende musik forstummer.

”Er der ikke én, der kan spille?” råber Eva uanfægtet og springer op på et bord. ”Jeg vil danse.”

En officer går hen mod klaveret. ”Noget bestemt?”

”En swing.”

Eva drejer rundt om sig selv et par gange, men næppe er de første strofer slået an, før en ny eksplosion tordner. Vinduerne smadres, og et stykke af væggen vælter ind i salen, som indhylles i en tæt sky af murstøv.

Til lyden af artilleriild flygter de fleste forskrækkede ned i ly i bunkeren, men for nogle fortsætter denne løsslupne dance macabre til den evigt gentagne Blutrote Rosen til langt ud på natten. Et selskab på gravens rand, hvor blodrøde roser lover dem lykke.

Tidligt om morgenen er et intensivt artilleribombardement indledt.

Hitler dukker ubarberet og forvirret frem fra sit private soveværelse og råber: ”Hvad foregår der? Hvor kommer kanonilden fra?”

General Burgdorf forklarer, at byens centrum nu er under kraftig beskydning.

”Er russerne allerede så nær?” Hitlers stemme er fuld af vantro.

”Ja, min Fører. Fjenden beskyder os fra en stilling nordøst for Zossen. Granaterne falder i øjeblikket ved Friederichstrasse, Brandenburger Tor og Rigsdagen.”

På formiddagens stabsmøde forsikrer Hitler de tilstedeværende om, at han i nattens løb er blevet enig med sig selv om at blive i Berlin. En kort, forbløffet tavshed opstår, og næsten alle bønfalder ham om at forlade hovedstaden. Allerede om få timer kan den sidste flugtvej være afskåret. Men Føreren er ubøjelig.

”Hvordan skal jeg bevæge tropperne til den afgørende kamp om Berlin, hvis jeg samtidig bringer mig selv i sikkerhed og måske ender livet i mit sommerhus? Nej, jeg må ordne problemerne her i Berlin – eller gå til grunde. Jeg bør stå på scenen, når tæppet går ned.” Og for at gøre en ende på diskussionen tilføjer han: ”Jeg vil overlade afgørelsen til skæbnen. Men jeg vil ikke forhindre andre i at tage af væk.”

Men ellers strejfer han mest rundt i sit underjordiske kongerige på må og få, propper sig med chokoladekage, tre tallerkener fulde om dagen, øjnene er blodsprængte, den dejagtige hud er stadig mere oppustet, og der er tykke, næsten sorte poser under øjnene. Den førhen altid så korrekte uniformsjakke er tilsvinet med indtørrede madrester, der sidder kagekrummer i overskægget og i mundvigene, og han slæber sig besværet af sted i en ludende gang langs bunkerens vægge, kaster overkroppen fremad og ryster uafbrudt på den venstre arm.

”Uanset om min hånd ryster,” kommenterer han selv, ”ja, om så mit hoved skulle ryste – mit hjerte vil altid være roligt.”

I de samme dage, når beskydningen ind imellem er mindre heftig, vover Eva sig nogle få gange op i Rigskancelliets sønderbombede have eller til den nærliggende Tiergarten, hvor hun spadserer omkring med Negus. Altid nydeligt og smukt klædt og i en indre, munter afklarethed med sig selv. At pynte sig er det, hun er bedst til; hun skifter tøj og lægger ny makeup flere gange om dagen, filer og lakerer sine negle og har altid en munter replik på læberne. Eva mobiliserer hele sin karakterstyrke, sin udholdenhed og det mod, hun altid har haft, men ikke turdet vise tidligere, og aldrig viser hun det mindste tegn på svaghed. Fra at være en jævn middelklassepige har hun udviklet sig til en dame med stil.

Bronzestatuen af rigsørnen med udbredte vinger øverst på arkivskabet knejser endnu med hovedet og våger over Hitlers arbejdsværelse med de tarvelige grå vægge.

I lænestolen overfor Føreren sidder Albert Speer. Han er kommet for at tage afsked.

”Hvor fjenden end trænger frem,” formaner Hitler sin gæst, ”skal han ikke finde andet end en ødemark.”

”Det er dødsdommen over det tyske folk,” svarer rustningsministeren, Hitlers krigsarkitekt og fortrolige ven gennem mange år. ”Ingen strøm, ingen gas, intet rent vand, ingen kul, ingen trafik. Hvis alt det går til grunde, bliver vi kastet tilbage til middelalderen. Folket berøves muligheden for at overleve.”

”Taber vi krigen, er det ligegyldigt, om også folket går til grunde.” Stemmen er skarp, og øjnene flammer. ”Det er ikke nødvendigt at tage hensyn til folkets overlevelse. Viser folket sig svagt, er det kun naturligt, at det bliver udryddet.”

”Det er Deres folk, min Fører. Folket er uskyldigt.”

Hitler skuer op mod den ovale ramme med portrættet af Friederich den Store, som han undertiden sidder foran i en tilstand af verdensfjern grublen og fører stumme samtaler med. Nu ser han igen op mod billedet, som om svaret hvert øjeblik kan ventes fra den kant. Efter en stund retter han et sløvt blik mod Speer. ”De, der bliver tilbage efter krigen, Speer, er alligevel kun de ringeste, for de gode er faldet.”

”Min Fører. Jeg har udskudt Deres befaling, i visse tilfælde endda overhørt den. Men jeg måtte fortælle Dem om det. For min egen samvittigheds skyld.”

Albert Speer rejser sig og rækker tavs hånden frem til afsked. Men Hitler bliver siddende, fjern i blikket, uden at gengælde håndtrykket.

”Farvel, min Fører. Og held og lykke.”

Eva går rundt i bunkerens gange og siger til alle, hun møder: ”Jeg vil vædde på, I kommer til at græde i aften.”

En sekretær ser rædselsslagent på hende. ”Er det så snart?”

”Nej, nej, ikke det. Det er noget andet. Vi bliver bevægede over det, der skal ske. Men jeg kan ikke fortælle mere nu.”

Det er den 28. april. Klokken nærmer sig midnat, og for en times tid siden er Hermann Fegelein blevet henrettet. Der er bryllupsstemning dybt under jorden, mens ragnarok nærmer sig fra oven. Føreren, der hidtil kun har været ”gift” med Tyskland, ved, at Tyskland ikke længere eksisterer, og derfor finder han det nu rimeligt at gifte sig med den kvinde, der har elsket ham i seksten år, smigret, som han er, over hendes trofasthed.

Wagner er der også, både åndeligt og fysisk. Den i hast tilkaldte giftefoged, der er embedsmand i Gau-Berlin og indtil for en halv time siden har kæmpet i Wilhelmstrasses forsvarsstillinger, hedder ganske vist Walter til fornavn, men den navnkundige komponist Richard Wagner kunne næppe have iscenesat et mere melodramatiske og patetisk optrin.

Et improviseret alter er opstillet midt på det røde gulvtæppe i bunkerens mødekorridor. De to forlovere, Joseph Goebbels og Martin Bormann, står lidt tilbagetrukket, og op langs den ene væg ser en adjudant og to sekretærer til. Alle aktørerne er på plads.

Eva Braun bærer en sort silketaftkjole, sorte, italienske sko fra Ferragamo, læberne er dybrøde, håret nyvasket og smukt friseret. Om venstre håndled slår brillantarmbåndet gnister i lyset fra den skarpe pære i loftet, og den højre hånd har hun stukket ind under sin Adolfs arm. Hans brune uniformsjakke og sorte bukser er gjort pænt i stand, og på venstre side af brystet hænger jernkorset fra Første Verdenskrig.

Eva har tårer i øjnene. Men det er glædestårer.

Brudeparret træder frem og sætter sig foran det lille egetræsbord, der fungerer som vielsesalter; over for dem følger giftefogeden alle formaliteter. Han spørger forlegent om de kan fremlægge bevis for, at de begge er af ren arisk afstamning og fri for arvelige sygdomme. Nej, en sådan attest har ingen af dem lige ved hånden. Og brudgommen ved godt, at han ville få endda meget svært ved at fremskaffe et sådant vidnesbyrd. Et par generationer tilbage er den ene af hans forfædre sandsynligvis af jødisk afstamning. Ifølge den tyske racelov vil det ikke være ham tilladt at gifte sig med en ren arisk person. Nu nøjes de begge med at aflægge en mundtlig ed.

”Så tilspørger jeg Jer, min Fører, Adolf Hitler, vil I have frøken Eva Braun, som hos Jer står, til Jeres ægtehustru?”

”Ja.” Lavmælt.

”Og så tilspørger jeg Jer, frøken Eva Braun, vil I have min Fører, Adolf Hitler, som hos Jer står, til Jeres ægtemand?”

Et højt og klart: ”Ja.”

”Hermed erklærer jeg ægteskabet for retmæssigt indgået for loven.”

Sporadiske klapsalver bryder løs, og melodien Blutrote Rosen toner frem i baggrunden, mens giftefogeden skubber papirerne til underskrift over bordet. Eva er synlig berørt. Ovenud lykkelig. Og en smule nervøs. Af vanvare underskriver hun sig med det forkerte navn på vielsesattesten: Eva B…, men da hun opdager fejlen, streger hun skyndsomt B’et ud og skriver: Eva Hitler, født Braun. Og hun ser gennem glædestårer stumt til, mens brudgommen lader vielsesringen glide på plads på hendes ene finger. Den er ganske vist lidt for stor og er uden indgravering.

Også giftefogeden er påvirket af dette mindeværdige øjeblik.

Berlin, den 28. april 1945, skriver han på attesten. Men med et hastigt blik på sit armbåndsur opdager han, at klokken i mellemtiden har passeret midnat og retter datoen til d. 29. Desværre får han ikke lejlighed til at fortælle sine børn og børnebørn om denne særlige dag, da han blev kaldt til bunkeren under Rigskancelliet for at vie Føreren og den ukendte Eva Braun. En halv time senere, efter at have skålet i et glas champagne og lykønsket brudeparret, løber han skyndsomt over Wilhelmplatz på vej tilbage til sin Volkssturm-deling. Her bliver han fældet af en russisk kugle og dør på stedet.

Under jorden er det tid til en lille, uformel reception. Generalerne Krebs og Burgdorf tilkaldes, forlovernes hustruer og et par stykker mere. Propperne til den bundløse kilde af champagne springer, og alle lykønsker brudparret.

I det samme indløber et telegram fra generalfeltmarskal Wilhelm Keitel. Adjudanten læser det op med anspændt stemme:

”Wencks fortrop sidder fast syd for Schwielowsee.

12. armé kan ikke fortsætte fremstødet mod Berlin.

9. armé er indesluttet.”

I løbet af ingen tid ændrer Hitlers ansigtskulør sig fra den sædvanlige bleghvide farve til dyb rød. Han vender sig mod Krebs og Burgdorf, stikker en strittende pegefinger i vejret og sprutter arrigt, så spyttet står i mundvigene: ”Jeg kapitulerer aldrig. Aldrig nogensinde. Og jeg forbyder Dem og alle andre generaler at kapitulere.”

Derpå trækker en del af selskabet sig tilbage til en lille privat sammenkomst i Hitlers opholdsværelse. Foruden brud og brudgom følger adjudanten, de to sekretærer og Hitlers diætkok, Frau Manziarly. Over et glas champagne drøfter de, hvordan det mon er mest hensigtsmæssigt at tage livet af sig.

”Hvis man vil være sikker,” siger Hitler med overbevisning i stemmen, ”skal man skyde sig gennem munden. Så splintres kraniet. Man mærker ingenting. Døden indtræffer omgående.”

Men bruden er ikke helt så sikker. ”Jeg gad vide, om det gør meget ondt. Jeg er rede til at dø, men det skal være smertefrit. Jeg vil være et smukt lig. Jeg tager gift.”

”Ja,” supplerer brudgommen og lyder som om, de diskuterer næste dags dagligvareindkøb hos købmanden, ”det er garanteret smertefrit. Nerver og åndedræt lammes. Det er kun et spørgsmål om sekunder.”

Omkring klokken to om natten trækker Hitler sig tilbage til sit arbejdsværelse sammen med sekretæren Traudl Junge for at diktere sit politiske testamente. Heri fralægger han sig ethvert ansvar for den krig i vest, som han aldrig selv har ønsket. At Europa nu ligger i ruiner skyldes ene og alene kommunisternes fordærvede tankegang og de forbandede skurke bag den jødiske verdenssammensværgelse.

Både Göring og Himmler udstødes af partiet og fratages alle udmærkelser, og admiral Dönitz udnævnes til at overtage dødsboet.

Hvad angår det personlige testamente tilfalder alle jordiske ejendele, han endnu har i behold, partiet, men der skal også tænkes på svigerforældrene, Fritz og Franziska Braun, når fordelingen af aktiver engang kommer på tale.

Med sine rystende hænder på ryggen vandrer den nygifte diktator omkring i sit lille værelse. Men stemmen er bemærkelsesværdig fast, da han fortsætter:

”Da jeg i kampens år ikke mente at kunne indgå ægteskab, har jeg nu ved afslutningen af min livsbane besluttet at tage den kvinde til ægte, som efter lang tids tro venskab frivilligt kom ind i den næsten belejrede by for at dele skæbne med mig. Efter eget ønske går hun som min hustru med mig i døden.”

Eva har otteogtredive timer som fru Hitler. Men hun nyder dem alle. På sin hvedebrødsdag og næstsidste levedag, sidder hun og fører en sorgløs samtale med Traudl Junge henover korridorens egetræsbord. Hendes mand har endnu mindre tid til hende end før. Den Røde Hær står ved Potsdammer Platz, og Tiergarten er erobret, tilgår det førerbunkeren. Og når han ikke slynger om sig med nye fantasifulde kommandoer, giver han sig mest hen i kærlig leg med schæferhunden Blondie og dens fem nyfødte hvalpe.

”Ved De hvad, Frau Junge, jeg har kendt min mand i femten år. Men når jeg tænker efter, så ved jeg ingenting om ham. Selvom han taler meget.” Eva spreder fingrene og kaster et beundrende blik på sin nye vielsesring. ”Jeg glædede mig til at komme til Berlin, men nu er han helt anderledes og taler kun om hunde og vegetarmad.”

”Når han er sig selv, kan han være noget så omsorgsfuld. Og pludselig siger han de grusomste ting,” replicerer sekretæren.

”De mener, når han er Føreren?” Eva smiler og rækker en pakke cigaretter over bordet. ”Vil De ikke ryge?” Hun tænder selv en cigaret.

Pludselig skjuler sekretæren ansigtet i hænderne og begynder at græde. ”Undskyld,” siger hun, da hun lidt efter ser op med tårevædede øjne. ”De har så mange bekymringer, og så sidder jeg bare her og tuder.”

”Åh, tænk ikke på det.”

Et par officerer kommer forbi og stopper så brat op. Den ene nikker ærbødig hen mod bordenden og siger famlende: ”Det er mig en stor ære, Fräulein…øh…Frau…”

”Kald mig bare fru Hitler,” svarer Eva kækt. Hun smiler ham i møde, og øjnene stråler af stolthed og en usigelig lykke.

Officererne slår hælene sammen og gør stramt honnør, inden de haster videre.

Med et opmuntrende smil om munden læner Eva sig indover bordet og lægger en hånd på sekretærens arm. ”Frau Junge, kom med. Jeg vil vise Dem noget.”

Hun åbner sit garderobeskab og vender sig om med sin lysegrå pelsfrakke i favnen. ”Her! Jeg vil give Dem denne frakke i afskedsgave. Jeg omgås helst velklædte kvinder. Nu kan De glæde Dem over den.”

”Tak. Jeg er helt overvældet. Men jeg ved slet ikke, hvor og hvornår jeg skal have den på.”

En mørk skygge glider pludselig over Evas ellers smilende ansigt. ”Vil De ikke nok prøve at komme ud af Berlin, Frau Junge? Lov mig det!”

De to kvinder står i nogle sekunder og ser hinanden i øjnene, inden Traudl Junge nikker stille. Hun har tårer i øjnene. Pludselig og uden et ord vender hun sig brat om og forlader værelset med pelsfrakken knuget ind til sig. Eva bliver stående og stirrer tankefuldt mod den lukkede dør. Så sætter hun sig langsomt ned foran sit toiletbord, lader flere gange læbestiften glide henover sine læber og sender til sidst sit eget trefløjede spejlbillede et underfundigt og selvtilfreds smil.

Det er mandag den 30. april. Og det er snart ved at være den tid, hvor hr. og fru Hitler må bryde op fra den forestilling, der hedder livet.

Ganske vist så Hitler helst, at denne sortie først fandt sted den 5. maj. I så fald ville han få samme dødsdag som Napoleon, og det kunne blive ganske effektfuldt. Men Berlins forsvarskommandant, Weidling, kan kun garantere byens forsvar i nogle få timer endnu, højst en halv dag. Og det må han nødtvunget acceptere.

Adjudanten får den definitive besked.

”Hør godt efter!” Hitler står duknakket og kigger op på sin personlige adjudant. ”Jeg vil, ligesom frøken Braun, selv tage livet af mig. Men mit lig må ikke udstilles af russerne. Jeg må ikke falde i russernes hænder. Hverken død eller levende. Jeg vil brændes omgående og derefter være skjult for evigt. De må love mig at gøre klar til at fjerne mine jordiske rester.”

Et radiotelegram fra Italien har netop fortalt den rystende nyhed om, at den afsatte fascistleder Mussolini og hans elskerinde er blevet skudt og deres nøgne lig hængt op i lygtepæle til offentlig bespottelse. Endda med hovederne nedad. Denne skændige behandling ønsker Tysklands afgående diktator under ingen omstændigheder at udsætte sig selv for. Som endnu et utåleligt mareridt står tanken om at blive ført til Moskva og som en abe i et bur at blive udstillet midt på Den Røde Plads foran hujende russiske horder.

”Mein Führer. Det er en grusom ordre. Men det skal ske.”

Adjudanten griber straks telefonen, da Hitler har slæbt sig væk. ”Kempka, jeg skal bruge 200 liter benzin.”

”Det er helt umuligt. Til hvad?”

”Det kan jeg ikke sige her. Gør som jeg siger. Køretøjerne behøver dem ikke mere.”

Føreren vil forsikre sig om, at de giftampuller, han har modtaget af Himmler – forræderen Himmler – nu også dræber øjeblikkeligt. Derfor afprøves en af kapslerne på Blondie, der alligevel skal dø. Giften virker omgående. Derpå skyder hundepasser, Tornov, de fem hvalpe en efter en og til sidst Evas skotskterrier Negus og slæber kadaverne op i haven udenfor nødudgangen.

Til de af staben og sekretærerne, der har svoret evig troskab og nægter at forlade bunkeren, går Hitler apatisk rundt og uddeler en sidste hilsen med ord som: ”Himmler har gud være lovet forsynet mig rigeligt. Held og lykke,” og: ”Jeg er ked af, jeg ikke kan give Dem en smukkere afskedsgave,” mens han lukker deres hænder om metalhylstret, der omslutter den lille glasampul med cyankalium.

Klokken har lige passeret tre om eftermiddagen, og det er tid til den officielle afsked. Tæppet kan gå op for finalen.

I mødekorridoren står de nærmeste medarbejdere og ledende officerer opstillet på én lang række. Omkring femten mennesker i alt. Over deres hoveder knitrer maskingeværerne uafbrudt, og bunkeren gennemrystes nu og da af drøn fra flere og mere og mere voldsomme granateksplosioner.

Rækken begynder med propagandaminister Goebbels, der selv ikke tilbydes andet end selvmord, men som har besluttet sig for at overleve sin Fører med en dag eller to. Hitler trykker hver enkelt i hånden, og lige bag ham går Eva.

”Øjeblikket er inde,” siger Hitler og ser op i Goebbels’ forstenede ansigt. ”Det er forbi.”

Den ellers så veltalende propagandaminister formår ikke at svare.

Da turen kommer til Magda Goebbels, stopper Hitler op, haler sit nationalsocialistiske partiemblem frem fra jakkelommen og fastgør det med rystende hænder til kvindens jakkerevers, der i dagens anledning har samme farve som det blod, der endnu flyder i hendes årer.

”Min Fører. De gør mig til den lykkeligste kvinde i Tyskland,” udbryder hun spontant og får tårer i øjnene. Snart vil hun tage livet af sine seks børn i alderen fra fem til tretten, der under ingen omstændigheder skal leve videre i en forpestet verden uden nationalsocialismens sande værdier.

”De er den tapreste kvinde i Riget, Frau Goebbels.” Et håndtryk. ”Farvel!”

Martin Bormann står der, generalerne Krebs og Burgdorf, diplomaten Hewel, en læge, adjudanter og sekretærerne. ”Tak for alt. Held og lykke.” Hr. og fru Hitler går videre ned langs rækken. Da Eva står foran Traudl Junge, kaster hun sig frem i en spontan omfavnelse.

”Hils i mit smukke Bayern.”

”Ti minutter,” siger Hitler og vender sig om. ”I skal vente ti minutter. Så skal I gå indenfor, og dér vil I finde vores døde legemer.”

Derpå forsvinder de ind bag den lukkede dør til Hitlers private opholdsværelse.

Klokken nærmer sig 15.30.