Det regnede mere nu, og blæsten havde taget voldsomt til. Jack og barpigen befandt sig i en gyde bag ved kroen, og det lille halvtag var ikke nok til at holde dem tørre. Jack vendte sig for at takke pigen, der havde reddet ham, men før han fik en chance, skubbede hun ham hårdt ind til muren.
"Hvor vover du at starte et slagsmål i min fars kro?" Hun holdt hænderne i siden, og hendes brune øjne skød lyn. "Kunne du ikke tømme folks lommer et andet sted i aften? Et pænere sted, hvor folk ikke smadrer inventaret?" Hun skubbede ham op mod muren igen og trådte et skridt tilbage.
Jack børstede sig selv af og glattede folderne, Arabella havde lavet i hans jakke. "Hør nu her, dukkebarn. Jeg er ikke en lommetyv. Jeg kom ikke her af min egen fri vilje. Og jeg tømte ikke nogen lommer." Jack holdt sækken op foran Arabellas ansigt. "Kaptajn Bæst derinde huggede min sæk, og jeg ville bare have den tilbage. Så hvis min taknemmelighed ikke betyder noget for dig, vil jeg bare samle mit habbengut, ikke sige tak for noget som helst og se at komme videre. Forstået?"
Jack knejsede med nakken og begyndte at gå, men Arabella greb hans arm og skubbede ham ind til muren igen.
"Har du nogen som helst anelse om, hvem du har taget den sæk fra - om den så er din eller ej?" spurgte hun.
"Nej, og hvis jeg skal være ærlig, er jeg ligeglad," sagde Jack og vristede sig løs af Arabellas greb.
"Det var kaptajn Torrents, din idiot," sagde Arabella og gav ham et dask. Jack så helt uforstående ud.
"Den infame og frygtede...?" sagde Arabella.
"Det siger mig ikke noget," svarede Jack.
"Den mest berygtede pirat i hele Det Caraibiske Hav?" forsøgte Arabella sig.
"Åh, ja..." sagde Jack og lyste pludselig op. Men så slukkedes lyset. "Nej. Ikke noget."
"Nå, men du er i hvert fald så godt som død, når du stjæler fra ham."
"Hør nu, jeg er ikke en tyv," sagde Jack. "Den elendige sæk - og hvad der er i den - er alt, hvad jeg ejer. Jeg ville have taget mere med, men der er ikke så meget bagageplads for blinde passagerer."
Arabella rullede med øjnene.
"I samme øjeblik jeg satte benene på denne ø, var der en pirat, der huggede den fra mig. Jeg kan ikke engang huske det ordentligt. Han sprang på mig bagfra. Men jeg kan fortælle dig, at det her er min sæk." Jack satte sig op på en gammel tønde og åbnede sækken. "Tag bare..." sagde han, rodede i sækken og hev noget der lignede en voksstang op. "... det her stearinlys, det er... ikke mit?" Jack så forvirret på lyset og smed det fra sig.
"Mystisk," sagde Arabella sarkastisk.
"Nej, nej, nej!" Jack bandede og trak noget, der lignede et par gamle underbukser op. Han gøs og smed dem fra sig. Det næste han trak op lignede en indtørret, gammel rotte.
"For resten hedder jeg Arabella," sagde pigen. Hun hadede at blive ignoreret. "Dukkebarnet har et navn, og det er Arabella."
"Jack," gryntede Jack uden at høre ordentligt efter. Sækken var fuld af ulækre ting. Han smed noget fra sig, der lignede forstenet komøg.
"Du må undskylde, at jeg blev så rasende," sagde Arabella alvorligt. "Det er bare, fordi min far er hidsig nok i forvejen. Han er helt sikkert helt ude af den nu, da han må bruge hele næste uge på at sætte stedet i stand igen og reparere stole og borde, som du var med til at ødelægge..."
Der lød et lille bump, da Jack kastede noget og ramte Arabella midt i panden med det. Hun greb det, før det ramte jorden. Det var en tung mønt.
"Tak! Den dækker helt sikkert alle skaderne," sagde hun sarkastisk.
"Det er i hvert fald det eneste i sækken, der er noget værd," sagde Jack mut. "Min kniv, min æske, mine mønter..." Han så forvirret op på Arabella. "Det hele er væk."
Frustreret og vred vendte Jack bunden i vejret på sækken og rystede adskillige æbleskrog ud.
Pludselig faldt noget stort og tungt ud og ramte jorden med et højt dunk. Jack bukkede sig ned for at se nærmere på tingen. Hans øjne lyste, da hans fingre lukkede sig om en glat læderskede. En lang skede. Et hvilket som helst sværd kunne sælges til en god pris på det sorte marked, og dette her så ud til at være gammelt. Han ville blive rig! Nå ja, måske ikke rig, men i hvert fald i stand til at anskaffe sig de ting, han havde mistet.
Han kunne selvfølgelig også beholde det selv. Han havde ikke noget sværd, og alle, der var noget i Caraibien, havde et sværd...
Men da Jack samlede skeden op, mærkede han, at der var noget galt med vægten. Den var alt for let til at indeholde et sværd.
Jack stønnede og kastede den tomme skede fra sig.
"Fordømte pirater!"
Jack gned sig i øjnene og sank tilbage mod kroens mur. Han tænkte på sin dystre - og ikke så velnærede - fremtid.
Men Arabella spærrede øjnene op, da skeden faldt til jorden. Var det guld, hun havde set?
Hun samlede den op uden at tage sig af Jacks brokkeri og vendte det i hænderne. Selv om det var ridset og dækket af snavs, kunne man se glimt af guld og sølv i læderet, som glinsede af regnvandet. Hun mærkede et mønster, der var præget i det.
"Nej, det kan det ikke være..." hviskede hun. "Skaf noget lys," beordrede hun Jack.
Jack var ikke typen, der tog imod ordrer fra nogen - og slet ikke en sur kroejers datter - men der var noget i Arabellas stemme, som fangede hans opmærksomhed. Uden at protestere tog han et lille fyrtøj frem - det han havde i lommen, ikke i sækken - og tændte den lille stump af et lys fra sækken. Hun tog lyset og holdt det svage lys hen over læderet.
"Se, dér..." sagde hun og pegede på skeden. Der stod noget på latin, en slags forkortelser, og mere på spansk. Under det var der et mærkeligt billede af en slange med fjer, udarbejdet i rødligt guld. Kantet og fremmedartet.
Quetzalcoatl. Den aztekiske gud.
Arabella fløjtede. "Ved du, hvad det er?" Hendes stemme skælvede af ophidselse.
"En masse guld værd?" spurgte Jack.
"Det er skeden til Cortés' sværd," hviskede hun.
Jack spærrede øjnene op.
"Der står: TILHØRER HERNANDO. Det er skeden til det forbandede sværd, der gav Cortés magt til at erobre aztekernes land!" Arabellas øjne skinnede. "Legenden siger, at sværdet gjorde ham uovervindelig i kamp og gav ham mystiske kræfter, der fik aztekerne til at tro, at han var en gud. De troede, at guden Quetzalcoatl ville komme tilbage til dem en dag, og med dette sværd overbeviste Cortés dem om, at han var guden. Sværdet giver ikke så stor magt, hvis den, der har det, ikke også har skeden."
"Det spillede også en rolle i hans fald. 'Tabet af skeden vil få riger til at styrte.' Sådan lyder det gamle sagn." Hun vendte skeden i hænderne, så på det slidte læder og de glitrende juveler og gøs. "Det siges, at det er lavet af indvoldene fra aztekernes ofringer."
"Skønt," sagde Jack og tog skeden fra Arabella med sin tommel- og pegefinger. "Men hvordan er det havnet her?"
"Sam Stenøje havde det sidst," sagde Arabella og mindedes samtalen, hun havde overhørt i kroen.
"Hvad? Sørøverkaptajnen? Panamas skræk?" spurgte Jack.
Arabella nikkede. "For mange år siden fik han fat i sværdet og skeden og gjorde sig selv til konge over en isoleret ø. Ingen ved, hvad der blev af ham eller hans trofaste undersåtter. Måske har det, at skeden er dukket op uden sværdet, noget med sagen at gøre."
Jack vendte skeden i hænderne og lod sine fingre løbe op og ned ad syningerne. Flot stykke arbejde, tænkte han. Sværdet var sandsynligvis den største skat i Caraibien. Enhver berygtet og grusom pirat, der mistede halvdelen af sådan en skat, ville blive så rasende, at... hm... det havde Jack egentlig ikke rigtig lyst til at tænke på.
"Nå," sagde Jack. "Hvorfor går jeg ikke bare tilbage på kroen, lister sækken tilbage under resterne af kaptajn Turnips stol, siger undskyld og sætter et punktum for den sag? Undskyld, jeg tog Deres magiske skede, sir. Jeg vidste ikke, De havde planer om at grundlægge Deres eget sørøverrige med det. Held og lykke med det alt sammen og rigtig god tur!"
Arabella rystede på hovedet. "Du har alvorlige problemer," sagde hun stille. "Man stjæler ikke sådan noget fra Torrents. Hvis ikke du forlader Tortuga med det samme, er du en død mand." Hun vendte sig for at gå ind igen.
"Vent," sagde Jack og greb fat i hendes arm. "Kom med mig."
Hun blinkede til ham. Der hang regndråber i hendes øjenvipper.
"Du ved tilsyneladende meget mere om alle de der legender og alle de lokale "beboere" i disse vande, end jeg gør. Og hvis nogen har set dig hjælpe mig, er du også en død mand. Eller dame. Eller pige," stammede han.
Arabella ignorerede ham, mens hun tænkte sig om.
"Og," fortsatte Jack, "tænk på den frihed, vi ville have, hvis vi havde det sværd. Frihed og magt." Selv om Arabella prøvede at skjule det, kunne Jack se på hendes ansigtsudtryk, at hun var vild med ideen. "Tja... jeg har egentlig ikke nogle andre planer bortset fra at arbejde på Bruden resten af mit liv, eller til jeg bliver gift," sagde hun sørgmodigt. "Eller til far falder død om i sin øl," tilføjede hun lidt vredere. "Jeg har ikke rigtig haft noget her - faktisk ingenting - siden en ækel pirat dumpede ind på Bruden sidste år og tog min mor med sig. Han var stor og vild og grim. Han havde noget, der lignede kradsemærker fra djævlekløer, i ansigtet. Jeg savner hende - min mor. Far og jeg er sikre på, at hun er..." Arabella tav stille.
Jack så hendes ansigtsudtryk og følte et stik af sympati.
Arabella så Jack lige i øjnene. "Okay. Jeg tager med dig. Men vi følger mine regler. Forstået? Ikke noget med at stjæle fra pirater - eller nogen andre for den sags skyld - på vejen."
"Hvor mange gange skal jeg sige det - jeg er ikke en tyv!" protesterede Jack.
Arabella rynkede panden og fortsatte, "Jeg ved, hvilken båd vi kan bruge. En gammel forladt en, der ligger i Salty Cove."
Jack trak på skuldrene. "Ked af det, dukkebarn. Jeg er ny her, ved du nok. Jeg aner ikke, hvor det er. Og det ville nok ikke være klogt at spørge nogle af herrerne inde i kroen om vej."
Arabella tænkte sig om et øjeblik. Så trak hun en hårnål af træ ud af håret og holdt enden af den hen til Jacks lys. Da den begyndte at brænde, pustede hun den ud, så den havde en fin kulspids. Derefter rev hun et firkantet stykke af sit forklæde og holdt det op mod kroens mur. Nu begyndte hun at tegne et kort på det.
Jack så til med store øjne. "Jeg tror, det er et stort held for mig at have sådan en opfindsom styrmand om bord," sagde han, lænede sig frem og grinede.
"Kald mig bare opfindsom, men jeg er ikke din styrmand. Vi er forretningspartnere, det er det hele," sagde Arabella og satte et lille X på kortet, før hun rakte det til Jack. "Værsgo. Hold dig i ro i tre nætter. Jeg samler forsyninger - drikkevand og mad. Mød mig ved båden ved solnedgang om tre nætter."
"Strålende arbejde, madame," sagde han og gav hende et lille buk.
"Vi har en båd, men..." Hun så fortabt ud et øjeblik, som om hun var drænet for energi. Hun havde aldrig haft andre hjem end Den Dydige Brud. "Hvor skal vi tage hen?"
Jack rullede med øjnene. "Ud at finde det forbandede sværd, selvfølgelig! Du har lige sagt, vi er så godt som døde! Hvis kaptajn Tårnkammer får fat i Cortés' sværd og bliver indehaveren af en gudekonges magt, er vi helt færdige!"
"Torrents," rettede Arabella ham.
"Ja, ja."