"Som vi alle ved," begyndte Jack Sparrow og så på sin besætning, der stod foran ham på dækket af Barnacle, "mistede den djævelske piratkaptajn, vi jagter, sin venstre fod i kamp."
Jack legede med en perfekt poleret onykssten. Det var den sten, den legendariske pirat Sam Stenøje brugte som glasøje, og Jack havde hentet den fra Sams tilholdssted i hans ødelagte piratrige. Jack havde den på sig hele tiden som et minde om hans seneste eventyr. Han tænkte, den kunne blive et flot smykke - måske en halskæde eller noget at sætte i håret. Han puttede stenen i lommen, da en stor bølge skyllede ind over dækket. Jack greb fat i en line for at få balancen, dukkede, da storsejlet slog hen mod ham og fortsatte sin historie næsten uden at holde pause.
"Kaptajnen, den berygtede Louis Venstrefod, slog sin bådsmand ihjel og huggede hurtigt hans fod af. Derefter fik han skibskokken til at sætte den fast på hans eget ben. Kokken hed Silver og var lige så berygtet som Louis Venstrefod. Han havde sejlet med en vis doktor og var blevet vældig dygtig til at udføre lemme-erstatnings-kirurgi. Det var først efter operationen, det gik op for Louis, at han i sin iver efter at få fat i en fod havde hugget den forkerte af. "
Fitzwilliam P. Dalton den tredje, Jacks aristokratiske besætningsmedlem, grinede irriterende.
"Sikke noget sludder. " grinede Arabella, der var førstestyrmand og tidligere barpige på Tortuga.
Endnu en bølge fik båden til at gynge. Arrabella klamrede sig til rælingen for at få balancen igen. Fitzwilliam røg lige på halen, og Tumen og Jean, de unge sømænd, som Jack have mødt på kaptajn Sam Stenøjes ø, skyndte sig hen for at få skibet på ret køl igen. Jack, som var den eneste, der ikke havde væltet rundt på grund af skibets gyngen, rynkede brynene.
"Må jeg bede om jeres opmærksomhed!" brølede han. "Jeres kaptajn taler!"
"Jack, min ven," sagde Fitzwilliam og rejste sig fra dækket. " Det kan godt være, du tror, du er kaptajn, men se dig lige omkring. Det her er i hvert fald ikke noget skib, og man kan vel næppe kalde os for en besætning."
Jack gik hen til Fitzwilliam. Han var et helt hoved kortere end aristokraten, men han indgød lige så meget respekt, hvis ikke mere.
"Hvis du sætter spørgsmålstegn ved min stilling igen, så bliver Davy Jones den næste, du kan diskutere det med, kammerat, " sagde Jack. "På dette skib kalder du mig kaptajn Jack Sparrow. "
"Okay... Jack, " sagde Fitzwilliam med en sur grimasse.
Jack trak på skuldrene og gik hen mod agterstavnen, hvor Arabella stod og stirrede ud over havet. Til trods for hendes uglede hår og lasede tøj, så hun ud som en virkelig dame. Hun havde fine ansigtstræk, der var blevet gjort hårdere af alle de ting, hun havde set og gjort.
"Savner du Tortuga, Bell? " spurgte Jack sarkastisk.
"Ih ja, mon ikke, " svarede hun med lige så meget sarkasme. "Jeg savner min far helt forfærdeligt. " Hun lod sin hånd løbe hen over rælingen og så drømmende ud over havet. Jack hev sig op på bovsprydet og satte sig med benene dinglende ned på hver side af den lange stang, som ragede ud over vandet. Det var en fantastisk dag på havet. Solen skinnede varmt og fik det krystalklare vand til at glitre. Jack tog en dyb indånding, og den salte luft indgød ham med en lykkelig følelse af eventyr. Det her var meget bedre end at rejse som blind passager, som han havde gjort før. Og det var meget bedre at være på havet end at lede efter brødsmuler i den rå by, Tortuga.
Jack så ud over Barnacle. Arabella sad på dækket med ryggen mod stormasten. Hendes filtrede rødbrune hår faldt ned i hendes ansigt, som hun sad dér og studerede Tumens astrolabe, et navigationsinstrument, der kunne fastsætte et skibs position ved hjælp af stjernerne. Hun så ud til at være dybt optaget af det, og det var Jack godt tilfreds med. Jo flere besætningsmedlemmer, der vidste noget om navigation, jo bedre. Fitzwilliam var roligere nu og i gang med at sikre rigningen, mens Jean og Tumen var optaget af andre opgaver. Og det bedste af det hele var, at Constance, den hidsige kat, som Jean påstod var hans søster og havde en mystisk forbandelse over sig, var ikke at se nogle steder.
Ja, tænkte Jack stolt, det her er det helt rigtige skib. Pyt med at det var fuldt af splinter, sejlene var lasede, og at der var utæt hist og pist under dækket, så det dryppede, når det regnede.
Jack hoppede ned på dækket igen og klappede i hænderne. "Tilbage til min historie," sagde han.
Besætningen stønnede, men Jack rullede med øjnene og fortsatte på trods af protesterne.
"Da Louis opdagede Silvers fejl, kastede han sin kokke-kirug-pirat over bords. Men Silver var beskyttet af sirenerne. De angreb Louis og brugte deres magiske evner til at sætte foden fast for evigt. Han blev revet i ansigtet af en sirenes kløer, og det er derfor, han har tre ar, som går fra hans højre øje, hen over næsen og ned til hans venstre kæbeben.
"Du tror da også på alting," sagde Arabella.
Jack snurrede rundt og så på hende. "Sig mig lige, hvordan du tror, det er gået til, at han har to venstrefødder."
Arabella så slet ikke op fra astroloben."Han er vel født sådan," sagde hun.
"Det er slet ikke det, vi skal snakke om," sagde Fitzwilliam. "Louis er en farlig pirat, og vi burde tænke på, hvordan vi skal besejre ham og få fat i sværdet. Det bliver helt sikkert ikke let."
"Du er da ikke bange, lille ven?" spurgte Jack med et skævt smil."Jeg sagde jo, at det her ikke var en mission for små, forkælede kyllinger."
"Jeg skulle mene, at jeg har bevist, at jeg hverken er det ene eller det andet," sagde Fitzwilliam og stirrede på Jack.
"Så, så! Bliv nu ikke fornærmet," sagde Jack."Hvis man ikke er bange for at udfordre Louis, må man være rablende gal. Men det er måske det, du siger, du er. Hmm. Det er ret bekymrende."
Fitzwilliam sukkede og rystede på hovedet. Han ville ikke hoppe på Jacks limpind en gang til.
På trods af hans protester vidste Jack godt, at Fitzwilliam havde ret. Louis ville ikke give sværdet fra sig. Ikke når det kunne give magt til sin ejer - og almægtige magter hvis det blev bragt sammen med sin skede. Jack ville selvfølgelig gerne havde den frihed, som ville følge med, hvis man havde sværdet. Men det var lige så vigtigt at sørge for, at farlige pirater så som Louis og Torrents ikke fik fat i det - for slet ikke at tale om den onde Davy Jones, som man sagde, regerede over havene.
Et vindstød tog fat i storsejlet og fik bommen til at svinge rundt. Jack hoppede hurtigt af vejen og stødte ind i Fitzwilliam. De faldt begge to ned på dækket, og i det samme skyllede en bølge ind over rælingen. De blev gennemblødte. Jack glattede sit lange, mørke hår og rejste sig igen.
"Stor bølge," sagde Jack.
Fitzwilliam rejste sig langsomt og forsigtigt fra det glatte dæk."Hvorfor tager bølgerne sådan til? Havet var ikke roligt før, men der var i hvert fald ikke så høje bølger som nu. Der er næsten ikke en sky på himlen, så det kan ikke være Torrents, der er sluppet fri og pisker havene op med sine orkaner."*
"Måske ikke Torrents, men det kunne godt være Louis," sagde Jean."Hvem ved, hvilke kræfter der ligger i det sværd - selv uden skeden? Louis er typen, der kommer langt med en lillebitte smule magt."
Jean fortsatte. "Han er en ondskabsfuld mand - djævelsk og vild. Det eneste, der ikke var korrekt ved din fortælling, kaptajn Jack, var måden han fik de ar i ansigtet på."
"Åh?" sagde Jack lettere fornærmet. "Og hvad er det, der gør dig til den store ekspert?"
"Vi har mødt ham," sagde Tumen og gik tilbage til sin plads ved roret.
Alle stirrede på Tumen. Pludselig skar en hylende lyd sig gennem stilheden. Constance hoppede ned fra sit skjulested bag ved stormasten og landede lige foran Jack. Hun satte i en rasende, men skrækslagen hvæsen.