3

Den umådelige, uforlignelige stilhed, der altid indfandt sig, kom pumpende i bølger af fryd. Han vidste, at det aldrig ville få ende.

Derude strakte den uhyre tomhed sig, med jorden som en lille, ubetydelig undtagelse. En guddommelig fluelort på perfektionens hvide ark, en blækklat i protokollen, som syntes at dementere guddommelighedens absolutte guddommelighed.

En tynd plexiglasplade skilte ham fra intethedens store, sugende hulrum, som den indre fred gjorde ham delagtig i. Han kopulerede med det, guddommeligt gyngende.

Stilhedens vuggende skyer drev billederne væk. De var fjerne nu. Han kunne tilmed tænke på dem. Og det fredfyldte smil forlod ikke et øjeblik hans læber.

Han kunne endog tænke på vandringen ned i kælderen. Den var ikke billeder nu – så havde den måttet besværges bort, ryges ud med offerrøg – men en fortælling, en logisk sammenhængende struktur. Og selvom han vidste, at strukturen snart ville gå tabt, og der ville kræves ny offerrøg, kunne han nyde dens pludselige, glasklare fuldkommenhed.

Han var på vej.

Han var på vej ned ad den trappe, han ikke vidste eksisterede, ned i den kælder, han ikke vidste eksisterede. Løngangen i garderoben. Trappens uforglemmelige, sødligtstøvede lugt. De lydløse cementtrappetrin, der syntes at fortsætte i en uendelighed. Gelænderets klamme kulde.

Indvielsens helt selvindlysende følgerigtighed. Når blikket kunne hæves, og det ene trin afløse det andet på trappen ned i urmørket, var logikken så uomgængelig. Han var blevet udvalgt.

En ring skulle sluttes. Det var det, der nu skulle ske. Bagefter kunne han begynde for alvor.

Trappen førte videre. Det sidste lysskær forsvandt. Han famlede sig videre, trin for trin.

Han tillod sig en pause, mens stilheden vuggede ham nærmere den befriende søvn. Han fulgte den ufuldkomne flyvinges ufuldkomne gyngen ud mod evighedens perfekte gyngen.

Et andet lys viste sig, et helt andet lys, og det ledsagede hans sidste trin ned ad trappen. Som en ikonramme om et mørke lysere end noget lys stod lyset ud fra dørsprækkerne. En glorie, der viste vej. En gylden ramme om et kommende kunstværk.

Der nu skulle fuldbyrdes.

Han åbnede døren til tusindsårsriget på klem.

Uden for vinduet gled Store Bjørn og Lille Bjørn i ét og blev til en Endnu Større Bjørn.

»Tonight we can offer you the special SAS Swedish-American long drink for a long night’s flight, sir,« hørte han en indsmigrende kvindestemme halvsynge.

Men da sov han allerede.