7

En lang dag lakkede mod enden. Hjelm gled ind i T-banevognen på en bananskræl, særdeles bogstaveligt. Han satte sig efter et graciøst ballettrin på venstre vrist, udslyngede uvilkårligt en ed af den mere saftige slags og sad hele turen til Norsborg spiddet på en gammel dames gennemborende blik.

Det lykkedes ham at ignorere hende allerede kort efter -Mariatorget. John Coltranes hypnotiske saxtåger førte ham til en anden verden – eller rettere, sådan ville han hellere se det, dybere ind i denne. En verbal støj blandede sig i dette univers af ren musik: Lars-Erik Hassels karakter var måske alligevel ikke sagen helt uvedkommende? Man måtte selvfølgelig ikke tage Bertilssons fremstilling for den skinbarlige sandhed, men der var sikkert en hel del lig i Hassels skab, der kunne tænkes at være genopstået som hævnende ånder. Erinyer, tænkte han og huskede en tidligere mordsag. At det skulle have nogen som helst forbindelse med Kentuckymorderen, var selvfølgelig alt for langt ude, men han lod alligevel en dør stå på klem, for han vidste af erfaring, at det oftest var gennem de usmækkede døre, løsningen til sidst smøg sig ind.

De havde nået at runde af med en sidste konference ved sekstiden. Norlander manglede – måske var han blevet træt af at rense lokummer; ellers var alle mødt frem. Ingen havde noget nyt at komme med. Hultin havde fået samlet en hel bunke om Kentuckymorderen, som han ville tage med hjem og gå igennem; Nyberg havde selvfølgelig brugt sit krudt forgæves i underverdenen, ingen vidste noget; Chavez meddelte, at han ville vende tilbage med eventuelle nyheder fra internettets verden næste morgen; Söderstedt havde fundet masser af mulige amerikanere på hoteller, vandrerhjem, finlandsbåde og indenrigsfly og havde aktiveret en hel hær af fodfolk rundt om i Sverige, som imidlertid ikke trak andet end nitter. Kerstin Holm havde haft den mest interessante eftermiddag, måske netop fordi hun ikke kom frem til noget.

Ingen i det store kabinepersonale kunne på nogen måde placere navnet Edwin Reynold, og ingen blev grebet af det mindste strejf af retrospektiv mistanke. Man kunne måske drage den trivielle konklusion, at han ganske enkelt ikke skilte sig ud. En everyman, som så mange seriemordere. Man kunne jo mene, at en mand, der mindre end time før havde begået et bestialsk torturmord, burde skille sig ud – måske ikke ligefrem have vildt opspærrede øjne, blodigt tøj eller dryppende isøkse, men dog på en eller anden måde virke afstikkende. Ingen erindrede noget sådant, og deri lå der trods alt en vis information.

Hjelm havde kogt sin ganske omfattende eftermiddagshøst ned til et resumé, som han var ret tilfreds med:

»Der hersker delte meninger om Lars-Erik Hassels kvaliteter.«

Ved Skärholmen gled han ud af de musikalske tåger, åbnede øjnene og vendte blikket mod sædet ved siden af. Damens isblik borede sig stadig ind i ham, som var han selveste Antikrist. Han tillod sig at give pokker i hende, tog blikket til sig og skulle lige til at lukke øjnene igen, da han fik øje på Cilla på sædet lige overfor.

»Hvem ser efter børnene?« røg det ud af ham. Alt for sent bed han sig i tungen og gav et vræl af smerte.

Cilla betragtede ham afmålt.

»Tak, i lige måde,« sagde hun.

»Undskyld,« sagde han, lænede sig frem og gav hende et kys. »Jeg var langt væk.«

Hun pegede på sine ører og skar ansigt. Han hev øretelefonerne ud.

»Du råber,« sagde hun.

»Undskyld,« sagde han og følte sig som en social umulius.

»Børnene er seksten og fjorten, som du måske husker. De ser efter sig selv.«

Han rystede på hovedet og fik mobiliseret et grin.

»Jeg bed mig i tungen,« sagde han.

»Alt for sent,« sagde hun.

Isen var brudt. Det var et af de små øjeblikke, hvor de læste hinandens tanker og bar over med hinandens mangler. Hvor de gode aspekter af vanens magt en kort stund vandt over de onde.

»Godt at se dig,« begyndte han forfra og lagde hånden over hendes.

»I lige måde,« sagde hun.

»Hvor har du været henne?«

»Inde i IKEA efter et bruseforhæng. Det gamle var jordslået. Har du ikke set de der sorte plamager?«

»Jeg troede, det var dig, der havde spyttet snus.«

Hun smilede. Engang plejede hun at grine af hans dumme vitser. Nu smilede hun. Han vidste ikke rigtig, hvad han skulle lægge i det. At han ikke længere var morsom, eller at hun troede, hendes tænder var blevet misfarvede af al den kaffe, hun drak?

Eller var det det, man kaldte modenhed?

Han syntes stadig, hun så godt ud. Det lyse hårs lidt pjuskede pagefrisure, årene, der samlede sig på den helt rigtige måde om øjnene i stedet for om livet, hendes evne til at klæde sig – ja, rent ud sexet. Og så det gennemskuende blik, som hun alt for sjældent havde på her for tiden.

Han elskede at blive gennemskuet; det var en erkendelse, han først var kommet til sent i livet, men sådan var det. At blive gennemskuet var at blive set en gang til, og det blev man ikke så tit. Because first impressions last, genlød en reklamefilm til hans ærgrelse i ham.

»Der er sket noget på arbejdet,« konstaterede hun.

»Vi kan tale om det senere,« sagde han og glædede sig.

»Hvad har du gjort ved din læbe?«

»Det får du at se i nyhederne.«

De småsnakkede lidt frem til Norsborg. Det lykkedes ham at få snakken drejet ind på hendes arbejde. Hun var sygeplejerske på en genoptræningsafdeling på Huddinge Sygehus og havde altid et læs tragikomiske historier med hjem. I dag var det en hjerneskadet patient, der havde ladet vandet i en kollegas håndtaske; hun opdagede det første, da hun stod på togstationen og ville tage klippekortet frem.

Da de med armene om hinanden gik gennem udkanten af den nok så kendte højhusghetto, der engang – for hvad der nu virkede som en evighed siden – havde været hans arbejdsplads, og solen gavmildt delte ud af de nuancer, den ellers havde skjult godt hele dagen, og luften endnu havde lidt af den sidste sommervarme i sig, og hvepsene summede på den der træge, døende måde, da bestemte Paul Hjelm sig for, at sådan her så kærligheden ud, når man trådte ind i midalderen. Og det kunne bestemt være værre.

De kom hjem. Danne lå udsplattet på sofaen og så MTV. En lærebog i samfundsfag lå opslået på bordet med krøllede sider. Han skyllede grønlig læskedrik i sig af en flaske.

»Klokken er over syv,« sagde han anklagende.

»Jeg sagde jo, at maden stod i køleskabet,« sagde Cilla og begyndte at rulle et bruseforhæng ud med ægyptiske guld-hiero-glyffer på dybgrøn baggrund.

»Vi har ædt,« sagde Danne uden at tage øjnene fra MTV-skærmen. »Hvad dælen var det for noget snask?«

»Noget dælens mexicansk snask,« sagde Cilla roligt og holdt bruseforhænget op. Ægtemanden forventedes åbenbart at udtale sig.

»Hvad står der?« sagde han.

Hun skar ansigt og gik ud på badeværelset med forhænget. Han åbnede en øl og råbte:

»Det er måske ægyptiske pornohistorier!«

Danne gloede på ham henne fra sofaen.

Efter en tid vendte hun tilbage med det gamle bruseforhæng og fremviste de frygtelige jordslåede plamager, to små, sorte pletter nede i hjørnet.

»Hvad siger det her om vores hjem?« spurgte Cilla retorisk og fingererede med væmmelse ved pletterne.

»At vi tager brusebad.«

Hun sukkede og proppede forhænget ned i en allerede overfyldt affaldsspand. Så tog hun resterne af det dælens mexicanske snask ud, smækkede skålen ind i mikrobølgeovnen, slog sig ned foran fjernsynet og skiftede kanal. Uden et ord tog Danne fjernbetjeningen og skiftede tilbage.

Hjelm hældte øllen i sig og syntes ligesom, han havde set scenen før. Tretusindefirehundredeogotteogtres gange.

»Hvad er klokken?« spurgte han.

»Nitten, nul seks og tretten,« sagde Cilla, der netop var gået til modangreb ved at trykke på tekst-tv-knappen, så et mørkt bogstavtæppe sænkede sig over MTV-skærmen.

»Om lidt under fire minutter lyder gongongen,« lød husbondens stemme. »Jeg skal se ABC.«

Kampen i sofaen fortsatte lydløst. Endnu var det en slags leg. Han håbede, det ville blive ved med at være det.

Mikroovnen bippede. Tova kom ned ad trappen og stønnede ved synet af sofascenen.

»Hej,« sagde Hjelm til sin fjortenårige datter.

»Hej,« overraskede hun med at svare. »Hvorfor kommer I først nu?«

»Begynder du nu også?« sagde han.

Han øste dælens mexikansk snask op på tallerkener, gravede to skeer frem, snuppede to øl og klarede at balancere ind til sofaen i stuen med det hele.

»Er det ikke en skolebog?« sagde han til sønnen, der netop havde indledt et angreb på den lomme, hvor Cilla havde gemt fjernbetjeningen.

»Begynder du nu også?« abede Danne efter, hapsede fjernbetjeningen og slog tilbage på MTV. Der var reklamer, og han gav sig. Den fædrene hånd tilrev sig fjernbetjeningen, slog over på toeren og skruede op for lyden. Der var stadig et lille minut til regionalnyhederne. Han nåede at spørge:

»Hvordan går med lektierne?«

Sønnen var lige startet i gymnasiet, og Paul havde spildt nogle timer på at prøve at sætte sig ind i den nye gymnasiestruktur. Danne gik på noget, der hed samfundsfaglig linje, og hans lærebøger var betydeligt lettere at forstå end studieordningen.

»Godt nok,« sagde Danne.

Nu lød regionalnyhedernes kendingssignal, lige så afmålt som sønnen.

»Nu skal I se stor tv-kunst,« sagde Paul Hjelm. Resten af familien så skeptisk på ham.

Det var på som det første indslag. Kvinden i studiet talte ophidset om en stor narkorazzia i Arlanda om formiddagen – og om et dramatisk overfald på en højtstående politimand lige foran ABC’s kamera. Hun advarede sarte seere. Hjelms forventninger steg.

Så dukkede Waldemar Mörner, afdelingschef ved Rigspolitistyrelsen og A-gruppens formelle chef, frem på skærmen.

Hans velfriserede blonde hår sad ulasteligt; alligevel stønnede og pustede han, som havde han personligt jagtet forbrydere på kryds og tværs gennem Arlanda. Sandsynligvis var han sprunget ud af helikopteren for et øjeblik siden uden den fjerneste anelse om, hvad der var sket; måske havde han jogget på stedet inde i helikopteren. Hverken stønnen og pusten eller mangel på informationer hindrede ham i at se selvsikker og handlekraftig ud. Ej heller i at lyve hæmningsløst.

»Waldemar Mörner, afdelingschef ved Rigspolitistyrelsen,« indledte reporteren. »Hvad er det, der er sket her på Arlanda i dag?«

»Rigskriminalpolitiet har reageret på et amerikansk vink om, at et stort parti narkotika ville komme hertil i dag. Selve aktionen kan jeg ikke komme nærmere ind på.«

»Er der nogen anholdelser?«

»Mindst én amerikansk statsborger er blevet anholdt og sigtet for indsmugling af narkotika, ja. Vi imødeser flere anholdelser i den allernærmeste fremtid.«

En mand i håndjern blev ført forbi i udkanten af billedet. Hjelm genkendte den berygtede narkosmugler Robert E. Norton. Han var klemt inde mellem fire maskinpistolbevæbnde Arlanda-betjente, men det lykkedes ham alligevel at få et spark ind i enden på Mörner, der faldt om med et gennemtrængende vræl. I faldet greb han fat i mikrofonen, så reporteren fulgte med. Mikrofonledningen var åbenbart snoet rundt om benet på kameramanden, for også han røg lige i gulvet. De langtrukne optagelser af Arlandas loft blev akkompagneret af kameramandens jamren, reporterens stønnen og Mörners verbale kanonader:

»Forsatanihelvedefornoglepaphoveder!«

Først da cuttede produceren; det var ikke svært at forestille sig hans sadistiske smil.

Men det var stadig for tidligt for nyhedsoplæseren. Netop som kameraet fangede hende, råbte hun i panik:

»Skal jeg virkelig læse det her?!«

Da hun opdagede, at hun var på, lykkedes det hende at samle sig. Hendes kamp for at holde masken under oplæsningen var heroisk:

»Heldigvis kom ingen alvorligt til skade ved narkosmuglerens angreb. Vor reporter pådrog sig dog en del orale skader, da mikrofonen penetrerede hans mund.«

I Norsborgsofaen behøvede ingen at holde masken. Da latterbølgerne var ebbet ud, og Paul havde leveret fjernbetjeningen tilbage til Danne, fangede han Cillas blik. Mens hun tørrede tårerne og fik ansigtet på plads, var hendes øjne alvorlige. Hun var klar over, at der var noget i gære; det kunne han se.

De havde haft en lang arbejdsdag begge to og gik tidligt i seng. Danne fik lov at sidde oppe og se MTV; det var ikke lige en aften, hvor de orkede at være ansvarsfulde forældre. Erfaringen sagde dem, at han sikkert læste lektier til fjernsynet. Ingen af dem forstod helt, hvordan begrebet simultankapacitet kunne opgraderes så hurtigt.

»Hvad er det, der sker?« spurgte Cilla med en sidste opblussende gnist af opmærksomhed, inden søvnen tog over.

»Indtil videre er der ingenting sket,« sagde Paul og lagde nogle bøger på natbordet. »Men risikoen er øget.«

»Jamen, det sår på din læbe?« sagde hun med stadig svagere stemme.

»Tv-stjernen,« fnøs han grinende. »Ham, der sparkede Mörner i røven.«

»Er det narko, det handler om?«

»Nej,« sukkede han. »Det her dræber hurtigere.«

Hun var allerede halvvejs inde i søvnens rige.

»Våben?« spurgte hun.

»Ikke direkte. Det er bedst, at jeg ikke siger mere. Men der kan nok gå hen og blive en del overarbejde. Heldigt nok, at sommeren alligevel er slut.«

Hun sov nu.

Han klappede hende på kinden. Så vendte han sig om mod bøgerne på natbordet. På tilbagevejen fra Marieberg havde han været omme ved biblioteket ved Fridhemsplan og søgt på »Hassel, Lars-Erik« i deres nye edb-system. Han havde fået fat i det maoistiske kampskrift fra 1971 og i to bind af den senere serie af dokumentarromaner.

Kampskriftet var ulæseligt. Ikke af ideologiske grunde, men fordi det forudsatte total fortrolighed med den dialektiske marxismes fagterminologi. Han forstod ganske enkelt ikke et ord. Og dette var altså skrevet af den mand, der senere bombarderede svenske forfattere med anklager for elitisme.

Dokumentarromanerne var til gengæld gennemført pædagogiske. Handlingen var bygget op omkring et gods i Västmanland ved århundredskiftet. Lag for lag fulgte man de forskellige klasser, fra godsejeren med den nedarvede brutalitet bag facaden af elegante overklassemanerer til de undertrykte daglejeres heltemodige kamp for det daglige brød. Hjelm havde en vag fornemmelse af at genkende konceptet. Problemet var, at alting var overideologiseret. Den kunstneriske udformning måtte helt vige for budskabet; her skulle de uoplyste masser sandelig bibringes politisk skoling. Det var som en middelalderlig eksempelsamling, en ren katekismus i den rette lære. Søvnens censur var nådesløs.

Dagen, da en af Sveriges sidste bastioner faldt, sluttede med endnu en voldshandling mod politiet. Netop som væguret nede i stuen slog tolv, gik Lars-Erik Hassel til posthumt angreb på Paul Hjelm. Han vågnede ved, at højre hjørne af Samfundssnylteren borede sig ind i hans venstre øjenbryn.

Kentuckymorderens svenske visit gik ind i sit andet døgn.