21

Først regnen, syndfloden, der ikke ville holde op, det evindeligt trommende halvmørke, som kvalte den mindste gnist af klarhed, vandet, der trængte ind i alle gemmer og fik alting til at mugne og gå i forrådnelse. Derpå hurtigt ind i stormens øje, ind i selve urkilden, et rystende, brølende inferno, syndflodens kilde, selve forrådnelsens udspring, et dybere mørke, i bund og grund ufatteligt. Og så ud på den anden side, ud til klarheden, roen, lyset, til det overblik, der får mørket fra før til at virke så lille, fjernt og håndterligt.

Paul Hjelm ville ønske, at livet var som et fly, der letter i efterårsstormen.

Eller i det mindste, at efterforskningen ville blive sådan.

Solen var lige så blændende, som mørket er for en sneblind. Den oplyste de natsorte skymassers oversider, så de strålede med en renæssanceagtig bronzeglød. Som Rembrandts baggrunde.

Han kunne ikke løsrive sig fra farvespillet; det havde ikke været der så længe. Målt i realtid havde efterårsuvejret kun stået på nogle få dage, men realtiden havde ikke noget at sige – regnen havde med ét slag udraderet alle minder om sommeren. Hans hukommelse gik i stå omkring Kentuckymorderens ankomst til Sverige. Alt, hvad der lå forud, var svøbt i mørke.

Han håbede, at flyvetimernes successive møde med solen ville fungere som en klarhedens ikke-tid; de ville lande ved omtrent samme tid, som de var lettet. Hvis de ikke faldt ned.

Han led ikke ligefrem af flyskræk, men lige de sekunder, da accelerationen bremses, og hjulene slipper jorden, udløste altid en dyb skælven – som lagde man uden forbehold sit liv i en fremmeds hænder.

Først efter næsten et kvarters ren, selvforglemmende fascination faldt det ham ind at dreje hovedet om mod Kerstin Holm. Da han endelig gjorde det, var hun stadig helt væk i det derude. Han genkendte det udtryk, han aldrig havde set i sit eget ansigt, men nu bagefter indså, at det måtte have haft. De udvekslede ikke noget, der kunne kaldes et normalt blik, før vognen med drinks kom forbi. Og da var der stadig langt til ordene.

Her havde han siddet, seriemorderen, måske ved netop dette vindue, og stirret ud – ikke i det blændende solskin, men i det nok så blændende mørke. Hvad havde han tænkt? Hvad havde han følt, oplevet? Han havde lige myrdet et menneske – hvad strømmede gennem hans formørkede sjæl?

Og hvorfor var han kommet til Sverige? Det var trods alt der, løsningen på denne mærkelige sag måtte være gemt. Hjelm forsøgte at rekapitulere i grove træk. Sidst i halvfjerdserne går en mand i gang med at myrde folk i det amerikanske Midtvesten. Han gør det på en måde, der minder om en torturmetode, som blev anvendt af en særlig kommandoenhed i Vietnam med kodenavnet Commando Cool. Ofrene – alt i alt atten på fire år, de fleste i Kentucky – er for en stor dels vedkommende aldrig blevet identificeret. Af de identificerede er flertallet akademikere, udlændinge såvel som amerikanere. FBI går efter Commando Cool’s gruppeleder, Wayne Jennings, og famler måske også forgæves efter en ukendt overordnet, der kun kendes under navnet Balls. Jennings dør ved en bilulykke, efter at der er begået seksten mord. Derefter følger to til, og så er der en pause på over ti år. Så begynder det igen. Alt tyder på, at det er den samme gerningsmand. Nu opererer han i det nordøstlige USA, frem for alt i New York. Og nu identificerer man samtlige ofre, som kommer fra vidt forskellige miljøer. Mønsteret virker mere tilfældigt. Efter mordet på svenskeren Lars-Erik Hassel – det sjette mord i den nye runde, det fireogtyvende i alt – forlader han pluselig landet og kommer til Sverige på et falsk pas. Der installerer han sig i narkohandleren Andreas Gallanos afsides hytte i Riala et halvt hundrede kilometer nord for Stockholm, som ifølge de seneste oplysninger er pedantisk støvsuget for fingeraftryk og fibre. Efter en god uges tid forlader han hytten i Gallanos bil og efterlader sig en myrdet Gallano, der er blevet taget af dage med de metoder, seriemorderen har gjort til sit særkende. Sandsynligvis tager han af sted om natten og kører til Frihavnen for at myrde yderligere to personer, Eric Lindberger fra udenrigsministeriet samt en hidtil uidentificeret femogtyveårig. Lindberger bliver tortureret ihjel på den gammelkendte måde, mens den ukendte »John Doe« bliver skudt. Det er så vidt vides den eneste gang, morderen bryder sit vante mønster og anvender skydevåben. Sandsynligvis skifter han nypatriotisk bil fra Saab til Volvo, en ti år gammel herregårdsvogn med et nummer, der begynder med B. Og dér forsvinder sporet.

Hvordan fanden hang alt det sammen?

»Hvordan fanden hænger alt det sammen?« sagde Kerstin Holm. Det var deres første replik, siden flyet lettede fra Arlanda og satte kursen mod New York. De var tydeligvis på bølgelængde.

»Jeg ved det ikke,« sagde Paul Hjelm.

Så blev der ikke sagt mere.

Solen lyste blindt og ligesom årstidsløst uden for flyvinduets dirrende plexiglasrude; det kunne lige så godt være en sommersol som en vintersol, men var altså en efterårssol. De befandt sig i et øjeblik uden for tiden. Det var en tidsrejse, den eneste mulige. Tiden gik, og der gik ingen tid. Der var pludselig plads til fordybelse.

Han havde egentlig tænkt sig at tage en grog og høre noget musik og læse en bog. Alt det måtte vente.

Hypoteser, i det mindste? Selv de måtte vente. Det gjaldt snarere om at etablere en åbenhed, en kritisk modtagelighed for alle de informationer og indtryk, som de vidste ville skylle ned over dem i den nye verden. Det gjaldt om at holde spørgsmålene åbne, om ikke at besvare dem for hurtigt. For der var så mange af dem.

Hvorfor myrder han? Er det af samme grund før og efter pausen? Hvorfor holder han denne pause på næsten femten år? Er det virkelig den samme morder? Hvorfor har alle den fornemmelse af, at noget ikke stemmer med det klassiske billede af en seriemorder? Hvorfor bliver Lars-Erik Hassel myrdet i lufthavnen? Hvorfor tager morderen til Sverige? Hvorfor rejser han på en toogtrediveårigs pas, hvis han nærmer sig de halvtreds? Hvorfra kender han Gallanos hytte i Riala? Hvorfor skifter han bil i Frihavnen? Er det, fordi han vil, at Gallanos lig skal blive sporet via bilen – Lindbergers er jo også let at finde. Er det trods alt sådan, at han ligesom de fleste seriemordere ønsker at fremvise sine kunster for offentligheden? Hvorfor myrder han Eric Lindberger, en embedsmand i udenrigsministeriet? Hvad laver Lindberger i Frihavnen midt om natten? Hvor bliver han myrdet? Har det mislykkede indbrud på datavirksomheden LinkCoops lager noget med sagen at gøre? Hvorfor skyder han John Doe i stedet for at torturere ham? Hvem helvede er denne John Doe, som ikke findes i nogen internationale registre? Stiller vi de rigtige spørgsmål?

Det sidste spørgsmål var måske det vigtigste. Var der en eller anden indlysende forbindelse mellem alle disse spørgsmål, noget, der var så nærliggende, at man først kunne se det, når man kom højt nok op og kikkede ned på mørket i det glasklare sollys?

Lige nu føltes det ikke sådan.

Men de var i hvert fald på vej.