22

En hveps var kommet ind på kontoret for at dø. Hvordan den havde overlevet de seneste dages uvejr, var en gåde. Måske havde den mere død end levende haft held til at søge ly for elementernes rasen i et eller andet skimlet hulrum, men ikke til at dø derinde. Nu kom den så ud med brodden fremme, parat til at såre selv i livets sidste sekund, parat til at så død selv efter sin død. En dødsmærket overlevende berøvet alle andre sanser end den sjette, sansen for at dræbe.

Hvepsen fløj et par planløse runder om lysstofrøret oppe i loftet uden at ænse hverken varme eller lys. Den summede højt; ikke længere en hveps’ sædvanlige summen, men mørkere i tonen og mere gennemtrængende. Så styrtdykkede den i et sidste kamikaze-angreb med brodden klar. Den nærmede sig.

Chavez barmhjertighedsdræbte den med et præcist baghåndsslag. Den gulnede Expressen ekspederede liget ind under den gamle, kværnende nåleprinter; brodden stak lodret op fra den sammenkrøllede krop. Der ville den sikkert blive liggende til næste år, hvor en let forårsbrise ville afsløre den som en lille bunke støv, der kun hang sammen af gammel vane.

Han stirrede på den som ramt af en indsigts ordløse lyn. Et kort nu var det, som om han fuldstændig krystalklart så sagens kerne.

Så kom virkeligheden og overlejrede klarheden i form af et voksende udprint, der krøllede sig sammen over hvepsen. Detektivens geniale indfald forsvandt under bølger af kedeligt rutinearbejde.

Printeren holdt op med at printe. Chavez rejste sig, flåede udprintet af, rev sig i håret og betragtede sin fremtid som i en yderst kedsommelig krystalkugle. Den tegnede sig som en lang, en helt utrolig lang liste over mørkeblå Volvo herregårdsvogne, hvis registreringsnummer begyndte med B. Han følte sig udkørt, allerede inden han var kommet i gang.

Listen viste samtlige landets indregistrerede mørkeblå Volvo herregårdsvogne med begyndelsesbogstav B. Han lagde ud med at sortere alle dem fra, der var ældre end femten år og yngre end fem, og indsnævrede derefter feltet yderligere ved at koncentrere sig om Stockholmsområdet. Det bragte ham ned på et mere overskueligt antal – otteogtres.

Jorge Chavez smed udprintet fra sig på skrivebordet og tog sin egen liste frem. Han skrev som punkt tre: »Lortejob Volvo«. Punkt et hed »Lortejob hytten« og handlede om at vende tilbage til mareridtshytten ved Riala i så fuldt dagslys som muligt for at bistå de ihærdigt arbejdende teknikere, som til deres højlydte forundring ikke havde fundet et eneste hår på mordstedet og derfor søgte intenst videre. Punkt to var »Lortejob Hall«, altså at begive sig til Hall for at tale med Andreas Gallanos medfanger og undersøge, hvad der måtte være tilbage af personlige ejendele siden fangeflugten for en måned siden.

Chavez havde altså trukket nitten Gallano, og som om det ikke var nok, var han også blevet tildelt den forbandede Volvo. Det var en arv efter Kerstin, som han ikke kunne lade være med at føle en snert af misundeligt nag til; han og Hjelm havde vel for fanden kunnet gøre mere nytte hos FBI. Det var jo dem, det kørte bedst for lige nu – først Laban Hassel, så Andreas Gallano.

I sit ikke helt stille sind undrede Chavez sig over, hvad han havde gjort for at fortjene dette idiotarbejde. Det var ikke ham, der havde løbet små børn over ende i Arlanda eller gramset på damer i paskontrollen. Det var ikke ham, der var taget til Tallin på en udrensningsaktion i bedste Charles Bronson-stil og var endt på gulvbrædderne som en falden udgave af den enbårne søn. Alligevel sad han her med de værste lortejob, mens nullet Norlander lagde sine fåtallige hjerneceller i de mest eftertænksomme folder og forkludrede den næstmest spændende tjans: John Doe. Den krævede sin mand –og Norlander var afgjort ikke sin mand.

Chavez’ meget forsigtige forslag om at bytte havde indbragt ham to ting: et isnende neutralt blik fra Hultin og en liste over to hundrede Volvoer.

Han tændte kaffemaskinen i hjørnet med tåspidsen og stirrede stift på den, til den første dråbe slog ned mellem hans nymalede colombiabønner. Så fejede hans blik tværs over skrivebordet, hvor Hjelm lyste, men kun med sit fravær.

Manden med guldhjelmen, tænkte Chavez spydigt. Rembrandts falske. Det måske mest beundrede af mesterens malerier, som viste sig at være malet af en anonym lærling.

Han savnede ham allerede.

Så sukkede han dybt, gennemførte det kunststykke at hælde kaffe op, mens det kogende vand endnu spruttede ud, og dykkede ned i Volvohelvedet.

Fremtiden tilhørte ikke ham.