Ondt Blod

Ikke-tiden var gået. De ikke-eksisterende timer eksisterede ikke mere. De landede i Newark i en stegende varm formiddagssol, der favnede hele det uoverskuelige virvar af start- og landingsbaner; oppe fra luften glimtede de som en uøvet fluefiskers filtrede line i morgensolen.

Paul og Kerstin havde ikke vekslet mange ord på flyveturen, og det skyldtes ikke kun, at de havde grublet over sagen; det var, som om deres forhold til hinanden blev stadig mere anstrengt – selvom ingen af dem tænkte særlig meget over det.

De blev lempet gennem paskontrollen og kom ud i den enorme ankomsthal. En masse mennesker stod og holdt skilte i vejret med navnene på deres ukendte gæster. Efter en kort rådslagning nåede de frem til, at et skilt i en tårnhøj habitbærers hånd med de Lewis Carroll-inspirerede ord »Jalm, Halm« måtte være rettet til dem. Det berømte komikerpar Jalm & Halm hilste høfligt på kæmpen, hvis navn de tydede som Jerry Schonbauer, og blev ført videre til bagagebåndet. Der ventede en lige så velklædt, men noget mindre formel og noget mindre FBI-agtig sort mand i halvtredsårsalderen. Den enorme Schonbauer indtog straks sin plads i hierarkiet lige bag ham, og den sorte mand rakte hånden frem med et hjerteligt velkomstsmil og sagde:

»Ray Larner, FBI. You must be officers Jalm and Halm from Stockholm.«

»Paul Hjelm,« sagde Jalm.

»Kerstin Holm,« sagde Halm.

»So he’s started now?« sagde Larner med et beklagende smil. »A pair of fresh eyes is probably what this case needs.«

»It’s basically a matter of adding our information to your vast archive of knowledge,« sagde Kerstin med let indsmigrende ydmyghed.

Larner nikkede tungt.

»Som I ved, har jeg brugt en stor del af mit arbejsliv på den person. Men jeg ved stadig ikke, hvad det er, han har gang i. Han er den mest gådefulde af alle vores seriemordere. I de fleste tilfælde danner man sig ret hurtigt et ganske godt billede af motiver og psykologisk profil, men K afviger fra næsten alle gængse normer. I har jo set min rapport.«

De nikkede. Larner kaldte Kentuckymorderen for K ligesom mørkemændene i FASK, Chavez’ internet-kontakter blandt seriemorderfansene. Fans of American Serial Killers. De gøs; et samdrægtigt gys.

Bagagebåndet gik i gang med en hosten, og omkring hundrede menneskers rejsebagage strømmede forbi i en strid, men langsom strøm. Det varede tre kvarter, før deres to små tasker, som de sikkert lige så godt kunne have taget med som håndbagage, kom glidende side om side. Hele tiden imens stod Ray Larner stille og roligt og småkonverserede sine gæster uden en eneste gang at vise mindste tegn på utålmodighed. Enten havde han sat tiden af i sit arbejdsskema, eller også var det ganske enkelt et karaktertræk, de oplevede; det samme karaktertræk, som havde gjort det psykologisk muligt for ham at vi et helt liv til en og samme sag, en uforstyrrelig tålmodighed, bag hvilken der sikkert gemte sig en indædt målrettethed.

De talte om New Yorks sensommervarme, om byens nye, succesrige model for kriminalitetsbekæmpelse, »community policing«, om det svenske politis opbygning og besynderlige prioriteringer, om efterårsstormen i Stockholm samt yderst overfladisk om FBI og Kentuckymorderen; så såre samtalen nærmede sig emner, man ikke burde drøfte i offentlige sammenhænge, styrede Larner elegant som en skærgårdslods uden om banker og rev.

Under hele samtalen iagttog Hjelm Larner. Hans kropssprog sagde hele tiden noget andet end den officielle, mørke FBI-habit. Det var, som om hans stilfærdigt muntre afslappethed og smidige, præcise bevægelser bad om undskyldning for munderingen. Hjelm morede sig som så ofte før med at sammenligne det forventede udseende med det faktiske. Han havde frem for alt ikke forestillet sig, at Larner var sort; det sagde selvfølgelig en hel masse om hans fordomme. Men han havde heller ikke forventet, at der ville være så meget liv og energi i ham efter al den modgang, den gode K havde voldt ham: den forgæves jagt for tyve år siden, forfølgelsen af den åbenbart uskyldige Commando Cool-leder Wayne Jennings, der endte med dennes død, det retslige efterspil og degraderingen, og så den nye bølge, hvor det hele startede forfra. Men det var, som om Larner stod ved siden af sig selv og betragtede begivenhederne med et overbærende smil. Han besad tilsyneladende den nådegave at kunne adskille arbejde og privatliv; det lyste på en eller anden måde ud af ham, at han var lykkelig i sit privatliv.

Taskerne kom. Ikke helt uventet tog Jerry Schonbauer sig af dem. I hans næver lignede de toilettasker.

»Hvad siger I til følgende plan?« spurgte Larner retorisk. »Vi kører jer først til hotellet, så I kan puste lidt ud efter rejsen, så spiser vi frokost på min yndlingscafé, og i eftermiddag tager vi fat på arbejdet. Men allerførst,« sagde han med et nik mod Schonbauer, der stolprede af sted med deres tasker mod den forjættende udgang langt borte, »en lille guidet rundvisning på Newark International Airport.«

De forlod bagagebåndet og kom ud i ankomsthallen. Hjelm standsede op et øjeblik under de monumentale loftshvælvinger, tænkte med opspærrede øjne »Så højt!« og syntes ligesom, han havde set scenen før. Så skyndte han sig efter Holm og den galant guidende Larner. De gik en kilometer eller mere gennem et indendørslandskab, der aldrig syntes at ændre sig; selv den stadige strøm af rejsende virkede statisk.

Til sidst standsede de foran en lille dør midt i menneskehavet. Larner trak et nøgleknippe op, stak en nøgle i låsen og rykkede døren op. Et kosteskab model extralarge. Lysstofrør under det lave loft; rene, hvidkalkede vægge; hylder med rengøringsrekvisitter i pedantisk orden – klude, børster, spande, håndklæder. De gik forbi hylderne og kom ind i et lidt større aflukke. Der stod en stol og et skrivebord med nogle gamle stykker smørrebrød på, intet andet, og i væggen over for var der et ganske lille vindue, hvor man kunne se de startende og landende flys kæmpemæssige kroppe stryge forbi.

Her havde Lars-Erik Hassel tilbragt den sidste time af sit liv.

Og hvilken time.

Hjelm og Holm så sig om. Der var ikke meget at se. Et klinisk rum at dø en klinisk død i.

Larner pegede på stolen.

»Originalen befinder sig naturligvis hos os,« sagde han. »Bortset fra mr. Hassels kropsvæsker var der ingen spor. Det er der aldrig.«

»Aldrig?« sagde Kerstin Holm.

»Dengang vi begyndte, havde vi jo ikke adgang til DNA-undersøgelser,« sagde Larner med et skuldertræk. »Men at dømme efter de seks mord i den nye serie ville vi næppe have fået noget ud af dem. Det er helt clean. Som om han var overmenneskelig – K.«

Det sidste var kun et bogstav, men tonefaldet hævede det til astronomiske højder.

»Ni,« sagde Kerstin Holm.

Larner så indgående på hende og nikkede tungt.

Hjelm blev tilbage et par øjeblikke. Han ville være alene. Han satte sig på stolen og så sig omkring. Så sterilt, så amerikansk sterilt-effektivt der var. Han lukkede øjnene og prøvede at opfange bare et strejf af den grufulde, lydløse smerte, som disse vægge havde omsluttet, forsøgte at få lidt telepatisk kontakt med, hvad der endnu måtte være tilbage af Lars-Erik Hassels lidelser.

Det lykkedes ikke.

Det var der, men det var hinsides ord.

Alting gik stærkt. FBI-agent Schonbauer kørte dem med sikker hånd gennem et trafikkaos af abnorme dimensioner. Larner sad ved siden af ham og halvsov. Selv sad de på bagsædet og følte sig små, formindskede. De kom gennem den kæmpemæssige Holland Tunnel under Hudson River og op på Canal Street for straks efter at dreje til venstre ind i SoHo. De kørte op ad 8th Avenue og endte til sidst ved et lille hotel nær Chelsea Park ved navn Skipper’s Inn. At finde en p-plads var en ren Swiftsk utopi, så de blev sat af på fortovet med besked om, at Larner ville komme tilbage halvanden time senere. De entrede trappen til den underligt langstrakte bygning, der stod indeklemt som et levn fra år 1900 mellem to betydeligt mere glasperlefunklende Manhattankomplekser.

De fik værelse ved siden af hinanden med hver sit vindue ud til West 25th Street og beslaglagde dermed en fjerdedel af femte sal på dette hotel, der faktisk formåede at tage sig ud som en hyggelig engelsk kro – eller rettere flere af slagsen stablet oven på hinanden. Værelserne var ikke store, snarere lidt huleagtige og med et let landligt præg, hvis man ellers kunne abstrahere fra larmen uden for de firdobbelte ruder. Vinduet kunne ikke lukkes op; i stedet summede airconditionanlægget for fuldt tryk i skarp konkurrence med gadestøjen, men uden at få temperaturen i værelset ned under legemstemperatur.

Hjelm lagde sig på sengen. Den gyngede betænkeligt. Han havde aldrig før været i USA, men der var to ting, han forbandt med landet: aircondition og isterninger. Hvor var isen? Han rejste sig og gik over til minibaren. Hele den øverste halvdel af det maskerede køleskab var en frostboks, og den var ganske rigtigt fyldt med isterninger. Han tog to af dem, lagde sig tilbage på sengen og lod dem balancere som et par horn i panden, indtil de gled ned og blev til et par ekstra øjenlåg.

Hjemme i Stockholms regn havde han længtes sådan efter solen. Nu længtes han allerede efter Stockholms regn. Græsset er altid grønnere på den anden side, tænkte han klichéagtigt; hans hjerne var helt splattet ud.

På amerikanske film plejede New York altid at vise sig fra en af to sider: Enten glimtende i et hysterisk, men lykkeligt julesnevejr, eller som en gryde nedsænket i solens indre. Nu forstod han hvorfor. Det var midt i september og uendelig langt fra det lykkelige julesnevejr.

Han fik sig slæbt ud på det nedslidte, men venligt nedslidte badeværelse. Der var en bruser over et lille, ramponeret badekar, og den gjorde han brug af uden først at finde toiletsager og rent tøj frem – bare direkte ind under vandet. Det var store sager, at han havde sanset at klæde sig af. Han tørrede sig ikke engang bagefter, men trådte direkte hen til håndvasken og begyndte at drikke. Efter fem slurke kom han til at tænke på, at han måske ikke burde drikke vandet, og begyndte at spytte og sprutte. Det eneste, der manglede, var en gang rigtig livlig turistdiarré.

Han så sig i spejlet, der holdt stilen og var revnet. Noget forskudt i forhold til sig selv, lidt kubistisk, mødte han sit eget blik. Blegnen på kinden lignede sig selv; han takkede diverse Skabere for, at den var holdt op med at vokse. På et tidspunkt havde han været alvorligt bange for, at den skulle brede sig til hele ansigtet.

Hvorfor kom han altid til at tænke på den blegne, når Kerstin var i nærheden?

Han trådte nøgen ind i værelset. Da han havde gået de fire meter hen til sengen, var han allerede tør; så snart han havde lagt sig, begyndte sveden at løbe igen. Han lå og så på sit lem. En overgang overvejede han alvorligt at onanere – det var altid en måde at finde sig til rette på – men forudsætningerne var for dårlige. Han forsøgte i stedet at indøve en vejrtrækningsteknik, der brugte så lidt energi som muligt, og midt i det faldt han brat i søvn.

Som på bestilling dukkede Kerstin op. Han var på et andet hotelværelse. Han sov i søvnen og drømte i drømmen. Eller snarere befandt han sig i drømmen i en tilstand mellem drøm og vågen. Der kom hun. Den lille, mørke skikkelse dukkede op af intet og gled ind til ham. De havde talt om sex tidligere på aftenen, lidt beruset, men åbent, modent, moderne. Det havde ikke behøvet at føre til noget.

Han var kommet til – hvis man kunne kalde det det – at nævne sin yndlingsfantasi, og nu lå hun pludselig og onanerede lige ved siden af ham. Hans underbevidsthed havde med pedantisk omhu lagret hver eneste af hendes bevægelser og havde i over et år stædigt insisteret på at trække dem frem om natten – hver eneste lille særegenhed i hendes måde at røre ved sig selv på, hvert eneste kærtegn og hele det spektrum af ønsker og begær, der indgik i hver eneste berøring, det bankede, og hun lod hånden køre som en harve ned gennem hårets trekant, det bankede, og skilte langsomt, langsomt, det bankede, og greb –

Det bankede.

Han satte sig ret op i sengen og så ned på sin rejsning.

»Paul?« hviskeråbte det feminint gennem døren. »Er du vågen?«

»Ja, jeg er nøgen!« råbte han og spillede vågen. »Vågen!« råbte han lidt højere og håbede, at døren var godt isoleret mod freudianske fortalelser. »Skal vi allerede af sted?«

»Nej, ikke endnu,« sagde Kerstin. »Må jeg komme ind?«

»Vent lidt,« råbte han og var endelig vågen. Erektionen burde være gået i sig selv, men den var grumme standhaftig. Han tyede til en nødløgn: »Jeg står under bruseren, vent lige lidt!«

Hvorfor kunne han ikke arbejde sammen med denne kvinde uden at gøre hende til et sexobjekt? Var han ikke en moden mand? Han syntes, han havde en rimelig fornuftig indstilling til ligestilling og kvinders rettigheder og alt det, men begæret var en tyran, der aldrig helmede. Og for øvrigt forsøgte han vel snarere at gøre hende til et sexsubjekt, men hvor fanden gik grænsen?

Den gik her. Rejsningen holdt sig hårdnakket, latterligt nok. Det lykkedes ham at træde et skridt til siden og grine af sig selv: din nar. Og nu havde narren valget mellem at affærdige hende og risikere at sætte de sidste rester af fortrolighed over styr – eller at være oprigtig og risikere at sætte de sidste rester af fortrolighed over styr.

Et par sekunders balanceakt på æggen og så:

»Jeg har rejsning.«

»Jeg kan sgu ikke høre, hvad du siger. Luk nu op.«

Han snuppede et håndklæde på toilettet og svøbte det om sig. Det så patetisk ud, så patetisk, at det ikke længere var patetisk, da han nåede hen til døren og drejede nøglen om. Hun trådte ind, klædt i en elegant og tætsiddende lille sort sag.

»Hvad sagde du?« spurgte hun og betragtede ham, som han stod dér og agerede frisk fra bruseren.

»Jeg var ved at tage brusebad,« sagde han og slog kejtet ud med hånden. »Jeg troede ikke, klokken var så mange.«

»Du er jo tør,« sagde hun skeptisk.

»Varmen,« sagde han. »Alting tørrer på ingen tid.«

»Klokken er ikke så mange,« sagde hun i et andet, mere professionelt tonefald og satte sig på sengekanten. »Jeg tænkte bare, vi skulle snakke vores strategi igennem, inden det er for sent.«

»Strategi?« sagde han og bøjede sig ned mod rejsetasken på den anden side af sengen. Håndklædet sad ikke rigtig fast, så han måtte holde i det med den ene hånd og bearbejde taskens spænder med den anden. Det var ikke helt let.

Han følte sig som en klovn.

»Det ser besværligt ud,« sagde hun moderligt og vendte sig bort. »Slip håndklædet. Jeg skal nok lade være med at kikke.«

Han slap håndklædet og fandt rent tøj frem. Mens han lettet trak i det, sagde han:

»Hvorfor skal vi have en strategi?«

»Det er FBI, vi skal møde. I deres øjne er vi et par landlige slægtninge på besøg i storstaden, og det er deres vigtigste opgave at sørge for, at vi ikke vender hjem som narkovrag eller trafikofre eller rovmyrdede. Vi må vide, præcis hvad vi vil, og holde fast i det. Det er dem, der skal sætte os i arbejde, ikke omvendt, for det er os, han er hos. Så hvad er vi egentlig kommet herover for?«

Han tog et smalt, lilla slips op af tasken og begyndte at binde det.

»Fiske efter ledetråde og se, om de har overset noget.«

»Ja, men sådan kan vi ikke formulere det. Har du tænkt dig at stille i det der?«

Paul Hjelm så ned ad sig selv.

»Hvad mener du?«

»Vi behøver vel ikke se mere landlige ud, end vi er. Vi kommer faktisk fra en storby, selvom det er en af de mindre.«

»Hvad er der galt?« spurgte han uforstående.

»Hvilken farve har din skjorte?« sagde hun pædagogisk.

»Blå,« sagde han.

»Azurblå, nærmest. Og slipset?«

»Lilla?«

»Står det godt til hinanden?«

Han trak på skuldrene.

»Hvorfor ikke?«

»Kom her,« sagde hun, og han adlød. Hun løsnede slipset og begyndte at knappe skjorten op. Styr jer, befalede han sine balstyriske nedre regioner.

»Hvad gør du?« spurgte han stille.

»Eftersom jeg går ud fra, at du kun har ét slips med, er det skjorten, vi må skifte ud. Hvad har du?«

Hun rodede i tasken og fandt en hvid skjorte.

»Den må gøre det,« sagde hun og stak ham den. »Nej,« skiftede hun brat emne, »vi kan ikke lægge det frem, som om vi er her for at rette op på deres fejltagelser. Det kan være følsomt, om ikke for Larner, så for hans overordnede.«

»Så vi bør fokusere på det svenske aspekt?« sagde han og knappede skjorteknapper.

»Ja, det mener jeg. Men først og fremmest skal vi dele gavmildt ud af vores viden; måske kan de tilføje noget, men det handler i første række om goodwill. Vi lægger kortene på bordet, så får vi måske nogle nye.«

»Strategien hedder altså: 1) spytte betingelsesløst ud med alt, hvad vi har, 2) sige, at vi gerne vil gennemgå materialet for at prøve at finde en kobling til Sverige.«

»Og gøre det helt klart, at vi udelukkende er her for at arbejde ud fra et svensk perspektiv. Ikke træde nogen over tæerne. Være diplomatiske. Kan du klare det?«

Han burde have følt sig krænket, men samtidig var det jo første gang i meget lang tid, hun kunne siges at forholde sig til hans person.

»Ja,« sagde han bare.

»Som du ved, har jeg gennemgået det materiale, vi har haft adgang til, ret så grundigt. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvor fuldstændigt det er, men det ser ud, som om Larner var lidt for hurtig til at bide sig fast i Wayne Jennings. Da Jennings forsvandt ud af billedet, forsvandt idéerne også. Materialet efter pausen rummer ikke en eneste lille hypotese. Måske er jeg uretfærdig, men det virker, som om Larner gav op efter fiaskoen med Jennings. Nu nøjes han med at indsamle facts. Der burde være meget andet at tage sig til, ikke mindst i forhold til den nye mordserie.«

Han nikkede. Selv med hans betydeligt mindre kendskab til detaljerne stod det klart, at Kentuckymorderen havde sat amerikanerne skakmat med sin tilbagevenden efter femten år.

»Du synes altså ikke, vi skal komme ind på KGB-sporet?« spurgte han gravalvorligt.

»Vi kan vente lidt med det,« sagde hun lige så gravalvorligt.

Ray Larners forkost bestod af en fuldkommen stilren pasta carbonara i caféafdelingen af den lille restaurant Divina Comedia på 11th Street. Det kom lidt bag på dem at se maden komme på bordet med svensk mineralvand til, men som de allerede havde konstateret: Verden skrumpede. Larner var i sit es og ville udelukkende tale om italiensk kogekunst, alt andet affærdigede han som uvedkommende. En lang og pinligt prestigeladet diskussion om, hvorvidt verdens bedste olivenolie kom fra Spanien eller Italien, sluttede med sejr til hjemmeholdet, da Kerstin pludselig huskede på sin diplomatiske strategi og bakkede op om Italien. Hjelms forsøg på at bringe Grækenland på banen vandt ikke genklang, hvorimod Australien scorede nogle uventede point ved nabobordet.

»Når jeg går på pension, flytter jeg til Italien,« kundgjorde Larner højlydt. »Der er ingen ende på den pensionerede enkemands privilegier. Jeg vil dø med en blanding af pasta, olivenolie, hvidløg og rødvin i munden. Alt andet ville være forkert.«

Det var ingen overdrivelse at sige, at han ikke helt levede op til klichébilledet af en FBI-agent.

»Du er enkemand?« sagde Kerstin med mild medfølelse.

»Min kone døde for et par år siden,« sagde Larner godmodigt tyggende. »Efter sorgen følger der heldigvis en næsten overgiven følelse af frihed. Medmindre man tager sit eget liv eller bliver alkoholiker. Som de fleste gør.«

»Har du børn?« spurgte Hjelm.

»Nej,« sagde Larner. »Vi talte om det omtrent frem til det tidspunkt, da jeg blev sat på K. Han berøvede mig enhver tro på menneskeheden. Man kan ikke sætte børn i verden, når den verden kan frembringe en K. Men det er vel et ræsonnement, I har hørt før.«

»Jeg har gjort det,« sagde Hjelm. »Altså sat børn i verden.«

»Dengang havde I ikke nogen K. Vent og se, om du får børnebørn.«

»Folk fik børn selv under Hitler,« sagde Kerstin.

Ray Larner tav et øjeblik. Så lænede han sig frem mod hende:

»Har du børn, Halm?«

Hun rystede på hovedet.

»Det, jeg vil vise dig i eftermiddag,« sagde han og lænede sig tilbage, »vil i al fremtid afholde dig fra at få det.«

»Zero tolerance« var et begreb, der spillede en stor rolle for den nye New York-ånd. Det var en omskrivning af intolerance og fungerede udmærket. Politiet havde simpelthen fået ordre til ikke at tolerere den mindste lovovertrædelse. Den ubetydeligste forseelse medførte øjeblikkelig anholdelse. Teorien bag var en slags lodret dominoeffekt: Falder småforbryderne, ryger storforbryderne med. Udgangspunktet var en forestilling om, at de, der begår grove forbrydelser, også begår mange små og er lettere at fange i forbindelse med de sidste.

Ray Larner stod som FBI-mand uden for delstatens politivirksomhed. Selvom han arbejdede i hjertet af New York, betragtede han projektet på afstand. Hans åbenhjertighed, som de allerede havde fået flere prøver på, strakte sig aldrig så meget som en tomme ind på kontroversielle områder. Alligevel var der noget ved hans tonefald, der skurrede, da han sad i bilen ved siden af Jerry Schonbauer og fortalte om New York-åndens resultater. Var det anelser om et uhyggeligt fremtidsperspektiv, der røbede sig i selve hans intonation?

For nogle år tilbage havde man simpelthen været pisket til at gøre noget ved situationen i USA’s største by. Tingene var helt ude af kontrol. Folk myrdede løs. Politi og retsvæsen var afmægtige. I princippet var der to veje at gå: den langsigtede og den kortsigtede, den forebyggende og den afstraffende. Desværre havde man ladet situationen køre så langt ud, at der reelt kun var ét alternativ. Der kunne ikke være tale om at hjælpe folk til så meget selvværd, at de begyndte at skimte alternativer til stoffer og hurtige penge. Det ville ikke alene tage for lang tid, men også bryde med flere århundreders tradition. Den bedste løsning fremstod som den, der syntes at forene det kortsigtede og det langsigtede, som forebyggede ved at afstraffe.

Det lykkedes over al forventning. Pludselig var der politi på hvert gadehjørne, »community policing«, og New York raslede ned fra en topplacering på listen over verdens mest mordplagede byer til noget nær en sidsteplads. De hæderlige borgere, altså de nogenlunde velstillede, jublede naturligvis. Nu kunne man igen jogge gennem Central Park uden at få en stilet mellem sjette og syvende ribben, man kunne tage subway’en uden at være nok til at fylde en halv togvogn. Kort sagt, det var atter muligt at færdes frit rundt i byen.

Men hvad var prisen? I første række en total og definitiv accept af status quo. Selve den tanke, at forbrydere på en eller anden skulle kunne forbedre sig, var som blæst bort. Det gjaldt ikke om at sørge for, at folk ikke blev kriminelle, men om at straffe dem, når først de var blevet det. Hele den karrigt tildelte ressourcekage, som den præventive indsats tidligere havde tiltusket sig i det mindste nogle småbidder af, gik nu til straffemaskineriet. Ingen ved sine fulde fem talte længere om den gamle amerikanske kongstanke equal opportunities, og smeltedigel-visionen var blevet ren tågesnak; intetsteds levede folkeslagene så adskilt som i USA. Politiets strategi gik ud på at kunne dukke op hvor som helst – en strategi, der uden tvivl havde en tung historisk ballast. Med hensyn til fremtiden var spørgsmålet, om uligheden ikke allerede var drevet så langt, at politistaten var den eneste mulige måde at opretholde ro og orden på.

Desuden var der sket et ubehageligt skred i synet på menneskets rettigheder. Det sås i forbindelse med dødsstraffen. Otteogtredive af delstaterne havde dødsstraf, og antallet af dødsdomme og henrettelser steg drastisk. Den seneste genistreg var, at intet medlem af en jury i en retssag, hvor der kunne blive tale om dødsstraf, måtte være principiel dødsstrafmodstander. Med disse »dødsstrafkvalificerede juryer« udelukkede man simpelthen liberale nævninge fra retsprocessen og banede vej for forhastede, uigennemtænkte domme. Faktum var, at kriminaliteten på ingen måde var lavere i staterne med dødsstraf end i den lille minoritet, der endnu sagde nej til den. Dermed faldt hovedargumentet for dødsstraffen – afskrækkelsen; tilbage var kun den rene gengældelse. Hævnen.

Den neutralitet, hvormed Larner opridsede situationen, gav ikke Hultins noget efter. Spørgsmålet var, om den dækkede over lige så megen vrede, eller om Larner, som Kerstin havde antydet, nøjedes med at indsamle og registrere de nøgne facts.

Hjelm skulle netop til at sætte ham på den prøve, som efter hans opfattelse afslørede en grundlæggende skillelinje mellem to arter af mennesker, nemlig indstillingen til dødsstraf, men i det samme nåede bilen toppen af Brooklyn Bridge. Larner afbrød sin redegørelse og sagde:

»Kik lige bagud.«

De vendte sig om, og Manhattans fantastiske bybillede lå udbredt for øjnene af dem, badet i sollys.

»A strange kind of beauty, isn’t it? Hver gang jeg kører den vej, kommer jeg til at grunde over skønhedens eviggyldighed. Ville vores forfædre også have fundet det smukt? Eller havde de syntes, det var skrækkeligt? Findes der en eviggyldig skønhed?«

Synet var overvældende; Hjelm kunne ikke koble tilbage til spørgsmålet om dødsstraf. Kikket ud over Manhattan havde på forunderlig vis åbnet byens døre, og han fulgte med spænding vejen til FBI’s New York Field Office. Da Schonbauer var nået over Brooklyn Bridge, drejede han fra, kørte rundt og vendte tilbage til en reprise; de var åbenbart udelukkende kørt derud for udsigtens skyld. De fulgte broen tilbage og kørte helt ned til det vældige City Hall, drejede ned ad en af New Yorks få diagonalgader, Park Row, som gik langs City Hall Park, kom ud på selveste Broadway, drejede til højre, passerede atter City Hall og kom efter nogle kryds frem til Federal Plaza, hvor en garageport åbnede sig for dem, og de rullede ind.

Dette var FBI’s hovedkvarter på Manhattan, 26 Federal Plaza. Derudover var der lokale kontorer i Brooklyn-Queens, på Long Island og i JFK-lufthavnen.

De vandrede gennem lange gange, der var temmelig forskellige fra politigårdens på Kungsholmen. Alt var større, renere, mere klinisk. Hjelm spurgte sig selv, om han ville kunne arbejde her. Stedet virkede immunt over for de vilde indfald, han opfattede som sin specialitet.

Han holdt snart op med at tælle, hvor mange sikkerhedsdøre de passerede ved hjælp af diverse kort og koder. Schonbauer agerede ledåbnerdreng, mens Larner snakkede i ét væk. Tal og informationer af den slags, der står i brochurer, føg gennem luften: antal ansatte, afdelinger, grunduddannelsens opbygning, ekspertgrupper, alt andet end det virkelig interessante.

Endelig nærmede de sig tydeligvis pudlens kerne. En sidste sikkerhedsdør gled op på monumentale hængsler, og de befandt sig i et nyt system af gange, der åbenbart husede seriemordersektionen af FBI’s New York-afdeling. Larners og Schonbauers navne stod på to uanselige døre ved siden af hinanden i en lang række. Schonbauer gik uden en lyd ind ad sin, og de andre trådte ind på Larners kontor.

»Jerry har et lille multimedieshow, han vil gøre klar til jer,« sagde Larner og satte sig bag sit skrivebord. Kontoret var lille og tilgroet, konstaterede Hjelm taknemmeligt; her var i det mindste skyggen af et personligt præg. Væggene så ud, som om de var tapetseret med opslagstavler, og overalt sad der alle mulige slags sedler og lapper. Lige omme bag Larner stod der også en velkendt whiteboardtavle, hvis mønster af pile, firkanter og streger til forveksling lignede Hultins.

»Ja, dér har vi det hele i koncentrat,« sagde Larner, idet han fulgte Hjelms blik. »Fireogtyve kasser, en for hvert tortureret lig. Otteogfyrre huller i fireogtyve halse. En nøgtern skematisering af det uskematiserbare. Grufulde rædsler reduceret til nogle blå streger. Hvad andet er der at gøre? Resten går vi rundt med indeni.«

Hjelm så på Larner. FBI-agenten gik uden tvivl rundt med temmelig meget indeni.

»Først et spørgsmål,« sagde Larner stille. »Mener I virkelig, at han har skudt et af sine ofre?«

»Det lader til det,« sagde Hjelm.

»Hvis det er tilfældet, ændrer det med ét slag den ansats til en psykologisk profil, vi har stykket sammen.«

»På den anden side,« sagde Kerstin Holm, »gik din oprindelige teori jo på, at han var Vietnamveteran. I så fald ville han jo også være fortrolig med skydevåben.«

Larner skar en grimasse:

»Du ved jo, hvordan det gik med den teori …«

»Ja, selvfølgelig,« sagde Kerstin, og Hjelm syntes næsten, hun rødmede. Diplomatisk fadæse i første replik. Han kunne se, hvordan hun bandede sig selv langt væk. Alligevel kunne hun ligesom ikke få sig selv til at skifte spor:

»Kan du ikke lige forklare mig, hvorfor du lod alle Commando Cools andre medlemmer ude af betragtning? Det fremgik ikke af det materiale, du sendte til Sverige.«

Larner strakte sig i stolen og hentede informationer fra hjernens omfattende arkiv:

»Så vidt vi ved, bestod gruppen af otte medlemmer, alle specialtrænede. Dens speciale var lidt brutalt sagt tortur på feltfod. Mere officielt – for så vidt som jeg overhovedet kunne få nogen til at udtale sig officielt – kaldte man det ’feltmæssig informationsindhentning’; jeg havde på fornemmelsen, at det var en betegnelse, man fandt på til ære for mig, og at det aldrig havde været meningen, at folk uden for inderkredsen skulle få mindste nys om gruppen.«

»Hvem var inderkredsen? Var det overhovedet forsvaret?«

Larner sendte hende et skarpt blik.

»Forsvarets efterretningstjeneste,« sagde han, men det virkede, som om han havde mere på hjerte. Kerstin så det.

»Og ikke andre?« sagde hun.

»Commando Cool – alene det syge navn antyder jo, at offentligheden aldrig skulle have haft noget at vide ... Nå, men hvorom alting er: Commando Cool sorterede på en eller anden måde direkte under Nixon. Den blev etableret i hans præsidentperiode, hen mod krigens slutning – lidt i desperation, får man indtryk af. Forsvarets efterretningstjeneste var den offentlige facade, men der var andre kræfter på spil i kulissen.«

»CIA?« spurgte Kerstin og havde tilsyneladende glemt alle diplomatiske masker på hotelværelset.

Ray Larner svælgede. Hans blik viste, at forholdet mellem dem havde ændret sig – dog ikke nødvendigvis til det værre.

»Sagt i allerstrengeste fortrolighed: ja, muligvis. I skal være klar over, at forholdet mellem CIA og FBI er yderst anspændt. Hvis det på nogen måde kommer frem, at jeg har sagt sådan, kan jeg godt skyde en hvid pind efter pensionen. Min private telefon er blevet aflyttet, og jeg må bare håbe på, at de ikke har installeret en eller anden elektronisk sladrehank herinde. De er altid et skridt foran. Som I forstår, har jeg allerede sagt alt for meget, så prøv at glemme det.«

»Det er allerede sket,« sagde Kerstin. »Vi er udelukkende kommet herover for at søge forbindelser til Sverige. Det er det eneste, der kommer med i vores rapporter.«

Larner sad lidt og så fra den ene til den anden. Så nikkede han kort.

»Otte medlemmer,« gentog han.

»Hvad med Balls?« afbrød Kerstin dumdristigt.

Larner lo pludselig højt.

»Nå, så I har konsulteret FASK? Fans of American Serial Killers på internettet?«

De så på hinanden.

»Kom med,« sagde Larner, rejste sig brat og sprang ud på gangen. De gik et lille stykke tilbage. Larner bankede på en dør med navnet Bernhard Andrews og trådte ind. En tilsyneladende helt malplaceret ung mand på lidt over de tyve med cowboybukser, T-shirt og runde briller så op fra en kolossal computer og smilede bredt:

»Hej, Ray,« sagde han muntert og rakte en dataliste frem. »Gårsdagens fangst. En bomuldsdirektør fra West Virginia, en golfklub i Arkansas og lidt andre gode småfisk.«

»Barry,« sagde Larner, idet han tog listen og skimmede den. »Dette er politiofficererne Jalm og Halm fra Sverige. De er her angående K.«

»Aha,« sagde Bernhard Andrews gemytligt. »Arbejder I sammen med Jorge Chavez?«

De tabte underkæberne.

»Født 1968 i Sverige,« fortsatte Andrews. »I Raggswede – ikke sandt? – af chilenske forældre med tilknytning til venstrefløjen, som flygtede fra Pinochet. Faderen hedder Carlos og var en tur på Santiagos fodboldstadion. Underkastet tortur.«

»It’s called Rågsved,« sagde Hjelm forvirret.

»Han var inde for en uge siden,« uddybede Andrews og virkede vældig tilfreds med sig selv. »Fin, men lidt for let gennemskuelig forklædning. Han spyttede 130 skatteyderbetalte dollars for at komme ind. Lidt ulandsbistand fra den svenske statskasse til den amerikanske.«

De stirrede målløse på ham. Underkæberne klaprede mod knæskallerne.

»Barry er hacker,« sagde Larner stille, »en af de bedste i landet. Kommer ind overalt. Det var meget heldigt for os, at vi fik fat i ham. Desuden er han FASK.«

»Fans of American Serial Killers,« sagde Andrews. »Nice meeting you.«

»Det er en måde at lokke potentielle seriemordere ud af busken på,« sagde Larner og viftede med datalisten. »Barry finder frem til dem, uanset hvor godt de prøver at maskere sig. Vi har snuppet tre stykker ved hjælp af FASK. Barry er nationens mest ukendte helt, vil jeg mene.«

Bernhard Andrews smilede bredt.

»Balls eksisterer altså ikke?« sagde Kerstin, hvis tiøre faldt noget hurtigere end Hjelms.

»Han er taget fra Den lyserøde panter,« sagde Andrews. »Kommissær Clouseaus maskeringsekspert, som overlever alle sprængstofattentater. Det eneste, man kan vide sig sikker på med hensyn til seriemordere og deres fans, er, at de er blottet for humor. Det virker åbenbart som en vaccine.«

»Tanken var at fremprovokere en protest fra nogen, der vidste bedre,« sagde Larner. »Men indtil videre har det ikke givet noget.«

De tog afsked med Fans of American Serial Killers. Han smilede bredt og vinkede. Larner førte dem tilbage til sit kontor. I døren sagde han:

»Nu om stunder er meget lidt, hvad det giver sig ud for at være.«

Han satte sig tilbage bag skrivebordet.

»Jeg troede ikke, I havde etniske minoriteter i jeres politikorps,« sagde han og satte meget præcist fingeren på et ømt svensk punkt. Han fortsatte: »Men end ikke Chavez må kende sandheden om FASK. Barry er et af vores vigtigste hemmelige våben i kampen mod seriemorderbølgen.«

Han trak en skuffe ud, tog to ark papir frem, lagde dem på skrivebordet og anbragte en FBI-pen oven på hvert.

»Det er ikke, fordi jeg ikke stoler på jer, men mine overordnede har gjort de her klar til jer. Tavshedspligt under strafansvar ifølge amerikansk lov. Hvis I vil være venlige at læse det igennem og skrive under.«

De læste. Det, der stod med småt, var svært at forstå. Begge følte en instinktiv modvilje mod at sætte deres underskrift på en uklar skrivelse, men diplomatiet fejrede endnu en triumf. De skrev under.

»Godt,« sagde Larner. »Hvor kom vi fra? Commando Cool. Otte medlemmer, ingen Balls. Gruppeleder den meget unge Wayne Jennings, som allerede var veteran, da de hentede ham ind, femogtyve år gammel og med seks års krig og Gud ved hvor mange døde bag sig. Alle de bedste og mest formende år af sit liv i dødens tjeneste. Syvogtyve da krigen sluttede, tredive da K indledte sin virksomhed. Efter krigen vendte han hjem til sin afdøde fars farm i det østlige Kentucky, ved foden af Cumberland Plateau, hvis det siger jer noget. Gjorde ikke meget ved landbruget, levede af krigspensionen. Var ubetinget det mest nærliggende bud – efter sigende særdeles skrap til at håndtere tængerne. Det tredje lig blev fundet kun tretten miles fra hans hjem. I øvrigt døde tre af Commando Cools medlemmer hen mod krigens slutning. Ud over Jennings var der altså fire tilbage – navnene står i det komplette materiale, som I vil få adgang til. En af dem, Greg Androwski, barndomsven af Jennings, boede ligeledes i Kentucky, men han gik i spåner og døde som narkoman i 1986. Han levede altså de fire år, K var aktiv i Midtvesten, men som et vrag og ret så usandsynlig som morder. Totalt ødelagt af Vietnam. De tre resterende: To flyttede nordpå, en af dem, Steve Harrigan, til New York, hvor han blev børsmægler og en af firsernes store Wall Street-kanoner, den anden, Tony Robin Garreth, til Maine, hvor han lever af at arrangere fisketure for turister. Begge havde temmelig vandtætte alibier. Den sidste, Chris Anderson, flyttede til Kansas City og slog sig ned som brugtvognsforhandler.«

»Svensk afstamning?« spurgte Kerstin.

Larner smilede svagt.

»Fire generationer tilbage,« sagde han. »Tipoldefaderen kom fra et sted ved navn Kalmar, hvis I ved, hvor det er. Men Anderson var faktisk nummer to på vores liste, Jennings højre hånd, lige så iskold og lige så skadet af krigen. Men hans alibi var som regel lidt bedre end Jennings. Og Jennings var mere ondartet – det var faktisk mit hovedargument, altså et rent intuitivt. I betragtning af det lykkedes det mig at køre det hele ret så langt ud.«

»Helt ærligt – hvor sikker var du på, at det var Jennings?«

Larner lænede sig tilbage i stolen og med hænderne bag nakken. Han tænkte om et øjeblik.

»Fuldkommen,« sagde han. »Hundrede procent.«

Han fiskede en tyk mappe ud af et gammeldags arkivskab ved siden af whiteboardtavlen. Jerry Schonbauer stak hovedet ind.

»Det er klar,« sagde han.

»Fem minutter,« sagde Larner og lagde mappen foran Kerstin. Hun åbnede den. En lille samling fotografier foldede sig ud som en vifte under deres øjne. Det første var et portræt. Jennings i trediveårsalderen, en ung, sporty mand med lyst hår og et bredt smil, men også med en stålblå kulde i øjnene, der på en meget påfaldende måde spaltede ansigtet i to. Kerstin lagde først hånden over dets øverste halvdel og så en glad smilende ung mand. Derpå lod hun den dække den nederste og mødte et stenhårdt menneskes isnende blik.

»Netop,« sagde Larner næsten begejstret. »Lige netop! Til at begynde med var han såre elskværdig, lutter imødekommenhed. Den nederste halvdel. Men da vi ikke gav os, så vi mere og mere af den øverste.«

De kikkede resten af fotografierne igennem. En ganske ung Jennings i uniform, en lidt ældre i en kreds af andre kampuniformerede, Jennings med en stor tunfisk, Jennings i angrebspositur med maskinpistolen rettet mod kameraet, Jennings dansende med en smuk sydstatskvinde, Jennings med en dreng på skødet, Jennings i lag med en vietnamesisk prostitueret – og så Jennings grinende af fuld hals med pistolen mod tindingen på en grædende, nøgen, knælende vietnameser, der pisser af skræk foran et dybt hul i jorden. Kerstin tog det op og så på Larner.

»Det dér, ja,« sagde han. »Det får ligesom én til at glemme de andre. Det er et virkelig sygt billede. Jeg er sikker på, at Time Magazine ville betale en klækkelig sum penge for det. Jeg fatter ikke, at han kunne få sig til at gemme det. Vi fandt alle de her billeder, da vi ransagede hjemmet efter hans død.«

»Hvordan gik det til, da han døde?« spurgte Kerstin. »Helt præcis?«

»Vi havde jo folk på ham døgnet rundt dér til sidst,« begyndte Larner, men blev straks afbrudt:

»Hvor længe?«

»En måned op til hans død.«

»Og blev der begået nogen mord i den periode?«

»Ligene var ofte i en grad af opløsning, som gjorde det svært at datere mordene. Men samtlige seksten inden hans død var faktisk allerede fundet på det tidspunkt. Det var en af grundene til, at jeg holdt på mit, selvom jeg havde alle tænkelige instanser imod mig: Jo længere tid vi overvågede ham døgnet rundt, og der ikke dukkede nye ofre op, des større var sandsynligheden for, at han var morderen. Kan jeg gå videre nu?«

»Ja, endelig,« sagde Kerstin skamfuldt. »Undskyld.«

»Jeg var så vidt muligt med i overvågningsbilen, og det var jeg også den dag – den tredje juli 1982. Det var bagende varmt, nærmest ulideligt. Jennings kom farende ud af huset og råbte efter os; sådan havde han gjort de seneste dage. Han virkede helt ude af den. Så sprang han over i sin bil og gav den sømmet. Vi fulgte efter en ti miles nordpå ad landevejen. I vanvittig fart. Så steg en kæmpestor røgsky til vejrs forude bag et langt sving, og da vi nåede derhen, så vi, at Jennings var stødt frontalt sammen med en lastbil. Begge køretøjer stod i flammer, da vi nåede frem. Jeg løb så langt frem, som jeg kunne, og så ham bevæge sig svagt inde i bilen, halvt fortæret af ilden.«

»Du så altså ikke selve sammenstødet?« sagde Kerstin.

Larner smilede igen dette både indforståede og overbærende smil, som var blevet kendetegnende for deres relation. Hjelm følte sig lidt udenfor.

»Jeg forstår godt, hvor du vil hen, Halm,« sagde Larner. »Nej, vi befandt os nogle hundrede meter bag ham, og vejen svingede, og nej, jeg så ikke hans ansigt, da han brændte op. Sandt nok, det havde været det mest velegnede sted at fingere en ulykke. Men dels var der ingen steder at gemme sig, kun flad jordørken i miles omkreds, dels – og det er det vigtigste – var tandsættet i hans bil. Jeg brugte selv lang tid på at overbevise mig selv om, at han faktisk døde i den bil. Men det gjorde han altså. Tro ikke andet. Lad være med at gøre som jeg og bide jer fast i Jennings. Det blokerede hele den videre efterforskning, jeg kan ikke længere komme med en eneste fornuftig hypotese. K er og bliver en gåde. Han må have siddet et eller andet sted og skrupgrinet, mens jeg plagede en træt, arbejdsløs krigsveteran og drev ham i døden. Og bare for at vise mig, hvor meget jeg havde klokket i det, begik han yderligere to mord inden for det næste halve år; begge længe efter Jennings’ død. Og så forsvandt han op i den blå luft.«

Larner sad helt stille med lukkede øjne.

»Jeg troede, jeg var sluppet af med ham,« sagde han langsomt. »Jeg knoklede videre med sagen, finkæmmede hver eneste lille detalje i flere år efter det attende og sidste mord. Der går over ti år. Jeg får andre opgaver, jager racister nede i Sydstaterne, optrævler narkohandel i Vegas, men han er hele tiden lige bag mig. Og så begynder den satan igen. Han er flyttet til New York. Han håner mig.«

»Og I er stensikre på, at det er ham?«

Larner gned næsen og så træt ud.

»Af sikkerhedsmæssige grunde sørger vi altid for, at kun ganske få har kendskab til afgørende detaljer i de forskellige sager. I dette tilfælde mig og en mand ved navn Camerun. Camerun døde i 1986, af kræft. Der er med andre ord en detalje, som ikke engang Jerry Schonbauer kender til – jeg er faktisk den eneste på bureauet, der gør. Det drejer sig om tængerne. Det er de samme tænger, og de indføres på nøjagtig samme, yderst komplicerede måde. Eftersom I nu har overtaget sagen, vil I også få den nøjagtige beskrivelse, men jeg råder jer indtrængende til ikke at dele den med nogen anden.«

»Hvad med ham Commando Cool-fyren, der flyttede til New York?« fremturede Kerstin. »Børsmægleren?«

Larner lo højt.

»Man skulle tro, alle mine gamle tanker svævede rundt i luften, så du kunne samle dem op, Halm.«

»Kerstin,« sagde Kerstin.

»Okay, Charstin. Steve Harrigan er ganske rigtigt ikke nævnt i den rapport, jeg sendte til jer. Men jeg har tjekket ham, og han er med i det komplette materiale, I vil få at se. Harrigan er ganske enkelt milliardær og konstant på farten. Han har været i udlandet på tidspunktet for hvert eneste af de seks mord her i anden omgang. Og han er i hvert fald ikke i Sverige nu. Så efter de her noget mere end fem minutter synes jeg, vi skal gå en tur i biffen med Jerry.«

Han førte dem gennem gangene og ind i en lille sal, der faktisk lignede en rigtig biograf. På et bord oppe under lærredet sad kæmpen og dinglede med benene. Buksebenene var gledet lidt op og afslørede et par ekstremt behårede skinneben over de reglementerede sorte sokker. Så snart han så dem, hoppede han ned og bad dem tage plads på første række.

»Jerry kom hertil netop fra Kentuckyafdelingen, da den nye mordrunde startede,« sagde Larner og skruede sig ned i en af de søvnbefordrende lænestole. »En satans god agent – han tog Roger Penny ene mand, hvis det siger jer noget. Kør løs, Jerry. I’m gonna take a nap. Det er stærke sager i starten, men bare rolig – man vænner sig hurtigt til det.«

Lyset dæmpedes langsomt; det var virkelig som at være i biografen.

Der manglede heller ikke special effects, men de var desværre ikke af Hollywoods fabrikat.

»Michael Spender,« akkompagnerede Schonbauers basstemme billedet af en mand, hvis eneste hele kropsdel var hovedet over en hals med to små røde lanterner. Det var vredet tilbage, hvidt og opsvulmet. Han var nøgen. De døde øjne havde bevaret det samme frygtelige udtryk af smerte som Andreas Gallanos. Neglene var revet af tæer og fingre, huden flået af kroppen i små strimler, lemmet kløvet fra hoved til rod og krænget ud som to blodige laser mod hver sin side af skridtet.

Kvalmen meldte sig brat hos dem begge. Det var lige før, de måtte styrte ud. Schonbauer fortsatte udtryksløst:

»Spender var det første offer, dataingeniør på Macintosh i Louisville. Blev fundet af en bærplukker i skoven i det nordvestlige Kentucky omtrent fjorten dage efter sin død. Vendte ikke tilbage til jobbet efter frokost den fjerde september 1978. Blev fundet den nittende om eftermiddagen, tres miles fra sin hjemby. Arbejdede med at udvikle den første store Apple-computer.«

Næste offer var uidentificeret, en kraftig mand med slaviske træk. Billederne var lidt mere skånsomme mod maverne. Påklædt, men med sønderflængede fingre og køn.

»Kunne godt ligne en russer,« sagde Hjelm og tænkte på det absurde gamle KGB-spor.

»Absolut,« sagde Schonbauer. »Vi sendte fingeraftrykkene til det russiske politi så hurtigt som muligt, men det gav ingenting. Vi ved intet andet om ham, end at han blev fundet i det sydlige Kentucky omtrent to måneder efter Spender. På et gammelt udendørslokum ved en ødegård. Han havde været død i godt en uge.«

Næste billede. Endnu en uidentificeret. En spinkel, veltrænet hvid mand i tresårsalderen, nøgen, skamferet på samme måde som Spender. Billedet var uhyggeligt. Det var taget i skumringen, et mørkt skær lå over trætoppene, og det eneste, der lyste, var liget. Det sad ret op på en sten i skoven. Stift som en pind. Armene stod lige frem fra kroppen som hævet af en indre, uimodståelig kraft. Knoglespidserne stak ud af hænderne som søm, der var banket ud indefra. Øjnene stirrede åbne og anklagende på dem.

Hjelm syntes ikke, han vænnede sig. Tværtimod, han kom stadig nærmere opkastningsgrænsen.

Billede efter billede tonede frem på lærredet som en frygtelig kavalkade af lidelsesmindelser, der hurtigt oversteg den menneskelige fatteevne. Selve kvantiteten gjorde det mere og mere skræmmende. Langsomt, men sikkert gik sagens dimensioner op for dem – hvilke utrolige ophobninger af menneskelig lidelse, de stod over for. Kerstin græd to gange, uden en lyd; Hjelm mærkede hendes skulder ryste mod sin. Selv græd han én gang, desto mere højlydt.

»Skal jeg stoppe?« spurgte Schonbauer roligt. »Jeg klarede det først selv ved tredje forsøg. Og jeg er ellers ret hærdet.«

Larner snorkede højlydt ved siden af dem.

»Nej, fortsæt,« sagde Hjelm og forsøgte at overbevise sig selv om, at han havde samlet sig.

»Vi har så mange af dem,« sagde Schonbauer dæmpet. »Så utroligt mange seriemordere, og dybest set forstår ingen en eneste af dem. Sidst af alle de selv.«

De begyndte aldrig at snorke, men til sidst satte forsvarsmekanismerne ind, og de sløvede langsomt hen. Lars-Erik Hassel vækkede dem som en makaber finale. Han sad på sin stol med de sønderflænsede fingre strittende i alle retninger, hans køn var en sump af halvtflydende rester. I baggrunden skimtede man noget af et stort fly gennem det lille vindue.

Hans hoved var vredet bagover, så han ligesom betragtede dem oppefra og ned. Smerten var blandet med væmmelse, lidelsen med paradoksal lettelse.

Måske, tænkte Hjelm, var han lettet over, at det ikke var Laban.

Lyset tonede frem igen. Schonbauer vendte tilbage til bordet og dinglede med benene som en teenagetøs. Larner vågnede med et sæt midt i en snorken og prustede højlydt. Hjelm rullede med skuldrene. Holm sad helt stille. Ingen havde lyst til at se nogen i øjnene lige med det samme.

Larner rejste sig, gabte og strakte sig, så det knagede i den kompakte krop.

»Og nu har I så en lille dessert til festmiddagen?« sagde han bare.

Kerstin rakte ham tavst de svenske mapper. Larner åbnede dem, bladede hurtigt billederne igennem og gav dem til Schonbauer, der snart ville føje dem ind i sin kavalkade.

Larner forlod lokalet uden et ord. De takkede Schonbauer, som nikkede kort, og fulgte efter Larner. De travede ned ad gangen, til de kom til en dør uden navneskilt. Larner åbnede den. De trådte ind i et tomt lokale.

»Jeres arbejdsværelse,« sagde Larner med en lille håndbevægelse. »Jeg håber, I kan finde ud at deles om det.«

Kontoret var en tro kopi af Larners minus alle livstegn. Spørgsmålet var, om de selv havde ret mange at tilføre det. Man havde trukket skrivebordet ud fra væggen og anbragt en stol på hver side. To computere stod ryg mod ryg på bordpladen ved siden af et samtaleanlæg og en lille liste. Larner tog den op og pegede:

»Mit nummer, Jerrys nummer, min personsøger, Jerrys personsøger – I kan altid få fat i os. Navnene på de relevante filer, en kort beskrivelse af dem, personlige kodeord, gæstepassérkort med koder, der gælder hertil, men ikke andre steder. Låste døre er ganske enkelt døre, I ikke skal ind ad. I har hverken mulighed for eller grund til at bevæge jer uden for gangen her. Dame- og herretoiletter forefindes lidt længere henne ad gangen. Der er et par frokostkantiner; jeg anbefaler La Traviata to etager nede. Nogen spørgsmål?«

Ingen spørgsmål. Eller uendelig mange, alt efter hvordan man så på sagen. Der blev i hvert fald ingen stillet. Larner fortsatte:

»Klokken er blevet halv fire. Hvis I vil, kan I arbejde et par timer. Jeg bliver her til ved sekstiden. Jeg er desværre optaget i aften, ellers kunne vi have spist middag sammen, men Jerry vil gerne tage jer med ud at spise og vise jer lidt af byen, hvis I har lyst. I kan selv give ham besked. Og så mangler jeg vel bare at ønske jer held og lykke. I skal ikke at være bange for at komme på afveje med computerne, de er skræddersyet til jer og giver ikke adgang til hemmeligheder. Kontakt mig eller Jerry, hvis der opstår problemer eller spørgsmål. Hej.«

Han forsvandt. De var alene. Kerstin gned øjnene.

»Jeg er ikke sikker på, at jeg orker det her,« sagde hun. »Klokken er halv ti svensk tid. Skal vi lade svensk tid være styrende?«

»Det går vel ikke at skride lige med det samme,« sagde Hjelm. »Vi bliver nødt til at være diplomatiske lidt endnu.«

Hun hørte tydeligt den lille snert af ironi i hans formulering og smilede.

»Jaja, indrømmet, nysgerrigheden tog overhånd. Strategien gik fløjten.«

»CIA …«

»Okay, okay, bare tvær rundt i det. Jeg vurderede, at han ikke ville blive knotten.«

»Det tror jeg heller ikke, han gjorde. Snarere lettet. Hvad synes du?«

»Jeg ved det ikke. Men jeg kan godt forstå, at han bed sig fast i Jennings.«

»Men han har vel ret i, at vi skal få ham ud af hovedet.«

»Er det nu også så sikkert?«

De så på hinanden. Jetlagget forenedes med dagens overdosis af indtryk. De fnisede fjollet. Trætheden var ved at overmande dem. Hjelm kunne godt lide den useriøse fandenivoldskhed, der syntes at gribe dem. De normale forsvarsmekanismer var ved at blive sat ud af kraft.

»Skal vi skide på Schonbauers rundvisning?« spurgte han.

»Kan du agere diplomat og sige det til ham på en pæn måde?«

»Det er dig, der er diplomaten.«

»I teorien. Det her er praksis. Du var meget bedre til det end jeg.«

»Jeg var bare langt væk,« sagde han og tastede Schonbauers nummer. »Jerry, this is Paul. Jalm, yes, Jalm. Vi kører på, så længe vi orker, og så overgiver vi os nok til vores jetlag. Tror du, vi kunne udskyde Manhattan-rundturen til i morgen? Alle tiders. Okay. Bye.«

Han lagde røret på og pustede ud.

»Jeg tror, han var lettet,« sagde han.

»Fint,« sagde Kerstin. »Hvad med at danne os et hurtigt overblik over, hvad vi har her, og vente med alle detaljerne? Jeg har fået detaljer nok for i dag.«

Computerne indeholdt alle nødvendige informationer. En komplet fortegnelse over samtlige ofre. En mappe med samtlige gerningsstedsundersøgelser. En mappe med hver enkelt efterforskning. En fil med forløbet af den samlede efterforskning. En psykologisk gerningsmandsprofil ved en ekspertgruppe. En mappe med al presseomtale. En fil med våbenbeskrivelse mærket FYEO.

»Hvad betyder det?« spurgte Hjelm.

»For your eyes only. Det er vel der, han gemmer de tophemmelige detaljer, der knytter den første mordbølge sammen med den anden.«

De skimmede filerne igennem. En utrolig mængde oplysninger gled forbi. Hvordan fanden skulle de kunne bidrage med noget som helst til denne enorme efterforskning? Det virkede så håbløst, at det var grund nok til at nedlægge arbejdet. De følte sig lidt frække og pjankede, da de slukkede computerne efter en fælles nedtælling – erle-perle-pif-paf-sluk!

»Tror du, vi kan ryste FBI af os?« sagde Kerstin.

Naturligvis ville det have været en chance for at opleve New York by night, men de fortrød nu ikke, at de havde takket nej til Schonbauers tilbud. De forlod faktisk slet ikke hotellet, men nød en stille middag i restauranten efter et par timers urolig søvn; det var lidt hårdt at komme ud af fjerene klokken to om natten, for det var, hvad klokken var hjemme i Sverige, da de kom ned i vestibulen. Klokken otte lokal tid stod de fortabte inde i restauranten og ledte efter restauranten. Den var med andre ord af den minimale type.

Skipper’s Inn holdt krostilen. Hvad restauranten manglede i størrelse og udvalg, vandt den ind på kvaliteten. De fik serveret den ene af menukortets to retter, indbagt oksefilet, og en flaske bordeaux af et mærke, de ikke kendte – Chateau Germaine. De sad ved et vinduesbord og fik således i det mindste et lille indirekte indtryk af Manhattans gadeliv. Den lille restaurant, hvor de havde været de første gæster, begyndte langsomt at blive fyldt op. Snart var alle tolv borde okkuperet.

Paul Hjelm fik deja-vu-fornemmelser. Sidst de sad alene sammen og nød en stille middag på en restaurant på et fremmed sted, havde det fået store konsekvenser. Han vred sig lidt ved tanken om Cilla og børnene og deres med møje generobrede familiefællesskab. Han tænkte på, hvor utroligt tillokkende kvinden på den anden side af bordet stadig var, hvordan hun hjemsøgte hans drømme og forblev en uafrystelig gåde. Hun havde lagt en diskret, men tydelig makeup og klædt om til en lille, sort kjole med bittesmå skulderstropper, der krydsedes over den ellers nøgne ryg. Hun var så lille og spinkel, og hendes ansigt virkede mindre end ellers i det sorte, lidt pjuskede pagehårs ramme. Eller var det en frisure? Han kunne ikke lade være med at sige:

»Kan du huske, sidst vi sad sådan her?«

Hun nikkede og smilede, utroligt indtagende.

»I Malmö,« sagde hun.

Den der slørede göteborgske alt. Hendes duetter med Gunnar Nyberg genlød i hans ører. Schubertlieder. Goethesange. Han vidste ikke, om han forsøgte at trække sig tilbage eller at komme nær. Da han åbnede munden, vidste han ikke, hvad det næste skridt ville blive. Han lod stå til.

»Det er halvandet år siden,« sagde han.

»Snart,« sagde hun.

»Du kan godt huske det?«

»Hvorfor skulle jeg ikke det?«

»Tja …«

Vragstumperne af deres forliste forhold kom op til overfladen. Han forsøgte at holde dem nede og sagde kort:

»Hvad var det, der skete?«

Hun måtte tolke det, som hun ville. Hun sad lidt uden at sige noget.

»Jeg blev nødt til at gå andre veje,« sagde hun til sidst.

»Hvorhen?«

»Så langt væk fra arbejdet som muligt. Det var lige før, jeg havde sagt op.«

»Det vidste jeg ikke.«

»Det var der ingen andre end mig, der vidste.«

Heller ikke ham? Han takkede sin skaber for, at han ikke sagde det.

»Heller ikke ham,« sagde hun.

Han tav. Han ville ikke spørge. Hun måtte selv gå de veje, hun ville. Eller var nødt til.

»Efter dig og dine kvaler med at bestemme dig ville jeg leve uden en mand,« sagde hun stille. »Jeg havde brug for en tænkepause. Så mødte jeg ham – ved et løjerligt tilfælde. Han blev ved med at ringe, også på jobbet, så inden længe vidste alle, at jeg havde en ny mand. Men ingen vidste, at han var tres år og præst i den svenske folkekirke.«

Hjelm sagde stadig ikke en lyd. Lidt efter fortsatte hun med blikket rettet mod gaflen, der pirkede fraværende til den halvt konsumerede oksefilet:

»Ingen vil tro, at man kan have et vildt lidenskabeligt forhold til en tresårig præst i den svenske folkekirke. Men sådan var det. Efterhånden er det vist kun den slags forhold, jeg kan have med at gøre.«

Hun så ud på mylderet på West 25th Street og fortsatte i samme lidt messende, tonløse tonefald:

»Han havde været enkemand i tyve år. Sognepræst ved den kirke, hvor jeg sang i kor. Han græd, da han hørte mig synge, kom hen og kyssede min hånd. Jeg følte mig som en skolepige, der endelig fik lidt påskønnelse. Jeg var datter og mor på én gang. Ud af det genfødtes så kvinden lidt efter lidt.«

Hun undgik stadig hans blik.

»Der var så meget ugjort i det menneske. Lidt af det fik han gjort i forhold til mig. Han bar på så meget stille og fin livsvisdom … det er svært at forklare, men en evne til at nyde hver eneste dags lille gave. Om ikke andet har han lært mig det.«

»Hvad skete der?«

Hun vendte sig endelig om mod ham, et kort øjeblik. Hendes øjne var lidt slørede, men i allerhøjeste grad levende.

»Han døde,« sagde hun simpelthen og så væk.

Han tog hendes hånd og holdt den. Den rørte sig ikke. De holdt blikkene fra hinanden, rettet mod gaden. Tiden var næsten gået i stå.

»Han var allerede dødsmærket, da vi mødtes,« fortsatte hun stille. »Det er først nu, jeg begynder at forstå. Han vidste, at han bar på så meget liv. Han ville formidle det videre. Give en afskedsgave til de levende. Jeg håber, at han fik lidt af mig med på vejen. Lidt lidenskab, om ikke andet.«

Han var holdt op med at tænke på, hvordan han skulle gebærde sig. Han lyttede bare. Det var godt.

»Det gik så hurtigt. Han skulle egentlig have været i kemoterapi for tredje gang, men det gav han pokker i. Han valgte en sidste opblomstring frem for en langvarig, håbløs kamp. Jeg vågede hos ham i en uge, hver dag efter arbejde. Det var i foråret. Han skrumpede ligesom ind. Men han smilede næsten hele tiden. Det var underligt. Jeg ved ikke, om det var det at give eller det at modtage, der gjorde ham så glad. Måske selve udvekslingen. Som om han havde fået et sidste indblik i livets gåder og uden angst kunne afvente det store mysterium.«

Hun så igen på ham et kort øjeblik som for at sikre sig, at han var med. Det var han. Hun så atter væk.

»Jeg ved ikke,« sagde hun. »De dér billeder i dag … Man tror, man kan forberede sig, men det kan man ikke. Man tror, man har set alt, men det har man ikke. Det er, som om der findes mere end én slags død. Han led også, han led frygteligt, men han smilede. Her er der ingen smil, kun lidelsens grufulde grimasser. Som en frise middelalderlige skrækbilleder af Kristus, malet for at indgyde rædsel. For at skræmme. Som om han vil afskrække os fra at leve ligesom middelalderens prælater. Det er lige før, det lykkes.«

»Jeg ved snart ikke,« forsøgte han. »Jeg kan ikke rigtig se noget budskab i det, han gør. Jeg synes snarere, man føler sig konfronteret med en slags affaldsprodukter – industriaffald, skrot, hvis du forstår. Ligesom Auschwitz’ mekaniske, industrielle død. Hvis noget nogensinde kan være sådan …«

Nu så hun ham ind i øjnene. Hun havde sagt det, hun havde brug for. Han så ind i et par dybe, bedrøvede, udtømte øjne, og i samme nu så han gnisten tændes igen. Øjnenes fantastiske uudtømmelighed.

Han spurgte sig selv, hvad hun så. En klovn, der hoppede rundt og søgte at skjule sin erektion? Han håbede, at der var en lille flig af noget lidt mere.

»Måske er det ikke uforeneligt,« sagde hun, og den genfødte energi udraderede ikke det eftertænksomme tonefald. »Livsforagt og klinisk perfektion i en og samme handling. Det er jo en og samme handling.«

De sank hen i deres tanker. Fagligt og privat blandede sig uhæmmet med hinanden. Intet var isoleret her i livet.

Han følte, at det var hans tur. Han tog hendes hånd igen. Hun lod ham gøre det.

»Var det bare sex, vi havde sammen?« spurgte han uden skælven. »Findes der sådan noget som ’bare sex’?«

Hun smilede lidt bistert og trak ikke hånden til sig.

»Det gør der vist ikke,« sagde hun. »I hvert fald var det ikke det, vi havde sammen. Det var – forvirrende. Alt for forvirrende. Jeg var lige flygtet ud af et djævelsk ægteskab med en mand, der voldtog mig uden at ane det. Han var politimand, som du ved, og så render jeg ind i en anden politimand, der er stik modsat. Hårdkogt og snu som strømer, kærlig og kejtet privat. Billederne blandede sig sammen. Jeg måtte have det på afstand. Du flygtede tilbage til familiens skød; sådan et havde jeg ikke, så jeg flygtede min egen vej.«

»På én måde er det lettere at leve end nogensinde,« sagde Paul. »På en anden sværere.«

Hun så ham ind i øjnene.

»Hvad mener du?«

»Jeg ved ikke rigtig. Jeg har sådan en fornemmelse af, at væggene lukker sig om os. Vi har lindet på døren. Nu smækker den i igen, og væggene begynder at krybe nærmere.«

Han ledte efter ordene. Det var svært. Han forsøgte at formulere ting, han aldrig før havde formuleret.

»Jeg ved ikke, om det er til at forstå,« sagde han bare.

»Det tror jeg nok, det er,« sagde hun og tilføjede: »Du har faktisk forandret dig.«

»En lille smule, måske,« sagde han og tav. Lidt efter fortsatte han:

»Bare lidt på overfladen, men det skal jo begynde et sted. Vanens gamle mønstre maser os, før vi får en chance for bare at begynde at leve. Jeg har ikke været igennem de store ydre omvæltninger sådan som dig, det har tværtimod været et ganske begivenhedsløst år. Men på den anden side har det åbnet lidt nye muligheder ...«

Hun nikkede tavst. Samtalen ebbede ud; det var, som om den fortsatte i deres indre. Deres blikke slap hinanden og svævede ud i intet. Til sidst sagde hun:

»Det begynder at gå op for mig, hvor vigtigt det er, at vi snupper ham.«

Han nikkede. Han forstod, hvad hun mente.

De forlod restauranten og gik hånd i hånd op ad trappen. De stoppede op uden for hans værelse.

»Hvad skal vi sige?« sagde hun. »Klokken syv?«

Han sukkede let og smilede.

»Okay, morgenmad klokken syv.«

»Jeg banker på. Du behøver ikke lige at stå under bruseren.«

Han grinede lidt. Hun gav ham et kys på kinden og gik ind til sig selv. Han blev stående lidt ude på gangen.