30

Regnen var ikke holdt op. Nogle af Stockholms gader var blevet afspærret. Fredede ejendomme var blevet stormskadede, så folk måtte flytte ud. I visse forstæder var det endnu værre. Hele boligområder stod under vand. Uvejret havde afbrudt strømforsyning og telefonforbindelser i dele af Sverige. Det begyndte at ligne en katastrofesituation.

Politigården var dog stadig intakt. Men »kommandocentralen« havde fået sine gamle anførselstegn tilbage. De flaksede som spottende vampyrer gennem lokalet.

»Jeg skulle have skudt mod hovedet,« sagde Gunnar Nyberg. »En enkelt kugle kunne jeg vel nok have sat ham i knolden. For fanden, hvor dum kan man være.«

»Du kunne ikke vide, at vagterne bar skudsikre veste,« sagde Hultin. »Eller at han havde taget en af dem.«

»Jeg skulle have hindret dem i at gå ind.«

»Der er så meget, vi skulle have gjort,« sagde Hultin dystert. »Og frem for alt ikke skulle have gjort.«

Han betragtede Nyberg oppe fra sit kateder. Han så skrækkelig ud. Foruden næseklemmen og gipsen om hånden havde han nu også en stor bandage om halsen. Gunnar Nyberg burde oplagt ikke have været til stede; han skulle have benyttet sig af sin sygemelding til at sove den dobbelte hjernerystelse væk. Men intet så ud til at kunne drive ham hjem.

Hultins uglebriller sad på den vante plads, men bortset fra det var han svær at kende igen. Neutraliteten var som blæst væk. Alderen så ud til at snappe ham i haserne. Han virkede mindre end før; landsfaderens tid var slut. Måske kunne han nå at få sig samlet inden pensionen.

Da han talte, var det med en langsom, træg, nærmest lidt gammelmandsagtig røst:

»Vagterne slap ligesom Gunnar fra det uden varige men. Gunnars politilegitimation, som Jennings brugte til at komme ud af politigården, blev fundet nogle timer senere i en papirkurv i Arlanda. Det var en lille hilsen til os. En tak for hjælpen, vil jeg tro.«

Han gjorde en pause og bladede i papirerne. Det tog sin tid. Til sidst fortsatte han:

»Det var mindst tre identiske præcisionsautomatvåben med højeffektiv ammunition, vi så virkningen af. Man må antage, at de simpelthen fulgte efter os i helikopter til Visby og gik i dækning mellem husene nede ved havnen. Måske var det et produktivt samarbejde mellem Saddam og CIA, det får vi aldrig at vide. Og vi får heller aldrig at vide, hvad de tre deserterede officerer kunne afsløre om Golfkrigen. Vi må frem for alt prøve at glemme det. Der er blevet taget hånd om ligene. Som I ved, måtte vi kontakte Säpo; de overtager sagen fra nu af. Der er ikke nået noget ud til medierne, og selvom vi ville, hvad skulle vi så sige til dem? Sagen vil fremstå som uopklaret, folk vil blive med at købe våben og hyre vagtselskaber. Hvad de måske gør klogt i. Og I ved jo, hvad Fawzi Ulaywi sagde, da vi løslod ham, jeg glemmer det aldrig: ’Satans mordere!’ Han havde jo ret. Og nu er hans identitet sikkert afsløret. Måske når han at gå under jorden og undgå at blive likvideret, måske ikke. Han, Herman Bengtsson og ægteparret Lindberger udgjorde den svenske Orpheus Life Line. Nu er den afdeling udslettet.«

Han tav. Han så gammel og træt ud. De havde opklaret hele sagen, men nu ville han blive hængt ud som en mislykket Palmemordsstrisser. Måske ville kravene om hans afgang blive for stærke. Og de var berettigede – men af helt andre grunde.

»Ellers noget?« sagde han bare.

»Justine Lindbergers konto blev tømt få timer efter hendes død,« sagde Arto Söderstedt. »Forhåbentlig var det Orpheus Life Line, der reddede resterne af sin kapital. Eller også gik de til Wayne Jennings’ løn. Lindbergers herskabslejlighed tilfalder nu den allerede rige familie, Orpheus mister sit svenske hovedkvarter og sin central. Foruden fire af sine mest loyale medarbejdere. Og alt andet.«

Söderstedt så op i loftet. Også han så meget træt ud.

»Jeg behandlede hende som en sjuft,« sagde han. »Og så var hun en heltinde.«

»’Lagavulin’ var tom,« sagde Chavez og så lille og intetsigende ud. »Der var helt sikkert ingen styremekanismer til atomsprængladninger. Og LinkCoop er en ganske almindelig import/eksport-virksomhed i databranchen, helt legitim. Direktør Henrik Nilsson var meget bekymret over, at deres fantastiske sikkerhedschef Robert Mayer var forsvundet. Han benyttede lejligheden til at få ham efterlyst.«

»Benny Lundberg døde i morges,« sagde Kerstin Holm. »Faderen slukkede for respiratoren. Han sidder nede i arresten.«

Gunnar Nyberg rejste sig heftigt og gik ud. De håbede ikke, han havde tænkt sig at gå ned og slå den ulykkelige Lasse Lundberg ihjel.

Hjelm var tavs. Han havde ikke noget at sige. Der var ikke noget at sige. Han grundede over begrebet »ordløs smerte«.

Hultin fortsatte:

»Vi ved, at Lamar Jennings skyggede sin far i hen mod en uge. Det har ikke været noget større problem at finde Robert Mayer; han står i telefonbogen. Lamar kopierede nøglen til lagerlokalet dagen efter, at han var kommet til Sverige. Han må altså have skygget Wayne Jennings dertil allerede på det tidspunkt; måske begik Wayne allerede dengang et mord, måske er der masser af likviderede, vi aldrig får noget at vide om. Lamar fik i hvert fald lavet en kopi af nøglen, og han må på en eller anden måde have vidst, at faderen ville dukke op den skæbnesvangre nat med Eric Lindberger på slæb. Vi ved ikke, hvordan – eller hvorfor – Lindberger fulgte Jennings til Frihavnen efter mødet på Riche, og heller ikke, hvorfor de mødtes. Lindberger troede måske, han var fra Orpheus; medlemmerne kender jo ikke hinandens identitet. Der er i det hele taget meget, vi ikke ved.«

Hultin holdt en ny pause og fortsatte med mere fast stemme:

»Den kolde krig er slut. Det, der er trådt i stedet, føles næsten endnu værre, for vi forstår ikke, hvad det er. Verden skrumper, og det er, som om vi selv skrumper endnu mere. Vi udførte et strålende politiarbejde, det kan vel være en trøst i sorgen, men det var ikke nok. Vi gjorde os også skyldige i en række politiske og psykologiske fejlvurderinger, som viser, at vi ikke rigtig er på forkant med verden. Voldskriminaliteten af internationalt tilsnit glider os af hænde. Den blinde vold er et spejlbillede af den målrettede. Lamar Jennings var et vrængbillede af sin far. Ondt blod står ikke til at ændre, som man siger.«

Paul Hjelm kom pludselig til at grine. Han hånlo af sig selv. Selv ordsproget kludrede de med. Wayne Jennings havde korrigeret ham.

»Det hedder: Gjort gerning står ikke til at ændre,« sagde han og tørrede tårerne. De var kun tilsyneladende lattertårer.

De så på ham. De forstod, hvordan han havde det, og samtidig forstod de alle som én, hvor umuligt det i virkeligheden er nogensinde at forstå den mindste lille flig af et andet menneske.

»Er der mere at tilføje?« sagde Hultin.

»USA har i hvert fald en seriemorder mindre,« sagde Kerstin Holm og smilede barskt. »En anden seriemorder seriemyrdede ham. Wayne Jennings viste sig endnu en gang som the good guy.«

»Det er resultatet, der tæller,« sagde Hjelm. Ingen ord var hans egne mere. Intet var hans eget. Alt var okkuperet. Han var et lille modeltog, der futtede rundt og rundt i et lukket rum.

»Jaja,« sagde Jan-Olov Hultin og rejste sig. »Nu skal jeg ud at pisse. Lad os håbe, at Vorherre snart også får pisset af.«

De ville ikke rigtig skilles. Det var, som om de havde brug for hinandens nærhed. Men til sidst gik de da ud i verden lige så ensomme, som de var kommet ind i den, og lige så ensomme, som de skulle forlade den.

Hjelm og Holm var de sidste. Paul holdt Kerstin tilbage, da de stod i døren.

»Jeg har noget, der tilhører dig,« sagde han og gravede i tegnebogen. Han fik fotoet af den gamle præst ud og gav hende det. Hun så på ham. Det var ikke til at se, hvad hun tænkte. Der var sorg, smerte – og en kraft, der sprængte sig direkte ud gennem mørket.

»Tak,« sagde hun blot.

»Tør det af,« sagde han. »Han har Wayne Jennings’ fingeraftryk i ansigtet.«

»Jalm og Halm,« sagde hun og smilede. »I en anden verden kunne vi være blevet alle tiders komikerpar.«

Han bøjede sig frem og kyssede hende på panden.

»Det er vi allerede,« sagde han.