31

Gunnar Nyberg gik ganske rigtigt ned til arresten. Han kom ud fra »kommandocentralen« dampende af en vrede, som han ikke vidste, hvad han skulle stille op med. Tre gange havde en sønnemorder påført ham kvæstelser. Nu var der en anden sønnemorder i huset. Da Jennings forsvandt, kom Lasse Lundberg til. Nybergs første indskydelse var at lade Bennys far få alt det, det ikke var lykkedes ham at give Lamars. Han rystede alle vagternes protester af sig og gik ind på arrestgangen. Han faldt først lidt ned, da han stod uden for Lundbergs celle. Han så ind gennem kikhullet. Lasse Lundberg sad med albuerne på knæene og ansigtet i hænderne. Hele skikkelsen rystede krampagtigt. Nyberg stod et par sekunder og så på ham. Så gjorde han brat omkring med tankerne ved en vis anden fars synder.

Han kørte til Östhammar. Der var langt. Han nåede at tænke meget, men tankerne var indhyllet i efterdønningerne af en dobbelt hjernerystelse. Han havde forestillet sig en rolig, nem sag, mens han ventede på pensionen. Ikke noget med personligt engagement, ikke noget med at spille helt, ikke noget med en masse overtid. Slankekur og stille vegeteren. Men for fanden, hvordan var det så gået?

Vandet stod ind over Norrtäljevägen, kørebanen var mere flydende end i fast form. Når det gik op ad bakke, kom vandmasserne brusende imod ham, ned ad bakke flød han med dem. Det var ved at være lige sjovt nok.

Han passerede Norrtälje. Han kom tæt forbi Hallstavik og Grisslehamn, og så var han oppe i Östhammar. Det var en stille og affolket lille by. Feriefolket fra Stockholm var tilbage i storstaden, Östhammar viste sig atter som den lille bondeby, den i virkeligheden var.

Ved hjælp af politiets yderst detaljerede kortbog kom han længere og længere ud på landet. Vejene var næsten ufremkommelige. Hjulene snurrede ofte forgæves i lervællingen. Regnen væltede ufortrødent ned. Et sted blev han nødt til at gå ud; Renault’ens venstre baghjul var sunket ned i et veritabelt krater. Han blev gal og løftede møgkassen op af hullet.

Lidt senere kom han til en bondegård. Den dukkede op på toppen af en lille bakke, der så ud til at være svær at forcere. Han gav fuld gas og klarede det på et hængende hår.

Ovre ved laden holdt en traktor med det vældige baghjul halvt begravet i pløret. En kleppert af en mand med en ægte grøngul truckerkasket, tilsølede blå overalls og grønne støvler i noget, der lignede størrelse 54, knælede ved siden af den. Han vendte ryggen til Nyberg, der steg ud af bilen og blev stående i styrtregnen. Manden daskede til traktoren med sin store næve; den sank lidt længere ned i æltet. Han blev gal og brølede:

»Møgtraktor!«

Og så løftede han den op af hullet.

Da forstod Gunnar Nyberg, at han havde fundet, hvad han søgte.

Han gik nogle skridt nærmere. Til sidst hørte den store bondemand ham. Han vendte sig om. En gigantisk mumie nærmede sig i styrtregnen. Det var et syn, der kunne have skræmt den bedste. Men ikke landmanden her. Han trådte nærmere. Nu kunne Nyberg se hans ansigt. Han var midt i tyverne og en tro kopi af ham selv i den alder. Men han var ikke Mr. Sweden – han var en bondeknold. Og så ud til at have det betydelig bedre, end Mr. Sweden havde haft det.

Han standsede brat nogle meter fra Gunnar Nyberg. Var det sig selv eller faderen, Tommy Nyberg genkendte?

»Far?« sagde han med tordenrøst.

En varm bølge skyllede gennem Gunnar Nyberg. Det næste skridt var altafgørende.

Tommy Nyberg gik direkte hen til ham og granskede ham fra isse til fod. Så tog han arbejdshandskerne af og rakte hånden frem:

»Det var som fanden! Far! Og du er stadig strømer, ser jeg.«

Nyberg pillede ved næseklemmen med sin raske venstrehånd. Så rakte han den frem og præsterede noget, der måtte gøre det ud for et kejtet håndtryk. Han var ude af stand til at tale.

»Hvad laver du her? Men for fanden, kom dog med ind. Det fugter jo lidt.«

De traskede hen over den druknede jord, forbi laden, forbi traktoren og forbi et gyngestativ i en lavning i haven, der var forvandlet til sø; bildækkene sejlede, kæderne var slappe.

»Jaja,« sagde Tommy og smilede bredt. »Du skal nok få ham at se.«

Så nåede de hen til det lille, forfaldne stuehus. Det var ikke just imponerende. Hist og her var væggene nødtørftigt repareret med bræddestumper; den gamle røde maling skallede kraftigt. Et par steder var træværket yderligere plettet af skimmel. Patina, tænkte Gunnar Nyberg; det var et hjem, der tiltalte ham.

De gik op på terrassen. Trappen gav sig betænkeligt, først under Tommy, derpå under Gunnar. Så trådte de ind, direkte ind i spisestuen. En lille, spinkel og lys kvinde i tyverne sad på en stol ved det store langbord og madede en lille lyshåret tyksak i en barnestol.

Hun vippede en balstyrig hårlok væk fra panden og stirrede forbløffet på de to kæmper. Drengen begyndte at græde ved synet af sin bandageindhyllede farfar.

»Tina og Benny,« sagde Tommy Nyberg, medens han trak sine nummer 54 af. »Det er min far. Han dukkede frem af uvejret.«

»Hedder han Benny?« sagde Gunnar Nyberg og blev stående lige inden for døren.

»Gunnar?« sagde Tina usikkert. »Din rigtige far?«

»Det må man vel kalde ham,« buldrede Tommy, gav Benny et smækkys, så han tav brat, og satte sig derpå ned ved bordet med et brag. »Trods alt,« tilføjede han med et grin.

»Kom ind,« sagde Tina og rejste sig. »Stå dog ikke bare der.«

Gunnar Nyberg tog skoene af og smøg sig nærmere. Han satte sig på behørig afstand af barnet. Han følte sig ilde til mode.

»Hej,« sagde Tina og gav hånd hen over bordet. Nyberg gennemførte sin venstrehåndshilsen; denne gang gik det lidt bedre.

»Hej,« sagde han lavt.

Der var stille en stund. Det burde have været en trykkende stilhed, men det var det ikke. De kikkede på ham alle tre, nysgerrigt, ikke hadsk.

»Det er din farfar,« sagde Tommy til sidst til den etårige Benny, der så ud, som om oplysningen ville udløse endnu en grædetur. Men en skudefuld grød fra moderen afledte ham.

»Nå,« sagde Tommy, »hvor har du været henne i verden?«

»Jeg vidste ikke, at du boede her,« fik Nyberg frem. »Det er jo ved at være længe siden.«

»Ja, men nu er du her jo. Var der noget med en kop kaffe?«

Nyberg nikkede. Sønnen forsvandt ud i køkkenet. Han så efter ham.

»Han har snakket om at tage kontakt med dig, lige siden vi flyttede herud,« sagde Tina og proppede en ny skefuld grød ind i Bennys mund.

»Har han ellers sagt noget?«

Hun så på ham, undersøgende, som for at aflæse, hvorfor han spurgte.

»Kun at de flyttede til vestkysten for mange år siden, og at du lovede ikke at opsøge dem. Hvorfor ved jeg ikke.«

Gunnar Nyberg rynkede brynene. For første gang mærkede han tydeligt smerterne i næsen og hånden. De strålede pludselig op gennem ham. Som en vag reminiscens af Wayne Jennings’ nervetryk. Eller snarere som om langtidsbedøvelsen med ét holdt op med at virke.

»Fordi jeg var en ualmindelig dårlig far,« sagde han kort og godt.

Hun nikkede, og så kikkede hun nysgerrigt op på ham.

»Passer det, at du var Mr. Sweden?«

Han lo højt, længe og buldrende. Det var, som om stemmen vendte tilbage efter en evighed i eksil.

»Det er svært at forestille sig, ikke?« lo han og tilføjede lidt mere dæmpet: »Tro mig, jeg havde gerne været det foruden.«

Han så på Bennys bastante lille krop. Barnet rykkede skeen ud af hånden på Tina og smed den efter ham. Han greb den i luften. Hans tøj blev oversået med grødklatter. Han tørrede dem ikke af.

»Vil du prøve at holde ham?« spurgte Tina.

Barnebarnet blev løftet over til ham. Drengen var tung, kompakt. Han ville sikkert blive en ordentlig kleppert.

Ondt blod står ikke til at ændre.

Det var ikke rigtigt. Mønsteret kunne brydes.

Det passede slet ikke, at gjort gerning ikke stod til at ændre.

Der fandtes sådan noget som tilgivelse. Han forstod det først nu.

Tommy kom ind fra køkkenet med kaffekanden i hånden. Han stoppede brat op i døren og tog den våde truckerkasket af.

»Jamen, far dog,« sagde han. »Græder du?«