32

Paul Hjelm trådte ud af politigården. Han blev stående nogle øjeblikke uden for indgangen med en følelse af, at der var noget galt. Så gik han tilbage efter sin paraply.

Han kom ud igen. Men han var overbevist om, at han havde flakket rundt i fartøjets indre i næsten en måned. Nu var han ude igen. Det var en rigtig rå efterårsnat. Han slog paraplyen op; de små politilogotyper kikkede afmægtigt ned til ham – stormen fejede regnen vandret ind fra alle sider på én gang. Efter nogle få meter ad den oversvømmede Bergsgatan var paraplyen flået i stykker; han smed den i en papirkurv ved T-banenedgangen.

Han havde ringet til Ray Larner og totalt hæmningsløst fortalt hele historien i alle detaljer. Han var bedøvende ligeglad med konsekvenserne. Larner havde lyttet uden at sige et ord. Til sidst sagde han blot:

»Hvad du end gør, Jalm, så forfølg ikke sagen. Du bliver bare skør af det.«

Han ville ikke forfølge sagen, men han ville tænke over den – tankerne kunne han ikke bremse, ville heller ikke bremse. Sagen K ville for evigt have en plads i hans bevidsthed eller under den. Den rummede uhyggelige, frygtelige indsigter, som han tidligere kun havde strejfet. Og indsigt var trods alt af det gode, det var han oplysningsrationalist nok til at fastholde. Spørgsmålet var blot, hvordan man lod den indvirke på sin egen psyke. Og i det her tilfælde kunne han godt se risikoen for, at den ville gøre ham vanvittig.

Wayne Jennings havde vendt et tilsyneladende håbløst nederlag til en klokkeren sejr, og han følte et modvilligt stik af beundring.

Og hvem kunne i grunden vide, om verden havde vundet eller tabt ved det? Hvem vidste, hvad de tre irakiske officerers viden ville have ført med sig, hvis medierne havde blæst den ud? Var det sådan, at medierne efterhånden var den eneste modkraft til den militære og økonomiske magt? Eller var det snarere medierne selv, der var den egentlige trussel? Og var fundamentalisten det eneste reelle alternativ til de amokløbende markedskræfter? Ingen af delene virkede særlig attraktiv.

Hvad var noget værd i menneskelivet? Hvilken slags liv vil vi gerne have, hvilken slags liv lader vi andre få? Hvilken pris betaler vi for at leve så godt, som vi gør? Er vi indstillet på at betale den pris? Og hvad gør vi, hvis ikke vi er?

Enkle, grundlæggende spørgsmål genlød i ham.

»Det er et halvt år siden, jeg har kælet for bassen,« havde Jorge sagt og slået nogle strenge an på en imaginær kontrabas. »Nu vil jeg hjem og spille hele natten, til politiet kommer og henter mig.«

Mennesker var døde i deres arme, hoveder var blevet flået af for øjnene af dem, de var blevet oversprøjtet med andre menneskers blod, og ingen uden for deres egen snævre kreds ville nogensinde få det at vide. Hvad kunne de gøre? Spille. Og lægge hele deres sortsvedne sjæl i det. På en eller anden måde skulle den jo have luft.

Han købte en aftenavis og kørte det sølle lille stykke fra Tinghuset til T-centralen. Han læste overskrifterne. »Kentucky-morderen: Politiet stadig uden spor – forsvarer passiviteten med manglende ressourcer«.

Det var Mörner, der havde udtalt sig. Hjelm grinede højt inde i togvognen. Folk kikkede. Han var ligeglad.

Han var også ligeglad med det spil bag kulisserne, der nu ville følge. Lige nu havde han kun lyst til en eneste ting: at tage høretelefonerne på og synke ned i et T-banesæde.

Meditations med John Coltrane. Han gled ind i den tågede tilstand mellem vågen og sovende, som var fredens lille privilegerede rum.

Noget var netop sluppet ind i Sverige. Troede vi. Men sandheden var, at det allerede var der og havde været der længe. Det behøvede kun at blive vakt.

Han ville have et klaver. Beslutningen modnedes, mens han gik gennem den regntunge forstad. De parallelle boligblokke betragtede ham gennem de fejende tåger. Han gik langsomt, så regnen rigtig kunne trænge ind i hver eneste pore. Han trængte til at blive skyllet igennem. Igen og igen.

Månen var ikke at se. Det var længe siden, han havde set månen. I USA havde han ikke haft tid til at kikke efter den. Han var kommet Kerstin nær på en måde, han ikke havde forventet. Et eller andet sted indeni havde han længtes efter hende, men hans barnlige drømme om en saftig lille udenomsaffære var blevet forvandlet til noget helt andet. Var han ved at blive gammel? Eller var han ved at blive voksen?

Han nåede frem til rækkehuset. Det så gråt og trist ud, lige så upersonligt som højhusene, men maskeret til at udstråle en smule højere status. Alt var fiktion. Intet var, hvad det så ud til at være.

Først og fremmest var det ikke gråt og trist. Ikke indvendig. Indeni er intet som noget andet. Det var i det mindste noget. Noget, der gjorde det lidt lettere at forsone sig med det, han havde været igennem.

Han havde – med Larners ord – fældet the Fucking Kentucky Baby helt alene. Okay, den afgørende impuls havde sandt nok været hans. Og ikke kun én, men to. At nummer to slap væk, var ikke hans fejl, men nærmest en naturlov – det kunne han i det mindste bilde sig ind en tid.

Cilla sad i sofaen. Et lille lys brændte foran hende. Hun læste i en bog.

»Du kan ikke læse ved det lys,« sagde han. »Du ødelægger øjnene.«

»Nej,« sagde hun og lagde bogen fra sig. »Det er en af de dér myter. Man ødelægger ikke øjnene ved at læse i for lidt lys.«

Han smilede svagt og gik hen til hende.

»Vent med at sætte dig,« sagde hun og forsvandt. Hun kom tilbage med nogle håndklæder og lagde dem i sofaen. Han satte sig på dem.

»Dem kunne jeg da selv have hentet,« sagde han.

»Jeg ville hente dem,« sagde hun. »Hvis det er i orden.«

Der var stille en tid. Helt stille.

»Hvad var det, du læste?« spurgte han til sidst.

»Din bog,« sagde hun og holdt Kafkas Amerika op. »Du har jo aldrig tid til at læse.«

»Hvad synes du om den?«

»Den er svær at blive klog på,« sagde hun. »Men når først man er kommet ind i den, er den ikke til at lægge fra sig. Netop som man tror, at man har forstået det hele, forstår man, at man ingenting har forstået.«

»Jeg forstår,« sagde han bare.

»Gør du?« sagde hun.

De lo flygtigt. Så mærkede hun på hans tøj.

»Du er helt gennemblødt,« sagde hun. »Jeg hjælper dig af det.«

»Du behøver ikke …«

»Jo,« sagde hun. »Jeg behøver.«

Hun klædte ham langsomt af. Han tillod sig at nyde det helt uforbeholdent.

»Jeg får nok lidt bedre tid til at læse nu,« sagde han, mens hun trak bukserne af ham. »Og vi får nok også lidt mere tid sammen.«

»Men I har jo ikke fået fat i ham Montanamorderen?«

»Kentuckymorderen.«

»Helt ærligt, hvornår får I ham?«

»Aldrig,« sagde han roligt.

Hun trak de gennemblødte underbukser af ham og lagde dem i den drivvåde tøjbunke på gulvet. Hun så på ham.

»Du ser ikke så værst ud, Paul Hjelm,« sagde hun. »Af en midaldrende embedsmand at være.«

»Du ser heller ikke så værst ud,« sagde han. »Som du vel kan mærke.«

Hun smilede og begyndte at klæde sig af. Han rakte hånden ud efter lysets flamme. Slukkede den og brændte sig.

»Av for fanden,« sagde han.

»Du er så klodset,« grinede hun og lagde sig ind til ham.

Han så på vægen. Gløden blev langsomt mindre og mindre, indtil der ikke var mere lys.

»Der kan aldrig blive for lidt lys,« sagde Paul Hjelm og gav sig hen.

Udenfor strømmede regnen videre.