Kapitel 1

– om natten

Vi ser storbyens skikkelse.

Gennem en højtflyvende natfugls øjne suger vi sceneriet til os. Så højt oppefra ligner byen en gigantisk, levende skabning. Eller en stor samling af små levende organismer, der er viklet ind i hinanden. Utallige blodårer strækker sig ud til den flygtige krops yderste spidser, cirkulerer dens blod og fornyer hvileløst dens celler. Nye informationer lanceres og gamle recirkuleres, nyt forbrug lanceres, og gammelt recirkuleres, nye modsigelser lanceres, og gamle recirkuleres. I takt med pulsens rytme vrider og vender kroppen sig, tænder, slukker og genererer varme. Det nærmer sig midnat, og aktivitetsniveauet er ikke længere på sit højeste, men alligevel fortsætter den basale metabolisme, som opretholder livet, uformindsket, mens den frembringer storbyens summen, en monoton basso continuo, der hverken hæver eller sænker sig, men som er svanger med forudanelser.

Vores blik vælger et særligt lille område af koncentreret lys, fokuserer og søger stille ned mod dette punkt, ned i det farvestrålende neonhav. Et såkaldt forlystelseskvarter. De gigantiske digitale tvskærme på murene er tavse her hen mod midnat, men højtalerne over butiksindgangene bliver ved med at udsende hiphop-musikkens påtrængende basrytmer. En stor spillearkade tæt pakket med unge mennesker. Gennemtrængende elektroniske lyde. En flok studerende, tilsyneladende på vej hjem fra en fest. Teenagepiger med hår, der er farvet lysende blond, og sunde ben under de ultrakorte skørter. Kontormænd, der hastigt iler over diagonallyskrydset for ikke at miste det sidste tog hjem. Selvom klokken er mange, fortsætter karaokebarernes udråbere lystigt med at lokke kunder indenfor. En oversmart sort stationcar ruller ned gennem gaden som for at tage bestik af kvarteret gennem de mørkt tonede ruder. Den minder om en dybhavsskabning med særlig tilpasset hud og organer. To unge politibetjente afpatruljerer anspændt den samme gade, men næsten ingen synes at bemærke dem. På denne tid fungerer byen efter sine helt egne regler. Det er sent efterår, det blæser ikke, men luften er kold. Lige om lidt skifter datoen.

Vi befinder os på en Denny’s fastfoodrestaurant.

Kedelig, men tilstrækkelig belysning, udtryksløs indretning og service, alt sammen udregnet og designet af rationelle ingeniører, harmløs dæmpet baggrundsmusik, de ansatte oplært til at følge manualen til punkt og prikke og modtage gæsterne med et: “Velkommen til Denny’s!” Alt ved restauranten er udskifteligt og anonymt, og næsten alle pladser er optaget.

Vi ser ud over restauranten, og vores blik standser ved en pige, der sidder ved vinduet. Hvorfor lige hende? Hvorfor ikke en af de andre? Det ved vi ikke. Af en eller anden grund fanger hun vores opmærksomhed … helt naturligt. Hun sidder ved et bord til fire og læser i en bog. Hun er iført en grå hættetrøje, cowboybukser og et par forvaskede gule sneakers. På stolen ved siden af hende hænger en tyk sportsjakke. Den er også godt slidt. Hun er nok lige begyndt på universitetet, er ikke længere gymnasieelev, men ser stadig ud som sådan en. Hendes hår er sort og kortklippet, helt glat. Hun har næsten ingen makeup på og heller ingen smykker. Hendes ansigt er lille og smalt, og hun bærer briller med sort stel. Fra tid til anden rynker hun panden og ser meget alvorlig ud.

Hun er fuldkommen opslugt af bogen og slipper knap nok siderne med øjnene. Det er en tyk bog med hardcoveromslag, men den har fået smudsbind på hos boghandleren, så vi kan ikke se titlen. Hendes alvorlige ansigtsudtryk taget i betragtning må det være en tung sag. Hendes blik flyver ikke ned over siderne, derimod ser hun ud til at tygge grundigt på hver eneste linje.

Der står en kaffekop på bordet. Og et askebæger. Ved siden af askebægeret ligger der en marineblå baseballkasket med et stort B på for Boston Red Sox. Den ser ud til at være lidt for stor til hende. Der står en brun læderskuldertaske på stolen ved siden af hende. Den buler ud og må være blevet proppet med alt muligt i sidste øjeblik. Med regelmæssige mellemrum tager hun kaffekoppen og fører den op til munden, men ser på ingen måde ud til at nyde smagen. Hun drikker bare pligtskyldigt af den, fordi den nu engang står foran hende. Indimellem stikker hun en cigaret i munden og tænder den med en plasticlighter. Hun kniber øjnene sammen, puster ukunstlet røgen ud, lægger cigaretten på kanten af askebægeret og trykker fingrene mod tindingerne som for at lindre en hovedpine i anmarch.

Musikken, der spiller for lav volumen, er Go Away Little Girl med Percy Faith og hans orkester. Selvfølgelig er der ingen, der lytter. Der er mange forskellige mennesker, der spiser eller drikker kaffe på denne Denny’s, som har natåbent, men hun er den eneste kvinde, der er alene. Indimellem løfter hun blikket fra bogen og ser på sit armbåndsur. Tilsyneladende synes hun ikke, at tiden går hurtigt nok. Det ser ikke ud, som om hun venter på nogen, for hun kigger sig ikke rundt i restauranten og kaster heller ikke blikke hen mod døren. Hun læser bare i sin bog, tænder en cigaret i ny og næ, vipper mekanisk med kaffekoppen, mens hun håber på, at tiden vil gå lidt hurtigere, men vi behøver næppe sige, at der stadig er længe til daggry.

Hun afbryder læsningen og ser ud af vinduet. Restauranten ligger på første sal, og hun kan se ned på den livlige gade. Selv på dette sene tidspunkt er der masser af lys og mennesker, der kommer og går. Mennesker, der har et sted at tage hen, og mennesker, der ikke har noget sted at tage hen, mennesker, der har et mål, og mennesker, der intet har, mennesker, der prøver at få tiden til at stå stille, og mennesker, der forsøger at få den til at gå hurtigere. Efter at have betragtet det livlige gadesceneri et stykke tid trækker hun vejret dybt og vender atter blikket mod bogen. Hun rækker ud efter kaffekoppen. Cigaretten, som hun næsten ikke har røget på, har forvandlet sig til en lige søjle af aske på kanten af askebægeret.

De automatiske døre går op, og en høj og mager ung mand træder ind. Han er iført sort læderjakke, krøllede olivengrønne chinos og brune arbejdsstøvler. Håret er forholdsvist langt og lidt filtret. Måske har han ikke haft mulighed for at vaske det i nogle dage, eller også er han lige kravlet gennem et tæt buskads. Det kan også være, at han synes, det er helt naturligt og rart at have filtret hår. Der er intet elegant over hans magerhed, han ser snarere underernæret ud. Han bærer en stor, sort instrumentkasse over skulderen, et blæseinstrument, og har et beskidt indkøbsnet i hånden, som ser ud til at være proppet med noder og forskellige andre småting. På højre kind har han et iøjnefaldende, dybt ar. Det er ikke særlig langt og ser ud til at være blevet hulet ud med en skarp genstand. Ud over arret er der intet opsigtsvækkende ved ham. Han er en helt almindelig ung mand, der kan minde lidt om en godmodig, ikke alt for klog, vildfaren hund.

Servitricen, der viser folk på plads, fører ham hen mod en plads nede bagved forbi bordet, hvor pigen sidder og læser. Idet han passerer hende, standser han op, som om han kommer i tanke om noget, og bakker langsomt tilbage som en film, der spoles baglæns, og stiller sig ved siden af hendes bord. Han lægger hovedet på skrå og studerer hendes ansigt. Han leder i hukommelsen, og der går et stykke tid, før han finder det, han søger. Han ser ud til at være den type, hvor alt tager sin tid.

Pigen mærker hans tilstedeværelse og ser op fra bogen. Hun kniber øjnene sammen og betragter den unge mand. Han er så høj, at det ser ud, som om hun kigger tilbedende op på ham. Deres blikke mødes. Den unge mand smiler for at vise, at han ikke har skumle hensigter.

❍

Så spørger han: “Undskyld, hvis jeg tager fejl, men er du ikke Eri Asais lillesøster?”

Hun svarer ikke. Hun studerer hans ansigt, ligesom man studerer en forvokset busk i hjørnet af haven.

“Vi har mødt hinanden en enkelt gang,” fortsætter han. “Hedder du ikke Yuri, næsten det samme navn som din søster, bare med en anden stavelse først?”

Hun ser stadig vagtsomt på ham, mens hun sagligt og kortfattet korrigerer ham: “Mari.”

Han stikker pegefingeren i vejret og siger: “Nå ja, Mari. Eri og Mari, kun med forskel i første stavelse. Du kan ikke huske mig, vel?”

Hun lægger hovedet på skrå, og man kan ikke se, om det er et yes eller et no. Hun tager brillerne af og lægger dem ved siden af kaffekoppen.

Servitricen kommer tilbage og spørger: “Er I sammen?”

“Ja,” svarer han.

Hun lægger menukortet på bordet. Han sætter sig over for Mari og anbringer instrumentkassen på stolen ved siden af. Så husker han pludselig at spørge: “Gør det noget, jeg sætter mig her? Jeg skal bare lige have noget at spise. Jeg har en aftale bagefter.”

Mari rynker panden. “Spørger man ikke at, før man sætter sig?”

Han tænker lidt over hendes ord. “Venter du da på nogen?”

“Nej, det er ikke det,” svarer hun.

“Du mener bare sådan af almindelig høflighed?”

“Ja.”

Han nikker. “Du har ret. Man bør nok spørge, om man må sætte sig, før man gør det. Det må du undskylde. Her er bare så overfyldt, og jeg skal ikke genere dig ret længe. Er det okay?”

Mari trækker let på skuldrene som for at sige: “Gør, som du vil.” Han åbner menukortet.

“Har du spist?”

“Jeg er ikke sulten.”

Han kigger i menukortet, vrænger lidt, smækker det sammen og lægger det fra sig på bordet. “Faktisk behøver jeg slet ikke at åbne menukortet. Jeg lader bare, som om jeg læser i det.”

Mari siger ikke noget.

“Det eneste, jeg spiser her, er kyllingesalaten. Sådan er det. Efter min mening er kyllingesalat det eneste, der er værd at spise på Denny’s. Jeg har prøvet næsten alt andet på kortet. Har du nogensinde smagt deres kyllingesalat?”

Hun ryster på hovedet.

“Den er ikke dårlig. Kyllingesalat med hårdt ristet toastbrød til. Det er det eneste, der dur her.”

“Hvorfor kigger du så i menukortet?”

Han trækker rynkerne i øjenkrogene ud med fingeren. “Forestil dig det lige. Ville det ikke være ynkeligt at komme ind på en Denny’s og bestille en kyllingesalat uden at se i menukortet først? Det er det samme som at afsløre, at man hele tiden kommer på Denny’s for at spise deres kyllingesalat. Derfor åbner jeg altid kortet og kigger i det, som om jeg overvejer andre ting, før jeg vælger kyllingesalaten.”

Servitricen kommer med et glas vand, og han bestiller kyllingesalat og hårdt ristet toastbrød. “Det skal være meget hårdt ristet,” pointerer han. “Næsten brændt.” Og han vil gerne have kaffe bagefter. Servitricen taster bestillingen ind på et lille håndholdt apparat og læser den op for at få den bekræftet.

“Og så vil min borddame gerne have en frisk kop kaffe, tror jeg,” siger han og peger på Maris kaffekop.

“Så gerne. Jeg kommer med kaffen med det samme.”

Han ser efter servitricen, da hun går.

“Kan du ikke lide kylling?” spørger han.

“Jo, det kan jeg godt,” svarer Mari. “Men jeg spiser det sjældent på restaurant.”

“Hvorfor ikke?”

“De kyllinger, der serveres på kæderestauranter, er fyldt med alle mulige mærkelige kemikalier. Væksthormoner og den slags. De er vokset op i små, mørke bure, har fået masser af indsprøjtninger, deres foder er fyldt med kemikalier, og de får hugget hovederne af og bliver plukket på samlebånd.”

“Wauv!” udbryder han og smiler, så rynkerne i øjenkrogene bliver dybere. “Ægte George Orwell-kyllingesalat.”

Mari kniber øjnene sammen og betragter ham. Hun kan ikke finde ud af, om han gør grin med hende.

“Alt taget i betragtning er kyllingesalaten nu ikke værst. Det er den altså ikke.”

Pludselig tager han læderjakken af, som om han lige er kommet i tanke om, at han har den på, lægger den sammen og anbringer også den på stolen ved siden af. Så gnider han hænderne mod hinanden ind over bordet. Under læderjakken har han en grøn sweater på med rund hals, ulden, tyk og filtret ligesom hans hår. Han går tydeligvis ikke særlig meget op i, hvordan han ser ud.

“Sidst jeg så dig var om sommeren for to år siden ved swimmingpoolen på et hotel i Shinagawa. Kan du huske det?”

“Sådan nogenlunde.”

“Vi var min kammerat, din storesøster, dig og mig. Fire i alt. Vi var lige begyndt på universitetet, og du gik vist i 2.g. Er det ikke rigtigt?”

Mari nikker uinteresseret.

“Min ven kom mere eller mindre sammen med din søster på det tidspunkt, og jeg var med, fordi han havde forestillet sig en dobbeltdate. Han havde skaffet fire fribilletter til swimmingpoolen, men så dukkede din storesøster op sammen med dig. Du sagde næsten ingenting, svømmede bare hele tiden rundt i vandet som en anden delfinunge. Bagefter gik vi ind på hotellets tesalon og spiste is. Du bestilte peach melba.

Mari rynker panden. “Hvordan kan det være, du kan huske så mange detaljer?”

“Jeg havde aldrig før været ude med en pige, der spiste peach melba. Og så var du ret sød, syntes jeg.”

Mari betragter ham udtryksløst. “Du lyver. Du bestilte ikke andet end at stirre på min storesøster.”

“Gjorde jeg ikke?”

Mari svarer med tavshed.

“Det er nok rigtigt,” indrømmer han så. “Af en eller anden grund kan jeg huske, at hendes bikini var usædvanlig lille.”

Mari fisker en cigaret frem, stikker den i munden og tænder den med lighteren.

“Helt ærligt …” udbryder han, “ … og det er ikke for at forsvare Denny’s eller noget, men tror du ikke, at det er mere usundt at ryge en pakke cigaretter end at spise en kyllingesalat, der måske er fyldt med kemikalier?”

Mari ignorerer spørgsmålet.

“Min søster skulle have været af sted sammen med en anden pige, men hun blev forhindret i sidste øjeblik, og min søster tvang mig til at tage med, så antallet passede,” siger hun så.

“Var det derfor, du var i så dårligt humør?”

“Jeg kan faktisk godt huske dig.”

“Kan du?”

Mari lægger fingeren på højre kind.

Han tager sig til det dybe ar. “Nå, det. Det fik jeg som barn, da jeg kørte hurtigt ned ad bakke på cykel og ikke kunne finde ud af at dreje. Havde det været bare to centimeter længere til den ene side, havde jeg mistet højre øje. Min ene øreflip er også deform. Vil du se den?”

Mari rynker panden og ryster på hovedet.

Servitricen kommer hen til deres bord med kyllingesalat og toastbrød og hælder frisk kaffe i Maris kaffekop. Hun sikrer sig, at de har fået, hvad de har bestilt. Han tager kniv og gaffel og begynder rutineret at spise af kyllingesalaten. Så tager han et stykke toastbrød op og stirrer på det med rynkede bryn.

“Jeg beder altid om at få mit toastbrød ristet rigtig hårdt, men jeg har aldrig oplevet, at de gør det. Jeg fatter det ikke. Med japansk flittighed, vores højteknologiske kultur og med de markedsprincipper, en fastfoodkæde som Denny’s tilstræber, burde det være muligt at få sit brød ristet ordentligt. Hvorfor kan de ikke det? Hvad er en kultur værd, som ikke kan levere et toastbrød ristet på den måde, man beder om?”

Mari gider tilsyneladende ikke svare ham.

“Men din storesøster var virkelig smuk,” siger han nærmest til sig selv.

Hun løfter hovedet. “Hvorfor siger du det i datid?”

“Hvorfor? Taler man ikke normalt i datid, når man taler om noget, der er sket for længe siden? Jeg siger jo ikke, at hun ikke er smuk nu.”

“Det er hun vist.”

“Det var da godt. Helt ærligt, så kender jeg ikke Eri Asai særlig godt. Vi gik i samme klasse et år i gymnasiet, men jeg talte knap nok med hende. Eller rettere sagt, hun værdigede mig ikke et blik.”

“Men du er alligevel interesseret i hende, ikke?”

Han lader kniv og gaffel hænge i luften og tænker over det. “Interesseret? Jeg vil nok snarere kalde det intellektuelt nysgerrig.”

“Intellektuelt nysgerrig?”

“Ja, om hvordan det vil være at gå ud med en pige så smuk som Eri Asai. Hun er jo lige så smuk som en model.”

“Og det kalder du intellektuel nysgerrighed?”

“På en måde, ja.”

“Dengang var det din ven, der kom sammen med hende. Du var jo bare med som vedhæng.”

Han nikker med munden fuld af mad og giver sig god tid til at tygge færdig.

“Jeg er den undseelige type, som ikke befinder sig godt i rampelyset. Jeg er mere en slags tilbehør ligesom coleslaw, pomfritter eller The Other Guy from Wham!”

“Og derfor blev du sat sammen med mig.”

“Ja, men du var altså også ret nuttet.”

“Du kan godt lide at tale i datid, hva’?”

Han smiler. “Sådan er det heller ikke. Jeg prøver bare at beskrive, hvad jeg tænkte dengang ud fra et nutidigt perspektiv. Du var ret nuttet. Virkelig. Selvom du knap nok sagde et ord til mig.”

Han lægger kniv og gaffel på tallerkenen, drikker lidt vand og tørrer sig om munden med servietten.

“Mens du var ude og svømme, spurgte jeg din søster Eri Asai, hvorfor du ikke ville tale med mig. Om der var noget galt med mig.”

“Hvad svarede hun?”

“Hun sagde, at du aldrig tog initiativ til at tale med nogen, at du var anderledes, og at du talte mere kinesisk end japansk, selvom du var japaner. Hun sagde, at jeg ikke skulle tage mig af det, og at der ikke var noget galt med mig.”

Mari tværer uden et ord cigaretten ud i askebægeret.

“Det var der da ikke, vel?”

Mari tænker sig lidt om. “Jeg kan ikke rigtig huske det, men jeg tror ikke, der var noget galt med dig.”

“Det er jeg glad for at høre. Det har gået mig på. Selvfølgelig har jeg mine problemer, men de vedkommer jo kun mig, så jeg ville være ked af, hvis alle og enhver gennemskuede dem. Især på sådan en almindelig sommereftermiddag ved en swimmingpool.”

Mari ser endnu en gang undersøgende på ham for at være helt sikker. “Jeg tror ikke, jeg tænkte, at du havde nogen særlige, skjulte problemer.”

“Det var godt.”

“Men jeg kan ikke huske dit navn.”

“Mit navn?”

“Ja.”

Han ryster på hovedet. “Det gør ikke noget, du har glemt det. Mere almindelige fås de ikke. Nogle gange ville jeg ønske, jeg selv kunne glemme det, men ens eget navn er ikke noget, man sådan lige glemmer. Jeg glemmer altid andres, selv dem jeg absolut burde huske.”

Han ser ud af vinduet, som om han ser efter noget, han har mistet. Så retter han atter blikket mod Mari.

“Der er en ting, der har undret mig. Hvorfor gik din søster ikke i vandet? Det var virkelig varmt, og det var en dejlig swimmingpool.”

Mari ser på ham med et blik, der siger: “Ved du virkelig ikke det?” og siger: “Det var da, fordi hun ikke ville ødelægge sin makeup. Det siger sig selv. Og så kan man faktisk heller ikke svømme i en bikini som hendes.”

“Nå, så forstår jeg bedre,” siger han. “Hvordan kan to søstre være så forskellige?”

“Fordi de lever hver deres liv.”

Han tænker lidt over det, hun har sagt. “Jamen, hvorfor bliver det sådan? Hvis man for eksempel tager jer to, så er I født af de samme forældre, er vokset op i det samme hus, er begge to piger, men alligevel ender I med at have fuldstændig forskellige personligheder. Hvornår gik I hver jeres vej? Den ene har en bikini på størrelse med et signalflag på og ligger og ser yndig ud ved poolen, mens den anden møder op i en artig skolepigebadedragt og svømmer rundt i vandet som en delfin.”

Mari ser på ham. “Skal jeg forklare dig det her og nu med femogtyve ord eller mindre, mens du spiser din kyllingesalat færdig?”

Han ryster på hovedet. “Nej, jeg sagde bare, hvad der umiddelbart faldt mig ind af ren og skær nysgerrighed. Du behøver ikke at svare. Jeg talte nærmest med mig selv.”

Han skal til at spise videre af kyllingesalaten, men skifter mening og fortsætter: “Jeg har ingen søskende, så jeg er nysgerrig efter at vide, hvor meget søskende egentlig ligner hinanden, og hvor forskellige de er.”

Mari siger ingenting, mens den unge mand sidder med kniv og gaffel i hænderne og stirrer ud i luften lige over bordet.

Så fortsætter han: “Jeg har engang læst en historie om tre brødre, der skyllede op på en ø i Hawaii. En gammel myte. Jeg læste den som barn, så jeg kan nok ikke huske alle detaljer, men den lyder nogenlunde sådan her: Tre brødre tog ud for at fiske og blev fanget i et frygteligt uvejr. De drev længe rundt ude på havet, før de blev kastet op på en øde ø. Det var en smuk ø med masser af kokospalmer, frugtbuske og et meget højt bjerg i midten. Samme nat viste en gud sig for dem i deres drømme og sagde, at de ville finde tre store runde klippeblokke lidt længere nede ad kysten, og at de hver skulle rulle en af dem så langt, de nu havde lyst til. Det sted, de nåede til, skulle blive det sted, hvor de skulle slå sig ned. Jo højere op de søgte, desto mere af verden ville de kunne se, men det var deres personlige valg, hvor langt op de ville skubbe deres klippeblok.”

Han tager en mundfuld vand og holder en lille pause. Mari ser ud til at kede sig, men hun lytter tydeligvis til historien.

“Kan du følge med?”

Hun nikker let.

“Vil du høre resten? Hvis ikke du gider, stopper jeg bare.”

“Hvis ikke den er alt for lang.”

“Det er den ikke. Den er ret enkel.”

Han tager en mundfuld vand til, før han fortsætter.

“Og ganske som guden havde sagt, fandt brødrene tre store klippeblokke ude ved kysten og begyndte at rulle dem af sted, som de havde fået besked på. De var kæmpestore og tunge, og det kostede store anstrengelser at rulle dem op ad det skrå terræn. Det blev den yngste bror, der gav først op. ‘Brødre, jeg stopper nu. Det her er tæt ved kysten, så her vil jeg kunne fiske og leve et udmærket liv. Jeg behøver ikke at kunne se resten af verden,’ sagde han. De to andre brødre fortsatte opad. Halvvejs oppe af bjerget gav den anden bror op. ‘Bror, jeg stopper her. Her er masser af frugt og alt, hvad jeg skal bruge for at klare mig. Jeg behøver ikke at kunne se resten af verden.’ Den ældste bror fortsatte videre op. Vejen blev stadig smallere og stejlere, men han gav ikke op. Han var typen, der aldrig gav op, og han ville gerne se mest muligt af verden, så han lagde alle kræfter i og rullede stenen videre. Der gik flere måneder, og han spiste og drak næsten ingenting, indtil det lykkedes ham at få klippeblokken helt op til toppen af bjerget. Her standsede han og så ud over verden. Han kunne nu se mere af verden end nogen anden. Her ville han bo, her på dette sted, hvor der ikke groede græs, og hvor fuglene aldrig kom. Hvis han ville have vand, måtte han slikke is og rimfrost i sig, og ville han spise, måtte han gumle på mosset, men han fortrød ingenting, for han havde udsyn til hele verden. Og den dag i dag kan man se den store runde klippeblok på toppen af bjerget på en af Hawaiis øer. Og det var den historie.”

Tavshed.

Så spørger Mari: “Har historien en form for morale?”

“Jeg vil tro, der er to. Den ene er …,” siger han og stikker en finger op i luften, “at mennesker er forskellige, også selvom de er søskende. Den anden er…” og han stikker nu to fingre op i luften, “at hvis man virkelig gerne vil vide noget, er man nødt til at betale prisen.”

“Jeg synes nu, at det liv de to yngste brødre valgte, lyder mest fornuftigt,” erklærer Mari.

“Det kan der være noget om,” medgiver han hende. “Hvem har lyst til at rejse helt til Hawaii og så leve af is og mos? Du har ret! Den ældste bror var bare så nysgerrig efter at se resten af verden, at han ikke kunne tilsidesætte det behov, lige meget hvor dyrt det kostede ham.”

“Intellektuel nysgerrighed?”

“Nemlig.”

Mari tænker over det med den ene hånd på den tykke bog.

“Selvom jeg spørger høfligt, går jeg ikke ud fra, at du vil fortælle mig, hvad du læser,” siger han.

“Næppe.”

“Den ser ret tung ud.”

Mari siger ingenting.

“Det er ikke den slags bøger, piger plejer at gå rundt med i tasken.”

Hun opretholder sin tavshed. Han giver op og spiser videre. Denne gang koncentrerer han sig fuldt ud om kyllingesalaten og spiser det hele. Han giver sig god tid til at tygge og drikker en masse vand til. Han beder flere gange servitricen om at fylde vandglasset op. Endelig spiser han det sidste stykke toastbrød.

“Ligger jeres hus ikke helt ude i Hiyoshi?” spørger han.

Den tomme tallerken er blevet fjernet.

Mari nikker.

“Så når du da ikke det sidste tog. Du kan selvfølgelig tage hjem med taxi, men ellers er der ikke noget tog før i morgen tidlig.”

“Det ved jeg godt.”

“Jeg ville bare sige det.”

“Jeg ved ikke, hvor du bor, men har du ikke også misset det sidste tog?”

“Jeg bor alene i Koenji, og vi skal øve hele natten. Skulle det være, så har mine venner bil.”

Han klapper let på instrumentkassen ved siden af sig, som klappede han en elsket hund på hovedet.

“Jeg øver sammen med mit band i en kælder her i nærheden,” fortæller han. “Der kan vi larme så meget, vi vil, uden nogen brokker sig. Der er ingen varme på, så det er ret koldt på denne årstid, men vi får lov til at være der gratis, så vi skal ikke klage.”

Mari kigger på instrumentkassen. “Er det en trombone?”

“Ja, det er det. Hvorfra ved du det?” spørger han lettere overrasket.

“Jeg ved da, hvordan en trombone ser ud.”

“Sikkert, men der er faktisk ret mange piger her i verden, som ikke aner, at der findes et instrument som en trombone. Sådan er det nu engang. Mick Jagger og Eric Clapton blev jo heller ikke berømte på at spille trombone. Eller har du måske set Jimi Hendrix eller Pete Townshend smadre en trombone på scenen? Selvfølgelig ikke. Det er altid elektriske guitarer, der bliver smadret. Hvis de smadrede en trombone, ville publikum bare grine.”

“Hvorfor har du så valgt at spille på trombone?”

Han kommer lidt fløde i kaffen, han lige har fået serveret, og drikker en mundfuld.

“Da jeg gik i mellemskolen, købte jeg ved et tilfælde jazz-pladen BLUES-ette i en butik med brugte plader. En ældgammel lp. Jeg gad egentlig godt vide, hvorfor jeg købte den, men det kan jeg ikke huske. Jeg havde aldrig lyttet til jazz før. Nummeret på A-siden var Five Spot After Dark, og det var helt vildt godt. Det var en fyr ved navn Curtis Fuller, som spillede trombone. Da jeg hørte nummeret første gang, var det, som om der faldt skæl fra mine øjne. Ja, tænkte jeg, det der er mit instrument. Jeg vil spille trombone. Det var et skæbnesvangert møde.”

Han nynner de første otte takter af Five Spot After Dark.

“Den kender jeg godt,” udbryder Mari.

Han ser helt forvirret ud. “Kender du den?”

Mari nynner de næste otte takter.

“Hvordan kan det være, du kender den?” spørger han.

“Er det måske forbudt at kende den?”

Han sætter kaffekoppen fra sig og ryster let på hovedet. “Slet ikke … men det virker ret utroligt. Tænk, at der i vore dage findes en pige, der kender Five Spot After Dark. Nå, men Curtis Fullers musik berørte mig dybt, og den fik mig til at spille trombone. Jeg lånte penge af mine forældre, købte en brugt trombone og begyndte at spille med i skolens brassband. Da jeg kom i gymnasiet, forsøgte jeg mig med forskellige bands. I begyndelsen spillede jeg baggrundsmusik i et rockband, lidt ligesom det gamle Tower of Power. Kender du Tower of Power?”

Mari ryster på hovedet.

“Det er også lige meget. I gamle dage gjorde jeg den slags, men nu spiller jeg slet og ret jazz. Mit universitet er ikke noget at prale af, men vi har et ret godt band.”

Servitricen kommer hen for at fylde hans glas op, men han afslår og kaster et hurtigt blik på sit armbåndsur. “Klokken er mange, jeg må se at komme af sted.”

Mari siger ingenting og giver tydeligt udtryk for, at hun i hvert fald ikke holder på ham.

“Selvom de andre altid kommer for sent,” siger han, men heller ikke det har hun nogen kommentar til.

“Vil du hilse din søster fra mig?”

“Hvorfor ringer du ikke selv til hende? Du kender jo vores nummer, ikke? Og hvordan skal jeg kunne hilse, når jeg ikke kender dit navn?”

Det tænker han lidt over. “Hvis jeg nu ringer hjem til jer og får Eri Asai i telefonen, hvad skal jeg så sige til hende?”

“Du kan sige, at du vil tale med hende om et komsammen for gamle klassekammerater. Noget kan du vel finde på.”

“Jeg er ikke den snakkesaglige type. Har aldrig været det.”

“Jeg synes nu, du snakker nonstop.”

“Af en eller anden grund kan jeg godt snakke med dig.”

“Kan du af en eller anden grund godt det?” siger hun og efteraber ham. “Men det kan du ikke med min søster?”

“Sikkert ikke.”

“På grund af overdreven intellektuel nysgerrighed?”

Mon dog, synes hans ansigt at sige. Han skal til at sige noget, men fortryder og lader være. Han trækker vejret dybt, tager regningen på bordet og regner på, hvad han skal betale.

“Hvis jeg lægger min andel, gider du så betale?”

Hun nikker.

Han ser på hende, ser på hendes bog og siger så tøvende. “Jeg ved godt, at det ikke rager mig, men er der noget galt? Har du problemer med kæresten, eller har du været oppe at skændes med familien? Siden du sådan hænger ud her i byen midt om natten …”

Mari tager brillerne på og stirrer op på ham. Tavsheden mellem dem er anspændt og kold. Han løfter begge hænder op og vender håndfladerne mod hende som for at sige: Undskyld, jeg blandede mig.

“Jeg kommer nok tilbage her ved femtiden for at få lidt at spise,” siger han. “Jeg er garanteret sulten på det tidspunkt. Jeg håber at møde dig igen.”

“Hvorfor det?”

“Tja, hvorfor mon?”

“Fordi du er bekymret for mig?”

“Lidt måske.”

“Eller fordi du gerne vil have, at jeg hilser min storesøster?”

“Også lidt det.”

“Min søster vil ikke kunne se forskel på en trombone og en brødrister, men hun kan straks se forskel på, om noget er fra Prada eller Gucci.”

“Vi har alle vores slagmarker,” siger han med et smil.

Han tager en notesbog op af frakkelommen og skriver noget i den med en kuglepen. Han river siden ud og rækker hende den.

“Det er mit mobilnummer. Hvis der er noget, kan du bare ringe. Har du for øvrigt en mobil?”

Mari ryster på hovedet.

“Det tænkte jeg nok,” siger han nærmest imponeret. “Jeg havde det på fornemmelsen og tænkte faktisk: ‘Pigebarnet kan garanteret ikke fordrage mobiltelefoner.’”

Han tager instrumentkassen og rejser sig op. Der hviler stadig resterne af et smil på hans ansigt, mens han tager læderjakken på. “Vi ses.”

Mari nikker udtryksløst. Hun ser ikke på papirlappen, men lægger den på bordet ved siden af regningen. Hun sukker dybt og vender tilbage til sin bog, mens Burt Bacharachs The April Fools toner ud i restauranten for lav lydstyrke.