Kapitel 2

– om natten

Der er mørkt i værelset, men vores øjne vænner sig langsomt til mørket. En kvinde ligger i sengen og sover. Det er en smuk, ung kvinde; det er Maris storesøster Eri. Eri Asai. Det er der ikke nogen, der har fortalt os, vi ved det bare. Hendes sorte hår breder sig ud over puden som en kaskade af mørkt vand.

Vi fokuserer på hende og betragter hendes skikkelse. Eller vi burde måske snarere sige, at vi smugkigger. Vores blik forvandles til et kamera, der svæver frit i luften, og som kan bevæge sig rundt i værelset. I øjeblikket hænger kameraet lige oppe over sengen og fokuserer på hendes sovende ansigt. Vores synsvinkel skifter med samme regelmæssighed, som et øje blinker. Hendes små velformede læber er knebet sammen til en smal streg. Ved første blik ser det ikke ud til, at hun trækker vejret, men hvis vi ser bedre efter, kan vi se en svag, ganske svag, bevægelse nederst på halsen. Hun trækker vejret. Hun ligger med hovedet på puden og ser lige op i loftet. I virkeligheden ser hun ingenting. Hendes øjenlåg er lukkede som hårde vinterknopper, og hendes søvn er dyb. Hun drømmer sikkert ikke engang.

Mens vi betragter hendes skikkelse, begynder det langsomt at gå op for os, at der er noget ved hendes søvn, som ikke er normalt. Den er alt for uspoleret, alt for fuldkommen. Ikke en ansigtsmuskel, ikke en øjenvippe bevæger sig. Hendes slanke hvide hals besidder kunsthåndværkets overbevisende fred og ro, og hendes lille hages perfekte vinkel har samme form som et udsøgt forbjerg. Selv i den dybeste søvn bevæger mennesker sig normalt ikke så langt ind i søvnens rige og opgiver ikke deres bevidsthed så fuldkomment.

Manglende bevidsthed betyder dog ingenting, hvis de livsbevarende funktioner er i gang, og puls og vejrtrækning opretholdes på laveste niveau. Hendes eksistens synes at være anbragt på grænsen mellem det organiske og uorganiske … hemmeligt og meget forsigtigt. Vi kan endnu ikke vide, hvorfor eller hvordan denne tilstand blev frembragt. Eri Asai sover dybt og med fuldt overlæg, som var hele hendes krop pakket ind i varm voks. Der er tydeligvis noget her, som ikke er naturligt, men det er også alt, hvad vi kan konkludere indtil videre.

Kameraet trækker sig tilbage for at give et billede af hele værelset. Så begynder det at søge de mindre detaljer for at finde ledetråde. Det er næsten ikke noget i værelset, og det afslører så godt som intet om den herboendes smag eller personlighed. Medmindre man kigger rigtig godt efter, er det faktisk svært at se, at det er en ung piges værelse. Der er ingen dukker, bamser, smykker eller andre pigeting. Der er heller ingen plakater og ikke engang en kalender. Foran vinduet står et gammelt træskrivebord og en kontorstol. Vinduet er dækket af et rullegardin. På bordet står der en enkel sort lampe og en helt ny bærbar computer (som er lukket). Nogle få kuglepenne og blyanter er stukket ned i et krus.

Op ad væggen står der en smal enkeltseng af træ, og i den ligger Eri Asai og sover. Sengebetrækket er hvidt uden mønster. På hylden på væggen over for sengen står der er ministereoanlæg og nogle cd’er. Ved siden af en telefon og et atten tommers fjernsyn. Der er også et sminkebord med spejl. Foran spejlet ligger der kun en lipgloss og en lille, rund børste. Ved siden af er der et walk-in-garderobeskab. Den eneste dekoration i værelset består af fem indrammede fotografier, alle sammen af Eri Asai. Hun er alene på dem alle sammen; ingen af dem viser hende sammen med familie eller venner. Det er professionelle fotos, hvor hun poserer, og de har sikkert været brugt i diverse ugeblade. Der er en lille bogreol, men der står kun en håndfuld bøger på den, og de fleste af dem er lærebøger fra universitetet. Ud over dem er der en enorm bunke store modemagasiner. Man kan vist ikke påstå, at hun er en udpræget læser.

Som et fiktivt kamera giver vi os god tid til at studere alt i værelset, den ene ting efter den anden. Vi er usynlige og anonyme ubudne gæster. Vi kigger. Vi lytter. Indsnuser dufte. Men rent fysisk er vi ikke til stede, og vi efterlader ingen spor. Man kan næsten sige, at vi overholder samme regler som traditionelle tidsrejsende. Vi observerer, men blander os ikke. Men ærlig talt, så kan vi ikke fravriste dette værelse ret mange informationer om Eri Asai. Det er, som om hendes personlighed på forhånd er blevet gemt af vejen og således undviger vores observerende blik.

Ved sengens hovedgærde står et lydløst digitalur, der troligt og konsekvent fornyr tiden. På indeværende tidspunkt er vækkeuret det eneste i værelset, der viser tegn på bevægelse. Et forsigtigt lille natligt, elektronisk væsen. De grønne krystaltal skifter i al ubemærkethed som for at undvige vores blik. Lige nu er klokken 23.59.

Kameraet, som er vores blik, trækker sig midlertidigt tilbage for at observere hele værelset, efter at have gransket de enkelte detaljer. Det fastholder den brede synsvinkel et stykke tid, som om det ikke helt kan beslutte, hvad det vil og derfor fastholder synsvinklen. En stilhed fuld af implikationer hersker. Efter et stykke tid synes det dog pludselig at opfange noget, vender sig om og nærmer sig fjernsynsapparatet i hjørnet af værelset. Et firkantet, sort Sony. Skærmen er lige så mørk og død som bagsiden af månen, men kameraet synes at fornemme noget. En slags tegn. Det zoomer ind. Tavse stirrer vi sammen med kameraet efter dette noget … dette tegn på et eller andet.

Vi venter med undertrykt åndedræt og spidsede ører.

Så viser uret: 00.00.

Vi hører en svag, knitrende elektrisk lyd, noget løber hen over skærmen, og den begynder at sitre næsten umærkeligt. Er der nogen, der har været inde og tænde for fjernsynet, uden at vi har bemærket det? Eller er der en timer, der automatisk tænder det? Nej, ingen af delene. Det kløgtige kamera retter linsen mod bagsiden af fjernsynet og viser os, at stikket er hevet ud. Ja, fjernsynet burde faktisk være dødt. Det burde forblive koldt og hårdt og respektere nattens stilhed. Rent logisk og principielt burde det være sådan, men det er det ikke.

Linjer viser sig på skærmen, flimrer og forsvinder, for siden at dukke op igen. Den svage knitren fortsætter uophørligt. Efterhånden dukker der noget op på skærmen. Et billede begynder at tage form, men snart skævvrides det som bogstaver i kursiv og forsvinder, som en flamme, der næsten pustes ud. Så begynder det hele forfra igen. Billedet gør sit bedste for at få fat. Rystende forsøger det at give noget en konkret form, men det kan ikke samle sig. Det er forvredent, som når stormen rusker i antennen. Budskabet rives i stykker, konturerne opløses, spredes og forsvinder helt. Kameraet viser os hele opgøret fra start til slut.

Den sovende kvinde synes slet ikke at være bevidst om det, der sker i værelset. Hun viser ikke tegn på at bemærke de lyde og det lys, fjernsynet så uhæmmet udsender, men fortsætter med at sove fredfyldt, fuldkommen afsondret. Som det er nu, kan intet forstyrre hendes dybe søvn. Fjernsynet er en ny ubuden gæst i værelset. Vi er selvfølgelig også ubudne, men i modsætning til os er den nye ubudne gæst hverken stille eller gennemsigtig. Og heller ikke neutral. Fjernsynet forsøger tydeligvis at blande sig. Det fornemmer vi rent intuitivt.

Fjernsynsbilledet kommer og går, men gradvist bliver det mere og mere stabilt. Det viser et værelse. Et forholdsvist stort værelse. Det kunne godt ligne et rum i en større kontorbygning. Eller et klasseværelse. Det har kæmpestore vinduespartier og en masse lysstofrør i loftet, men der er ingen møbler. Og dog, da vi ser bedre efter, står der faktisk en stol midt i rummet. En gammel træstol med ryg, men uden armlæn. En praktisk og helt enkel stol. Der sidder nogen på den. Billedet er endnu ikke helt stabilt, så vi kan kun se en udtværet silhuet af en person. Der hviler en isnende stemning over rummet, som om det har været forladt meget længe.

Kameraet, der sender billedet til fjernsynet, nærmer sig forsigtigt stolen. Skikkelsen på stolen ser ud til at være en mand. Han sidder let foroverbøjet, ser frem for sig og synes opslugt af sine egne tanker. Han har mørkt tøj og lædersko på. Vi kan ikke se hans ansigt, men han ser ikke særlig høj ud og er meget mager. Vi kan ikke vurdere hans alder. Mens vi opsamler den ene information efter den anden fra den uklare skærm, opløses billedet indimellem sporadisk. Den brummende lyd stiger og falder. Men kun ganske kort, og snart vender billedet tilbage, og den statiske støj toner ud. Der er ingen tvivl om, at billedet er ved at blive stabilt.

Der er helt sikkert ved at ske noget i værelset. Noget af stor betydning.