Kapitel 3

– om natten

Vi er tilbage i den samme Denny’s som før. Martin Denny’s orkester spiller More i baggrunden. Antallet af gæster er dalet markant i forhold til tredive minutter tidligere, og der høres ingen snak. Man kan mærke, at det er blevet endnu mere nat.

Mari sidder stadig ved bordet og læser i sin tykke bog. Foran hende står en tallerken med en næsten urørt sandwich. Hun har tilsyneladende ikke bestilt den af sult, men for at købe sig mere tid på restauranten. Fra tid til anden skifter hun læsestilling, lægger albuerne på bordet eller læner sig tilbage i sædet. Det sker også, at hun løfter hovedet, trækker vejret dybt og holder øje med, hvordan gæsterne kommer og går, men ellers er hun fuldt koncentreret om at læse. Evnen til at koncentrere sig er tilsyneladende et af hendes største personlige aktiver.

Der er flere enlige gæster nu. En sidder og skriver på sin bærbare computer, en anden sender en sms, en er opslugt af en bog ligesom Mari, og endnu en laver ikke noget, men sidder og stirrer ud af vinduet fordybet i sine egne tanker. Måske kan de ikke sove, eller også har de ikke lyst til at sove, og en restaurant som Denny’s giver de mennesker et sted at anbringe sig selv midt om natten.

En stor kvinde kommer stormende ind på restauranten, som kan hun knap nok vente til de automatiske glasdøre åbner sig. Hun er kraftigt bygget, men ikke tyk. Hendes skuldre er brede, og hun ser stærk ud. Hun har en sort strikhue trukket ned over øjnene, en stor læderjakke og orange bukser på. Hun bærer ikke på noget. Hendes kraftfulde fremtræden tiltrækker sig folks opmærksomhed. I samme øjeblik hun træder ind, kommer servitricen hen og spørger: “Er De alene?” Hun ignorerer det og ser sig undersøgende omkring i restauranten. Så får hun øje på Mari og går med lange skridt direkte hen til hende.

Vel derhenne sætter hun sig uden videre ned over for hende. I forhold til sin størrelse er hun adræt og præcis i sine bevægelser.

“Må jeg lige tale med dig?” spørger hun.

Mari, som er opslugt af sin bog, løfter hovedet. Hun farer sammen ved synet af den store, fremmede kvinde, som sidder på stolen lige overfor.

Kvinden tager strikhuen af. Håret er meget blondt og kortklippet som en nyslået græsplæne. Hendes ansigt er åbent og imødekommende, men vejrbidt, som har det mødt mangen en blæsende og regnfuld dag. Det er ikke symmetrisk, men når man ser nærmere på det, er der noget over det, som får en til at slappe af. Måske udstråler det en slags naturlig sympati for andre mennesker. I stedet for at præsentere sig selv sender hun Mari et skævt smil, mens hun lader en tyk håndflade glide hen over det korte, blonde hår.

Servitricen kommer hen til dem med et glas vand og lægger et menukort på bordet, sådan som der står i hendes arbejdsmanual, men kvinden verfer hende væk. “Nej ellers mange tak, jeg går igen med det samme.”

Servitricen sender hende et nervøst smil og trækker sig tilbage.

“Hedder du ikke Mari Asai?” spørger kvinden.

“Jo, det gør jeg, men …”

“Det var Takahashi, der sagde, at du sikkert stadig var her.”

“Takahashi?”

“Tetsuya Takahashi. Ja, ham den høje, magre fyr med langt hår. Han spiller på trombone.”

Mari nikker. “Nå, ham.”

“Takahashi siger, at du taler flydende kinesisk.”

“Jeg kan godt klare mig i en dagligdags samtale,” svarer Mari forsigtigt. “Men så god er jeg heller ikke.”

“Kunne du ikke komme med mig? Vi har en kinesisk pige, der er alvorligt på den, men hun taler ikke japansk, så vi kan ikke finde ud af, hvad der er sket.”

Mari forstår ikke helt, hvad hun mener, men laver et æseløre i bogen, lukker den og skubber den til side. “Hvad mener du med ‘alvorligt på den’?”

“Hun er kommet til skade. Det er lige her i nærheden. Vi kan gå derhen. Det tager ingen tid. Jeg vil bare gerne have dig til at oversætte, så vi kan finde ud af, hvad der er sket. Jeg vil være dig dybt taknemmelig.”

Mari tøver et øjeblik, betragter den andens ansigt og beslutter, at hun ikke er nogen dårlig person. Hun lægger bogen i skuldertasken og tager jakken på. Hun rækker ud efter regningen på bordet, men kvinden kommer hende i forkøbet.

“Den betaler jeg.”

“Det skal du da ikke. Det er noget, jeg har bestilt.”

“Det er det mindste, jeg kan gøre. Lad nu bare mig betale.”

Da de rejser sig op, ser man tydeligt, hvor stor kvinden er i forhold til Mari, som er en lille spinkel pige. Kvinden er robust bygget, bred som en ladeport og mindst en meter og femoghalvfjerds høj. Mari giver efter og lader hende betale regningen.

De forlader Denny’s. Selv på dette tidspunkt er der livligt ude på gaden. Elektroniske lyde fra spillearkaden og stemmer fra karaokebarernes udråbere. Den brølende lyd fra en motorcykel. Uden for en butiks nedrullede skodde sidder tre unge mænd og hænger. Da Mari og kvinden går forbi, kigger de nysgerrigt efter dem, men de er sikkert også et mærkeligt par at se på. De unge mænd siger dog ingenting, glor bare. Skodden er overmalet med graffiti.

“Jeg hedder Kaoru, selvom min statur vist ikke rigtigt passer til det fornemme navn, men det er nu engang det navn, jeg fik af mine forældre.”

“Det glæder mig at møde dig,” siger Mari.

“Undskyld, jeg sådan kommer og henter dig. Det var noget af en overraskelse, ikke?”

Mari ved ikke, hvad hun skal svare, så hun siger ingenting.

“Skal jeg tage din taske? Den ser voldsom tung ud,” siger Kaoru.

“Nej, det behøves ikke.”

“Hvad har du i den?”

“Bøger, skiftetøj og den slags.”

“Du er da vel ikke løbet hjemmefra?”

“Nej, det kan man ikke sige,” svarer Mari.

“Nå, det var godt.”

De fortsætter videre, forlader den oplyste gade og går ind i en snæver sidegade, der fører op ad bakke. Kaoru går hurtigt, og Mari skynder sig efter hende. De går op ad en øde, dyster trappe og kommer ud på en anden gade. Trappen er tilsyneladende en genvej mellem de to gader. Nogle få værtshuse har stadig deres reklameskilte tændt, men der er ikke et øje at se.

“Det er henne på det der lovehotel,” siger Kaoru.

“Lovehotel?”

“Ja, sådan et sted, hvor par lejer sig ind på timebasis. Kan du se neonskiltet, hvor der står ‘Alphaville’? Det er der.”

Da Mari hører navnet, vender hun sig uvilkårligt om mod Kaoru. “Alphaville?”

“Bare rolig, der er ikke noget suspekt over det. Jeg er hotellets manager.”

“Og det er der, den tilskadekomne kvinde befinder sig?”

Kaoru vender sig om, mens hun går. “Ja, men det er ikke sådan lige at forklare.”

“Er Takahashi der også?”

“Nej, det er han ikke. Han øver sammen med sit band i en kælder i en bygning her i nærheden. Studerende kan sagtens.”

De går begge to ind ad døren til Hotel Alphaville. I lobbyen er der en stor lystavle med fotografier af de forskellige værelser, hvor gæsterne vælger ved at trykke på en knap, får udleveret en nøgle og tager elevatoren op til det udvalgte værelse. De behøver hverken at se eller at tale med nogen. De betaler enten for et ‘hvil’ eller en ‘overnatning’. Belysningen har en dunkel blå farve. Mari ser sig nysgerrigt omkring, mens Kaoru hilser lavmælt på kvinden i receptionen inde bagved.

“Du har vel aldrig været på et sted som det her?” siger Kaoru til Mari.

“Nej, det er første gang.”

“Der er mange forskellige erhverv her i verden.”

Kaoru og Mari kører op i gæsteelevatoren. De kommer ud i en kort, smal gang og standser foran en dør med nummeret 404. Kaoru banker let to gange på døren, som straks bliver åbnet indad. En ung kvinde med skrigende rødt hår stikker nervøst hovedet ud. Hun er mager med dårlig teint og har en lang pink T-shirt på, hullede cowboybukser og store øreringe.

“Godt, du er tilbage, Kaoru. Det tog sin tid. Vi har ventet og ventet,” siger den rødhårede kvinde.

“Hvordan har hun det?” spørger Kaoru.

“Som før.”

“Er hun holdt op med at bløde?”

“Ja, nogenlunde, men jeg har brugt et tons papirservietter.”

Kaoru fører Mari ind og lukker døren efter dem. Ud over kvinden med det røde hår, er der en anden på værelset. En lille kvinde med sort, opsat hår, som er ved at vaske gulv. Kaoru præsenterer Mari for de to ansatte.

“Det her er Mari, som jeg fortalte jer om. Hun taler kinesisk. Og Mari, her med det røde hår har du Komugi. Jeg ved godt, det betyder ‘hvede’, og at det ikke er noget almindeligt navn, men det er altså ikke desto mindre hendes rigtige navn. Hun har arbejdet for mig i lang tid.”

Komugi smiler bredt og siger: “Det glæder mig at møde dig.”

“I lige måde,” svarer Mari.

“Det der er Koorogi,” fortsætter Kaoru. “Og hun har altså selv valgt at kalde sig ‘Fårekylling’.”

“Undskyld, men jeg har smidt mit rigtige navn væk,” siger Koorogi på den bløde kansai-dialekt fra området omkring Kyoto og Osaka. Hun er nogle år ældre end Komugi.

“Det glæder mig at møde dig,” siger Mari.

Værelset har ingen vinduer, så det føles indelukket, og seng og fjernsyn virker næsten overdrevet store i forhold til værelsets størrelse. I et hjørne sidder en nøgen kvinde sammenkrøbet med et badehåndklæde om sig. Hun har skjult ansigtet i hænderne og græder lydløst. Der ligger blodtilsølede håndklæder på gulvet, der er blod ud over lagnerne, og en standerlampe er væltet. På bordet står en halvtom ølflaske og et glas. Fjernsynet er tændt og viser et standup-show. Publikum griner. Kaoru tager fjernbetjeningen og slukker for det.

“Han er gået ret hårdt til hende,” siger hun til Mari.

“Ham, hun kom her sammen med?” spørger Mari.

“Ja, hendes kunde.”

“Kunde? Er hun prostitueret?”

“Ja, det er mest dem, der kommer på denne tid af natten,” svarer Kaoru. “Nogle gange går det galt. Enten vil fyren ikke betale, eller også er han for pervers.”

Mari bider sig i læben og prøver at samle tankerne.

“Og kvinden der taler altså kun kinesisk?”

“Hun kan kun nogle få ord på japansk, og jeg kan ikke tilkalde politiet. Hun er sikkert i landet illegalt, og jeg har ikke tid til at møde op som vidne, hver gang den slags sker.”

Mari sætter skuldertasken fra sig på bordet og går hen til den sammenkrøbne kvinde. Hun sætter sig på hug og taler til hende på kinesisk.

“Ni zenme le? (Hvad er der sket?)”

Måske har kvinden ikke hørt hende, hun svarer i hvert fald ikke. Hendes skuldre ryster, og hun hulker ukontrollabelt.

Kaoru ryster på hovedet. “Det er chokket. Hun er virkelig ilde tilredt.”

Mari taler til kvinden igen: “Shi Zhongguoren ma? (Er du kineser?)”

Kvinden svarer stadig ikke.

“Fangxin ba, wo gen jingcha mei guanxi. (Tag det bare roligt, jeg har ikke noget med politiet at gøre.)”

Kvinden svarer stadig ikke.

“Ni bei ta da le ma? (Er du blevet slået?)” spørger Mari så.

Endelig nikker kvinden. Det lange sorte hår svinger frem og tilbage.

Mari fortsætter tålmodigt med at tale lavmælt til kvinden. Hun gentager de samme spørgsmål igen og igen. Kaoru står med armene foldet over brystet og følger bekymret udviklingen mellem de to. Imens samarbejder Komugi og Koorogi om at få gjort rent på værelset. De samler blodige papirservietter sammen og stopper dem i en plasticaffaldspose, tager lagnerne af sengen og hænger rene håndklæder op på badeværelset. Så rejser de standerlampen op og fjerner ølflasken og glasset. De tjekker, om der er sæbe, shampoo og den slags og gør badeværelset rent. De er tydeligvis vant til at arbejde sammen og går rutineret og systematisk frem.

Mari sidder på hug i hjørnet af værelset og taler med kvinden, som har fået det bedre og slapper af nu, fordi hun forstår sproget. Hun stammer lidt i det, men får dog forklaret situationen for Mari. Hun taler så lavmælt, at Mari må have øret helt nede ved hende for at høre noget. Mari lytter opmærksomt og nikker flere gange. Nogle gange indskyder hun en sætning for at opmuntre kvinden.

Kaoru går hen bag ved Mari og klapper hende let på skulderen. “Jeg er ked af det, men der er nye kunder, der skal til. Vi er nødt til at tage hende med ned på kontoret. Har du noget imod at gå med?”

“Men hun er jo splitternøgen. Han har taget alt hendes tøj med. Alt, lige fra sko til undertøj.”

Kaoru ryster på hovedet. “Han tog vel det hele, så hun ikke kunne tilkalde hjælp med det samme. Sådan et dumt svin.”

Kaoru finder en tynd badekåbe frem fra skabet og rækker den til Mari. “Hun kan tage den her på indtil videre.”

Kvinden kommer hjælpeløst på benene, lader halvt fraværende håndklædet falde, så hun står nøgen, og tager vaklende badekåben på. Mari ser hurtigt væk. Kvinden er spinkel og har en smuk skikkelse med velskabte bryster, blød hud og pubeshår som en let skygge. Hun er formentlig på alder med Mari og stadig meget piget at se på. Hun er usikker på benene, så Kaoru lægger en beskyttende arm om hendes skulder og fører hende ud af værelset. De kører ned i en lille personaleelevator. Mari tager sin taske og følger efter. Komugi og Koorogi bliver tilbage på værelset og fortsætter med rengøringen.

De tre kvinder går ind på hotellets kontor, hvor papkasser står stablet op ad væggen. Der er også et stålskrivebord og et billigt sofaarrangement til gæster. På skrivebordet er der et computertastatur og en fladskærm. På væggen hænger der en kalender, et signeret kalligrafi af Mitsuo Aida og et elektrisk ur. Der er et bærbart fjernsyn, og oven på et minikøleskab står der en mikrobølgeovn. Der er knap nok plads til tre mennesker i det lille rum. Kaoru fører den kinesiske pige i badekåbe hen til sofaen. Hun holder krampagtigt kåben samlet foran sig og ser ud til at fryse.

Kaoru retter lyset fra en standerlampe mod den prostitueredes ansigt og undersøger hendes sår. Hun henter en førstehjælpskasse og tørrer forsigtigt det størknede blod af med alkohol og vattamponer. Hun kommer plaster på kvindens sår og mærker efter, om næsen er brækket. Hun løfter op i hendes øjenlåg for at se, hvor blodskudte øjnene egentlig er, og undersøger hovedet for buler. Hun gør det hele så rutineret, at man skulle tro, hun gjorde det hver dag. Hun tager en kold pakning i køleskabet, vikler et håndklæde om den og rækker den til kvinden.

“Prøv at lægge den her under øjnene lidt,” siger Kaoru, men kommer så i tanke om, at hun ikke forstår japansk, og viser hende i stedet, hvad hun skal gøre. Kvinden nikker og gør, som der bliver sagt.

Kaoru vender sig om mod Mari. “Hun har blødt voldsomt, men det var mest fra næsen. Heldigvis er der ingen alvorlige skader. Hun har ingen buler, og næsen ser ikke ud til at være brækket. Flængerne ved øjet og munden behøver ikke blive syet, men hun vil nok ikke kunne arbejde den næste uges tid med sådan et par sæbeøjne.”

Mari nikker.

“Han må være stærk, men han er tydeligvis amatør, når det gælder om at banke folk,” siger Kaoru. “Han har bare slået helt vildt på hende, og jeg vil vædde på, at han selv har ret ondt i hænderne lige nu. Han har slået så hårdt, at der er mindre buler i væggen nogle steder. Han må have tabt besindelsen og være gået fuldstændig amok.”

Komugi kommer ind på kontoret og tager noget fra en af kasserne ved væggen. Det er en ny badekåbe, som skal erstatte den, de tog med fra værelse 404.

“Hun siger, at han tog både hendes taske, penge og mobiltelefon,” siger Mari.

“Så han kunne slippe for at betale,” udbryder Komugi.

“Nej, det er ikke det. Hun fik lige pludselig sin menstruation, inden de havde nået at gøre det, og det gjorde ham helt afsindig.”

“Jamen, det kan hun da ikke gøre for,” siger Komugi. “Den slags kommer jo, når det kommer.”

Kaoru vrisser lidt og siger: “Nu ikke mere snak. Skynd dig op og gør værelse 404 færdigt.”

“Ja, ja, det skal jeg nok,” siger Komugi og forlader kontoret.

“Han troede, han skulle have noget på den dumme, men så får pigebarnet menstruation, han går amok, gennembanker hende, tager hendes penge og tøj og stikker af,” udbryder Kaoru. “Han er virkelig langt ude.”

Mari nikker. “Hun undskylder for alt blodet på lagnerne.”

“Det skal hun ikke tænke på. Vi er vant til den slags. Jeg ved ikke hvorfor, men der er mange piger, der får menstruation, når de er på lovehotel. De ringer konstant og spørger, om de kan låne et bind eller en tampon. Jeg har lyst til at svare igen og sige, at jeg ikke driver et apotek. Og så må vi hellere finde noget tøj til hende, ellers kommer vi jo ikke videre.”

Kaoru leder i papkasserne og finder et sæt undertøj i plasticpose af den slags, der sælges i automater på værelserne. “Det er den billige slags til nødstilfælde. Det kan ikke vaskes, men det er godt nok for nu. Det er ikke så rart, hvis det trækker på de nedre dele.”

Så leder Kaoru i skabet og finder et falmet sæt grønt joggingtøj frem, som hun rækker til den prostituerede.

“Det er en af mine tidligere ansatte, der efterlod det. Det er vasket og rent, og hun behøver ikke aflevere det tilbage. Jeg har kun et par gummiklipklappere til fødderne, men det er da bedre end ingenting.”

Mari oversætter, mens Kaoru åbner et skab og finder nogle hygiejnebind frem, som hun giver til den prostituerede.

“Værsgo. Du kan tage tøj på ude på badeværelset,” fortsætter hun og peger over mod badeværelsesdøren.

Den prostituerede nikker. “Arigato,” siger hun på japansk, tager tøjet og går ud på badeværelset.

Kaoru sætter sig på skrivebordsstolen, ryster langsomt på hovedet og sukker dybt.

“Man kommer ud for lidt af hvert i den her branche.”

“Hun har kun været i Japan i lidt over to måneder,” fortæller Mari.

“Hun er her illegalt, ikke?”

“Det har jeg ikke spurgt om, men hendes accent lyder, som om hun er oppe nordfra.”

“Det gamle Manchuriet?”

“Sikkert.”

“Hm,” brummer Kaoru. “Jeg går ud fra, at der kommer nogen og henter hende.”

“Ja, hun har vist en form for chef.”

“Det er den kinesiske mafia. Det er dem, der står for prostitutionen her i kvarteret,” fortæller Kaoru. “De smugler kvinder ind på skibe og lader dem betale for turen med deres kroppe. De tager imod telefonbestilling og leverer kvinderne til hotellerne på motorcykel. Friske og varme som pizzaer. Det er nogle af vores bedste kunder.”

“Mafiaen? Ligesom de japanske yakuzaer?”

Kaoru ryster på hovedet. “Jeg var professionel bryder gennem en længere periode, og vi rejste tit rundt i landet, og her kom jeg til at kende en hel del yakuzaer. Sammenlignet med den kinesiske mafia er de japanske yakuzaer rene engle. Man ved aldrig, hvor man har de kinesere, men pigebarnet her har ikke andre steder at tage hen end tilbage til dem, hvad enten hun vil det eller ej.”

“Tror du, hun får problemer, når hun kommer hjem uden penge i dag?”

“Det er ikke godt at vide. Efter den her omgang kan hun ikke tage kunder et stykke tid, og hvis ikke hun tjener penge, har hun ingen værdi. Hun er ellers en køn pige.”

Den prostituerede kommer ud fra badeværelset iført det falmede joggingsæt og gummiklipklapperne. Der er et Adidas-mærke på brystet. Ansigtet ser stadig meget forslået ud, men hendes hår er pænt redt. Selv i det falmede joggingsæt og med opsvulmede læber og blå mærker er hun en smuk kvinde.

Kaoru spørger hende på japansk: “Du vil vel gerne låne telefonen, ikke?”

Mari oversætter det til kinesisk. “Yao da dianhua ma? (Vil du låne telefonen?)”

Den prostituerede svarer på gebrokkent japansk: “Hai, arigato.”

Kaoru rækker hende en trådløs hvid telefon. Hun trykker et nummer og taler lavmælt på kinesisk. Personen i den anden ende råber noget, og hun svarer kortfattet. Så afbryder hun telefonen. Hun ser alvorlig ud og rækker telefonen tilbage til Kaoru.

Hun henvender sig direkte til Kaoru og takker hende på japansk: “Domo arigato.” Så vender hun sig om mod Mari. “Mashang you ren lai jie wo. ( Jeg bliver hentet af nogen lige om lidt.)“

Mari siger det videre til Kaoru: “Der kommer vist nogen og henter hende om lidt.”

Kaoru rynker panden. “Nu du siger det, så har vi ikke fået betaling for værelset. Normalt er det manden, der betaler, men han stak jo af uden at betale. Han skylder også for en øl.”

“Vil du lade ham, som henter hende, betale?”

“Ja,” svarer Kaoru og ser tænksom ud. “Jeg håber, at det lykkes.”

Hun kommer teblade i en tepotte, hælder varmt vand over fra en termokande, fylder tre kopper og rækker den ene til den kinesiske prostituerede. Hun takker, tager den og drikker. Hendes læbe er flækket, og det er svært for hende at drikke den varme te. Hun tager en mundfuld og vrænger lidt.

Kaoru vender sig om mod den prostituerede og taler til hende på japansk, mens hun selv drikker sin te.

“Du er virkelig på den. Du rejser hele den lange vej og sniger dig ind i Japan, og så ender du med at blive udnyttet af den slags fyre. Jeg ved ikke, hvordan du havde det derhjemme, men mon ikke du ville have haft det bedre ved at blive der?”

“Skal jeg oversætte det?” spørger Mari.

Kaoru ryster på hovedet. “Det behøver du ikke. Jeg snakker bare med mig selv.”

Mari henvender sig til den prostituerede. “Ni ji sui le? (Hvor gammel er du?)”

“Shijiu. (Nitten.)”

“Wo ye shi. Jiao shenme mingzi? (Det er jeg også. Hvad hedder du?)”

Den prostituerede tøver, før hun svarer. “Guo Dongli.”

“Wo jiao Mali. (Jeg hedder Mari.)”

Mari smiler til kvinden. Ikke noget stort smil, men det er første gang, hun smiler siden midnat.

En motorcykel standser foran indgangen til Hotel Alphaville. Det er en stor heftig Honda sportsmotorcykel. Chaufføren bærer styrthjelm med visir. Han lader motoren køre, så han kan komme af sted med det samme, hvis der skulle opstå problemer. Han har en tætsiddende sort læderjakke på, cowboybukser, høje basketball-sko og tykke handsker. Han tager hjelmen af og anbringer den på benzintanken. Han ser sig vagtsomt rundt, tager den ene handske af, trækker en mobiltelefon op af lommen og taster et nummer. Han er omkring tredive år gammel, har afbleget det sorte hår, farvet det rødt og sat det op i hestehale. Panden er bred, kinderne indsunkne og øjnene stikkende. Efter en kort samtale afbryder han telefonen og stikker den i lommen. Han tager handsken på igen og venter.

Lidt efter kommer Kaoru, den prostituerede og Mari ud fra hotellet. Den prostituerede klaprer af sted i gummisandalerne og går modfaldent over mod motorcyklen. Temperaturen er faldet, og hun ser ud til at fryse i joggingtøjet. Manden på motorcyklen bjæffer noget til hende, og hun svarer lavmælt.

Kaoru henvender sig til manden på motorcyklen og siger: “Hør her, brormand, vi har ikke fået betaling for værelset.”

Han stirrer vedvarende på hende og siger så: “Vi betaler ikke for hotellet. Det gør kunden.” Han har ingen accent, men taler fladt og udtryksløst.

“Det ved jeg godt,” svarer Kaoru hæst og rømmer sig. “Vi er i samme branche, og vi er nødt til at holde sammen. Det her er heller ikke særlig rart for os. Der er tale om voldeligt overfald, og vi kunne have tilkaldt politiet. Det ville ikke være særlig smart for jer, vel? Hvis du betaler de seks tusinde otte hundrede yen for værelset, så siger vi ikke mere. Øllen skal vi nok betale, så slår vi halv skade.”

Manden stirrer udtryksløst på Kaoru. Han kigger op på hotellets neonskilt. Alphaville. Så hiver han handsken af igen, tager en lædertegnebog frem fra jakkelommen, finder syv tusind-yen-sedler frem og smider dem på jorden. Det blæser ikke, så de lander fladt på jorden og bliver liggende. Han tager handsken på igen, løfter armen og ser på sit armbåndsur. Hver bevægelse foretages unaturligt langsomt. Han har på ingen måde travlt. Han forsøger at gøre indtryk på de tre kvinder alene ved tyngden af sin tilstedeværelse. Han vil vise, at han har al den tid, han skal bruge. Hele tiden brummer motorcyklens motor som et utålmodigt rovdyr.

“Du er ikke bange af dig, hva’?” siger han.

“Tak for komplimentet,” svarer Kaoru.

“Hvis du ringer til politiet, kan det ende med ildebrand her i nabolaget,” siger han så. Der bliver helt stille. Kaoru trækker ikke blikket til sig, men stirrer på manden med armene foldet over brystet. Den prostituerede med det forslåede ansigt ser forvirret fra den ene til den anden uden at forstå, hvad der foregår.

Omsider griber han sin hjelm, tager den på og gestikulerer til kvinden, at hun skal sætte sig op bagpå. Kvinden griber fat i læderjakken med begge hænder. Hun vender sig om og ser på Mari og så på Kaoru. Hendes blik vender tilbage til Mari. Hun ser ud til at ville sige noget, men ender med at lade være. Manden tramper hårdt i pedalen, giver motoren gas og forsvinder. Udstødningen giver genlyd i de nattemørke gader. Kaoru og Mari står tilbage. Kaoru bøjer sig frem og samler en for en de syv tusind-yen-sedler op fra jorden. Hun vender dem samme vej, folder dem og stikker dem i lommen. Hun sukker dybt og lader hånden glide hen over det korte, blonde hår.

“Klam type!” siger hun.