Kapitel 4

– om natten

Eri Asais værelse.

Intet i værelset har ændret sig. Kun billedet af manden på stolen er kommet tættere på. Vi kan se ham forholdsvist tydeligt nu, men oplever stadig interferens, indimellem flimrer billedet, konturerne udtværes, og billedet bliver utydeligt. Den ubehagelige støj er også blevet stærkere. Nogle gange fortrænges billedet et kort øjeblik af et andet, helt uvedkommende billede, men alt vender hurtigt tilbage til det gamle, og det oprindelige motiv viser sig igen.

Eri Asai sover stadig trygt i sin seng. Det kunstige lys fra tvskærmen kaster dansende skygger på hendes ansigt, men forstyrrer ikke hendes søvn.

Manden på skærmen er iført et mørkebrunt jakkesæt. Det har sikkert været et pænt og nydeligt sæt tøj engang, men nu ser det slidt ud, og hvidt støv klæber til ærmer og ryg. Han har sorte lædersko på med runde snuder, som også er helt støvede. Måske er han er gået igennem et sted med bunker af støv på vejen hen til værelset. Han har en hvid skjorte med almindelig flip og et ensfarvet uldent sort slips på, begge dele noget trætte i kuløren. Han har hvide stænk i håret, men det er ikke grå hår blot hvidt støv i det sorte hår, og det er vist længe siden, han har friseret sig. Mærkværdigvis ser han ikke sjusket ud. Heller ikke lurvet. Bare træt, inderligt udmattet, efter at uundgåelige omstændigheder har svinet ham og hans jakkesæt til med støv.

Vi kan ikke se hans ansigt. Lige nu viser kameraet ham kun bagfra eller alle andre dele af ham end lige ansigtet. Hvad enten det skyldes lysindfaldet eller et bevidst arrangement, befinder hans ansigt sig altid i dyb skygge, hvor vores blik ikke kan nå det.

Han bevæger sig ikke. Med jævne mellemrum sukker han dybt og længe, og hans skuldre hæver og sænker sig blødt i takt med sukkene. Han kunne godt ligne et gidsel, der har været lukket inde i det samme rum i meget lang tid, som om han for længst har resigneret. Han er ikke bundet eller sådan noget, sidder bare på stolen med rank ryg og trækker vejret stille og roligt, mens han stirrer ud i luften. Vi kan ikke se, om han sidder stille af egen fri vilje, eller om særlige omstændigheder gør, at han ikke kan bevæge sig. Han har hænderne på knæene. Tidspunktet er uklart. Vi kan ikke engang se, om det er nat eller dag. Takket være rækken af lysstofrør i loftet er værelset strålende lyst som på en sommereftermiddag.

Til sidst drejer kameraet ind foran ham og filmer hans ansigt lige forfra, men det afslører ikke hans identitet. Det gør ham blot endnu mere gådefuld, for ansigtet er dækket af en halvgennemsigtig maske. Måske burde man ikke kalde det for en maske, for den sidder helt tæt til ansigtet, som plastfolie. Selvom laget er ganske tyndt, fungerer det dog som maske, fordi den halvblanke overflade reflekterer lyset og skjuler både ansigtstræk og ansigtsudtryk. Vi kan kun lige ane ansigtets omrids. Der er ikke engang lavet huller til næse, mund og øjne, men det forhindrer ham tilsyneladende ikke i hverken at trække vejret, se eller høre. Det må være et særligt materiale, som man kan ånde og se igennem, men vi kan ikke umiddelbart ved at se på den gennemskue, hvilket materiale eller hvilken teknik der er blevet brugt. Den er udstyret med lige dele magiske kræfter og funktionalitet, og er på en og samme tid blevet overleveret fra tidernes morgen med mørket eller sendt tilbage hertil fra fremtiden med lyset.

Det mest uhyggelige ved masken er, at vi på ingen måde aner, hvad personen bag den tænker, føler eller pønser på (hvis han overhovedet gør nogen af delene), selvom masken sidder helt tæt til ansigtet. Vi kan ikke vide, om det er godt, at han er her, eller om det er skidt, om han har godt eller ondt i sinde, om masken dækker over ham eller beskytter ham. Han sidder blot stille på stolen iført den kunstfærdige, anonyme maske og bliver filmet af et kamera. Det er den situation, der bliver formidlet til os, og den situation vi må forholde os til. Vi vælger at kalde ham den ansigtsløse mand.

Kameravinklen ligger fast nu. Kameraet filmer ubevægeligt den ansigtsløse mand forfra og skråt nedefra. Han sidder uden at røre sig i sit brune jakkesæt og ser fra den anden side af billedrøret gennem skærmen og ud på denne side. Han sidder på den anden side, men kigger direkte ind i værelset, hvor vi er. Hans øjne er selvfølgelig gemt bag den mystiske, glinsende maske, men vi kan alligevel tydeligt mærke eksistensen, tyngden af hans blik. Beslutsomt og uden den mindste tøven stirrer han på noget lige foran sig. Ud fra vinklen på hans ansigt kan det meget vel være området henne omkring Eri Asais seng. Vi følger omhyggeligt den formodede synsvinkel, og jo, der er ingen tvivl. Det er virkelig Eri, som manden med masken stirrer på med sine tildækkede øjne. Eri, som ligger i sin seng på denne side og sover. Det går pludselig op for os, at det faktisk er det, han har gjort hele tiden. Han kan se ind til os. Fjernsynsskærmen fungerer som et åbent vindue ind til dette værelse.

Af og til flimrer billedet, men bliver skarpt igen. Den statiske knitren bliver også voldsommere. Det lyder som et forhøjet ekko af et menneskes hjernebølger. Lyden stiger til stadig større intensitet, når sit højdepunkt, hvorfra den atter begynder at falde for til sidst helt at dø ud. Så synes den at ombestemme sig og dukker op igen. Det hele gentager sig flere gange. Men den ansigtsløse mands blik flakker aldrig, og intet forstyrrer hans koncentration.

I sengen ligger den smukke pige og sover. Kulsort, helt glat hår, breder sig ud over hovedpuden som en vifte med sin helt egen betydning. Læberne er let lukkede og hjertet nedsunket på havets bund. Hver gang fjernsynet flimrer, flakker lyset, der falder på hendes ansigt, og skygger danser hen over det som uforståelige tegn. På den almindelige træstol sidder den ansigtsløse mand og stirrer tavst på hende. Hans skuldre hæver og sænker sig stilfærdigt i takt med hans åndedræt som en herreløs båd på blide morgenbølger.

Der er ikke andet, der bevæger sig i værelset.