Kapitel 6

– om natten

Hotel Alphavilles kontor. Kaoru sidder foran computeren og ser irriteret ud. LCD-skærmen viser en video taget med overvågningskameraet ved indgangen. Billedet er tydeligt, og tidspunktet på døgnet står skrevet i hjørnet. Kaoru sammenholder sine notater på blokken med tidspunktet på skærmen og spoler videoen hurtigt frem og standser den igen med musen. Det ser ikke ud til at gå helt, som hun ønsker det, for med jævne mellemrum vender hun blikket op mod loftet og sukker.

Komugi og Koorogi kommer ind på kontoret.

“Hvad laver du, Kaoru?” spørger Komugi.

“Hvorfor så vred?” fortsætter Koorogi.

“Det er optagelserne fra overvågningskameraet,” svarer Kaoru uden at slippe skærmen med øjnene. “Hvis jeg tjekker den i tidsrummet lige før overfaldet, kan jeg måske finde ud af, hvem der gennembankede hende,” siger Kaoru.

“Der var ret mange gæster på det tidspunkt. Tror du, vi kan finde ud af, hvem det var?” spørger Komugi.

Kaorus tykke fingre bevæger sig klodset på tastaturet.

“Alle andre ankom til hotellet som par. Han var den eneste, der kom først og ventede på værelset. Der var en mand, der hentede nøglen til værelse 404 klokken 22.52. Det fremgår tydeligt. Kvinden blev bragt ud på motorcykel cirka ti minutter senere, siger Sasaki fra receptionen.”

“Så kan du jo bare tjekke optagelsen fra klokken 22.52,” udbryder Komugi.

“Ja, det ville være fint, hvis det kunne lade sig gøre,” siger Kaoru. “Men jeg kan bare ikke finde ud af det her maskineri.”

“Næ, der nytter muskler ikke rigtig noget, vel?” siger Komugi.

“Det har du ret i.”

“Måske er du blevet født på det forkerte tidspunkt,” siger Koorogi alvorligt.

“Ja, omkring to tusinde år for sent,” tilføjer Komugi.

“Nemlig,” siger Koorogi.

“I skal ikke sådan sætte mig i bås,” udbryder Kaoru. “Er der måske en af jer, der kan finde ud af det?”

“Nej, slet ikke,” udbryder de begge to i kor.

Kaoru taster tidspunktet ind i søgefunktionen og klikker med musen for at få det rigtige tidsinterval frem, men det fungerer ikke. Det ser ud, som om hun gør det i den forkerte rækkefølge. Hun vrisser vredt, finder manualen frem og bladrer i den, men kan ikke finde ud af den og smider den irriteret fra sig på bordet.

“Hvad fanden gør jeg forkert? Jeg burde få de rigtige billeder frem på den måde, men det sker bare ikke. Hvis Takahashi var her, kunne han gøre det på et splitsekund.”

“Men selvom du så finder ud af, hvem han er, hvad vil du så gøre? Du kan jo alligevel ikke melde ham til politiet, vel?” siger Komugi.

“Nej, jeg vil ikke have noget med politiet at gøre, hvis jeg på nogen måde kan slippe for det.”

“Hvad vil du så gøre?”

“Det finder jeg ud af til den tid,” svarer hun. “Jeg er nu engang skabt sådan, at jeg ikke bare kan lade den slags klamme fyre slippe godt af sted med den slags. Han gennembanker en forsvarsløs kvinde, frarøver hende alt og skrider. Oven i købet uden at betale for hotelværelset. Sådan et dumt svin!”

“Nogen burde banke sådan et nossedumt psykosvin halvt ihjel,” fortsætter Koorogi.

Kaoru nikker kraftigt. “Det kunne man godt ønske sig, men han er sikkert ikke så dum, at han viser sit fjæs her på hotellet igen. I hvert fald ikke lige med det samme. Og vi har jo heller ikke ligefrem tid til at gå ud og lede efter ham.”

“Hvad vil du så gøre?” spørger Komugi.

“Som allerede sagt, så finder jeg ud af det, når den tid kommer.”

Kaoru slår arrigt til musen og dobbeltklikker mere eller mindre desperat på et tilfældigt ikon, og pludselig viser skærmen et billede med tiden 22.48.

“Endelig!”

Komugi: “Fantastisk. Lykkes det ikke med det gode …”

Koorogi: “… så brug vold.”

De betragter alle tre skærmen med tilbageholdt åndedræt. Klokken 22.50 kommer et ung par ind på hotellet. De ligner universitetsstuderende. De ser begge to meget anspændte ud. De tøver lidt foran panelet med billeder af de forskellige værelser, men ender med at trykke på knappen til værelse 302. De tager deres nøgle og finder efter lidt besvær elevatoren.

Kaoru: “Det var gæsterne til værelse 302.”.

Komugi: “Ja, værelse 302. De ser så uskyldige ud, men de gik virkelig til den. I skulle have set værelset, efter de havde været der.”

Koorogi: “Og hvad så? De er unge, og de betaler netop for et sted som det her, så de kan te sig som vilde.”

Komugi: “Jeg er også stadig ung, men jeg går ikke amok på den måde.”

Koorogi: “Det er, fordi du ikke er liderlig nok, lille skat.”

Komugi: “Tror du?”

Kaoru: “Så, nu kommer gæsten til værelse 404. Hold jeres mund og se godt efter.”

En mand viser sig på skærmen. Klokken er 22.52. Han har lysegrå trenchcoat på og ser ud til at være sidst i trediverne, nok tæt på de fyrre. Han bærer slips og har pæne lædersko på, ligner en typisk kontormand. Han går med små guldindfattede briller, bærer ikke på noget og har hænderne stukket i lommerne. Alt ved ham er almindeligt, både højde, kropsbygning og frisure. Han er den type, man ikke vil kunne huske, selvom man lige har passeret ham på gaden.

“Han ser da helt almindelig ud,” udbryder Komugi.

“Den slags er de allerfarligste,” siger Kaoru og gnider sig på hagen. “De er ved at gå til af stress.”

Manden tjekker tidspunktet på sit armbåndsur, tager uden at tøve nøglen til værelse 404, går med hurtige skridt hen til elevatoren og forsvinder ud af skærmbilledet. Kaoru standser videoen og spørger de to andre: “Får I noget ud af at se det her?”

“Han ligner en kontormand,” siger Komugi.

Kaoru ser irriteret på hende og ryster på hovedet. “Du behøver ikke fortælle mig, at en mand, der på dette tidspunkt er iført jakkesæt og slips, er en kontormand på vej hjem fra arbejde.”

“Det må du virkelig meget undskylde,” siger Komugi.

“Han ser ud til at have prøvet det før,” udtaler Koorogi sig. “Han ved, hvordan man gør, tøver slet ikke.”

Kaoru giver hende ret. “Nemlig. Han tager nøglen med et samme og går direkte hen til elevatoren. Der er ingen overflødige bevægelser. Han ser sig ikke engang om.”

Komugi: “Så det er ikke første gang, han er her?”

Koorogi: “En såkaldt stamkunde.”

Kaoru: “Måske. Men så har han vel også købt kvinder på den måde før.”

Komugi: “Nogle mænd går udelukkende efter kinesiske kvinder.”

Kaoru: “Ja, dem er der faktisk mange af. Hvis han nu er kontormand og har været her flere gange, er der stor sandsynlighed for, at han arbejder et sted i nærheden.”

Komugi: “Det har du ret i.”

Koorogi: “Ja, og så arbejder han for det meste om natten.”

Kaoru ser tvivlende over på Koorogi. “Hvorfor tror du det? Kunne han ikke bare være typen, der tager sig et glas efter arbejde, kommer i godt humør og så pludselig får lyst til en kvinde?”

Koorogi: “Måske, men han bar ikke på noget, så hans ting må stå på kontoret. Hvis han var på vej hjem, ville han have sine ting med sig. En mappe eller en af de der store brune kuverter. Kontormænd går næsten aldrig tomhændede til og fra arbejde. Det betyder, at han skulle tilbage til sin arbejdsplads igen. Eller det vil jeg tro.”

Komugi: “Hvorfor skulle han arbejde her midt om natten?”

Koorogi: “Det er der da mange mennesker i denne verden, der gør. Især folk, der tager sig af edb-programmering og den slags. Når alle de andre er gået hjem, og kontoret er tomt, kan de begynde at rode med systemet. De kan jo ikke lukke ned for det, mens folk er på arbejde, vel? Så de bliver og arbejder indtil ved to-tre-tiden, og så tager de en taxi hjem. De får simpelthen taxiboner af firmaet til det.”

Komugi: “Nu du siger det. Han ligner da også en rigtig computernørd. Hvordan kan det være, at du ved den slags, Koorogi?”

Koorogi: “Jeg har faktisk engang været ansat som sekretær i et rigtigt firma. Et af de bedre oven i købet.”

Komugi: “Arbejdede du sådan rigtigt?”

Koorogi: “Ja, selvfølgelig gjorde jeg det. Det gør man den slags steder.”

Komugi: “Jamen hvorfor …”

Kaoru afbryder dem irriteret: “Lige et øjeblik. Nu handler det om det her. Jeres personlige livshistorier kan I tale om et andet sted.”

Komugi: “Undskyld.”

Kaoru spoler videoklippet tilbage til 22.52 og afspiller sekvensen igen. Hun vælger et passende sted, hvorefter hun gradvist forstørrer billedet af manden og printer det ud, så de har en forholdsvist stort farvebillede af hans ansigt.

Komugi: “Fantastisk!”

Koorogi: “Tænk, at man kan den slags. Det er næsten som i Blade Runner, ikke?”

Komugi: “Jo, det er praktisk, men det gør også verden til et skræmmende sted at være. Nu kan man ikke engang gå på lovehotel i fred.”

Kaoru: “Nej, nu er I nødt til at opføre jer ordentligt, når I går ud, for man ved aldrig, hvor der er opsat overvågningskameraer.”

Komugi: “Væggene har ører … og digitalkameraer.”

Koorogi: “Ja, mon ikke. Man er nødt til at passe på.”

Kaoru printer fem kopier ud af fotografiet, hvorefter de alle tre studerer mandens ansigt nøje.

Kaoru: “Forstørrelsen er ret kornet, men man kan da godt se, hvordan han ser ud, ikke?”

Komugi: “Jo, hvis jeg møder ham på gaden, vil jeg i hvert fald kunne genkende ham.”

Kaoru drejer tavst hovedet frem og tilbage, så det knager og brager i knoglerne, mens hun tænker. Pludselig får hun en idé: “Har nogen af jer brugt kontorets telefon, efter jeg gik?”

De ryster begge to på hovedet.

Komugi: “Nej, det har jeg ikke.”

Koorogi: “Heller ikke mig.”

Kaoru: “Det betyder altså, at der ikke er nogen, der har brugt telefonen, siden den kinesiske pige brugte den, ikke sandt?”

Koorogi: “Jeg har ikke rørt den.”

Komugi. “Heller ikke mig.”

Kaoru tager røret, trækker vejret dybt og trykker på gentageknappen. Telefonen ringer to gange, hvorefter en mand tager den. Han taler hurtigt på kinesisk.

Kaoru svarer: “Jeg ringer fra Hotel Alphaville. Her ved ellevetiden ringede en af vores gæster efter en af jeres piger, som han gennembankede. Nu står jeg med et foto af manden. Fra vores overvågningskamera. Jeg tænkte, at I måske var interesserede i at få det.”

Der bliver helt stille i den anden ende af røret. Så lyder det på japansk: “Vent lige lidt.”

“Jeg venter,” svarer Kaoru. “Lige så længe det skal være.”

Der bliver diskuteret i den anden ende. Kaoru holder røret ind mod øret, mens hun drejer en kuglepen mellem fingrene. Komugi leger, at hendes kost er en mikrofon og begynder at synge en sang: “Sneen falder … du kommer ikke … men jeg vil vente på dig … lige så længe det skal være!”

Manden vender tilbage. “Har du billedet der?”

“Ja, jeg har lige printet det ud,” svarer Kaoru.

“Hvor har du mit nummer fra?”

“Moderne apparater kan alt muligt,” svarer hun.

Atter nogle sekunders tavshed. “Jeg er der om ti minutter.”

“Jeg venter på dig udenfor.”

Telefonen bliver afbrudt. Kaoru lægger røret på, mens hun rynker panden. Hun drejer atter sin tykke hals lidt frem og tilbage. Stilheden sænker sig over kontoret. Så siger Komugi tøvende: “Kaoru …”

“Hvad er der?”

“Vil du virkelig give dem fotografiet?”

“Jeg sagde jo, at den fyr ikke skulle slippe godt fra at gennembanke en uskyldig pige. Og jeg er rasende over, at han ikke betalte for værelset. Og så kan jeg heller ikke udstå synet af hans kontormandsfjæs.”

Komugi: “Ja, men hvis de finder ham, binder de måske en sten om benene på ham og smider ham i Tokyo-bugten. Hvis du bliver blandet ind i den slags, kan du virkelig få problemer.”

Kaoru rynker stadig panden. “Jeg tror nu ikke, de slår ham ihjel. Politiet er ligeglad med, om kineserne slå hinanden ihjel indbyrdes, men slår de en japaner ihjel, er det noget helt andet. Så bliver der virkelig problemer. Nej, de fanger ham sikkert bare og giver ham en lærestreg. I værste fald skærer de måske hans ene øre af.”

Komugi: “Det må da gøre ondt.”

Koorogi: “Det lyder lidt ligesom van Gogh.”

Komugi: “Kaoru, tror du virkelig, at de kan finde ham ud fra det foto alene? Tokyo er trods alt en ret stor by.”

Kaoru: “Ja, men hvis de fyre beslutter sig for noget, giver de ikke op på halvvejen. På den måde er de ret utrolige. Og de taber ansigt over for deres piger og de andre i branchen, hvis de lader sådan en amatør gøre dem til grin. Sker det først, er de færdige i deres verden.”

Kaoru tager en cigaret på bordet, stikker den i munden og tænder den med en tændstik. Hun spidser munden og puster en kæmpe røgsky ud mod skærmen.

På den fastfrosne skærm ses mandens forstørrede ansigt.

❍

Der går ti minutter. Kaoru og Komugi venter lige uden for indgangen til hotellet. Kaoru har den samme læderjakke på som tidligere og strikhuen trukket helt ned over ørerne. Komugi har en stor, tyk ulden sweater på, men ser alligevel ud til at fryse, fordi hun krampagtigt krydser armene over brystet. Snart efter dukker den mand, der hentede kvinden, op på sin store motorcykel. Han standser motorcyklen et stykke fra dem. Heller ikke denne gang slukker han for motoren. Han tager hjelmen af, lægger den på benzintanken og tager med roligt overlæg den venstre handske af. Han stikker handsken i lommen på sin jakke og bliver stående. Han ser ikke ud til at ville komme hen til dem. Kaoru går over til ham med lange skridt og giver ham tre af de portrætbilleder, hun har printet ud. Så siger hun: “Det er tilsyneladende en kontormand, der arbejder her i nærheden. Han arbejder for det meste om natten, og han har vist ringet efter kvinder før. Måske endda hos jer.”

Manden tager imod billederne og kaster et hurtigt blik på dem. De ser ikke ud til at interessere ham synderligt.

“Og hvad så?” spørger manden og ser over på Kaoru.

“Hvad så hvad?”

“Hvorfor giver du mig de billeder?”

“Jeg tænkte, at I gerne ville have dem. Vil I ikke det?”

Manden svarer ikke, lyner bare jakken op og stikker fotografierne, som han folder sammen på midten, ind i en pose, han har hængende om halsen. Så lyner han jakken helt op i halsen igen. Hele tiden ser han direkte på Kaoru. Han slipper hende ikke med øjnene så meget som et sekund.

Han prøver at finde ud af, hvad hun vil have til gengæld for billederne, men han vil ikke spørge. Han holder masken. Hans mund er lukket, mens han venter på, at hun svarer af sig selv. Kaoru står lige så skråsikker med armene krydset over brystet og møder koldt hans blik. Hun giver sig heller ikke. Denne åndeløse magtkamp fortsætter et stykke tid. Endelig bryder Kaoru tavsheden efter et passende stykke tid med en velovervejet rømmen.

“Sig til, hvis I finder ham, ikke?”

Manden griber fast om gashåndtaget med venstre hånd, mens den højre hviler let på styrthjelmen.

“Skal vi fortælle dig, hvis vi finder ham?” gentager manden mekanisk.

“Ja tak.”

“Vil du bare gerne have det at vide?”

Kaoru nikker. “Ja, I kan bare hviske mig det i øret. Jeg behøver ikke at vide, hvad I gør ved ham.”

Manden tænker sig om og slår let to gange på styrthjelmen med knoerne. “Hvis vi finder ham, skal du nok få det at vide.”

“Det glæder jeg mig til,” siger hun. “Skærer I stadig ørerne af folk?”

Manden trækker let på smilebåndet. “En mand har kun ét liv, men han har to ører.”

“Det kan godt være, men det er svært at få brillerne til at sidde, hvis man mangler det ene.”

“Ja, det er upraktisk,” svarer han.

Og så er samtalen slut. Han tager hjelmen på igen, træder hårdt i pedalen, vender motorcyklen og kører væk.

Kaoru og Komugi bliver stående på vejen og siger ikke noget i lang tid, mens de kigger i den retning, motorcyklen kørte.

“Han minder lidt om et spøgelse,” siger Komugi endelig.

“Det er også lige den tid på døgnet,” svarer Kaoru.

“Det er helt uhyggeligt.”

“Ja, meget.”

De går ind på hotellet igen.

Kaoru er alene på kontoret og sidder med begge ben oppe på skrivebordet. Hun tager fotografiet op igen og studerer det. Et nærbillede af en mand. Kaoru stønner let og vender blikket op mod loftet.