Kapitel 9

– om natten

Vi befinder os på Skylark-restauranten. Gæsterne sidder mere spredt end før. Den larmende flok studerende er gået. Mari sidder på en plads ved vinduet, og selvfølgelig læser hun. Hun har ikke briller på, og kasketten ligger på bordet. Tasken og jakken ligger på stolen ved siden af hende. Der står en tallerken med små sandwich og en kop urtete på bordet. Hun har spist halvdelen af sandwichene.

Takahashi kommer ind på restauranten. Han har ingen taske med. Han kigger sig om, og så snart han får øje på Mari, går han direkte derhen.

“Hej,” siger han.

Mari løfter hovedet og nikker let ved synet af ham. Hun siger ingenting.

“Gør det noget, jeg sætter mig lidt her hos dig?”

“Værsgo,” svarer hun med neutral stemme.

Takahashi sætter sig ned over for hende. Han tager frakken af og ruller ærmerne op på sin sweater. Servitricen kommer hen for at tage imod hans bestilling. Han bestiller kaffe.

Han kaster et blik på sit ur. “Klokken er tre. Det er det mørkeste og sværeste tidspunkt på natten. Er du slet ikke træt?”

“Ikke specielt,” svarer Mari.

“Jeg fik ikke sovet ret meget i går nat. Jeg havde en svær rapport, der skulle laves færdig.”

Mari siger ingenting.

“Kaoru fortalte mig, at du nok ville være her.”

Mari nikker.

Takahashi fortsætter: “Jeg beklager, at du blev indblandet. Jeg mener i det med den kinesiske pige. Det var Kaoru, der ringede til min mobiltelefon, da jeg var henne og øve. Hun spurgte, om der var nogen af os, der kunne kinesisk, hvilket der jo ikke var, og så kom jeg i tanke om dig. Jeg fortalte hende, hvordan du ser ud, at du sad på Denny’s, at du hedder Mari Asai, og at du taler flydende kinesisk. Jeg håber ikke, at det gør noget.”

Mari klør sig lidt på næsen, hvor der er et mærke efter brillerne. “Nej, det er okay.”

“Kaoru sagde, at du var til uvurderlig hjælp. Hun er meget taknemmelig. Hun kan vist ret godt lide dig.”

Mari skifter emne. “Er I færdige med at øve?”

“Vi holder pause,” svarer han. “Jeg trængte til en kop varm kaffe for at vågne lidt op, og så ville jeg gerne takke dig. Jeg fortrød pludselig, at vi sådan havde forstyrret dig.”

“Forstyrret mig?”

“Ja, hvad ved jeg?” siger han. “Jeg var bange for, at vi forstyrrede dig i et eller andet ...”

“Kan du godt lide at spille?” spørger Mari.

“Ja. Næst efter at flyve gennem luften er det det bedste, jeg ved.”

“Har du nogensinde fløjet gennem luften?”

Takahashi smiler og lader det blive hængende et stykke tid. “Nej, det har jeg ikke,” svarer han. “Det er vel bare sådan noget, man siger.”

“Vil du gerne være professionel musiker?”

Han ryster på hovedet. “Så talentfuld er jeg heller ikke. Jeg elsker at spille musik, men kommer nok aldrig til at leve af det. Der er stor forskel på at være virkelig god til noget, og på at være kreativ. Jeg er ret god på min trombone, og folk roser mig, og det er jeg rigtig glad for. Men dertil og så ikke længere. Jeg holder op med at spille sammen med mit band her sidst på måneden, og så er det slut med musikken for mit vedkommende.”

“Kunne du ikke give mig et konkret eksempel på, hvad det vil sige at være virkelig kreativ?”

“Lad mig se … Hvis man når så dybt ind i musikken, at man berøres rent fysisk af det, og den, der lytter til musikken, har det på samme måde, så der skabes denne samhørighed, er det kreativt. Måske …”

“Det lyder svært.”

“Det er meget svært,” siger han. “Og derfor står jeg af. Jeg skifter tog på næste station.”

“Vil du så slet ikke røre dit instrument mere?”

Han vender håndfladerne op på begge hænder, som har ligget fladt på bordet. “Sådan kan det godt gå hen og blive.”

“Skal du have fast arbejde?”

Han ryster på hovedet. “Nej, det skal jeg ikke.”

“Hvad vil du så lave?” spørger Mari efter en kort pause.

“Jeg tænkte, at jeg ville koncentrere mig om jurastudiet. Jeg vil gerne være advokat.”

Mari siger ikke noget, men ser nysgerrig ud.

“Det kommer nok til at tage tid,” siger han. “Jeg er indskrevet på jurastudiet, men jeg har næsten udelukkende koncentreret mig om bandet og har kun læst lidt i ny og næ. Selvom jeg begynder at læse hundrede procent nu, så kan jeg ikke uden videre indhente det tabte. Så nemt skal livet heller ikke være.”

Servitricen kommer med hans kaffe. Takahashi hælder fløde i den, rører larmende rundt med teskeen og drikker af den.

Så fortsætter han: “Det er faktisk første gang i mit liv, at jeg har lyst til at studere for alvor. Jeg har altid fået nogenlunde karakterer i skolen, ikke de bedste, men heller ikke dårlige. Jeg forstod at prioritere der, hvor det var vigtigst, så det med karakterer var ikke noget problem. Det er faktisk min stærke side. Så jeg endte på et rimelig godt universitet, og hvis jeg tager mig lidt sammen, skal jeg nok blive ansat i et rimelig godt firma, blive rimelig godt gift og få et rimelig godt familieliv, ikke sandt? Men det gider jeg ikke mere. Bare sådan lige pludselig.”

“Hvorfor?” spørger Mari.

“Mener du, hvorfor jeg pludselig vil til at tage mit studie alvorligt?”

“Ja.”

Takahashi bliver siddende med begge hænder om kaffekoppen og ser på hende med sammenknebne øjne, som om han kigger ind i et værelse gennem et vindue, der står på klem. “Spørger du, fordi du virkelig gerne vil have et svar?”

“Selvfølgelig. Spørger folk ikke normalt, fordi de gerne vil have et svar? Hvad ellers?”

“Jo, rent logisk. Men der er mange, der kun spørger af høflighed.”

“Det forstå jeg ikke. Hvorfor i al verden skulle jeg spørge af høflighed?”

“Det kan der være noget om.” Han tænker sig om og stiller kaffekoppen tilbage i underskålen. Det giver et lille hårdt klik. “Godt, hvad vil du så have? Den lange eller den korte version?”

“Noget midtimellem.”

“Det er i orden. Altså et medium langt svar.”

Takahashi koncentrerer sig om at finde ud af, hvad han vil sige.

“Fra april måned til juni måned i år har jeg flere gange besøgt Tokyos byret i Kasumigaseki. Jeg fulgte et kursus, som gik ud på at overvære nogle retssager og så skrive en rapport om forløbet. Øh … har du nogensinde overværet en retssag?”

Mari ryster på hovedet.

Takahashi fortsætter. “Byretten minder lidt om et stort biografcenter. Ved indgangen hænger der en oversigt med tidspunkter for de retssager, der føres den dag; ligesom et biografprogram. Så kan man vælge den sag, man synes lyder mest interessant, og gå ind og overvære den. Der er adgang for alle. Man må bare ikke have kamera og båndoptager med. Eller mad. Det er også forbudt at sige noget. Sæderne er smalle, og falder man i søvn, får man en reprimande af retsbetjenten. Men det er jo gratis at komme ind, så man kan ikke rigtig brokke sig.”

Han holder en kort pause.

“Jeg overværede for det meste kriminalsager. Grove overfald, brandstiftelse og røveri med døden til følge. Onde mennesker, der havde gjort noget grusomt og var blevet taget i det, og som nu skulle stilles for en domstol og dømmes. Og den slags er jo let at forstå, ikke? Med økonomisk eller politisk orienteret kriminalitet er baggrunden meget mere kompliceret, og det kan være svært at skelne mellem godt og ondt, så det er ret besværligt. Jeg ville bare skrive en opgave, der gav en nogenlunde rimelig karakter og få den sag ud af verden. Ligesom i grundskolen, hvor det bare gjaldt om at få det overstået, når man fik lektier for i sommerferien og skulle skrive ‘En snerles dagbog’.”

Her holder Takahashi op med at tale og betragter håndfladerne på sine hænder, der ligger på bordet.

“Da jeg havde overværet nogle retssager, blev jeg lige pludselig meget optaget af de forbrydelser, der blev behandlet i retten, og de mennesker, der var involveret. Jeg syntes ligesom ikke længere, at det kun var de andres problem. Det var en meget underlig følelse. De mennesker, der skulle dømmes, er jo slet ikke som mig. De lever i en anden verden end mig, tænker anderledes end mig og handler anderledes end mig. Der er en høj, tyk mur mellem den verden, de mennesker lever i, og den verden, jeg lever i. Eller det tænkte jeg i hvert fald i starten. Jeg ville jo aldrig i livet kunne begå nogle af de skrækkelige forbrydelser. Jeg er pacifist, venlig af sind, og lige siden jeg var helt lille, har jeg aldrig slået nogen. Derfor kunne jeg jo om nogen betragte disse retssager fra et ophøjet stade.”

Han løfter hovedet, ser over på Mari og vælger omhyggeligt sine ord.

“Da jeg så begyndte at følge retssagerne og hørte de involveredes vidneforklaringer, anklagerens og forsvareren indlæg samt den tiltaltes egen forklaring, mistede jeg pludselig min selvsikkerhed. Med andre ord kunne jeg pludselig se, at der måske slet ikke er nogen mur mellem vores to verdener. Og hvis der er, så er det ikke andet end en tynd papmaché-mur, som kan brase sammen, hvis vi læner os op ad den. Og så falder vi jo lige igennem og lander på den anden side. Medmindre den anden side ikke allerede i al hemmelighed er trængt ind i os, uden at vi har lagt mærke til det. Det er nogenlunde sådan, jeg oplevede det, men det er svært at sætte ord på.”

Takahashi lader fingeren løbe rundt langs kaffekoppens kant.

“Når man begynder at tænke på den måde, ser man mange ting i et andet lys, og retssystemet blev i mine øjne pludselig til et ejendommeligt og grotesk væsen.”

“Et grotesk væsen?”

“Ja, noget i stil med en ottearmet blæksprutte. En kæmpestor blæksprutte dybt nede på havets bund. Et væsen med en drabelig livskraft og en masse arme på vej et eller andet sted hen gennem det mørke hav. Mens jeg fulgte retssagerne, kunne jeg ikke lade være med at tænke på dette væsen. Det optræder i forskellige skikkelser, nogle gange som selve Nationen eller som Loven. Eller i mere komplicerede og ubehagelige skikkelser. Selvom man skærer dets arme af, bliver de ved med at vokse ud igen, og ingen kan slå det ihjel. Det er alt for stærkt, lever alt for dybt nede i havet, og ingen ved, hvor dets hjerte sidder. Tanken skræmte mig fra vid og sans, og jeg blev grebet af fortvivlelse, for lige meget hvor langt væk man flygter, kan man aldrig slippe væk fra dette væsen, og det er bedøvende ligeglad med, om jeg er mig, eller du er dig. Foran det mister alle deres respektive navn og ansigt. Vi reduceres alle sammen kort og godt til tegn eller numre.”

Mari stirrer på ham.

Han tager en mundfuld kaffe. “Er det kedeligt at høre på?”

“Jeg lytter,” svarer hun.

Takahashi sætter kaffekoppen tilbage i underkoppen. “Det er godt nok to år siden nu, men dengang var der en sag om brandstiftelse og mord i Tachikawa. En fyr dræbte et gammel ægtepar med en økse, tog deres bankbog og stak ild til huset for at slette sporene. Det blæste voldsomt den nat, og fire andre huse brændte ned. Manden blev dømt til døden. Som det japanske retssystem fungerer i dag, er det en ganske selvklar dom. Hvis nogen har dræbt over to mennesker, bliver de dømt til døden. Ved hængning. Desuden var ham her oven i købet skyldig i brandstiftelse og et håbløst tilfælde. Han havde allerede siddet inde flere gange på grund af vold, familien havde for længst opgivet ham, han var narkoman, og hver gang han blev løsladt, begik han bare nye forbrydelser. Der var intet tegn på hverken anger eller tårer, og hvis han appellerede, ville sagen med hundrede procents sikkerhed blive afvist. Hans forsvarer var beskikket og havde nærmest opgivet på forhånd, så da dødsdommen blev afsagt, var der ingen, der blev overraskede. Heller ikke mig. Jeg hørte dommeren læse kendelsen op, tog notater og syntes, at alt var, som det skulle være. Det var først, da jeg efter retssagen tog undergrundsbanen hjem fra Kasumigaseki og satte mig ved mit skrivebord for at ordne mine papirer, at jeg pludselig blev bundløst fortvivlet. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det, men det var, som om den elektriske spænding over hele jorden faldt. Alt blev en grad mørkere, en grad koldere. Jeg begyndte at skælve, kunne slet ikke kontrollere det. Jeg fik sågar tårer i øjnene. Men hvorfor? Jeg kan ikke forklare det. Hvorfor gik det mig sådan på, at manden havde fået dødsstraf? Han var jo et monster, ingen kunne redde, som jeg absolut intet havde til fælles med. Hvorfor berørte det mig så stærkt rent følelsesmæssigt?”

Hans spørgsmål forbliver et spørgsmål og hænger i luften mellem dem i tredive sekunder. Mari venter på, at han går videre.

Det gør han så. “Det, jeg prøver på at sige, er vist noget i stil med, at når et menneske, det være sig hvilket som helst menneske, bliver fanget af kæmpeblæksprutten og trukket ned på det dybeste dyb, så vil det altid være et grusomt syn, lige meget hvor god en argumentation der ligger bag.”

Han stirrer ud i luften hen over bordet og sukker dybt.

“Under alle omstændigheder blev den dag et vendepunkt for mig. Jeg besluttede at studere jura seriøst, fordi jeg tænkte, at jeg måske der ville kunne finde, hvad jeg søger. Det kan godt være, at det ikke er lige så sjovt at læse jura, som det er at spille musik, men sådan er livet nu engang. Sådan er det at blive voksen.”

Tavshed.

“Og det kalder du en medium lang forklaring?” spørger Mari.

Takahashi nikker. “Den blev måske lidt lang. Men det er faktisk første gang, jeg fortæller det her til nogen, så jeg havde svært ved at vurdere længden. For øvrigt … hvis ikke du skal have resten af dine sandwich, må jeg så tage en af dem?”

“Ja, værsgo, men det er altså tun.”

“Fint, jeg kan godt lide tun. Kan du ikke det?”

“Jo, men hvis man spiser det, ophobes der kviksølv i kroppen.”

“Hvad?”

“Hvis der ophobes kviksølv i kroppen, har man større sandsynlighed for at få hjerteanfald, efter man er fyldt fyrre. Og man risikerer også at tabe håret.”

Takahashi vrænger lidt. “Så du spiser altså hverken kylling eller tun?”

Mari ryster på hovedet.

“Det er faktisk noget af det mad, jeg rigtig godt kan lide,” siger han så.

“Det er bare ærgerligt,” siger hun.

“Og så er jeg ret glad for kartoffelsalat, men det er der måske også noget galt med?”

“Nej, det tror jeg ikke,” svarer hun. “Altså bortset fra, at man bliver tyk, hvis man spiser for meget af det.”

“Det er helt i orden med mig, jeg er alligevel alt for tynd.”

Takahashi tager en tunsandwich og spiser den med stor fornøjelse.

“Vil du så lege studerende, indtil du har fået din bestalling som advokat?” spørger Mari ham.

“Ja, det vil jeg vel. Jeg må hutle mig igennem og tage et studiejob i ny og næ.”

Mari ser tænksom ud.

“Har du set den der gamle film Love Story?” spørger han.

Hun ryster på hovedet.

Han fortsætter: “Den var i fjernsynet forleden aften. Den var faktisk ret god. Ryan O’Neal spiller eneste søn i en rig familie, som under studierne gifter sig med en pige fra en fattig italiensk familie og derfor bliver gjort arveløs. Familien vil ikke engang betale til hans studier. Men de to unge hutler sig igennem og studerer flittigt, han får en fornem eksamen fra Harvard Law School og bliver ansat som advokat.”

Takahashi trækker lige vejret, før han fortsætter.

“Ryan O’Neals måde at hutle sig igennem på er ret elegant, når han i en tyk, ulden hvid sweater har sneboldkamp med Ali MacGraw med Francis Lais sentimentale musik i baggrunden. Jeg tror bare ikke rigtig, det vil udspille sig på helt samme måde for mig. For mig vil fattigdom nok forblive ren og skær fattigdom, og jeg tror heller ikke, at sneen ville falde tykt på samme måde.”

Mari sidder stadig bare og tænker sit.

“Man ser Ryan O’Neal slide i det som en gal for at blive advokat, men seerne får aldrig at vide, hvilket arbejde han får bagefter. Man hører bare, at han bliver ansat i et stort advokatfirma til en løn, som enhver vil være misundelig over. Han bor i den bedre del af Manhattan i et højhus med dørmand, bliver medlem af en WASP-sportsklub og spiller squash med sine yuppievenner. Det er alt.”

Takahashi drikker noget vand.

“Hvad sker der så?” spørger Mari.

Han ser op og prøver at huske handlingen. “Det ender godt. De to lever sundt og lykkeligt til deres dages ende. Kærligheden overvinder alt. Det var forfærdeligt, men nu er alt bare godt, de kører i en skinnende jaguar, spiller squash og kaster sig ud i en enkelt sneboldkamp i ny og næ, mens Ryan O’Neals far dør en ensom død som følge af diabetes, skrumpelever og Ménierès sygdom.”

“Det forstår jeg ikke. Hvad sjovt er der ved sådan en historie?”

Takahashi lægger hovedet let på skrå. “Hvad var det nu, jeg godt kunne lide ved den? Det kan jeg ikke rigtig huske. Jeg havde travlt med et eller andet, så jeg fulgte ikke rigtig med til sidst … Jeg trænger til lidt frisk luft, skal vi ikke gå en tur? Der ligger en lille park her i nærheden, hvor de vilde katte plejer at samles. Vi kunne fodre dem med resten af dine kviksølvs-tunsandwich. Jeg har også nogle fiskefrikadeller. Kan du godt lide katte?”

Mari nikker let, lægger bogen ned i sin taske og rejser sig op.

De går ned ad gaden uden at tale sammen. Takahashi fløjter. En kulsort Honda-motorcykel sagtner farten, idet den kører forbi dem. Det er den kinesiske mand, som hentede pigen på Alphaville. Manden med hestehale. Han har taget styrthjelmen af og ser sig vagtsomt omkring, mens han kører. Men der opstår ingen forbindelse mellem dem og ham. Den dybe motorlyd nærmer sig bare og forsvinder igen.

Mari henvender sig til Takahashi. “Hvorfra kender du Kaoru?”

“Jeg arbejdede på hotellet et halvt års tid. Altså Hotel Alphaville. Jeg vaskede gulve og tog mig af andet forefaldende arbejde. Også deres edb. Jeg lagde programmer ind og hjalp dem, når der opstod problemer. Jeg har til og med sat overvågningskameraet op. Der er jo kun kvinder ansat, så de har nok sat pris på mine mandlige dyder.”

“Hvordan kom du til at arbejde der?”

Takahashi tøver lidt. “Hvordan?”

“Ja, der var vel en eller anden sammenhæng,” siger hun. “Kaoru ville ikke rigtig tale om det.”

“Det er også lidt pinligt.”

Mari siger ingenting.

“Okay …” siger han opgivende. “Faktisk var jeg der sammen med en pige. Altså som gæst. Men da vi var færdige og skulle til at gå, opdagede jeg, at jeg ikke havde penge nok til at betale. Pigen kunne ikke hjælpe mig. Jeg havde drukket og havde ikke tænkt mig om, så der var ikke andet at gøre end at efterlade mit studiekort.”

Mari har ingen kommentarer.

“Det er virkelig en pinlig historie,” udbryder han. “Jeg gik derhen igen næste dag for at betale resten. Kaoru spurgte, om jeg ikke ville have en kop te, og vi sad og snakkede lidt, og så sagde hun, at jeg kunne begynde at arbejde der fra næste dag. Hun nærmest tvang mig til det. Lønnen var ikke særlig god, men jeg fik mad. Det var også Kaoru, der skaffede os lokalet, hvor bandet øver. Hun ser barsk ud, men faktisk er hun ret omsorgsfuld. Jeg besøger dem stadig en gang imellem, og når der er noget galt med computeren, ringer de efter mig.”

“Hvad blev der af pigen?”

“Hende, jeg besøgte lovehotellet sammen med?”

Mari nikker.

“Det sluttede der,” siger han. “Jeg så hende aldrig igen. Jeg tror, det satte en stopper for hendes varme følelser. Jeg dummede mig totalt. Jeg var nu heller ikke specielt tiltrukket af hende, så det gjorde mig ikke noget. Det var nok gået i stykker før eller siden alligevel.”

“Går du tit på lovehotel med piger, du ikke er tiltrukket af?”

“Hold dog op! Det har jeg slet ikke råd til. Det var første gang, jeg nogensinde havde været på et lovehotel.”

De går videre.

Han fortsætter lidt undskyldende: “Det var for øvrigt ikke mig, der inviterede hende derhen. Det var hende, der foreslog det. Det er sandt.”

Mari er tavs.

“Og hvis jeg skal forklare det, bliver det også en længere historie. Der skete alt muligt …”

“Du kan vist gode lide lange historier, hva’?”

“Det kan der være noget om,” indrømmer han. “Jeg gad vide hvorfor.”

“Sagde du ikke før, at du ikke havde nogen søskende?” spørger Mari så.

“Jo, jeg er enebarn.”

“Du gik jo på gymnasiet sammen med Eri, så dine forældre må være fra Tokyo. Hvorfor bor du så ikke sammen med dem? Det ville da være lettere.”

“Hvis jeg skal forklare det, bliver det også en længere historie.”

“Har du ikke en kort version?”

“Jo, en meget, meget kort en,” siger han. “Vil du høre den?”

“Ja,” svarer hun.

“Min mor er ikke min rigtige mor.”

“Så det fungerer ikke?”

“Sådan er det heller ikke. Jeg er ikke typen, der gør oprør udadtil, men jeg gider på den anden side heller ikke sidde og hyggesnakke og smile sammen med dem over middagsmaden hver dag. Og så har jeg dybest set ikke noget imod at være alene, og desuden kan man heller ikke sige, at jeg er specielt knyttet til min far.”

“Vil det sige, at I har et dårligt forhold.”

“Nej, vi er bare meget forskellige og har slet ikke de samme værdier.”

“Hvad laver din far?”

Han svarer ikke, går bare videre, mens han kigger ned på sine fødder. Mari siger heller ikke mere.

“Helt ærligt, så ved jeg faktisk ikke, hvad han laver,” siger han så. “Men jeg er ret sikker på, at det ikke er noget at være stolt af. Desuden, og det er heller ikke noget, jeg ellers fortæller folk, sad han nogle år i fængsel, mens jeg var barn. Han er en rigtig samfundsskadelig person, kriminel. Det er en af grundene til, at jeg ikke vil bo derhjemme. Jeg er bekymret for mit genmateriale.”

“Og det kalder du den meget, meget korte version?” udbryder Mari helt paf og begynder at grine.

Han kigger på hende. “Det er første gang du griner.”