Kapitel 11

– om natten

Mari og Takahashi sidder ved siden af hinanden på en bænk i parken. En lille, aflang park midt i storbyen. Det er et gammelt kommunalt beboelseskvarter, hvor der er lavet en legeplads til børnene i et hjørne af parken. Der er gynger, en vippe og en drikkefontæne, alt sammen oplyst af det gulligtgrønne lys fra gadelygterne. Kulsorte træer strækker store grene op mod himlen, og under dem er der tæt buskads. Der er så mange nedfaldne blade, at man næsten ikke kan se jorden, og de frembringer en tør, knasende lyd, når man går igennem dem. Her lidt i fire om morgenen er der ikke andre i parken end Mari og Takahashi. Den hvide efterårsmåne hænger som et slebet sværd på himlen. Mari har taget en hvid kattekilling op på skødet og fodrer den med tunsandwich, hun har haft med i en serviet. Killingen æder med stor fornøjelse. Mari stryger den kærligt ned over ryggen. Flere katte sidder lidt væk og ser på.

“Da jeg arbejdede på Alphaville, gik jeg tit herhen i mine pauser for at kæle med kattene og fodre dem,” fortæller Takahashi. “Nu hvor jeg bor alene i en lejlighed, kan jeg ikke have kat, og jeg savner at have en at kæle med.”

“Havde I da kat, da du boede hjemme?” spørger Mari.

“Ja, jeg havde jo ingen søskende, så jeg fik en kat i stedet for.”

“Kan du ikke lide hunde?”

“Jo, jeg kan også godt lide hunde, og vi har haft flere, men jeg foretrækker katte. Sådan rent personligt.”

“Jeg har aldrig haft hverken hund eller kat,” siger Mari. “Min søster er allergisk over for dyrehår. De får hende til at nyse helt vildt.”

“Er det rigtigt?”

“Ja, lige siden hun var barn, har hun været allergisk over for alt muligt. Fyrrepollen, bynke, makrel, rejer, frisk maling … alt muligt.”

“Frisk maling?” udbryder han og rynker panden. “Sådan en allergi har jeg aldrig hørt om.”

“Det var hun i hvert fald. Hun havde kraftige symptomer.”

“Hvilke symptomer?”

“Hun fik udslæt og havde svært ved at trække vejret. Hendes bronkier hævede, og mine forældre var nødt til at køre på hospitalet med hende.”

“Hvis hun gik forbi noget, der var nymalet?”

“Ikke altid, men nogle gange.”

“Det lyder da forfærdeligt.”

Mari kæler med katten uden at sige noget.

“Hvad så med dig?” spørger Takahashi.

“Om jeg er allergisk over for noget?”

“Ja.”

“Ikke noget, der er værd at tale om,” siger hun. “Jeg har aldrig rigtig været syg … I vores hus var min storesøster den sarte Snehvide, og jeg var den hårdføre hyrdepige.”

“Ja, der er ikke plads til to Snehvider i en familie.”

Mari ryster på hovedet.

Takahashi fortsætter: “Og der er da ikke noget galt i at være den hårdføre hyrdepige. Så behøver du ikke at tænke over, om malingen nu også er helt tør.”

Mari ser over på Takahashi. “Så enkelt er det altså ikke.”

“Nej, selvfølgelig er det ikke det,” siger han. “Det ved jeg godt, men … Fryser du for øvrigt ikke?”

“Nej, jeg har det fint.”

Mari brækker et stykke tunsandwich af og giver det til killingen, som sultent kaster sig over det.

Takahashi overvejer, om han skal tale om det, han har i tankerne, og beslutter så at gøre det. “Faktisk har jeg haft en længere samtale med din søster én enkelt gang, kun hende og mig.”

Mari ser over på ham. “Hvornår var det?”

“Det var vist engang i april måned sidste år. Det var en aften, jeg var på vej hen til Tower Records for at finde noget, da jeg mødte hende uden for butikken. Jeg var alene, og det var hun også. Vi stod et stykke tid og sludrede på gaden, men det var ligesom ikke nok, så vi gik hen på en nærliggende café. Først sad vi bare og sludrede, som gamle klassekammerater nu gør, når de ikke har set hinanden i lang tid, om hvem der laver hvad og den slags. Efter et stykke tid foreslog hun, at vi gik hen og fik en drink, og her blev samtalen meget åbenhjertig og personlig. Hun havde tilsyneladende en masse, hun trængte til at tale om.”

“En åbenhjertig og personlig samtale?”

“Ja.”

Mari ser uforstående ud. “Hvorfor skulle hun tale med dig på den måde? Jeg har da ikke haft indtryk af, at I har noget særlig nært forhold til hinanden.”

“Nej, selvfølgelig har vi ikke det. Dengang for to år siden ved hotellets swimmingpool var det første gang, jeg overhovedet talte med hende. Jeg tror ikke engang, hun kendte mit fulde navn.”

Mari siger ingenting, bliver bare ved med at kæle med kattekillingen på skødet, så han fortsætter: “Den dag trængte hun åbenbart bare til at tale med nogen. Normalt ville det nok have været en god veninde, men din søster har måske ikke nogen veninder, hun kan tale åbent med, og så valgte hun mig i stedet for. Det var et rent tilfælde, at det blev mig. Det kunne have været hvem som helst.”

“Ja, men hvorfor lige dig? Så vidt jeg ved, har hun aldrig haft svært ved at finde mandlige venner.”

“Nej, det har hun vel ikke.”

“Men så møder hun tilfældigvis dig, som hun ikke kender særlig godt, og kaster sig ud i en meget åbenhjertig og personlig samtale. Gad vide hvorfor?”

“Tja, hvorfor mon?” siger han og tænker sig lidt om. “Måske syntes hun, at jeg var ret harmløs.”

“Harmløs?”

“Ja, selvom hun åbnede sit hjerte for mig, ville jeg ikke udgøre nogen trussel.”

“Det forstår jeg ikke.”

“Altså …” Takahashi har svært ved at få ordene frem. “Det lyder sikkert mærkeligt, men folk tror tit, at jeg er bøsse. Jeg bliver nogle gange antastet på gaden af fremmede mænd, som vil invitere mig ud.”

“Men det er du ikke, vel?”

“Nej, det tror jeg da ikke. Men folk har altid betroet mig alt muligt. Mænd, kvinder, folk, jeg knap nok kender, og folk, jeg aldrig har mødt før, betror mig deres allerdybeste hemmeligheder. Jeg gad vide hvorfor. Det er ikke, fordi jeg har specielt lyst til at høre dem.”

Mari tygger lidt på det, han har sagt, og siger: “I hvert fald betroede Eri dig sine hemmeligheder.”

“Ja, eller rettere sagt så fortalte hun nogle meget personlige ting.”

“Som for eksempel hvad?” spørger Mari.

“Tja, for eksempel … noget om familien.”

“Familien?”

“Blandt andet,” siger han.

“Fortalte hun også noget om mig?”

“Ja, det gjorde hun.”

“Hvad fortalte hun?”

Takahashi overvejer, hvordan han skal udtrykke sig. “For eksempel … at hun ville ønske, I var tættere på hinanden.”

“Vil hun gerne være tættere på mig?”

“Hun følte, at du bevidst havde lagt afstand mellem jer. På et tidspunkt i jeres opvækst.”

Mari lægger blødt hænderne om kattekillingen og mærker dens lille varme krop mod sine håndflader.

“Selvom man opretholder en passende distance, kan man da godt være tæt på hinanden,” siger hun.

“Selvfølgelig,” siger Takahashi. “Det kan man da sagtens. Men det, der for nogle mennesker synes at være en passende distance, er måske lidt for meget for andre.”

En stor brun kat dukker pludselig op og gnider sit hoved mod Takahashis ben. Han bøjer sig forover og kæler med den. Så tager han fiskefrikadellerne op af lommen, åbner posen og giver den halvdelen. Katten spiser dem med stor fornøjelse.

“Var det Eris personlige problem?” spørger Mari. “At hun ikke er særlig tæt knyttet til sin søster?”

“Nej, det var bare ét af dem. Der var også andre ting.”

Mari siger ikke noget.

Takahashi fortsætter. “Mens Eri Asai sad og talte med mig, spiste hun en masse forskellige piller. Hendes Prada-taske var proppet med pilleglas, og mens hun drak sin Bloody Mary, slugte hun piller, som om det var nødder. Jeg er sikker på, at det var ordineret medicin, men det var bare meget store mængder.”

“Hun er helt besat af piller. Det har hun altid været, og det er kun blevet værre.”

“Nogen burde stoppe hende.”

Mari ryster på hovedet. “Der er ingen, der kan holde hende fra at spise piller, gå til spåkoner og på slankekur.”

“Jeg prøvede at antyde, at hun måske burde tale med en specialist, en terapeut eller en psykiater. Men det lod ikke til, at hun på nogen måde havde tænkt sig at opsøge nogen af delene. Det var, som om hun slet ikke kunne mærke, at der var noget galt inde i hende. Jeg blev virkelig bekymret og har siden spekuleret på, hvordan hun har det.”

Mari ser irriteret ud. “Hvis du virkelig var så bekymret, kunne du jo have ringet og spurgt hende.”

Takahashi sukker let. “Det talte vi jo om tidligere i aftes. Hvis jeg ringede hjem til jer, og det var Eri Asai, der tog telefonen, ville jeg ikke ane, hvad jeg skulle sige.”

“Nej, men på det tidspunkt havde I været ude at drikke sammen og haft en lang og personlig samtale. En åbenhjertig og personlig samtale.”

“Ja, men det var måske ikke helt en samtale. Faktisk sagde jeg næsten ingenting, det var mere hende, der holdt en lang enetale, mens jeg bare kom med en bemærkning i ny og næ. Og helt ærligt, realistisk set er der vist ikke ret meget, jeg kan gøre for hende, så længe vi ikke er tættere og mere personligt knyttet til hinanden.”

“Og det ønsker du ikke at blive?”

“Det siger jeg ikke. Jeg tror bare ikke, at det kan lade sig gøre,” siger han, rækker hånden ud og klør katten bag ørerne. “Man kan måske sige, at jeg ikke er kvalificeret.”

“Eller rettere sagt, så er du i virkeligheden ikke særlig interesseret i Eri Asai.”

“Nu du siger det, så er det vist snarere Eri Asai, der ikke er interesseret i mig. Som jeg sagde tidligere, så trængte hun bare til en at tale med. For hende var jeg bare en mur med menneskelige træk, der kunne indskyde en passende bemærkning en gang imellem.”

“Det kan godt være, men er du virkelig interesseret i Eri Asai, eller er du ikke? Hvis du skal svare med enten ja eller nej.”

Takahashi gnider lidt forvirret hænderne mod hinanden. Det er et delikat spørgsmål, som det er svært at svare på.

“Ja, jeg tror, jeg er interesseret i Eri Asai. Din søster har en fantastisk naturlig udstråling, helt speciel og medfødt. Tag nu for eksempel da vi sad sammen over vores drink og snakkede, så gloede alle på os, som om de tænkte, hvad sådan en køn pige lavede sammen med en ligegyldig fyr som mig.”

“Ja, men …”

“Hvad?”

“Prøv lige at tænke over det,” siger hun. “Jeg spurgte dig, om du var virkelig interesseret i Eri, og du svarede, at du nok troede, at du var interesseret i hende. Men du undlod ordet ‘virkelig’. Det er, som om du udelader noget.”

Takahashi er imponeret. “Du er meget opmærksom.”

Mari venter tavs på, at han skal fortsætte.

Takahashi ved ikke helt, hvordan han skal sige det. “Men … jo, da jeg sad der og talte med din søster i længere tid, fik jeg gradvist en mærkelig fornemmelse. I begyndelsen var jeg ikke rigtigt opmærksom på det, men efterhånden blev den stærkere. Det var en fornemmelse af, at jeg slet ikke var en del af det, der foregik. Hun sad lige over for mig, men samtidig var det, som om hun var tusinder af kilometer væk.”

Mari siger selvfølgelig stadig ingenting, bider sig blot lidt i læben. Hun venter på, at han skal fortsætte. Han giver sig god tid til at finde de rette ord.

“Lige meget hvad jeg sagde, nåede det ikke ind til hende. Det var, som om der var en gennemsigtig svamp imellem hende og mig, og de ord, der kom ud af min mund, skulle igennem svampen, og når det skete, sugede den al næring ud af dem. Det jeg prøver at sige er, at hun overhovedet ikke hørte, hvad jeg sagde. Det gik op for mig, mens vi sad og talte sammen, og pludselig syntes de ord, der kom ud af hendes mund, heller ikke at nå over til mig. Det var en meget mærkelig fornemmelse.”

Killingen har opdaget, at Mari ikke har mere tunsandwich, så den smyger sig ud af hendes hænder, hopper ned fra hendes skød og forsvinder med et spring ind i buskadset. Mari ruller servietten sammen, som sandwichene har været pakket ind i, og lægger den ned i tasken. Hun børster brødkrummerne af hænderne.

Takahashi ser på hende. “Forstår du, hvad jeg mener?”

“Om jeg forstår det …?” siger hun. Hun trækker vejret dybt. “Det, du lige har beskrevet, svarer meget godt til den fornemmelse, jeg selv har over for Eri. I hvert fald de sidste år.”

“Som om dine ord ikke når ind til hende?”

“Ja.”

Takahashi smider resten af fiskefrikadellerne hen til en anden kat, der har nærmet sig. Katten snuser forsigtigt til dem, før den med stor nydelse kaster sig over dem.

“Jeg har et spørgsmål, som jeg håber, du vil besvare helt ærligt,” siger Mari.

“Selvfølgelig.”

“Den pige, som du tog med på Hotel Alphaville, var vel ikke tilfældigvis min søster?”

Takahashi løfter chokeret hovedet og ser hende ind i øjnene, som betragter han ringe, der breder sig på overfladen af en lille sø.

“Hvorfor tror du det?” spørger han.

“Det er bare en fornemmelse. Tager jeg fejl?”

“Ja, det var ikke Eri Asai. Det var en anden pige.”

“Er det sandt?”

“Ja, det er.”

Mari tænker sig lidt om.

“Må jeg spørge om en ting til?”

“Selvfølgelig.”

“Lad os sige, at du havde haft min søster med på det hotel og havde været i seng med hende. Sådan rent hypotetisk.”

“Rent hypotetisk …”

“Ja, rent hypotetisk. Og hvis jeg så spurgte dig, om du havde været på det hotel med min søster og havde været i seng med hende … altså igen rent hypotetisk.”

“Rent hypotetisk …”

“Ville du så svare ærligt ja?”

Det tænker Takahashi lidt over.

“Nej, det ville jeg ikke,” svarer han. “Jeg ville nok svare nej.”

“Hvorfor?”

“Vel af hensyn til din søsters privatliv.”

“En slags tavshedspligt?”

“På en måde.”

“Ville det så ikke være rigtigere at sige: ‘Det kan jeg ikke svare på’? Altså hvis der var tale om tavshedspligt.”

“Hvis jeg svarede: ‘Det kan jeg ikke svare på’, ville det være det samme som et ja. Synes du ikke? Og det ville være lig med forsætlig tilsidesættelse.”

“Så under alle omstændigheder ville svaret blive nej.”

“Ja, teoretisk set.”

Mari ser ham direkte ind i øjnene og siger: “Jeg er i og for sig ligeglad med, om du har været i seng med hende eller ej, så længe hun selv ville det.”

“Måske ved Eri Asai ikke engang selv, hvad hun egentlig vil. Men lad os ikke tale mere om det. Både i teorien og i virkeligheden var det en anden pige, jeg havde med på Hotel Alphaville. Det var ikke Eri Asai.”

Mari sukker let og lader tiden gå.

“Jeg ville ønske, jeg havde været tættere på hende,” siger hun så. “Især i de tidlige teenageår. Der drømte jeg om at være hendes bedste veninde. Jeg forgudede hende simpelthen. Men på det tidspunkt havde hun forfærdelig travlt. Hun var begyndt som fotomodel for ugeblade for unge piger, gik til en masse undervisning, og alle hev og flåede i hende, så der var ikke rigtig plads til mig. Da jeg havde allermest brug for hende, havde hun slet ikke overskud til at mærke, at det var sådan.”

Takahashi lytter tavst til det, Mari fortæller.

“Vi er jo søstre og er vokset op under det samme tag, men i virkeligheden levede vi i vidt forskellige verdener. For eksempel spiste vi ikke det samme. Hun var jo allergisk over for alt muligt og altid på diæt.”

Der opstår en kort pause, men så fortsætter hun. “Det er ikke, fordi jeg kritiserer hende. Engang syntes jeg, at min mor overforkælede hende, men det betyder ikke noget mere. Jeg prøver bare at gøre det klart, hvor problematisk vores baggrund har været. Så når hun nu giver udtryk for, at hun ville ønske, at vi havde været tættere på hinanden, ved jeg slet ikke, hvad jeg skal sige. Forstår du, hvordan jeg har det?”

“Det tror jeg nok, jeg gør.”

Mari siger ikke noget.

“Der var noget, jeg tænkte på den dag, jeg talte med hende,” udbryder han. “Hun har vist altid haft komplekser over for dig. Måske endda på et meget tidligt tidspunkt.”

“Komplekser?” spørger Mari. “Har Eri haft komplekser over for mig?”

“Ja.”

“Mon ikke det er omvendt?”

“Nej, det tror jeg ikke.”

“Hvorfor ikke?”

“Du var godt nok lillesøster, men du havde altid et meget klart billede af, hvad du selv ville. Du kunne finde ud af at sige nej, når det var nødvendigt, og du gjorde tingene i dit eget tempo. Det kunne Eri Asai slet ikke finde ud af. Lige fra hun var helt lille, var det hendes job at spille den rolle, der blev hende tildelt, og at være andre mennesker tilpas. Hvis jeg skal bruge dine egne ord, så sled hun i det for at være den perfekte lille Snehvide. Godt nok ville alle være sammen med hende, men det har sikkert været utroligt anstrengende. Og på det allervigtigste tidspunkt i hendes liv havde hun slet ikke tid til at finde og skabe sit eget jeg. Hvis du synes, at det er for voldsomt med komplekser, kan man måske sige, at hun var misundelig på dig.”

“Sagde hun det til dig?”

“Nej, det er bare en kombination af de mange små ting, hun sagde, som jeg nu pludselig kan se en sammenhæng i. Og jeg tror faktisk ikke, at jeg tager ret meget fejl.”

“Er det ikke en overdrivelse?” siger Mari. “Det er godt nok sandt, at jeg har levet et langt mere selvstændigt liv end Eri, ingen tvivl om det, men hvad har det ført til? Her sidder jeg, ubetydelig og nærmest magtesløs. Jeg har ikke den viden, der skal til, og jeg er heller ikke særlig intelligent. Jeg ser ikke særlig godt ud, og der er ikke nogen, der bekymrer sig om mig. Hvis man skal tale om at have fundet sig selv, kan jeg heller ikke rigtig være med. Jeg tumler bare rundt i min egen lille indskrænkede verden. Hvad skulle Eri dog være misundelig på?”

“Du er stadig i den forberedende fase. Så let når man heller ikke frem til konklusionerne. Du er sikkert typen, der modnes sent.”

“Hun var også nitten år,” siger Mari.

“Hvem?”

“Den nøgne kinesiske pige i værelset på Hotel Alphaville, der var blevet gennembanket af en mand, hun ikke kendte, som bagefter stak af med hendes tøj. Hun var smuk. Men i hendes verden er der ingen forberedende faser. Ingen tager sig af, om hun er typen, der modnes sent. Er det ikke rigtigt?”

Takahashi giver hende tavst ret, og hun fortsætter.

“Lige fra det første øjeblik, jeg så hende, fik jeg lyst til at blive hendes veninde. Det var meget stærkt. Hvis vi havde mødt hinanden et andet sted på et andet tidspunkt, ville vi kunne være blevet rigtig gode venner. Det er ikke tit, jeg har det sådan med andre mennesker. Eller rettere sagt, det har jeg så godt som aldrig.”

“Hmm …”

“Men selvom jeg har det sådan, er vores verdener alt for forskellige. Og det kan jeg ikke lave om på, lige meget hvor hårdt jeg prøver.”

“Det har du nok ret i.”

“Selvom jeg kun var sammen med hende et ganske kort øjeblik og næsten ikke talte med hende, har hun på en måde taget plads inde i mig. Det er, som om hun er blevet en del af mig. Jeg kan ikke rigtig forklare det.”

“Du føler, at du kan mærke hendes smerte, ikke?”

“Jo, måske.”

Takahashi spekulerer over et eller andet, så siger han: “Hvad nu hvis din søster rent faktisk befinder sig på et ukendt sted i stil med Hotel Alphaville, hvor nogen udsætter hende for meningsløs vold, og hun udstøder stumme skrig og udgyder usynligt blod?”

“Mener du rent metaforisk?”

“Måske,” svarer han.

“Var det den fornemmelse, du fik, da du talte med hende?”

“Hun havde i hvert fald en masse problemer, som hun var helt alene med, og som bremsede hende. Problemer, hun gerne ville have hjælp til. Hun forsøgte at vise det ved at skade sig selv. Og det er ikke kun en fornemmelse, det er mere end det.”

Mari rejser sig op fra bænken og kigger op mod nattehimlen. Så går hun over til gyngerne og sætter sig der. Natten fyldes et kort øjeblik af den raslende lyd af hendes gule gummisko gennem de visne blade. Hun rører ved gyngens tykke reb som for at afprøve deres holdbarhed. Takahashi rejser sig også fra bænken, går gennem de visne blade og sætter sig ved siden af hende.

“Eri sover nu,” fortæller Mari ham. “Meget tungt.”

“Det gør de fleste på denne tid af natten.”

“Det er ikke det, jeg mener,” siger Mari. “Hun vil ikke vågne.”