Kapitel 12

– om natten

Shirakawas kontor.

Shirakawa ligger på en yogamåtte på gulvet med nøgen overkrop og laver mavebøjninger. Han har hængt skjorte og slips over en stoleryg, briller og armbåndsur ligger ved siden af hinanden på skrivebordet. Han er slank, der er ikke et gram fedt for meget på hans krop, men brystkassen er kraftig, og musklerne hårde og tydeligt aftegnede. Han ser helt anderledes ud uden tøj på. Han trækker vejret dybt, men hurtigt, mens han med hurtige bevægelser hæver sig op og bøjer kroppen henholdsvis mod venstre og højre. Små svedperler pibler frem på bryst og skulder og glimter i skæret fra lysstofrørene i loftet. Fra den lille cd-afspiller på skrivebordet høres en Alessandro Scarlatti- kantate sunget af Brian Asawa. Det langsomme tempo burde virke malplaceret i forhold til de voldsomme bevægelser, men han har fuld kontrol over kroppen og følger ubesværet musikken. Det er åbenbart en del af en daglig rutine, hvor han forbereder sig på turen hjem efter nattens arbejde ved at udføre en række ensomme øvelser på gulvet i kontoret, mens han lytter til klassisk musik. Bevægelserne er systematiske og fulde af selvtillid.

Han slutter af med et fastlagt antal strækøvelser, ruller yogamåtten sammen og stiller den ind i skabet, tager et lille hvidt håndklæde og en hvid plastictoilettaske ned fra hylden og går ud på toilettet. Stadig med nøgen overkrop vasker han sig med sæbe i hovedet og tørrer sig med håndklædet, hvorefter han gnider sveden af kroppen med det. Han udfører hver bevægelse meget omhyggeligt, og da døren ud til toilettet står åben, kan han stadig høre Scarlattis arier. Af og til nynner han med på musikken fra det attende århundrede. Han tager en lille deodorant frem fra toilettasken, sprayer sig let under armene og snuser til armhulerne. Bagefter bøjer og strækker han fingrene på højre hånd flere gange, og undersøger hævelserne på bagsiden af hånden. Der er ikke så meget at se, men det gør stadig ret ondt.

Han tager en lille børste op af toilettasken og børster håret. Hårlinjen har trukket sig en smule tilbage, men den velformede pande synes ikke at mangle noget. Han tager brillerne på, knapper skjorten og binder slipset. En lysegrå skjorte og et mørkeblåt slips med paisleymønster. Han ser sig i spejlet, retter på skjorteflippen og justerer slipseknuden.

Shirakawa gransker sit ansigt i spejlet. Uden at bevæge en muskel i ansigtet stirrer han længe og strengt på sit eget spejlbillede, mens han støtter sig med begge hænder på vasken. Han holder vejret og blinker ikke engang, synes nærmest at afvente, at noget vil vise sig, hvis han bliver stående længe nok. Det er, som om han prøver på at gøre ethvert sanseindtryk objektivt, bevidstheden flad, at fastfryse enhver logik og midlertidigt få tiden til at stå stille. Han prøver, så vidt det er muligt, at få sin egen eksistens til at smelte sammen med omgivelserne og få den til at ligne et neutralt stilleben.

Men lige meget hvor hårdt han forsøger at udslette sin egen tilstedeværelse, dukker dette andet ikke op. Skikkelsen i spejlet er stadig kun hans egen, en afspejling af hans skikkelse, som den rent faktisk er. Han giver op, trækker vejret dybt, fylder lungerne med ny luft og retter ryggen. Han slapper af i musklerne og ruller kraftigt et par gange med hovedet. Bagefter pakker han sine personlige ejendele ned i plastictoilettasken igen. Håndklædet, han tørrede sig med, smider han i affaldsspanden. Han slukker lyset på toilettet, da han går ud, og lukker døren efter sig.

Selvom Shirakawa har forladt toilettet, bliver vores blik hængende derude, og som et stationært kamera fastholder vi billedet af det mørke spejl. Hans skikkelse er stadig afspejlet derinde. Shirakawa – eller rettere sagt hans billede – ser ud på os inde fra spejlet. Hans ansigt skifter ikke udtryk, og han bevæger sig ikke, stirrer bare ud på os. Til sidst bliver han dog træt af det, slapper af, trækker vejret dybt og ruller med hovedet. Så fører han hænderne op til ansigtet og gnider sig flere gange på kinderne, som om han vil sikre sig, at han virkelig er af kød og blod.

Shirakawa står foran skrivebordet og tænker over noget, mens han drejer en sølvfarvet blyant med et påtrykt navn mellem fingrene. Det er den samme blyant, der lå på gulvet i det værelse, hvor Eri Asai vågnede. Der står Veritech på den. Den er ikke spids mere. Efter han har leget lidt med blyanten, lægger han den ved siden af blyantsbakken på bordet. I bakken ligger der seks blyanter magen til. De er alle sammen perfekt spidsede.

Han gør sig klar til at gå hjem, lægger papirer i den brune lædermappe og tager jakke på. Han lægger toilettasken tilbage i skabet og tager den store indkøbspose, der står på gulvet ved siden af, med hen til skrivebordet. Han sætter sig ned, tager den ene ting efter den anden op af posen og studerer dem. Det er tøjet, han tog af den kinesiske prostituerede på Hotel Alphaville. En tynd, cremefarvet frakke og et par flade røde sko, der er helt udtrådte. En mørk pink sweater med rund hals og perler, en hvid bluse med broderier og en stram blå mini-nederdel. Et par sorte nylonstrømpebukser. Skrigende pink undertøj med billige nylonblonder. Tøjet signalerer ikke så meget sex som tristesse. Der er sorte pletter af blod på blusen og undertøjet. Et billigt ur. En sort plastictaske.

Mens Shirakawa undersøger de forskellige tøjstykker et efter et, synes hans ansigtsudtryk at sige: ‘Hvad laver det tøj her?’ Det udtrykker på en gang svagt ubehag og undren. Selvfølgelig husker han udmærket, hvad han gjorde i et værelse på Hotel Alphaville, og skulle han prøve på at glemme det, vil smerten i højre hånd nødvendigvis minde ham om det. Alligevel lader det ikke til, at genstandene har nogen særlig betydning i hans øjne. De er blot værdiløst affald, som slet ikke har noget at gøre i hans liv, men han fortsætter dog udtryksløst det omhyggelige arbejde med at udgrave sin nære fortids usle levninger.

Han åbner låsen på håndtasken og hælder det hele ud på skrivebordet. Lommetørklæde, kleenex, pudder, læbestift, eyeliner og noget andet makeup. Halspastiller. En lille dåse vaseline og kondomer. To tamponer. En lille tåregasspray som værn mod påtrængende, perverse mænd (det var Shirakawas held, at hun ikke nåede at finde den frem). Billige øreringe. Plaster. En pilledåse med piller i. En brun læderpung. I pungen ligger de tre 10.000-yen-sedler, han gav hende til at starte med, et par 1000-yen-sedler og lidt småpenge. Der er også et telefonkort og et klippekort til undergrundsbanen. Et rabatkuponhæfte til frisøren. Intet, der afslører hendes identitet. Shirakawa tøver lidt, men tager så pengene og stopper dem i lommen. Det er trods alt penge, han selv har givet hende. Han tager dem bare tilbage.

Der er også en lille klap-sammen-mobiletelefon i tasken. Den er med telefonkort, så den kan ikke spores. Den står på lydløs, og telefonsvareren er slået til. Han trykker på knappen for at afspille beskederne. Der er flere, alle på kinesisk. Hver gang er det den samme mandsstemme, og hver gang lyder det som et arrigt udbrud, og beskederne som sådan er korte. Selvfølgelig forstår han ikke, hvad der bliver sagt, men han lytter alligevel alle beskeder igennem, før han slår telefonsvareren fra.

Han finder en papiraffaldspose frem og stopper det hele undtagen mobiltelefonen ned i den, klemmer den sammen og lukker den til foroven. Så stopper han den ned i en plasticaffaldspose, som han omhyggeligt trykker luften ud af og snører til foroven. Kun mobilen har han taget fra og lagt på skrivebordet. Han tager den op, betragter den et stykke tid og lægger den så tilbage på bordet. Han ser ud til at overveje, hvad han skal gøre med den. Måske kan han bruge den, men han har ikke besluttet sig for noget endnu.

Han slukker for cd-afspilleren, sætter den ned i den nederste og dybeste skuffe i skrivebordet og låser skuffen. Han pudser omhyggeligt sine briller med et lommetørklæde og ringer efter en taxi fra firmatelefonen på skrivebordet. Han oplyser firmaadressen og sit eget navn og beder taxien vente ved firmaets bagudgang om ti minutter. Han tager den lysegrå trenchcoat fra knagen på og stikker kvindens mobiltelefon, som ligger på bordet, i lommen. Han griber sin lædermappe og affaldsposen, standser op i døren og ser sig om i rummet for at sikre sig, at alt er i orden, før han slukker lyset. Selvom alt lys i loftet er slukket, er der ikke helt mørkt i rummet. Lyset fra gadelygter og neonreklamer skinner ind gennem persiennerne, så rummet er svagt oplyst. Han lukker døren ind til kontoret og går ud på gangen. Hans trin giver genlyd, da han går ned ad gangen, og han gaber langtrukkent. Endnu en lang og begivenhedsløs dag på kontoret er til ende.

Han kører ned i elevatoren, åbner bagdøren, går ud og låser efter sig. Hans ånde farves hvid. Han stiller sig til at vente, men taxien kommer med det samme. Den midaldrende chauffør ruller sideruden ned og spørger, om navnet er Shirakawa. Hans blik falder på affaldsposen i Shirakawas hånd.

“Det er ikke madaffald, så det lugter ikke,” siger Shirakawa. “Og jeg smider det væk et sted på vejen.”

“Fint nok,” siger chaufføren og åbner døren.

Shirakawa sætter sig ind.

Chaufføren henvender sig til ham gennem bakspejlet. “Undskyld, hr., men har jeg ikke kørt for Dem før? Jeg mener at have hentet Dem her på nogenlunde samme tidspunkt. Bor De ikke ved Ekoda?”

“Det er tæt på. Jeg bor ved Tetsugakudo.”

“Det er rigtigt. Skal De også derhen i dag?

“Ja, hvad enten jeg vil det eller ej, har jeg ikke noget andet hjem.”

“Det er nu meget praktisk kun at have ét sted at vende hjem til,” siger taxichaufføren og starter bilen. “Men det må være hårdt altid at arbejde så sent.”

“Tiderne er dårlige, så det eneste, der bliver mere af, er overarbejde, og det er uden lønforhøjelse.”

“Det er det samme her. Hvis indtjeningen er dårlig en dag, må jeg bare arbejde længere. Men De får da i det mindste taxituren hjem betalt af firmaet. Faktisk …”

“Ja, når de tvinger mig til at arbejde så sent, er de nødt til at betale for en taxi, ellers kan jeg jo ikke komme hjem,” siger Shirakawa med et skævt smil.

Så kommer han pludselig i tanke om noget. “For dælen … det havde jeg helt glemt. Kunne De ikke holde ind foran 7-Eleven ved det næste gadekryds? Min kone har bedt mig købe noget med hjem. Det tager kun et øjeblik.”

Igen taler chaufføren til ham gennem bakspejlet. “Hvis vi kører til højre derhenne, er gaden ensrettet, og så bliver det en omvej. Der ligger adskillige døgnkiosker på vejen, så kan vi ikke bare standse ved en af dem?”

“Jeg tror ikke, man kan få det, hun bad om, andre steder, og jeg vil også gerne af med affaldet her hurtigst muligt.”

“Gerne for mig, men det kommer til at kunne ses på taxameteret, så jeg ville lige nævne det.”

Chaufføren drejer til højre ved gadekrydset og kører lidt ned ad gaden, før han standser et passende sted og åbner døren. Shirakawa lader sin mappe stå på sædet og stiger ud med affaldsposen i hånden. Der er en stor bunke affaldsposer uden for 7-Eleven, og han anbringer sin øverst i bunken. Der er mange poser magen til den, og den mister straks sit særpræg og vil blive taget med sammen med de andre poser tidligt om morgenen, når skraldevognen kommer. Da der ikke er madvarer i, vil kragerne næppe gå i den. Han kaster et sidste blik på bjerget af affaldsposer og går ind i butikken.

Der er ingen andre kunder, og den unge mandlige ekspedient er dybt optaget af en telefonsamtale. De spiller den sidste nye sang af Southern All Stars. Shirakawa går direkte hen til køledisken og tager en karton Takanashi skummetmælk. Han tjekker udløbsdatoen, nikker og tager også en stor plasticbøtte med yoghurt. Pludselig kommer han i tanke om den kinesiske piges mobiltelefon og tager den op af lommen. Han ser sig om for at være sikker på, at ingen bemærker noget, og lægger mobiltelefonen ved siden af en kasse med ost. Den lille sølvfarvede telefon passer overraskende fint ind i de nye omgivelser. Det er, som om den altid har ligget der. I samme øjeblik den forlod Shirakawas hånd, blev den en del af 7-Eleven.

Han betaler ved kassen og skynder sig ud til taxien.

“Fik De, hvad De skulle have?” spørger chaufføren.

“Ja, det gjorde jeg,” svarer han.

“Godt, skal jeg så køre direkte til Tetsugakudo nu?”

“Ja tak, men jeg falder nok i søvn, så kunne De vække mig igen, når vi nærmer os?” spørger han. “Jeg bor lige efter Showa Shell-tanken.

“Det skal jeg nok. Sov bare.”

Shirakawa sætter posen med mælk og yoghurt ved siden af lædermappen, folder armene over brystet og lukker øjnene. Han kan sikkert ikke sove, men han gider ikke sidde og sludre med chaufføren hele vejen hjem. Han lukker øjnene og prøver at tænke på noget beroligende. Noget dagligdags, noget ligegyldigt. Eller måske noget abstrakt, men han kan ikke komme på noget. Han er tom i hovedet og mærker kun smerten i højre hånd. Den dunker i takt med hans hjerteslag, og det runger gennem hans ører som havets brusen. Underligt, tænker han, havet ligger jo langt væk.

Efter et stykke tid standser taxien for rødt lys. Det er et stort trafikkryds, og det røde lys varer længe. Ved siden af taxien holder også den sorte Honda-motorcykel, som den kinesiske mand kom på, og venter for rødt. Der er knap en meter imellem dem, men manden på motorcyklen stirrer lige frem og lægger ikke mærke til Shirakawa, der er sunket helt ned i sædet med lukkede øjne, mens han lytter til et fjernt og imaginært havs brusen. Lyset skifter til grønt, og motorcyklen suser videre, mens taxichaufføren ganske langsomt, for ikke at vække Shirakawa, svinger til venstre og forlader den indre by.