Kapitel 13

– om natten

Det er midt om natten, og Mari og Takahashi sidder ved siden af hinanden på hver sin gynge i den mennesketomme park. Takahashi betragter hendes profil og ser uforstående ud. Han fortsætter samtalen fra tidligere.

“Vil hun slet ikke vågne?”

Mari siger ikke noget.

“Hvad skal det betyde?” spørger han.

Maris stirrer tavst ned på sine fødder, som om hun ikke kan beslutte sig. Hun er endnu ikke parat til at føre denne samtale.

“Skal vi ikke gå en tur?” spørger hun.

“Det kan vi godt. Det er sundt at gå tur. Man skal gå langsomt og drikke masser af vand til.”

“Hvad sagde du?”

“Det er mit motto her i livet. Gå langsomt og drik masser af vand til.”

Mari ser på ham. Det var et underligt motto. Hun kommenterer det dog ikke og kommer heller ikke med spørgsmål. Hun rejser sig fra gyngen og begynder at gå. Takahashi følger efter hende. De forlader parken og bevæger sig hen mod en lysere bydel.

“Vil du hen til Skylark igen?” spørger han.

Mari ryster på hovedet. “Jeg er ved at få nok af at sidde og læse på en familierestaurant, der holder natåbent.”

“Jeg tror godt, jeg ved, hvad du mener,” siger han.

“Jeg kunne godt tænke mig at besøge Alphaville igen, hvis det kunne lade sig gøre.”

“Jeg kan følge dig derhen. Det er jo lige ved siden af, hvor jeg øver.”

“Kaoru sagde, at jeg altid var velkommen, men hvad nu hvis jeg forstyrrer?” spørger hun.

Han ryster på hovedet. “Hun lyder lidt barsk, men hun er ærlig. Hvis hun har sagt, at du altid er velkommen, så er det sådan. Det kan du godt regne med.”

“Fint …”

“Under alle omstændigheder sker der absolut intet på denne tid af natten, så hun bliver garanteret bare glad for at få besøg.”

“Skal du øve mere med dit band?”

Takahashi ser på sit armbåndsur. “Det bliver nok sidste gang, jeg er med til en af de her natseancer, så jeg agter at give den hele armen.”

De vender tilbage til centrum. Og han har ret, der er ikke ret mange på gaden på denne tid. Klokken fire om morgenen er det mest øde tidspunkt på døgnet. Der ligger alt muligt spredt i gaderne, aluminiumsøldåser, en nedtrådt aftenavis, en smadret papkasse, plasticflasker og cigaretskod. Stumper fra en knust baglygte. En hvid arbejdshandske, nogle rabatkuponer og sågar bræk. Nogle store beskidte katte snuser til en affaldspose og prøver at sikre sig deres andel, før rotterne flår posen i stykker, og daggryet bringer de grådige krager på banen. Over halvdelen af neonskiltene er slukkede, hvilket får lyset fra døgnkiosken til at virke endnu mere strålende. Der er stukket reklamer ind under vinduesviskerne på alle bilerne, der holder parkeret langs gaden. Fra hovedvejen i nærheden høres den uafbrudte brølen af forbikørende lastbiler. For lastbilchaufførerne er det nu, hvor vejene er tomme, at de kan tilbagelægge de store afstande. Mari har trukket sin Red Sox-kasket langt ned i panden og stukket begge hænder i lommerne på sin jakke. Når de går ved siden af hinanden, kan man virkelig se forskellen i deres højde.

“Hvorfor går du med en Red Sox-kasket?” spørger Takahashi.

“Fordi jeg har fået den,” svarer hun.

“Så du er ikke Red Sox-fan?”

“Jeg aner absolut intet om baseball.”

“Jeg er heller ikke interesseret i baseball. Jeg er mere til fodbold,” siger han. “Men tilbage til det med din søster …”

“Ja.”

“Jeg forstår det ikke rigtigt. Mener du, at Eri Asai slet ikke vågner?” spørger han.

Mari ser op på ham og siger: “Undskyld, men jeg har ikke lyst til at tale om det, mens vi går her. Det er et ømtåleligt emne for mig.”

“Det er helt i orden.”

“Lad os tale om noget andet.”

“Hvad skal vi tale om?”

“Hvad som helst. Om dig,” siger hun.

“Om mig?”

“Ja, lad os tale om dig.”

Det tænker han lidt over.

“Jeg kan ikke finde på noget særligt muntert at sige.”

“Det gør ikke noget, at det er dystert.”

“Min mor døde, da jeg var syv år gammel,” fortæller han. “Af brystkræft. De opdagede det for sent, og fra de fandt ud af det, til hun døde, gik der kun tre måneder. Det hele skete så hurtigt, og kræften udviklede sig så voldsomt, så hun ikke engang nåede at komme i reel behandling. Min far sad i fængsel under hele forløbet. Men det har jeg jo fortalt, ikke?”

Mari ser op på ham.

“Så din mor døde af brystkræft, da du var syv år, mens din far sad i fængsel?”

“Ja, det er rigtigt,” svarer han.

“Så var du jo helt alene.”

“Ja, det var jeg. Min far blev dømt for bedrageri og fik to års fængsel. Det var noget med pyramideselskaber. Der var vist tale om meget store tab, og fordi han havde været med i studenteroprøret som studerende og anholdt flere gange dengang, blev dommen gjort ubetinget. De mistænkte ham for at være fundraiser for organisationen, men han havde i virkeligheden ikke noget med det at gøre. Jeg kan huske, at mor tog mig med hen til fængslet for at besøge ham engang. Det var et frygtelig koldt sted. Det var omkring et halvt år efter, far var kommet i fængsel, de opdagede, at mor havde kræft og indlagde hende, så lige pludselig var jeg forældreløs med en far i fængsel og en mor på hospitalet.”

“Hvem tog sig så af dig imens?”

“Efter hvad jeg har hørt bagefter, så betalte min fars familie for mors hospitalsophold og mine fornødenheder. Min far havde ikke noget godt forhold til familien, og de havde for længst brudt forbindelsen, men de kunne jo ikke bare sidde med hænderne i skødet og se en syvårig dreng dø af sult. En af mine tanter kom modstræbende hjem til mig hver anden dag, og så tog naboerne sig af mig på skift. De vaskede mit tøj, købte ind og kom med mad til mig. Jeg skal nok være glad for, at vi boede i et af de gamle kvarterer. Der havde man stadig en form for naboskab, men for det meste klarede jeg mig selv, lavede min egen mad, gjorde mig i stand og gik i skole … men jeg kan næsten ikke huske noget fra den tid. Det er, som om det skete for en anden.”

“Hvornår kom din far så hjem?”

“Han kom hjem omkring tre måneder efter, min mor var død. Han blev prøveløsladt på grund af særlige omstændigheder. Jeg var selvfølgelig lykkelig over at få ham hjem igen, for så var jeg ikke længere alene. Han var en stor og stærk voksen, så nu kunne jeg slappe af. Da han kom hjem fra fængslet, havde han en gammel tweedjakke på, og jeg husker stadig fornemmelsen af det ru stof og den stærke lugt af tobak.”

Takahashi tager hånden op af frakkelommen og gnider sig flere gange i nakken.

“Men selvom min far kom hjem, følte jeg mig aldrig tryg igen. Det er svært at forklare, men tingene faldt ikke rigtigt på plads inde i mig. Jeg havde det lidt, som om jeg var blevet snydt, og min rigtige far var forsvundet for evigt, men for at det hele ligesom skulle gå op, havde man sendt en anden i hans skikkelse, der skulle påtage sig hans rolle. Forstår du, hvad jeg mener?”

“Mere eller mindre,” svarer hun.

Takahashi tier stille et kort øjeblik, men fortsætter så med at fortælle.

“Det jeg følte dengang var nok, at far ikke burde have ladet mig være alene. Han burde aldrig have ladet mig være forældreløs, og han burde under alle omstændigheder aldrig være kommet i fængsel. Selvfølgelige havde jeg ingen anelse om, hvad et fængsel var på det tidspunkt. Jeg var jo kun syv år. Jeg var dog klar over, at det var lidt ligesom et kæmpestort skab, halvmørkt, skræmmende og uhyggeligt. Min far burde aldrig være endt sådan et sted.”

Her afbryder Takahashi sin fortælling og spørger: “Har din far været i fængsel?”

Mari ryster på hovedet. “Det tror jeg ikke.”

“Hvad med din mor?”

“Det tror jeg heller ikke.”

“Du er heldig. Det er en god ting ved dit liv,” siger han og smiler lidt. “Men det har du aldrig tænkt over, vel?”

“Nej, jeg har ikke skænket det en tanke.”

“Almindelige mennesker tænker ikke over den slags, men det gør jeg.”

Mari skæver til Takahashi.

“Men … kom din far så ikke i fængsel igen?”

“Nej, han kom aldrig mere i karambolage med loven. Eller det gjorde han måske. Faktisk er jeg næsten sikker på, at det må være sket. Han er ikke typen, der følger den slagne vej, men han blev aldrig indblandet i noget, der kunne sende ham tilbage til fængslet. Jeg tror, at han havde fået nok den ene gang. Og måske følte han også en slags ansvar for min døde mor og mig. Han blev en ganske almindelig forretningsmand, selvom han måske nok bevægede sig lidt ude i den grå zone. Han havde nogle voldsomme op- og nedture, så nogle gange var vi temmelig velhavende, og på andre tidspunkter var vi helt nede og skrabe bunden. Det var som at køre i rutsjebane hver eneste dag. I en periode kørte han rundt i en kæmpe Mercedes Benz med privatchauffør, og i en anden havde han ikke engang penge til at købe en cykel til mig. Vi måtte tit forlade vores hjem midt om natten og boede aldrig ret længe det samme sted, så jeg skiftede skole hvert halve år eller noget i den stil, nåede aldrig rigtig at få venner, og sådan var det nogenlunde, indtil jeg kom i mellemskolen.”

Takahashi stikker atter begge hænder dybt ned i frakkelommerne og ryster på hovedet for at slippe af med de dystre minder.

“I dag er han endelig faldet til ro. Han er en af de seje fra babyboomet ligesom Mick Jagger, der er blevet slået til ridder – generationen, der aldrig giver op. Han tænker ikke så meget over tingene, men bliver dog klog af skade. Jeg ved ikke helt, hvad han laver nu. Jeg spørger ikke, og han fortæller ikke noget, men han betaler mine skolepenge til tiden, og nogle gange giver han mig også lidt ekstra lommepenge. Der er ting her i verden, som det er bedst ikke at vide noget om.”

“Og så har han giftet sig igen, ikke?”

“Jo, fire år efter mor døde. Han er ikke den heltemodige mandetype, der er i stand til at opdrage et barn alene.”

“Har han ikke fået børn med sin nye kone?”

“Nej, jeg er enebarn. Det er måske også derfor, hans kone har taget sig af mig, som var jeg hendes eget barn, og det er jeg dybt taknemmelig for. Det er mig alene, der har et problem.”

“Hvad mener du?”

Takahashi sender hende et smil. “Har man én gang være forældreløs, er man forældreløs, til man dør. Jeg har tit den samme drøm. Jeg er syv år og forældreløs igen, helt alene og uden nogen voksne til at tage sig af mig. Det er aften, og det bliver hele tiden mørkere, natten er på vej. Det er altid den samme drøm, og jeg er altid syv år gammel. Hvis man først er blevet programmeret til det, kan det aldrig slettes af harddisken igen.”

Mari siger ikke noget.

“Jeg prøver at lade være med at tænke på det til daglig,” siger han. “Det nytter jo ikke noget. Man er nødt til at leve sit liv og tage en dag ad gangen.”

“Man skal bare gå meget og drikke sit vand langsomt.”

“Nej, sådan var det ikke,” udbryder han. “Man skal gå langsomt og drikke masser af vand til.”

“Kan det ene ikke være lige så godt som det andet?”

Det tænker han alvorligt over. “Måske … det kan da godt være.”

Hermed er samtalen slut, og de går videre i tavshed. Deres ånde står hvid ud af munden på dem, da de går op ad den mørke trappe og ender lige foran Hotel Alphaville. Denne gang virker det grelle, lilla neonskilt trygt og bekendt på Mari.

Takahashi standser foran indgangen til hotellet og ser pludselig meget alvorligt på Mari.

“Jeg har en tilståelse.”

“Hvad?”

“Jeg tænker det samme som dig …” siger han, “… men det går ikke i dag, for jeg har ikke skiftet undertøj.”

Mari ryster opgivende på hovedet. “Ikke flere dumme vitser, tak. Det er alt for udmattende.”

Han griner. “Jeg kommer og henter dig ved sekstiden. Hvis du har lyst, kan vi spise morgenmad sammen. Der er et spisested lige her i nærheden, som serverer verdens bedste omelet. Rygende varm og blød … medmindre der altså er noget galt med at spise æg? Jeg mener, hvis de nu medfører ændringer i genmaterialet, implicerer dyremishandling eller på anden vis er politisk ukorrekt …”

Mari overvejer sit svar. “Jeg ved ikke med det politiske, men hvis der er et problem med kyllinger, må der vel også være det med æggene.”

“Det var ikke godt,” siger han og rynker panden. “Der er altid noget galt med det, jeg godt kan lide.”

“Jeg kan faktisk også godt lide omelet.”

“Det var da godt, så kan vi mødes der,” siger han. ”Og de laver faktisk vildt gode omeletter.”

Han vinker og begiver sig af sted til øvelokalet. Mari retter på sin kasket og går ind på hotellet.