5

’Racist’

Har jeg brugt det spanske ord ’negro’ i en diskussion, der fandt sted, på spansk, med Patrice Evra den 15. oktober 2011 i en kamp mellem Liverpool FC og Manchester United?

– Ja.

Er ordet ’negro’ det samme på spansk, som det er på engelsk?

– Nej, absolut ikke. Er jeg racist?

– Nej, absolut ikke.

Jeg blev forfærdet, da det gik op for mig, at det var, hvad jeg blev beskyldt for at være. Og jeg bliver stadig ked af og vred over at tænke på, at det er en plet på min karakter, som sandsynligvis bliver siddende for evigt.

• • •

Jeg vidste, at Liverpool vs. Manchester United er den største kamp i engelsk fodbold på grund af de mange års rivalisering og måske i endnu højere grad har været det, siden Manchester United overhalede Liverpool, hvad angår antallet af vundne mesterskaber. Det var ikke min første kamp mod Man U. Jeg havde været med mod dem sæsonen før, og der havde ikke været nogen problemer. Nå ja, den sædvanlige småskubben og sammenstød, vel sagtens, men ikke noget, som jeg kunne huske bagefter.

Jeg blev først klar over, at der var et problem, da Damien Comolli kom hen til mig efter kampen og spurgte, om der var sket noget mellem mig og Evra. Først kæmpede jeg for at huske noget konkret. Der havde været et skænderi med ham, men skænderier havde jeg da haft nogle stykker af i løbet af kampen. Comolli sagde til mig: ”Nå, men de klager altså over racisme.” Jeg blev helt forbløffet.

Jeg kom i tanke om, at dommeren havde kaldt os over på et tidspunkt. Evra var kommet hen til mig på et hjørne for at spørge, hvorfor jeg havde sparket ham. Det virker altid lidt hyklerisk, når en forsvarer, der tilbringer hele kampen med at sparke til en, så ovenikøbet ynker sig over selv at være blevet sparket. Han begyndte selv skænderiet, og han valgte at gøre det på spansk. I den efterfølgende ordudveksling mellem os brugte jeg det spanske ord ’negro’ én gang.

Det viste sig, at der var nogen, som ikke ville anerkende, at skænderiet fandt sted på spansk, og at det har en betydning. Jeg brugte ikke ordet ’negro’, sådan som det kan bruges på engelsk. Som jeg nu er fuldt ud klar over (og det vidste jeg ikke engang på det tidspunkt), er der på engelsk et ord, som staves på samme måde, men udtales anderledes, og det er det meget krænkende ord: ’negro’, [udtales nee-gro]. Negro [udtales Neh-gro] på spansk betyder sort, intet andet. Det er ikke i sig selv noget nedsættende. Nu vil folk så sige: ”Okay, men du sagde sort – det skulle du ikke have gjort.” Men Evra havde startet skænderiet på spansk, og det spanske sprog er fuldt af disse måder at tiltale en person på: ’Guapo’ [smukke], ’Gordo’ [fede], ’Flaco’ [magre], ’Rubio’ [blonde], og så videre. Det er simpelthen øgeeller kælenavne, der henviser til fysiske egenskaber, intet andet. Sådan tiltaler man hinanden på spansk. Negro kan henvise til alle med mørkt hår eller mørk hud, og jeg har været vant til, at ordet bliver brugt på spansk på denne måde hele mit liv. Min kone kalder mig nogle gange ’negro’ eller [i en kærlig diminutiv] ’Negrito’. Min bedstemor plejede at kalde min bedstefar ’Negrito’, og det kaldte hun også mig indimellem. Utallige sydamerikanske spillere har været kendt som ’El Negro’. En af Uruguays mest berømte og mest elskede spillere, den legendariske Obdulio Varela, fik tilnavnet ’El Negro Jefe’ [’The Black Chief’]. Normalt bruges ordet på en venlig måde, og selv når det ikke gør, har det ikke racistiske konnotationer. Det indebærer ikke nogen form for afvisning eller diskrimination, fordi nogen er sort. Jeg forsøger ikke at lade, som om det var venligt ment over for Evra. Det er klart. Vi skændtes. Men det var heller aldrig ment som en racistisk nedværdigelse.

Det andet vigtige punkt er, at jeg sagde til Evra: ”Por qué, negro?” Por qué betyder hvorfor. Jeg spurgte ham, hvorfor han brokkede sig, først over frisparket, og derefter over at jeg rørte ham. Det sagde jeg til Comolli, men da min version endelig var nået hele vejen ned langs linjen til dommeren, var den blevet forvandlet fra ”Por qué, negro?” til ”Porque eres negro”, hvilket ændrer betydningen drastisk: ’porque’ [altså uden accent og derfor uden tryk på sidste stavelse] betyder ikke ’hvorfor?’, men ’fordi’ – sætningen var altså blevet refereret som ”fordi du er sort”. Jeg har aldrig sagt, og ville aldrig drømme om at sige: ”fordi du er sort”. Og jeg har bestemt heller aldrig sagt, og ville aldrig sige, at jeg ikke ville tale med Evra, eller nogen anden, fordi de var sorte.

Men ingen havde tid til at gå ind i disse sproglige finesser, da jeg var ved at blive dømt for racisme. Især ikke efter at tonen var blevet slået an af Evras oprindelige beskyldning om, at jeg havde kaldt ham ikke ’negro’, men ’nigger ’, hvilket han dog senere indrømmede ikke var sandt. Det er endnu mere grotesk, for det ville aldrig falde en spansktalende ind at bruge dette ord; det findes ikke engang på spansk. Senere ændrede han anklagen, men den stigmatisering af mig som en person, der ville bruge sådan et nedsættende udtryk, blev hængende.

Ifølge Evra havde jeg brugt N-ordet – som han altså først sagde var ’nigger ’, og siden at det var ’negro’ – fem gange. Men han var den eneste, der hørte det, og han var ikke engang selv sikker på, hvad han havde hørt. Virkeligheden er, at jeg havde sagt det én gang i den forbindelse, jeg har forklaret ovenfor, uden at mene noget racistisk med det overhovedet. Men på baggrund af hans anklage blev jeg fundet skyldig. David De Gea befandt sig ved siden af os begge i det lille målfelt, og i sit vidnesbyrd sagde han, at han intet havde hørt.

Jeg fortalte Comolli, hvad der var sket. Han fortalte det videre til Kenny Dalglish, og de talte så begge med dommeren, og det var denne tredjehåndsversion, der gik til høringen. Hvorfor gik jeg så ikke selv ind til dommeren og fortalte det med mine egne ord? Fordi ingen fortalte mig, at det var en mulighed, og fordi jeg ikke talte ret godt engelsk. Jeg siger ikke, det er Comollis skyld. Absolut ikke. Det var hans vanskelige opgave at fortælle dommeren helt præcist, hvad jeg havde sagt til Evra, og der er sproglige finesser og nuancer på spansk, hvor man både har ’Por qué’ og ’Porque’, som altså ikke betyder det samme, og man har ordet ’negro’, som anvendes på en måde på spansk, og på en anden måde på engelsk.

Uanset hvordan ’por qué’ blev til ’porque’, så var der omkring femogtyve kameraer, som fokuserede på hændelsen, og tre mundaflæsere blev bedt om at studere optagelserne, og intet viser mig sige, hvad jeg blev beskyldt for gentagne gange at have sagt. Og ingen andre hørte mig sige ordet, på trods af at jeg ifølge Evra havde sagt det hele fem gange til ham i løbet af cirka ti sekunder. Senere fortalte han ovenikøbet den franske tv-kanal, Canal Plus, at det havde været ’ti gange’.

Evra taler ikke særlig godt spansk. Han startede skænderiet på spansk, men det var på et meget simpelt spansk – som hvis jeg på engelsk sagde: ”Why you hit me?” [”Hvorfor du slå mig?”]. Det var svært for mig at forstå, hvad han sagde til mig. Jeg kan huske, han kaldte mig ’Sur Americano’ [’Sydamerikaner ’], men jeg forstod ikke meget mere end det.

Hvis du ikke taler spansk, så lad være med at beskylde mig for at have fornærmet dig på dette sprog, endsige fornærmet dig hele ti gange. Jeg kan ikke forstå, hvorfor han ikke konfronterede mig i tunnelen. Hvis det virkelig havde været så nedsættende, ville han så ikke have taget fat i mig og sagt: ”Hvad var det, du sagde til mig derude?”? Og jeg ville have sagt til ham: ”Hvis du virkelig tror, jeg sagde det, så har du altså ikke forstået mig korrekt.”

Hvis Evra og jeg havde talt sammen efter kampen, så kunne vi i fællesskab have konstateret, at jeg ikke havde talt racemæssigt nedsættende til ham.

Ok, så kan man måske sige: ”Hvorfor har du ikke selv taget initiativ til den snak med Evra, Suárez?” Svaret er indlysende: Jeg havde ingen følelse af at have sagt noget forkert, endnu mindre da noget racistisk. Jeg troede ikke, at jeg havde sagt noget til ham, der overskred grænserne for et almindeligt skænderi på banen.

Det er utænkeligt, at jeg ville sige det, han beskyldte mig for at sige, med de holdkammerater, som jeg havde i Liverpool, og efter at have spillet i Holland mod sorte spillere i det land, der har den højeste andel af spillere fra Curaçao og fra Surinam. Jeg havde aldrig været involveret i noget lignende før. Og så kommer jeg til England, hvor Evra med sit forråd af tre spanske ord beskylder mig for racisme – på spansk. Jeg havde brugt det spanske ord for ’sort’, som for mig ikke har nogen racistisk overtone, det er alt. Jeg var ulykkelig over, at det blev tolket som racistisk. Der var ikke knyttet nogen yderligere fornærmelse til tillægsordet sort: Altså ’sorte dit’ eller ’sorte dat’. Havde der været det, så ville jeg have fortjent alt, hvad jeg fik og mere til. Men jeg brugte ordet ’sort’ og fik en otte-kamps karantæne og, hvad meget værre er, blev stemplet som racist.

• • •

I løbet af de næste par dage, da jeg begyndte at indse, hvor alvorlig situationen var, besluttede jeg, at jeg ikke ville sige et ord. Jeg kunne have sagt en masse ting. Måske burde jeg have sagt en masse ting. Klubben bad mig om at tie stille, og jeg var også bevidst om, at det ville være bedre at tie frem for at sige noget, mens jeg var vred.

Jeg havde ikke været i England ret længe. Mit engelske var stadig meget dårligt. Sproget var på det tidspunkt et langt større problem for mig, end det ville være nu. Folk vil måske sige: ”Nå, men det er din egen skyld, når du ikke har lært engelsk.” Da jeg flyttede til Holland, måtte jeg træffe valget mellem at lære engelsk og hollandsk. Af respekt for tilhængerne valgte jeg at lære hollandsk.

Måske kunne jeg under høringen have slået mere på mit sølle engelsk, brugt det som en undskyldning eller et forsvar, eller endda benægtet at have sagt noget. Måske burde nogen have sagt til mig: ”Luis, vi har hændelsen fra enhver tænkelig kameravinkel, og ingen af de optagelser viser dig sige ’negro’, bare benægt det. Men jeg var ærlig. Nogle mennesker nægter at forstå, at jeg sagde ’negro’ på spansk under et skænderi på spansk og på en måde, som jeg bare ikke opfattede som racistisk, og som absolut ikke havde til formål at være racistisk. Måske ville jeg have undgået alle problemer, hvis jeg bare havde nægtet nogensinde at have brugt ordet. I stedet fortalte jeg dem, hvad jeg havde sagt, ikke mindst fordi jeg ikke fattede, det ville være et problem.

På en måde er det mig ligegyldigt, fordi min samvittighed er ren.

Men det gør ondt, når folk siger: ”Luis Suárez? – god spiller, en smule skør til tider. . . og racist.” Eller endnu værre: ”Luis Suárez: racist” Intet andet, bare det: racist. Det er virkelig en forfærdelig følelse at tænke på, at folk definerer mig på den måde. Ordet gør ondt, anklagen er pinefuld. Det er en skrækkelig ting at være forbundet med, og det giver et fuldstændig forkert billede af mig. Jeg tror, det var derfor, jeg reagerede, som jeg gjorde hos Fulham, da jeg viste fingeren til nogle grove tilhængere og fik endnu en karantæne. Det eneste, jeg kunne høre, var det ord.

På det tidspunkt forsøgte jeg at undgå emnet. Jeg så alligevel sjældent engelsk tv, men straks da jeg zappede rundt på spansk tv, dukkede der noget op om Luis Suárez, som blev anklaget for racisme. Min kone gik på internettet og ringede til mig for at sige: ”Se, hvad de siger om dig.” Når mine børn bliver ældre, vil de gøre det samme. Tast ’Luis Suárez’ i en søgemaskine på internettet, og op kommer ordet ’racist’. Det er en plet, der vil være der for evigt. Og det er en, som jeg ikke føler, at jeg fortjener.

Det tog lidt tid, før det sivede ind, hvor alvorligt det var. Efter kampen gav jeg min redegørelse til Comolli, og jeg gik hjem og tænkte ikke særlig meget på det. ”Og hvad så? Jeg sagde det spanske ord ”negro” i et skænderi på spansk, og han gjorde et stort nummer ud af det.” Jeg havde forklaret, hvad der var sket, og den næste dag skulle jeg til træning, og det ville alt sammen være glemt. Selv da jeg tændte for tv’et derhjemme, og spansk tv rapporterede hændelsen, havde jeg aldrig forestillet mig, hvad jeg havde i vente.

Ugen efter var det svært bare at gå til træning. Mine holdkammerater var fantastiske, ligesom trænerne var. Glen Johnson, der ved, hvordan ordet kan bruges på spansk, kaldte mig ’negro’ til træning i de næste par dage. ”Lad os rykke op, ’negro’”, sagde han. Tidligere havde jeg i al venskabelighed brugt udtrykket over for ham til træning og i omklædningsrummet, men på dette tidspunkt var jeg for bange til at bruge det overhovedet.

Hvis jeg skulle igennem det hele forfra, ville jeg stadig have haft det samme skænderi med Evra, men jeg ville være mere forsigtig med de ord, jeg brugte. Jeg har lært det på den hårde måde. Måske burde jeg have sagt fra begyndelsen: ”Okay, hvilket sprog skændes vi så på her?” Selvfølgelig ville jeg aldrig have sagt ’negro’, hvis vi havde skændtes på engelsk.

Siden var der aldrig nogen af modstandernes forsvarsspillere, sorte eller hvide, der brugte hændelsen mod mig. Der var ingen provokationer i den retning. Sorte spillere kom stadig for at bytte trøjer efter kampen. Det gjorde mig rigtig glad, men jeg var samtidig bevidst om, at jeg ikke ville opfattes som en, der går og træder sig selv over tæerne for at bevise, at han ikke er racist. Nogle gange følte jeg, at jeg ikke kunne vinde. Hvis jeg byttede trøje med en sort spiller, var det blot, fordi jeg var en racist, som forsøgte at skjule sin racisme – og hvis jeg omvendt ikke gjorde, så var det også, fordi jeg var racist.

Det var den samme klemme, jeg befandt mig i, da Dani Alves reagerede, som han gjorde, da nogen kastede en banan efter ham: Han skrællede den og spiste den, og spillere fra hele verden støttede ham med #somostodosmacacos (#weareallmonkeys)-kampagnen. Jeg ville gerne støtte den kampagne, og Philippe Coutinho og jeg fik taget billeder, men jeg vidste samtidig, at der var mennesker, som ikke ville tillade mig at stå op mod racisme uden at antyde, at det, at jeg trådte frem med et anti-racistisk standpunkt, på en eller anden måde beviste, at jeg var racist.

Når en sort tilhænger beder mig om at få taget et billede, er jeg stadig bevidst om, at nogen vil sige: ”Se, han får lov, fordi han er sort.” Men nej, han får lov, fordi alle ville få lov, hvis det var muligt for mig. Det er, som om intet, jeg gør, behandles som almindeligt mere. Det er næsten det værste af alt: Det har skabt et problem ud af noget, der aldrig var et problem for mig tidligere. På det tidspunkt kunne jeg have nævnt utallige hændelser, hvor jeg havde gjort ting, som en racist aldrig ville drømme om at gøre, og venskaber, som en racist ikke ville have haft, men jeg valgte ikke at bruge det under høringen. Jeg overvejede at vise en gammel video, som jeg havde på min hjemmeside, hvor jeg spillede fodbold med en ung sydafrikansk dreng, som havde en drøm om at komme til at spille med nogle af os, der havde været med til VM. Men hvor skal man drage grænsen mellem på den ene side at forsøge at vise, at man ikke er sådan en person, som man er anklaget for at være, og så at protestere så meget, at folk bare tror, man har noget at skjule?

Da den formelle skrivelse fra FA nåede frem til klubben, tror jeg ikke rigtig, vi kunne finde ud af at håndtere det på den mest fornuftige måde. Advokaterne overtog sagen. Gennem hele høringen sagde de til mig: ”Bare rolig, du har svaret godt på spørgsmålene, og nu bliver der sagt ting, som går i din favør.” De sagde, at der kunne blive tale om to eller tre kampes karantæne, som om antallet af kampe var det interessante, ikke at rense mit navn. Hvis man nu bagefter betragter det med et lidt køligere overblik, tror jeg ikke, man vil sige, at vi håndterede sagen ret godt. Vi var ikke i stand til at formidle, at det pågældende ord blev brugt på spansk, og at det ikke har noget at gøre med det ’negro’-ord, som det udtales og bruges på engelsk. Denne omstændighed blev aldrig rigtig forstået af nogen under høringen. Det eneste, folk bed mærke i, var, at: ”Suárez sagde ’negro’.” Og ordet blev aldrig oversat, når det blev trykt i aviserne: Igen var det bare ”Suárez sagde ’negro’”, ingen kursiv eller andet, som kunne antyde et oversættelsesproblem. Som regel var det faktisk det eneste ord, som ikke blev oversat til engelsk – altså til black [sort], som er det mest tilsvarende.

Folk spurgte, hvorfor jeg ikke fremsatte en offentlig erklæring, da jeg fandt ud af, hvor alvorligt alt dette var. Det gjorde jeg ikke, fordi jeg var rasende over anklagen og for stolt til at nedlade mig til offentligt at forklare mig selv. Jeg følte mig mobbet, presset op i en krog. Klubben foreslog, at jeg skrev et åbent brev, men det havde jeg ikke lyst til. Måske var det en fejl, måske ikke. Jeg tror ikke, folk var interesserede i at høre min side af sagen alligevel. Jeg følte mig fanget.

De dage, hvor høringen fandt sted, var rædselsfulde. Jeg stod op 6:30 hver morgen for at kunne være på det hotel, hvor høringen blev afholdt, klokken 7:30. En taxa kom og hentede mig, og jeg tog alene derhen hver morgen. Så tog jeg hjem ved otteeller ni-tiden om aftenen efter at have tilbragt hele dagen i et af hotellets mødelokaler, mens jeg ventede på at blive kaldt ind. Og til sidst, midt i den uendelige snak, blev jeg faktisk kun bedt om at afgive forklaring én gang i løbet af de fire dage, hvor jeg sad og ventede i min habit sammen med to advokater i et af de fire rum, som blev brugt til høringen. Panelet var i ét rum, Evras advokater var i et andet. Og så befandt vi os i et tredje, men det fjerde ved jeg ikke, hvad de brugte til. Og det var så, hvad jeg lavede i de dage.

Indimellem kom de med en sandwich. Jeg talte i telefon med min hustru, og hun spurgte: ”Hvad laver du nu?”

”Ikke noget, sidder stadig bare her.”

Jeg forstod ikke, hvad jeg skulle der. Hvad nytte var det til at have mig siddende, låst inde i dette rum?

Advokaterne forklarede mig, at der ikke var skyggen af bevis for, at jeg havde gjort noget som helst forkert, men at jeg nu blev anklaget for at have ændret mit vidneudsagn, altså at jeg nu sagde, jeg havde sagt noget bestemt til Evra, mens jeg oprindeligt, via Comolli, havde fortalt dommeren, at jeg havde sagt noget andet. I bund og grund mente de derfor ikke, at mit vidnesbyrd var troværdigt. Der var en tolk til stede, og hun oversatte alt på den måde, jeg ville have sagt det, men de tog mere notits af det, Damien og Kenny på anden og tredje hånd havde viderebragt fra mig på kampdagen, end hvad jeg nu selv fortalte dem, at jeg havde sagt. Jeg fik forevist vidnesbyrd fra andre spillere og vidner, som jeg skulle bekræfte rigtigheden af, men det skulle alt sammen oversættes, og vi ved alle, hvor tyk den endelige rapport var. Jeg har den stadig et sted, men jeg har aldrig læst den. Jeg har den på spansk, og den er omkring 115 sider lang. Hvis jeg læste den nu, ville jeg bare blive ked af det igen.

Jeg fik otte dages karantæne og, hvilket er meget værre, blev brændemærket som racist for livet.

Man kan kalde mig ’rapkæftet’, ’bidsk’ eller ’filmer ’. Det er der belæg for. Men at kalde mig racist – det gør virkelig ondt. Det er en alvorlig anklage. Det gør ondt på grund af, hvordan det påvirker mig, det gør ondt, fordi min kone måttet lide med det gennem høringen, at se mig blive beskyldt for at være en type person, hun ved, jeg ikke er, og det gør ondt, fordi den plet stadig vil sidde der, når mine børn bliver store nok til at forstå det. Det er en tilsvining af mit navn, som ingen kan vaske væk.

Da karantænen blev forkyndt, skrev jeg et åbent brev til tilhængerne, men jeg har aldrig bedt Evra om tilgivelse, for jeg følte ikke, at jeg havde gjort ham noget forkert. Mere end nogen anden har jeg selv lidt overlast af hele denne affære. Jeg er ikke racist og har på intet tidspunkt sagt noget diskriminerende til ham. Jeg har aldrig sagt undskyld, fordi jeg ikke havde noget at sige undskyld for. Jeg følte mig uretfærdigt behandlet. Jeg ønskede at appellere karantænen, men klubben følte, at det var bedst, vi kom videre.

Hvis der nogensinde var en chance for forsoning, blev den endegyldigt forspildt, da jeg spillede min næste kamp mod Manchester United i februar 2012.

Jeg havde tænkt mig at give Evra hånden, da vores to hold linede op midt på banen, inden kampen blev fløjtet op. Jeg havde talt med min kone om det inden kampen og sagt til hende, at jeg ville gøre det.

Kenny havde også ringet til mig dagen før.

”Luis, giver du ham hånden i morgen?”

”Ja, ja, det har jeg ingen problemer med.”

Da holdene så skridtede forbi hinanden, kunne jeg se Evra give hånd til alle mine holdkammerater, men han sænkede sin hånd, da turen kom til mig. Han gav hånd til Jordan Henderson, som stod foran mig, og så røg hans hånd ellers længere ned, væk fra min. Enhver kan se det på tv-optagelserne fra kampen. Min hånd blev holdt udstrakt på samme niveau, men da han havde sænket sin, tænkte jeg: ”Okay, han giver ikke hånd”, og så fortsatte jeg ellers langs linjen.

Jeg havde virkelig tænkt mig at give ham hånden.

Pepe Reina var bag mig i køen, og han sagde til mig bagefter: ”Jeg så, hvad han gjorde – han sænkede sin hånd, så du ikke kunne tage den.”

Da jeg havde passeret ham, startede han sit sensationsprægede show med at gribe min arm og protestere over, at jeg ikke havde givet ham hånden. Og så kiggede han hen mod Sir Alex Ferguson for at se, om farmand kiggede med. Hvis det var en fælde, faldt jeg i den.

Glen sagde til mig: ”Han har siddet oppe hele natten inden kampen og spekuleret over, hvad han skulle stille op med det håndtryk. Han havde planlagt det.”

Når man tænker på, hvordan han havde svinet mit navn til, var det formodentlig alligevel en fejl af mig, at jeg forsøgte at give ham hånden.

Min kone kiggede med fra tribunen, og før jeg kunne tale med hende, havde hun sms’et mig for at sige: ”Han gav dig ikke hånden. Han sænkede den, da du gik forbi.” Ved at gribe min arm, da jeg var gået gik forbi ham, fik han det til at se ud, som om han faktisk havde ønsket at give mig hånden, og at det var mig, der ikke gjorde. Overskrifterne var allerede skrevet: ”Angerløse Suárez nægter at give hånd.”

Ordet ’angerløs’ bruges meget om mig, når der tales om, hvad der skete med Evra. Jeg synes, det er ramt helt ved siden af. Man kan ikke på samme tid tro på sin uskyld og angre.

Havde jeg svigtet Kenny? Nej, for jeg havde lovet Kenny, at jeg ville tilbyde Evra min hånd, og det gjorde jeg. Kenny var også alt for optaget af kampen til at bekymre sig om, hvorvidt vi havde givet hånd eller ej. Han forsvarede mig hele vejen igennem. Han sagde til mig: ”Hver gang jeg går ind til en pressekonference, er jeg nødt til at tage et skjold med til at parere alle de Luis-spørgsmål, der kommer: ”Luis dit og Luis dat.” Han nåede det punkt, hvor han var nødt til at sige: ”Er vi her for at tale om fodbold eller om Luis?” Det var vanskeligt for ham. Men han ved, hvor taknemmelig jeg er for alt, hvad han gjorde for mig.

Holdkammeraterne var også fantastiske, og Kenny støttede deres idé om at bære Luis-støtte-t-shirts. Glen Johnson var storartet i sin støtte til mig hele vejen. At han gjorde det til trods for, at jeg ikke havde været i klubben ret længe, ændrede ikke noget ved dommen, men det betød enormt meget for mig. Steven Gerrard var også fantastisk. Han kom hen til mig i denne første Manchester United-kamp efter karantænen, og mens alle andre overfaldt mig, sagde han: ”I dag vil du vise, at du er en af de bedste spillere i verden.”

Folk har siden spurgt mig, om der er en del af mig, der kan se Evras side af sagen – hvis han nu mente, at jeg havde fornærmet ham, var hans reaktion så ikke forståelig? Men hvorfor kom han så ikke til mig med sin anklage? Hvorfor anklagede han mig så ikke på banen – eller umiddelbart efter kampen? Han kunne være kommet ind til mig efter kampen med en spansk holdkammerat, og han kunne have fortalt mig, hvad han mente, jeg havde sagt, og hvad han mente, det betød. Eller vi kunne have mødtes senere. Hvorfor har han aldrig konfronteret mig? Lederen af PFA foreslog et møde mellem Evra og mig et par dage efter hændelsen, og jeg sagde til Comolli, at hvis jeg skulle forklare situationen, ok, så fint, det ville jeg gerne. Jeg ved ikke, hvorfor mødet aldrig blev til noget. Det var bestemt ikke, fordi jeg havde afvist det. Måske var det, fordi undersøgelsen startede, og vi ville næppe blive sat sammen med PFA, hvis Evra samtidig ville anklage mig for racisme på en FA-høring.

Høringen efterlod mig med en plet på min karakter. Evra kom ud af det som det uskyldige offer, og jeg kom ud af det med mit ry plettet for altid, stemplet som racist.

Jeg vil altid være taknemmelig for den måde, Liverpool forsvarede mig på. Folk sagde: ”De forsvarer ham, fordi han er en god spiller, og fordi de ikke har råd til at lade være.” Nej. De forsvarede mig, fordi de kendte mig. De vidste, hvilken slags person jeg var i omklædningsrummet. De vidste, hvordan jeg var sammen med min familie. De vidste, hvordan jeg var uden for banen.

De kender mig. De ved, jeg ikke er racist.

Rigdom

Mens jeg spillede for Ajax, var der et hollandsk magasin, som offentliggjorde en artikel om, at jeg var den bedst betalte spiller i Holland. Ikke alene var historien usand, men de hævdede ligefrem, at jeg tjente dobbelt så meget, som jeg faktisk gjorde. Jeg benægtede det, men man kan ikke benægte enhver løgnehistorie, der havner i medierne, for så kunne man ikke bestille andet, og man ville ende med at blive vanvittig.

Da jeg var hos Liverpool, var der en anden historie i omløb. Det hed sig, at jeg var berettiget til en kæmpe bonus, når jeg havde scoret tyve mål i samme sæson for klubben. Også løgn. Denne gang gik jeg til klubben for at få dem til at benægte det officielt, for jeg ville ikke have, at Liverpools tilhængere tænkte: ”Okay, nu har han scoret sit tyvende mål, og så vil han ikke være særligt optaget af at score flere.

Det er egentlig helt overflødigt med de evige overdrivelser, for sandheden om penge i fodbold er overvældende nok i sig selv. Den markedsføringen, som har udviklet sig omkring spillet, har løftet det til et andet niveau, hvor der genereres enorme mængder af penge. Interessen er kolossal. Man spørger sig selv:

”Hvordan kan et land betale et hold 3 millioner € for at spille en venskabskamp?” Men det kan de, fordi de får deres penge tilbage fra indtjeningerne på kampen og alt det, der sker omkring kampen. Det kan betale sig for dem. Vor tids topspillere tjener mere på en uge, end Pelé og Maradona tjente på et år, fordi fodbold nu genererer så mange flere penge.

Og hvor som helst, folk er klar til at forgylde spillerne, står der altid andre parat, som vil have fingrene i det samme guld.

Skejserne siver helt ned til den unge knægt, der bryder igennem på førsteholdet i de største klubber, og selv i de lidt mindre klubber. En teenager, som pludselig render rundt med relativt store sedler i lommen, er en magnet for de forkerte venner og forretningsforbindelser. Der er aldrig mangel på folk, som gerne vil hjælpe dig med at bruge din løn, når du er ung, naiv og ved muffen.

Det er igler, der ser fodboldspillere som et let mål. De er pludselig kommet til penge, og ofte har de ikke lært noget om, hvordan man bruger dem. Iglerne tænker, at en fodboldspiller er ligeglad med, hvor meget han bruger, eller hvad han bruger pengene på. De tænker: ”Det er vanskeligt at sælge en fidus til en forretningsmand, en læge eller en advokat, men en naiv, ung fodboldspiller kan jeg sælge den til med højre hånd på ryggen.” Og nogle gange har de ret. Det flyder med tilbud om at investere i alle mulige ting. Spillere bliver lokket til at købe ’byggegrunde’. Når pengene så er betalt, viser det sig, at det er helt umuligt at få byggetilladelse, og hver en krone er tabt.

Der er altid folk, som forsøger at komme tæt på en, og man ved ikke hvorfor. Man tænker ”Han synes nok, jeg er en flink fyr,” men så kommer man i tvivl. Efterhånden bliver man mere og mere desillusioneret. Nogle mennesker er tiltrukket af berømmelse og penge. De har intet reelt ønske om at være ens ven. Det gør ondt. Jeg hader det. Man bliver betragtet som en mulighed. Og så begynder man at tænke om nye bekendte: ”Han opsøgte mig, fordi jeg er fodboldspiller, så han kunne lokke mig med på dette eller hint projekt eller udnytte mig på anden vis.” Man vænner sig til det, men i første omgang er man ikke klar. I de første år er man et let offer. Det er en del af den fodboldverden, man bliver hvirvlet ind i.

Jeg var heldig: Allerede da jeg var ung, var der folk, som henvendte sig til mig på den måde, og det lærte jeg meget af. På den hårde måde, men jeg fik det lært. Og jeg gjorde noget ved det. Og det rygtes: ”Du skal ikke gå til ham der. Han hopper ikke på den.” Jeg tror, at folk ser mig som en, der lukker døren. De siger: ”Det er svært at komme tæt på ham.” De folk holder sig fra mig nu, fordi de ved, hvordan jeg er. Jeg ved ikke, om de er blevet advaret, men det lader til, at folk har forstået, at jeg ikke er noget let bytte, og det har været godt for mig. Der er mange af mine holdkammerater, som stadig bliver opsøgt af mennesker, der gerne vil i lag med dem, selv om de har rundet de tredive. Og hvis det stadig sker for dem, er det måske bare, fordi de er mere imødekommende, eller måske er det fordi, folk har hørt, at de er nemme. Fidusmagerne tænker, de kan komme igennem til dem og udnytte dem. De ved godt, at de ikke kan gøre det hos mig.

Jeg tror, det kommer af at komme til Europa i så ung en alder og opleve, hvordan tingene er. Sytten eller atten-årige børn bør ikke gennemleve det, jeg selv skulle igennem. Jeg har investeret penge, som jeg aldrig har set igen. Man er enogtyve, og nogen kommer og siger: ”Hvis du investerer i det her projekt nu, så vil det virkelig give kassen i løbet af tre eller fire år.” Man har måske holdkammerater, som allerede har investeret i det samme, og det er en del af det: Får de en spiller om bord, så er de allerede inde og tænker, at de nemt kan få resten med. Eller de viser en en video, og man tænker: ”Wow, det her ser fantastisk ud!” I dette tilfælde handlede det om ejendomme. Så, ok, jeg investerede. Og syv år senere venter jeg stadig. . .

I Latinamerika er den unge spillers største dilemma, om han skal sælge sine registreringsrettigheder til en agent. Det er den ultimative bliv hurtigt rig-ordning, men tænker man lidt længere, kan man se, at man samtidig givet afkald på sine muligheder for selv at afgøre sin skæbne og for selv at råde over fortjenesten fra fremtidige klubskifter.

Nærmest fra dag til dag kan en ung spillers hovedproblem forvandle sig fra at handle om ikke at have nogen penge overhovedet til at have mere, end man har den fornødne fornuft eller erfaring til at håndtere.

Som tolvårig havde jeg agenter fra Defensor og Danubio, to af de andre store hold i Montevideo, sværmende omkring mig for at tilbyde penge. Jeg fortalte dem, at jeg ikke ønskede at skrive kontrakt med nogen på det tidspunkt. Wilson Pirez og José Luis Esposito, to direktører hos Nacional, hjalp mig virkelig meget, da jeg som helt ung teenager var begyndt at tiltrække mig opmærksomhed. De vidste alt om de problemer, min familie havde. De vidste, at mine forældre var blevet skilt, og de sørgede for, jeg klarede mig økonomisk. Det var ikke let at afvise de skejser, jeg fik tilbudt af andre klubber, men Wilson og José Luis gav mig et stærkt fundament, som betød, at jeg kunne sige nej. Jeg var heldig at have sådan nogle gode mennesker omkring mig.

Der kom endnu mere pres på, da jeg blev sytten-atten år og begyndte at tjene lidt flere penge efter at være kommet på førsteholdet hos Nacional. Så begyndte gribbene virkelig at cirkle over mit hoved. En agent kom og tilbød min far, som jeg boede hos på det tidspunkt, 25.000 $ for 20 % af mine registreringsrettigheder. Jeg havde allerede en uformel aftale med Daniel Fonseca, men vi havde ikke skrevet under på noget.

Det var svært at at sige nej til så mange penge. Hos Nacional tjente jeg omkring 4.000 pesos om måneden. Det er cirka 100 £.

Jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Wow, 25.000 dollars! Jeg bliver rig. Den skriver jeg under på.”

Far sagde: ”Det er mange penge, Luis, tag dem.”

Men Sofi sagde: ”Nej, nej, nej. Når du nu aldrig har skrevet under på nogen aftale med Fonseca, hvorfor vil du så pludselig skrive under nu? Og hvis du har tillid til Fonseca, hvordan kan du så forråde ham på den måde?”

Og så lod jeg den mulighed passere. Endnu en gang var jeg velsignet med gode råd fra Sofi, men det var ikke let at sige nej.

I mit hoved var jeg allerede i gang med at fordele rovet: Jeg regnede på, hvor meget jeg kunne give min mor, og hvor meget min søster skulle have. Der var penge nok til, at det kunne ændre vores liv fuldstændig. Eller det var i hvert fald, hvad jeg troede på det tidspunkt.

I sidste ende er man nødt til at investere sin tillid i nogen, og når to tidligere topspillere, som man er vokset op med som idoler, henvender sig til en, så er man mere tilbøjelige til at stole på dem. Fonseca og Carlos ’El Pato’ Aguilera havde taget mig under deres vinger hos Nacional. De var partnere. Aguilera og Fonseca havde spillet på det uruguayanske landshold, og begge havde også spillet i Serie A [den italienske liga, red.], som jeg så på tv som barn. Jeg var klar til et skifte væk fra Uruguay, og nu hvor Sofi befandt sig i Europa, var det endnu mere presserende at komme af sted.

Da de tog mig ind i deres forretning, sagde de, at jeg ville få privatundervisning i italiensk, modtage en madkurv en gang om måneden til min mor, tjene 100 dollars om måneden. Derudover havde jeg det, jeg tjente hos Nacional, hvilket jeg dog ikke regnede med, fordi man aldrig kunne regne med, at de betalte os hver måned.

Fonseca og Aguilera afsluttede senere deres partnerskab, og så var jeg nødt til at vælge mellem dem. Den ene fortalte mig det ene, og den anden sagde noget andet. Jeg besluttede i sidste ende at sætte min lid til Fonseca. Jeg følte, at jeg havde hans fulde opbakning. Det var ikke sådan, at jeg nogensinde havde haft problemer med El Pato, og jeg hilser stadig på ham, når vores veje krydses. Han ved, jeg simpelthen var nødt til at vælge mellem de to. Jeg har faktisk aldrig underskrevet en aftale med Fonseca. Jeg ved ikke rigtig hvorfor. Jeg tror, jeg sagde til ham et par gange:

”Når jeg giver dig mit ord, så har du mit ord.”

Det gik hurtigt op for mig, at jeg var den af alle Fonsecas spillere, som han betalte mindst. Jeg var den sidste i rækken til at modtage nye støvler. Det, jeg trods alt fik, delte jeg med familien og jeg var i stand til at hjælpe min far en lille smule, fordi han gennemgik en vanskelig periode.

Der var masser af løfter om fremtiden. Hver gang, vi sås, talte Fonseca om, hvordan dette og hint ville komme i stand, og man blev imponeret af ham. Han havde en stor bil, og han havde boet i Italien. Alt virkede godt og rigtigt. Jeg snakkede tit med de andre unge spillere, han tog sig af, og vi talte om hans bil og om det hus, han havde. Det er ikke sådan, at man tænker: ”Det bliver mig en dag.” Det er mere sådan, at man tænker, at hvis han har disse ting, så er han en succes, så må han have noget i skuffen. Han er noget. Og det kan man også selv blive.

Da jeg blev rykket op fra Nacionals ungdomshold, var jeg ejet 100 procent af Nacional. Men i Uruguay er det sådan, at hvis man skifter klub, så går 20 procent af en eventuel transfersum til spilleren. Så hvis Fonseca ville købe mig af Nacional, så skulle han betale en million $ for mig, og de 200.000 $ ville gå til mig. Fonseca sagde, at jeg skulle afstå fra de 200.000 $, hvorefter han så kun skulle betale de 800.000 $ til Nacional. Fordi han på den måde ville spare nogle penge, ville han derefter skaffe mig ekstra 200.000 $ i forbindelse med min første store kontrakt i Europa. På det tidspunkt var jeg desperat efter at komme til Europa, og min holdning var: ”Okay, jeg gør, hvad der skal til for at komme af sted.” Hvis han skriver det ind i min kontrakt, så er det bare i orden, tænkte jeg. Jeg har ikke brug for pengene her og nu. For en gangs skyld var jeg alt for tillidsfuld, og da jeg indså fejlen, var det for sent.

Hele spørgsmålet om agenter er vanskeligt. Forældrene forsøger at gøre det bedste for deres sønner ved at samle de penge op, der dumper ned i hatten, men ofte gør denne grådighed meget mere skade på deres barns muligheder for at tjene endnu mere i fremtiden. Jeg undgik de fleste af disse potentielt skadelige tilbud. Jeg havde tilbragt meget tid på gaden, og jeg var opmærksom på de fleste af de tricks og fælder, der gemmer sig i gyden.

Nogle gange kan presset også komme fra ens egen familie. Jeg elsker mine forældre og mine brødre og søstre, og jeg vil rigtig gerne hjælpe dem, men jeg har lavet den regel, at hvis de ikke vil hjælpe sig selv, så er der ingen aftale. Vi er alle rundet af den samme verden. Vi har alle levet liv, hvor mulighederne var begrænsede, og hvor man er nødt til at kæmpe for at komme igennem. Jeg har ikke fået noget forærende. Jeg blev uvenner med min far i en periode, fordi han mente, at han ikke behøvede at arbejde mere, fordi han var far til Luis Suárez. Jeg sagde til ham:

”Hvem er det, der spiller fodbold, mig eller dig?”

Selvfølgelig vil jeg hjælpe ham, fordi han er min far, men han skal også gøre sin del. Vi sloges om det i et stykke tid, og det var rædselsfuldt, men det lykkedes mig at finde ham et job. Han har haft det arbejde i over et år nu, og han er glad for det. Min mor har et bageri og sælger brød fra sit eget hus. Jeg har seks søskende og masser af niecer og nevøer, og jeg vil bare have dem til at se mig som deres bror eller onkel og ikke som en berømt fodboldspiller.

Med en stor familie som min er der altid nogen, der har et problem, men de færreste familiespørgsmål kan løses med penge. Man kan tjene nok så mange penge, men man vil stadig have problemet. Eller man løser problemet for dem, og så kommer de tilbage med deres onkel og deres onkels bror, der også har et problem. Jeg har haft den ’min bror spiller fodbold, men han hjælper mig aldrig-anklage’ rettet mod mig, men jeg hjælper ikke nogen, der ikke hjælper sig selv.

De kan beskylde mig for at være påholdende, men de ved, inderst inde, at det handler om at værdsætte tingene rigtigt. Jeg vil hjælpe folk, hvis de er villige til at sætte pris på og værdsætter, hvad de har. Det handler om selvrespekt. Jeg har selv en stærk arbejdsmoral. Måske kommer det af at have kæmpet så hårdt for at opnå det her: de endeløse busture og lange rejser til fods, at skrabe penge sammen til de ting, andre mennesker tager for givet. Jeg vil være på samme måde med mine egne børn. De får alt, hvad jeg kan give dem, men de skal lære at værdsætte det, de har og får her i livet.

Jeg går ikke ud og køber et palæ til mine søskende. De kommer ikke til at flytte fra et lille, lejet hus til et kæmpe palads, for det er ikke sådan, vi er. De ville ikke få det godt der, de ville ikke føle sig hjemme. De er fra en helt anden slags kvarter. Min familie accepterer det, og de accepterer mig, som jeg er, men der er mennesker, som hægter sig på fodbold-familier, der ikke forstår det. Jeg har ingen respekt for en familie, der holder op med at arbejde, fordi sønnen eller broderen pludselig tjener en masse penge og spiller i Europa.

Da jeg var på vej til Europa, sagde jeg til min far, at han skulle holde op med at arbejde. Det var en fejl, som jeg senere fortrød. Oprindeligt tænkte jeg: ”Han får det mere behageligt på den måde.” Men senere tænkte jeg: ”Hvorfor sagde jeg det til ham?” Han følte sig jo værdsat i kraft af sit arbejde, han havde arbejdet i årevis, det var en del af, hvem han var. Det gav ham selvværd, identitet. Hvis ens far ikke vil arbejde, er det et problem. Og folk omkring ham vil sige: ”Det er Luis Suárez’ far.” Men han har sit eget liv, han skal have sin egen værdi og værdighed. Jeg var nødt til at sige til ham: ”Jeg har ikke tænkt mig at hjælpe dig mere, før du sætter pris på, hvad du har fået, på hvem du er, og på hvad du laver.” Det var svært at få ham til at se det, men til sidst fandt vi ud af det sammen. Faktisk var problemet ofte ikke min familie, men folk omkring dem, som sagde: ”Du er Suárez’ far, du skulle dit eller dat.” Ens søn kan hjælpe en, han kan gøre tingene lettere for en, men ikke løse alle problemer i ens liv. Man er nødt til at sætte pris på sig selv, man må tage hånd om sit eget liv. Ellers vil alle kigge på en og tænke. ”Okay, den fyr er læsset med penge, fordi hans søn er fodboldspiller. Sikket let liv.” Ens selvværd, ens selvrespekt, bør forhindre en i at acceptere den situation.

Man bør aldrig miste denne følelse af at sætte pris på, hvad man har, og anerkende, at man har arbejdet for det. Jeg husker, da jeg var ti eller elleve, og en af min storebrors holdkammerater kom hjem til os med noget brugt tøj. Jeg ser stadig glæden i min lillebrors ansigt for mig. Min familie og venner vil aldrig kunne sige, at succeen har gjort mig til en anden, for det har den ikke. Man vil aldrig se mig købe en masser blærerøvs-biler. Jeg har ikke noget imod, at folk gør det, hvis det er det, de vil, men jeg har aldrig rigtig forstået det. Sådan noget er ikke mig.