6

Rodgers-revolutionen

Der var et øjeblik under min første virkelig dybdegående samtale med Brendan Rodgers, hvor jeg pludselig kiggede på ham og tænkte: ”Hold da op, manden har jo ret!” Vi havde talt ganske længe, og han havde forklaret, hvordan han ville have holdet til at spille, og så faldt det hele på plads. Alt, hvad han sagde, gav god mening. Jeg var fuldstændig overbevist.

Da Kenny forsvandt, begyndte rygterne om, hvem der skulle erstatte ham. Den situation kan være foruroligende for en spiller, fordi man ikke altid ved mere om, hvad der foregår, end andre, udenforstående gør. Man er ikke så anderledes stillet end de fans, der læser om det i aviserne. Brendan Rodgers poppede ret hurtigt op som favorit. Han var ikke et ’stort navn’, og jeg vidste ikke så meget om ham, men Swansea City havde vist sig flot frem med deres attraktive spillestil; de var anderledes, og de imponerede især med deres selvsikre spillestil i betragtning af, at de først lige var rykket op i Premier League sæsonen før.

En af vores sidste kampe i 2011/12-sæsonen havde været ude mod Swansea. Jeg stødte ind i Brendan i gangen ved omklædningsrummene efter kampen, og han sagde på spansk: ”Du er en fremragende spiller, tillykke.”

Jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Det var da interessant: Swanseas manager taler spansk.”

Den første sludder, jeg havde med ham, var på Melwood, lige efter han var blevet bekræftet som Liverpools nye manager. Det var ikke en lang samtale, bare den almindelige velkommen til klubben-snak. Men han ville også tale med mig, fordi der havde været forlydender om, at jeg skulle til Juventus. Jeg havde kun spillet i Premier League i halvanden sæson, og jeg var ikke ivrig efter at flytte. Når en ny manager kommer til klubben, vil man altid gerne se, hvordan tingene udvikler sig, og jeg sagde til ham, at, ja, selvfølgelig ville jeg blive i Liverpool.

Brendan talte spansk med mig, og han bad mig om at give ham tid, om at give ham en chance, og han sagde, at jeg ville blive glad for den måde, vi skulle spille på. Det ville passe godt til mig. Han sagde, at vi ville føre bolden frem langs jorden, spille med stor boldbesiddelse og spille offensiv fodbold. Jeg husker, han sagde: ”Det er ikke så svært at føre bolden frem langs jorden, ved du.”

Da han senere i detaljer forklarede, hvad han mente, begyndte jeg at se, at tingene ville blive anderledes. I grove træk var hans filosofi sådan her: Man har fire spillere i den bageste kæde, og man har en målmand, som på det tidspunkt var Pepe Reina, der er god med bolden i fødderne. Man har de to centerforsvarere uden for feltet, og man har en af de to centrale midtbanespillere, der kan falde ned og hente bolden. Og hvis han er markeret, kommer den anden ned i stedet. Hvis der er tredive meter fra målmanden til midtbanen, og hvis spillerne er gode med bolden i fødderne, så vil modstanderne højest komme frem og presse med to mænd. Der vil ikke komme flere. Hvis man afleverer godt, og hvis man står rigtigt på banen, så er det umuligt for modstanderne at erobre bolden. Hvorfor?

Fordi man er i overtal, og man vil altid have en fri mand at spille, hvilket giver mulighed for at komme videre op ad banen.

En midtbanespiller falder ind i det rum, som centerforsvarerne åbner, målmanden bliver markspiller, og så fører man bolden frem på den måde.

Jeg lyttede, og jeg var solgt. Det virkede så enkelt, men ingen havde forklaret mig det på den måde før. Jeg tænkte: ”Han har ret: Med de spillere, som Liverpool har, og med de færdigheder, som Pepe Reina har med bolden i fødderne, så er det umuligt inden for de første tredive meter at få bolden fra os.” Med mindre vi laver en simpel fejl, naturligvis.

I løbet af de første par uger var den ide grundlaget for det arbejde, vi lavede med Brendan, det var den første byggesten i vores nye tilgang til spillet. Det overbeviste mig allerede fra begyndelsen. Det gav mening. Og selv om resultaterne ikke var gode, kunne jeg se, at vi spillede bedre. Jeg var begejstret. Brendans filosofi var at spille langs jorden, holde boldbesiddelse, og hvis vi mistede bolden, så presse for at få den tilbage. Lade være med at gå i panik, ikke spille så hurtigt, som vi havde gjort i sæsonen før, kigge efter frie rum på det rigtige tidspunkt.

Hvis jeg var begejstret, var andre mere bekymrede. Og nej, ikke på grund af de berømte kuverter, der dukkede op under en tv-dokumentar om klubben. I det store hele lavede vi bare sjov med denne særlige episode, men managerens metoder fungerede virkelig godt for os.

For dem, der ikke så dokumentarfilmen, så havde Brendan altså samlet hele truppen i forsæsonen, kort efter at han havde overtaget jobbet, og her viste han os tre kuverter. Han fortalte os, at der inde i hver kuvert var et stykke papir, hvorpå han havde skrevet navnet på en person, som ville svigte holdet i den kommende sæson. Det var vores pligt, sagde han, at sørge for, at det ikke var vores navn, der stod på sedlen. Ved udgangen af året ville han åbne konvolutterne og afsløre navnene indeni. Jeg havde ikke set en manager gøre sådan noget før, og bagefter var der naturligvis masser af spillere, der talte om det.

Vi sad en gruppe sammen, og Glen Johnson kom over til os og sagde: ”Jeg ved, hvis navn der er i konvolutterne. Jeg ved, hvad der står på alle tre sedler.”

”Hvem? Hvad?”

’”Number 3’ ... ’José’ ... og ’Enrique’.” Vi faldt om af grin.

José Enrique protesterede: ”Nej, nej, nej, nej, Inglés – det er ikke mit navn, det er dit! Ja, jeg så dig”.

Vi fandt aldrig ud af, hvad der faktisk stod på sedlerne i disse konvolutter. Det var en usædvanlig metode, og jeg må indrømme, at jeg et øjeblik tænkte: ”Hvordan kan du tænke, før sæsonen overhovedet er startet, at der er tre mennesker, som vil svigte dig? Og hvis der faktisk er et navn i kuverten, og den pågældende spiller gør det godt, til trods for at du tvivlede på ham, hvad vil du så gøre?” Men det var tydeligt for mig, at det aldrig havde været tilfældet. Jeg er sikker på, at han ikke havde puttet noget i de kuverter. Det var bare en måde at motivere os på, et trick, som skulle sikre, at vi gav alt, hvad vi havde. Og faktisk blev det glemt temmelig hurtigt.

Jeg var meget mere interesseret i den måde, vi skulle spille på. Andre var interesserede af andre årsager. Det kan være skræmmende at spille på den måde; det kræver stærke nerver. Nogle midterforsvarere foretrækker ikke at have bolden så meget. De vil ikke risikere at blive fanget med den. Man kunne se, at midterforsvarerne nogle gange følte sig presset og gerne ville hamre den langt op ad banen, men Brendan insisterede, og efterhånden blev de vant til det. Langsomt blev de mere fortrolige med at føre bolden frem. Vi tilpassede os den nye spillestil. Danny Agger og Martin S?krtel forbedrede sig meget. Teknisk set er de gode, og de har fået mere tillid til deres evner. De er blevet bedre spillere. Før ville der for det meste være to afleveringer og så en lang bold frem, men Brendan har ændret den rutine. Hvis det skal fungere, skal målmanden agere som en ekstra markspiller, og fra første dag begyndte også vores målmænd at blive trænet med henblik på denne nye rolle. Sikkerheden kom via gentagelserne på træningsbanen.

Vi arbejdede også med koordinering af genpresset, når en tabt bold skulle erobres tilbage. At jagte en modspiller på egen hånd giver ingen mening, men gør man det kollektivt, kan det være meget effektivt.

Den nye stil passede mig godt. Når jeg spiller i England, hvor alle midterforsvarerne er store og stærke, har jeg ikke meget gavn af det lange hug hen over midtbanen, for det er svært at vinde nedfaldsboldene mod så fysisk stærke spillere, men får jeg en hurtig frispilning på den ene eller anden side af dem, fungerer det godt. Det er bedst for mig at få bolden langs jorden, og det vidste Brendan, og han har også arbejdet med mig, for at finde de bevægelser, jeg kunne gøre for at isolere en forsvarer. Han var overbevist om, at jeg ville have gode chancer for at vinde, hvis jeg kunne komme til at udfordre dem mand mod mand. Han var ivrig efter at udnytte mine styrker, og min stil passer perfekt til hans.

Han vidste, at jeg er en meget instinktiv spiller, som stoler på min intuition. Han vidste, at jeg ikke ville spille godt, hvis han forsøgte at gøre mig til en statisk nummer 9, som blot skulle stå og slås med forsvarerne i feltet, mens jeg ventede på indlæg fra fløjene. Nej, i virkeligheden ville jeg ikke bare gøre det dårligt. Det ville være endnu værre: Jeg ville slet ikke være der. Han vidste, at jeg er en bevægelig angriber, og at jeg meget af tiden ville befinde mig uden for feltet, lede efter plads, skifte position. Jeg ville ikke blive stående i feltet og vente på, at den ene eller anden wing slog den indover.

Andy Carroll ville være der, det er klart. Enhver træner har sin egen smag, hvad angår spillerne, og når man tænker på den spillestil, som Andy stod for, var det naturligt nok, at Brendan ikke havde ham med i sine planer.

Andy er høj, stærk, god i luften. Men jeg tror, at folk tog fejl af ham: Han er også vældig god teknisk. Han rammer bolden meget rent med sin venstre – og med stor kraft. Den styrke, han bragte ind i spillet, imponerede mig altid under vores træningspas. Det var en skam, at skader forhindrede os i at få mere end nogle få kampe sammen i vores første sæson i Liverpool.

Men lægger man sit spil an på shortpassing, hvor man forsøger at sætte spillerne op i de frie rum med masser af tempo, så passer han ikke ind. Han ønskede at spille for England, så det var vigtigt for ham at få nogle kampe i benene. Derfor begyndte han at kigge efter en måde at komme videre på, og til sidst tog han til West Ham på lån. Træneren var ærlig over for ham, hvilket altid er den bedste måde: Hvis du ikke har tænkt dig at bruge en spiller, så fortæl ham det.

Noget lignende skete med Charlie Adam. Charlie afleverede godt, men hans spil var bedst egnet til et spil med længere afleveringer end dem, Brendan ville spille med. Brendan ville have korte og skarpe afleveringer og hurtige bevægelser. Det var derfor, han hentede Joe Allen i Swansea.

Brendan beskrev Joe som ’den walisiske Xavi’. Det faldt ikke helt ud på den måde, og det er da også noget af et navn at skulle leve op til, men Joe var især glimrende i de første ti kampe eller deromkring, og jeg tænkte, han var en fremragende forstærkning. Brendan kendte ham rigtig godt fra deres tid sammen i Swansea, og Joes første par kampe var fantastiske. Han var vældig god med bolden, han passede perfekt til Brendans fodboldforståelse, og defensivt var han i særklasse. Frem for alt forstod han med det samme, hvordan Brendan ville have ham til at bevæge sig på banen, mens eksempelvis Stevie og Jordan Henderson først skulle tilpasse sig hans stil.

Efterhånden gik det nu også fint med deres tilpasning. I Jordans tilfælde kom beviset i sidste sæson. Jordan havde virkelig udviklet sig meget. Til at begynde med forsøgte han måske at gøre for meget på én gang, men han er intelligent, og han lærte meget af Brendan i det første år, selv om han ikke spillede ret meget. Når man så ham den følgende sæson, spillede han de korte afleveringer, når han så dem. Han tog sig tid, var roligere, klogere. Han lærte også at forstå Daniels og mine bevægelser bedre, og overgangen til spillet med førstegangsafleveringer passede ham godt. Han gjorde også oprør imod kritikerne. Måske fik de noget frem i hans karakter, som vi ikke vidste, han rummede.

Brendan ændrede ham som spiller; han ændrede os alle. Jeg huskede Rafa Benítez’ Liverpool, som var et hold baseret på en stærk defensiv og kynisk udnyttelse af kontramuligheder, så jeg betragtede ikke nødvendigvis Brendan Rodgers’ nye Liverpool som en generobring af gamle klubværdier, men folk begyndte hurtigt at tale om det på den måde. Jeg hørte tilhængere tale om ’pass and move’, altså den måde som de store Liverpool-hold fra halvfjerdserne og firserne havde spillet på. For mig at se var der alligevel noget i denne forestilling om Joe som den walisiske Xavi. Jeg vil ikke sige, at vi spillede som Barcelona, for det var umuligt at efterligne den hastighed, førsteberøring og teknik, som deres afleveringer var resultatet af på det tidspunkt. Men man kunne se den spanske indflydelse på Brendans arbejde. Han var interesseret i Spanien, han havde studeret der, og det, han havde lært dernede, var kernen af vores spillestil: hurtige, korte afleveringer, højt pres, hurtige bevægelser, føre bolden ind i feltet langs jorden i stedet for at stå derinde og vente på, at bolden kommer flyvende ind fra fløjen.

Selvfølgelig er det ikke helt så enkelt. Man er altid nødt til at tilpasse sig det miljø, man befinder sig i. For eksempel ville Barcelona ikke være den samme klub i den engelske liga. I Spanien får man lov at spille mere. Bagkæden og midtbanespillerne kan alle sammen spille, men det hænger sammen med, at de får lov til at spille. Modstanderne kommer frem og presser ved midterlinjen, men ikke højere oppe. I England presser de langt mere aggressivt, de er meget mere over en. Barcelona ville være nødt til at tilpasse sig Premier League. Hvis man omvendt placerede Liverpool i den spanske liga, ville de heller ikke være det samme hold. Når man ser et spansk hold spille mod et engelsk hold, får man et lille glimt af, hvad det betyder: Det spanske hold presser, helt sikkert, men det er noget andet. De engelske hold løber meget mere, men de løber ofte mindre intelligent. Generelt er engelske hold dårligere organiseret end de spanske. Brendan skilte sig ud: Hans taktiske arbejde var ekstraordinært, mens nogle af modstanderne syntes at gøre mindre ud af dette område.

Brendan viste hurtigt, at også han var tilpasningsdygtig. Han justerede vores måde at spille på efter, hvem vi mødte. Hvis modstanderne kun spillede med en mand oppe foran, stillede vi nogle gange op med tre i bagkæden i stedet for de sædvanlige fire og brugte så samtidig de to backs til at give bredde og dybde til angrebet. Han ved også, at han er nødt til at lytte til spilleren for at kunne vide, hvad han er tryg ved at gøre på banen. Brendan er helt enestående til at udnytte det, som spillerne kan og vil.

Liverpool er i vældig gode hænder med Brendan Rodgers. Den måde, han trænede os på, mens jeg var i klubben, var imponerende, og jeg er sikker på, at de metoder, jeg havde fornøjelse af, og fandt så effektive, fremdeles vil blive anvendt. Alt, Brendan foretager sig, er rettet mod at perfektionere mekanikken i spillet og korrigere detaljer med henblik på den næste kamp – eller mod at opfylde et bestemt mål. Selv om der ikke var nogen specifikke instrukser til at begynde med, vidste jeg, at så snart jeg kom i gang med tirsdagstræningen, ville alle øvelserne være målrettet mod kampen den følgende weekend. Det kunne være en lille øvelse, hvor vi endnu ikke kunne se, hvad han arbejdede hen imod, men de var altid rettet mod kampen. Hvis vi lavede en øvelse, hvor keglerne var placeret med større afstand, havde vi allerede en god idé om, at han i weekendens kamp ville bede os om at spille med stor bredde. Et andet eksempel: Der var en øvelse, hvor fire store kegler var linet op, og vi lavede en kombination med tre-fire berøringer, hvor den sidste aflevering kom fra en mand, som efterfølgende løb i dybden, ind bag keglerne. Kombinationen blev udført af to angribere og to midtbanespillere, og afleveringerne ville være en-to-tre og så et dybdeløb. Igen: Det blev ikke sagt direkte, men når vi repeterede en øvelse af den type, betød det normalt, at vi skulle møde et forsvar med en flad bagkæde. Med den rigtige kombination kunne vi bringe en af vores spillere alene med målmanden.

Det var aldrig sådan, at han i detaljer pindede sin plan for weekendens kamp ud for os i løbet af ugen, for gør man det, risikerer man, at spillerne bliver trætte af at høre om det og ender med at stå af. Hvis han allerede, når vi mødte ind til tirsdagstræning, gik i gang med at fortælle os, hvordan modstandernes venstre back ville spille om fredagen, ville vi bare blive vanvittige. Så vi arbejdede langsomt frem mod kampen, og så om torsdagen eller først om fredagen, kunne han sige, ”de er svage her”, eller ”de er sårbare i dette rum”. Instruktionerne blev mere eksplicitte, jo tættere vi kom på kampen: ”Se, hvis de går frem og møder os her, så er du hurtigere end dem og kan skære indenom”, eller ”de vil altid holde linjen i bagkæden, og så kan du simpelthen overløbe alle fire på en gang”, eller ”hold øje med venstre back – han er den, der reagerer langsomst og træder ikke med frem for at trække offside. Han står og glor og reagerer ikke så hurtigt som de andre forsvarere.”

Nogle gange har vi arbejdet med endnu mere eksplicit fokus på modstanderne. Da vi stod over for Andy Carroll igen, havde Brendan set, at West Ham åbnede opspillet hos backerne, som derefter bankede diagonale bolde frem mod Andy. Så under forberedelserne lod vi Martin Kelly spille Andy. Vi forberedte modtræk mod de bevægelser, Brendan havde set modstanderne betjene sig af. Brendan var ikke permanent optaget af at instruere os om modstandernes styrker og svagheder, men ved at gentage bestemte øvelser fik han alligevel budskabet til at sive ind.

Det var det samme i den anden ende af banen: Afhængigt af modstandere ville man se mig lave forskellige løb. Under forberedelserne til kampen mod West Ham vidste vi, at deres to forsvarere i højre side – vores venstre – var langsommere end vores offensive spillere i samme side. En af de bevægelser, vi arbejdede på, var derfor at modtage bolden i den side og stikke den ind mellem deres to forsvarere vel vidende, at jeg er hurtigere, og at det derfor ville være svært for dem at vende hurtigt nok. Man har måske set mig vende med bolden midt inde i banen, fordi jeg vidste, at midterforsvarerne ikke havde lyst til at løbe om kap med mig, men at de sandsynligvis ville føle sig tvunget til det. Måske har Brendan ikke sagt direkte, at ”de er langsomme”. Det har snarere været noget med, at vi arbejdede på den bevægelse: at slå en bue frem mod en position bredt i banen, modtage bolden, vende med den og så af sted.

Der var altid en videosession dagen før kampen. Her så vi, hvordan modstanderne spillede, og hvor deres svagheder var. Videoerne var ti eller femten minutter lange – havde de været meget længere, ville det have virket mod sin hensigt, tror jeg – og viste os, hvornår forsvaret holdt linjen, hvornår de brugte zoneforsvar, og hvornår det var mandsopdækning, eller hvilken back der var den sidste til at komme frem og trække offside. Brendan kunne sige: ”Okay, denne fyr holder altid sin plads, så vores wing kan få plads denne vej rundt, og så løber angriberen her.”

Vi øvede også altid dødboldene dagen før kampen. Mange Premier League-hold virkede uforberedte på dem. Jo, de var klar til en statisk kombination, hvor bolden løftes ind i feltet, men de virkede ikke forberedt på den hurtige kombination, hvor en spiller fx foretager et indløb samtidig med afviklingen af sparket. Der er masser af trænere, der ligesom Brendan har studeret i Spanien, og de tager disse kombinationer med til England, så det er under forandring. Men en fiks kombination med meget bevægelse vil stadig fange mange hold i England på det forkerte ben, mens det måske ikke vil være tilfældet andre steder. For eksempel var en af de første kampe, vi spillede under Brendan, hjemme imod Manchester City. City brugte zoneforsvar, hvor kun to eller tre spillere havde mandsopdækningsopgaver. Ved den fjerneste stolpe stod den daværende Manchester Cityforsvarer Kolo Touré. Sebastián Coates var i feltet, og han gjorde en bevægelse frem mod bolden, men stoppede op, så Touré blev screenet ud af spillet, og så kunne Martin S?krtel ugeneret løbe ind og score ved fjerneste stolpe.

For angriberen er der altid et yderligere element, nemlig målmanden. Nogle bliver helst på stregen, andre foretrækker at komme ud og hente bolden i feltet, og det ved man også. Hos Liverpool så jeg videoer, eller trænerstaben fortalte mig, hvad der ventede mig. Hugo Lloris kommer fx altid ud. Han er super hurtigt ude efter bolden, så man ved, at man som angriber er nødt til at reagere hurtigt. Ellers lukker han en ned, men man ved også, at man har en chance for at lobbe på ham, netop fordi man kan være sikker på, at han ikke bliver på linjen. Han er virkelig god. Undertiden er han overmodig, men han har en sjælden smidighed og hurtig reaktion. Han er et forbillede; men så er der også målmænd, som altid kommer ud og gør sig brede med spredte ben, og så ved man, at man kan prikke bolden under dem.

Jeg bruger altid meget tid på at kigge målmændene ud og tale med mine holdkammerater om dem. Jeg vil som regel vide, om han foretrækker at kaste sig til en bestemt side, om han er hurtig eller langsom, om jeg fx kan afslutte under armene på ham, eller jeg skal sætte bolden ind uden for hans rækkevidde. Man ved, at der er målmænd, som sætter sig ned på en skudfinte, mens andre bliver stående, uanset hvor meget man finter, og så må man bare banke til den. Målmændene vil naturligvis også kigge mig i kortene, men det skænker man ikke en tanke under kampen. Man har ikke tid til at stå og regne på et bluf og et dobbeltbluf, mens man okser af sted derude. Den eneste situation, hvor det kan komme i spil, er ved straffespark. Sandheden er imidlertid, at uanset hvor meget man analyserer målmanden og tænker over, hvordan man vil afslutte, så ender man måske alligevel med at gøre noget andet, end man havde tænkt sig. Så spiller man på intuitionen. Det man trods alt kan gøre, er at betinge sin tankeproces gennem grundige iagttagelser, sådan at ens intuition kodes på et ubevidst plan af det, man ved om den målmand, man står overfor.

• • •

Hvis arbejdet med Brendan var godt, så var resultaterne ikke. Vi tabte 3-0 til West Brom på den første dag, hvor vores fejl blev dyre, selv om vi faktisk startede kampen ganske godt, og vi vandt ikke en eneste af vores første fem kampe. Da vi tabte åbningskampen, tænkte vi allerede: ”Det her bliver ikke nemt!” Så var der en 2-2-kamp mod Manchester City. Vi var foran 1-0 og 2-1, men måtte indkassere en Carlos Tevez-scoring ti minutter før slutfløjtet. Vi førte 2-1, da Martin lavede en fejl, og de fik udlignet. Derefter blev vi slået 2-0 hjemme af Arsenal, og Manchester United slog os 2-1 på Anfield. Jonjo Shelvey blev udvist lige inden pausen mod United. Inden udvisningen følte jeg, at vi var det bedste hold: Vi var mere aggressive, vi spillede offensivt.

Selvom vi spillede med ti mand, bragte Stevie os foran et minut efter pausen. Det var et særlig følelsesladet øjeblik for ham. Seksoghalvfems balloner var blevet sendt op mod himlen af Bobby Charlton og Ian Rush før kampen for at højtideligholde Hillsborough-tragedien – et tegn på, at der hinsides den fodboldmæssige rivalisering er en kamp for retfærdighed, som bringer folk sammen – og Stevie fejrede sin scoring ved at pege op mod himlen for at mindes sin fætter, der døde i tragedien i en alder af kun ti år.

Med kun ti mand på banen, var det imidlertid svært for os at fortsætte dominansen. Rafael udlignede, og da Robin van Persie scorede på straffe i slutningen af kampen, var det som et tegn på det, der ventede os det år. Sæsonen var kun fem uger gammel, så følelsesmæssigt var det svært at klare. Det gjorde det tydeligt, at vi stod over for en vanskelig sæson; denne tidlige optimisme var falmet.

Undertiden spiller held også en rolle, og det følte vi bare ikke, vi havde. Det kan være svært at overbevise spillerne om det fornuftige i at skifte spillestil, og opgaven bliver endnu vanskeligere, når resultaterne ikke er gode. Efter United-kampen lå vi på attendepladsen i ligaen. Vi havde endnu ikke vundet, og folk begyndte at sammenligne holdets resultater med dem, vi lavede under Roy Hodgson. Vi spillede godt, stilen var god, men resultaterne var forfærdelige, og det er altid en hård test af ens tiltro til det nye spillekoncept. Jeg var overbevist om, at vi i det lange løb ville få det på plads, at stilen, analyserne og det hårde arbejde ville give resultater, men det er uundgåeligt, at tvivlen sniger sig ind på en. Man tænker: ”Puha, det her bliver vanskeligt.” Vores mål var at komme med i Champions League, men det var allerede ved at glide os af hænde, og sæsonen var dårligt nok begyndt.

Så kom kampprogrammet os til undsætning. Det næste på menuen var udekampen mod Norwich. Vi vandt 5-2 på Carrow Road, og jeg scorede hattrick. Det var mit andet hattrick i træk på den bane. Folk siger, jeg må have et udestående med dem, og nogle gange spørger jeg mig selv: ”Hvorfor bliver jeg ved med at hamre sådan nogle skønne mål ind mod Norwich og ikke mod City eller Chelsea eller United?” Samme år måtte jeg i en kamp mod Arsenal se et ellers glimrende skud retouchere mod stolpen – noget, der skulle vise sig at blive et tilbagevendende tema – og jeg tænkte straks: ”Den var gået ind mod Norwich.” Norwich’ målmand, John Ruddy, har sikkert også stået og tænkt: ”Tja, mod mig ville du have scoret der.”

En af Norwich’ spillere sagde, sidste gang vi spillede, noget til mig, der fik mig til at grine: ”Du er oppe mod din ven i dag,” sagde han. Men Ruddy er en god målmand, det er ikke hans skyld. Jeg har bare været heldig mod ham. Han sagde selv til mig: ”Dig igen! Hej, næste gang behøver du ikke ulejlige dig med at komme, ok?”

Da jeg skrev under med Barcelona, skrev han for sjov på Twitter, at han helt sikkert fortjente en del af transfersummen.

Det handler virkelig om held. Jeg scorede i det andet minut af den kamp, og pludselig tænkte jeg: ”Okay, det her er noget andet. I dag går alt godt.” Ved dette første mål ramte jeg ikke engang bolden særlig godt, men i det øjeblik ændrede alt sig, selvtilliden strømmede igennem mig. Jeg tænkte: ”Nå, hvis den går ind, så går det hele ind.”

Nogle gange arbejder det imod en, men selv den mindste ting kan pludselig få en i gang. Den følgende sæson mod Norwich, i december 2013, spillede jeg rædselsfuldt de første ti-femten minutter. Jeg mistede hver en bold, jeg fik at arbejde med. På et tidspunkt kom jeg ud at løbe med en forsvarer, og jeg snublede og vaklede videre, og jeg mistede bolden igen. Jeg sagde til mig selv: ”Luis, du har en lang aften foran dig, hvis du ikke kan komme forbi en Norwichforsvarer.” Det er ikke sådan, at jeg mener, Norwich har dårlige forsvarsspillere, slet ikke, men Norwich skulle jo være mit hold.

Jeg begyndte at blive desperat. Jeg var så irriteret på mig selv. Men så scorede jeg ud af intet på et langskud, så fra hjørnet, så endnu et – og et til. Fire mål! Uforklarligt. Jeg spillede ikke engang særlig godt, men pludselig var heldet på min side. Pludselig var jeg ustoppelig.

Der er tidspunkter, hvor hvert et skud synes at gå ind, men når tingene ikke går godt, går en angriber amok i desperate forsøg på at score, fast besluttet på at bryde den onde cirkel. Man når det punkt, hvor man tænker: ”Hvad fanden sker der med mig?” Man begynder at lede efter løsninger. Man ændrer sine rutiner. Man skifter støvler eller går ud på banen som fjerde mand i stedet for som syvende. Man træner anderledes. Og i sidste ende finder man så alligevel ud af, at træningen ikke er problemet: Man kan møde op til kampen efter en uge med fremragende træningspas og tænke: ”Jeps, jeg er skarp”, men det er man bare ikke. Jeg vil hellere gå gennem hele ugen uden at score et mål, gemme mine mål til kampen. Det er sandt, at man nærmest fra det øjeblik, kampen fløjtes op, er klar over, om man kommer til at spille godt eller ej. Det er så også rigtigt, at der har været tidspunkter, hvor det har hjulpet, når en manager trak mig til side i halvlegen for at give mig et tip til at ændre mit fokus eller den måde, jeg spillede på – eller bare at give mig et wake-up call, for at få mig til at stramme op: ”Hvad er der i vejen med dig?” Og så, nærmest ved et tilfælde, kan en dårlig stime pludselig være overstået. Jeg er kommet til den erkendelse, at det bedste, man kan gøre, er ikke at lede efter løsningen overhovedet, altså at lade den dårlige stime slutte af sig selv. Jeg er efterhånden ved at lære, at jeg skal være roligere. Sommetider fortæller min intuition mig, at jeg er på vej ind i en dårlig stime. Jeg mærker det selv, før andre overhovedet bemærker noget: Indimellem ved jeg det bare. Det er godt at anerkende dette i stedet for desperat at jagte en scoring. Det er bedre at glemme det og spille, nyde kampen, ikke tænke på målene. Når jeg er fuld af selvtillid, skyder jeg fra en position, som jeg ellers aldrig ville skyde fra; når jeg omvendt strides med at score mål, og jeg så får en halv chance, vil jeg i stedet kigge efter en at aflevere til. Det er faktisk langt bedre end at blive besat af tanken om selv at skulle score. Og nogle gange dukker heldet så op igen, og jeg tænker: ”Luis, du er så heldig.”

Den Norwich-kamp var noget af et vendepunkt for os. Den var et bevis på, at vi gjorde fremskridt, og fra det øjeblik steg vores forventninger til os selv. Det er rigtigt, at vi kun vandt en af de næste fem kampe, men vi tabte heller ikke, og vi spillede uafgjort i vigtige kampe, fx mod Everton (2-2) og Chelsea (1-1) undervejs.

Jeg nød nok Everton-Liverpool endnu mere end Liverpool-Everton derby-kampene. Atmosfæren på Goodison fik mig op at køre. Tilhængerne var tæt på banen, der var knald på dem, og jeg kunne godt lide at mærke, at de var imod os. Jeg scorede den dag – det mål, som jeg fejrede ved at smide mig foran David Moyes – og Stevie troede, han havde spillet mig fri til det afgørende mål i overtiden. Hans frispark blev headet ned på jorden af Sebastián Coates, og jeg bankede bolden i nettet. Linjevogteren var længe om at hæve flaget, og da vi endelig indså, at scoringen var underkendt, var Stevie allerede løbet firs meter ned mod Liverpools tilhængere for at fejre den. Han havde ryggen til linjedommeren, så han havde ingen anelse om, at der var vinket for offside. Vi var rasende, men kunne heller ikke lade være med at grine lidt.

• • •

Det begyndte at lysne, men vi havde brug for noget mere. Den trup var for smal, selv om vi havde forstærket os med Fabio Borini fra Roma. Jeg vidste, at vi ikke rigtig havde nogen til at erstatte mig, hvis jeg blev skadet eller fik karantæne, og det samme var tilfældet, hvis der skete noget med Joe Allen. Vi havde Suso og Raheem Sterling, men de var begge stadig meget unge, og manageren havde ikke rigtig mere at gøre godt med. Vi vidste, at vi heller ikke rigtig havde noget overraskende at kaste på banen for at ændre på tingene, hvis vi fik problemer i en kamp. Der var bare ikke nok spillere. Vi talte om det indbyrdes, men vi behøvede ikke at fortælle det til Brendan. Han vidste det udmærket. Faktisk sagde han det også. Han fortalte os, at der ville komme nye spillere til januar. Hvad vi ikke vidste var, hvem det ville være.

Da Daniel Sturridge og Philippe Coutinho skrev under med klubben, blev vi glade. Ikke blot fordi, at de er gode spillere, men også, fordi de begge kom med en attitude, som sagde: ”Vi er her for at hjælpe.” Det var ikke gået så godt for nogen af dem i deres tidligere klubber, så de var virkelig opsatte på at få det til at fungere hos Liverpool, for at vise hvad de kunne. De havde også managerens tillid allerede fra begyndelsen. Brendan satte dem på holdet med det samme.

Daniels første kamp var en FA Cup-kamp hos Mansfield Town i januar, hvor han scorede. Vi vandt 2-1, og jeg scorede også – med hånden. Det var et uheld, men det var på et tidspunkt, hvor hvad som helst, der gik galt, syntes at have store konsekvenser, særlig hvis jeg var involveret. Bolden ramte mig på hånden. Det var ikke bevidst. Da jeg scorede, gik jeg ud fra, at målet var blevet underkendt. Det var først, da jeg kiggede på dommeren, og så, at han var på vej tilbage til midterlinjen, at det gik op for mig, at der var mål. Og helt ærligt tænkte jeg med det samme: ”Okay, så har vi den igen.” Jeg vidste allerede, at jeg ville blive angrebet for den scoring.

Deres manager Paul Cox forstod det. Han beskrev scoringen med hånden som ’instinktiv’. Han vidste, at jeg ikke havde gjort det med vilje, og han sagde, at han selv ville have fejret målet, hvis en af hans spillere havde scoret sådan. Han anerkendte, at det ikke var min opgave at underkende målet. Det var dommerens opgave.

Nogen sagde, at jeg fejrede håndscoringen ved at kysse min hånd, at jeg på den måde føjede spot til skade, men det var sådan, jeg altid fejrede målene. Jeg kan huske, at jeg som barn så spillere, der nærmest havde deres særlige fejringer som varemærke: Claudio ’Piojo’ López, Marcelo Salas, Ronaldo eller Bebeto. Og så siger man til sig selv: ”Jeg ville elske at have min helt egen fejringsgestus en dag.” Jeg var på Ajax’ hotel i Holland på det tidspunkt, kedede røven ud af bukserne på mig selv, og da jeg talte med Sofi i telefonen, sagde jeg til hende: ”Ved du hvad? Jeg har gået og tænkt over, at jeg har brug for min egen måde at fejre en scoring på.” Ligesom mit eget varemærke. Da jeg var barn, kunne jeg godt tænke mig at fejre ligesom Marcelo Salas, men jeg ville heller ikke kopiere nogen. Så stod jeg foran spejlet og tænkte: ”Hvad kan jeg finde på?” Og jeg begyndte at vrikke mine fingre op og ned, og jeg tænkte: ”Tja, det er da ikke så dårligt ... ” Det var ikke en revolvermand-ting; jeg forsøgte ikke at være El Pistolero eller noget, det var bare fingrene. Snarere en dans end en skydegestus. Og Sofi sagde: ”Tja, det er okay, vil jeg tro.” Senere kom den gestus med at kysse min ringfinger, hvilket var en hilsen til Sofi. Så blev Delfina født, og så blev det udvidet til: kys ringfingeren og derefter håndleddet, hvor jeg har Delfinas navn tatoveret. Nogle Liverpoolfans regnede ud, at Delfina var et anagram af Anfield, så det blev ret populært, selv om jeg ingen anelse havde om det, da hun blev døbt. Det var et rent tilfælde.

Da Benjamin blev født, havde jeg ikke lyst til at få endnu en tatovering i forlængelse af Delfinas navn, men jeg var nødt til at gøre noget for ham, så jeg tænkte, jeg ville sætte hans navn på det andet håndled. Men så gik det op for mig, at jeg fik brug for fem minutter til at fejre hvert mål, hvis jeg fik tatoveret hans navn på det andet håndled. Så jeg endte med at få hans navn på det samme håndled som Delfi. Jeg sværger: Jeg gjorde det i sidste ende sådan på grund af mine målfejringer: Jeg kunne ikke først kysse min ring, så det ene og så det andet håndled. Det var allerede rigeligt.

Men det er grunden til, at jeg fejrede scoringen mod Mansfield på den måde; ikke fordi jeg lige havde scoret med hånden.

Efter sejren over Mansfield trak vi Oldham Athletic i en udekamp. Det var min første kamp som Liverpool-anfører. Sandheden er, at jeg blev ret overrasket. Da jeg ikke talte meget engelsk, kunne jeg ikke se mig selv som en oplagt kandidat. Da Brendan sagde, jeg skulle være anfører i den kamp, opsøgte jeg ham og fortalte, at jeg foretrak, at han gav armbåndet til en anden. Jeg tænkte, det var bedre, hvis Martin S?krtel var kaptajn, men Brendan fortalte mig, at hans stab havde besluttet, at det skulle være mig, så jeg accepterede hvervet med stor taknemmelighed. Mit første job som anfører var at tale med Martin og forklare ham, hvad der var sket, for jeg ville ikke have, at han følte sig snydt, og fordi jeg helt ærligt mente, han var en bedre kandidat til tjansen end mig. Han sagde, at han ikke havde noget imod det. Det var ikke sådan, at jeg ikke havde lyst til at være anfører for Liverpool, det var simpelthen, fordi at jeg ikke ønskede at vise disrespekt over for holdkammerater, som havde fortjent det mere end mig. Det var en ære.

På banen gjorde det ikke den store forskel, men der var nogle opgaver, som jeg var nødt til at tage på mig, og nogle ting, jeg var nødt til at ændre. Da jeg var hos Ajax, plejede jeg at spille med strømperne rullet ned og min trøje uden for bukserne, men det ændrede sig, så snart de fik mig gjort til anfører: Jeg stoppede trøjen ned og trak mine strømper op, bogstaveligt talt.

Sådan skulle jeg naturligvis også se ud som Liverpoolanfører, og så skulle jeg naturligvis også føre holdet ud på banen – hvilket var lidt af et problem for en person, der er overtroisk og derfor altid går sidst ud.

Der var andre opgaver, som jeg ikke vidste fulgte med. Jeg sad der i omklædningsrummet hos Oldham og lyttede til musik med hovedtelefoner på, da assistenttræner Colin Pascoe kom over og sagde: ”Luis, vi skal ud at hilse på dommeren.” Man går ind for at tale med anføreren for det andet hold, og dommeren fortæller os begge, hvornår vi skal stå klar i tunnelen, og beder os om at sikre, at vores holdkammerater har taget deres smykker af og tapet deres fingerringe ind.

I modsætning til i Holland slap jeg her for at give en peptalk eller sådan noget. Jeg var faldet død om af forlegenhed. Jeg vidste ikke engang, hvordan man siger plat eller krone. Heldigvis havde dommeren taget sin egen mønt med. Den havde et billede af solen på den ene side, og så meget kunne jeg godt finde ud af, så jeg sagde bare: ”Sol.” Jeg kunne ikke rigtig sige ret meget andet, og hvis de var begyndt at tale til mig om noget andet, var jeg faldet sammen. Mit engelsk var ikke til det. Jeg var også nervøs.

Og da det så kom til stykket, var kampen forfærdelig. Det var ikke lige sådan, jeg havde drømt om at være anfører for Liverpool. Når man spiller en pokalkamp mod et hold fra en lavere division, er der altid en risiko. Det er svært ikke på forhånd at tænke, at den kamp allerede er vundet. Men så blev der spillet langsommere end normalt, mine muskler var kolde, og samtidig voksede vores modstanderes selvtillid. Vi tabte 3-2. Det var forfærdeligt at blive slået ud af FA-cuppen af Oldham. Jeg begyndte kampen som anfører og sluttede den som fiasko.

Overordnet set blev vi dog bedre og bedre. Og de nye drenge, Daniel Sturridge og Philippe Coutinho, gjorde en kæmpe forskel.

Philippe var fantastisk. Han forandrede virkelig holdet. Det var ham, der gav os modet til at være boldførende, fordi hans tekniske færdigheder er så gode. Man vidste bare, at han ikke ville miste bolden, man vidste, at han ville skabe noget særligt med den, at han altid ville vælge den rigtige aflevering. Han blev træt meget hurtigt i sine første kampe for klubben og var nødt til at lade sig skifte ud, fordi han var kommet fra en liga, der ikke er så fysisk som Premier League, og han spillede ikke så tit, men man kunne med det samme se, at han var noget helt specielt. Vi var alle meget imponerede over ham fra første dag.

I mellemtiden var Daniel ved at udvikle sig til den bedste angrebsmakker, jeg endnu havde haft i min karriere. Jeg havde set Daniel spille hos Chelsea, men skal sandheden frem, vidste jeg ikke engang, at han havde været i Manchester City. Jeg havde heller ingen anelse om, at hans far havde været fodboldspiller. Men jeg havde set ham spille, og jeg kunne virkelig godt lide ham. Jeg kunne se, at han kunne gøre en forskel. Når jeg iagttog ham til træning, voksede min respekt for hans kunnen sig endnu større. Jeg vidste, at han var hurtig, men den måde, han afsluttede på, imponerede mig virkelig. Hvert et skud gik ind. Hver eneste gang. Han havde talentet, og Liverpool tilbød ham den mulighed og kontinuitet, som han ikke havde haft hos Chelsea. Han var samtidig så ambitiøs, at han også nok skulle præstere, hvis først han fik muligheden.

Første gang, jeg talte med Daniel på Melwood, overraskede han mig ved at sige: ”Vi kan udrette noget stort her sammen, du og jeg.” Det er helt naturligt, at etablerede spillere kan opfatte en ny spiller i truppen som en konkurrent, og jeg er ikke anderledes, hvad det angår. Det tænkte jeg heller ikke, at Daniel var.

Det er ikke normalt, at en ny spiller er så dristig, som Daniel var den dag, og et øjeblik tænkte jeg: ”Hvorfor siger den fyr nu det til mig?” Men han havde lige fra starten set for sig, at vi skulle spille ved siden af hinanden i Liverpools angreb. Daniel kunne sagtens have været bekymret og blot tænkt på sig selv: ”Luis er forward. Det bliver ligesom i Chelsea: Jeg får ikke mange chancer her.” Han har sikkert tænkt, at han i første omgang ville være nødt til at vente på sin chance i stedet for nødvendigvis at spille sammen med mig hver gang. Og i begyndelsen spillede vi da heller ikke altid sammen. Men Brendan ville have os begge med på holdet, og Daniel vidste, at vi havde brug for denne hjælp. Det vidste vi også.

Skulle vi begge på banen samtidig, indebar det imidlertid nogle ændringer, og jeg var ikke helt tryg ved det til at begynde med. Brendan spurgte, om jeg kunne spille nogle kampe i højre eller venstre side, eller måske ligefrem som 10’er. Jeg tror, jeg spillede 10’er oftere end noget andet, og det var i det væsentlige for at gøre det muligt for os begge at spille på samme tid. Da Brendan spurgte mig om det første gang, var der en del af mig, der tænkte: ”Hør nu her, jeg er 9’er.” Men han præsenterede det for mig på en intelligent måde og sagde: ”Luis, vi har brug for en angriber mere, både for at vi ikke udelukkende skal være afhængige af dig, men også for at forsøge at åbne rummet op foran for dig.” Jeg accepterede hans argumentation, og jeg indså hurtigt, at det ville hjælpe både mig og holdet.

Det var ingen problemfri proces. Og da jeg sagde: ”Jeg er 9’er”, ja, så var en del af problemet, at det er jeg faktisk heller ikke rigtig. I første omgang ville Brendan have mig til at bruge mere tid inde i feltet, og det fungerede ikke rigtig sådan, som han gerne havde set, primært fordi jeg ikke altid kom ind i feltet tidligt nok, eller fordi jeg ikke begrænsede mine bevægelser til de områder, han ville have mig til at dække. Jeg er ikke en statisk spiller. Han gav mig videoer og forklarede, hvilke løb han ville have mig til at foretage, og jeg forstod godt, hvad han ville. Problemet var bare, at det ikke falder mig naturligt at spille på den måde. Det ligger ikke til mit temperament at stå i feltet og vente på bolden. I begyndelsen skabte vi chancer, men jeg befandt mig ikke der, hvor jeg kunne udnytte dem.

Vi talte egentlig ikke så meget om det. I virkeligheden tror jeg, at Brendan blev lidt træt af at fortælle mig, hvilke løb han forventede af mig, hvor han ville have mig til at være placeret, når det i sidste ende viste sig, at det ikke var til at lave mig om. Det var ikke sådan, at jeg var stædig eller ignorerede ham. Det var heller ikke, fordi jeg troede, jeg vidste bedre – selv om spillere faktisk ofte har en tendens til at tro det – men mit spil er nu engang mit spil, og min natur tog over. Jeg kunne godt befinde mig der, hvor han ville have mig til at være, i feltet, i ti eller femten minutter, mens jeg omhyggeligt tænkte hans instruktioner igennem, men i de næste femogtyve gled jeg tilbage til min gamle position, efterhånden som mine instinkter tog over. Han blev ved med at sige til mig, at jeg ikke skulle lade mig falde så dybt ned i banen eller trække så bredt ud, fordi han ville have mig i feltet, og fordi man giver holdkammeraterne problemer, hvis man mister bolden så langt tilbage på banen. Men det var vanskeligt for mig.

Da Daniel kom og spillede i midten, og jeg i et par kampe spillede længere ude i siden, indså jeg, at jeg kunne hjælpe holdet på den måde, og at det passede mig overraskende godt. Men jeg kunne heller ikke spille som decideret wing. Jeg havde stadig en tendens til at gå længere ind i banen. Jeg kan spille to-tre kampe på fløjen for dig, hvis du har brug for det, men i den fjerde kamp, vil jeg allerede være irriteret. Jeg vil ikke spille hele sæsonen der, for det er bare ikke min position. Brendans spillestil udviklede sig i kraft af de spillere, han havde i truppen, og en af de spillere var mig. Han ville have spillerne at føle sig godt tilpas på banen, og da han så, at jeg har det bedst med at bevæge mig fra midten ud til venstre og så komme ind i feltet derfra, kiggede han efter en måde at drage fordel af det på og få det bedste ud af mig.

Brendan kunne også godt se, at der ville være øjeblikke, hvor jeg måske ikke fulgte modstandernes back ned langs linjen, hvor jeg ikke reagerede hurtigt nok i det defensive arbejde, så han ledte efter en formel, som gav ham mulighed for at spille med både Daniel og mig, sådan at vi begge følte os godt tilpas på banen. Til tider vælger man en bestemt løsning lige så meget for at holde gode spillere glade som for at danne et bestemt taktisk mønster. Det er ikke let for en manager.

Brendan fandt en måde. Nogle af mekanismerne i spillet blev naturligvis indlært og lagt fast, men vi eksperimenterede også med forskellige løbemønstre, og spillerne befandt sig i forskellige positioner. Det viste sig, at vi supplerede hinanden godt. Det er svært for modstandernes forsvar, når man har to spillere, som er mobile. Hvis man har en som Daniel, der bevæger sig godt, er hurtig og afslutter godt, så giver det plads til mig og omvendt. Modstandernes trænere tænkte: ”Vi bliver nødt til at holde en mand på Suárez”, men på den måde åbnede de for Daniel. Det var ikke så indlysende for dem, hvad de skulle gøre.

Jeg tænker, at folk tvivlede på, at det kunne fungere, at de tænkte: ”Okay, de skal nok aflevere til hinanden i begyndelsen, men før eller siden vil de vise sig at være egoistiske.” Nu skal jeg fortælle dig noget: Alle angribere er egoistiske. Hver eneste angriber er egoist. Uden undtagelse. Jeg kender ikke nogen, der ikke er. Men det er ikke en dårlig ting, og det er heller ikke noget problem. Holdet nyder godt af det. Når jeg siger, at angribere er egoistiske, så er det, som det burde være. Der er tidspunkter, hvor angribere, der er for uselviske, brænder chancer, netop fordi de afleverer bolden, hvor de ikke burde. Det handler om at ville vinde kampe.

Selvfølgelig er der situationer, hvor man skændes på banen, men det er ofte et produkt af den måde, man ser tingene på i et ophidset øjeblik, og man har ikke altid ret. Nogle gange laver du et løb, og du begynder at råbe på bolden, og du er overbevist om, at du er fri. Men din holdkammerat med bolden kigger på dig og tænker: ”Nixen, han har to mænd hængende i ryggen.” Du siger noget til ham, og folk tror, I skændes, eller at I er uvenner, men det er ikke sandt – det handler bare om, at du syntes, du kunne se en chance for at afslutte, og han ikke kunne se det. Bagefter ser du situationen på tv, og han har ret. Eller måske siger han undskyld, at han tog en forkert beslutning, og forklarer, at han troede, du var markeret, da han kiggede op.

Så tre eller fire kampe senere afleverer han måske til dig hver gang, og du tænker: ”Så i dag, giver han mig den?” Selvfølgelig: fordi der ikke er to ens kampe, omstændighederne ændrer sig, de rum, man har, er forskellige. Han kan tage fejl i den konkrete situation, selv om han tager sin beslutning af de rigtige grunde hver gang. Du kan også selv tage fejl. Denne gang kunne han se, at det var en god mulighed at aflevere. Gangen før kunne han ikke. Mere er der ikke i det. Folk kan se jer tale eller kalde på bolden, eller ligefrem skændes, og de tænker, at der er et problem mellem ham og dig, men det er ikke tilfældet.

Ved udgangen af 2012/13-sæsonen havde jeg scoret 23 ligamål, selv om jeg ikke havde spillet de sidste fem kampe på grund af karantænen for at bide Branislav Ivanovic. På det tidspunkt lå jeg foran Robin van Persie på topscorerlisten. Daniel havde scoret 11, og han havde kun været hos os en halv sæson.

Daniel og jeg talte aldrig om, hvem der havde scoret flest mål. Ikke engang som en joke. Vi vil begge gerne score mål, men ingen af os er besat af at være stjerne eller topscorer. Det er en fodbold-egoisme, intet andet. Det handler ikke om alt det uden for banen, men om indre værdier i spillet, om at score for at vinde. Det handler hverken for ham eller mig om at være større end nogen anden. Det handler om den måde, vi spiller på, følelsen af at hjælpe holdet, ikke om at få en serie mål på cv’et af hensyn til statistikken eller berømmelsen.

Den eneste gang, jeg husker selv at have været opmærksom på statistikker under min tid i Liverpool, var i sidste sæsons sidste Premier League-kamp. Det var mod Newcastle, og kampen skulle vise sig at blive min sidste for klubben. Jeg vidste, at jeg ville vinde Den Gyldne Støvle, hvis jeg scorede et mål eller to. Jeg var ikke besat af at score, og jeg satte aldrig individuelle hensyn over holdet, men jeg vil ikke nægte, at jeg tænkte over det den dag. Jeg vidste, at det ville være en vigtig pris for mig og for Liverpool. Jeg fortalte Stevie, at jeg gerne ville tage straffesparket, hvis vi fik et. Da vi var ved at køre sejren sikkert hjem, og spillere signalerede til hinanden, at vi blot skulle holde bolden inden for vores egen rækkevidde, begyndte jeg at råbe det modsatte. Jeg ville have os til at angribe, komme fremad. Jeg blev helt ophidset. Jeg råbte: ”Nej, nej, angrib!” Jeg ville score for min egen skyld, men jeg ville have holdet med på den. Jeg tænkte på mig selv i det øjeblik, det er sandt. Men det var også den eneste gang, og kun på den sidste dag. Min personlige målscore var aldrig den drivende kraft for mig i løbet af sæsonen.

Hvis jeg bare ville score mål for min egen statistiks skyld, ville jeg have bedt Stevie om at lade mig tage straffesparkene allerede fra begyndelsen af sæsonen. Men det faldt mig aldrig ind før den sidste kamp, og det faldt heller ikke Daniel ind. I februar samme sæson førte vi med 4-0 over Swansea og fik så et straffe. Daniel spurgte Stevie, om han kunne tage det den dag – ikke fordi han bare ville have et mål mere til statistikken, men fordi det var en god måde at bryde sin måltørke på og komme tilbage på sporet. Stevie gav ham bolden, og han scorede. Det er bare endnu en lille indikation af, hvilken anfører han er.

Det makkerskab, jeg udviklede med Daniel, viste sig at blive så godt, at folk begyndte at kalde os ’SAS’. Jeg må tilstå: Jeg kunne godt regne ud, at SAS stod for ’Sturridge and Suárez’, men jeg havde ingen anelse om, hvad SAS i øvrigt var for noget.

Kampdag

Ved afslutningen af mit engagement hos Liverpool, var det blevet et veletableret ritual: Efter hver kamp kom fysioterapeuterne ned i omklædningsrummet for at uddele smoothies.

”Luis, hvilken smag vil du have? Chokolade eller frugt?”

De spurgte altid, og nogle gange svarede jeg dem endda også.

Den ene dag kunne det være: ”Chokolade”, den næste: ”Frugt”.

Men det gjorde ingen forskel, og det blev nærmest til et spil, en leg: De vidste, at uanset hvilken smag, jeg valgte, ville det hele ende i skraldespanden. De smoothies, vi fik hos Liverpool, var tilberedt specielt til os. Sådan gør de også i andre klubber, jeg ved fx, at Barcelona også bruger dem. De er designet til at hjælpe os med at genvinde kræfterne efter den udmattende kamp, og personalet hos Liverpool forsøgte virkelig at få mig til at drikke dem, men i sidste ende gav de alligevel op. Jeg drikker stort set ikke andet end vand – masser af vand.

Det begyndte, da jeg var i Holland, og jeg har ikke ændret på det siden.

Det handler til dels om nerver. Mens jeg forbereder mig til kampen, går jeg hele tiden og nipper til en vandflaske. Jeg har altid en flaske i hånden. Fysioterapeuterne fatter ikke, hvor meget jeg drikker. Før en kamp kan jeg uden vanskeligheder arbejde mig gennem fire-fem liter vand. Og med alt det vand – sammen med min mate – får jeg virkelig fyldt mine væskedepoter op. Under kampen glemmer man alt om det, men bagefter rammer det mig, og så skal jeg ellers på toilettet konstant. Jeg møder min kone bagefter, og jeg har dårligt fået øje på hende, før jeg siger: ”Vent lige, jeg er nødt til at gå på toilettet.”

Så 20 minutter senere er det: ”Jeg er der om et øjeblik, jeg skal bare på toilettet.”

Det er praktisk, når der er dopingkontrol efter kampen. De fleste spillere er en evighed om at aflevere en prøve, de har svedt alt ud under kampen, men for mig tager det ingen tid.

Det driver Sofi til vanvid, og mine holdkammerater griner altid ad mig – hvis vi sidder i spillerbussen eller skal nå et fly, så smutter jeg altid ud på toilettet. De kigger på mig og tænker:

”Hvad? Igen?”

Jeg spiser næsten ikke noget. Liverpools fysioterapeuter og folkene bag Uruguays landshold har sagt til mig: ”Hvordan kan du drikke så meget vand, aldrig spise noget, og så løbe så meget, som du gør i løbet af en kamp?”

Hvis vi spiller klokken tre om eftermiddagen, står jeg op mellem 9:30 og 10:00 og får min mate, som rummer halvanden liter vand. Og så kører jeg ellers på de små vandflasker hele vejen frem mod kampen. Det bliver til en fem-seks stykker af dem i løbet af toenhalv-tre timer. Det sidste, jeg ønsker, er en stor tallerken pasta oven på den diæt.

Hvis vi spiller ved frokosttid, tager jeg lidt toast med min mate til morgenmad, men intet andet. Jeg sidder og ser spillerne guffe enorme mængder pasta i sig klokken ti om morgenen, og jeg fatter ikke, hvordan de kan. Klokken et eller to om eftermiddagen, okay, men den er ti om morgenen. Jeg vil ikke røre det. Og selv ved frokosttid spiser jeg knap nok noget: ingen pasta, ingen shakes, bare vand og en smule salat.

Fysioterapeuter, ernæringseksperter, managers og trænere har alle prøvet at få mig til at spise noget mere, men det er helt udsigtsløst. De forstår ikke, hvorfor jeg nærmest aldrig får muskelskader. Det trodser videnskaben, men det ser ud til at fungere for mig. Jeg har intet imod, at man får sig en ernæringssmoothie, hvis man har lettere ved at komme sig over kampen på den måde, men hver gang jeg har taget dem, er jeg blevet dårlig.

For mig handler det om vand: Masser af vand før kampen, vand i halvlegen og så vand igen efter sidste fløjt. Det er blevet en fast rutine. De blev ved med at komme rundt og spørge: ”Chokoladeeller frugtsmag?” De vidste aldrig, hvad jeg ville sige. Men de vidste, hvor det ville havne. Barcelonas fysioterapeuter er hermed advaret ...