Epilog:

El callejón

Da jeg var syv år gammel var mit drømmeland den smalle baggade, der løb bag om vores hjem i La Comercial-kvarteret i Montevideo. I den ene ende stod det citrontræ, som min bedstemor havde plantet, mange år inden vi flyttede ind i hendes lille et-etages hus, da mine forældre søgte arbejde i byen. Og i den anden ende var de imponerende grå vægge, pigtråden og overvågningstårnene i det lokale kvindefængsel. Klemt inde mellem det børnehjem, som hørte til fængslet, og rækken af fængselsceller og værksteder ved siden af vores hus, lå den ujævne grusbelægning, der fungerede som vores interimistiske fodboldbane.

El callejón, som vi kaldte den, var bred nok til vores kampe, men for smal til kørende trafik. Lidt skæmmet, som den var, af udstødningsgasser og støjen fra de busser og biler, som skramlede ned ad Bulevar Artigas, kunne den ikke ligefrem måle sig med Saltos åbne vidder, hvor vi boede, indtil jeg var seks, men det var nu vores åndehul midt i Montevideos evige uro. Det var også det foretrukne tilflugtssted for en helt anden trafik. Efter mørkets frembrud kunne man være sikker på, at de mennesker, der passerede forbi, var der for at købe hash eller kokain – eller for at sniffe lim eller bare drikke sig fulde. Det var sådan et sted, man ville ønske, man ikke var kommet til at slentre gennem ved en fejltagelse, men det var bogstaveligt talt lige uden for min bagdør, og jeg var der nat og dag for at spille fodbold.

Jo ældre jeg blev, desto mere opmærksom blev jeg på den narkotika og alkohol, som skiftede hænder eller blev indtaget der. Lugten af marihuana fordelte sig ud over pladsen fra de grupper af mennesker, der kom for at besøge deres pårørende i fængslet. Mange forsøgte at smugle stoffer ind, nogle forsøgte endda at få de indsatte ud – der var adskillige flugtforsøg gennem årene. Et par af dem lykkedes også.

Min storebror Paolo, som var seks år ældre, spillede i el callejón med sine venner, og jeg ville være med. Der var ikke meget plads, og jeg var en af de mindste. Min brors venner var ikke vilde med det, da de så, hvor lille jeg var, men da det gik op for dem, hvor frygtløs og mere end blot anvendelig jeg var som medspiller, var der ingen indvendinger. De blev overrasket over, hvor godt jeg klarede mig, duknakket, som jeg var, og med brystet fremme. Jeg smadrede ind i langt ældre drenge og kastede mig rundt mellem murene, aldrig skræmt og altid med fokus på bolden, kæmpende for hver eneste tomme.

Hvis vi var nok, spillede vi på langs fra Citrontræsenden til Fængselsenden, og bolden blev konstant holdt i spil af fængselsværkstedets skodder og børnehjemmets pigtrådspyntede mure. Hvis vi var knap så mange, spillede vi på den anden led og hamrede bolden ind mod de mål, vi havde spraymalet på væggene mellem al den anden graffiti på hver side af den smalle gade.

Jeg savnede at spille barfodet på det grønne græs i Salto, hvor vi boede på Paraguay Street, og hvor alle lod hoveddøren stå åben, og hvor man spillede med sine venner i den friske luft hver dag. Salto er som en landsby i sammenligning med Montevideo. Alle kender alle. Og jeg begyndte at spille puslingefodbold, da jeg var fire år gammel i en klub, som hed Deportivo Artigas og blev styret af min farbror. Banen lå på militærbasen, hvor min far kortvarigt havde været soldat, og han spillede også for klubben. Han var en hård venstre back, der sparkede en masse modstandere i smadder, men som også ramte bolden vældig godt med sin venstre fod. Da min familie blev tvunget til at flytte til Montevideo, fordi min far var på udkig efter arbejde, tog mine forældre af sted med mine brødre og søstre, mens jeg blev hos mine bedsteforældre, fordi min farbror ville have mig med i en turnering. Det var den perfekte undskyldning. Jeg havde alligevel ikke lyst til at forlade mit hjem. Jeg elskede at spille fodbold med mine venner. I et stykke tid lykkedes det mig at blive hængende i Salto. Jeg var allerede en rebel i en alder af seks. Da jeg i sidste ende alligevel blev nødt til at forlade Salto, tog jeg landsbyens navn med mig – jeg er stadig ’El Salta’ for mange af de venner, jeg har haft i længst tid.

Skiftet fra de åbne marker til storbyens baggårde var hårdt, og det hærdede mig. Der var kampe, jeg sluttede i gråd med forrevne fødder efter at have spillet hele aftenen med billige sandaler, fordi jeg kun havde ét par træningssko, og dem skulle jeg have på i skole.

På den anden side af vejen, over for vores gamle hus i nabolaget, hvor vi spillede vores kampe, lå den blok, hvor ’El Jefe Negro’, altså Obdulio Varela, engang boede. Den sorte chef var anfører for landsholdet i sine bedste år, hvor han var med til at vinde VM i Brasilien i 1950 på Maracanã. Ikke at jeg var særligt bevidst om dette som barn, hvor jeg drønede op og ned ad sidegaderne. Mine helte var lidt mere samtidige.

Vi kommenterede, mens vi spillede: ”Og her har vi Francescoli med bolden, han afleverer til Ruben Sosa – og tilbage til Francescoli.” De første ordentlige støvler, jeg fik, var Adidas Francescolis – en fødselsdagsgave fra min mor i 1997, da Francescoli lige var stoppet med at spille, mens jeg fyldte ti. Hver gang, jeg scorede, skreg jeg navnet på mit idol og min første rigtige rollemodel inden for fodbolden, Argentinas centerforward, Gabriel Batistuta. ”Bat-is-tuuuuut-a!”

Når vi ikke kunne spille fodbold i el callejón, spillede vi inden døre. Når vi blev sendt ind på værelset, var det jo meningen, at lyset skulle slukkes, og vi skulle sove, men så lavede vi en bold af en sammenkrøllet avis i en sok, og vi øvede nogle akrobatiske flugtninger eller flyvende hovedstød med sengen som landingsbane. Til sidst lykkedes det os at smadre sengen. Begæret efter at spille fodbold, uanset hvad der kom i vejen, var umætteligt.

Vi spillede også en slags hjemmelavet Subbuteo med kapsler malet i holdfarver og med gamle skotøjsæsker som mål. Hvis vores mor smed spillet ud, fordi vi havde været for vilde, så improviserede vi igen: Nu med spillere af foldet pap og en knap som bold.

Og hvis vi ikke spillede, eller konstruerede et nyt fodboldspil, så vi fodboldkampe i fjernsynet. 1994-VMslutrunden er den første, jeg husker. Italien og Brasilien spillede finale, og Roberto Baggio brændte et straffe. Jeg husker Romário og Bebeto med den berømte ’vugge-fejring’ af et mål. I 1997 spillede Uruguay U-20 VM-finale mod Argentina i Malaysia. Vi var utrolig stolte over at have Uruguay i finalen, selv om det kun var U-20, og så var vi oppe klokken fem om morgenen for at se Fabián Coelho, César Pellegrin, Marcelo Zalayeta og Nicolás Olivera spille finale mod Argentina. Jeg har aldrig haft vanskeligt ved at forstå, hvordan fans føler for denne sport, for jeg skal bare stille uret tilbage til den tid, og så kommer alle følelserne strømmende tilbage.

Ok, så var det heller ikke værre at forlade Salto. I Montevideo har hvert kvarter sin egen klub, og Nacional var min. De to stærkeste klubber i landet er Nacional og Peñarol, og vi var en splittet familie. Det hedder sig, at Peñarol er jernbanearbejdernes klub, mens Nacional er elitens, men sådan så jeg ikke på det. Sandt er det dog, at Nacional er den største, selv om min bror, Maxi, vil være uenig. Han holder med Peñarol. Maxi er et år yngre end mig, og vi var uadskillelige. Vi skændtes om fodbold fra solnedgang til daggry og med vores mor som den forstående dommer i de fleste af vores tvister. Værst var det, når vi skulle ind at se en kamp. Han ville se Peñarol, og jeg ville se Nacional. Kompromiset var at gå til Peñarol den ene dag og Nacional den næste, men nu har jeg aldrig været særligt optaget af kompromiser.

Jeg sagde: ”Hvorfor skal jeg finde mig i at gå med til Peñarols kampe, hvis jeg ikke vil?”

”Tja, hvis du gerne vil se Nacional spille, så er du nødt til også at gå med din bror ind at se Peñarol.”

Når jeg gik til en Peñarol-kamp, sad jeg meget stille.

Jeg troede ikke, at folk kunne gennemskue, at jeg var en Nacional-tilhænger, som modvilligt ledsagede min bror til kampen. Men der var øjeblikke, hvor de sagtens kunne se det. Jeg husker en dag, hvor Peñarol spillede mod Racing i en Copa Libertadores-kamp på byens store Centenario Stadion. Der, i denne store betonskål, der var vært for den første VM-finale i 1930, gjorde jeg mit bedste for at gemme mig, men jeg var ved at dø indeni, omgivet af Peñarol-tilhængere. Jeg var kun gået til kampen for at få lov at gå til den næste Nacional-kamp. Hvad jeg ikke havde lagt mærke til, før jeg stod inde på stadion, var, at jeg havde mine Nacional-strømper på.

Jeg sad med sådan en stor bisset knægt på min ene side og min bror og min mor på den anden, og så scorede Peñarol. Min mor var også Peñarol-tilhænger. Da Peñarol scorede, sang og dansede alle på stadion – alle undtagen mig. Bissen ved siden af mig siger: ”Hej, hvorfor jubler du ikke? Kan du ikke se, at Peñarol vinder.” Og så begyndte jeg at hoppe lidt op og ned sammen med min bror, som gjorde sit bedste for ikke at grine vel vidende, at det sidste, jeg ønskede, var at fejre Peñarols sejr i Copa Libertadores, især med mine Nacional-strømper nu synligt fremme. Det var et helvede.

Der var en lignende historie, da vi bad om lov til at være kamp-maskotter, og vores mor sagde: ”Okay, ikke noget problem – I kan begge få lov at være maskotter, men I skal følges ad, så den ene uge er det hos Peñarol og den næste hos Nacional.”

Min Urreta-trøje lignede Peñarols med de gule og sorte striber, så jeg tog deres dragt på for ikke at skulle lide den tort at bære en Peñarol-trøje. Den eneste trøje, jeg havde lyst til at bære, var Nacionals hvide og blå.

På sin vis blev det værre for min bror, for da jeg senere begyndte at spille for Nacional, kom han og spillede med mig i det samme ungdomssystem. Jeg irriterede ham endnu mere, end han drillede mig. Jeg fandt engang en Nacionalfane i en park på vej til skole og flagede med den for min bror på legepladsen foran alle hans venner. Han gjorde sit bedste for at opretholde forestillingen om, at han var 100 procent Peñarol, men det blev umuligt, da det rygtedes, at han spillede for det andet hold. Når de to store hold spillede mod hinanden i den uruguayanske clásico, græd den ene bror, mens ham ved siden af med triumferende skrig annoncerede hver en scoring i hans øre. Og hvis ens hold tabte, ville man aldrig få fred. Man skulle høre om det igen og igen. Min far, Rodolfo, holdt med Nacional, og det gør min storebror, Paolo, også. Jeg har en søster, Giovana, der støtter Nacional, og en anden, Leticia, der støtter Peñarol. Så det gav sammenlagt fire for Nacional og tre for Peñarol. Min yngste bror, Diego, blev lokket og presset af begge sider, men vi vandt til sidst, så nu støtter han også Nacional.

Maxi og jeg var ikke altid modstandere. Min farbror havde fået mig ind på holdet hos Urreta, da jeg var syv, og Maxi sluttede sig til os, da han var seks. Meget af Uruguays succes inden for fodbold skyldes puslinge-fodbold. Der spilles seks mod seks i de stærkt konkurrenceprægede ligaer for drenge fra fem til tretten år. Banen er omkring en tredjedel af en normal fodboldbane. Ved første øjekast ligner denne turneringsmodel den, der anvendes i resten af verden, men i Europa tilskynder de nærmest en nulkontaktsport i den alder. Sådan fungerer puslingefodbold ikke i Uruguay, overhovedet ikke. Det er en fysisk og aggressiv liga, og forældre og trænere tager det så alvorligt, at nogle mødre og fædre selv holder deres børn væk fra det, fordi de mener, at noget af det sjove ved spillet tabes på grund af intensiteten. Nogle mener endda, det er farligt. Det bibringer et voldsomt konkurrencepræget miljø fra en tidlig alder, og jeg havde meget nytte af de erfaringer, jeg allerede havde gjort mig på gaden – at man spiller for at vinde for næsten enhver pris.

Urreta er en nydeligt aflukket bane med sin lille trebænkes tribune i den ene ende. Nu har den en frodig, grøn græsbane, men dengang min bror og jeg tilbragte vores aftener med at glide rundt derude, var det en nådesløs lårfræser af en grusbane. Det var en ti-minutters bustur hjemmefra, når vi havde pengene til billetten, og en halv times gåtur, når vi, som det oftere var tilfældet, ikke havde.

Jeg kan stadig huske, hvordan vi holdt hinanden med selskab på denne tur til Urretas bane, zig-zaggende gennem Montevideos netværk af kolde, mørke gader, når vi gik de femten blokke for at træne. Da jeg var færdig med ligaen for drenge under ni år hos Urreta, inviterede faren til min holdkammerat Martín Pírez mig til at komme og spille for drengeholdet hos Nacional. Urreta ville ikke slippe mig. Det var min første klubskiftekontrovers.

Det var faktisk ret fjollet. Urreta kunne dårligt siges at have krav på deres unge angriber. De var kvarterets hold, ok, men den største klub i Uruguay – min klub – havde inviteret mig til at spille. Det var en mulighed, jeg var nødt til at forfølge. Men Urreta stod stejlt på, at de ikke ville lade mig gå. Jeg tror, de afsluttende ordudvekslinger var noget i denne stil:

”Nå, men jeg smutter alligevel.”

”Nå, men hvis du skrider, så skal du aflevere alt dit udstyr.”

”Selvfølgelig får I spilledragten tilbage, men jeg skifter til Nacional.”

Min bror skiftede også, og i stedet for de tredive minutters gåtur til Urreta havde vi nu en fyrre minutters bustur til træning med de tre-dobbelte Copa Libertadores-vindere i Nacional. Træningen begyndte klokken 19:30, men vi fik fri fra skolen klokken fem, og vi vidste, at vi kunne køre gratis med bus indtil 18:00, så længe vi blot havde vores skoleuniformer på. Så vi kom en time for tidligt for at slippe for at betale for turen, og så fik vi et lift hjem af en af vores venners fædre, når træningen sluttede 21:30.

På det tidspunkt tog jeg stadig tilbage til Salto hver sommer for at spille en turnering i min gamle hjemby. Nu blev jeg drillet med min storbyaccent, når jeg var hjemme, ligesom jeg i Montevideo var blevet drillet med min Salto-accent, da jeg kom til storbyen i en alder af seks. Det var altid dejligt at komme tilbage, men det var begyndt at gå op for mig, og for alle andre, at jeg måske var blevet en lille smule bedre end resten af spillerne i min aldersgruppe.

Det var min farbror, Sergio Suárez, der havde animeret mig til at spille mere konkurrencepræget, mens jeg endnu kun var fire år gammel. Det var ham, der lærte mig at ramme bolden ordentligt, og sørgede for, at jeg spillede kampe fra en meget tidlig alder. Turneringen blev afholdt hvert år i december under min ferie, og jeg boede i min bedstefars hus imens. Men da jeg var elleve år gammel, fik jeg at vide, at jeg ikke skulle være med i turneringen den sommer. Jeg var hos Nacional, og vi var mestre. Jeg var en af deres bedste spillere, så i følge arrangørerne var jeg vokset fra Salto-turneringen.

At jeg ikke længere skulle spille sommerturneringen, betød samtidig, at jeg ikke længere kom hjem til Salto hvert år. Det var afslutningen på et kapitel i mit liv. Det var jeg ked af, men samtidig havde det en positiv indvirkning på mig at vide, at jeg var blevet for god til at spille i den turnering. Det var et tegn. Det var første gang, jeg nogensinde havde tænkt: ”De er bange for mig, så god en spiller er jeg.”

Da jeg spillede for Nacional som elleveårig, havde jeg allerede et fyrigt temperament. Jeg blev så oprevet, at jeg kunne græde, hvis jeg ikke scorede mål. Der var kampe, hvor jeg aldrig afleverede bolden til andre, fordi en medspiller havde scoret et mål, og jeg ikke havde. Jeg var vokset op i et miljø, hvor ingen giver en noget. Hvis man vil have noget, må man tage det selv. I Uruguay er der mange fattige mennesker. Der er fattige mennesker, som i det mindste har arbejde og på den måde kan forsøge at skrabe nok sammen til at holde skindet på næsen. Der er det arbejdende folk, og så er der de rige mennesker.

Jeg voksede op i den første gruppe. Mine forældre, mine søskende og jeg lavede og solgte alt, hvad vi kunne finde på, for at skabe os en tilværelse og overleve. Det var aldrig let.

Jeg lærte meget tidligt i mit liv værdien af at arbejde, og hvor hårdt vi måtte kæmpe for at komme nogen vegne. Man må gribe den mulighed, der byder sig til, uanset hvor lille den er, kæmpe med næb og kløer, når man har den inden for rækkevidde, og aldrig lade den slippe væk igen.

Foruden arbejde var det også nødvendigt med et stærkt fokus – en målbevidsthed, som jeg altid har haft, og som har hjulpet mig undervejs. Man er nødt til at være mentalt stærk. Talent er aldrig nok.

Maxi var en bedre spiller end mig. Han spillede i min aldersgruppe, selv om han var et år yngre. Han var den teknisk begavede af os. Men han havde et problem med det selskab, han holdt sig. Jeg formåede at holde mig på det rette spor, men han gik den anden vej. Det var en vanskelig tid for os alle med vores forældres skilsmisse. Min ældste bror, som senere fik en fodboldkarriere i El Salvador og Guatemala, var allerede flyttet hjemmefra for at bo sammen med sin partner, og for os yngre drenge føltes det, som om familien var ved falde fra hinanden. Vi flyttede meget rundt. Fra hus til hus – alle i samme kvarter, ganske vist – og der var ingen stabilitet. Vi boede lidt hos den ene forælder og så lidt hos den anden.

Jeg fik aldrig rigtig en chance for at sætte mig ned og tale med mine forældre for at have sådan en samtale, hvor de kunne sige: ”Hør her, min søn, når du bliver større, så sørg for at værdsætte det, du har fået”, eller ”Du skal gøre sådan her”, eller ”Glem aldrig, hvor du kommer fra.”

De blev separeret, og vi var mange børn, nogle flyttede hjemmefra, min mor arbejdede hele dagen, min far arbejdede, så det var svært at lære noget af dem, tale med dem om, hvordan voksenlivet ville blive, hvordan man kunne håndtere at blive voksen så hurtigt, som vi nu var nødt til, og fx hvordan jeg skulle agere, hvis jeg fik succes. Jeg ville have elsket at have sådan en samtale, da jeg var barn. Så heldig var jeg ikke, selv om det nok også havde noget at gøre med, hvordan jeg selv var. Jeg tror, at mine brødre og søstre, eller nogle af dem i hvert fald, havde den slags samtaler med vores forældre. Men jeg ville hellere passe mig selv. Og når jeg vaklede, så var Sofi der for mig.

Jeg havde mine vanskeligheder hos Nacional, men jeg spillede videre gennem mine teenage-år, og jeg blev ved med at forbedre mig. Maxi ramte en mur. Hans udvikling standsede, fordi han faldt i med det forkerte slæng. Han ved, og hele familien ved, at han var bedre end mig. Hvis han havde været mere fokuseret og havde villet det mere, end han gjorde, så havde han gjort store fremskridt. I stedet foretrak han at gå ud på diskoteker, eller han forsvandt i nogle dage med sine venner, da han kun var fjorten år.

Som hans bror forsøgte jeg altid at hjælpe ham, tale med ham, men vi var begge børn. Jeg kunne tale alt det, jeg ville, og han ville stadig gøre, som hans venner gjorde, ikke hvad hans bror fortalte ham, han skulle. Maxi er begyndt at spille fodbold igen, og han har det fint. Han var ikke i nærheden af at ødelægge sit liv, men han gjorde tilstrækkeligt til at ødelægge, hvad der kunne have været en strålende karriere. Han ved hvor meget arbejde, man er nødt til at investere for at komme langt. Han ved, hvordan jeg har knoklet for at forbedre mit spil. Jeg tror, han er stolt af det, jeg har opnået, fordi han ved, hvor svært det var for os begge, og hvor hård man nogle gange er nødt til at være.

Man kan også sige, at i betragtning af, at jeg skulle være en ’hård fyr ’, så har jeg alligevel ladet mange tårer trille i løbet af min karriere. Jeg skammer mig ikke over at indrømme det – jeg græder meget. Jeg var sådan som barn, og jeg har ikke ændret mig. Jeg er den fyr, der går fra banen i en strøm af tårer, når han indser, at chancerne for at hente mesterskabet er væk; ham, der græder, når han er revet midt over af sin egen ubeslutsomhed, fordi han har sagt, at han ønsker at forlade sin klub, men nu har fået den tanke, at et skifte også kunne gøre tingene endnu værre for ham og hans familie; ham, der græder, når han skal møde op klokken 7:30 på et hotel og sidde og lytte til advokater, der diskuterer en dom, som han føler er uundgåelig, og som vil plette hans ry for livet.

Jeg græd, da Ajax’ fans sagde farvel til mig. Og jeg forstod aldrig, hvorfor Jamie Carragher ikke gjorde det samme, da han vinkede farvel til Anfield for sidste gang som spiller. Kom nu, en tåre – i det mindste én! Jeg græd i ti-femten minutter i Amsterdam Arena, da de tog afsked med mig, og jeg havde kun været der i tre sæsoner. Carragher havde været i Liverpool hele sit liv, da han trak sig tilbage, og alligevel virkede han så rolig som et bjerg, da han sagde farvel. Måske burde der være gjort mere ud af hans afsked på banen, fx med en kæmpe skærm, der viste alle hans største øjeblikke i klubben. Den dag, Stevie Gerrard stopper, håber jeg virkelig, at han får den helt store tur.

Jeg ville gerne have haft en afskedskamp i Liverpool. Der ville jeg også have været badet i tårer, ingen tvivl om det. Jeg er en følelsesladet person. Jeg er sentimental nok til at have teksten til den sang, som Sofi og jeg blev gift til, tatoveret på ryggen: ”Vores tid er kort. Dette er vores skæbne, jeg er din.” Og jeg er ham, der forsøger at dedikere sine mål til sine kære – helt til den ekstrem, hvor fejringen af målet varer længere end scoringen. Jeg har også en tatovering på mit ben: Uruguay: Campeones de América og så datoen for vores 2011-triumf. Jeg har tatoveringer med begge mine børns navne og en tatovering, der bare siger ”Sofi”.

Den fyr, der tatoverede min søn, Benjamins, navn for mig, lavede også tatoveringen på ryggen med vores bryllupssang. Han er kæmpe Liverpoolfan og ville have mig til at lave en tatovering på sig. Jeg sagde til ham, at han måtte være vanvittig, men han fandt en lille utatoveret plet på sin krop.

”Lav den dér!”

Jeg troede, der først skulle tegnes en skitse og så først derefter køres på med blæk. Overhovedet ikke.

”Bare gør det,” sagde han. Ingen skitse, ingen øverunde, bare mig, en nål og hans kød. Ok, så gjorde jeg det. Et L, et S og et 7-tal. Sofi optog hele processen på sin mobil, og det var faktisk ikke så slemt.

Jeg ville have elsket at tilføje en tatovering, der markerede Liverpools mesterskab for 2013/14-sæsonen, men sådan skulle det ikke være. Jeg har ikke noget imod, at billedet af mig, der forlader Selhurst Park, for mange vil være et varigt minde. På mange måder passer det perfekt, fordi det er en påmindelse om, hvor meget det betød for mig, og hvor tæt vi kom på at præstere noget virkelig utroligt.

Det er ikke det eneste, folk tænker på, når de tænker på mig, det ved jeg godt. For ikke-Liverpool-fans vil det også være de tre bid og Evras anklage.

Holdninger ændrer sig med tiden, og at få årets spillertitlen af fodboldjournalisterne i 2014 var noget særligt, og derefter at få den af mine kolleger var det i endnu højere grad. Wayne Rooney sagde nogle pæne ting om mig inden 2014 VM, nemlig at han elskede, hvordan jeg spillede. Hans mening betyder noget for mig. Han ved, hvordan det er at være derude på banen. Han kender det pres, de forventninger, man er underlagt, og den nidkære analyse af hver eneste lille bevægelse. Begivenhederne i Brasilien har ændret folks holdning til mig endnu engang. Men jeg vil komme tilbage igen. Jeg vil vise folk min bedste side. Jeg prøver.

Jeg vil gerne tro, at folk respekterer mig som spiller. Jeg har været kritiseret for ting, som jeg har gjort, og for ting, som jeg ikke har gjort. Men jeg vil altid trække mig selv op ved hårrødderne og komme tilbage til arbejdet, tilbage til det job, som jeg elsker.

Jeg vidste, at når jeg vendte tilbage til arbejdet denne gang, så ville det være foran 98.000 mennesker på Camp Nou – så langt fra el callejón som jeg overhovedet kunne komme.

Oktober 2014