3
DE MØDTES OM EFTERMIDDAGEN på det sted, som Zeta havde sendt dem koordinaterne til. Det var et sted, han havde valgt fuldstændig tilfældigt. Af sikkerhedsgrunde. De pjattede lidt rundt, indtil klokken blev to, så satte de sig op på scooterne og gav sig til at cruise planløst rundt, mens Zeta aflyttede alarmcentralen. De skulle have held med sig i dag, ellers ville de få store problemer, for så ville de løbe tør for benzin, og hvis deres lo-tech scootere ikke kunne køre, måtte de bevæge sig rundt til fods, og det var slet ikke en god ide. Ikke i niveau nul. Det ville gøre det umuligt for dem at raide, og de ville være ekstremt udsatte for at blive overfaldet. Uden scootere var det så godt som umuligt for dem at skaffe sig kontanter.
Alt i niveau nul var illegalt. Selv pengene. I den normale borgers liv foregik alt, der havde med penge at gøre, elektronisk. Folk fik sat deres løn ind på deres konto, og når de købte varer, blev beløbet trukket automatisk. Men sådan var det ikke i niveau nul. Her fandtes der stadig kontanter, og det eneste sted, man kunne skaffe sig dem, var i niveau nul. Det var også det eneste sted, man kunne bruge dem. For eksempel på benzin til sin scooter.
„Regn!“ råbte Zeta pludselig.
Andro mærkede et brus af spænding løbe gennem sin krop. Han kneb munden sammen og gjorde sig klar til at dreje gashåndtaget i bund.
Zeta signalerede tallet 48 med sin hånd.
„Zit,“ mumlede Andro og slappede af igen. Det var tæt på, men alligevel for langt væk. I det samme gik motoren ud. Den døde simpelthen under ham fra det ene øjeblik til det næste. Han piftede til Zeta, der lå forrest, mens scooteren langsomt mistede fart. Olec og Maxa havde ligget bag ham, så de kørte op på hver sin side af ham. Da de holdt stille, slog Andro ud med armene og sagde: „Hvad gør vi nu?“
„Vi er nødt til at tage dig på slæb på skift,“ sagde Olec.
„Eller også,“ sagde Zeta, „fortsætter vi andre lidt endnu. Det er lige nu, der er mest trafik og størst sandsynlighed for, at der sker uheld. Om en times tid begynder kurven at droppe. Hvis vi er lucky, finder vi noget, får det solgt i en fart, køber noget gaz, kommer tilbage hertil, fylder Andros tank op, og så er vi klar igen.“
„Fin plan,“ sagde Andro, „men skal jeg så bare vente her helt alene?“
„Du kan hide dig ovre i den bygning,“ sagde Zeta og pegede på en tilfældig bygning. Alle bygninger lignede hinanden i niveau nul, for her så man kun deres store grå fundamenter, der stod solidt plantet i jorden, og der var ingen vinduer, der brød de monotone mure. Som regel var der en enkelt dør eller to, der ledte ind til en trappe, som førte op til de beboede etager, der begyndte i niveau 10, men ellers var der kun rå og grå facader overalt. Trapperne og dørene i fundamenterne blev kun brugt af servicepersonale og i værste fald som nødudgange.
I det samme hørte de et højt brag et eller andet sted oppe over deres hoveder. De kiggede op og så en eksplosion og en røgsky midt i mylderet af tweeters og woofers.
„Af sted!“ skreg Zeta og drejede gashåndtaget i bund.
Andro sprang af sin scooter og op bag på Maxa, der gjorde som Zeta og Olec. Fjernede sig så hurtigt som muligt fra stedet. Zeta susede over mod den nærmeste bygning og lige rundt om hjørnet, skarpt forfulgt af de to andre scootere. Det meste af en stor woofer slog ned som en meteor 50 meter fra, hvor de stod, og en byge af vragdele ramte lige der, hvor de havde stået for et øjeblik siden. En sky af støv og røg rejste sig som en underlig gevækst, der hurtigt voksede sig større og større.
„Go!“ skreg Zeta. Det skulle han ikke sige to gange.
Andro så til sin store lettelse, at wooferen ikke var en rutewoofer, som blev brugt til persontransport, men en varewoofer. Han så også sin scooter stå uskadt midt i støvet. Hvor heldigt. Drengene dannede sig hurtigt hver især et indtryk af området og de spredte bunker af vragdele. Hvilken rygende bunke så mest lovende ud? Der var ikke tid til at undersøge det nærmere. Politiet og oprydningskorpset ville være på stedet om cirka tre minutter. Andro løb forbi en pyt af brændende væske og sparkede til en halvsmeltet tromle af en slags. Så kastede han sig på knæ ved en bunke af forvredne graflarplader, brækkede fiberstænger og knust plastik. Han skubbede til et panel med hundredvis af ledninger, der hang og slaskede, lyste med en lille lygte ind i et hulrum mellem vragdelene og så et rødt, blinkende lys.
„Yes!“ udbrød han. „Yes, yes, yes!“ Han brugte alle sine kræfter på at skubbe en del af en motorblok til side, klippe nogle sorte ledninger over med sit uundværlige multiredskab og smadre et stykke klar plastik, der knækkede i flere sylespidse dele. Han forsøgte at slå spidserne i stykker, men kunne ikke bruge for lang tid på det. Han rakte armen længere ind, skubbede hele kroppen fremad med benene og kom til at strejfe en af spidserne med håndryggen.
„Zit!“ bandede han, men arbejdede videre uden at standse op. Det var kun en lille ridse. Den blødte ikke ret meget, men under normale omstændigheder ville han alligevel have trukket sig tilbage og opgivet at få noget med hjem, for hvis myndighederne fandt bare det mindste lille blodspor, ville de straks være i stand til at identificere den person, der havde mistet blodet. I hans tilfælde ville han få et klip i sit moralkort – endnu et – og det kunne give ham problemer senere hen. For eksempel når han skulle vælge, hvilken videregående uddannelse han ville fortsætte på. Pis med det. Han havde besluttet sig for at blive den første i familien, der ikke fik sig en højere uddannelse. Det havde han bare ikke fortalt nogen endnu. Hans mor og far ville blive meget skuffede. Ja, mere end det. De ville freake totalt ud.
Han maste sig længere ind, strakte sig til det yderste og fik lige præcis fat i det, han forsøgte at få fat i. Wooferens black box. Han fik klippet den fri, trak den med sig ud i lyset og holdt den triumferende op over sit hoved som en nykåret verdensmester i powerskating, der viser sin pokal frem.
„Yeheee!“ skreg han. De andre kiggede ikke engang op. De vidste, hvad han havde fundet. Vidste, at det denne gang var Andro, der løb med den store gevinst. Andre gange var det dem selv – selvom de på det sidste var begyndt at mumle noget om, at Andro fandeme altid var så heldig. Det syntes han ikke selv, men i dag var han. Hans scooter var ikke blevet ramt af vragdele, og han havde bogstaveligt talt scoret kassen. Den sorte kasse.
Andro trak hurtigt sin støder op af den lange lomme på siden af låret, tændte for den og gav black box’en et stød, der slukkede alle elektroniske kredsløb i den. Også sporingschippen. Så bar han kassen hen til sin scooter, vippede sædet bagover, lagde sin fangst ned i hulrummet og klappede sædet ned igen. Han behøvede ikke lede efter mere. Desuden havde han også en scooter, der skulle reddes. Hvis den stod her, når politiet kom, ville de helt sikkert konfiskere den. Han skubbede den fremad, så støttefoden klappede op, og skubbede den over til de tre andre scootere. Såret på håndryggen blødte mere, end han brød sig om. Det udgjorde en risiko, og det var ikke klogt at tørre det af med en serviet eller lignende, for hvis han tabte den, kunne den findes, analyseres, og så var han færdig. Der var kun én ting at gøre. Han slikkede blodet af.
Zeta kom slæbende med en blandet gang elektronik. Olec havde gaflet en anti-G-generator, som så ud til at være rimelig uskadt, Maxa så skuffet ud over kun at have fået fat i et par håndfulde skrammel. Det var ekstremt frustrerende, at man kun havde et par minutter til at rage til sig, når man nu vidste, at der var for mange penge skrot i sådan et vrag. De sprang på deres scootere, Andro sad allerede på sin. Han tog fat i Maxas ene arm og kom på slæb væk fra ulykkesstedet, der om et kort øjeblik ville myldre med politi og redningsmandskab.
De styrede direkte mod 3,9,0. Da der ikke fandtes gadenavne, orienterede man sig efter et koordinatsystem. 3,9 betød sektor 3, zone 9, og det sidste ciffer indikerede niveauet over jordhøjde. Niveau nul var generelt set ikke et ufarligt sted at opholde sig, men 3,9 var værre end så mange andre steder i niveau nul. Her var samfundets udskud samlet. Luderne, boozerne, druggerne, tyveknægtene og hælerne. Det var de sidstnævnte, som Andro og hans venner var interesseret i. Hælerne, der købte og solgte alt, for alt kunne bruges. Om ikke her så på nogle af de andre planeter. Selvfølgelig til en elendig pris, men det var trods alt bedre end slet ikke at få noget. Andro og hans venner havde en hæler, som de plejede at bruge. Tomkin hed hun. Andro var ikke engang sikker på, om hun var en kvinde. Det var svært at afgøre. Umiddelbart lignede hun en kvinde, men hun var gammel og fra en tid, hvor det havde været moderne at ændre sit køn. Sådan var det heldigvis ikke længere, tænkte Andro.
Det ville meget snart blive mørkt. Så var 3,9,0 ikke et sted for femtenårige drenge, men Zeta gjorde alligevel tegn til, at de skulle køre hen til Tomkin. Fint med Andro. Han var ikke helt tryg ved tanken om at skulle slæbe rundt på en black box. Hvis naboerne derhjemme opdagede det, ville de enten straks tilkalde politiet eller forsøge at stjæle den.
De fire scootere drønede ind på pladsen foran Tomkins elendige skrammelbunke af et hus. Det var bygget af ting, hun havde fundet rundtomkring, og myndighederne havde opgivet at gøre noget ved de ulovlige beboelser i niveau nul. Hver gang de ryddede et område, opstod der bare nye skrothuse andre steder. Nu fik de lov til at ligge, hvor de lå.