6

For himlens skyld!

ANDRO SAD PÅ EN GANG et eller andet sted i Justicias hovedkvarter og stirrede tomt på de giftiggrønne vægge. Hans far sad ved siden af ham med hovedet i hænderne. De var tavse. Ventede på at komme for en dommer. Der var nu ikke noget at være i tvivl om. De havde fået at vide, hvorfor politiet havde hentet Andro. Man havde fundet biologiske spor af ham på et ulykkessted, hvor et fartøjs black box var forsvundet. Så havde han alligevel mistet en smule blod et eller andet sted. Det sad sikkert på det spidse stykke plastik, der havde ridset ham. Hvorfor havde han ikke knækket det af og taget det med? Det havde været så nemt.

Det værste var, at hans far ikke engang var vred. Han var nærmere opgivende. Havde ikke skældt ud en eneste gang. Nu sad han rødøjet, askegrå og tavs. Skræmmende tavs.

Væggen over for dem flimrede et kort øjeblik, så tonede en smuk, yngre kvinde frem og smilede til dem. Hun spurgte, om de havde lyst til at komme på Justicias mailliste, så de kunne blive informeret om nyheder og nye produkter. Paco takkede ja og skubbede til Andro med albuen for at få ham til at sige det samme.

„Jeg skal understrege, at det ikke har nogen betydning for behandlingen af jeres sag,“ sagde kvinden, der selvfølgelig var en bot. Men en smuk og høflig en af slagsen.

Paco nikkede bare.

„Udmærket.“ Kvinden smilede. „Husk, at I gratis kan logge ind på Justicias hjemmeside, hvor der er aktuelle tilbud og et spændende spil, hvor man selv kan prøve rollen som betjent.“ Så tonede hun ud, og væggen blev grøn igen.

„Har du prøvet det?“ spurgte Paco.

„Hvad?“

„Det der spil, hvor man kan være betjent.“

Andro nikkede. „Det er så dårligt lavet. Grafikken er virkelig elendig, og AI’en er helt til grin.“

„Det kan godt være, men derfor kan man vel godt få noget ud af det.“

„Nej, far.“

Paco sukkede.

Andro savnede pludselig sin mor så voldsomt, at det trak og stak helt ned i tarmene. Ikke fordi hun ikke ville have skældt ud og være stiktosset på ham, men hun ville også have trøstet ham, når hun var kommet sig over ophidselsen. Hun ville have trukket ham ind til sig og rodet op i hans hår. Hans mørkeblonde hår, der var en mellemting mellem Pacos sorte og hendes lyse hår. Selv Andros kælenavn var et kompromis, for på spansk ville en dreng, der hed Alejandro temmelig sikkert blive kaldt Ale, Alejo eller Alex, men hans mor havde kaldt ham Andro, og det havde Paco ikke været særlig tilfreds med, indtil det gik op for ham, at det var begyndelsen på ordet androide, som betyder robot. Så tog han også kælenavnet til sig, og siden havde den lille Alejandro ikke heddet andet end Andro.

Andros mor var af engelsk afstamning. Siden den første store udflytning fra Jorden til Mars for mange generationer siden var det med nationaliteter stort set gået i opløsning. Man kunne stadig af og til møde folk, der gik op i, at de stammede fra Tyskland, Rusland, USA eller Danmark, men på den storpolitiske scene havde det ikke længere nogen betydning. Det var højst på det familiære plan, at man gik op i den slags.

Da Andros mor søgte stillingen på Senna7 – og fik den – gjorde hun meget ud af at forklare Andro, at hun var nødt til at rejse, hvis hun ville videre i sin karriere. Hun drømte om at blive professor i exobiologi. „Når jeg er blevet professor, behøver jeg ikke rejse nogen steder hen mere. Så bliver vi sammen. Alle tre.“

Den røde lampe over døren skiftede pludselig til grøn, og der lød et skarpt ’pling’. Andro sprang op. Paco kom kun langsomt på benene. Pludselig syntes Andro, at hans far så gammel ud, selvom han kun var 62. Paco og Tessie havde fået Andro, da de begge var 47. Unge forældre med andre ord. De fleste fik først børn, når de var over 55.

De gik hen mod døren, der åbnede sig med en lavmælt hvæsen, og trådte ind i et ganske lille rum med et par rækker stole og en skranke, der var afskærmet med en gennemsigtig graflarplade. En servicerobot anviste dem de forreste pladser midtfor. De pladser, der i et teater ville være de bedste pladser, men som her var de værste. Den anklagedes plads. Så sad de der og ventede, mens en reklamespot for Justicia a/s kørte hen over væggene. I samme øjeblik filmen sluttede, dukkede en lille tynd mand med sideskilning og poser under øjnene frem bag skranken. Han var iført en lang, sort kåbe med store ærmer, der så ud til at genere ham. Han måtte trække dem længere ned, da han med hånden signalerede til de to på forreste række, at de skulle rejse sig. Far og søn kom hurtigt op at stå. I det samme satte dommeren sig. De blev stående, indtil de fik et nyt vink fra ham. Det slog Andro, hvor lo-tech-agtigt det var. Mon dommeren nogensinde havde været med i en gang?

„Ja,“ lød det pludselig fra den lille mand. Stemmen var elektronisk forstærket, så det lød, som om den kom alle steder fra på en gang. Den rungede med en dyb bas, der kunne mærkes i brystkassen på samme måde, som når en woofer fløj tæt forbi. Det passede slet ikke til manden. „Alejandro Miller. Du er blevet informeret om de tekniske beviser. I kan se dokumenterne her.“ Både Andro og Paco var koblet på retslokalets virtuelle kontor, der blokerede for resten af nettet, samtidig med at de rent fysisk befandt sig i retslokalet. Det virkede stærkt – næsten skræmmende – på dem begge. Helt efter hensigten. Normalt var man meget sjældent det samme sted både fysisk og virtuelt på samme tid.

„Dokumenterne AP-29454 og AL-52138 ligger til grund for domsafsigelsen.“

De to dokumenter svævede som ikoner for Andros blik. Han kastede et hurtigt blik på sin far. Hans pupiller glimtede hvidt.

„Tiltalte bedes rejse sig for domsafsigelse,“ buldrede dommeren.

Andro og Paco kom op at stå. Dommeren kiggede strengt på Paco, der et øjeblik blev helt forvirret. Så satte han sig ned. Han var ikke tiltalt. Det var kun Andro.

„Retten finder,“ fortsatte dommeren, „at der er fuldt belæg for at tilkende Andro Miller et klip i moralkortet.“

Andro sank en klump.

„Da der allerede forefindes et klip i kortet, således at tiltaltes samlede antal klip nu andrager to, er det rettens pligt at oplyse, at tiltalte bliver rykket ned i Central Person Kartoteket og herefter er at regne som en CPK3’er med alt, hvad det indebærer.“

Andros ben mistede al kraft. Han havde hele tiden vidst, at det klip ville komme, og hvad konsekvenserne ville blive, men at høre det, udbasuneret med dommedagsrøst, fik ham til at vakle. Hans øjne sved, og næsen begyndte at løbe, men han ville ikke græde. Han trak vejret dybt og koncentrerede sig om at blive stående på sine ben. Så mærkede han sin fars hånd i sin. Den gav ham et opmuntrende klem. Det var mere, end han kunne klare, og han faldt grædende sammen på stolen. Dommedagsrøsten fortsatte, men Andro hørte ikke efter. Hvordan skulle han kunne det, når hele hans liv lige var blevet totalt ødelagt?

Han havde på det sidste gået og sagt til både sig selv og sine venner i ZOMA-gruppen, at han absolut ikke havde tænkt sig at tage en højere uddannelse, men i dette øjeblik gik det op for ham, at det lige præcis var det, han ville. Han ville ikke henslæbe resten af sit elendige liv mellem tyveknægte og narkomaner i niveau nul. Han ville ud og se verden. Ud og se universet. Arbejde på eksotiske planeter i fjerne solsystemer, blive kaptajn på en af de store stjernecruisere, dyrlæge for ujordiske dyr, teleportør eller måske alligevel endda robotdesigner, som hans far altid havde gået og håbet på. Alt andet end low-life-looser på bunden af bunden. Alt andet. For himlens skyld!