9
ANDRO LÅ PÅ SIN SENG OG STIRREDE op i loftet. Han var ganske vist online, men nettet var minimeret til en lille ikon i yderkanten af hans synsfelt. Han følte sig tom. Havde lige haft et skænderi med Paco, fordi Andro havde sagt, at han ville tage 16-års-testen til normal tid alligevel. Til hans store overraskelse havde Paco sagt, at det måske var en dårlig ide. Hvorfor ikke vente lidt, nu hvor han havde fået muligheden for det? Andro var blevet rasende. Troede Paco måske ikke, at han kunne klare testen? Paco havde kigget væk og svaret, at Andro måske ville have godt af at få lidt mere erfaring og blive lidt mere moden først.
„Det ville mor aldrig have sagt,“ hvæsede Andro. „Hun ville have bakket mig op!“
„Nu er mor her jo altså ikke,“ sagde Paco, „og jeg er sikker på, at det vil være en god ide at vente med at tage testen, til du har været ude hos mor.“
„Ja, du er sikker på så meget, men det er jeg også. Jeg er sikker på, at jeg ikke gider høre mere.“ Han havde forladt stuen, var marcheret ind på sit værelse og havde låst døren bag sig. Døren var en åbning i væggen der var dækket af et Borgmannfelt: Et plasmafelt, som det ene øjeblik kunne være uigennemtrængeligt og krypteret og det næste øjeblik kunne forsvinde med et svagt plop.
Andro knyttede hænderne og slog dem ned i sengen, mens han bandede ad sig selv, sine forældre, Justicia a/s og alt muligt andet, han lige kunne komme i tanke om. I det samme blinkede netikonet rødt. Han rynkede panden, for han havde sat sin status til ’Vil ikke forstyrres.’ Det måtte være Paco. Han ville ikke høre mere fra sin far og var på nippet til at gå helt offline, men så aktiverede han alligevel ikonet og nettet foldede sig ud foran hans øjne. Han så, at den besked, han havde fået, var fra Heinz.
Heinz Jobelar var den ven, han havde haft længst. Lige siden de mødte hinanden i vuggestuen, da de var fem måneder gamle, havde de været venner. Eller så meget som børn på et halvt år nu kan være venner. Men da de som etårige kom i børnehave, var de afgjort blevet venner. De lærte at gå og tale samtidigt, og Heinz var det første kill, som Andro fik i en virtuel verden, lige så vel som Andro var Heinz’ første kill. De havde sådan set blandet blod – virtuelt – som treårige.
Nu så de ikke hinanden så tit længere, men Andro havde altid en følelse af at være tryg i selskab med Heinz. Det var, som om de havde deres egen lille verden, der var overskuelig og sikker, og hvor de tog sig af hinanden, hvis en af dem havde problemer – på trods af at de var gledet længere fra hinanden på det sidste.
Problemet var, at Heinz var blevet hardcore gamer. Han spillede, når han ikke skulle andet. Det ville Andro aldrig have fået lov til af sine forældre. Han havde da prøvet. Selvfølgelig havde han det. Men de sørgede altid for at stoppe ham, når de syntes, han havde spillet længe nok. Sådan var det ikke hos Jobelar-familien. Heinz havde et motto: „Virkeligheden? Hvad skal vi med den, det billige skidt!“ Hans forældre kunne ikke se nogen problemer i det. Hvordan kunne forældre se så forskelligt på den samme sag? Det fattede Andro ikke. Hans forældre havde igen og igen sagt, at Heinz var ude på et skråplan, og at han var i fuld gang med at ødelægge sin egen fremtid. Andro fnøs. Hvem var det måske, der lige havde fået klip nummer to i sit moralkort? Men egentlig var han enig i, at det så ud, som om Heinz var på vej ind i noget, som måske ikke var så godt for ham. Men han fik heller ikke særlig god støtte af sine forældre. Det havde han aldrig fået. De var meget flinke, men de var for det første begge to afhængige af forskellige stims, for det andet kunne de ikke holde fast i de jobs, de fik. De havde aldrig fået investeret i de rigtige evner og egenskaber, og nu var de nærmest i frit fald på vej ned ad den sociale rangstige. For 15 år siden havde de boet fem etager højere oppe end Andros forældre, men siden var de flyttet nedad flere gange, og nu boede de på niveau 14 i en bygning, der lå i konstant skygge, uden udsigt til andet end andre bygningers mure og vinduer.
Andro aktiverede det lille ikon af en grinende Heinz.
„Yai, Heinzy,“ sagde han.
„Yai, Andro. Hvad laver du?“
„Så lidt som muligt.“
„Klogt. Jeg tænkte på, om du kan låne mig nogle penge.“
„Til hvad?“
„En pakke Spitzers. Jeg er kommet til kvartfinalen i en stor turnering, og den klarer jeg simpelthen aldrig uden.“
„Hvorfor får du ikke bare din far til at købe dem? Det plejer han da.“ Heinz’ far var sikker på, at hans søn var et stort gamertalent, og han sørgede, så godt han kunne, for, at Heinz havde det, han havde brug for.
„Ja, men han har ingen penge for tiden. Jeg tror, han har mistet en masse på hazardspil. Han vil bare ikke indrømme det. Nu er han pludselig begyndt at snakke om, at jeg kun må tage fire Spitzers i døgnet.“
„Så sindssygt er det vel heller ikke. Det står på pakken.“
„Ja, men alle de andre æder Spitzers, som om det var slik. Det er jeg sgu også nødt til, hvis jeg vil videre i turneringen.“
Spitzers var piller, som var udviklet specielt til gamere. De stimulerede og forbedrede ens reaktionsevne, samtidig med at de hjalp en til at bevare hovedet koldt i pressede situationer. Men det var velkendt, at de ikke var helt ufarlige. Der havde været dødsfald blandt unge, som havde taget for mange.
„Helt ærligt, Heinz, det er jeg ikke meget for. Hvis din far opdager det, bliver han rasende, og jeg har problemer nok.“
„Du har da ingen problemer, mand!“
„Det aner du ikke noget om.“
„Hvad er der da galt?“
„Jeg har lige fået et klip i moralkortet.“
„Zit!“ stønnede Heinz og så ud, som om en eller anden stak ham i ryggen med noget hårdt og skarpt. „Kom herover,“ sagde han.
„Jeg tror ikke …“
„Jo, kom nu. Jeg er sikker på, at du trænger til at komme væk hjemmefra.“
Andro stivnede. Det var det, hans far havde sagt. I Pacos mund havde det lydt forkert, men i Heinz’ mund lød det helt rigtigt.
G-scooteren vuggede let under ham. Han aktiverede den automatisk i samme øjeblik, han satte sig på den. Den løftede sig lydløst over det grove betongulv i parkeringskælderen. Han lænede sig tilbage i det smalle, bløde sæde, der formede sig efter hans krop og ventede et kort øjeblik på, at en blålig kuppel dannede sig over ham.
„Heinz,“ sagde han. Scooteren satte sig øjeblikkeligt i bevægelse og styrede mod udgangen. Andro elskede det øjeblik, hvor man forlod parkeringspladsens store gabende mund og fløj ud i luftrummet mellem højhusene – ti etager over jordoverfladen.
Andro lå i slipstrømmen af en stor woofer. Selvom trafikken flød af sted i mange lag, opstod der alligevel af og til kø. En tweeter susede forbi og overhalede en lang stribe andre tweeters, inden den med en høj hylen gik ind i et dyk, der bragte den ned på et lavere niveau. Helt klart en, der var gået over til manuel styring, eller som havde hacket styresystemet. Det gav ikke et klip i moralkortet, men det kunne godt give en klækkelig bøde.
Udsigten var fænomenal. Alle bygningerne spidsede til op mod toppen som pigge. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at byen var gået i forsvarsposition. Det var ikke tilfældet. Menneskeheden havde ingen fjender. Det kendte univers rummede ikke andre intelligente væsner.
Andro lå lige bag en stor hvid limowoofer, der tog det meste af udsigten. Hvem mon sad derinde, tænkte han. Man kunne ikke kigge ind, for vinduerne var tonet sorte. Andro havde aldrig prøvet at sidde i sådan en, men han ville gerne prøve det engang. Nogle var indrettet som en hel lille lejlighed. Tænk, hvis sådan en forulykkede og faldt som regn i sektor nul. Så ville man kunne score mange vees. De fyldte meget i trafikken. Mens Andro lå og ventede på et hul i trafikken, så han kunne overhale, tjekkede han hvad prisen var på en pakke Spitzers. Han havde ikke specielt mange penge på sin konto, men nok til at købe en pakke, kunne han se.
Der kom skred i trafikken. G-scooteren accelererede og fandt plads til at overhale limowooferen. Han lænede sig lidt frem og sagde: „Ny destination: Apotek.“
Scooteren gik ind i et dyk. Den satte kursen mod en bygning, hvis midterste sektion var hullet som en ost. Tusindvis af tweeters og G-scooters myldrede ind i hullerne, som besad de en form for forøget tyngdekraft, der trak alle forbipasserende ind mod deres vilje. Intet kunne være mere forkert. Folk søgte mod de huller af egen drift. Det var her, de kom af med deres penge. Hvert eneste hul var et langt rør, der gik igennem hele bygningen. Inde i hvert rør var der butikker i siderne, i bunden og i loftet i hele rørets længde. Hver butik havde en facade, hvor der kørte 3D-film, der som regel viste butikkens navn, og hvilke varer den førte. Alle butikker havde desuden en åbning, som varerne blev rakt ud igennem. Det var rene drive-in steder, hvor folk på forhånd havde sendt en bestilling til butikken, som så havde varerne klar, når man kom.
Andro susede ind i røret med medicinalvarebutikker og standsede ved det apotek, der havde modtaget hans ordre. Al trafik var ensrettet, og man måtte kun standse kortvarigt helt inde ved butikkens facade for at få udleveret sine varer. I midten af det gigantiske rør susede trafikken forbi i en tæt strøm.
Andro åbnede G-scooterens bagagerum, og en mekanisk robotarm lagde den lille kasse med piller derned. Armen var udviklet af det firma, Andros far arbejdede i. Det fortalte Paco stort set hver gang, de var ude at købe ind. Betalingen blev ordnet online med det samme, så Andro kunne bare gentage sin ordre om at sætte kursen mod Heinz’ bopæl og så læne sig tilbage og nyde turen.
Andro nærmede sig med høj fart den bygning, Heinz boede i. De fleste bygninger havde en parkeringskælder i niveau 10 og parkeringsetager for hvert femte niveau. Andros G-scooter styrede mod den nederste af dem. Selvom man ikke kunne kalde det en kælder, når den lå så højt i bygningen, så gjorde man det alligevel, og parkeringsetagerne var også meget kælderagtige: Mørke og med grove grå vægge, gulve og lofter, store støttepiller overalt og tusindvis af parkeringsbåse i mange størrelser.
Idet Andro susede ind i mørket, fik G-scooteren uploadet koordinaterne for den nærmeste ledige plads. Den susede forbi lange rækker af tweeters, ind i G-scooter-afdelingen og fandt hurtigt den tomme plads, som den var blevet anvist.
Scooterens kuppel forsvandt med et svagt ’plop’. Scooteren sank ned på sine små støtteben, og alt lys i instrumentpanelet tonede ud. Idet Andro trådte ud af parkeringsbåsen, som var markeret med små lys i gulvet, lød der et kort bip. Båsens Borgmannfelt var aktiveret og låst. Ingen uvedkommende ville kunne komme ind. Andro smilede for sig selv. Zeta ville kunne det. Han kunne hacke sig ind i de fleste af den slags kat-3 låse. Han havde engang klaret en kat-5-lås uden at efterlade sig elektroniske spor, der kunne udpege ham som gerningsmanden. Imponerende. I princippet kunne alle sådan set skaffe sig de programpakker, det krævede, men det var indviklet, for man skulle vide præcis, hvilke pakker man skulle bruge, og ikke mindst i hvilke kombinationer man skulle bruge dem. Men det var det mindste af det. Det virkelig svære var at holde sine downloads skjult for myndighederne. Den slags vidste Zeta alt om.