11
DER LÅ EN BESKED I INBOXEN, da han vågnede. Den var fra Heinz og var mærket som ’Vigtig!’ Andro gabte og åbnede nettet. Det foldede sig ud for hans blik, og han kontaktede Heinz.
„Vi vandt!“ nærmest skreg han. „Vi er i kvartfinalen i Blaster55!“
Andro smilede. Det var længe siden, han havde set Heinz så overstadigt glad. „Tillykke. Det er helt fantastisk.“
„Fantastisk? Er det, hvad du kan svinge dig op til?“
„Jeg er altså lige vågnet,“ mumlede Andro.
„Du siger noget,“ sagde Heinz. „Jeg trænger også til at komme i seng. Har gamet hele natten. Kampen er lige slut for ti minutter siden. Men jeg kan bare ikke gå i seng lige nu. Jeg er helt oppe at køre.“
„Det er de Spitzers,“ sagde Andro.
„Nej! Det er da, fordi vi er kommet i kvartfinalen! Det er simpelthen så stort. Er du klar over, hvor mange points det giver til ranglisten?“
Andro rystede på hovedet.
„125. Sådan cirka. Jeg kommer til at tage et ordentligt hop opad. Hvis vi kommer i finalen, kan jeg måske komme helt op i top 1000. Du ved godt, hvad det betyder, ikke?“
Andro nikkede. Det havde Heinz tit fablet om. Så kunne man leve af det og leve godt af det. Hvis han derudover bestod 16-års-testen på minimum B-niveau, ville hans fremtid pludselig begynde at se helt anderledes lys ud.
„Tak, for de Spitzers, Andro. De gjorde virkelig en forskel. Hvis det på nogen måde kan lade sig gøre, så lov mig at skaffe nogle flere.“
„Jamen, jeg …“
„Jeg ved det godt, jeg ved det godt. Jeg siger bare: Lov mig, at du gør, hvad du kan.“
„Ja, ja,“ mumlede Andro. „Jeg skal prøve.“
„Great! Du er en kammerat, Andro. Du kan komme herover i aften, så kan vi kigge på et replay af kampen, hvis du har lyst.“
„Maybe,“ svarede Andro.
„Jamen, så ses vi.“
Andro nikkede. Heinz tonede ud og forsvandt. Andro gabte, gned sig i øjnene og stod ud af sengen.
Efter morgenmaden sendte han en fælles besked til ZOMA-gruppen, hvor han fortalte, at han havde fået et klip mere i moralkortet, og at han måske skulle sendes til Senna7. Han orkede ikke at fortælle dem det ansigt til ansigt. De havde svaret med en byge af spørgsmål, som han havde besvaret så godt, han kunne. Da spørgsmålene døde ud, spurgte han, om de ikke skulle tage ud at spise. Maxa sagde, at han ikke var sulten, men de to andre ville gerne. De fik overtalt Maxa, og en halv time senere mødtes de på den gode gamle restaurant: niveau nul. Andro var anspændt, for han havde taget hele bundtet af sorte vees med sig. De lå i boksen bag på scooteren i en lille sort taske. Han brød sig absolut ikke om at have dem på sig, men hvis han ville have dem vekslet, var han nødt til det.
Olec spurgte, om Andro nu også havde det godt nok og lagde en hånd på hans skulder.
„Lad os bare komme i gang med at raide,“ sagde Andro træt. „Det er jo det, vi er kommet for.“ Han ville ikke snakke mere om sine egne problemer.
Zeta nikkede og hackede sig ind på alarmcentralens interne kommunikation. Så gassede de alle fire op og susede på rad og række langs de grå betonmure.
De havde ikke heldet med sig. Der var en mat stemning over dem alle fire, som om ingen af dem virkelig havde lyst til at raide. Andro tænkte, at det vel var på grund af det, der var sket med ham. Det kunne lige så godt være sket for en af de andre. Nej, ikke for Maxa, for han havde et rent moralkort, men både Zeta og Olec havde et klip i deres. De kunne heller ikke tåle flere.
Efter to timer uden ulykker i nærheden kørte de til syresøen for at tage en pause. De standsede ved en lille bod undervejs og købte noget russisk rødbedesuppe, som de sad og slubrede i sig ved søens bred. Andro elskede den suppe. De købte den tit efter et raid.
Syresøen så fredelig og rolig ud. Man skulle ikke tro, at den var livsfarlig at gå ud i. Selvom dens pH-værdi varierede en del, afhængig af hvor meget det regnede, så var det aldrig klogt at gå ud i søen. At søen ikke var tørret ud for længst, kunne tyde på, at kloaksystemet ikke fungerede optimalt. Det kunne man også se, når det virkelig regnede. Så kom der hurtigt store pytter overalt. Der var så meget, der ikke fungerede ordentligt. Andro tænkte på, om det mon var anderledes på Senna7. Der var det hele nok mere primitivt og dermed lettere at reparere. Han skubbede enhver tanke om fjerne solsystemer fra sig og stillede sin tømte suppebeholder fra sig. De andre var også færdige.
„Vi kunne også tage hen til Tomkin,“ sagde Andro.
„Hvorfor?“ Zeta slog ud med armene. „Vi har jo nothing at sælge.“
„Nej, men jeg har alle de her sorte vees, og det er ret irriterende, for jeg har ingen hvide. Jeg vil spørge Tomkin, om hun kan veksle.“
Zeta nikkede. „Det kan hun helt sikkert, men til en stinkende dårlig kurs.“
„I know.“
„Har du pengene med?“
Andro nikkede.
„Så lad os gøre det,“ sagde Zeta.
Tomkin havde kunder. Fire mænd i lange, hvide frakker. Hvid var en sjælden farve her i niveau nul, hvor alt var gråt og beskidt. I den øverste del af byen var hvidt tøj ikke helt så sjældent og heller ikke helt så upraktisk. I niveau nul blev man beskidt, bare man tænkte på at læne sig op ad et eller andet. Den ene af dem havde oven i købet hvide fingerhandsker på. To af mændene var mørke i huden med sort, krøllet hår, de to andre var hvide med lyst hår. De havde alle fire forskellige kosmetiske implantater. Tre af dem havde horn i panden. Noget, der havde været moderne for en del år siden, men som nutidens ungdom ikke rigtigt havde taget til sig. Olecs far havde for eksempel også et par små horn. Olec kaldte ham ’Tyren’. Den fjerde af de hvidklædte mænd – der også var den højeste af dem – havde ud over horn i panden også implantater i kindbenene, så de stak meget længere frem end normalt. Det gav ham nogle smalle øjne, der ikke så spor venlige ud. Andro gættede på, at han var lederen af gruppen. Det var også ham, der stod og talte lavmælt med Tomkin. De tre andre lyttede, men kastede samtidig konstant hurtige blikke rundt i lokalet for at holde øje med eventuelle trusler. De fire ZOMA-drenge blev åbenbart ikke betragtet som nogen trussel, men de holdt sig også i det ene hjørne og så ud, som om de var vældig interesserede i noget af det skrammel, der lå på hylder fra gulv til loft, og som var til salg for næsten ingen penge.
„Du har bare at gøre, som jeg siger!“ brølede lederen af de hvidklædte mænd pludselig. Det gav et sæt i Andro, og han kiggede hurtigt hen mod mændene. Den hvidklædte havde lænet sig ind over disken og havde fat i kraven på Tomkin. Han ruskede hende frem og tilbage, så Andro blev helt bange for, at kablet, der sad fast i Tomkins baghoved, ville blive revet løs. Hvis det skete, ville Tomkin dø på stedet. Den slags kabler kunne godt fjernes, men det skulle ske under narkose og med forsigtighed. Det krævede en specialist og ikke en brutal gangleder.
„Jeg skal se, hvad jeg kan gøre,“ kvækkede Tomkin.
„Du skal ikke se en skid. Du skal bare gøre, som jeg siger, og du har præcis tre dage til det. Forstået?!“
Tomkin hev efter vejret. Hun blev mere og mere rød i ansigtet. „Ja,“ gispede hun, mens hun forsøgte at nikke.
Den hvidklædte skubbede hende bagover, så hun tumlede ned i den stol, hun normalt sad i. Så trak han sine hvide handsker af og kastede dem fra sig, mens han så ud, som om handskerne stank langt væk. En af de andre mænd stod klar med et par nye handsker. Han holdt dem, så den høje mand kunne stikke fingrene og hænderne direkte ned i dem, alt imens en af de andre mænd brugte en tang til at samle de handsker op, som lederen lige havde smidt. Han lagde handskerne ned i en hvid pose, lukkede den til og stak den i lommen. De tre mænd grupperede sig omkring lederen, der sendte Tomkin et truende håndtegn. Så gik de hen mod udgangen. Lige forbi ZOMA-drengene, der stod og holdt vejret, mens de forsøgte at gøre sig så små som muligt. Andro trådte baglæns, selvom han allerede stod så godt som klinet op ad reolen. Han ramte en lysledertromle med sin ene albue. Tromlen stod af ubegribelige grunde på højkant, og idet Andros albue ramte den, trillede den baglæns og ramte en lille stikdåse af en slags. Tromlen rullede tilbage igen, men med fart nok til at rulle ud over hyldens kant. Den ramte gulvet med et højt ’klonk’ lige foran fødderne af de fire hvidklædte mænd. De tre af dem fór sammen og trak deres våben. Den fjerde blev stående i midten og så totalt cool ud. Han skubbede to af sine mænd til side og gik hen mod ZOMA-gruppen. Han standsede op foran Andro og studerede ham, som man studerer et lille underligt insekt, man aldrig har set før.
„Andro Miller,“ sagde manden og smilede pludselig. Det ville Andro ønske, han ikke havde gjort. Alle hans tænder var filet spidse. Det grin var det uhyggeligste, Andro nogensinde havde set – i den virkelige verden. Men hvad der var næsten lige så uhyggeligt, var, at han vidste, hvem Andro var. Normalt var det sådan, at hvis man mødte mennesker, man ikke kendte, kunne man gå online på myndighedernes IDnow-system og søge efter vedkommende. Man skulle bare fokusere på personens øjne i et par sekunder, så brugte systemet det billede til at gennemgå hele CPK-registret. I løbet af få sekunder ville personen være fundet, og man ville kende vedkommendes navn, højde, blodtype og en del andre ting. Det var sådan, det foregik oppe i den normale verden. Der hvor alt og alle var online hele tiden. Hernede i niveau nul var man offline. Her blev man Nødt til at spørge folk om deres navn, hvis man ville vide det. Hvordan kunne han så … Andro gispede. Det kunne kun betyde, at manden havde downloadet en illegal kopi af hele IDnow-systemet til sine biotroniske kredsløb. Det kunne ikke lade sig gøre, så vidt Andro vidste.
Manden løftede sin ene hånd som for at klappe Andro på hovedet. Så tog han sig i det – sikkert fordi det ikke var værd at spilde et par handsker på sådan et skvat af en knægt. Andro sank en klump. Han havde sat tasken med pengene fast i sit bælte, og pludselig føltes det, som om tasken vejede et ton.
Manden med de spidse tænder pegede på den. „Hvad har du der, min ven?“
Andro kunne ikke røre sig. Mandens arm skød frem og flåede tasken til sig. Den sad kun fast med en magnetlås, så det var ikke noget problem. Han åbnede tasken, kiggede ned i den og fløjtede. Han nikkede, som om han var meget imponeret, og viste tasken og dens indhold til sine tre følgesvende. De lo på skift. Andro kunne ikke finde ud af, om de morede sig, fordi det var mange penge, eller om det var, fordi det ikke var ret mange penge – for dem. Det var også ligegyldigt. Nu havde han mistet dem. Nu kunne han hverken hjælpe Heinz eller sig selv. Men så rakte manden pludselig tasken tilbage til Andro, som måbende tog imod den.
„Det er fint, min ven,“ sagde manden og smilede et uhyggeligt smil. „Fint.“ Han trådte hen over tromlen, blev hurtigt omringet af sine mænd, og så forsvandt de ud ad døren. Borgmannfeltet flimrede hvidt efter dem, som om deres tøjfarve havde smittet af.
„Pyyh,“ lød det fra Zeta, der åndede lettet op, så det kunne høres i hele lokalet.
„Jeg var ved at shitte i bukserne af skræk,“ sagde Olec og tørrede sig over panden.
„Hvorfor lod han dig mon beholde pengene?“ spurgte Maxa.
„Aner det ikke,“ svarede Andro.
Drengene skyndte sig hen til disken. Tomkin sad og ømmede sig i stolen.
„Var det WhiteCloud?“ spurgte Zeta.
„Ja. Nogle af dem. Men de fyre der er ikke andet end ubetydelige, små skyer på den store himmel.“
„Alligevel. Medlemmer af WhiteCloud. Sådan nogle har vi aldrig mødt før.“
„Nej, og det skal I bare være glade for.“
Andro nikkede. Det var han også. WhiteCloud var kendt som en gammel og meget veletableret kriminel gang, der havde tråde ude overalt i samfundet. Men de levede skjult. Holdt sig så vidt muligt ude af mediernes søgelys.
„De lod da Andro beholde sine penge,“ sagde Maxa.
Tomkin kiggede på Andro. „Ja. Det er meget bekymrende.“
„Det er da bedre, end hvis de havde taget dem,“ sagde Maxa.
„Det er jeg ikke så sikker på,“ mumlede Tomkin.
„Men hvad laver de her i niveau nul?“ spurgte Zeta.
„Det skal I overhovedet ikke spekulere på,“ knurrede Tomkin. „I har hverken hørt eller set noget som helst af det, der er foregået her. Er det forstået?“
„Jamen, vi …“ sagde Olec.
Tomkin slog i bordet. „Er det forstået?“
„Ja, ja,“ skyndte Zeta sig at sige.
„Godt.“ Tomkin nikkede. Rettede sig op i stolen og stirrede derefter Andro lige ind i øjnene. „Og du er vel kommet for at få vasket sorte vees hvide?“
Andro blinkede overrasket med øjnene et par gange. „Hvordan vidste du det?“
„Kun et fjols ville bevæge sig rundt i niveau nul med 1.500 vees på sig, medmindre det er strengt nødvendigt. Og du er ikke dum, Andro. Er du vel?“
Andro rystede ivrigt på hovedet. Ud ad øjenkrogen kunne han se Olec stå og nikke, mens han grinede.
Tomkin smilede bredt og imødekommende. Det var lige før, hun slikkede sig om munden. Let tjente penge var altid velkomne. „Kursen er én til ti. Dine 1.500 sorte vees bliver til 150 hvide. Er du klar over det?“
„Det er jo rent røveri,“ mumlede Zeta.
„Nu er det jo ikke mig, der fastsætter kursen, vel?“ sagde Tomkin vredt. „Jeg holder mig bare til reglerne. Hvis I er utilfredse med det, kan I jo gå et andet sted hen.“
„Nej, nej,“ sagde Andro. „Det er helt fint. Men sig mig lige … kan man købe Spitzers for sorte vees?“
Tomkin slog en skraldlatter op. „Ha-ha!“ brølede hun. „Den lille lort vil købe Spitzers.“ Hun lo, så tårerne trillede. „Åh, det er sgu så sjovt at handle med sådan nogle som jer, drenge.“ Hun tørrede øjnene. „Selvfølgelig kan du købe Spitzers her. Eller hvad med en pakke Stims, et par ampuller StrongArm eller måske en æske Punchies? Du kan få lige, hvad pokker du vil have, hvis bare du har råd.“
„Spitzers,“ sagde Andro. „Hvad koster en pakke?“
„600 sorte.“
„Zit, det er dyrt!“ udbrød Andro. „Så kan jeg kun købe to pakker.“
„Det er prisen.“
Andro sukkede.
„Hvad skal du med Spitzers?“ spurgte Maxa.
„Det er til Heinz. Han er kommet til kvartfinalen i Blaster55 sammen med sin klan. De skal spille igen i morgen.“
„Så har du 300 vees tilbage,“ lokkede Tomkin. „Hvad skal du have for dem?“
„Ikke noget,“ sagde Andro.
„Er du sikker på, at der ikke er noget, jeg kan friste med?“
„Bare to pakker Spitzers,“ svarede Andro og hev bundtet af pengesedler frem fra tasken.
„Jeg har hørt noget om,“ fortsatte Tomkin, „at du har været så uheldig – nogen ville sige klodset, men lad nu det ligge – at få et lillebitte klip i moralkortet.“
Andro stivnede.
„Ja, det er jo ikke så slemt. Medmindre man har et klip i forvejen.“ Tomkin smilede lumsk. „Men jeg kan så fortælle dig, at jeg kender en, der kan gå ind og slette sådan et klip. Direkte ind i Justicias mainframe og feje lidt rundt med deleteknappen.“ Hun smilede bredt. Som en tudse. „Det koster kun 1.700 vees.“
„Så meget har jeg jo ikke.“
„Nej. Du mangler 200. Sølle 200. Dem kan du måske godt skaffe inden alt for længe.“
Andro bed sig i underlæben. Det var ikke fuldstændig urealistisk. Et par halvgode raids, eller et enkelt godt et, kunne være nok.
„Men så har jeg ikke råd til Spitzers.“
Tomkin trak på skuldrene. „Enhver er sin egen lykkes smed.“
Olec og Zeta spruttede af grin. „Hvad er en smed?“ spurgte Maxa.
„Søg på nettet, hvis du vil vide det,“ brummede Tomkin.