12
ZOMA-GRUPPEN VAR PÅ VEJ HJEM. Andro lå i midten af feltet. Han ænsede ikke omgivelserne. Var alt for optaget af spekulationerne om, hvad han skulle gøre. Få fjernet sit klip eller hjælpe Heinz, som han havde lovet. Begge dele handlede om fremtiden. Hans egen eller Heinz’. Selvom han heller ikke vidste, hvad en smed var, så forstod han godt, hvad Tomkin havde ment med det ordsprog. Andro ville frygtelig gerne hjælpe Heinz, men han måtte først og fremmest tænke på sig selv.
„Jeg tror nok, jeg ville vælge at tage 16-års-testen, så snart jeg kunne, hvis jeg var dig. Det er ikke godt at vente med den,“ sagde Maxa, da de var på vej op i elevatoren.
Andro nikkede. „Det tror jeg også, jeg vil.“
„Og så ville jeg betale Tomkin for at få fjernet klippet.“
Andro nikkede. Heinz måtte selv skaffe sine Spitzers.
De fortsatte opad i tavshed. Elevatoren standsede på Maxas etage. Han steg ud med et nik. Andro fortsatte opad. Elevatorens ene væg viste reklamespots for tøj. Noget, der ikke interesserede Andro det mindste. Alligevel stod han og gloede på de smukke kvinder, der spankulerede rundt på deres lange ben, mens de smilede med deres store læber. Han sukkede. Elevatorens informationssystem måtte være i uorden, siden det viste ham reklamer for dametøj. Normalt viste det reklamer som var målrettet aldersgruppe, køn og interesser hos dens passagerer, og nu, hvor han oven i købet var alene i den, var det helt galt, at vise tøjreklamer. Hvad var der gået af verden? Pludselig var det, som om alt omkring ham gik i stykker.
Paco stod i køkkenet og var ved at lave en eller anden krydret spansk ret.
„Paella,“ udbrød han, da Andro trådte ind i køkkenet. „Er du sulten?“
Andro rystede på hovedet. Det var han faktisk ikke. Ikke sådan rigtigt. Den sult, der havde fulgt ham overalt de seneste måneder, var pludselig væk. Det blev han klar over nu.
Paco kiggede bekymret på ham, men sagde ikke noget. Det var Andro taknemmelig for. Bakken med den rygende varme risret kom på bordet. Duften bølgede ud i lokalet og fandt vej til Andros næse og videre til maven, hvor det alligevel lykkedes den at finde frem til en lille flig af sult et eller andet sted dybt inde. Måske kunne han godt spise en lille smule. Han tog en skefuld ris og fiskede efter et par af de lyserøde stykker, der skulle forestille rejer. Paco havde ikke lavet paellaen fra bunden, han havde købt den færdig og bare varmet den op. De abonnerede på aftensmad alle ugens dage. Den blev bragt direkte til døren. To retter hver anden dag.
„Jeg har sendt en nødbesked til mor i dag,“ sagde Paco pludselig.
Andro stivnede. „Nødbesked?“
„Tag det roligt. Det lyder værre, end det er. Jeg var nødt til at sige, at der var en nødsituation, ellers ville jeg ikke kunne få en besked igennem, medmindre jeg betalte en masse vees. Jeg syntes, jeg var nødt til at fortælle hende om vores planer og høre, hvad hun siger til, at du kommer derud.“
„Og hvad sagde hun så?“
„Det ved jeg ikke endnu. Der kommer først svar om et par dage.“
Andro sank en mundfuld mad.
„Jeg håber ærlig talt snart, de kommer på nettet,“ mumlede Paco.
Det gjorde Andro også. Så kunne han mødes med sin mor online hver dag. De ville kunne få et næsten almindeligt familieliv. De forskellige solsystemer i det kendte univers var knyttet sammen af nettet. Uden det ville det være meget svært at holde sammen på menneskeheden. Før man fandt ud af at sende datastrømmen gennem teleportene, kommunikerede man ved at sende signaler med lysets hastighed gennem rummet, men det var problematisk, fordi der gik flere år, fra man sendte et spørgsmål, til man fik et svar. Det første solsystem, menneskeheden koloniserede, var Alfa Centauri-systemet, som lå 4,3 lysår væk. Der var med andre ord 8,6 år mellem spørgsmål og svar. Næste system var Wolf. Det lå 7,78 lysår fra Solen. Allerede her begyndte det at blive svært at holde sammen på det hele. Med Teegarden-systemet, som lå 12,53 lysår væk, kom den første rigtige konflikt mellem to solsystemer. 63 år senere kom så den Peranniske opstand og kort efter Millstein5-konflikten.
Så kom gennembruddet med at få skabt en pålidelig teleportationsteknologi. Et multinationalt selskab ved navn TeleCorp fik konstrueret de første fungerende teleporte. Det var enorme maskinerier, der krævede mange ressourcer og højtuddannet mandskab for at fungere, men da de befolkede solsystemer efterhånden fik teleportene konstrueret og sat i drift, faldt der en vis ro over de oprørske grupper. Uroen ulmede og sprang af og til kortvarigt ud i lys lue, men siden man havde fundet ud af at udbrede nettet gennem teleportene, havde der ikke været optræk til uroligheder nogen steder. Nu var alle solsystemer tæt forbundet af nettets tråde, og når man gik online, kunne dem, man mødte, lige så godt være ens nabo fra lejligheden lige ved siden af, som det kunne være en fra et solsystem 25 lysår væk. Andro havde engang haft en rigtig god ven på nettet, som boede på Millstein5. Han var den bedste shooter, Andro nogensinde havde kendt. Det kunne jo tyde på, at de var lidt mere krigeriske på Millstein5 end andre steder. Nej, det var nok bare tilfældigt. Der fandtes også gode shooters på Jorden.
Andro tænkte, at det ikke kun var svært at holde sammen på menneskeheden uden nettet. Familier kunne også falde fra hinanden. Hvad var mon værst? Han lagde kniv og gaffel fra sig, selvom han ikke havde spist op. Han skubbede tallerkenen fra sig. Pacos øjne sprang fra Andro til den halvfyldte tallerken og tilbage til Andro.
„Jeg vil ikke,“ sagde Andro.
Paco lignede et stort spørgsmålstegn. „Spise op?“
„Nej! Til Senna7. Jeg vil ikke derud!“
„Hør nu her,“ sagde Paco.
Andro rejste sig op. „Nej, jeg vil ej! Jeg bliver her, og jeg tager 16-års-testen samtidig med alle mine venner.“ Inden Paco kunne nå at sige mere, vendte Andro rundt på hælene og løb ind på sit værelse. Han krypterede Borgmannfeltet bag sig.
„Abre!“ råbte Paco.
Andro kunne se ham som en flimrende silhuet gennem kraftfeltet.
„Nej!“ Andro gjorde feltet uigennemsigtigt. Døråbningen forsvandt og blev til væg, der lignede værelsets andre vægge. Han kunne svagt høre sin far stå og råbe derude på den anden side, men var ligeglad. Han kastede sig i flyderen og gik online. Virkeligheden forsvandt, da flyderen omsluttede hans krop. En anden og bedre verden var kun en enkelt dyb vejrtrækning væk. Han sprang direkte til GoGoStop. En Sim50-verden som var enormt populær. Her var man ikke bundet af de regler, der fandtes i virkeligheden eller i Sim100-verdner. Man kunne løbe på murene og lofterne. Man kunne forvandle sig fra det ene øjeblik til det næste. Fra en lille blid, englelignende alf til et frådende, mørkt monster. Andro valgte det sidste.
Næste dag undgik Andro at møde sin far. Han blev på sit værelse, indtil faren forlod lejligheden. Så skyndte han sig ud i køkkenet, kastede noget morgenmad indenbords og tog straks efter elevatoren ned til Maxa. Han havde aftalt med ZOMA, at de skulle på raid, men det var først og fremmest for at få afledt tankerne. Det lykkedes nu ikke for godt. Andros tanker kørte i de samme få riller. Han ville så frygtelig gerne hjælpe Heinz, men han var nødt til at få fjernet det klip. Det var det eneste fornuftige at gøre. Det krævede penge. Bare lige lidt flere end dem, han allerede havde. ZOMA-gruppen havde imidlertid ikke held med deres raids. De fik ikke fat i noget som helst. De bevægede sig helt ud i området mellem sektor 49 og 54 uden at få bid. Andro var nødt til at tage af sin formue for at få råd til benzin, og han havde også lånt penge til de andre. Det kunne ikke fortsætte sådan.
Det gjorde det heller ikke.