14
PACO KOM BRASENDE IND PÅ Andros værelse.
„Der er besked fra Tessie,“ udbrød han, næsten stakåndet af at have løbet de få meter inde fra stuen.
Andro ville under normale omstændigheder være blevet jublende glad for at høre fra sin mor, men denne gang havde han en klar fornemmelse af, at det ikke ville blive helt så rart som normalt.
„Kommer du ikke med ind i stuen?“ spurgte Paco.
Det var ikke nødvendigt, at de opholdt sig i samme rum. Beskeden lå på familiens intranet, og de kunne begge to logge på det fra hver sit sted, men Paco syntes åbenbart, at de også fysisk skulle være sammen, så Andro traskede efter sin far ind i stuen, hvor de slog sig ned i hver sin flyder. De loggede begge to på, Paco åbnede beskeden, og de så Tessie tone frem i 3D midt på stuegulvet.
„Yai, Andro og Paco,“ sagde hun og smilede til dem. Hun så så levende ud, at det var svært for Andro ikke at hilse igen, men han mindede sig selv om, at der var tale om en primitiv form for envejskommunikation. Det foregik ikke i realtime.
„Åh, jeg blev så ked af det, da jeg fik din besked, Paco. Hvad er det, du har rodet dig ud i, Andro?“ Hun så trist ud. „Jeg er rystet over at høre, at du har fået et klip mere, men … nej, det må vi snakke om en anden gang. Og det kan jo heller ikke laves om. Sket er sket, og vi er nødt til at få det bedste ud af det.“ Hun tav og strøg sin højre hånd gennem sit lyse hår, som hun altid gjorde, når hun havde brug for en lille tænkepause. „Lige da jeg hørte Pacos forslag om at sende dig herud, Andro, tænkte jeg, at det var en meget dårlig ide. Det er jo mest af alt en arbejdsplads herude. Der er ikke pokkers meget, en 15-årig kan lave. Der er jo for eksempel ikke noget ordentligt net. De siger godt nok, at det snart er klar, men der bliver ved med at opstå problemer, der forsinker det, så … men jeg har snakket med nogle af mine kollegaer og chefer, og de siger alle sammen, at det sagtens kan lade sig gøre … altså at du kommer herud. Du vil endda kunne få lov til at arbejde. Altså blive en slags assistent for en eller anden. Det kunne være en ingeniør, men også en af geologerne eller biologerne. Det er op til dig selv. Jeg tror faktisk, Paco har ret i, at det vil være en god ide med lidt luftforandring. At komme væk fra det hele. Ved du, at tyngdekraften her på Senna7 er 1,2? Du vil synes, alt er en smule tungt og hårdt i starten, men efter en uges tid har du allerede vænnet dig til det, og når du så kommer hjem til Jorden, vil alt føles meget lettere.“ Hun smilede.
Tyngdekraften på Jorden var sat til værdien én. Andro syntes absolut ikke, det lød særlig godt at skulle leve med en tyngdekraft på 1,2. Som om det ikke var svært nok i forvejen at komme ud af sengen om morgenen.
Tessie talte videre om Senna7. Om de muligheder, der var, og hvordan forholdene var. Andro blev hurtigt klar over, at det i bund og grund var en salgstale, så han blev ikke spor overrasket, da hun sluttede med at sige, at hun syntes, det var en god ide, hvis han kom ud til hende.
„Det ser ud, som om du kan komme af sted snart, Andro. Teleporten er meget optaget lige nu, fordi terraformerne skal have sendt en masse udstyr igennem, men om tre til fire dage skulle det være slut. Så skal der lige bruges en dags tid på at tjekke og justere porten, før man kan bruge den igen, men … ja, jeg håber, du kommer, Andro.“
Tessie sluttede med at sende dem fingerkys og smile, mens et par tårer løb ned over hendes kinder. Så tonede hun ud.
Paco kiggede på Andro. „Skal vi se den igen?“
„Nej,“ mumlede han og rejste sig fra flyderen.
„Hvad siger du til det?“
Andro brummede et eller andet uforståeligt.
„Hvad siger du?“ spurgte Paco.
„Jeg siger, lad mig tænke over det!“ udbrød Andro vredt.
„Ja, ja. Claro. Men …“
„Jeg går ind til mig selv.“
„Vent lige lidt.“ Paco var også kommet på benene. Han tog et par hurtige skridt hen mod Andro. „Lov mig, at du bliver lidt mere herhjemme. Går lidt mere online. Bruger lidt mere tid på edutainment.“
„Ja, ja,“ sukkede Andro og smuttede ind på sit værelse.
Det passede Andro perfekt, at hans far gerne ville have, at han blev lidt mere derhjemme. Det var præcis det, han også havde tænkt sig. Han havde mistet enhver lyst til at bevæge sig ud i virkeligheden. Frygten for at løbe på WhiteCloud var langt, langt større end håbet om at møde Milla, og hendes arme, igen. Han var dog fuldstændig klar over, at han ikke kunne gemme sig for evigt. Måske havde de sat en elektronisk sporhund på ham, så de vidste alt om, hvad han foretog sig, hvor han var, og hvad han havde tænkt sig at gøre. Han scannede sig selv fire gange om dagen for at være sikker på, at der ikke var en sporhund et eller andet sted i hans system.
En stensikker måde at komme ud af WhiteClouds kløer på var selvfølgelig at tage til Senna7, men det ville han ikke. Uanset hvor meget hans forældre forsøgte at overtale ham. Han ville hellere satse på at få fjernet et klip fra sit moralkort. Eller måske begge to? Hvis han skaffede penge nok.
Han loggede på edutainmentportalen. Det var ikke ligefrem en af de virtuelle verdner, han besøgte oftest, men det var på den anden side lovpligtigt at følge så og så mange moduler på et år, nu hvor almindelig skolegang var afskaffet, og der var ingen tvivl om, at man kunne lære en hel del – især praktiske ting – men det var tit lidt for kedeligt, syntes Andro.
Han kiggede på ikonerne med valgmuligheder og valgte et biologimodul, hvor han skulle prøve at skabe kunstigt liv ud fra nogle ganske få og helt almindelige ting som håndsæbe, vaskepulver og en smule madolie. Ideen var, at han skulle skabe liv i form af sæbemolekyler, der skulle bruge madolien som en slags føde, der gjorde dem i stand til at vokse og skabe nye sæbemolekyler ved at dele sig. Projektet var lykkedes, når det liv, han fik skabt, var i stand til at opfylde de fire krav, man satte som definitionen på liv: Cellerne skulle kunne spise, vokse, formere sig og sidst, men ikke mindst, udvikle sig. Altså få nye egenskaber.
Han brugte flere timer på at arbejde på at skabe liv – uden at det dog lykkedes, men det gav ham noget andet at tænke på, og det var helt rart.
Næste dag sov han længe, tog sig god tid med morgenmaden og læste endda nogle nyheder på nettet. Så tog han et dejligt langt bad, klædte sig på og besluttede sig for at arbejde lidt videre med forsøget på at skabe kunstigt liv.
„Biologisk liv er langt hen ad vejen kun kemi,“ lød det i hans ører, mens han stod i det virtuelle laboratorium og blandede væsker. „Bortset fra den detalje, at kemiske processer ofte søger mod en ligevægtstilstand og går i stå, når balancen er nået. Liv derimod er sådan set i konstant ubalance.“ Det vanskelige ved det eksperiment, Andro var i gang med, var først og fremmest at få skabt nogle levende celler og derefter holde dem i den ubalance, der gjorde, at man kunne sige, at de levede.
Andro tænkte, at med al den ubalance, han oplevede omkring sig for tiden, så var der i hvert fald ingen tvivl om, at han var i live. Han stod i en fin hvid kittel, iført tynde plastikhandsker og beskyttelsesbriller, i et lokale fuldt af andre elever, der også var i gang med at skabe liv, og skulle til at dryppe et par dråber madolie ned i en opløsning af vand og sæbe, som han havde blandet i en skål, da væggen i laboratoriet pludselig revnede. Han tabte både skålen og pipetten med olie på gulvet. Det havde han aldrig set før på edutainmentportalen. En total gennembrydning af en virtuel verdens fysiske love. Det skete af og til i spil, men der var sikkerheden heller ikke nær så høj som i myndighedernes verdner.
Alle elever stod og gloede på revnen, der hurtigt blev både bredere og længere. Andro fik et glimt af noget hvidt inde i mørket. Kunne det være …? Han snappede efter vejret. Så trådte en mand i lang hvid frakke gennem revnen og direkte ind i lokalet. Det var ikke Cash, men en af hans håndlangere. Han gik direkte hen til Andro og hviskede ham noget i øret. Idet han gjorde det, blev de andre elever og hele resten af laboratoriet opslugt af et uigennemtrængeligt mørke.
„Tomkins hus. 15.00 realtime.“
Manden rettede sig op, og i det samme forsvandt mørket. Andro kunne igen se både elever, borde, kolber og alt andet i lokalet. Så bragede fem store vagter ind gennem døren. De kastede sig frem mod den hvidklædte, men han sprang lynhurtigt ind i revnen igen. Vagterne fulgte efter. Så lukkede revnen sig.
„Undervisningen er slut,“ lød en stemme.
Andro skyndte sig at logge af, dybt rystet over WhiteClouds frækhed. Det var helt uhørt, hvad de havde gjort. Ikke nok med, at de havde kontaktet ham online, hvilket i sig selv var slemt nok, fordi myndighederne overvågede alt, men de var oven i købet brudt ind i et af myndighedernes egne systemer. Det var helt vildt. Bare tanken om det fik Andros knæ til at ryste. Han håbede, at det øjeblik, hvor alt blev sort, skyldtes, at WhiteCloud havde lagt en effektiv sløring ud. Ellers ville Justicia a/s sikkert banke på døren om to sekunder, og så ville Andro få et tredje klip i moralkortet. Han vidste ikke engang, hvad der så ville ske. Ville heller ikke tænke på det. Havde i øvrigt også andet at tænke på. Klokken var 14.27. Han skulle af sted nu, hvis han skulle nå at være ved Tomkins hus klokken 15. Og det skulle han. Der var ingen vej udenom.
Han drønede ind foran Tomkins hus klokken 14.58, sprang af scooteren og skulle lige til at kaste sig ind gennem Borgmannfeltet, da en stemme standsede ham.
„Her,“ råbte en eller anden.
Andro kiggede sig omkring og fik et glimt af noget, der bevægede sig i skyggen af en stor affaldscontainer. Hans hjerte sad oppe i halsen på ham, da han forsigtigt nærmede sig.
„Skynd dig nu lidt,“ lød det.
Andro satte farten op. Da han nåede frem, skød en arm ud fra skyggen, greb fat i Andros arm og trak ham ind i mørket. Det overraskede ham ikke at se to mænd i lange hvide frakker.
„Er du sindssyg eller bare totalt dum?“ knurrede den ene af mændene.
Andro var stum af skræk.
„Når Cash siger, at han vil bruge en som kurer, så har man bare at bukke og skrabe og sige ja tak, hvornår skal jeg bringe en pakke ud. Forstået?!“
„Aa …“ kvækkede Andro.
„Hvad siger du?“
„Ja.“
„Og så holder man sig ikke pludselig bare væk. Tværtimod. Så fiser man konstant rundt heromkring på sin lille elendige scooter og håber på, at man snart skal ud med en pakke mere, ikke?“
„Jo, jo,“ mumlede Andro. Manden havde så godt fat i hans arm, at den føltes helt lam.
„Her!“ knurrede den anden mand, der indtil nu havde forholdt sig tavs. Han skubbede en lille pakke ind i brystet på Andro. Den var pakket ind i et mørkegråt lag af nanofoil. „Den skal til 53,10,207 med det samme.“
„Sektor 53? Det er langt væk.“
„Og hvad så,“ udbrød manden, der holdt Andro i armen. „Det er fuldstændig ligegyldigt. Du skal bare aflevere den. Og pas på den. Det er skrøbelige sager. Hvis den ikke kommer frem i hel og uskadt tilstand, er du færdig. Og lige en ting til: Du åbner ikke pakken, og du lader ikke andre åbne den. Det gælder for alle de pakker, du kommer til at køre med.“
Manden slap hans arm og skubbede Andro længere ind i mørket. Andro, der ikke kunne tage fra, fordi han holdt den lille pakke med begge hænder, snublede over et eller andet og faldt bagover. Da han kom på benene, var de to mænd forsvundet.
Benene skælvede så meget under ham, at han dårligt kunne gå. Han kiggede på pakken. Nej, tænkte han. Han ville ikke. Ville ikke have noget med hverken WhiteCloud eller den pakke at gøre. Han måtte ud af det her. Måske Tomkin kunne hjælpe. Hun kunne få alle hans penge. Bare hun gjorde et eller andet. Det lykkedes ham at få sine ben til at lystre så tilpas meget, at de bragte ham ind ad døren til Tomkins hus. Hun sad bag skranken med lukkede øjne og så ud, som om hun sov, men det vidste han, at hun ikke gjorde. Tomkin sov aldrig. Der var alt for mange vigtige handler, man så kunne gå glip af. Andro gik helt hen til disken og lagde pakken fra sig. Tomkin åbnede øjnene.
„Hva’ så, Andro?“
Andro forklarede hende, hvad der lige var sket.
„Ay, knægt! Det vil jeg ikke rodes ind i. Jeg har problemer nok med WhiteCloud allerede. Det bedste, du kan gøre, er at få den der afleveret i en helvedes fart.“
„Why me?“ jamrede Andro. „Jeg er bare …“
„Lige præcis,“ nikkede Tomkin. „En lille ubetydelig nobody. Et nul. En CPK3’er.“
Andro stivnede. „Er det derfor?“
„At hvad?“
„At de har valgt mig og ikke Zeta eller Olec eller Maxa.“
„Selvfølgelig, skat. Hvad troede du ellers?“
„At det var på grund af det med pengene. Ham Cash sagde, at han godt kunne lide mennesker med penge, og jeg havde jo alle de penge på mig, så …“
Tomkin lo. „Jamen, det er da sikkert rigtigt nok, men det hele handler om at komme så langt væk fra myndighedernes søgelys som overhovedet muligt, og en 15-årig CPK3’er, der drøner rundt offline i niveau nul, er pænt langt uden for myndighedernes kontrol.“
Andro rystede opgivende på hovedet. „Jeg kan stadig ikke se, hvad de skal med sådan en som mig. De kan da få bragt deres pakker ud på mange andre måder.“
„Ikke efter at det for et stykke tid siden lykkedes Justicia og Law08 at optrævle hele deres netværk af kurerer. Har du virkelig ikke hørt om det?“
„Jeg følger ikke så tit med i nyhederne,“ mumlede Andro.
„Det skulle du tage at gøre,“ sagde Tomkin.
„Det siger min far også.“
Tomkin nikkede. „Af og til skal man lytte til sin far. Nå, men du har vel hørt om budfirmaet Avalon, ikke? Et helt almindeligt, legalt budfirma. Men det var kun en del af deres virke. Neden under alt det, der så pænt og lovligt ud, var der et enormt system af illegale transporter. Alt det er væk nu. Og selvom vi efterhånden kan klare det meste online, så er der stadig behov for at få bragt ting ud i den virkelige verden. Så hvis jeg var dig, ville jeg se at få min ass op på min scooter og få bragt den pakke hen, hvor den skal.“
„Kan du ikke gøre noget? Få mig ud af det på en eller anden måde?“
Tomkin rystede på hovedet.
Andro tog pakken og bakkede hen mod døren. Hans skridt gungrede tungt mod gulvet.
Vinden føltes ubehagelig mod hans ansigt og fik hans øjne til at løbe i vand. Han bandede over alle forhindringerne, som han måtte zigzagge sig imellem, kørte over et bræt, der var lagt hen over en revne i jorden, snoede sig uden om nogle huller, der lignede små kratere, og gjorde i det hele taget alt, hvad han kunne, for at komme så hurtigt frem som muligt. Han ville bare af med den pakke. Det kunne ikke gå hurtigt nok. Han frygtede at blive taget af politiet. Det skete godt nok sjældent, at de bare slog ned på en tilfældig i niveau nul, men det kunne ske. Og hvad mon de så ville finde i pakken? Andro turde slet ikke tænke på, hvad den kunne indeholde. Han var ikke et øjeblik fristet til at kigge i den.
Han var nået til sektor 48 og forsøgte at holde sig så tæt på bygningernes mure som overhovedet muligt, for myndighederne var ekstra opmærksomme i sektor 40 til 49, hvor der skete mange trafikuheld. Han kastede jævnligt hurtige blikke opad for at se, om en polititweeter havde kurs mod ham. Derfor så han ikke det bøjede gitter af rustne jernstænger, der lå på jorden, før det var for sent. Han nåede lige at kaste scooteren skarpt til venstre, men snittede det alligevel og mistede balancen. Heldigvis havde han ikke kørt så hurtigt. Ikke i nærheden af tophastigheden på 80 kilometer i timen. Ellers ville det være gået helt galt. Scooteren lagde sig ned på siden og kurede hen over jorden, mens den drejede rundt om sig selv. Andro blev kastet af og rullede og kurede efter scooteren. Jordoverfladen var ikke så stenhård her som mange andre steder. Der voksede endda nogle enkelte grønne totter af en eller anden form for sejlivet græs. Han fik nogle knubs, men da han endelig lå stille og med en jamren tjekkede alle lemmer for brud, kunne han konstatere, at han var sluppet billigt. Han rejste sig op og børstede jord af sit tøj. Der var revet en flænge på det ene knæ, hvor pladen af ekstra tykt og beskyttende materiale var flået af. Hans dragt havde den slags beskyttelse indbygget ved albuerne, skuldrene, hofterne og knæene.
Han havde også fået en bule i panden, og venstre overarm havde fået et lammende slag, men alt i alt var han okay, så han skyndte sig hen til scooteren for at finde ud af, om der var sket noget alvorligt med den. Den lå i en vandpyt. Et stykke af det plastik, der kapslede motoren ind var slået af, så dele af motoren var i berøring med vandet. Han tog fat i styret og sædet for at rejse den op, og i det samme fik han øje på en gammel mand, der stod og kiggede på ham. Mandens tøj så meget mærkeligt ud. Det var for det første helt sort, men det var også todelt. De fleste gik med dragter, der gik ud i et, men mandens jakke var tydeligvis adskilt fra bukserne. Jakken stod endda åben, og inde under jakken bar han en eller anden form for hvid trøje, der så meget tynd ud. Men det mærkeligste var det sorte stykke stof, der hang og dinglede frit i luften. Det så ud, som om det sad fast i trøjens halsåbning, og det nåede næsten helt ned til bukserne, hvor det spidsede til og mest af alt mindede om en pil.
„Kom du noget til?“ spurgte manden.
„Nope, jeg var lucky.“
„Og hvad med dit køretøj?“
„Ved det ikke endnu,“ sagde Andro og satte sig op på sædet, „men motoren har fået vand.“ Han trykkede på tændingsknappen. Der skete ingenting. „Zit!“ udbrød han. Han bøjede sig ned mod hullet ind til motoren. Hvordan fik han tørret det vand væk?
Manden kom nærmere. Han var helt skaldet og så meget bredskuldret ud. Jakken måtte have en eller anden form for beskyttelse indbygget i skuldrene. I det samme kom Andro i tanke om pakken. Han sprang af og åbnede sædet. Pakken så intakt ud, og han åndede lettet op. Indtil han opdagede, at det ene hjørne var vådt. „Zit!“ udbrød han igen, for var det våde bare noget, der var kommet udefra, eller var der noget inde i pakken, der var gået i stykker, og som nu lækkede?
„Hvad er det?“ spurgte manden.
„En … en pakke,“ svarede Andro.
„Det siger du ikke.“ Manden kom nærmere. „Du ser meget bleg ud. Er du sikker på, at du ikke er kommet noget til?“
„Ja. Det er mere pakken, jeg er bange for,“ mumlede Andro. „Hvis det, der er i den, er gået i stykker, så …“
„Men hvad er der i den?“
Andro trak på skuldrene.
„Hmm,“ brummede manden. „Og du kan ikke åbne den for at finde ud af det?“
„Nej.“
Manden var kommet tættere på. Tæt nok til, at han godt kunne se det våde hjørne. „Du kunne prøve at pakke den ind i et nyt stykke nanofoil.“
„Ja, men hvor får jeg fat i lige præcis sådan et stykke i en fart?“
„Jeg har da noget derhjemme,“ svarede manden.
„Har du?“
Manden nikkede. „Lige præcis sådan noget som det der.“ Han pegede med en kroget finger.
Andro blev straks mistænksom. Det kunne åbenbart ses på hans ansigt.
„Tag det roligt,“ gnæggede manden. „Jeg er ikke ude på noget. Kun en smule penge, hvis du har nogen.“
Andro havde nogle af sine sorte vees i inderlommen. „Hvor meget?“ spurgte han.
„15?“ spurgte manden.
„Det er i orden.“
„Jeg bor lige i nærheden,“ sagde manden. „I den retning.“ Han pegede. Det var også i den retning, Andro skulle, så det var ikke engang en omvej. Andro tog fat i scooterens styr og trak den af sted efter manden.
Oldingen standsede foran en dobbeltdør, der havde et par skudhuller og nogle ordentlige buler.
„Træk scooteren med indenfor,“ sagde oldingen.
„Hvorfor det?“
„Jeg har nøglen til et af de store ventilationsrum, som sender frisk luft rundt i hele bygningen. Derinde vil din scooter hurtigt blive tør. Mens den tørrer, kan vi gå op til mig. Jeg bor lidt højere oppe. Kom, denne vej.“
Andro trak scooteren med indenfor, og den gamle ledte ham gennem nogle lange gange, indtil han standsede op foran en dør, som han låste op med en nøgle. Rummet var domineret af nogle store ventilatorer, der skabte en stærk vind. Andro stillede scooteren midt på gulvet foran en af ventilatorerne og fulgte så efter manden ud af rummet, hen ad gangen og op ad nogle trapper.
Manden boede i et servicerum på anden sal. Andro var overrasket over, at man kunne bo sådan et sted. Han havde hørt om, at nogen gjorde det, men aldrig selv set det.
„Det koster ikke noget, og her er altid dejligt varmt, på grund af dem der.“ Den gamle mand pegede på et antal store rør, der løb hen over loftet. „Og de der giver god udluftning.“ Han nikkede mod et par knap så store ventilatorer som dem, de lige havde set, der lydløst snurrede rundt og satte luften i lokalet i bevægelse. „Det er noget nær perfekte betingelser for mine bøger.“
„Bøger?“ Andro havde hørt om bøger før. Han havde blandt andet set nogle i de gamle film, hans far af og til så, men han havde aldrig set en bog i virkeligheden. Havde aldrig haft en mellem hænderne. Havde aldrig helt forstået, hvordan de virkede, eller hvad man kunne bruge dem til.
Manden lo. „Ja, det ved du ikke hvad er, men det var sådan set forløberen for nettet. Man kunne lagre store mængder tekst og billeder i sådan nogle bøger. Længe for man overhovedet opfandt strøm.“
„Det vidste jeg faktisk godt,“ sagde Andro. Han kiggede sig omkring, og først nu så han, at alle vægge var dækket af reoler, der var fyldt med bøger.
„Bøger kan holde i mange, mange hundrede år, bare der er nogen til at passe på dem,“ mumlede manden og gik hen til en af reolerne. Han trak forsigtigt en af bøgerne ud og lagde den på et lille bord. „Prøv at sætte dig her.“ Han trak en stol ud fra bordet.
„Jeg har altså ikke tid til …“
„Jeg vil bare lige vise dig en bog. Det tager ikke lang tid. Og det der nanofoil, du skal bruge, har jeg lige her i en skuffe.“
Andro gik hen til bordet og satte sig.
„Glimrende,“ sagde manden begejstret. „Prøv så at åbne den.“
Andro kiggede på bogen. Han ledte efter en knap eller noget andet, der kunne få bogen til at åbne sig, men kunne ikke se nogen. Manden havde sagt, at bogen kunne lagre tekst og billeder. Så måtte den også skulle tændes på en eller anden måde. På den anden side så brugte den jo heller ikke strøm.
„Kom nu,“ gentog manden ivrigt. „Åbn den.“
„Jamen, how?“
Manden sukkede og tog fat i det ene hjørne, løftede det og skubbede det mod venstre, så bogen pludselig var dobbelt så bred. „Sådan,“ sagde han. „Nu er den åben.“
„Wow!“ udbrød Andro. Der var tekst på begge sider. Masser af tekst. Andro forsøgte ikke at læse noget af det, for han kunne ikke læse. Det var der heller ingen af hans venner, der kunne. Jo, måske Zeta, men ellers ikke. Man brugte det jo ikke mere. Alt på nettet var noget, der blev læst op eller vist som små film. Læsning var dog en af de udvidelsespakker, man kunne vælge, når man havde bestået sin 16-års-test. Det var ikke en af de pakker, Andro havde tænkt sig at vælge. Han sprang ned til nederste linje, der sluttede meget brat. „Hvordan kommer man så videre?“ spurgte han.
„Så tager du fat her i hjørnet igen, og så bladrer du om på næste side.“
„Bladrer?“ Endnu et ord, Andro ikke kendte. Øverst på siden kunne han se, at teksten fortsatte. „Det er nice,“ sagde han.
„Nemlig,“ gnæggede manden. „Sådan en bog som den her kan lagre tusindvis af ord og billeder, og den fungerer helt uden strøm. I meget gamle dage havde man noget, der hed biblioteker. Det var store samlinger af bøger. Hele bygninger fulde af bøger. Og bøgernes vogtere hed bibliotekarer. Det kalder jeg også mig selv. ’Bibliotekaren’.“
„Det skal jeg huske,“ sagde Andro. „Men nu må jeg hellere se at komme videre. Har du det der nanofoil?“
„Lige her,“ svarede manden og viftede med det grå stykke. Andro tog det, fjernede det gamle og pakkede pakken ind i det nye. Den så lige så ren og fin ud, som da han fik den. Han betalte bibliotekaren 15 vees, takkede ham mange gange og bad så om at blive ledt hen til sin scooter. Han var ikke sikker på, at han selv kunne finde vej.
Scooteren startede med det samme, da Andro trykkede på startknappen. Han satte plastikstykket på plads, gassede op og kørte ud af rummet, hen ad gangen og ud i den fri luft, mens gamlingen holdt dørene for ham. Han vinkede en enkelt gang, og så drønede han af sted. Nu skulle han bare have pakken afleveret så hurtigt som muligt, inden en eventuel lækage fik gennemblødt den nye indpakning.
Uden yderligere forsinkelser fandt han frem til den rigtige bygning og den rigtige etage. Han måtte virkelig tage sig sammen for at træde hen foran dørscanneren, der med et bip bekræftede, at han var identificeret. I det samme forsvandt Borgmannfeltet, og en kæmpestor, fed kvinde med strittende hår fyldte døråbningen ud.
„Ja?“ sagde hun med en blid, spinkel stemme, der slet ikke passede til kroppen.
„Je … jeg skulle bare aflevere den her.“ Andro rakte pakken frem.
Kvinden vendte sig om og råbte hen over sin ene skulder. „Så er pakken kommet.“
En mand dukkede op bag hende. Han var langt tyndere end kvinden og havde et stirrende blik og store poser under øjnene. Et stort antal tynde ledninger i forskellige farver sad fast på hans skaldede isse som en kunstig paryk og løb ned i en boks, som han bar på brystkassen. Uden et ord snuppede han pakken ud af hænderne på Andro. I det samme blev Borgmannfeltet aktiveret igen, og Andro stod og kiggede lige ind i det svagt flimrende kraftfelt.
Var det det? Var det virkelig det? Han havde forestillet sig, at han ville blive mødt af en gruppe mænd, der fik WhiteCloud fyrene, til at ligne små blide lam. Han kunne ikke lade være med at le. Så skyndte han sig hen til elevatoren og ned på niveau nul til sin scooter.