15
VINDEN FØLTES DEJLIG MOD HANS HUD. Hårets blafren fik ham til at smile. Han snoede sig uden om alle forhindringer så let som ingenting. Hjemturen gik meget hurtigere og meget lettere end udturen, selvom det var den samme rute. Han følte sig udmattet og havde egentlig besluttet sig for at køre direkte hjem og få sig en lur, men så kom han i tanke om Milla. Kunne igen mærke hendes arme omkring sig. Hun havde siddet lige bag ham og trykket sig ind mod ham. Måske var hun nede ved syresøen. Nej, han orkede simpelthen ikke at køre den vej. Det var en omvej. På den anden side behøvede han ikke at blive der så længe. Han kunne jo i princippet tage sig en lur der. Nej! Sove i det fri? I niveau nul? Forbandet dårlig ide. Han risikerede at vågne op uden en trævl på kroppen og uden sin scooter. „Tag dig nu sammen,“ mumlede han til sig selv. Men han kørte alligevel i retning af søen.
Han så hende, før han nåede frem til søen. Hun kom susende på et G-board. Et lille bræt, man kunne stå på, og som svævede fem til femten centimeter over jorden. Det var ikke lo-tech, men hun havde heller ikke noget at skjule. Hun var sikkert ikke blandet ind i ulovligheder. G-boards fandtes også i en lo-tech udgave. Så havde de fire små hjul og blev kaldt skateboards.
„Yai!“ råbte han.
Hun vendte sig om og smilede, da hun så ham. Så satte hun farten ned og standsede helt. Andro kørte op på siden af hende og slukkede scooteren.
„Hvordan er det, du ser ud?“ var det første, hun sagde. Det var ikke lige det, Andro havde regnet med. Hendes blik gled op og ned ad ham, og først da kom han i tanke om, at hans dragt var hullet og beskidt.
„Jeg styrtede,“ mumlede han.
„Burde du egentlig ikke køre med hjelm? Du har fået en bule i panden.“
Han trak på skuldrene. „Der er så meget, man burde.“
Hun smilede. „Jeg ved, hvad du mener. Undskyld, hvis jeg lige kom til at lyde som dine forældre.“
„Dem tror jeg ikke, vi skal snakke mere om,“ sagde han og fortsatte: „Er du på vej hjem?“
Hun nikkede. „Jeg har lige været nede ved syresøen.“
„Sammen med veninderne?“
Hun rystede på hovedet. „Alone.“
„Drøner du tit rundt her i niveau nul helt alone?“
„Never,“ sagde hun. „Det er noget, jeg lige er be gyndt på.“
„Og det er ikke nogen god ide,“ sagde Andro.
„Nu er det dig, der gør det,“ udbrød Milla.
„Woot?“
„Lyder som ens forældre.“
De lo begge to. Andro huskede hendes latter, og hvor underlig den havde forekommet ham, første gang han hørte den. Nu virkede den ikke spor underlig længere. Han havde vænnet sig til den. Kunne lide den. Den fik ham til at grine endnu mere.
„Jeg mener bare,“ sagde Andro og forsøgte at lægge ansigtet i alvorligere folder, „at det er bedre at være nogle stykker sammen.“
„Er to nok?“ spurgte hun.
„Bedre end en.“
„Jamen, så er det jo fint, at vi lige mødte hinanden.“
Andro skævede til hende.
„Eller du har måske travlt?“
„Næh,“ svarede Andro. „Ikke specielt. Var bare på vej hjem.“
„Det var jeg også. Du kan jo følge mig hjem.“
„Ja,“ sagde Andro. „Eller jeg kan køre dig hjem. Du kan bare hoppe bagpå og sidde med dit G-board i hænderne.“
„God ide.“ Hun satte sig bagpå, holdt boardet under den ene arm og holdt fast i Andros ene skulder med den anden. Han satte forsigtigt i gang og kørte hende hjem, mens han ærgrede sig over, at hun havde det G-board med.
„Vil du med op?“ spurgte hun, da de stod ved den bygning, hun boede i.
Andro blev nærmest skrækslagen ved tanken om at møde nogen i hendes familie. Det var virkelig ikke normalt, at man sådan havde nogen med hjem.
„Det tror jeg ikke,“ mumlede han.
„Nå, jamen så kan du også blive fri.“
Han skævede til hende. Var hun sur? Nej, det så ikke sådan ud. Hun smilede til ham.
„Vil du med til powerskating?“ ploppede det pludselig ud af munden på ham. Han blev selv helt overrasket.
Hun rynkede på næsen. „Powerskating? Går du virkelig op i det?“
„Øh,“ han rømmede sig. „Ikke … jo, altså, lidt. Det er da meget sjovt.“
Hun betragtede ham et øjeblik. Så trak hun på skuldrene. „Det tror jeg ærlig talt ikke, jeg har lyst til.“
„Nå. Okay.“ Andro sparkede til en sten. Anede ikke, hvad han skulle sige, eller hvor han skulle kigge hen. „Men … øh … jeg må også hellere se at komme af sted.“
„Var det virkelig, hvad du havde af forslag? Powerskating?“
„Ja,“ mumlede Andro.
„Kan du ikke finde på noget andet?“
Andro kastede et hurtigt blik på hende. Gjorde hun grin med ham? Han kunne ikke finde ud af, om hun overhovedet var interesseret i at se ham igen. „Vi kunne selvfølgelig også mødes …“
„Ja?“
„Øhm … i virkeligheden.“
„Det lyder meget bedre.“
„For eksempel … ved syresøen?“
„Det er en aftale,“ sagde hun. „I morgen eftermiddag klokken tre.“ Hun aede ham hurtigt på kinden og forsvandt så ind i bygningen. Andro stod tilbage og gispede efter luft. Først efter flere minutter tog han hånden op til kinden og mærkede på det sted, hun havde rørt ham, og der gik yderligere nogle minutter, inden han fik samlet sig så meget, at han var i stand til at starte scooteren. Virkeligheden var måske alligevel ikke så håbløs, som Heinz altid gik rundt og sagde, tænkte han, mens han kørte hjemad.
Da han kom hjem, lykkedes det ham at få smidt den ødelagte dragt ud, uden at hans far opdagede noget. Bulen i panden var dog ikke sådan at skjule. Han forklarede det med, at han havde tabt sin deodorant på gulvet om morgenen, og da han bukkede sig for at samle den op, havde han banket panden lige ned i håndvasken. Paco nikkede. Andro var dog ikke sikker på, om han troede på den.
Næste dag fik Andro nyheden om, at Heinz og hans hold havde vundet semifinalen. Andro hørte bagefter fra andre, at det var Heinz, der havde været den afgørende faktor. Når man studerede kampens statistikker, fremgik det tydeligt, at de to hold havde været meget lige på så godt som alle punkter, undtagen på dealerposten.
„Finalen!“ spruttede Heinz og så fuldstændig vild ud i blikket. „Jeg fatter det ikke. Mit hoved er ved at eksplodere, når jeg tænker på det.“
„Så lad være,“ sagde Andro.
„Som om jeg kunne.“
„Det kan også være, at det er, fordi du har taget for mange Spitzers.“
„Snak ikke om det,“ mumlede Heinz. „Jeg tog resten af dem, du gav mig.“
„Da ikke dem alle?“
„Hver og en.“
„Du er crazy.“
„Der skete jo ikke noget. Og jeg har det top-nice nu.“ „Altså lige bortset fra, at dit hoved er ved at eksplodere?“
Heinz lo. „Det er en mindre detalje.“
Andro rystede på hovedet og kiggede ud over kanten. De befandt sig på en afsats på en bjergside, der faldt 7.000 meter lodret ned. Hvordan de helt præcis var endt der, var ikke til at sige. De var bare sprunget planløst rundt fra sted til sted i alle mulige forskellige virtuelle verdner og var altså endt på en bjergvæg. Vinden peb om ørerne. Der var lidt køligt. Andro skruede op for temperaturen og dæmpede det skarpe lys en anelse.
„Du ved godt,“ sagde Heinz, „at man skal have penge for at tjene penge, ikke?“
„Hvad tænker du på?“
„At fattige mennesker aldrig nogensinde bliver rige, mens rige mennesker hele tiden bliver rigere. Penge avler penge.“
„Og?“
„Og jeg har uheldigvis ikke råd til at købe Spitzers til finalen, og hvis vi ikke vinder finalen, får vi ingen pengepræmie.“
„Er der ikke noget til dem, der bliver nummer to?“
„Jo, et latterligt beløb. Noget i retning af 500 vees til hver spiller. Det er jo helt til grin. Nej, de store penge ligger i sejren. Det er trods alt en WTIA-turnering.“
Andro kneb læberne sammen. En WTIA-turnering betød ’Winner Takes It All’. Han havde heldigvis ikke fortalt Heinz om de sorte vees, han havde liggende derhjemme. Hvis Heinz kendte til dem, ville han hurtigt have fået lokket dem ud af Andro. Som et lån. Men måske var det også den bedste løsning. Hvis han lånte Heinz de vees han havde tilbage, ville det være mere end nok til at forsyne ham med Spitzers hele vejen til sejren. På den anden side … det var nok bedre, at Andro skaffede de Spitzers. Heinz anede ikke noget om niveau nul, sorte vees og den slags. Andro bestemte sig for at tage forbi Tomkins hus og købe Spitzers. Heinz ville selvfølgelig betale Andro pengene tilbage med renter. Langt mere, end det kostede at få fjernet klippet i moralkortet. Måske kunne han ligefrem få fjernet begge sine klip, hvorfor ikke?
„Hvornår skal finalen spilles?“
„I overmorgen.“
Det passede så perfekt. Om cirka tre dage regnede hans forældre med, at han skulle teleporteres til Senna7. Han glædede sig til at fortælle dem, at det ikke ville blive nødvendigt alligevel.
„Hvorfor sidder du og smiler som en tosse?“ spurgte Heinz og skubbede til Andro med en skosnude. „Du har vel ikke mødt en eller anden tøs?“
„Hell no!“ udbrød Andro og så ud, som om tanken var hæslig. „Det er bare, fordi jeg lige har taget en beslutning.“
„Som er?“
„At du skal vinde finalen i Blaster55.“ Andro rejste sig. „Kom, lad os springe.“
Andro tog sig til kinden, mens han susede af sted mod Tomkins hus. Det var, som om det sted, Milla havde rørt ham, stadig føltes varmt. Det kunne ikke passe.
„Nu tager du dig sammen,“ knurrede han til sig selv og mærkede efter, om kontanterne stadig var i inderlommen. Det føltes, som om de brændte i lommen på ham. Han måtte for enhver pris forsøge at undgå at møde nogle WhiteClouds. Han lod konstant sit blik afsøge omgivelserne for hvidt. Med bankende hjerte kørte han op foran Tomkins hus, sprang af scooteren og skyndte sig indenfor.
Der var et mylder af mennesker, men ingen i hvidt. Tomkin havde travlt. Hun havde hektiske røde pletter på kinderne, der næsten fik hende til at se helt levende ud. Normalt havde hun en kulør som en mellemting mellem et hvidt lagen og et flere dage gammelt lig. Andro havde aldrig set et lig, men han forestillede sig, hvilken hudfarve det måtte have.
Endelig nåede han frem til disken, og Tomkin vrissede: „Hvad kan jeg gøre for dig, knægt?“
Andro tøvede. Hun så ud – og lød – som om hun aldrig havde set ham før. Nå, det betød ikke noget. Han trak seddelbundtet frem. „Jeg skal have to pakker Spitzers.“
„Det bliver 1.300.“
„Nej,“ udbrød Andro. „Forleden dag sagde du, at de kostede 600 stykket.“
Hun fik et træt drag om munden. „De er steget – still going up. Lige nu koster de 650. Og hvis du venter for længe, koster de 700. Skal du have dem, eller hvad?“
Andro nikkede.
„Øjeblik.“ Tomkins pupiller blinkede hvidt, da hun sendte en besked til lageret ude bagved. Et øjeblik efter dumpede to små pakker ned i en beholder. Hun rakte ud efter dem og kastede dem på bordet foran Andro. Han talte 1.300 vees op og rakte dem til hende. Hun snuppede dem hurtigt, kiggede op og sagde: „Næste.“
Andro stoppede de to pakker i inderlommen og gik hen mod døren. Han tøvede et øjeblik foran det flimrende Borgmannfelt, som om han anede, hvad der ventede ham på den anden side.
Der var fire. De skilte sig tydeligt ud fra omgivelserne. Stod som fire hvide, oldgræske søjler midt på en stinkende losseplads. Andros scooter stod midt imellem dem. De blottede alle fire deres tænder som på kommando, da Andro trådte ud ad døren. Troede de selv, de smilede? Deres grimasser fik det til at gyse i Andro. Han så for sig, hvordan de med deres spidse tænder med lethed ville kunne flå alt kød af hans knogler som straf for, at han havde ødelagt det, der var i den pakke, han afleverede.
En af søjlerne knækkede fri og tog et par skridt hen mod Andro. I det samme genkendte Andro Cash.
„Godt at se dig i niveau nul igen,“ sagde manden.
Andro forblev tavs.
Cash slog ud med hånden. „Som du kan se, har vi gjort alt klar til dig. Pakken er endda lagt ned i bagagerummet. Du skal bare sætte dig op, starte dit lille primitive køretøj og aflevere pakken for os.“
„Hvor?“
Cash kom helt hen til Andro og sagde med lav stemme: „21,19,143. Det er ikke så langt væk som sidst.“
Andro nikkede og skulle lige til at gå hen til scooteren, da Cash skød en hvid behandsket hånd ud, tog fat i Andros arm og vred den om på ryggen.
„Av!“ skreg Andro.
„Shut up,“ hvæsede Cash. „Jeg ved ikke,“ fortsatte han med lav, knurrende stemme, „hvad du tror, du har med at gøre her, men lad mig advare dig om, at du har været så tæt,“ han viste afstanden med venstre hånds tommel- og pegefinger, der var få millimeter fra hinanden, „på at blive smidt i syresøen, er du klar over det?“
Andro kunne ikke svare. Det var heller ikke nødvendigt. Cash fortsatte uden pause. „Man skifter ikke en pakkes indpakning. Den afleveres præcis, som man har modtaget den, har du forstået?“
Andro nikkede.
„Den eneste grund til, at du stadig lever, er, at man kunne se, at du ikke havde forsøgt at åbne pakken. Man gætter på, at du på en eller anden måde har fået svinet det nanofoil til, som pakken var pakket ind i, og så har du skiftet det ud med et rent stykke. Det gør du ikke en anden gang. Det, du får, er også det, du afleverer. Er du med?“
„Ja,“ hviskede Andro sammenbidt. Hans arm gjorde mere og mere ondt.
Cash slap i det samme armen og trådte et halvt skridt baglæns. Andro tog sig til skulderen og ømmede sig.
„Så se at komme af sted,“ sagde Cash. Han sparkede Andro bagi. Andro tumlede fremad mod scooteren, fik den startet og skyndte sig væk. Han rystede så meget, at han havde svært ved at styre scooteren, og han måtte køre langsommere, end han normalt ville have gjort, for ikke at styrte. Han nåede frem til sektor 21, fandt den rigtige bygning og et godt sted at parkere scooteren. Han var nervøs, da han slog sædet op og kiggede ned i bagagerummet, men den aflange pakke, der lå der, så helt intakt ud. Der var ikke så meget som en plet på den sorte nanofoil. Han tog pakken op, smækkede sædet i og skyndte sig ind i bygningen, tog elevatoren op på etage 143, hvor han afleverede pakken. Så nemt kunne det gøres. Han smilede, da han sad på scooteren igen. Så slemt var det heller ikke. Nu ville der sikkert gå flere dage, før han hørte fra WhiteCloud igen.
På vejen hjem kørte han forbi Heinz i sektor 24. Heinz blev fuldstændig overvældet.
„Huu!“ hvinede han og sprang rundt i værelset som en galning. „Det er så great! Zit, zit, zit! Hvor er du …“ Han kom nærmest dansende helt hen til Andro og tog om ham, som om han ville slås, ligesom da de var små. „Du er bare den bedste.“
„Det går nok,“ sagde Andro og bakkede væk fra sin opkørte ven. „Du kan takke mig, når I har vundet finalen, ved at sætte en masse vees ind på min konto.“
„Bare rolig. Det kan du godt regne med.“
Andro tog fat i sin vens arm. „I skal vinde den finale.“
Heinz kiggede overrasket på Andro. „Hvorfor siger du det på den måde?“
„Ikke for noget,“ mumlede Andro hurtigt og slap armen igen.