17
DER VAR IKKE HELT MÕRKT DERNEDE. En smal stribe lys i gulvet ledte ham på vej. Det var tydeligvis et hemmeligt sted. Hvorfor lod de ham se det? Nu vidste han pludselig noget, som han helst ikke ville vide. Noget, som han skulle sørge for at holde skjult for alle, han kendte – og myndighederne. Jo mere han havde med WhiteCloud at gøre, jo værre blev det hele. Men det bekræftede ham også i, at han havde truffet den rigtige beslutning med hensyn til at satse alt på, at Heinz ville vinde finalen. Det var den eneste vej ud af problemerne.
Hans skridt rungede i den mørke, tomme gang. Tanken om, at han gik under jorden, var skræmmende. Han kunne ikke lade være med at forestille sig, at der pludselig ville opstå en lille revne i loftet. En smule sand og nogle småsten ville drysse ned. Ikke noget at snakke om. Men revnen ville vokse. Hurtigt. Pludselig ville den åbne sig helt. Gangen ville brase sammen. Han ville blive begravet levende.
Han satte farten op. Løb nærmest af sted uden at vide, hvor han skulle hen. Han fulgte bare lyset i gulvet. Der lød andre skridt end hans egne et eller andet sted fra. De kom nærmere. Andro standsede helt op og stod og holdt vejret. En jævnaldrende dreng dukkede pludselig ud af mørket med en pakke under armen. Han var møgbeskidt og i laset tøj. Han var hulkindet med dybtliggende øjne, og han havde et grimt sår på højre kind. Andro troede, at drengen ville række pakken til ham, men det skete ikke. Drengen gik lige forbi Andro uden at værdige ham et blik.
„Wait,“ råbte Andro.
Drengen standsede og vendte sig.
„Hvad foregår der?“ spurgte Andro. „Hvor skal du hen med den pakke? Jeg troede, jeg skulle ud med den.“
Drengen udstødte et fnys. „Er du totally new, eller hva’?“
„Ja.“
„Du skal bare følge lyset i gulvet hen til posthuset.“
„Posthuset?“
„Ja. Der hvor man får udleveret sin pakke. Af postmesteren.“
„Er der også en pakke til mig?“
„Hvis du har fået besked på, at der er en, så er der også en.“
„Jamen, det …“
„Jeg har altså ikke tid til at snakke mere,“ sagde den fremmede dreng og forsvandt i mørket.
Andro fortsatte. Pludselig så han et hvidt lys længere fremme. Han nåede frem til et stort rum med masser af lys i loftet og på væggene. Der var et bord og en mand bag bordet. Det måtte være postmesteren. Døren åbnede sig automatisk, da Andro stillede sig hen foran den. Manden ved bordet vinkede ham nærmere. Andro trådte indenfor.
„Navn?“ sagde manden med en stemme, der var så tonløs, at Andro et øjeblik troede, det var en robot.
„Andro Miller.“
Postmesteren nikkede og tog noget frem, som Andro genkendte som en bog. En stor, sort en. Manden bladrede igennem bogen, standsede ved en bestemt side, lod en finger køre ned over siden og nikkede igen. „Øjeblik,“ sagde han og forsvandt gennem en dør. Et øjeblik senere kom han tilbage med en kasse på størrelse med en skotøjsæske. Den var pakket ind i sort nanofoil. „Her,“ sagde han og stillede kassen på bordet foran sig.
Andro tog kassen op og blev overrasket over, hvor let den var. „Er der overhovedet noget i den?“ spurgte han.
Manden kiggede på ham med et vredt blik. „Forsøger du at være morsom?“
Andro rystede på hovedet.
„Godt.“ Han skrev noget på et stykke papir og rakte sedlen frem. „Kassen skal afleveres her.“
„Jeg kan ikke læse,“ mumlede Andro.
„Det er tal,“ sukkede manden. „Du kan vel for fanden læse tal?“
„Ja, ja. Selvfølgelig.“ Andro tog sedlen og læste koordinaterne: 31,47,180. Han stak sedlen i baglommen. Manden bag bordet sprang op.
„Hvad fanden laver du, knægt! Sig mig, er du insane? Du skal bare huske den adresse og så æde sedlen bagefter.“
„Woot?“ Andro troede ikke sine egne ører.
„Tror du måske, vi kan have alle mulige sedler med adresser liggende og flyde rundt omkring? Der er jo ligesom en grund til, at vi kører lo-tech, ikke?“
„Hvorfor kan du ikke bare fortælle mig, hvad koordinaterne er?“
„Fordi lyd kan opsnappes. Myndighederne har mikrofoner overalt. Nu kigger du på den seddel, memorerer adressen, og så æder du den. Ikke mere bøvl!“
Andro tænkte, at hvis myndighederne havde mikrofoner her, ville stedet sikkert være blevet lukket for længe siden. Han kiggede på adressen en gang til. Så proppede han sedlen i munden og gav sig til at tygge.
Manden pegede over mod den ene væg. Der stod en dunk vand og en stabel papkrus. Andro skyndte sig derover, og med hjælp fra et par krus iskoldt vand lykkedes det ham at få slugt sedlen. Han kiggede på manden, der så ud til at være fuldstændig opslugt af den sorte bog. Det var vel det. Han havde fået kassen og adressen, hvor den skulle afleveres. Det var bare om at få det gjort så hurtigt som muligt. Han skyndte sig ud i den mørke gang og fulgte lysstriben i gulvet mod udgangen. Andro var nået til foden af trappen og skulle lige til at bevæge sig op mod overfladen, da han hørte lemmen deroppe gå op og en eller anden komme løbende ned ad trinene. I det samme lød der en serie skud. Andro for sammen. Det dryssede med jord og sten ned i hovedet på ham, mens der lød flere skud. Andro var som frosset til stedet, indtil ingen andre end Cash kom springende ned imod ham. „Run!“ skreg Cash, mens der lød flere skud.
Andro spurtede hen ad gangen med kassen i armene og Cash i hælene. Det lød, som om et helt kompagni var på vej ned ad trappen. Der blev skudt bag dem. Andro hørte projektiler slå ind i væggen til venstre for sig. „Hvad sker der?“ skreg han.
„Run, knægt!“ gispede Cash.
De nåede ind i selve posthuset, hvor manden, der før havde siddet bag skranken, nu stod ved døren med et stort våben i hænderne. I samme øjeblik Cash og Andro nåede ind, lukkede og låste han Borgmannfeltet. „Hvor mange er de?“ spurgte han.
„Det er et standard squad-team på fem,“ svarede Cash. „Jeg så dem først i det øjeblik, jeg havde fået lemmen åbnet, så der var ikke noget at gøre.“
„Zit!“ knurrede manden. „Og så lige nu, hvor vi har en af de specielle pakker på lager.“
„Har vi det?“ Cash så helt forskrækket ud.
Manden nikkede sammenbidt. I det samme begyndte Borgmannfeltet at flimre. Små hvide glimt dukkede op overalt i det. Enkelte projektiler kom igennem feltet og faldt til gulvet som døde insekter.
„Om fem minutter kommer forstærkningen,“ mumlede manden. „Så får de skudt sig igennem i løbet af no time.“
„Hvad fanden gør vi?“ råbte Cash.
„Knægten,“ sagde postmesteren og nikkede mod Andro, der stod stiv som en graflarstick midt i rummet. „Giv ham pakken og send ham gennem røret.“
„Det kan vi da ikke,“ svarede Cash. „Hvad nu, hvis den bliver …“
„Shut up!“ råbte postmesteren, helt rød i hovedet. „Det er det eneste, vi kan gøre. Myndighederne må under ingen omstændigheder få fat i den – det ved du udmærket godt.“ Han pegede ud mod det rum, der lå bag skranken. „Skynd dig!“ Cash løb derud og kom straks efter tilbage med en kasse, der var mindre end den, Andro stod med i hånden. Han slog kassen ud af Andros hænder og erstattede den med den nye kasse.
„Aflever den her på den adresse, du har fået,“ råbte han, mens en haglstorm af skud slog imod døren, hvis blåflimrende kraftfelt blev lysere og lysere. Når det blev helt hvidt, ville det falde sammen og døren være åben.
„But …“ pippede Andro.
„Kom her!“ Cash tog fat i Andros arm og trak ham med hen til en lille lem i væggen. Han åbnede lemmen og skubbede Andro ind i et rør. „Kravl, dreng. 50 meter længere fremme kommer du til en stige, der går op til overfladen. Aflever pakken! Get going!“ Så smækkede han lemmen i, og Andro sad alene tilbage i mørket med pakken mellem hænderne. Hans ben rystede, han gispede efter luft, og han var skrækslagen, men han gav sig alligevel til at kravle. Ikke mindst fordi der lød flere og flere skud og eksplosioner fra posthuset. Det lød, som om en hel krig var brudt ud. Andros dragt omstillede sig til mørket og begyndte at gløde, og fra skuldrene kom der et par svage lyskegler, man kunne se lidt ved. Han nåede frem til stigen og gav sig til at kravle opad. Dragtens lys lyste ikke opad, og der var så mørkt, at han ikke opdagede dækslet, før han slog hovedet imod det. Det var ikke helt let at løfte det, samtidig med at han skulle passe på ikke at tabe pakken, men det lykkedes til sidst, og han kravlede helt op.
Det øsregnede. Porerne i hans dragt trak sig straks sammen, så vandet ikke kunne trænge ind, men hvad med pakken? Der var kun en ting at gøre. Han lynede ned i sin dragt og forsøgte at få hele pakken ind i læ af den, men pakken var lige præcis så stor, at han ikke kunne lyne helt op, så han måtte krumme sig sammen om pakken, som var han en flyder, og løb hen til sin scooter, der stod i læ af en af de store bygninger. Jorden var blevet til et smattet pløre af glat mudder, og han var lige ved at falde flere gange, men det lykkedes at nå hen til scooteren uden uheld. På grund af den åbentstående dragt fik han dog en del vand ind på undertrøjen, som absolut ikke var vandafvisende.
Han åbnede sædet og lagde pakken ned i bagagerummet. Den sorte nanofoil var også blevet våd, men det var der ikke noget at gøre ved.
„Det er ikke min skyld,“ mumlede han. „Ikke min skyld.“ Om og om igen mumlede han de samme ord. Hans ben rystede så meget under ham, at han ikke kunne stå op. Han sank sammen med ryggen mod den rå betonmur, mens alt rystede på ham, og han sad sådan, helt bleg og tom i blikket, mens han ventede på, at regnen skulle holde op, men det gjorde den ikke. Tværtimod. Der begyndte at danne sig større og større pytter, der løb sammen og blev til søer, der løb sammen og blev til et hav, der dækkede alt.
„Ikke min skyld,“ mumlede Andro. Han var stadig så rystet over det, han havde oplevet, at selvom regnen holdt op, ville han ikke have været i stand til at rejse sig op. Han havde været så tæt på at blive skudt. Hvad var det, der foregik? Hvornår havde myndighederne sidst bekymret sig om, hvad der foregik i niveau nul? Det eneste gode ved det var, at Cash forhåbentlig var blevet dræbt eller taget til fange. På den anden side. Hvis det skete, ville der bare komme en ny, som måske var endnu mere ubehagelig. Der kom altid en ny af den slags fyre. Og hvad var det, der var så specielt ved den her pakke? Cash havde været ved at sige et eller andet om, at den kunne blive et eller andet. Hvad? Hvad kunne den blive?
Det tog lang tid at komme hjem. Flere steder var vandet så dybt, at han måtte finde andre veje. Han var iskold og udmattet, da han endelig kunne vakle ind i lejligheden med kassen i hænderne. Han turde simpelthen ikke lade den ligge i scooterens bagagerum.
Hans far lå heldigvis i flyderen inde i stuen og opdagede ikke, at Andro kom hjem. Han skyndte sig ind på sit værelse og gemte pakken i skabet under noget tøj. Så krængede han dragten af sig og gik ud på badeværelset for at tage et varmt bad. Mens han stod der og langsomt fik varmen, funderede han over, om han skulle tage sin G-scooter og køre hen til den adresse, hvor pakken skulle afleveres, eller om der mon kunne være noget galt i det. G-scooteren var jo et indregistreret fartøj. Myndighederne kunne kigge i dens logfiler og se, hvor den havde været til hver en tid. Der var jo nok en grund til, at WhiteCloud brugte unge fyre på lo-tech scootere som bude. Nej, det var nok bedst at vente, til det holdt op med at regne, og så fræse af sted på den gamle scooter så hurtigt som muligt. Indtil da ville han tage en lur. Han var fuldstændig udkørt. Drænet for al energi. Han kollapsede nærmest ned over sin seng og faldt i søvn med det samme.
Regnen var holdt op. Han tjekkede en række webcams og så, at der stadig lå en del vand i niveau nul, men ikke så meget, at han ikke kunne komme frem på sin scooter. Han måtte hellere se at få afleveret den pakke. Men lige idet han skulle til at finde den frem fra skabet, kom hans far ind på værelset.
„Yai, Andro. Jeg så, du var kommet hjem.“
„Ja, men jeg tager af sted igen lige om lidt.“
„Hvor skal du hen?“
„Over til Heinz. Han skal spille finale i morgen i en stor turnering, så jeg skal lige give ham lidt moralsk opbakning.“
Paco nikkede. „Vi skal også til at have pakket nogle ting, til når du skal til Senna7. Jeg har også et par presentes til Tessie, som du skal have med.“
„Gaver?“ Det havde Andro ikke tænkt på.
„Ja. Tessie fik bevilget en direkte forbindelse i fem minutter i dag. Det var dejligt at snakke med hende i realtime, men vi kom desværre op at skændes lidt om alt det her med dit nye klip i moralkortet, og … ja, det er ikke noget alvorligt, men … du ved, hvordan det er med kvinder. Man skal lige have brudt isen, og det kan en lille gave nogle gange hjælpe lidt med.“
„Jamen, hvad har du købt?“
„Ikke noget særligt. Men du ved, hvor glad hun er for meatchips, og dem kan hun ikke få derude, så jeg har købt et par pakker.“
Andro var lige ved at sige, at han stadig ikke var sikker på, om han tog af sted, men hvis han først åbnede op for den diskussion, var det ikke til at sige, hvor lang tid det ville tage, og nu ville han bare af med den pakke, så han brummede et eller andet om, at Heinz ventede på ham.
„Så pakker vi, når du kommer hjem,“ sagde Paco og forlod værelset.
Andro skyndte sig hen til skabet, hvor han havde gemt pakken, fjernede tøjet, han havde lagt over den, og tog fat om kassen. Så fik han et chok. Kassen var så tung, at han ikke kunne løfte den. Han kunne ikke engang rokke den.