19

En rød sø

DET FØRSTE, HAN GJORDE, DA HAN vågnede næste dag, var at skynde sig hen til skabet og mærke efter, om han kunne løfte kassen. Det kunne han ikke. Han bandede indædt og gik så ud i køkkenet for at få sig noget morgenmad. Paco sov stadig. Han var i hvert fald offline, kunne Andro se. Han tjekkede, om Heinz var online. Det var han. Andro kontaktede ham.

„Så er det finaledag,“ sagde han. „Er du ready?“

Heinz nikkede ivrigt. „Om tre timer går det løs.“

„Zit, jeg er mindst lige så nervøs som dig,“ mumlede Andro.

„Take it easy. Vi vinder.“ Heinz smilede og holdt sin sidste pakke Spitzers frem. „Logger du på og ser kampen?“

Andro nikkede. „Det regner jeg med.“

„Great,“ sagde Heinz. „Så ses vi.“

„Good luck.“

Andro spiste færdig. BB ryddede op efter ham. Andro tjekkede, om Milla var online. Det var hun. Hun var i gang med et samfundsfagsmodul på edutainmentportalen. Han kunne se, at hun meget snart var færdig. Han lagde en besked i hendes indbakke, hvor han bad hende om at kontakte ham. Det gjorde hun ti minutter senere.

„Hvad vil du?“ spurgte hun. Hun lød afvisende.

„Jeg vil bare sige undskyld. Det var ikke meningen at … altså, ham manden … jeg var bare nødt til at snakke med ham.“

Hun sagde ikke noget.

„Hvad med …“ Andro gik i stå. Han havde ikke nået at tænke over, hvad han ville foreslå. Skulle han foreslå, at de mødtes i en eller anden virtuel verden? Nej. Det ville hun sikkert ikke. Desuden ville han også allerhelst møde hende i virkeligheden. Det blev han pludselig klar over, og det skræmte ham næsten, for det var virkelig ikke normalt. Onlinemøder var normalt. Det andet var gammeldags, utjekket og pinligt.

„What?“ sagde hun.

„Øhm … syresøen. Hvad med at mødes der?“

Hun var tavs et øjeblik. Andros hjerte dunkede hårdt i brystet på ham.

„Det er ikke så godt, for jeg skal passe min tip. Han skal bo her hos os i nogle dage.“

„Hvorfor det?“

„Han har lige været på hospitalet. Han har fået kræft i lunger og lever.“

„Nå. Pyha. Godt det ikke er alvorligt.“

„Ja,“ sagde Milla. „Han skal have en behandling senere i dag, i morgen og i overmorgen, og så skulle han være helbredt og kan tage hjem til sig selv igen.“

„Okay,“ mumlede Andro nedslået.

„Du kan jo komme herhen.“

Andros puls steg. „Det er jeg altså …“

„Han bider ikke. Vi bor i niveau 26. Og bare rolig. Mine forældre er ikke hjemme. Der er kun mig og min tip.“

Andro pustede luft ud mellem sine sammenbidte tænder. „Jeg kommer.“

Han trak scooteren helt ind i bygningen og fandt en afsides krog, hvor han kunne gemme den. Så løb han op ad trapperne til niveau ti og tog elevatoren resten af vejen. Han var helt stakåndet, da han stod foran døren og lod sig scanne.

Milla dukkede op. „Yai, Andro. Kom bare ind.“

Andro trådte gennem Borgmannfeltet og ind i entreen. Han fulgte efter Milla ind i stuen, hvor en gammel mand sad og kiggede i et eller andet, som Andro først ved andet øjekast genkendte.

„Goddag, unge mand,“ sagde tipoldefaren. „Milla har fortalt om dig. Var det Arndo du hed?“

„Andro,“ sagde Andro og smilede.

„Aha. Spansk?“

Andro nikkede. „Min far er spansk, min mor er engelsk.“

Den gamle hvidhårede mand nikkede. „Ja, undskyld jeg sådan fik overtalt Milla til at lokke dig helt her op. Jeg kommer ikke så meget ud længere, og mine implantater,“ han prikkede sig i panden med en finger, „er begyndt at svigte. De kan ikke skiftes ud eller repareres, så jeg har ondt ved at gå online. Hvis jeg absolut skal online, bruger jeg håndholdte enheder som den her.“ Han pegede på et lille firkantet metalhylster, som lå på bordet ved siden af ham. Hele dimsens ene flade var en skærm, der fungerede som brugerflade til nettet. „Men jeg vil meget hellere fordrive tiden med at kigge i dem her.“ Han holdt den ting frem, som han sad med i hænderne. „Ja, sådan en har du nok ikke set før, men det er en …“

„Bog,“ sagde Andro.

Tipoldefaren gav et spjæt af forbavselse. „Hvor ved du det fra?“

Milla så også undrende ud.

„Det lærte jeg af en bibliotekar.“

„En hvad for en?“ udbrød Milla.

Tipoldefaren smilede, så hele ansigtet blev gennemtrukket af dybe rynker. „Bibliotekar,“ sagde han. „Det var dog et herligt gammeldags ord. Ja, den slags findes jo ikke mere.“

„Hvad er det?“ spurgte Milla.

„Det er en person, som vogter over en masse bøger,“ sagde Andro.

Tipoldefaren pegede på Andro, men kiggede på Milla, mens han sagde: „Det er en meget speciel ung mand, du der har mødt, min pige.“

„Jeg ved også, hvordan man bruger sådan en bog,“ fortsatte Andro. „Den behøver ikke engang strøm for at virke.“

„Korrekt,“ mumlede tipoldefaren. „Fuldstændig korrekt.“ Han lagde den på et bord, der stod ved siden af ham. Han viste med hånden, at han ville have Andro til at demonstrere, hvad han kunne. Andro gik hen til bordet og lod fingerspidserne løbe langs bogens højre kant, som kunne åbnes, men bogen virkede lukket på en helt anden måde end den bog, bibliotekaren havde haft. Han bøjede sig frem og kiggede nærmere efter. Det var ikke muligt at åbne bogen.

„Det forstår jeg ikke,“ mumlede Andro. „Man plejer at kunne tage fat i øverste højre hjørne og åbne den ved at gøre sådan her.“ Han førte sin hånd i en bue hen over bogen, som om han åbnede den. „Og bagefter kan man gøre noget, der hedder at bladre, men … der er et eller andet galt med den her bog. Den vil ikke. Måske er den krypteret.“

Tipoldefaren spruttede af grin. Så tog han fat i bogen, løftede og vendte den, og lagde den ned igen. „Du har fuldstændig ret, min dreng, men jeg var kommet til at lægge bogen med forsiden nedad, sådan at bogens ryg lå mod højre.“ Han klappede på bogen med flad hånd. „Sådan, nu ligger den, som den skal. Se. Forsiden opad. Nu kan du åbne den.“

Andro forsøgte igen, og nu lykkedes det. Bogen åbnede sig nemt og elegant, og Andro viste, hvordan han både kunne bladre frem og tilbage i den.

„Kan du også læse, hvad der står?“ spurgte tipoldefaren.

„Ikke for godt,“ mumlede Andro og lænede sig ned over siderne, mens han prøvede at fokusere på mylderet af små sorte bogstaver.

„Det ville også næsten have været for meget af det gode,“ gnæggede oldingen. „Engang var det pinedød nødvendigt, at man kunne læse. Menneskeheden var aldrig nået hertil, hvor vi er nu, hvis ikke det var, fordi alle kunne læse engang. Børn gik i skole hver dag for at lære det, og der var bøger og aviser overalt. Men jeg kan ikke engang selv læse ret godt. Det tager så lang tid. Vi lærte det heller ikke i skolen dengang for 130 år siden, men som ung mand tog jeg et virtuelt kursus sammen med en pige, som jeg var interesseret i.“ Han blinkede til Andro. „Men det gør man ikke engang nu om dage, vel?“

„Nej,“ sagde Milla. „Jeg har aldrig hørt om det.“

Tipoldefaren rystede på hovedet. „Det er sørgeligt.“

Milla klappede ham trøstende på hånden. „Andro og jeg kører lige en lille tur. Er det i orden?“

Tipoldefaren nikkede. Det var, som om han havde glemt, at de var der. Han var helt opslugt af bogen og nogle af de billeder, som var dukket op, da Andro bladrede i den.

„Jeg kommer snart igen,“ sagde hun.

„Det er fint,“ mumlede han.

Andro og Milla sad og kiggede ud over syresøen. De var begge to offline. De var kørt hele vejen rundt om søen og over til den modsatte bred ligesom sidst. Andro krympede sig ved benzinforbruget, men det var alligevel det hele værd.

„Er det rigtigt,“ sagde hun, „at du er en CPK3’er?“

Andro havde hele tiden været klar over, at det kun var et spørgsmål om tid, før hun ville finde ud af det. På den ene eller anden måde. Han nikkede tavst.

„Hvad har du lavet?“

„Tjah …“ Han kastede en sten ud i vandet i et forsøg på at vinde lidt tid. Måske vidste hun allerede, hvad der var sket, og spurgte kun for at høre det fra ham selv. Det var nok bedst at fortælle det, som det var, så han forklarede, at han havde været med til at raide forulykkede woofers og tweeters nogle gange, og at han havde været uheldig og var blevet taget for det.

„Er du så holdt op med det?“

„Ja. Nu er jeg blevet bud for … for et firma. Jeg kører ud med pakker, you know.“ Teknisk set var det vel ikke løgn. WhiteCloud var måske ikke ligefrem et firma, men … måske var de det alligevel. På en måde. „Ham i den hvide frakke var fra det firma. Han havde en pakke til mig, som jeg skulle aflevere. En meget important pakke.“

Milla kiggede nøje på ham. Sagde ikke noget et stykke tid. Studerede ham bare. Andro flyttede uroligt på sig. Brød sig ikke om at blive studeret på den måde.

„Jeg synes, det lyder som et strange firma,“ sagde hun efter et stykke tid. Så rejste hun sig op. „Nå, men nu må jeg hellere se at komme home. Det er ikke til at vide, hvad min tip kan finde på. Yesterday lagde han en eggstick ind i microen.“

„Nej!“ udbrød Andro.

„Jo. Det gav et ordentligt bang, da sticken eksploderede, og det tog altså laaaang tid at få gjort microen clean igen.“

„Ja, så er det nok bedst at komme home.“

De gik hen til scooteren, satte sig op og kørte hjemad. Hun tog ikke fat omkring ham fra starten, men det fik han hende til, da han accelererede så hurtigt, at hun instinktivt greb ud efter noget at holde fast i.

Andro loggede på Blaster55 og snakkede lidt med Heinz, inden kampen skulle begynde. Heinz var på toppen. Andro gættede på, at han allerede havde taget den første Spitzer. Bare for at være skarp lige fra starten.

Som tilskuer kunne Andro bevæge sig rundt i hele spillet og se alt, hvad der foregik på begge hold, men han var samtidig fuldstændig afskåret fra at kunne kommunikere med omverdenen, så det ikke var muligt at snyde. Han kunne se, hvor fjenden lagde baghold, deres bevægelser, deres taktik. Hvis der fandtes en måde at få det videregivet til Heinz og hans hold på, ville det være blevet en meget kort kamp.

Medlemmerne af Heinz’ hold, Father of Pearl, kom fra fire forskellige solsystemer og ville temmelig sikkert aldrig komme til at møde hinanden i virkeligheden. Det var også fuldstændig ligegyldigt. De kendte hinanden ud og ind alligevel og vidste præcis, hvordan hinanden tænkte. I hvert fald i kampens hede i Blaster55.

De fik en rigtig god start. Inden den første time var gået, havde FOP erobret 14% mere land end modstanderne, havde udvundet 11% flere råstoffer og havde en ildkraft, der var 7% større end det andet hold, som hed Tarters. I løbet af de næste timer udbyggede FOP føringen, og en del af den nervøsitet, Andro havde gået og bygget op, forsvandt lige så stille. Indtil Tarters iværksatte en stor modoffensiv. Andro så dem organisere en fælde, men var sikker på, at FOP var klar over, at det netop var en fælde og dermed ville have et modtræk til den. Det viste sig ikke at være tilfældet. Med ét slag mistede FOP den føring, de havde – og lidt til.

Nervøsiteten kom tilbage til Andro som et slag med en hammer. Han var pludselig sikker på, at alt var tabt. Det måtte ikke ske. Han havde desperat brug for de penge, som Heinz havde lånt. Plus renterne. Men spillet blev ved med at gå skidt for FOP. Da det gik ind i sin fjerde time, førte Tarters stort. Andro havde ikke nerver til at se med længere. Han loggede af, rejste sig fra flyderen og gik ud i køkkenet for at få lidt at spise og drikke.

Han tog et glas siffelsaft og nogle kiks med ind på værelset, kom i tanke om kassen i skabet, som han ellers ikke havde skænket en tanke i flere timer, og forsøgte at løfte kassen. Det kunne ikke lade sig gøre. Han bandede højlydt. Alt var tabt. Heinz ville ikke vinde, og han kunne ikke få afleveret pakken. To ting, der tilsammen var nok til at lægge hele hans liv i ruiner. Men da han efter et stykke tid loggede sig på spillet igen, fik han en glædelig overraskelse. FOP havde genvundet føringen, og den var stor. Tarters nægtede at give op og kæmpede videre i en halv time mere, men så var det også endegyldigt slut.

„Sådan!“ råbte Andro, da han sprang op fra flyderen. Pengene var hjemme. Heinz var en helt. En supergamer, hvis fremtid så lys og lovende ud. Det samme syntes Andro pludselig også, hans egen fremtid gjorde. Han glædede sig helt vildt til at kunne fortælle sin far, at klip nummer to i moralkortet var blevet fjernet, og at det havde været en fejl. Paco ville blive lang i ansigtet. Andro lo. Senna7 måtte klare sig uden ham. Han ville blive på Jorden, tage sin 16-års-test og se mere til Milla. Meget mere.

Han dansede rundt i sit værelse. Spjættede med arme og ben, mens han hujede og råbte. Heldet var vendt igen. Nu ville alt blive godt. Så kom han i tanke om pakken i skabet, skyndte sig hen for at løfte på kassen, tog fat om den og faldt bagover, for kassen var let som en fjer.

„Sådan!“ råbte han og kom på benene. Han tog kassen under armen og skyndte sig ud af lejligheden, spurtede hen til elevatoren, kørte helt ned i bunden, løb ned ad servicetrapperne og stod gispende foran sin scooter.

Andro havde fart på. Jo før han kom af med den kasse, desto bedre. Han bremsede, så dækkene hvinede, da han nåede frem til den rigtige adresse. Han gemte scooteren, så godt han kunne. Nu skulle han bare op på 112. etage. Alle fire vægge i elevatoren reklamerede for den nyeste model af den G-scooter, Andro havde. Han ignorerede reklamen og skyndte sig ud, da elevatoren standsede. Lige inden Andro trådte ud på gangen, kom tre store, sortklædte mænd småløbende hen imod ham. De havde sorte hatte med skygge på, og Andro nåede at se, at de alle tre var tatoveret i ansigtet med forskellige snoede mønstre. De lignede absolut ikke nogen, man skulle stå i vejen for, så Andro klemte sig op ad væggen, indtil de var forbi og forsvundet ind i elevatoren. Så fortsatte han hen ad gangen, kiggede på numrene over dørene og nåede hen til den lejlighed, hvor han skulle aflevere pakken.

Der var noget galt. Borgmannfeltet var åbent. Han kiggede forsigtigt ind i lejligheden og råbte: „Hallo? Er der nogen?“

Ingen svarede. Andro tog et fastere greb om kassen og trådte helt ind. „Hallo?“ råbte han igen og fortsatte længere ind. Han gik hen mod en døråbning, hvorfra der strømmede en smule lys ud i entreen, men standsede brat op, da han fik øje på en sko, der stod midt på gulvet. Han tog et halvt skridt mere fremad og kunne nu se en fod. Han gispede. Noget var galt. Noget var helt, helt galt. Nu kunne han se hele benet og halvdelen af det andet af den person, der åbenbart lå på gulvet. I det samme fik han øje på en rød sø, der hurtigt bredte sig, og så behøvede han ikke se mere. Han vendte om, tumlede ud på gangen og løb, alt hvad han kunne hen mod elevatoren.