20
FØRST DA HAN STOD OG SKULLE til at trække sin scooter frem fra dens skjulested, gik det op for ham, at han stadig havde pakken under armen.
„Zit!“ udbrød han forskrækket og holdt den ud i strakt arm. Hvad skulle han stille op med den? Hvorfor havde han ikke bare kastet den fra sig oppe i lejligheden? Så var den afleveret. Det var ikke hans problem, at der lå en død person på stuegulvet. Men det havde han altså ikke gjort. Måske var vedkommende oven i købet død, fordi Andro ikke havde fået afleveret pakken i tide. Skulle han kaste den fra sig her? Nej. Det gik ikke. Han måtte på en eller anden måde i kontakt med WhiteCloud og forklare dem, at han stadig havde pakken, og at han frygtelig gerne ville af med den. Den eneste, han kendte, som måske kunne hjælpe, var Tomkin. Hun måtte som et minimum være i stand til at give ham et godt råd. Han satte kursen direkte mod Tomkins hus, og en halv time senere tumlede han indenfor hos hende. Hun stirrede med afsky på den pakke, som Andro havde placeret på disken foran hende.
„Få den væk,“ udbrød hun. „Med det samme.“
Andro havde lige forklaret hende sin situation. „Jamen, hvad skal jeg gøre med den?“
„Det aner jeg virkelig ikke, men du sprænger sgu bunden ud af min Foeskala, knægt. Det eneste, jeg ved, er, at WhiteCloud slår hårdt ned på dem, der ikke gør, som de får besked på. Der er ingen nåde. Og det, at du ikke har afleveret den pakke … det er ikke godt. Slet ikke godt. Jeg ville holde mig langt fra WhiteCloud, hvis jeg var dig. De vrider halsen om på dig og smider dig i syresøen, hvis de får fingre i dig.“
„Jamen, jeg vil jo gerne af med den,“ råbte Andro desperat. „Jeg vil køre lige derhen, hvor de siger, jeg skal.“
„Det skulle du have gjort fra starten.“
„Jamen, det …“
„Du må hellere se at komme væk herfra. You never know hvornår der kommer nogen fra WhiteCloud forbi, og de skal ikke finde dig herinde. Jeg orker ikke det svineri. Jeg er sorry, Andro, men jeg kan simpelthen ikke hjælpe.“
Andro stak kassen under armen og gik ud til scooteren. Han åbnede sædet, lagde pakken ned i bagagerummet, og lige idet han satte sig op på scooteren og skulle til at starte, fik han øje på fire hvidklædte fyre, der kom gående rundt om hjørnet med retning mod Tomkins dør. Andro kastede sig af scooteren og krøb i skjul bag nogle containere, mens han håbede på, at de ikke havde set ham. Det så ikke sådan ud. De forsvandt ind i Tomkins hus, men en af dem blev stående ude foran døren, så Andro ikke kunne stikke af. Andro lå og gjorde sig så lille som overhovedet muligt. Han turde dårligt nok trække vejret. Fem minutter senere kom de tre ud igen. To af dem var ved at trække nye handsker på. Så forsvandt de alle fire. Andro ventede yderligere fem minutter, før han turde krybe frem fra sit skjul. Han havde mest lyst til bare at stikke af så hurtigt som muligt, men hvorfor havde de taget nye handsker på? Hvad havde de lavet derinde? Andro kiggede indenfor og så Tomkin ligge hen over disken. Hun rørte sig ikke.
„Tomkin!“ råbte Andro og skyndte sig hen til hende. Hun stønnede. Der boblede rødt spyt ud ad hendes mundvig. Hendes ene øje var så hævet, at det var lukket helt til, og hun blødte kraftigt fra et sår i hovedbunden. Dataledningen i baghovedet så heldigvis ud til at sidde, som den skulle.
„Help,“ mumlede hun.
„Hvad skal jeg gøre?“
„Hent …“ hun trak vejret med en rallen. Hele hendes krop skælvede. Andro var bange for, at hendes vejrtrækning kunne stoppe helt, hvornår det skulle være. „Hent … dok … ong.“
„Doktor Tong?“
Tomkin forsøgte at nikke, men magtede ikke andet end at blinke bekræftende med det ene øje.
„Okay,“ råbte Andro. „Jeg skynder mig.“ Han skulle lige til at løbe af sted, da han fik øje på en beskidt klud, der lå på en hylde ved siden af disken. Han tog kluden og pressede den mod såret i Tomkins hoved. „Hold den der,“ sagde han. Der havde allerede dannet sig en rød pyt på disken. Så løb han udenfor, forbi scooteren og 200 meter hen ad gaden, der snoede sig mellem skrotbygningerne, til han kom til en lille fin bygning af træ. Den stod på små stolper, havde en lille træbalkon hele vejen rundt og var rimelig velholdt. Her boede den berygtede doktor Tong. Han havde engang været en af de førende læger oppe i den hvide, legale verden, men havde foretaget nogle ulovlige kosmetiske transplantationer, der var gået helt galt, var blevet hængt ud i medierne og havde været nødt til at lukke sin praksis. Efterfølgende havde han mistet alle sine penge på de retssager, der var blevet ført imod ham, og som han tabte. Nu var han endt på bunden, i sektor nul, hvor han stadig praktiserede lægekunsten, men ikke længere for svimlende honorarer og for rige kvinder, der ville gøres endnu smukkere, end de var i forvejen. Nu var det for sorte vees, og han var ikke kræsen med hensyn til, hvilke folk han behandlede.
Andro bankede på trædøren. Det føltes som en evighed, inden den gik op, og en lille tynd mand med tilbageredt hår og små briller viste sig i døråbningen.
„Det er Tomkin,“ spruttede Andro. „Hun har fået woops. Hun bløder og … og hun kan næsten ikke trække vejret. Hurry. Du må hjælpe hende.“
„Tomkin?“ Den lille mand med de smalle skuldrerettede sig op. Øjnene var ikke længere smalle sprækker. „Øjeblik.“ Han forsvandt ind i huset, men dukkede straks efter op igen med en taske under armen og en kvinde i hælene, der var både højere og bredere end ham selv. Alle tre skyndte sig hen til Tomkins hus. Hun lå præcis, som hun havde ligget, da Andro forlod hende. Hun trak stadig vejret, og det var lykkedes hende at holde kluden presset mod såret. Doktor Tong og den kvinde, han havde med, gik straks i gang med sprøjter, nål og tråd, forbindinger og alverdens ting.
„You can go,“ sagde kvinden til Andro, der stod og ikke anede, hvad han skulle gøre. Det behøvede hun ikke sige to gange. Andro trak sig baglæns ud af huset, gik hen til scooteren, satte sig op, startede og forlod stedet. Han havde det ikke helt godt. Alt det blod. Han kunne ikke tåle det. Forbandede WhiteCloud, tænkte han.
Først da han var nået til sektor ti, standsede han op og forsøgte at tænke sig om. Men der var ikke meget vundet ved det, for Andro kunne ikke finde ud af, hvad det ville være klogest at gøre. Han ville bare så frygtelig gerne af med den pakke, men Tomkin havde sikkert ret. Det var for sent. Han havde forkludret det. Han var færdig. Ville ikke kunne føle sig sikker noget som helst sted. Slet ikke derhjemme. Cash – hvis han da stadig levede – vidste garanteret, hvor Andro boede. Han var nødt til at forblive offline. I samme øjeblik han gik online, ville WhiteCloud vide, hvor han var, og det ville sikkert tage dem mindre end fem minutter at få sendt et par ubehagelige fyre hen efter ham.
Pludselig gik det op for ham, hvad løsningen på hans problemer var. Det stod så lysende klart, at han udstødte et råb af overraskelse. Senna7. Der ville de ikke kunne få fat i ham. Det var uden for selv WhiteClouds rækkevidde. Teleportationen var planlagt til næste dag. Han skulle altså bare holde sig skjult et eller andet sted natten over og så tage ud til teleportstationen næste dag.
Han vidste præcis, hvor han ville kunne overnatte, uden at der ville blive stillet en masse spørgsmål. Han startede scooteren igen og kørte hen til Heinz, og undervejs sad han og ønskede, at han kunne kontakte Heinz og fortælle ham, at han kom, for det var ikke normalt at besøge andre uden at have sagt, at man kom. Det var ikke god tone. Ja, nærmest ubehøvlet. Men Heinz var helt oppe at køre over sejren i finalen, og han blev bare jublende glad for at se Andro. Han troede, at den pakke Andro stod med under armen, var en gave til ham, og rakte ud efter den, men Andro vendte sig væk og sagde, at det for det første ikke var en gave og for det andet ikke var til Heinz.
„Hvad er det så?“ spurgte Heinz.
„Don’t know. En terning af en slags. En tyngdeterning, som … nej, jeg orker ikke at fortælle om det. Jeg vil bare høre, om jeg kan sleepe her i nat.“
„Det er mange år siden, du har gjort det sidst,“ sagde Heinz. „Det bliver hyggeligt.“ Det gik op for ham, at Andro ikke så helt så begejstret ud. „Hvad er der i vejen? Du ligner en, der er nede på under fem Foe. Jeg synes, du sagde, at alle dine problemer ville være løst, hvis vi vandt.“
„Det troede jeg også dengang,“ mumlede Andro, „men jeg er blevet klogere.“
„Jamen, mine præmiepenge kan komme, hvornår det skal være. De ryger direkte ind på kontoen, og så sender jeg med det samme penge til dig.“
„Jeg er bange for, at det er for sent, men skidt med det. Bare jeg kan overnatte her til i morgen, så klarer jeg den.“
„What happens i morgen?“
„Da tager jeg teleporten ud til min mor.“
„Din mor?“ udbrød Heinz forbavset. „Til Senna-systemet?“
Andro nikkede.
„But why? Hvad er der sket?“
„Det er bedst, du ikke ved noget om det,“ mumlede Andro.
Heinz nikkede. „Det må du selv om, men hvis du får brug for hjælp, så sig til.“
„Det er jo det, jeg lige har gjort. Du hjælper mig ved at lade mig overnatte her.“ Han stillede kassen i hjørnet bag flyderen inde på Heinz’ værelse. Så stod de lidt og trippede uden at sige noget. Heinz’ mor kom ind for at se, hvad der foregik.
„Yai, Andro. Er det dig? Det er længe siden, vi har set noget til dig.“
„Ja,“ svarede Andro. Han havde altid godt kunnet lide Heinz’ mor og far. De havde en evne til aldrig at blande sig for meget, men samtidig altid være klar til at hjælpe, hvis det var nødvendigt. En hårfin balancegang, som hans egne forældre ikke altid mestrede lige så godt, syntes han.
„I ser sultne ud, drenge,“ sagde hun. „Skal jeg finde noget mad frem til jer?“
„Yes, please,“ sagde Heinz.
Andro nikkede. Han var faktisk sulten. De gik ud i køkkenet, og hun fandt både et par pizzabøffer og en pose munchies, som de hurtigt fik varmet op og sat til livs. Hun gik ind i stuen igen for at lade dem spise i fred.
„Skal vi tage til Mars, når vi har spist?“ spurgte Heinz med munden fuld af pizzabøf.
„Går ikke,“ svarede Andro. „Jeg kan ikke gå online.“
Heinz holdt op med at tygge. „Hvad mener du? Er der noget i vejen med dine implantater?“
Andro rystede på hovedet. „Jeg tør ikke. Der er nogle fyre efter mig, og i samme øjeblik jeg går online, ved de, hvor jeg er, og så er jeg bange for, at de dukker op, og tro mig, det må ikke ske.“
Heinz sank med besvær den mundfuld mad, han havde siddet og tygget på, men han sagde ingenting.
Det var ved at blive mørkt udenfor. Andro var dødtræt og ville gerne i seng. Heinz var stadig så speedet efter sejren, at han ikke kunne sove. Han spurgte, om det var i orden, at han gik online.
„Of course,“ svarede Andro. „Og kan du så ikke lige sende en besked til min far om, at jeg har det godt, og at jeg tager til Senna7 i morgen.“
„Jo.“
„Sig til ham, at han desværre bliver nødt til at pakke selv, for jeg kommer ikke hjem, men du må ikke fortælle ham, at jeg er her, og sørg for at kryptere beskeden, og send den fra en af dine aliasser.“
„Det er i orden.“
Heinz’ pupiller blinkede hvidt et kort stykke tid. „Så er det gjort. Jeg sendte beskeden gennem en dark server, så han ved ikke, at det er mig, der har sendt den.“
„Tak.“ Andro lagde sig på sengen. Heinz’ seng. Heinz insisterede på, at Andro skulle sove i den. Selv ville han sove i flyderen. Det gjorde han alligevel så tit.
Andro faldt hurtigt i søvn, men vågnede brat, da en eller anden stod og ruskede ham i skulderen. Han satte sig op i sengen og troede stadig, han drømte. Det var hans far, der stod bøjet ind over sengen.
„Far?“ mumlede han og blinkede kraftigt med øjnene nogle gange for at viske drømmesynet væk, men det blev hængende. Sagde endda noget: „Sig mig engang, hvad foregår der?“
Andro så Heinz og hans forældre stå i baggrunden, og i det øjeblik blev han klar over, at han ikke drømte. „Hvordan vidste du, at jeg var her?“
„Det var et rent gæt. Da jeg fik den der anonyme besked, blev jeg meget urolig, og så tænkte jeg over, hvor du mon kunne være. Hvorfor har du været offline så længe?“
„Det er ikke sådan lige til at forklare.“
Heinz’ mor kom nærmere. „I er begge to velkomne til at overnatte her,“ sagde hun.
Paco rettede sig op. „Det er meget venligt af jer, men jeg tror hellere, vi må se at komme hjemad. Andro har en lang dag foran sig i morgen.“
„Jeg kan ikke tage med dig hjem,“ udbrød Andro.
Paco rynkede panden. „Hvad mener du? Selvfølgelig kan du da det.“
„Nej, far. Det går ikke. Jeg … der er …“ Andro gik i stå.
„Jeg tror, vi skal lade dem være lidt alene,“ sagde Heinz’ far.
„Nej, nej. Det er fint.“ Paco tog fat i Andros arm og trak i ham. „Vi går nu.“
Andro kom op at stå, men hev armen til sig. Han var rød i hovedet af skam over at blive hentet af sin far på den måde, som om han var et lille barn. Det eneste, han ønskede, var at komme ud af den lejlighed så hurtigt som muligt, inden det hele blev endnu mere pinligt. Han tog kassen, der stadig stod i hjørnet. Den var heldigvis ikke blevet tung igen. De sagde farvel til Heinz og hans forældre og gik hen til elevatoren uden at sige et ord til hinanden. Først da de stod i parkeringskælderen, standsede Paco op og forlangte at få at vide, præcis hvad der foregik, og hvad det var for en pakke, Andro klamrede sig sådan til. Hans kæbemuskler bevægede sig under huden. Ordene kom som en hvislen. Andro var klar over, at Paco var på nippet til at slippe et uvejr løs, hvis ikke han svarede fyldestgørende på spørgsmålene. Så det gjorde han.
„WhiteCloud?“ mumlede Paco, da Andro var færdig med at snakke. „Jeg hørte noget om dem i nyhederne i dag. Myndighederne har fundet en af deres kældre, som åbenbart ser ud til at være en central for hælervarer og udbringning af dem.“
„Det må være posthuset,“ sagde Andro.
„En mand blev dræbt.“
„Kun en?“
Paco nikkede. Gik lidt frem og tilbage, mens han bed i sin ene tommelfingernegl. Rørte forsigtigt ved kassen. Prøvede at løfte den. Nikkede for sig selv. Andro sagde ikke noget. Stod bare og ventede.
„Vi tager på hotel,“ udbrød Paco i det samme og knipsede med fingrene. Han var helt ivrig nu. „Vi lader tweeteren stå og tager en taxi ud til et hotel i nærheden af teleporten. Det er simpelthen det, vi gør.“
„Hvad med alle mine ting, som jeg skulle pakke?“ sagde Andro. „Tøj og alt det.“
„Skidt med det.“
„Du har gaver til mor.“
„Dem må hun få en anden gang. Jeg bestiller en taxi.“
„Vent,“ sagde Andro. „Ikke online, vel?“
Paco stivnede. „Du har ret. Vi finder en her i kælderen. Kom.“ De gik hen mod udgangen og stod og ventede nogle minutter, mens adskillige tweeters fløj ud og ind ad kælderens store, åbne port. Pludselig kom der en ledig taxi inde fra mørket. Paco sprang frem, løftede armen og taxien standsede. De sprang ind på bagsædet, og susede et øjeblik efter ud over byen, der lå mørk som en stjernehimmel under dem.
Andro vågnede med et sæt, da taxien standsede ved hotellet. Andro tumlede søvndrukken efter sin far ud af taxien med pakken under armen og kom lidt til sig selv, mens Paco ordnede betalingen. Først, da taxien med et sus forsvandt op over hovederne på dem, kom Andro i tanke om, at den online-betaling, som hans far lige havde foretaget, ville kunne spores så let som ingenting.
„Tag det roligt,“ sagde Paco. „Jeg betalte via firmaets repræsentationskonto. Mit navn kommer ikke til at stå nogen steder.“
„Pyha,“ sukkede Andro. „Kan du også gøre det, når du skal betale hotellet?“
„Selvfølgelig.“ Paco lagde armen om skuldrene på Andro, og de gik ind på hotellet. Det var et lille, billigt hotel med gennemsigtigt plastikovertræk på alle møblerne i lobbyen. Paco og Andro fik en nål, som de satte i deres tøj. Den fungerede som nøgle til deres dør.
„Det er første gang, jeg overnatter på et hotel, hvor det ikke er ens egen bioprofil, der er nøgle til døren,“ mumlede Paco. „Det siger noget om det her hotel. Har det overhovedet en eneste stjerne?“
Andro trak på skuldrene.
De var kun lige trådt ind på værelset, da pakken under Andros arm pludselig blev tung. Den røg ud af hænderne på ham og ramte gulvet med et brag.
„Nu er det sket igen!“ råbte Andro.
Paco satte sig på hug ved kassen. „Er den lige så tung som sidst?“
Andro tog fat om den og fandt ud af, at den langtfra var lige så tung som sidst. Den var tung, men den kunne rokkes.
„Lad mig prøve,“ sagde Paco og tog godt fat. Han blev helt rød i hovedet og spilede sine kinder ud, som var de balloner, men det lykkedes ham at løfte kassen et par centimeter op fra gulvet. Så gik bunden ud af kassen, og den lille sorte terning ramte gulvet.
„Nej, nej, nej!“ råbte Andro og tog sig til hovedet.
„Zit!“ knurrede Paco. „Det var ikke så godt.“
„Ikke så godt? Det er en katastrofe,“ jamrede Andro.
Paco kastede den tomme, ødelagte kasse fra sig, lagde sig helt ned på knæ på gulvet og studerede den sorte firkant nærmere. „Hvad er det for et materiale?“ mumlede han og skulle lige til at lade en finger glide hen over overfladen.
„Don’t!“ råbte Andro og slog Pacos hånd væk. „Zeta siger, at man ikke skal røre ved den. Måske er den lavet af antistof eller mørkt stof.“
„Come on,“ fnøs Paco. „Hvis det var tilfældet ville hele Jorden være eksploderet.“
„I know, men der er noget strange ved den terning. Du skal ikke røre ved den.“
„Jamen, jeg vil bare …“
„No!“ råbte Andro.
„Okay, okay. Så nøjes jeg med at kigge.“ De stak begge to hovederne helt ned til terningen.
„Den har en mat overflade,“ hviskede Paco.
„Sidst jeg så den, var den glat,“ mumlede Andro og kiggede nøjere efter. Overfladen var helt sikkert mere mat nu. „Skal vi bare lade den ligge her, lige foran døren?“
„Vi kan prøve at skubbe den over til væggen,“ sagde Paco og hev lagenet af den ene seng, snoede det til et langt tov, som de lagde omkring terningen, og så hev de i hver sin ende, indtil de – centimeter for centimeter – fik den flyttet ud til væggen. Andro svedte. Han var fuldstændig udmattet. De tømte en flaske vand hver fra køleren og gik i seng.