3

Fu

HAN VAR KNAP SÅ TRÆT SOM morgenen før, da han blev vækket, men musklerne var som forudset endnu ømmere.

„Fra nu af går det fremad,“ sagde hans mor, da de sad over morgenmaden.

Andro gryntede bare et eller andet uforståeligt og drak en stor slurk juice.

„Ja,“ sagde hun. „Det er ikke nogen spøg at være tyngdeøm.“

„Tyngdeøm?“

Hun nikkede. „Nu spiser vi lige morgenmad og vander planterne, og så tager vi hen til Fu.“

Andro sukkede og tog en bid af et stykke brød.

„Pas på den der,“ sagde Tessie og pegede på en plante med en stor, rød blomst, som stod i vindueskarmen. „Den er min stolthed.“

„Så må du hellere selv vande den,“ sagde Andro.

Hans mor gav den et skvæt fra vandkanden. „Nå, men det var vist den sidste,“ sagde hun og stillede vandkanderne på plads. „Skal vi gå?“

De forlod lejligheden, snuppede hver sit G-board og tog direkte hen til Exoplanetarisk Institut – en lav, hvid bebyggelse omgivet af træer og buske. Tessie sprang af sit board og lænede det op ad muren ved siden af døren.

Der var lidt køligere indendørs. Behageligt køligt. De tog trapperne op på anden sal. Andro kunne mærke sine benmuskler protestere, men bed det i sig. Så slemt var det heller ikke. Men han blev hurtigt forpustet.

„Kan du holde til det?“ spurgte hans mor, som om hun kunne læse hans tanker.

Han nikkede og smilede. En stor mand drejede i det samme omkring et hjørne. De var lige ved at støde ind i ham.

„Yai, Fu. Pas dog på!“ sagde Tessie.

„Hvad pokker!“ udbrød manden. Han var et helt hoved højere end Andro, og hans krop var bred og kraftig. Hans hår var kort og gnistrende sort. Øjnene var ikke andet end et par smalle, skæve sprækker, og hans hud havde et gulligt skær. Hans fulddragt var lurvet og slidt. Der var syet et par uoriginale lapper på albuerne. Det havde Andro aldrig set før. Normalt ville man smide sådan en dragt ud og købe en ny lige på stedet.

„Det var lige præcis dig, vi ledte efter,“ sagde Tessie og tog fat i Andros ene arm. „Her er han så. Min søn, Andro.“

Fu rakte en stor, kødfuld lab frem. „Glæder mig at træffe dig,“ rumlede det fra hans krop.

Andro tog den fremstrakte hånd og sagde: „I lige måde.“

„Jeg har hørt meget om dig,“ fortsatte Fu. „Jeg håber, du får en god tid her. Er du klar til lidt feltarbejde?“

„Feltarbejde?“

„Ja, din mor har forhåbentlig fortalt om de hu …“ Fu standsede sig selv midt i en sætning og pegede på Andros ene lår. „Hør, hvad er det?“ buldrede han.

Andro kiggede ned ad sig selv og opdagede, at det blå blad, som han havde plukket af en af buskene i byen, stak op af den ene lomme. Andro blev rød i hovedet. Var det forbudt at plukke blade fra buske? Det havde han ikke fået noget at vide om. Han forsøgte at gemme bladet i sin hånd, men Fu rakte en lang arm frem, tog fat i Andros arm og løftede den.

„Må jeg se?“ spurgte han.

Andro åbnede sin hånd. Bladet foldede sig ud og fyldte det meste af hans håndflade.

„Det var ligegodt …“ råbte Fu. „Du har allerede været i gang, kan jeg se.“

„Øhm … med hvad?“

„Feltarbejde.“ Fu vendte sig mod Tessie. „Er det ikke fantastisk? Drengen er lige kommet, og alt er nyt og anderledes, og hvad gør han så? Han vælger at plukke et af de mærkelige blå blade, som han aldrig har set før i sit liv, for at undersøge det nærmere. Det er, hvad jeg kalder en kommende forsker.“ Fu var så begejstret, at han dunkede Andro hårdt på skulderen. Andro var lige ved at falde på knæ. Fus rungende latter blev forstærket af sit eget ekko, der slog tilbage fra den lange, tomme gang. „Det er en dreng efter mit hoved, Tessie,“ sagde han og nikkede anerkendende.

„Ja,“ sagde Tessie med et smil. „Vi har jo forsøgt at påvirke ham.“

„Og det skal jeg da love for er lykkedes.“ Fu lagde pludselig næsten nænsomt og beskyttende en arm hen over Andros skuldre og trak ham med sig. „Nu skal jeg vise dig lidt rundt her. Du skal hilse på nogle af mine medarbejdere, og så skal du se nogle af de ting, vi har fundet, som får os til at tro, at der måske kan være noget at gå efter i det der hulesystem.“

Fu var en hvirvelvind. Nej, nærmere en konstant eksplosion. Som en sol der via skjulte kerneprocesser i sit indre giver liv og energi til alt og alle omkring sig. Han talte uafbrudt og slog om sig med sine lange, kraftige arme, så man konstant skulle holde øje med dem for ikke at blive slået ned. Han var så ukontrolleret og spontan, og han tog sig uden videre af Andro, som var det hans egen søn. Forklarede om sofokosmologien i et sprog, som Andro faktisk forstod, og når han endelig brugte fagudtryk eller fremmedord, gjorde han sig umage for at sikre sig, at Andro forstod, hvad de betød. Tessie var bare et vedhæng, der fulgte efter den store mand og den ranglede knægt, efterhånden som de fik arbejdet sig gennem Fus afdeling.

„Her,“ sagde han og standsede op foran en ny dør, „kommer så det, som vi har fundet ude i hulerne ikke så langt herfra.“ Han lod sine gæster træde ind først og fulgte så selv efter. Et par mænd og kvinder i hvide kitler stod eller sad rundtomkring ved borde og arbejdede med forskellige instrumenter, som Andro aldrig havde set før. Fu gik hen til et skab, tog en kasse ud og stillede den på et bord. Han åbnede kassen ved at sætte sin tommelfinger på et lille skinnende felt på låget. Der lød et klik, og låget sprang op. Han rakte en hånd ned i kassen og bragte forsigtigt en rund sten op i lyset.

Fu lo. „Du ser helt skuffet ud, min dreng. Hvad havde du regnet med?“

„Don’t know, men det der er jo bare en sten.“

„For det utrænede øje, ja, men se så lige de mærker her på siden.“ Fu rakte stenen til Andro, der tog den og studerede den nærmere. Det var en almindelig rund sten, som lå godt i hånden, med nogle mørke områder på den ene side, hvor overfladen var slået af et par steder. Skulle det være tegn på intelligent liv?

„På Jorden var det tilhuggede sten, som var de allerførste forarbejdede redskaber, det tidlige menneske brugte. Jeg tror, det her er en nævesten, som man slog stykker af med en hammersten for at få nogle små, skarpe sten kaldet ’flækker’. Det specielle ved flintesten er, at når de flækker, dannes der en skarp kant, som man kan bruge til at skære med. Meget nyttigt. Overordentligt nyttigt. For en stenaldermand.“

Andro nikkede.

„Man kan lave knive, økser, ja, selv pilespidser af flintesten. De ældste stenredskaber, man kender, er fra Hadar i det nordlige Etiopien i Afrika. De er dateret til at være omkring 2,6 millioner år gamle, og det tog mere end 2,5 millioner år at gå fra sten, træ og knogler som redskaber til at bruge metal. Præcis den samme udvikling kan man godt forestille sig, at intelligent liv på andre planeter også vil gennemgå. Men du har helt ret, Andro, den sten her er ikke ligefrem en økse eller en kniv. Den ligner mest en almindelig sten. Men de mærker her på siden kan være lavet af en anden sten, der bevidst er blevet slået imod den for at lave den om til et anvendeligt redskab. En anden ting, som gør det her spændende, er, at den er fundet i en hule, og det kender vi også fra Jorden, hvor de tidlige mennesker bosatte sig i huler.“ Fu fik stenen fra Tessie og lagde den forsigtigt ned i kassen igen.

„Vi har fået sat en Borgmannkuppel op ude ved hulerne, og jeg tager derud om tre dage og bliver væk et stykke tid. Hvis du har lyst, er du velkommen til at komme med.“

Det var Andro ikke helt sikker på, om han havde lyst til. Han var først lige kommet til Senna7 og var glad for at se sin mor og være sammen med hende. Han tøvede. Hans mor skubbede ham diskret i ryggen. „Det vil jeg da gerne,“ hørte han sig selv sige.

„Sådan skal det være, knægt,“ råbte Fu og slog ham på skulderen.

„Men hvor længe skal jeg være derude?“

„Det bestemmer du selv. Et par dage måske, eller en hel uge. Det er op til dig. Jeg skal selv tilbage til byen af og til. Der er så meget administrativt på instituttet, som jeg skal tage mig af. Nå. Lad os få noget mad. Kom, jeg giver forkost.“

De fulgte efter Fu ned i stueetagen, hvor hele instituttet havde en stor, fælles kantine. Fu konsumerede enorme mængder mad. Andro, der ellers ofte fik at vide, at han spiste meget, kunne slet ikke være med. Tre gange var Fu oppe at fylde sin tallerken med alt muligt forskelligt fra den lækre buffet.

Efter maden sagde de farvel til Fu og forlod instituttet.

„Nå,“ sagde Tessie, da de gik hen mod deres G-boards, der stod, hvor de havde stillet dem. „Hvad siger du så?“

„Det lød spændende.“

„Og Fu?“

„Han var okay.“

„Hvad siger du til det med de huler? Hvis du ikke vil med, kan vi sagtens sige det til ham. Du er jo lige kommet, og alt er så nyt. Hvis du hellere vil vente, så gør du bare det.“

„Det er jo først om tre dage,“ sagde Andro. „Og den der sten … det er altså mindblowing at tænke på, at en eller anden primitiv skabning måske har siddet og hakket på den med en anden sten for millioner af år siden. Og vi ved ikke engang, hvordan den skabning har set ud.“

Tessie standsede og kiggede overrasket på sin søn. „Du begynder at lyde som en videnskabsmand.“

„Hold op,“ mumlede Andro og skyndte sig at gå videre, så hun ikke skulle opdage, at han havde fået røde kinder.

De tog hjem til lejligheden, hvor Andro gik i seng. Han havde følt sig træt, lige siden han stod op. Hans krop skreg efter en middagslur, og selvom Tessie sagde, at det var en dårlig ide, og at det var bedre ’at køre igennem’, som hun sagde, så kunne han simpelthen ikke mere.

„Så tag en lur på sofaen,“ sagde Tessie. „Jeg tager hen og køber ind.“ Det skulle hun ikke sige to gange. Han var lige ved at begynde at grine højt af rent velvære, da han landede i sofaen. Han sov efter få sekunder.

Han vågnede ved, at der blev rumsteret ude i køkkenet. Han lå lidt uden at stå op, loggede på det net, han kunne finde, og gav sig tid til at undersøge, hvad det kunne. Der var ikke meget at komme efter. Det bar tydeligt præg af at være et arbejdsredskab frem for et middel til underholdning. Der var ikke adgang til et eneste ordentligt spil eller bare så meget som antydningen af en virtuel verden. Godt, at han havde erfaringer med niveau nul derhjemmefra. Tænk, hvis sådan en som Heinz kom hertil. Han ville ikke overleve en eneste dag.

Andro stod op, mærkede musklerne protestere, gik ud på badeværelset og tog et hurtigt bad. Det kvikkede ham op og fik ham til at glemme de ømme muskler. Så gik han ud i køkkenet for at se, om Tessie havde købt lækkerier med hjem, men hun var der ikke, og køleren og freezeren var ikke blevet fyldt med nye varer endnu. I det samme kom hun ind ad døren, slæbende på to store poser. Andro rynkede panden. „Hørte jeg dig ikke lige ude i køkkenet for ti minutter siden?“

„Nej, det må være noget, du har drømt. Jeg tog af sted for en time siden, da du lagde dig. Har du fået sovet?“

Andro svarede ikke. Han havde helt sikkert hørt en eller anden ude i køkkenet, da han vågnede. Hvis det ikke var Tessie, hvem var det så?

„Se, jeg har købt en ny dragt til dig.“ Hun holdt en blå heldragt frem, som han straks prøvede på. „Den klæder dig rigtig godt.“ Hun strålede af glæde. „Jeg har for resten fået en besked fra Fu. Han inviterer os på middag hjemme hos sig selv i morgen aften. Har du lyst til det?“

„Tjah. Jo. Why not.“

„Fu har hele sin familie her.“

„Hvorfor? Er det ikke unormalt?“

„Unormalt ville jeg ikke kalde det, men der er ikke så mange, der har hele deres familie med, det er rigtigt nok. Jeg tror, det er på grund af det, der skete for to år siden. Fu og hans kone havde tre børn, men den ældste, som var en dreng, døde i et uheld. Det skete på Jorden. Fu arbejdede på Sofokosmologisk Afdeling i Newropa, og hans kone var ansat i Justicia som jurist dengang.“

Andro rynkede på næsen ved tanken om Justicia a/s. Han følte allerede en modvilje mod Fus kone. „Hvad skete der?“

„Jeg ved det ikke præcist. Der går en masse rygter, men det var vist bare et hændeligt uheld. Et sammenstød mellem nogle tweeters.“

Andro tænkte på, om vragene mon var blevet raidet af lo-tech gangs. Sikkert. Men ikke af ZOMA-gruppen. Den eksisterede ikke for to år siden.

„Jeg har været hjemme og spise hos dem en gang, og det var meget hyggeligt. Fus kone er virkelig nem at snakke med, og hans datter er måske lidt genert, men smuk, Andro. Måske lige noget for dig?“

„Hold nu op.“

„Det er bare for sjov. Jeg tror, det kunne blive meget hyggeligt. Skal vi sige ja tak til invitationen?“

„Allright.“

Andro så sin mors pupiller blinke hvidt. Mens hun ordnede det, tog han det nye tøj af og sin gamle dragt på – hvis man da kunne tillade sig at kalde den det. Han havde jo lige købt den to dage før sammen med sin far. Det var en heldragt i lysegrå med en smal mørkegrå stribe ned ad ærmerne, benene og tværs over brystet. Enkel, som han foretrak dem. Det var blevet moderne med underligt store flipper og lommer med gammeldags lynlåse overalt, men Andro syntes, den stil var latterlig. Mange gik også i dragter, hvor striberne på ærmerne, benene og på bryst og ryg var i skrigende, næsten selvlysende farver, men det var heller ikke noget for Andro.

„Jeg går en tur,“ sagde han. „Det kan man vel godt?“

Hans mor kiggede på ham med et stort smil. „Det kan man helt sikkert. Og selvom der ikke er ret meget på vores net, så er der trods alt et udmærket GPS-system, så det er umuligt at fare vild.“

„Er der det?“ Det havde han ikke opdaget endnu. Hun viste ham, hvor det lå på nettet, og så gik han. Ud i en verden, han ikke kendte.