9
ANDRO MÅBEDE. STOD BOGSTAVELIGT talt med åben mund og kunne ikke tro sine egne øjne. Han lod fingrene løbe hen over en skabsdør og dens håndtag. De føltes virkelige nok. Alt så virkeligt og rigtigt ud. Hvad var der sket? Hvor var Fu og tweeteren? Han fattede det ikke. I det samme dukkede nettets forskellige ikoner op i randen af hans synsfelt. Præcis det net han var vant til fra Newropa. Alle hans bookmarks og alle de feeds og onlinetjenester han abonnerede på, var der.
„Zit,“ mumlede han. Han var virkelig kommet til Newropa. Den sorte terning havde teleporteret ham hjem. Det var det, de var. Teleporte. Ikke våben, men små mobile teleporte, der ville betyde en revolution for menneskeheden. Nu kunne mennesket få opfyldt den gamle drøm om teleporte overalt. Hvert hjem kunne have en teleport. Eller to. Eller ti. Tænk, hvis det at blive teleporteret blev lige så naturligt og let som at gå fra et rum til et andet hjemme i lejligheden. Så kunne man ligefrem få en lejlighed, hvor stuen lå på Jorden, soveværelset på Senna7, badeværelset på Millstein5 og entreen på Nuba4. Der ville ikke være forskel på at gå fem meter eller springe fem lysår. Eller 50. Det svimlede for ham. Universet ville for alvor åbne sig for menneskeheden. Det hele afhang bare af de terninger. Men de var ikke menneskeskabte. De måtte stamme fra nogen, der var ufatteligt meget mere avancerede end mennesket. De måtte stadig være derude et sted. Måske holdt de øje med menneskeheden. Kontrollerede den. Den teori var ikke spor ny. Det havde man diskuteret mange gange i et forsøg på at forklare, hvorfor man ikke var stødt på nogen spor af ujordisk intelligent liv. Men nu var det sket. Terningerne var beviset. Så måtte man håbe, at terningernes skabere ikke opfattede mennesket som en trussel. Med en så overlegen teknologi, som de måtte besidde, var der nok ingen tvivl om, at de ville kunne udslette hele menneskeheden lige så let som et knips med fingrene.
Hvor mange terninger fandtes der mon? Der skulle findes mange, hvis menneskeheden skulle kunne bruge dem til noget for alvor. Medmindre man fandt ud af at kopiere dem på en eller anden måde. Andro tvivlede på, at det ville kunne lade sig gøre. Det ville svare til at forsøge at få en stenaldermand til at bygge en computer. Selvom man gav ham alle de komponenter og alt det værktøj, der skulle bruges, ville han ikke have en ærlig chance for at løse opgaven.
Andro loggede sig på lejlighedens intranet og så, at Paco ikke var hjemme. Paco var slet ikke online. Det var meget sjældent, at det skete, men måske havde han logget sig af til natten. Det plejede han nu ikke. Andro mærkede en begyndende panik vokse sig stærkere og stærkere. Han anede ikke, hvad han skulle gøre.
Et blinkende ikon af Heinz dukkede op i hans synsfelt. Selvfølgelig sov Heinz ikke. Hans døgnrytme var totalt forstyrret, fordi han ofte gamede hele natten. Han valgte ikonet, og Heinz’ overraskede fjæs dukkede frem. „Yai, Andro. Hvornår er du kommet tilbage?“
„Lige for lidt siden,“ sagde Andro.
„Jeg troede, du skulle være væk i lang tid.“
„Ja, det var også planen, men … øhm … jeg er lige hjemme et kort smut.“
„Alle tiders. Siden vi vandt Blaster55, er folk gået fuldstændig insane, kan jeg godt sige dig. Alle vil have mig på deres hold, og …“
„Heinz, jeg har ikke tid. Jeg skal nok kigge forbi, så snart jeg kan, men lige nu er jeg nødt til at … jeg kontakter dig.“
„Wait. Du kan da …“
Andro gik offline. En iskold frygt havde ramt ham. Den korte tid, han lige havde været online, kunne være nok til, at WhiteCloud havde sporet ham. Han måtte væk herfra. Han havde heldigvis været med sin far på arbejde flere gange og kendte derfor vejen ud. Også bagvejen, som var den, han valgte. Han spurtede gennem gangene og nåede en bagdør. Der var en alarm på den, men det betød ikke så meget, for den var beregnet på at holde folk ude. Han ville være langt væk, inden vagterne kunne nå frem.
Han tog elevatoren til niveau ti og fortsatte ned ad trapperne til niveau nul, brasede ud ad døren og tumlede ud i det fri. Der var mørkt og lang vej hjem, og han havde ikke noget transportmiddel – ud over sine ben. Ingen normale mennesker bevægede sig frivilligt rundt i niveau nul midt om natten. Han måtte være forsigtig. Holde sig langs murene og passe godt på, når han krydsede åbne områder.
I det samme blev han klar over, at han følte sig let og uanstrengt, selv efter løbeturen ned ad trapperne. Hans krop havde allerede vænnet sig til den lidt højere tyngdekraft på Senna7. Andro begyndte at gå. Han gik og gik og gik. Længere end han nogensinde havde gået før. Den lethed, han havde følt i starten, forsvandt. Han kom ikke så hurtigt frem, som han kunne ønske, for flere gange måtte han krybe i skjul, da han så skumle personer komme drønende på scootere eller små grupper af råbende mennesker, der var forsamlet omkring bål, eller påvirkede personer, der råbte og skreg ad hinanden.
Det så ud, som om det så småt begyndte at lysne mod øst. Han regnede med at være hjemme om en time. Til den tid ville dagen være brudt frem. Han kunne dårligt vente.
Han var nået til sektor 28. Syv tilbage, før han var hjemme. Han bed tænderne sammen og fortsatte. Han trængte til mad og noget at drikke, men han var også ivrig efter at høre, hvordan Paco havde tacklet situationen med terningen og WhiteCloud.
Da han langt om længe nåede frem til foden af den bygning, han boede i, tjekkede han, om den gamle lo-tech scooter stadig stod, hvor han havde efterladt den. Det gjorde den. Ved siden af Maxas. Så langt, så godt. Benzintanken var halvfuld. Så var han da i det mindste fri for at skulle gå, næste gang han skulle et eller andet sted hen.
Han tog elevatoren op, trådte ind i lejligheden og kunne allerede i entreen se, at der var noget galt. Der lå et par sko midt på gulvet. Som om de var blevet smidt der. Andro blev pludselig bange for at se et syn som det, han havde set, da han havde forsøgt at aflevere terningen. Paco var offline, og døden var den ultimative form for at være offline. Andro turde næsten ikke kigge ind i stuen, men tvang sig til det, og den lignede ikke sig selv. Alt var endevendt og kastet rundt. Nogen havde ledt efter et eller andet.
Andro vendte rundt, løb, så hurtigt han kunne, hen til elevatorerne og knaldede den nederste knap i bund. Det virkede som en evighed, inden dørene lukkede sig, og han mærkede det kontrollerede fald mod bunden af elevatorskakten. Han lukkede øjnene, ignorerede reklamerne på væggene og kastede sig ud, da elevatoren endelig standsede på niveau 10. Han var lige ved at vælte en servicerobot, da han for ud af elevatoren og hen mod trapperne, der førte nedad mod niveau nul. Hans skridt gungrede med et forstærkende ekko efter ham, da han sprang ned ad trapperne. Først da han nåede den sidste repos, standsede han op for at få vejret. Han lod sig dumpe ned på et trappetrin, mens han forsøgte at tænke klart.
Paco havde helt klart problemer. Andro håbede, at han var gået under jorden, og at det var derfor, han var offline. Spørgsmålet var så bare, hvor han befandt sig. Næste spørgsmål var, hvor Andro selv kunne skjule sig. Han turde ikke kontakte nogen. Hverken ZOMA-gruppen eller Heinz. WhiteCloud ville vide, at de var hans venner, og at han sikkert ville opsøge dem. Hvem var der ellers? Milla? Andro sprang op. Selvfølgelig. Hende havde han faktisk ikke haft nogen nævneværdig elektronisk kontakt med. Så vidt han kunne huske, havde han kun sendt hende en kort elektronisk besked en enkelt gang, og han havde aldrig været i en virtuel verden sammen med hende, så selvom WhiteCloud gennemgik hans logfiler og kontaktpersoner, ville de aldrig opfatte Milla som en af hans venner. Han sprang ned ad trapperne de sidste par niveauer, trak sin scooter ud og kom i tanke om de få vees, han havde tilbage fra salget af den sorte boks. De lå i en lille æske under nogle sten ovre i hjørnet. Han kunne lige så godt tage dem med. Måske fik han brug for at tanke op eller købe noget mad. Han fandt æsken frem og talte sine penge op. Det var hurtigt gjort. Han stak pengene i inderlommen, trak scooteren udenfor og drønede af sted.
Han var ikke begejstret for at skulle besøge Milla uden først at have givet besked om, at han kom. Nu var det anden gang, han aflagde uanmeldt besøg inden for ret kort tid. Heinz var blevet glad, men hvordan mon Milla ville tage det? Hende kendte han jo ikke nær så godt. Da han stod foran døren til lejligheden, måtte han lige tage sig sammen en ekstra gang, før han trådte frem og lod sig scanne. Der gik omkring fem sekunder, så forsvandt Borgmannfeltet, og Milla stod og kiggede på ham med store øjne.
„Andro? Hvad laver du her?“
„Ja, undskyld, jeg bare sådan kommer brasende, men jeg kom lige forbi, og så tænkte jeg …“
„Klokken er otte om morgenen. Vi er først lige stået op.“
„Undskyld. Jeg går igen.“
„Nej. Kom dog ind.“ Hun rakte ud efter ham og fik fat i hans arm. „Kom bare,“ sagde hun og trak i armen. Hun så ud, som om hun mente det. „Der er en, du kender inde i stuen,“ sagde hun og pegede.
Andro gik ind i stuen, hvor Millas tipoldefar sad.
„Næh, men er det ikke Arndo, der kommer der.“
„Andro,“ rettede Milla.
„Åh, ja. Andro. Hvorfor har jeg så svært ved at huske det navn?“ Han smilede så hele ansigtet blev fuldt af rynker. „Hvordan går det?“
„Ikke så godt,“ svarede Andro.
„Hvad skal det sige?“
Andro kunne ikke fortælle sandheden. Måske lidt af den, men ikke det hele. Så han fortalte, at han havde været på besøg hos sin mor på en anden planet, og nu var han lige kommet hjem og havde opdaget, at hans far var kommet til skade og var indlagt på et hospital, så nu gik han bare rundt alene derhjemme.
„Men din mor kommer vel hjem med det samme,“ sagde tipoldefaren.
„Nej, for teleporten er optaget i de næste par dage – måske mere.“
„Javel. Så går du rundt helt alene og får hverken vådt eller tørt?“
„Arh, jeg kan nu godt klare mig selv,“ mumlede Andro.
„Selvfølgelig. Men vi skulle lige til at have morgenmad, ikke, Milla? Så du er velkommen til at spise med.“
„Ja,“ sagde Milla og rejste sig. „Jeg skulle lige til at dække bord.“
„Har I ikke en husholdningsrobot?“ spurgte Andro.
„Ha!“ udbrød tipoldefaren. „Den slags pjat går vi ikke ind for i vores familie.“
„Du kan komme ud og hjælpe mig med at rette an,“ sagde Milla og gik ud i køkkenet.
Andro fulgte efter. Rette an? Det var endnu et af hendes gammeldags udtryk. Det var ikke godt for hende at gå op og ned ad sin tip dagen lang. „Jeg troede, din tip kun skulle være her i to til tre dage.“
„Ja, men han var kun lige kommet hjem til sig selv, så fik han et ildebefindende og faldt og brækkede sin ene hofte. Den er skiftet nu, og han kunne egentlig godt komme hjem, men nu har vi besluttet at beholde ham her et stykke tid. Jeg er glad for det. Det er hyggeligt.“
Andro kom til at tænkte på sine bedsteforældre. Han kunne ikke forestille sig at have nogen af dem boende flere dage i træk. Hver gang Paco havde været sammen med sine forældre bare en halv dag, var han ved at gå amok, og Tessie havde det på samme måde med sine forældre. Måske var det anderledes med en tipoldefar?
„Hvor er dine forældre?“ spurgte Andro.
„De er taget på work.“
„Og din søster?“
„Hun bor ikke hjemme længere. Hun er 22.“
De dækkede op ved spisebordet i stuen. Andro hjalp tipoldefaren til bords. Der var en lidt trykket stemning. Andro var ikke i humør til at snakke, han var alt for bekymret for sin far. Tipoldefaren virkede også pludselig træt. Som om det at spise var en kraftanstrengelse. Da de var færdige, måtte den gamle mand ind i soveværelset og have sig en lur.
„Nu sover han mindst et par timer,“ sagde Milla. „Det plejer han.“
„Er han ikke lige stået op?“
„Jo, men det er hårdt at være så gammel. Jeg er faktisk nødt til at tage hen på apoteket for at hente noget medicin til ham,“ sagde hun.
„Hvorfor går du ikke bare online og får det bragt til døren?“
„Fordi jeg også havde tænkt mig at kigge på nogle sko og … forskellige ting. Vil du med?“
Andro tøvede. Var det mon klogt? Tænk, hvis de løb ind i nogle WhiteCloud-fyre. De ville hurtigt kunne finde ud af, hvem Milla var, og det måtte ikke ske. Desuden havde han absolut ikke lyst til at gå rundt i butikker og kigge på sko. „Nej, jeg kan ikke. Jeg … jeg skal hen til hospitalet og besøge min far. Jeg må nok hellere se at komme af sted.“
„Skal jeg tage med?“
„Nej, det … måske om nogle dage.“
„Okay. Men vi ses snart igen, ikke?“
„Jo. Helt sikkert,“ sagde Andro, og inden han nåede at tænke sig om, havde han stukket hånden i lommen og trukket bjørnekloen op. „Her,“ sagde han.
Hun tog den og kiggede nærmere på den. „Hvad er det?“
„En forstenet bjørneklo fra Senna7. Jeg har selv fundet den og gravet den fri. Den er sikkert flere millioner år gammel.“
„Hvor er den flot.“
„Du må få den.“
„Nej, det kan jeg ikke tage imod.“
„Jo. Jeg vil gerne give dig den.“
„Tak.“
Andro vendte sig rundt og løb hen til elevatoren. På vej ned spekulerede han på, hvor han kunne gemme sig resten af dagen, og hvor han skulle sove i nat. Han ville få brug for et sikkert sted. Milla var stadig hans bedste bud, men turde han overhovedet spørge, om han kunne sove hjemme hos hende? Hvad ville hendes forældre ikke sige? Måske var det bedre at finde sig en trappeopgang eller bryde ind i et servicerum et eller andet sted. Den tid, den sorg. Dagen var kun lige begyndt, og han anede ikke, hvad han skulle foretage sig. Det, han ønskede mest i verden, var at finde sin far, men han anede ikke, hvor han skulle begynde at lede. Det var håbløst, når han ikke turde gå online.
Pludselig indså han, at der var en, der kunne hjælpe. Tomkin. For det første skyldte hun ham en tjeneste, for det andet var hun i stand til at surfe rundt på nettet, uden at det kunne spores. Han kunne oven i købet betale hende for det, hvis det skulle være.
Der var kunder i butikken. Helt almindelige kunder i slidt og beskidt tøj. Niveau nul-kunder, der skulle have booze eller drugs. Andro holdt sig i baggrunden, indtil de gik. Så skyndte han sig hen til disken.
„Yai, Andro. Godt at se dig. Det er længe siden. Jeg har ikke haft mulighed for at sige tak, fordi du hjalp mig.“
„Du så ikke for godt ud, sidst jeg så dig,“ sagde Andro.
„Nej, men nu ligner jeg igen mit eget smukke jeg, ikke?“ Hun skraldgrinede og rettede lidt på håret. Hun var stadig misfarvet omkring det ene øje, og hun havde et ar i panden, som var blevet syet. „Hvor har du gjort af resten af ZOMA-drengene?“
„Jeg har brug for help,“ skyndte Andro sig at sige.
Tomkin rynkede panden. „Du hjalp mig. Jeg hjælper dig. Sådan er reglerne her i niveau nul. Lad mig høre.“
„Min far er totally gone. Aner ikke, hvor han er, og jeg kan ikke finde ham, hvis jeg ikke kan gå på nettet.“
„Jamen, så gå dog på nettet.“
„Det kan jeg ikke. Jeg er bange for, at WhiteCloud med det samme vil spore mig, og dem skal jeg for enhver pris undgå.“
„Ja, hvem skal ikke det,“ mumlede Tomkin. „Men hvad vil du så have mig til at gøre?“
„Kan du ikke gå online og lede efter min far?“ Han lagde pengene på disken. „Her. Du kan få alle de vees, jeg har.“
Tomkin kastede et hurtigt blik på de få sedler. „Hvad skal jeg kigge efter?“
Andro gav hende sin fars identitetsnummer og online-tacknummer. Han blev straks føjet til hendes liste over kontakter.
„Han dukker fint nok op, men han er ikke online.“
„Stadigvæk ikke?“
Tomkin rystede på hovedet. „Sidste gang han var online, var for to dage siden. Lad mig se. Han befandt sig på RobTech og var online i tre minutter og tolv sekunder.“
„Zit,“ mumlede Andro.
„Men vent lidt. Hvis jeg lige gør sådan …“ Hendes pupiller blinkede hvidt. „Og sådan der. Øjeblik. Jeg skal lige … yes! Jeg kan se, hvad han foretog sig, og … hov. Han oprettede en safetybox.“
„En Safetybox?“ gentog Andro. „Kan du se, hvad der er i den?“
Tomkin rystede på hovedet. „Man kan ikke bryde ind i en safetybox. Den er godt og grundigt krypteret. Man skal simpelthen kunne kodeordet for at komme ind.“
„Maybe kan jeg gætte det,“ sagde Andro ivrigt.
„Det er muligt, men det bliver ikke gennem mig. Jeg bevæger mig kun rundt på nettet via piratservere, der ikke kan spores, men for at åbne en safetybox skal man ind gennem en offentligt tilgængelig server – der er ingen vej udenom – og den slags gør jeg kun i nødstilfælde.“
„Det her er et nødstilfælde!“ udbrød Andro.
Tomkin kneb læberne sammen og rystede på hovedet.
„Hvis jeg ikke havde hjulpet dig sidst, så ville du være forblødt. Jeg hjalp dig. Jeg reddede dig!“
„Doktor Tong reddede mig,“ mumlede Tomkin, „men du havde også en vigtig finger med i spillet.“ Tomkin slog opgivende ud med hænderne. „Okay, okay. Så prøver vi. Men vi har kun tre forsøg.“
„Tak,“ mumlede Andro. Han vidste, at hans far ofte brugte kodeord, der havde noget med navnene i familien at gøre. Han byttede for det meste bare lidt rundt på bogstaverne eller rækkefølgen af dem. „Prøv med AnTesPac.“
Tomkins pupiller blinkede hvidt. Der gik et par sekunder. Så rystede hun på hovedet. „No good.“
„Så forsøg med TessAndro.“
Hun prøvede. „Nope. Virker heller ikke.“
„Zit!“ udbrød Andro. Der var alt for mange kombinationsmuligheder med de tre navne. „Jeg har det!“ udbrød han pludselig. Da han havde set den der håbløst gammeldags film sammen med Paco for et stykke tid siden, havde han fået Pacos kodeord til filmudlejningsbutikken at vide. Det kunne være det. Hvordan var det nu, det var? Havde han kunnet gå online, ville han hurtigt kunne finde det, men nu, hvor det ikke var en mulighed, måtte han trække på sin hukommelse. „Prøv med PacAnTess. Jeg er sikker på, at det er det.“
Tomkin var tavs et øjeblik. „Sorry,“ sagde hun. „Det var det heller ikke.“
„Det kan ikke passe!“ udbrød Andro. „Det må være det.“
„Desværre. Ingen adgang.“
„Zit!“ hvæsede Andro og slog en knyttet næve i disken. Han var på nippet til at græde. Det var længe siden, han havde gjort det. Han kiggede væk.
„Jeg kan desværre ikke hjælpe dig mere,“ sagde Tom- kin.
„Nej. Okay. Tak for hjælpen.“ Andro skulle lige til at gå.
„Her,“ sagde Tomkin og skubbede pengene hen mod Andro. „Det var free.“
„Tak,“ mumlede Andro og stak pengene i inderlommen. Så traskede han hen mod døren og ud på pladsen foran huset, hvor hans scooter stod. Han anede ikke, hvad han nu skulle gøre. Der var ikke flere gode ideer. Han satte sig op på scooteren og sad sådan lidt, tømt for gode ideer. Han skulle lige til at starte, da han mærkede en tung hånd på sin skulder.