10
AN DRO SPJÆTTEDE AF forskrækkelse og vendte sig om.
„Far?“ Han kunne ikke tro sine egne øjne.
„Det er dig,“ mumlede Paco. Han var ubarberet og beskidt, og hans øjne var røde. Så faldt de hinanden om halsen og græd. Begge to.
„How kan du være her?“ spurgte Paco med skælvende stemme.
„Jeg blev teleporteret.“
„Sendte Tessie dig hjem igen?“
„Nej. Jeg blev teleporteret ved et uheld.“
„Det kan man ikke,“ sagde Paco. „Sikkerhedsforanstaltningerne er …“
„Jeg skal nok forklare det senere, men lige nu synes jeg, vi skal se at komme væk herfra.“
„Du har ret. Jeg har en tweeter holdende omme bagved.“
„En tweeter? I niveau nul?“
„Af og til er man nødt til at løbe en risiko,“ mumlede Paco. „Det har jeg da lært de sidste par dage.“
„Hvad så med min scooter?“ sagde Andro.
„Glem den.“
Andro tøvede. Han vidste udmærket, at scooteren ikke ville blive stående der ret længe. Nogen ville hugge den og i bedste fald bruge den som deres egen. I værste fald ville den blive skilt ad og solgt som skrot.
„Let’s go,“ sagde Paco. „Vi må væk.“
Andro steg af scooteren og fulgte efter Paco om bag Tomkins hus, hvor Andro aldrig havde været før. Det lignede en losseplads. Store dynger af alt muligt skrammel lå som et bjerglandskab ud over det hele. I en af dalene stod tweeteren. De sprang ind i kabinen, Paco aktiverede kuplen, tog fat i joysticket og styrede tweeteren lodret op i luften.
„Hvordan vidste du, at jeg var her?“ sagde Andro.
„Da jeg så det første gæt på et kodeord til safetyboxen, vidste jeg, at det ikke kunne være hvem som helst. Det kunne kun være dig eller Tessie. I er de eneste, der ved, at jeg altid laver kodeord ud fra vores navne.“
„Men du er jo ikke online,“ indvendte Andro.
„En af mine kolleger holder øje med safetyboxen og sender mig logfilen, hvis der er nogen, der prøver at bryde ind.“
„Hvordan kan han det, når du ikke er online?“
Paco bankede på en lille aflang cylinder, han havde siddende i sit bælte. „Han sender logfilen via et feed, som alle og enhver kan opsnappe. Også den her lille cybercylinder. Det er den, der er online, og ikke mig.“
„Godt tænkt,“ mumlede Andro. „Hvad er der i safetyboxen?“
„Nada.“
„Ingenting?“
Paco rystede på hovedet. „Jeg lavede den udelukkende for at finde ud af, hvem der helt præcist er efter mig, for man kan ikke åbne en safetybox uden at gå igennem en legal server, og på den måde kan jeg få mere at vide om dem. Man skal kende sine fjender, ved du.“
„Så langt ville jeg aldrig have tænkt,“ sagde Andro.
Paco trak på skuldrene. „I virkeligheden er informationerne ubrugelige, for hvad skal jeg stille op mod dem? De er for mange og for stærke. Jeg tør ikke tage hjem, hen på RobTech eller hen til venner eller bekendte, for de opdager det før eller senere, og jeg vil ikke drage uskyldige mennesker ind i det her.“
„Men der er en udvej,“ sagde Andro ivrigt.
„Hvordan det?“
„Hvor har du gemt den sorte terning?“
„På mit kontor på RobTech.“
„Så er det derfor, jeg blev teleporteret dertil.“
„Hvad mener du?“
„Jeg sad i en tweeter på Senna7 sammen med Fu og Grit. Vi var på vej tilbage til byen med det nyeste fund: En sort terning mage til den på dit kontor. Pludselig blev den så tung, at tweeteren styrtede ned. Jeg rørte ved terningen, og et øjeblik efter stod jeg i dit kontor her på Jorden.“
„Er den sorte terning en teleport?“
„Yes!“
„Hold … da … kæft,“ mumlede Paco. „Det er for sindssygt.“
„I know.“
„Så du mener, at vi skal tage hen til RobTech og teleportere os til Senna7?“
Andro nikkede.
„Tessie får et chok, når vi pludselig banker på hendes dør begge to.“
„Hun må ærlig talt være helt ude af den,“ sagde Andro. „De fatter jo ikke, hvad der er sket, og hvor jeg er blevet af.“
„Du har ret,“ mumlede Paco. „Ved du hvad? Vi gør det.“ Han trak i joysticket og de steg op til niveau 25, lagde sig ind i trafikstrømmen og tog direkte hen til RobTech. De parkerede i parkeringskælderen og tog elevatoren op til niveau 112, hvor firmaet holdt til. Paco stillede sig hen foran scanneren for at blive genkendt, og normalt tog det to sekunder, men denne gang tog det længere tid. Endelig lyste en lampe rødt, og en venlig stemme sagde: „Velkommen til RobTech. Det her er personaleindgangen. Gæster bedes benytte gæsteindgangen. RobTech ønsker Dem en fortsat god dag.“
„Qué pasa?“ udbrød Paco. „Den idiotiske scanner tror, jeg er gæst!“ Paco slog på scannerhovedet, der var beskyttet af en kuppel af hård plastik. „Det er aldrig sket før.“ Han stillede sig hen foran et kamera og viftede med begge arme. „Hey!“ råbte han. „Hallo! Jeg kan ikke komme ind.“
Et øjeblik senere åbnedes en skjult dør, og en stor, mørk mand kiggede ud.
„Yai, Henry. Hvad går der af scanneren i dag? Den kan ikke genkende mig.“
„Det var da mærkeligt.“ Manden kom helt hen til dem.
Paco pegede på Andro. „Det er min søn.“
Henry lo. „Du er sandelig blevet stor, siden jeg så dig sidst. Du var kun så høj.“ Han viste med hånden i luften, hvor høj Andro havde været. Så vendte han sig mod scanneren. „Den har da fungeret helt uden problemer indtil nu.“ Han trådte hen foran scannerhovedet. Scanneren gik i gang, og to sekunder senere lød en stemme der sagde: „Velkommen Henry Portwell.“ En lampe lyste grønt.
„Den virker. Prøv igen.“
Paco forsøgte en gang til. Det samme skete igen.
Henry kløede sig i nakken. „Det forstår jeg ikke. Vent lidt, jeg går lige ind og ser, om jeg kan finde ud af noget.“ Han forsvandt ind ad den skjulte dør igen.
Pludselig knipsede Paco med fingrene. „Det er WhiteCloud!“ udbrød han. „Det må være dem, der har lavet en wipe-out på mig.“
Andro vidste udmærket, hvad en wipe-out var. Han havde aldrig hørt om, at det var sket i virkeligheden, men i spil og på film havde han set det mange gange. En wipe-out var, når nogen fjernede en anden persons indentitet fra nettet. Slettede alle filer og id’er, der havde med personen at gøre.
I det samme kom Henry ud igen. „Jeg er ked af det, Francisco, men der er gået totalt kludder i systemet. Det siger, at du ikke er ansat her. Jeg har lige kontaktet din chef for at høre, om det kunne passe, og det benægter han.“ Henry lo forlegent. „Ja, undskyld, men jeg var nødt til at tjekke, om du var blevet fyret, uden at jeg havde fået noget at vide om det. Sådan er reglerne.“
„Helt i orden,“ svarede Paco, „men hvordan kommer jeg ind?“
„Jeg lukker dig ind ad døren her,“ han pegede på den dør, han selv havde benyttet, „men din søn er nødt til at gå om til gæsteindgangen og få en midlertidig tilladelse. Så kan du hente ham der.“
„Det er i orden,“ sagde Paco. Han pegede på den røde stribe i gulvet. Andro nikkede og fulgte den gennem nogle gange, indtil han kom til en skranke. Paco stod der allerede og var ved at snakke med personalet ved skranken. De lo. Alt så helt normalt og tilforladeligt ud. Andro åndede lettet op.
„Vi skal lige have din bioprofil,“ sagde hun og pegede på et lille indhak i væggen. Et par fodaftryk var malet på gulvet, så man kunne se, hvor man skulle stå.
„Bliver scanningen lagt på nettet?“ spurgte Andro.
Paco rystede på hovedet. „Den bliver arkiveret i vores eget system.“
Andro stillede sig op og ventede i fem sekunder, så var han blevet scannet. En stemme lige over hovedet på ham sagde: „Velkommen til RobTech. Vi håber, De får et behageligt besøg.“
Andro gik igennem en indgang ved siden af skranken.
„Så er vi i det mindste indenfor,“ mumlede Paco og lagde en arm om Andros skuldre. „Bare tag det roligt. Nu skal det nok gå.“
Andro fulgte efter sin far gennem gangene, indtil de kom til hans kontor. Paco hilste på nogle kolleger og puffede så Andro indenfor. Paco lukkede døren bag dem.
„Så langt, så godt,“ prustede han. „Se nu her. Jeg gemte terningen i skabet herovre.“ Han gik hen til et lyst skab i det ene hjørne af kontoret. Der stod forskellige modeller af robotter på de øverste hylder, men nederst – lige over gulvet – var der to låger. Han åbnede den ene og tog en lille æske frem. Han stillede æsken på gulvet og åbnede låget. En lille, sort terning lå i æsken og glimtede i lyset fra loftslamperne. Paco åndede lettet op. „Jeg var begyndt at frygte, at nogen skulle have fundet den og fjernet den.“
„Så ville vi for alvor have haft problemer,“ sagde Andro.
Paco nikkede. „Hvordan fungerer den?“
„Vi skal bare røre ved den. Det var det, jeg gjorde sidst.“
„Hvad med vores lykketal?“
„Jeg tror ikke, Foeskalaen betyder noget. Det er en helt anden måde at blive teleporteret på.“
„Godt. Men … jeg tror, jeg bliver her.“
„Woot? Hvorfor?“
„Den her wipe-out er et stort problem. Jeg er nødt til at gøre noget ved det. Ellers mister jeg alt, hvad jeg har. Selv mit job. Du kunne jo selv se, hvor svært det var for mig bare at komme ind her. Næste gang lykkes det måske slet ikke. Det var kun, fordi det var gode gamle Henry, der var på vagt i dag, at vi kom ind.“
„Kender du nogen, der kan hjælpe dig?“
„Måske,“ svarede Paco.
„Ellers er der Zeta. Han kan det mest utrolige på nettet.“
„Er det ham, der aflytter alarmcentralen, når I raider?“
Andro kiggede overrasket på sin far. Hvordan kunne han vide noget om det? Medmindre …
„Ja,“ nikkede Paco. „Jeg var selv lo-tech raider, da jeg var i din alder.“
Andro troede ikke sine egne ører. „Er det rigtigt?“
„Ja.“ Han smilede forlegent. „Vi kaldte os for ’Lost Raiders’. Vi syntes selv, vi var det sejeste gang af dem alle. Det var Kurt V., der var vores leder. Han aflyttede alarmcentralen, og det var ham, der kendte alle smutveje. Han blev dræbt to dage før sin 16-års-test. Vi var på vej til et kæmpe uheld, der involverede flere woofers og tweeters. Vi var fire gangs, der ankom til stedet samtidigt. Der brød en slåskamp ud mellem os. Pludselig lød der skud. Politiet kom. Vi havde glemt at holde øje med tiden. Nogle få slap væk. En blev liggende tilbage, skudt gennem hjertet. Det var Kurt V. Jeg blev taget, kom med på stationen og fik et klip i moralkortet. Men jeg raidede aldrig mere. Lost Raiders gik i opløsning, da Kurt V. døde. To måneder senere tog jeg min 16-års-test, og jeg valgte de udvidelsespakker, der endte med at gøre mig til robotingeniør.“
„Hvorfor har du aldrig fortalt mig det før?“ spurgte Andro.
„Det har jeg også været lige ved at gøre rigtig mange gange, kan jeg godt sige dig. Især efter at du fik dit første klip. Tessie og jeg diskuterede det hver eneste aften, når vi lå i sengen. Men vi endte med at blive enige om, at det var bedst ikke at fortælle noget.“
„Hvorfor?“
Paco trak på skuldrene. „Jeg var bange for, at du så på en eller anden måde ville tænke, at det nok ikke var så slemt. Jeg troede, det var lykkedes mig at holde dig væk fra niveau nul. Det troede jeg virkelig. Indtil du fik det første klip, hvor det gik op for mig, at du var lige så bidt af niveau nul, som jeg selv var engang. Jeg er ked af, at jeg ikke kunne forhindre dig i at få det klip nummer to i moralkortet.“
„Det var min egen skyld,“ sagde Andro.
„Ikke helt,“ mumlede Paco. „Jeg burde have gjort noget. Sendt dig til Senna7 noget før, for eksempel. Men det nytter ikke noget at tænke på den måde. Sket er sket. Og nu skal jeg simpelthen have fundet ud af, hvordan jeg får genetableret min netidentitet. Hvis Kurt V. stadig havde levet, ville jeg have kontaktet ham, men det gør han ikke, så … kan du huske Zetas adresse?“
Andro nikkede og gentog adressen nogle gange.
„Godt,“ sagde Paco. „Se så at komme af sted. Vi har begge to en masse, der skal gøres … men vent lige lidt. Hvis der findes flere af den slags terninger, hvordan kan vi så vide, hvilken en af dem du bliver teleporteret hen til? Du skulle nødig dukke op ved siden af en terning, der svæver rundt ude i det tomme rum, for eksempel.“
„Jeg ved det ikke,“ mumlede Andro. „Men jeg kan huske, at jeg tænkte på dig, lige inden jeg rørte ved den. Måske bringer den en hen til den terning, der befinder sig tættest på den person, man har i tankerne i det øjeblik, man rører ved den.“
„Det lyder fuldstændig vanvittigt,“ mumlede Paco.
„Det har virket én gang,“ indvendte Andro.
„Nej, det går ikke. Jeg kan simpelthen ikke lade dig gøre det. Det er alt for usikkert. Vi må finde på noget andet.“
„Det er der ikke tid til,“ sagde Andro.
„Jamen …“
„Farvel, far. Vi ses.“ Og inden Paco kunne nå at gøre noget som helst, havde Andro lagt hånden på terningen, samtidig med at han lukkede øjnene og tænkte på sin mor.