15

Journalisten

NÆSTE MORGEN VÅGNEDE DE med sulten gnavende i tarmene, men der var ikke noget at spise, og efter et stykke tid forsvandt sulten.

„Vi skal have fat i den journalist,“ sagde Paco, „og vi har et link til ham, men vi kan ikke gå online. Vi skal enten finde en, der vil gå online for os – og det kan vi næsten ikke bede nogen om, for det er ikke helt ufarligt – eller også skal vi finde en håndholdt enhed, som vi kan gå på nettet med, men den slags findes der ikke mange af længere.“

„Hvad med den cybercylinder du havde?“ spurgte Andro.

„Den har jeg stadig.“ Paco pegede på sit bælte, hvor den sad. „Men man kan ikke inputte data på den. Det er bare en reader. Vi må finde på noget andet.“

„Jeg kender en, der har en håndholdt enhed,“ sagde Andro.

„Gør du? Hvem er det?“

„Millas tipoldefar.“

„Hvem er Milla?“

„Bare en pige, jeg kender.“

„Aha,“ brummede Paco. „Og hvor bor hun så?“

„Ikke så langt fra syresøen – hvis du ved, hvor det er.“

Paco smilede. „Findes den virkelig endnu? Jo, tak. Den ved jeg godt hvor er.“ Han rejste sig og rakte Andro den voicebutton, som Tomkin havde givet dem. „Du tager hen til Milla og hendes tip og kontakter journalisten. Giv ham hele historien. Simpelthen alt. Så vil jeg forsøge at finde ham, der kan hjælpe mig med at få annulleret den forbandede wipe-out. Lad os mødes der, hvor vi gemte den sorte terning, når vi er færdige, okay?“

„Jeg tager scooteren,“ sagde Andro hurtigt.

„Glem det,“ svarede Paco. „Jeg skal helt ud i sektor 29.“

Andro sukkede.

Andro savnede sin gode gamle lo-tech scooter. Når alt det her var overstået, ville han anskaffe sig en ny med det samme, nu hvor han alligevel ikke kunne tage sin 16-års-test foreløbig. Han ville sikkert få et tredje klip i moralkortet efter det her, og så var han færdig. Kunne nok først tage testen, når han blev 60. Det gode ved det var, at han så ville kunne fortsætte med at raide i niveau nul. Alle de andre i ZOMA-gruppen ville være nødt til at stoppe med det, men han ville kunne fortsætte, og han ville være ældre end alle de andre og mere erfaren. Han kom til at smile ved tanken om sig selv som 60-årig, der drønede af sted på en lo-tech scooter. Måske kunne han ligefrem bliver leder af en gang. Han skulle bare finde nogle nye medlemmer. Tre til fire fyre på 13-14 år, der havde en scooter. Pludselig lød det ikke helt så interessant, som han havde regnet med. Mens han gik af sted den morgen i retning af syresøen, blev han klar over, at det overhovedet ikke var det, han havde lyst til længere. Den tid var forbi. Der var sket så meget på det sidste. Det eneste, han ville, var at tage den test og se at komme videre med sit liv. At raide uden Zeta, Olec og Maxa ville aldrig blive det samme.

Han gik og gik, kom til syresøen, passerede den og fortsatte med at gå, indtil han kom til den bygning, hvor Milla boede. Jo nærmere han kom, desto mere nervøs blev han. Det var ikke udsigten til at skulle over bevise en journalist om sin historie, der bekymrede ham mest. Nej, det var mere det, at han ikke havde været i kontakt med Milla, siden han havde bildt hende ind, at hans far lå på hospitalet. Der var sket så meget siden dengang. Han havde været på Senna7 og tilbage igen, men alt det anede Milla intet om. Hun gik jo og troede, at han boede alene hjemme i lejligheden, mens hans far var indlagt, og hun måtte i den grad have undret sig over, at hun ikke havde hørt fra ham. Måske ville hun slet ikke lukke ham ind eller snakke med ham. Da han stod foran døren til lejligheden og lod sig scanne, var han sikker på, at det ville gå galt. At hun ville kigge på ham, som om hun ikke helt kunne huske, hvem pokker han var. Hvis det skete, ville han stikke af med det samme. Da Borgmannfeltet forsvandt, stod Milla på den anden side af dørtærsklen og stirrede undrende på ham.

„Andro,“ udbrød hun. Ikke andet.

„Ja,“ svarede han.

„Du har det med at komme uanmeldt.“

„Sorry,“ svarede han. „Det er bare, fordi …“

„Why er du aldrig online?“ Hun så vred ud. „Jeg har sendt mindst 100 beskeder, og du har ikke svaret på en eneste.“

„Der er en god forklaring,“ skyndte han sig at sige.

„Jeg er ikke engang sikker på, at jeg gider høre den.“

„Jeg ved godt, at …“ Hun lignede en, der var på nippet til at gendanne Borgmannfeltet. „Jeg har brug for help!“ udbrød Andro desperat.

„Til hvad?“

„Jeg har problemer, og min far har problemer. Ingen af os kan gå online, og vi skal i kontakt med en journalist, som …“

„Okay, så kom ind,“ sukkede hun og trådte til side.

Andro skyndte sig indenfor. „Tak,“ mumlede han. „Er din tip her?“

„Hvorfor spørger du om det?“

„Jeg tror, han kan hjælpe mig.“

„Hvem er det?“ lød det inde fra stuen.

„Ja, han er her, som du kan høre,“ sagde Milla og gik hen mod stuen. Andro fulgte efter. Millas tip sad og så nyheder på storskærmen, der fyldte det halve af den ene væg. Det var 2D. Han lyste op i et smil, da han så, hvem det var, der kom ind. „Nææh. Arndo. Velkommen.“

Andro smilede og opgav på forhånd at rette navnet.

„Andro,“ sagde Milla med en overdrevent tydelig udtale, „siger, at han har et problem, som du kan hjælpe ham med, Tipa.“

„Nååh. Siger han det?“

„Ja. Sidst jeg var her, så jeg, at du havde en håndholdt enhed. Du kaldte den vist for en PDA. Den vil jeg spørge, om jeg må låne.“

„Det er jo min vigtigste forbindelse til omverdenen,“ mumlede den gamle mand. „Bare fordi jeg er gammel, betyder det ikke, at jeg ikke har brug for at gå online.“

„Nej, selvfølgelig ikke.“

„Men du kan låne min gamle PDA. Lige så tosset du vil. Nej, du må få den.“

„Tak,“ sagde Andro. „Men kan den gå online, og kan man sende beskeder?“

„Selvfølgelig. Ellers var det jo ikke en PDA. Milla. Kan du ikke hente den? Den ligger inde i mit værelse i en af skufferne ved sengen. Tror jeg nok. Der er lidt brok med batteriet. Det var derfor, jeg fik mig en ny. Den kan kun køre i 100 timer på en opladning, er jeg bange for.“

Milla rejste sig og forsvandt, mens skærmen på væggen viste billeder fra en regnvandskanal, der var næsten helt udtørret. Der var kun en smule vand i bunden af den. Bag ved reporteren, der stod forrest i billedet, kunne man se et par polititweeters hænge i luften med de blå blink tændt. Nede i vandet gik der betjente rundt, og der var sat afspærringer op. „Den myrdede mand er stadig ikke identificeret,“ sagde nyhedsoplæseren, „man er lige nu ved at scanne den dødes bioprofil, og det står klart, at …“

„Endnu et mord,“ mumlede Millas tipoldefar. „Man tør snart ikke bevæge sig uden for en dør. Da jeg var ung, kunne man …“

I det samme kom Milla ind. „Jeg fandt den.“ Hun rakte PDA’en til Andro.

„Mange af mine venner er også døde,“ mumlede Millas tipoldefar. „Faktisk næsten dem alle sammen.“ Han vendte sig mod Andro. „Ved du, hvordan den virker?“

Andro fandt en knap i siden på PDA’en, trykkede, og der kom lys i skærmen. Nettets ikoner dukkede op langs kanten.

„Skærmen er trykfølsom. Rør ikonerne med fingerspidsen,“ sagde den gamle mand.

Andro rørte forsigtigt ikonet til mailprogrammet. Det foldede sig ud og var aktiveret fuldstændig, som når han gik på nettet med sine implantater i hjernen. Han nikkede tilfreds og stak den i lommen. „Jeg er nok desværre nødt til at gå, men …“

„Ja, ja,“ sagde Milla. „Pludselig en dag står du igen foran døren. Helt uden at have meldt din ankomst. Og så regner du bare med, at jeg lukker dig ind.“

„Nej,“ sagde Andro hurtigt. „Nu får vi ordnet det hele. Jeg sender dig en besked på nettet, lige så snart jeg kan. I promise.“

Hun fulgte ham til dørs. „Næste gang vi ses, skal alt være helt normalt. Du skal være online, så vi kan snakke sammen, og det skal ikke være, fordi du har brug for hjælp.“

„Selvfølgelig ikke.“

„Godt. Så ses vi.“

Andro nikkede.

Andro tog elevatoren opad og snød sig om bord på en passagerwoofer. Han woofede ind til et af butikscentrene og steg af i et mylder af mennesker. Her fandt han en bænk, der stod lidt afsides, og satte sig ned, tog PDA’en frem og kontaktede journalisten. Det viste sig at være en kvinde ved navn Merita Tamas, og hun lød ikke særlig interesseret, men Andro turde heller ikke give hende for mange detaljer. Det var umuligt at vide, om de forkerte lyttede med. Det sagde han til hende, og hun svarede, at hendes linje var sikker. Han kunne fortælle alt, hvad han ville. Andro valgte at stole på hende, og da han langt om længe var nået så langt som til at få hende til at stille spørgsmål, vidste han, at hun var ved at være interesseret.

„Så du mener altså, at du har beviser på, at TeleCorp – selve TeleCorp – benytter sig af en forbryderorganisation som WhiteCloud til at udføre beskidt arbejde?“

„Ja!“ nærmest råbte Andro. „De sender ting rundt i niveau nul, som myndighederne aldrig får opsnappet, fordi de næsten aldrig kommer i niveau nul.“

„Folk interesserer sig ikke for, hvad der foregår i niveau nul,“ lød det køligt fra journalisten. „Og det gør politiet heller ikke, og dermed gør jeg heller ikke.“

„Hør nu her,“ sagde Andro desperat. „Det drejer sig om en sortbørsdealer ved navn Tomkin, som …“

„Hørte du ikke, hvad jeg sagde? Jeg er ikke interesseret.“

Andro ændrede strategi. „Okay, men det er i virkeligheden heller ikke det, der er det vildeste ved den her historie. Det vildeste er, at sofokosmologer på Senna7 lige har gjort et sensationelt fund.“

„Nå. Har de det?“

„Ja! De har fundet et bevis på, at der findes andre intelligensvæsner end mennesker. Det er en sofokosmolog ved navn Fu … jeg tror nok, hans fulde navn er Fu Wang Tun, der står for det, men sagen er, at TeleCorp – der endda er sponsor for udgravningen – forsøger at holde det skjult for offentligheden.“

Merita Tamas hostede. „Det giver jo ingen mening. Hvorfor skulle de dog gøre det? De har ingen interesse i at …“

„Jo!“ afbrød Andro, „for det, som sofokosmologerne har fundet, er en teleport.“

„En teleport?“

„I lommestørrelse!“

Der blev stille. Havde hun afbrudt forbindelsen? Nej, den var stadig grøn. Andro tav. Lod hende tænke i fred. „Nu tror jeg, den her samtale har varet længe nok.“

„Nej, vent!“ råbte Andro. „Jeg har en af teleportene. Eller rettere: Min far har. Det er derfor, de har lavet en wipe-out på ham.“

Journalisten var tavs nogle sekunder. „Og hvordan ser den her teleport i lommestørrelse så ud?“

Andro tøvede. Han var bange for, at hvis han forklarede, at det bare var en sort terning, så ville journalisten cutte forbindelsen med det samme. „Den er svær at beskrive,“ sagde Andro. „Den er lavet af et helt ukendt materiale, der kan ændre vægt fra det ene øjeblik til det næste, og det skifter mellem at være glat og mat.“

Hun trak vejret dybt. „Lad mig sige det, som det er. Jeg får mange henvendelser fra folk, der prøver at sælge mig historier. 90 procent af dem er ren fantasi, og ni procent er spild af tid. Jeg har ikke brug for at snakke mere med dig. Hvis der sker yderligere, kan du kontakte min sekretær. Farvel.“

„Nej!“ råbte Andro. Ikonen blev rød. Forbindelsen var afbrudt. Andro stønnede højlydt og lænede sig tilbage. Han orkede ikke mere. Ville bare have sit gamle liv tilbage. Det helt almindelige liv som 15-årig med onlinevenner og edutainmentportal, mad i freezeren og en god flyder af nyeste model. Han rejste sig op og gav sig til at gå. Han skulle mødes med sin far og håbede, at han havde haft mere succes med det, han skulle ordne. Andro kiggede på mylderet af mennesker, og over deres hoveder fik han øje på en storskærm, der viste reklamer. Smukke kvinder smilede ud over alle de handlende, mens de reklamerede for parfumer, tøj, smykker og alverdens andre ting. Men pludselig kom der også en reklame for et onlinefirma, der solgte abonnementer til forskellige onlinetjenester. Man kunne abonnere på mange forskellige ting: sportsudsendelser, vejrtjenester, nyhedskanaler, spil, film, musik, virtuelle verdener. Skærmen viste klip fra fire forskellige tjenester på en gang, og det gav et sæt i Andro, da han så, at vinduet, hvor en nyhedskanal kørte, viste optagelser fra den regnvandskanal, hvor man lige havde fundet en død person. Reporteren og politiet var stadig på stedet, og pludselig kom der et stort billede af Fu på skærmen. Det gav et sæt i Andro. Var det Fu, der var blevet dræbt? Det måtte det være. Andro gispede efter luft, og det hele svimlede for ham. Han kunne snart ikke klare mere. Der var ingen vej ud af det lort, han var blevet rodet ind i. Hver gang han troede, der viste sig en udvej, så viste den udvej sig bare at føre ham endnu dybere ind i alt det, han forsøgte at slippe væk fra.

I det samme brummede PDA’en, som han havde stukket i lommen. Han tog den frem og kiggede på displayet. Det var en ukendt, der ringede. Andro løftede enheden op til øret og sagde: „Ja?“

„Det er Merita Tamas. Jeg sidder lige og ser en live nyhedsudsendelse. Nævnte du ikke noget om en sofokosmolog på Senna7 ved navn Fu Wang Tun?“

„Jo. De har dræbt ham.“ Andros stemme skælvede. Underlæben var ude af kontrol.

„Kan du komme hen på mit kontor? Med det samme?“

Andros øjne løb i vand. Han tørrede dem med bagsiden af sin ene hånd. Han havde mest lyst til at kyle PDA’en ad helvede til og selv forsvinde fra jordens overflade. Fu var død. Og de var efter hans far og ham selv. Hans mor havde en bombe stående under sin sofa uden at vide det. Hvorfor ikke bare give op? Hver gang et problem blev løst, opstod der to nye. Men Andro var samtidig klar over, at journalisten måske var sidste chance for at slå tilbage. Han måtte tage sig sammen. Han tog en dyb vejrtrækning og sagde: „Jeg … jeg har ikke noget transportmiddel.“

„Hvor er du? Så sender jeg en tweeter.“

Andro fortalte, hvor han var. Så gik han ud til et opsamlingssted. Få minutter efter standsede en tweeter foran ham. Han satte sig ind og blev transporteret hen til nyhedsbureauet og Merita Tamas, der nu var helt anderledes villig til at høre på Andros historie. Den fulde, detaljerede historie.