16
ANDRO OG PACO HAVDE AFTALT at mødes ved den Abygning, hvor den sorte terning var gemt. Paco var ikke kommet, da Andro nåede frem. Han skyndte sig op ad trappen for at tjekke, om terningen stadig lå bag dækslet. Det gjorde den. Han turde ikke lade den ligge. Selvom den var gemt godt, så var han ikke tryg ved at lade den ligge der. Der gik skumle mennesker forbi udenfor, og mange af dem sov i rum som det her servicerum. Det var ikke utænkeligt, at en eller anden fandt terningen, og hvis vedkommende rørte ved den, ville personen blive teleporteret væk og måske aldrig komme tilbage. Andro var heller ikke tryg ved at have den på sig, men stak den alligevel i lommen. De måtte finde et bedre skjulested til den senere.
Han satte sig udenfor med ryggen mod en rusten metaltønde og gav sig til at vente på sin far. Han sad, så han havde ansigtet vendt mod døren i bygningen. Tiden sneglede sig af sted, og han anede ikke, hvad klokken var. Han savnede i den grad at kunne gå online. Bare læne sig tilbage i en flyder og springe til en eller anden fantastisk virtuel verden.
Han ventede så længe, at han begyndte at blive urolig. Der måtte være gået noget galt. Han anede ikke engang, hvor det præcis var, hans far skulle møde manden. Måske Tomkin vidste det. Det var ikke utænkeligt. Andro kom på benene. Der var ikke så langt at gå.
Tomkins hus var fuldt af ravere, der skulle have stimpacks. Der skulle åbenbart være en stor fest i nabolaget om aftenen. Andro stillede sig ude i siden langs reolerne og kastede stjålne blikke på de rødøjede, hulkindede mennesker, som larmede og hujede og virkede, som om festen allerede var i gang. Som om festen var der, hvor de var. Ligegyldigt hvor de var. Der stod endda ’Vi er festen’ på nogle af deres trøjer.
Andro stod utålmodigt og ventede på, at de sidste skulle gå, og i samme øjeblik, de var ude ad døren, skyndte han sig hen til disken. „Yai, Tomkin. Min far er ikke kommet tilbage. Ved du, hvor det var, han skulle mødes med ham, der skulle hjælpe med at få fjernet den wipe-out?“
Tomkin nikkede og skulle lige til at svare, da der i det samme kom et par kraftige lysglimt fra et sted bag ved Andro. Tomkins ansigt fortrak sig i rædsel. Andro vendte sig om og kiggede på Cash og Grit, der stod med hver sit skarpladte våben. Det som Andro havde gået og frygtet var sket. Cash og Grit havde brugt den terning de havde, til at teleportere sig hen til den som Andro havde.
Tomkin stak lynhurtigt hånden ned under disken og trak et håndvåben frem, som hun affyrede mod Cash og Grit. De sprang i dækning samtidig med, at de selv affyrede skud. Andro sprang hen over disken og dukkede sig bag den sammen med Tomkin, der stak hovedet op og affyrede et par skud mere.
„Vi vil bare have terningen,“ råbte Cash. „I får lov til at leve, hvis I giver os den lige nu.“
„Det er løgn,“ hviskede Tomkin med hvide, blinkende pupiller. „I samme øjeblik de får terningen, skyder de os. Vi ved for meget.“
„Hvad skal vi gøre?“ spurgte Andro.
„Kravl ud den vej.“ Tomkin pegede på en lille åbning i væggen bag sig. Der løb et rør ud gennem åbningen, men der var også lige præcis plads nok til, at en voksen mand kunne klemme sig igennem.
„Hvad så med dig?“ spurgte Andro.
„Jeg klarer mig,“ hviskede Tomkin. „Jeg har slået alarm. Vi er flere købmænd, der er gået sammen om at betale nogle vagter for at beskytte os.“
„Men Cash har nok også allerede tilkaldt forstærkninger fra WhiteCloud.“
„Præcis. Det er derfor, du smutter nu. Det her kan godt blive blodigt. Fortæl journalisten, hvordan tingene hænger sammen, og vis hende den sorte terning.“
„Tak,“ sagde Andro.
„Kom så af sted,“ mumlede Tomkin og affyrede nogle flere skud, som blev besvaret af endnu flere.
Andro trykkede sig mod det runde rør, som han i det samme blev klar over måtte være et kloakrør. Han kom ud i gården bag huset, netop som et uvejr af skud bragede løs inde i huset. Nogle af skuddene røg direkte gennem væggen og fløj om ørerne på Andro. Han dukkede sig instinktivt og satte i løb væk fra huset. En gruppe mænd med geværer og pistoler i hænderne kom løbende i fuldt firspring. Det måtte være vagterne, som Tomkin havde snakket om. De nåede kun lige rundt om huset, da de mødte en byge af skud fra en gruppe WhiteCloud-folk, der også lige var ankommet. De sprang i dækning og gav sig til at besvare ilden.
Der lød en større eksplosion, og hele gården blev fyldt med røg. Andro lå og gemte sig bag et skrottet stålskab, men turde ikke blive liggende. Han rejste sig, undertrykte en hosten og skulle lige til at løbe væk, da han så Cash og Grit dukke frem af røgen. De havde fået øje på Andro. Der var ikke længere noget at betænke sig på. Andro sprang af sted hen over affaldet i gården, sprang over hegnet og løb til venstre ad en lille gyde. Han kastede et blik bagud og så, at Cash var på vej over hegnet. En lo-tech raider-gang holdt stille på deres scootere og kiggede på røgen, der bølgede op fra Tomkins hus. Det var en ny gang. Helt sikkert en chickengang. De lignede små drenge. Andro gættede på, at de var 12 eller 13 år. Han skubbede den mindste af dem af sin scooter, og det kom så overraskende for de fire fyre, at de ikke nåede at reagere, før Andro var på vej væk med gashåndtaget i bund.
„Hey!“ skreg de bag ham. Han kastede et hurtigt blik bagud og så Cash og Grit true to af dem til at udlevere deres scootere. Andro lænede sig helt ned over styret for at mindske vindmodstanden. Han var sikker på, at han nemt ville kunne køre fra Cash og Grit, men der tog han fejl. De lå ned over scooterne og snoede sig ud og ind mellem skrot og huller i jorden, som om de aldrig havde bestilt andet. De måtte også have været medlemmer af gangs, da de var unge. „Zit!“ udbrød Andro og forsøgte desperat at vride gashåndtaget endnu mere, men det var allerede i bund.
Han hørte et par høje knald bag sig og mærkede et projektil suse lige forbi sit ene øre. Et par andre kugler ramte nogle rustne metaltønder til venstre for ham. Han kastede desperat scooteren mod højre og blev i det samme klar over, at han styrede lige mod syresøen. Hans første tanke var, at det var noget skidt, for der var mere åbent nede omkring søen. Men så fik han pludselig en ide, der både kunne vise sig at skaffe ham af med sine forfølgere en gang for alle, men som samtidig var så skræmmende, at han uvilkårligt rystede på hovedet som for at slippe af med den ide igen. Men den havde sat sig godt fast. Det var den eneste mulighed. Uanset hvor lidt han brød sig om den.
Han styrede mod Chickenbroen, susede op ad den snoede rampe og sikrede sig, at de to andre var med. Så kom han ud på broen. Graflarplankerne kadok-kadokkadokkede under scooterens hjul og han snoede sig uden om hullerne. Han var ude over syresøen nu og nærmede sig Gabet. De skulle være tættere på. Cash og Grit skulle være så tæt på, at de troede, de var lige ved at have ham, så han slækkede på gashåndtaget. Der lød et triumferende råb fra Cash. Andro så ham hæve sit skydevåben. Så trak Andro ud mod venstre side af broen, lænede sig helt ned over styret og gav fuld gas. Scooteren hvinede som en tweeter og sprang fremad. Andro kneb munden sammen og styrede mod rampens venstre side. Han svævede gennem luften som i slowmotion, mens han klamrede sig til scooteren under sig, og endnu inden han nåede den anden side, kom Cash og Grit flyvende helt ude af kontrol, fordi de ikke havde været forberedt på det stød, det gav, når scooterens hjul ramte rampen. Cash’s scooter drejede mod højre i luften, mens geværet fløj mod venstre. Cash klamrede sig til styret, men var allerede gledet ned på siden af sædet. Grit klarede det bedre. Det lykkedes hende at holde scooteren parallel med bevægelsesretningen, men hun sad alt for oprejst, så vindmodstanden blev for stor. Måske var hun også for tung til, at hoppet overhovedet ville kunne lykkes.
Andro landede med et hårdt slag på den anden side af Gabet, begge hjul fik kontakt med plankerne, og scooteren holdt sig kørende et par meter, så kom den i slinger, og Andro måtte kæmpe for at holde den. Det lykkedes næsten, men pludselig slog den helt ud og kom på tværs, og Andro røg af, men da var farten blevet reduceret så meget, at det ikke var noget alvorligt styrt. Han slog sin venstre arm, og der blev flået hul på det ene bukseben og huden indenunder, men det var kun en overfladisk hudafskrabning. Han mærkede først og fremmest efter terningen. Den lå stadig i lommen.
Cash brølede højt og klamrede sig til scooteren hele vejen ned. Han ramte syresøens overflade i et stort sprøjt. Grit mistede grebet og blev skilt fra scooteren i luften. Hun landede næsten stilfuldt og uden en lyd med benene først og helt stiv krop i det grønne vand.
Andro lå på broen og kiggede bagud. Da han hørte plaskene, vidste han, at han var reddet. Han kom på benene, haltede hen til broens rækværk og kiggede ned i vandet. Der var ingen spor af Cash og Grit. Havde de mon haft en af terningerne på sig? Det var ikke sikkert. Andro håbede det ikke. Terningerne var alt for dyrebare til at gå tabt på den måde.
Han gik tilbage til scooteren, fik den rejst op og konstaterede, at den havde fået nogle flere buler og skrammer, men ikke værre, end at den stadig kunne køre. Han satte sig op, kadokkede hen over broen, ned ad rampen og af sted mod den bygning, hvor han havde aftalt med sin far, at de skulle mødes.
Paco stod og ventede, da Andro kom drønende. „Hvor har du den scooter fra?“ spurgte Paco.
„Jeg huggede den.“
„Andro …“ sagde Paco bebrejdende.
„Cash og Grit var efter mig,“ forklarede Andro. „Jeg tror, de har dræbt Tomkin. Der udbrød nærmest regulær krig mellem WhiteCloud og Tomkins folk.“
„Hvem vandt?“
„Aner det ikke. Jeg stak af.“
Paco trak sin søn ind til sig og gav ham et knus. Andro var lige ved at vælte med scooteren. „Godt gået, søn,“ mumlede Paco. „Men jeg er bange for, at jeg har bad news. Terningen er væk.“
Andro klappede sig på lommen. „Jeg har den her. Jeg turde ikke lade den ligge.“
Paco smilede bredt. „Perfekt. Jeg har også gode nyheder. Jeg er ikke længere wipe-outet! Vi kan tage hjem til os selv!“
De lo begge to og klappede hinanden på ryggen som gale.
„Vil du have et lift hjem?“ spurgte Andro, „eller vil du hellere gå?“
„Et lift?“ udbrød Paco. „Aldrig i livet. Jeg kører.“ Så tog han fat i scooteren, skubbede Andro bagud på sædet, satte sig op og startede motoren. Han gassede op et par gange og kiggede på sin søn. „Hold fast!“
Det var ikke nødvendigt. De kørte hjem i et stille og roligt tempo, der fik Andro til at sprutte af grin.
Paco lod sig scanne af dørscanneren, der straks genkendte ham og slukkede for Borgmannfeltet. De trådte ind i lejligheden, der fuldstændig lignede sig selv. BB måtte have ryddet op og gjort rent. Hun kom dem i møde i entreen og beklagede sig straks over, hvor beskidte de var. Hun insisterede på, at de straks tog et bad.
„Ikke nu,“ knurrede Paco og kommanderede BB til at gå i dvale. Han vendte sig mod Andro. Hans ansigt var gråt, beskidt og furet, og han så meget ældre ud end normalt, men hans øjne glødede. Mens de kørte hjemad på scooteren, havde Andro fortalt om, hvordan Cash pludselig var dukket op i Tessies lejlighed midt om natten, og at han havde placeret en fjernstyret bombe under sofaen. Selvom fjernudløseren nu befandt sig i et helt andet solsystem, ville hverken Paco eller Andro få et roligt øjeblik, før de vidste, at den bombe var blevet fjernet.
Andro tog den sorte terning frem, der stadig var pakket ind i nanofoil. Nu, hvor Cash havde taget Senna7terningen med til Jorden, var det ikke længere muligt at teleportere sig til Senna7 via terningerne. Ellers havde Andro gjort det lige på stedet. Hvad mon der ville ske, hvis han rørte terningen og tænkte på sin mor? Ja, hvis den nærmeste terning befandt sig på Senna7’s måne, så ville han jo dukke op der og formentlig dø lige med det samme, fordi der ingen atmosfære var på den måne.
Paco gik online og sendte en besked til Tessie med den højest mulige prioritet. Det kostede mange penge, og selv den slags beskeder gik ikke direkte igennem. Det afhang alt sammen af, hvor mange andre beskeder med høj prioritet der var på vej. Der kunne gå adskillige timer, måske en hel dag, men det var det eneste, de kunne gøre. Da beskeden var sendt, sank de udmattede sammen i hver sin flyder.
„BB havde ret,“ mumlede Andro efter et stykke tid. „Vi trænger til et bad.“
„Gå du først,“ sagde Paco.
Andro rejste sig og sjoskede ud på badeværelset, hvor han tog et langt varmt bad. Han skrubbede og skurede sig, så huden blev helt rød. Det sved i såret på knæet, men han bed det i sig.
Efter at Paco havde været i bad, tømte de næsten freezeren. Andro tænkte på sin mor og bomben, men også på Fu’s kone og børn. Mon de havde fået at vide, at Fu var død? Den slags beskeder fik vel højeste prioritet i teleportens kø. Ja, de måtte have fået det at vide. Men når Tessie hørte det, ville hun sikkert blive endnu mere bekymret for Andro.
„Vi må se at komme af med den terning,“ sagde Paco.
„Den må være mange penge værd,“ mumlede Andro.
„Ja, men det der skal vi ikke ud i. Jeg vil bare af med den.“
Andro nikkede. „Det vil jeg også. I morgen tidlig tager jeg hen til journalisten med den.“
„Jeg tager med,“ sagde Paco.
Andro smilede til sin far. „Det lyder godt.“ De sad tavse et stykke tid. Så sagde Andro: „Er det i orden, at jeg går online?“
„Jeg havde selv tænkt mig at gøre det samme,“ svarede Paco.
Andro lod sig synke ned i flyderen og åbnede nettet. Han mærkede en dyb tilfredsstillelse i hele kroppen. Det var så længe siden, han havde været online. Hvor havde han dog savnet det. Han fik kuldegysninger af fryd. Det første, han gjorde var at sende Milla en besked. Hun svarede med det samme. Andro ville fortælle hende alt. Præcis som det var. Men lige idet han skulle begynde, gik han i stå. Han orkede ikke at tænke på de ting lige nu. Han ville helt sikkert fortælle hende alt, men først senere. Han trængte til at komme væk fra det hele. Få sine tanker på helt andre baner. Men han troede ikke sine egne ører, da hun spurgte, om de skulle tage ind og se en powerskating-kamp.
„Jeg troede ikke, du gad den slags,“ sagde Andro.
„Indimellem skal man prøve noget nyt,“ sagde hun. „Kan vi få plads?“
„Selvfølgelig. Jeg kender en god billetpusher.“ I løbet af få minutter havde Andro skaffet to billetter til en kamp. Det var ikke hans hold, der spillede, men det betød ikke noget. Det var ikke spillet på banen, der interesserede ham mest.
De mødtes foran powerskating-stadionet. Hun havde et nyt smykke om halsen. Andro genkendte straks sin bjørneklo.
„Jeg har scannet den, så jeg også kan have den på, når jeg er online,“ forklarede hun.
Andro bed mærke i ordet ’også’.
„Skal vi gå ind?“ Hun stak sin arm ind under hans. Andro nikkede. Så sprang de. Ind på de to pladser, de havde billet til.
Milla gjorde virkelig et ihærdigt forsøg på at forstå reglerne i spillet, og Andro gjorde, hvad han kunne for at forklare hende dem. I en af pauserne tonede et billede af Heinz pludselig frem over banen. Han var åbenbart med i en eller anden reklame.
„Det er Heinz Jobelar,“ sagde Milla og pegede.
„Det er jeg godt klar over,“ udbrød Andro. „Han er min bedste ven. Det har jeg også fortalt dig.“
„Du sagde, du havde en ven, der hed Heinz, ja, men du sagde ikke noget om, at det var Heinz Jobelar.“
„Jeg vidste ikke, at du kendte ham,“ sagde Andro.
„Det gør alle da,“ svarede hun.
„Hvad mener du?“
„Han har lige vundet et eller andet stort spil her for nylig …“
„Ja! Blaster55. Det ved jeg alt om.“
„Han er ret cute,“ sagde hun.
Andro var målløs. Heinz havde aldrig haft en kæreste. Han anede ikke, hvad han skulle stille op med piger. Han var super-gamer-nørden over dem alle, for pokker. Var han nu pludselig ’cute’?
Milla smilede til Andro og klappede ham på knæet. „Så, nu starter kampen igen.“
Andro var ude af stand til at koncentrere sig om, hvad der foregik på banen. Ordet ’cute’ borede sig rundt i kroppen på ham som en orm. At det ord var blevet sagt i samme sætning som ’Heinz Jobelar’ var nærmest skræmmende. Men Milla virkede, som om hun havde det vældig sjovt. Hun klappede og piftede og fik efterhånden revet Andro med. Når der blev scoret, dansede de på sæderne – uanset hvilket hold der scorede – og da kampen var slut, måtte Andro erkende for sig selv, at han aldrig havde haft det så sjovt til en kamp før. Derfor var det ekstra nedslående, da Milla sagde, at hun var nødt til at logge af.
„Hvorfor?“ spurgte Andro.
„Fordi klokken er mange ude i virkeligheden, og jeg har et geografimodul i morgen tidlig.“
„Det kan du da bare tage en anden dag.“
„Ja,“ lo hun. „Og pludselig har man udsat alle mulige moduler så meget, at man er kommet håbløst bagud. Er det sådan, du plejer at gøre?“
„Nej, nej.“ Andro vinkede afværgende med armene. „Selvfølgelig ikke.“
Hun lo. „Nå, men vi ses.“ Hendes virtuelle mund smakkede et flygtigt kys på hans virtuelle kind. Så var hun væk. Andro blev siddende så længe, at han til sidst var den eneste, der var tilbage på det store stadion.
Næste morgen tog Andro og Paco tweeteren ind til journalistens kontor. De rakte hende den lille pakke, mens de forklarede hende, hvorfor hun ikke måtte røre ved den. Den stod på det lille stykke nanofoil midt på hendes bord, og hun studerede den nøje.
„Det er ikke til at tro på, at det skulle være en teleport,“ mumlede hun.
„Det er det!“ udbrød Andro.
Hun kiggede op. „Tag det roligt. Jeg tror på jer. Blandt andet fordi jeg har haft mine assistenter i gang med at kulegrave hele din historie. Politiet er i fuld gang med at trævle WhiteCloud op. De kan dog ikke finde ham der hedder Cash, og heller ikke professor Fus assistent Grit.“
„Dem ved jeg hvor er,“ sagde Andro.
„Gør du?“
„De faldt i syresøen i niveau nul i går.“
„Hvor ved du det fra?“
„Det ved jeg bare.“
Merita Tamas lænede sig tilbage i sin stol og smilede. „Du er virkelig noget for dig selv, Alejandro Miller.“
„Tak,“ svarede Andro.
„Faktisk har jeg også været i kontakt med Justicia a/s,“ fortsatte hun.
Andro stivnede, og Paco udstødte et lavmælt grynt.
„Jeg har tilkaldt en repræsentant for firmaet. Han kommer her.“ Hun slog ud med hånden mod døren, og ind trådte en mand i grå heldragt. Han havde en høj pande og tilbagestrøget mørkt hår.
„Hvad skal han her?“ mumlede Andro.
„Fortælle lidt om reglerne for klip i moralkort. De er nemlig specielle.“
„Det er korrekt,“ sagde manden. „Det er sådan med moralkort, at lige så vel som man kan få et klip i sit moralkort for dårlig opførsel, så kan man også få fjernet et klip ved god opførsel. Hvad er så god opførsel, kunne man spørge? Ja, det kan blandt andet være, hvad der i lovteksten kaldes ’samfundsgavnligt virke’. Det vil altså sige, at man ved at gøre noget, som vi alle sammen har fordel af, kan få annulleret helt op til to klip i sit moralkort.“
Andro og Paco kiggede på hinanden. Det havde ingen af dem hørt om.
„Så vidt jeg kan forstå, har du, Alejandro Miller, haft en stor finger med i spillet omkring optrævlingen af forbryderorganisationen WhiteCloud og afsløringen af TeleCorps – skal vi kalde det – ’lyssky’ aktiviteter.“
Andro rettede sig op i stolen. „Siger du, at du kan fjerne mine klip?“
Manden trak på smilebåndet, men kun en smule. „Selvfølgelig ikke. Den slags kræver en omhyggelig sagsbehandling, der kan tage op til flere måneder. Desuden er det ikke noget, én mand bestemmer. Det gør Det Moralske Råd. Efter at de har fået alle oplysninger i sagen fra politiet og andre involverede parter.“
„Men der er en chance for, at jeg får fjernet mine klip?“
„Et af dem, ja,“ nikkede manden. „Høst et, ifølge rammen for …“
Andro sprang op fra stolen. „Det er fantastisk!“ udbrød han.
Paco kom også op at stå. „Det lyder godt,“ brummede han og tog Andros hånd. Ligesom dengang de havde befundet sig i Justicias retslokale.
„Som sagt kan jeg ikke love noget,“ fortsatte manden, „men på den anden side kan jeg godt røbe, at det for mig at se ser lovende ud. Så hvis I vil gå videre med sagen og søge om, at Det Moralske Råd tager sagen op til overvejelse, så skal I udfylde formular B343 og NST93844/f, som jeg netop nu uploader til jer.“
Både Andro og Paco så beskedikonet blinke i kanten af deres synsfelt.
Manden vendte sig mod Merita Tamas. „Og hvis det var det hele, så vil jeg tage tilbage til hovedkontoret og passe mit arbejde.“
„Tak for hjælpen,“ sagde hun.
Manden nikkede til dem alle tre og forlod kontoret.
„Tusind tak,“ sagde Andro til Merita Tamas, og først i det øjeblik blev han klar over, at hun var hardplugged. Under hendes store manke af mørkt hår løb der en ledning ud, som var tyndere og mere diskret end Tomkins, men den var der.
„Det var så lidt,“ svarede hun. „Det, du har gjort i den her sag, er efter min mening helt outstanding. Du har i høj grad fortjent det. Men hvis du nu får fjernet det ene klip, hvad vil du så?“
„Det er der ingen tvivl om. Så skal jeg have taget min 16-års-test med det samme. Og så skal jeg bare have valgt de rigtige udvidelsespakker.“
„Og hvad er det så for nogle?“ spurgte Paco.
„Dem, man skal bruge for at blive sofokosmolog.“
Paco spærrede øjnene op. „Er du sikker?“
Andro pegede på den sorte terning på journalistens skrivebord. „Jeg tror, der er stof nok til et helt livs studier i dem der.“
I det samme brasede skrivebordet sammen under terningens pludseligt forøgede vægt. Terningen ramte gulvet med et højt brag. Merita Tamas skreg op, og alle tingene på hendes skrivebord væltede rundt på gulvet.
Paco lo og klappede Andro på skulderen. „Det tror jeg faktisk, du har ret i.“