et

”Gæt hvem?”

Min veninde Haven trykker sine varme, fugtige håndflader mod mine kinder, og kanten af hendes nassede dødningering sætter sit tydelige aftryk på min hud. Selv om mine øjne er lukkede og dækket af hendes fingre, så ved jeg, at hendes sortfarvede hår er delt i midten, at hun har en højhalset sweater på under det sorte vinylkorset (så hun ikke overtræder skolens tøjreglement), at det spritnye, sorte satinskørt, som fejer hen over gulvet, allerede har fået et hul nær kanten, hvor hun kom til at træde i det med sine Dr. Martens-støvler, og at hendes øjne er gyldne, men kun fordi hun har gule kontaktlinser på.

Jeg ved også, at hendes far slet ikke er på ”forretningsrejse”, som han påstod, at hendes mors personlige træner er mere ”personlig” end ”træner”, og at hendes lillebror ikke tør fortælle, at han har ødelagt hendes Evanescence-cd.

Jeg ved det, og det er ikke, fordi jeg har luret eller udspioneret nogen, og ikke engang, fordi nogen har fortalt mig det. Jeg ved det, fordi jeg er clairvoyant.

”Skynd dig nu! Gæt! Inden det ringer!” siger hun med sin hæse stemme, der lyder, som om hun ryger en pakke om dagen, selv om hun i virkeligheden kun har prøvet at ryge én gang.

Jeg prøver på at komme i tanker om den sidste person i verden, hun har lyst til at blive forvekslet med. ”Er det Hilary Duff?”

”Bvadr. Prøv igen!” Hun klemmer lidt hårdere uden at ane, at jeg ikke behøver at se for at vide.

”Er det fru Marilyn Manson?”

Hun ler og giver slip og slikker på sin tommelfinger for at fjerne den fedtede tatovering, hun lige har efterladt på min kind, men jeg løfter hånden og kommer hende i forkøbet. Ikke fordi jeg synes, hendes spyt er specielt ulækkert (jeg ved jo, at hun ikke er syg), men for at hun ikke skal røre mig igen. At blive rørt ved er alt for afslørende, alt for udmattende, så det gør jeg alt, hvad jeg kan, for at undgå.

Hun tager fat i hætten på min trøje og hiver den ned, får øje på mine ørepropper og spørger: ”Hvad hører du?”

Jeg hiver min iPod op af dens lille lomme. Jeg har syet en lomme i hver af mine hættetrøjer for at skjule de hvide ledninger for lærerne. Haven får iPod’en i hånden og propperne i ørerne – og hendes øjne bliver store og runde. ”Hvad i …? Jeg mener, kan det blive højere? Og hvem er det?” Hun lader propperne dingle imellem os, så vi begge to kan høre Sid Vicious skrige op om Anarchy in the UK. Sandheden er, at jeg ikke aner, om han er for eller imod anarki i England. Jeg ved bare, at han larmer næsten nok til at overdøve mine overfølsomme sanser.

”Sex Pistols,” siger jeg, mens jeg slukker for iPod’en og lader den glide tilbage i den hemmelige lomme.

”Jeg gad nok vide, hvordan du overhovedet kunne høre mig,” siger Haven og smiler. I det samme ringer det ind.

Jeg trækker på skuldrene. Jeg behøver ikke at lytte for at kunne høre. Men det siger jeg ikke noget om. Jeg siger bare, at vi ses til frokost, og sætter kurs mod klassen. Det løber mig koldt ned ad ryggen, da jeg fornemmer, at to ubehagelige fyre sniger sig ind på hende, træder på hendes nederdel og er lige ved at få hende til at snuble. Men da hun vender sig om og gør ondskabens tegn imod dem (okay, det er faktisk ikke ondskabens tegn, det er bare et, hun har fundet på) og stirrer vredt på dem med sine gule øjne, trækker de sig straks tilbage og lader hende i fred. Og da jeg smutter ind i klassen, drager jeg et lettelsens suk ved tanken om at den energi, som hendes berøring efterlod, snart vil holde op med at sitre i mig.

Jeg undgår den taske, Stacia Miller har stillet på gulvet, så jeg kan snuble over den, ignorerer det sædvanlige: ”TAAAA-BER!” som hun diskret hvæser, da jeg passerer hende, og finder vej til min plads bagerst i klassen. Så glider jeg ned på min stol, hiver bog, kladdehæfte og kuglepen op af tasken, sætter ørepropperne på plads, trækker hætten op over hovedet, lander rygsækken på den tomme stol ved siden af og venter på, at mr. Robins skal dukke op.

Mr. Robins kommer altid for sent. Mest fordi han godt kan lide at tage et nip eller to af sin lille, blanke lommelærke på vej fra den ene time til den næste. Men det er kun, fordi hans kone altid råber ad ham, hans datter synes, han er en nar, og han i det hele taget hader sit liv. Alt det fandt jeg ud af den første dag i skolen, da jeg skulle give ham min tilmeldingsblanket, og min hånd kom til at strejfe hans. Lige siden har jeg været omhyggelig med bare at lægge det på bordet, når der er noget, jeg skal aflevere til ham.

Jeg lukker øjnene og venter, mens mine fingre finder frem til inderlommen og lader Sid Vicious afløse af noget mere blidt og stilfærdigt. Larmen er ikke længere nødvendig, nu da jeg er i klassen. Det er sikkert det lave elevtal, der holder de psykiske energier nede på et nogenlunde tåleligt niveau.

Jeg har ikke altid været en freak. Engang var jeg en helt normal teenager. Af den slags, der gik til skoleballer, forelskede sig i popsangere og var så forfængelig med sit lange, lyse hår, at hun ikke kunne drømme om at samle det i en hestehale og gemme det under en stor hættetrøje. Jeg havde en mor, en far, en lillesøster, der hed Riley, og en dejlig gul labrador, der hed Buttercup. Jeg boede i et nydeligt hus i et pænt villakvarter i Eugene, Oregon. Jeg kom godt ud af det med andre, jeg var glad, og jeg var helt vild efter at komme i gang med andet år i high school, for jeg var lige blevet cheerleader på førsteholdet. Mit liv var fuldendt, og der var ikke en sky på himlen. Ja, jeg ved godt, at det lyder som en slidt kliché, men ironisk nok var det sandheden.

Men for mig er alt det, jeg lige har fortalt, ikke andet end en glemt historie. For siden ulykken har jeg ikke kunne huske noget klart. Ud over min egen død.

Jeg havde dét, ”man” kalder en ”nærdødsoplevelse”. Bortset fra at ”man” tager fuldstændig fejl. Tro mig, der var ikke noget som helst ”nær” ved det. Det ene øjeblik sad min lillesøster Riley og jeg på bagsædet af fars firehjulstrækker, med Buttercups hoved på skødet af Riley, mens hans hale bumpede rytmisk mod mit ben. Og i næste øjeblik var alle bilens airbags gået af, bilen var en totalskade, og jeg stod og iagttog det hele udefra.

Dér stod jeg og stirrede på vraget – de knuste ruder, de sammenkrøllede døre, den forreste kofanger, som omfavnede et fyrretræ i et dødsgreb – og undrede mig over, hvad der mon var gået galt. Jeg bad til, at mine forældre og Riley og Buttercup alle var sluppet ud i tide. Så hørte jeg et velkendt bjæf, og da jeg vendte mig om, var de alle sammen på vej ned ad en sti, i hælene på en logrende Buttercup.

Først løb jeg efter dem, prøvede på at indhente dem. Men så var det, som om jeg alligevel ikke havde så travlt. Jeg havde bare lyst til at vandre gennem det duftende landskab af svajende træer og skælvende blomster, knibe øjnene sammen mod den blændende tåge, som glimtede og skinnede og fik alting til at flimre.

Bare lige et øjeblik, lovede jeg mig selv, så skulle jeg nok komme tilbage og finde dem igen. Men da jeg omsider vendte mig om efter dem, nåede jeg kun at få et sidste glimt af dem, på vej over en bro, mens de smilede og vinkede, lige før de alle sammen forsvandt.

Jeg gik i panik. Jeg ledte overalt. Løb den ene vej og løb den anden vej, men det var det samme alle vegne – lun, lys, flimrende, smuk, tåbelig, uendelig tåge. Og jeg faldt om på jorden, kulden prikkede i huden, hele min krop sitrede, og jeg græd, jeg skreg, jeg bandede, jeg bad og kom med alle mulige løfter, jeg vidste, jeg aldrig kunne holde.

Og så hørte jeg en stemme sige: ”Ever, er det dit navn? Luk øjnene op, og se på mig.”

Jeg tumlede tilbage til overfladen. Tilbage til dér, hvor alting var smerte og elendighed og en våd, brændende smerte på min pande. Og jeg stirrede på fyren, der stod bøjet over mig. Så ind i hans dybe, mørke øjne og hviskede: ”Jeg er Ever,” før jeg igen mistede bevidstheden.