tre

Jeg lukker mig ind i huset, snupper en flaske vand fra køleskabet og går direkte op på mit værelse. Jeg behøver ikke at se mig omkring for at finde ud af, om Sabine stadig er på arbejde. Sabine er altid på arbejde, så jeg har som regel hele det kæmpestore hus for mig selv, men for det meste bliver jeg på mit værelse.

Det er synd for Sabine. Det er synd for hende, at det liv, hun har arbejdet så hårdt for at få, blev ændret totalt, den dag hun pludselig hang på mig.

Min mor var enebarn, og alle mine bedsteforældre var døde, før jeg var fyldt to, så Sabine havde ligesom ikke noget valg. Enten skulle jeg bo hos hende – hun var min fars tvillingesøster, og der var ikke andre søskende – eller også skulle jeg på børnehjem, indtil jeg fyldte atten. Og selv om hun ikke ved en brik om at opdrage børn, så var jeg ikke engang blevet udskrevet fra hospitalet, før hun havde solgt sin ejerlejlighed, var flyttet ind i kassen her og havde hyret Orange Countys dyreste indretningsarkitekt til at ”friske op” på mit værelse.

Jeg har alt det sædvanlige – en seng, en kommode og et skrivebord. Men jeg har også et mega fladskærms-tv, et garderobeskab af den slags, man kan gå omkring indeni, et gigantisk badeværelse med jacuzzi og separat brusekabine, egen altan med en fantastisk havudsigt, og mit eget private kammer med spillemaskiner, endnu et stort fladskærms-tv, barskab, mikrobølgeovn, mini-køleskab, opvaskemaskine, anlæg, sofaer, borde, sækkestole. Ja, der er egentlig det hele.

Pudsigt. Der var engang, hvor jeg ville have givet hvad som helst for sådan et værelse.

Nu ville jeg give hvad som helst for, at alting kunne blive som før.

Det er sikkert, fordi Sabine tilbringer det meste af sin tid sammen med advokater og top-forretningsfolk, at hun faktisk troede, at alt det her stads var nødvendigt.

Jeg har også undret mig over, hvorfor hun aldrig selv har fået børn. Er det, fordi hun altid arbejder og ikke kan få et barn passet ind i tidsplanen? Eller er det, fordi hun endnu ikke har fundet den rigtige fyr? Eller har hun bare aldrig haft lyst? Eller er det måske en blanding af alle tre grunde?

Det kan måske lyde underligt, at jeg ikke ved det, når jeg nu er så clairvoyant og alt muligt. Men det er langtfra altid, jeg kan se, hvorfor en person opfører sig på den ene eller den anden måde. Som regel er det begivenheder, jeg ser. Ligesom en perlerække af billeder, der viser personens liv. Ligesom flimrende billeder eller sådan noget, men mere ligesom traileren til en film.

Andre gange er det symboler, jeg skal prøve på at tyde, lidt ligesom tarotkort, eller som dengang vi skulle tolke symbolerne i Kammerat Napoleon i politisk litteratur sidste år.

Og det er aldrig til at vide, om man har ramt rigtigt. Somme tider misforstår jeg det hele, men så er det altid min egen skyld og hænger sammen med, at nogle billeder kan forstås på flere måder. Som for eksempel den gang, jeg så et hjerte, der var gået midt over, og jeg troede, at det betød kærestesorg – indtil damen faldt om med akut hjertestop.

Af og til kan det være lidt indviklet at holde styr på. Men billederne selv, de lyver aldrig.

Uanset hvad, så skal man vist ikke være særlig clairvoyant for at fatte, at når folk drømmer om at få børn, så forestiller de sig nok en lille, buttet baby pakket ind i pastelfarver, og ikke en lyshåret teenager på 1 meter og 63 med blå øjne, paranormale evner og en helvedes masse forvirrede følelser i rygsækken. Det er derfor, jeg prøver på at være stille, opføre mig ordentligt og i det hele tage lade være med at genere Sabine.

Og hun skal i hvert fald slet ikke vide, at jeg taler med min lillesøster næsten hver eneste dag.

Det var midt om natten, første gang Riley dukkede op. Hun stod ved fodenden af min hospitalsseng og havde en blomst i den ene hånd, mens hun vinkede med den anden. Jeg ved stadig ikke, hvad det var, der vækkede mig, for hun var helt stille og sagde ikke et ord. Jeg har nok bare kunnet mærke, at hun var der, at noget havde ændret sig, som en spænding i luften.

Min første tanke var, at jeg så syner – endnu en bivirkning af den smertestillende medicin, de gav mig. Men da jeg havde blinket ret mange gange og gnubbet mine øjne grundigt, var hun der stadig. Og af en eller anden grund faldt det mig ikke ind at skrige eller råbe om hjælp.

Så kom hun hen ved siden af sengen og pegede på al den gips, mine arme og ben var pakket ind i, og grinede. Og selv om det var en lydløs latter, syntes jeg ikke, det var spor morsomt. Det kunne hun åbenbart godt se på mit ansigt, så hun så pludselig mere medfølende ud, som om hun ville spørge, om det gjorde ondt.

Jeg trak på skuldrene, stadig lidt gnaven over, at hun havde grinet af mig, og lidt skræmt over hendes tilstedeværelse. Og selv om jeg ikke var helt sikker på, at hun virkelig var der, spurgte jeg: ”Hvor er far og mor og Buttercup?”

Hun drejede hovedet og kiggede til siden, som om de stod lige ved siden af hende, men der var ikke noget at se.

”Hvad mener du?”

Men hun smilede bare, lagde hænderne sammen og lagde hovedet på skrå som for at sige, at nu skulle jeg sove igen.

Og jeg lukkede øjnene, selv om det bestemt ikke ligner mig at tage imod ordrer fra nogen. Men pludselig åbnede jeg dem igen og sagde: ”Hey, hvem har givet dig lov til at låne min trøje?”

Og i det samme forsvandt hun.

Jeg må indrømme, at jeg tilbragte resten af natten med at skælde mig selv ud over, at jeg havde stillet sådan et dumt, ligegyldigt og egoistisk spørgsmål. Jeg havde lige haft mulighed for at få løst nogle af livets største gåder, få indblik i ting, som filosoffer har beskæftiget sig med i tusinder af år. Og i stedet havde jeg brugt dette enestående øjeblik til at skælde min lillesøster ud over, at hun havde været på rov i mit klædeskab. Gamle vaner er åbenbart ikke så nemme at slippe af med.

Anden gang hun dukkede op, var jeg så taknemlig over at se hende, at jeg slet ikke nævnte, at hun ikke bare havde min yndlingssweater på, men også mine bedste jeans (som var så store, at de slaskede om benene på hende) samt det charm-armbånd, som jeg godt vidste, hun altid havde været vild med.

Jeg smilede bare og nikkede og lod, som om jeg slet ikke

havde lagt mærke til det, da jeg lænede mig imod hende og kneb øjnene sammen. ”Hvor er far og mor så henne?” spurgte jeg og troede vist, at de ville dukke op, hvis bare jeg kiggede meget intenst.

Men hun smilede bare og baskede med armene.

”Mener du, at de er engle?” Mine øjne blev store og runde.

Hun rullede med øjnene og rystede på hovedet og knækkede så sammen af grin – naturligvis uden en lyd.

”Okay, så siger vi dét.” Jeg lod mig falde tilbage i puderne, mens jeg tænkte, at hun godt lige kunne tage at opføre sig ordentligt, selv om hun var død.

”Men fortæl mig lige, hvordan er der på den anden side?” sagde jeg, fast besluttet på at bevare den gode stemning. ”Og hvad med dig? Bor du så i … Himlen, eller hvordan?”

Hun lukkede øjnene og holdt den ene hånd, som om hun havde et eller andet stående på håndfladen, og så, lige ud af den blå luft, dukkede et maleri op.

Jeg lænede mig fremad mod et billede, som umuligt kunne forestille andet end paradis, med mat overflade og anbragt i en kunstfærdig, gylden ramme. Havet var mørkeblåt, klipperne var forrevne, sandet gyldent, træerne blomstrede, og i det fjerne kunne man se den tågede kontur af en ø.

”Og hvorfor er du der så ikke?” spurgte jeg.

Og da hun trak på skuldrene, forsvandt billedet. Og det gjorde hun også.

Jeg havde ligget på hospitalet i mere end en måned, med brækkede arme og ben, hjernerystelse, indre blødninger, diverse sår og blodudtrædninger samt en alvorlig flænge i panden. Så mens jeg lå dér, pakket ind i bandager og fyldt op med smertestillende medicin, måtte Sabine påtage sig det utaknemlige arbejde at få tømt huset, arrangere begravelsen og pakke alle mine ting sammen til flytningen sydpå.

Hun bad mig lave en liste over de ting, jeg gerne ville have med. Alle de ting, jeg ville have med fra mit perfekte tidligere liv i Eugene, Oregon, til mit skræmmende nye liv i Laguna Beach, Californien. Men bortset fra noget af mit tøj var der ikke noget, jeg ville have med. Jeg kunne slet ikke klare at blive mindet om min tidligere tilværelse, for en kasse med gammelt ragelse kan ligesom ikke bringe min familie tilbage.

I al den tid, jeg var spærret inde mellem hospitalets sterile, hvide vægge, fik jeg regelmæssige besøg af en psykolog, en overivrig lægestuderende med beige cardigan og notesblok, som altid indledte samtalen med det samme lamme spørgsmål om, hvordan jeg ”håndterede mit dybe tab” (hans ord, ikke mine). Og derefter prøvede han på at overtale mig til at komme op på værelse 618, hvor den vidunderlige samtaleterapi fandt sted.

Men det var udelukket. Ikke tale om at jeg skulle sidde i rundkreds med en flok forpinte mennesker og vente på, at det skulle blive min tur til at dele historien om den værste dag i mit liv med dem. Jeg mener, hvad i alverden skulle dét gøre godt for? Hvordan skulle det på nogen måde hjælpe mig at få bekræftet det, jeg allerede vidste: At jeg var den eneste ansvarlige for, hvad der var sket med min familie. Og at jeg havde været dum nok, egoistisk nok og doven nok til at spilde tiden så meget, at evigheden var smuttet fra mig.

Det var ikke meget, Sabine og jeg fik talt sammen i flyet fra Eugene til John Wayne Airport. Jeg lod, som om det var på grund af min sorg og mine skader, men i virkeligheden trængte jeg bare til lidt fred og ro. Jeg vidste alt om hendes modstridende følelser, hvordan hun på den ene side forfærdelig gerne ville gøre det rigtige, mens hun på den anden side ikke kunne holde op med at tænke: Hvorfor lige mig?

Jeg tror egentlig aldrig, jeg tænker: Hvorfor lige mig?

Jeg plejer mere at tænke: Hvorfor dem og ikke mig?

Men jeg var også bange for at komme til at såre Sabine. Efter alt det besvær, hun havde haft med at tage sig af mig og prøve på at skabe et nyt hjem til mig, skulle hun nødig opdage, at alt hendes hårde arbejde og alle hendes gode hensigter var fuldstændig spildt på mig. At hun lige så godt kunne have sat mig af på den første, den bedste losseplads, uden at det havde gjort nogen som helst forskel for mig.

Køreturen til det nye hus var et flimmer af sol, hav og sand, og da Sabine låste døren op og viste mig op på mit værelse, kastede jeg bare et flygtigt blik på det og mumlede et eller andet, der lød nogenlunde som tak.

”Jeg bliver desværre nødt til at smutte med det samme,” sagde hun, tydeligvis utålmodig efter at komme tilbage på kontoret, hvor alting var velorganiseret, sammenhængende og ikke på nogen måde lignede en traumatiseret teenagers splintrede verden.

Og i samme sekund døren smækkede bag hende, kastede jeg mig på min seng, begravede ansigtet i hænderne og gav mig til at tude øjnene ud af hovedet.

Indtil der var en, der sagde: ”Så hold dog op! Hvad går der af dig? Har du overhovedet set på det her sted? Monstertv’et, kaminen, jacuzzien? Jeg mener, helt ærligt!”

”Jeg troede slet ikke, du kunne tale?” Jeg rullede rundt og stirrede forbløffet på min lillesøster, som for resten var iført en pink Juicy-træningsdragt, gyldne Nike-sko og en lyserød porcelænsdukke-paryk.

”Selvfølgelig kan jeg da tale, lad nu være med at være dum.” Hun så på mig, som om jeg da virkelig var for dum.

”Jamen de sidste par gange …” begyndte jeg.

”Det var da bare for at drille. Tag en tudekiks.”

Hun gik i gang med at udforske mit værelse, lod hænderne glide hen over mit skrivebord, pillede ved den nye laptop og den nye iPod, som Sabine må have anbragt dér.

”Jeg fatter ikke, at du har fået sådan et sted at bo. Det er simpelthen ikke fair!” Hun satte hænderne i siden og skulede vredt. ”Og det ser ikke engang ud til, at du er glad for det! Jeg mener, har du overhovedet været ude at se altanen? Har du så meget som gidet kaste et blik på udsigten?”

”Jeg er ligeglad med udsigten,” mumlede jeg og lagde armene over kors. Og det dér med at lade, som om du ikke kunne tale, det kan jeg altså ikke lige glemme.”

Men hun grinede bare. ”Årh, det går nok over, skal du se.”

Og med de ord travede hun hen til vinduet, trak gardinerne fra og gav sig til at bakse med de store glasdøre.

”Og hvor får du for resten alt det tøj fra?” knurrede jeg, mens jeg scannede hende fra top til tå. Jeg var tilbage i den gamle storesøsterrutine med at skælde ud og beklage mig. ”Første gang var det mit tøj, du havde på, og denne gang er det Juicy, og jeg ved tilfældigvis, at mor aldrig har købt den sweater til dig.”

Men hun grinede bare igen. ”Lad nu være! Tror du måske, jeg stadig behøver at spørge mor om lov, når jeg bare kan gå over til det store himmelske klædeskab og tage, hvad der passer mig – helt gratis?” Hun vendte sig mod mig og smilede.

”Mener du virkelig det?” Mine øjne blev store ved tanken. Det lød for godt til at være sandt.

Men hun rystede bare på hovedet og vinkede mig hen til sig. ”Kom nu bare her og tjek din nye, cool udsigt.”

Og det gjorde jeg så. Jeg rejste mig fra sengen, tørrede mine øjne i ærmet og trissede hen til min nye altan. Jeg strøg forbi min lillesøster og ud på flisegulvet – og gjorde store øjne, da sceneriet viste sig.

”Er det her en joke?” spurgte jeg. Hvad jeg så, var præcis det samme, som Riley havde vist mig på hospitalet. Eneste forskel var, at det ikke var guldindrammet denne gang.

Men da jeg vendte mig om, var hun allerede forsvundet igen.